Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
719Visninger
AA

9. 8

Veronica.

 

Du bliver nødt til at melde afbud til de næste fremmøder i katakomberne. I hvert fald indtil jeg bliver rask igen. Jeg kan ikke påtage mig ansvaret for dig, når jeg ikke er med.

Skriv til mig, når du har læst min mail.

 

Jack

 

Veronica arkiverede mailen sammen med de andre, hun havde fået fra korporalen. Hun var ikke interesseret i at vente til han kom tilbage. Hun havde et gennembrud nu, hun vidste, hvad hun skulle gøre for at få skovlen under Christian, så han ville lytte til hende og samarbejde om sin flugt. For de skulle have ham ud. Det var ikke et valg de havde. Og det skulle ske snart. Olivers partnere var begyndt at blive urolige. De ville se Messias, opleve frelseren, og hjælpe ham med at gøre verdenen til et bedre sted at leve – for afvigere om ikke andet

Hvis Christian altså var frelseren. Det var blasfemisk, men hun var begyndt at komme i tvivl. Ville en mand, der var skæbnebestemt til at befri verdenen ikke være mere sympatisk? Den afviger hun havde mødt i katakomberne var på ingen måde, den Messias hun havde forestillet sig. Den blide dreng fra gymnasiet var uigenkaldeligt væk og erstattet af et monster af en mand.

Mens hun sad og skrev de sidste noter ind på sin tablet, kørte Chrystleren ind foran katakombernes hegn. Til sin store overraskelse så hun Nick stå lige på den anden side og vente utålmodigt på hende.

Chaufføren åbnede døren for hende, hun lod sin nethinde blive scannet og fulgte efter den meget ivrige Nick ned i dybet.

”Der er kommet en ny afviger i går aftes. Efter du var taget hjem. Han er grum,” smilede Nick spændt.

”Okay,” sagde Veronica lidt tøvende.

”De er ved at samle sammen til et show.”

Hun havde læst om disse opvisniger, hvor afvigerne fik lov til at gå rundt mellem hinanden med det formål at underholde vagterne. Veronica blev helt dårlig af at tænke på det, men blev nødt til at spørge: ”Samle ind?”

Nick nikkede glad. ”De vædder om udfaldet. Der er flere vædemål i gang. Afviger 254685-07 og 665147-35 har været dødelige uvenner i lang tid. Måske får vi endelig en afslutning på deres skænderier nu. Desuden er der mange, der tvivler på at Chasedin kan klare den nye. Han er sindssyg. Bare ved at røre ved ting, kan han få dem gjort levende.”

Veronica kiggede undrende på ham.

”Jeg sværger. Jeg så ham forvandle en stol til et frådende bæst, der angreb flere vagter, inden man fik brændt den.”

”Hvorfor lukke dem ud blandt hinanden. Det er barbarisk,” sagde hun med en let næserynken.

”Men det er fandme sjovt at se på,” lo Nick tilbage. Han førte hende ned til kontrolrummet, og fik hende mast ind foran en del af sine kollegaer, så hun havde frit udsyn til hele afdeling R. Hun smilede undskyldende til de mange uniformklædte mænd, men de så ikke ud til at bære nag.

Under sig så hun, hvordan samtlige afvigere stod klar ved deres celledøre. De vidste udmærket, hvad der skulle til at ske.

”En hundredlap på at Røde løber direkte i favnen på Chasedin,” sagde én af vagterne.

”Luk spalten, Larsson. Det er jo en selvfølge,” svarede en anden.

”Hvor er den nye afviger?” spurgte Veronica.

Nick lænede sig ind til hende og pegede ned af gangen. Overfor Miley stod en høj slank mand, med små stikkende øjne. Han var ranglet at se på, mindede om et fugleskræmsel med en kroget næse. Han lignede ikke umiddelbart en konkurrent til den enorme alfahan, der regerede i katakomberne nu. Men han var tydeligvis klar til at skulle more sig, klar til at vise, hvad han kunne. Han åbnede og lukkede konstant sine knytnæver.

”Burene åbnes om 3…2...” sagde en vagt bag hende.

Hun holdt vejret, spændt på at se, hvad der ville ske. Hun forestillede sig et blodbad. Forestillede sig, at de alle ville smadre direkte ud i hinanden og begynde at bide, slås, slå ihjel som hjernedøde zombier.

”…1…”

Akkompagneret af en høj klar tone gled burenes døre til side og lod afvigerne komme ud på den gang, som Veronica efterhånden havde gået på mange gange. Det brag af voldsomhed, som hun havde forventet, lod vente på sig. Der skete ikke rigtig noget. Lidt efter lidt begyndte afvigerne at forlade deres celler og mænge sig med hinanden. Der var snakken og latter. Enkelte slog også til hinanden, men på en venskabelig måde.

Pludselig kom en ung fyr farende ned af gangen, skubbede sig igennem mængden og sprang ind i cellen til en ung pige, som var blevet siddende på sin madras. Veronica var sikker på at det ville ende voldligt, men i stedet for at angribe hende, omfavnede han hende, knugede hende ind til sig, kyssede hendes pande, kinder, mund, og nægtede at give slip igen. Hun var faldet rørstrømsk ind i hans favn og havde lige så godt fat i ham.

Oliver havde aldrig holdt Veronica sådan. Hvis de var adskilt, virkede det ikke som om det generede ham synderligt. Selv savnede hun ham, men hun ville lyve, hvis hun påstod, at deres genforeninger var lige så hjertevarmende, som den hun lige havde været vidne til.

”Hvor længe er det siden, der sidst var show?” Hun lænede sig over til Nick.

”Åh, lad mig se… Det var et par dage før du kom herned…” svarede han.

”Jeps! Jeg vidste det!” sprudlede Larsson pludselig. ”Se hende. Hun er på vej ned til ham. Jeg sagde det jo!”

Veronica så ned på gangen igen, og så at Miley var på vej ned gennem sine artsfæller, ned mod den celle, der lå væk fra alle de andre. Hun nåede dog ikke at dreje om hjørnet, før den gigantiske afviger gjorde sin entre. Det var fantastisk at se Christian mellem sine egne. Hele hans kropsholdning viste at han styrede stedet. Dette var hans domæne, og hans undersåtter trak sig ud til siden, gjorde plads til ham. Miley faldt om halsen på ham, og han krammede hende ømt. Den måde han så på hende, gjorde Veronica stram om hjertet. Hans blik, de hårde blå iskrystaller, som havde set på hende med et sådan had, var pludselig så blide. Hvis hun på noget tidspunkt havde været i tvivl om Christians og Mileys følelser overfor hinanden, kunne hun godt pakke det væk nu. De havde uden tvivl noget kørende.

Hvorfor blev hun irriteret over det? Hun havde jo haft det på fornemmelsen. Alligevel lagde der sig en bitter skygge til rette i hendes mave, og begyndte langsomt at slå rod.

”Så er det nu,” sagde én af vagterne og hentydede til den nye afviger som var på vej ned mod Christian og Miley. De andre fanger gav ham plads, krøb ud til siderne, men holdt et skarpt øje med ham. Christian slap Miley, skubbede hende lidt om bag sig. Da de to mænd stod overfor hinanden så det næsten komisk ud. Christian var større på alle måder, højere, bredere, stærkere. Men alligevel var der noget over den nye som fik det til at krible ned af ryggen. Var det hans flakkende blik?

Alle i kontrolrummet holdt vejret, mens de to afvigere så hinanden an. Den nye sagde et eller andet til Christian, der lagde hovedet på skrå og så på den nyankomne gennem smalle øjne. Måske var han allerede i gang med at tvinge sig adgang til hans sind.

Inden nogen kunne nå at reagere, faldt den nye på knæ for Christian, bøjede sig forover i en tilbedende hilsen, og blev liggende sådan et stykke tid. Han satte sig først op igen, da Christian lagde en hånd på hans skulder. Der var så meget i den gestus; ydmyghed, over at nogen skulle knæle for ham, velsignelse, tillid, kammeratskab.

Christian sagde et eller andet til den nye og hjalp ham op at stå. De gav hinanden hånden og den nye smilede stort. Christians øjne lyste muntert. Tænk sig, at øjne alene kunne være så udtryksfulde. Den kolde blå kunne også brænde, kunne være blid og munter, lige så hurtigt som den kunne være hård og hadefuld. Der var i det hele taget en mørk og fascinerende aura omkring Christian, som var ufattelig tiltrækkende, selvom Veronica ikke ville indrømme det. Han var magtfuld og karismatisk, på trods af at han var en egoistisk lort.

”Satans også,” blev der mumlet bag Veronica blandet med en masse andre eder. Penge skiftede hænder.

”Hvem vandt så?” spurgte hun Nick, der selv var ved at indkassere en del sedler.

”Christian,” smilede han.

”Helt uden blodbad. I må være skuffede.”

”Jeg har fået samlet ind til en hyggelig aften, så jeg skal ikke klage.”

Veronica vendte sig om mod fløj R igen og mødte et brændende blik. Christian så direkte op på hende, hans øjne borede sig ind i hendes sjæl. Han havde skødesløst lagt armen om Mileys skulder, mens han intenst nidstirrede Veronica.

Hvordan går det med ryggen?

Årh, hvor irriterende. Han skulle ikke være i hendes hoved. Hun skulede vredt ned på ham, men hans blik havde ændret sig. Han kiggede oprigtigt bekymret op på hende. For at indikere, hvor meget hans indtrængen pissede hende af, satte hun diskret en finger mod sin tinding og rystede på hovedet.

Jeg ville bare høre, om du er okay.

Hun vendte blikket mod loftets gule pærer, kiggede ned på ham, og vendte sig over mod kontrolpanelet.

 Okay. Jeg har fattet det.

Hun vendte sig mod ham igen. Han stod med ryggen til hende nu og tale med Miley. Nu fik hun endelig frit udsyn til det, hun tidligere kun lige havde kunnet ane i hans nakke. Små sølvglinsende plader lå ned over hans rygrad.

”Nick,” sagde hun uden at tage blikker fra Christian. ”Hvad er det, han har på ryggen?”

”Chasedin?”

”Ja.”

”Et forsøg som vores forskere udviklede specielt til ham,” svarede Nick. ”De små plader ligger hele vejen ned langs ryggen. De skulle efter sigende bremse hans telekinetiske evner. Under hver plade er der blevet indopereret små celler, der sidder fast om rygsøjlen. Jeg ved sgu ikke helt, hvordan det fungere. Men jeg ved, at det er permanent, og at han ikke har brugt sin telekinese efter han var under kniven.”

”Hvorfor står der ikke noget om det i hans filer? Masken er heller ikke nævnt der.”

Nick trak på skuldrene. ”Så længe man ikke er sikker på tiltagenes virkninger, noterer man det ikke andre steder end ved forskningsafdelingen.”

Telefonen ringede på Nicks kontrolpanel, og han undskyldte sig.

Nede blandt afvigerne var der flere der efterhånden havde dannet ring rundt om to andre. De ventede tydeligvis på, at en slåskamp skulle bryde ud. Og sådan som de to afvigere i midten skulede ondt på hinanden, så det ikke ud til at det ville vare længe, inden vagterne fik valuta for pengene.

”Miss. Foulum,” sagde Nick. ”Det er til Dem.”

Veronica studsede over hans pludselige formelle tiltale, men gik over og tog røret op til øret.

”Veronica,” sagde hun tøvende.

”Du svarer ikke på mine mails.” Jacks stemme var hård og bebrejdende.

”Hej, Jack. Hvordan går det med dig?” spurgte hun munteret, for at skjule sit nervøst bankende hjerte.

”Tag hjem, Veronica. Nu. Jeg vil ikke have at du er der, mens jeg er syg.” Hans stemme var en arrig hvæsen.

”Her går det fint. Rigtig fint. Jeg er ved at have en hel del materiale til min afhandling.” Hun håbede, at han forstod en hentydning. ”Jeg har allerede fundet svar på én af mine problemstillinger.”

”Du skal ikke være der uden mig.”

”Ja, det går rigtig godt.” Hun fastholdt sin muntre del af samtalen, for at indikere overfor de andre i lokalet, at alt var som det skulle være.

”Veronica…” Jacks stemme var ildevarslende.

Nick hastede forbi hende og brølede ind i sin mikrofon. ”Op af væggen, 214782-19!”

”Hvad sker der?” spurgte Jack beklemt.

Veronica kiggede op. Nick tastede på nogle knapper. På kontrolpanelets skærm så hun Christian blive spændt fast til væggen. Hans hoved røg bagover idet lænken lagde sig om masken i nakken og hev til. Der var noget ved hans øjne, som gjorde hende urolig. Sekundet efter var der livlig aktivitet rundt om hende. Samtlige vagter styrtede rundt, nogle til deres kontrolpaneler, hvor de gik amok med at trykke og taste kommandoer, andre var ved at iføre sig kampudstyr. I det samme begyndte en sirene at hyle. Chokeret satte Veronica sig på gulvet. Et rødt lys pulserede og en myndig stemme gjaldede ud af højtalerne: ”Sikkerhedsbrud i R. Kode Ares!”

”Veronica,” råbte Jack.

”Ja, jeg er her,” sagde hun hurtigt ned i røret og kiggede over mod Nick for at se, hvor slemt det stod til, men hans ansigt var udtryksløst, mens han arbejde på højttryk.

”Hvad sker der?” Jacks stemme var foruroligende kold.

”Øhm, sikkerhedsbrud. Noget med Ares,” forklarede hun.

En deling svært bevæbnede vagter trampede forbi hende og hen til elevatoren. Hun hev benene til sig for ikke at blive trampet ned.

”Giv mig Nick,” sagde Jack hårdt.

Hun rakte røret over til Nick, der sad og arbejde ved sit tastatur. Han holdt røret op til øret med skulderen, så han stadig havde begge hænder fri. Det var lutter enstavelsesord, der kom fra ham.

Alle havde for travlt til at ligge mærke til hende. Hun fik først rejst sig op ad kontrolpanelet, gik forbi de mange vagter, der arbejdede hektisk og over til den enorme rude, der viste afdeling R. Synet der mødte hende, naglede hende fast til gulvet. Det var umuligt at se, præcist hvor mange der var, men det virkede som en flodbølge af afvigere, der alle kastede sig frem i én glidende bevægelse, da elevatordørene gik op og vagterne stormede ud. Der blev affyret skud, og Veronica trak sig væk med et sæt, så snart hun så blodet sprøjte.

”Chippene virker ikke!” blev der råbt til venstre for hende.

”Burrerne er også sat ud af funktion!” råbte en soldat tilbage.

”Evakuér bygningen!”

Hun snublede tilbage til Nicks kontrolpanel, chokeret, bange, mens de uniformerede vagter totalt ignorerede hende og løb ud så hurtigt de kunne. Nick var væk. Telefonrøret hang livløst ud over bordkanten. Hun tog det op, håbede på at høre Jack, håbede at han ville fortælle hende, hvad hun skulle gøre, men der var ikke engang støj på linjen. Den var totalt død.

Pludselig gled en tung jerndør ned over elevatordørene og døren op fra kontrolrummet. Braget ledte hendes opmærksomhed hen mod den og resten af kontrolrummet. Det var tomt. Fuldstændigt. Det røde lys og sirenen kørte stadig på fuld styrke, men hun var den eneste tilbage i lokalet. Og hun var spærret inde.

Hun dristede sig til at kigge ned på skærmen, der viste Christians celle og så, at han stadig var fastlænket til væggen. Men hans blik var rettet direkte mod kameraet.

Et drøn hamrede mod jerndøren, der afspærrede elevatoren. Så endnu et.

Veronicas hjerte rasede afsted, og lungerne var på overarbejde, lige som hendes hjerne. Det var afvigere på den anden side. Det måtte det være, ellers ville vagterne have åbnet døren på normal vis. Men hvis det var afvigere, måtte det betyde, at soldaterne der var taget ned til fløj R var døde.

Hun begyndte at ryste. Det betød også at det kun var et spørgsmål om tid, før de brød igennem døren og fandt hende – alene.

”Åh, Gud,” hviskede hun og krøb sammen under Nicks kontrolpanel. Hun hev kontorstolen hen foran og håbede, at de ikke ville finde hende. Hvis de gjorde det, ville hun dø.

Det rungede igen fra den nådesløse hamren på døren, og med hvert stød sprang hendes hjerte et slag over. Hun krøllede sig sammen, lagde armene over hovedet, trak benene op og forsøgte at gøre sig så lille som muligt, mens hun var uhyggeligt bevidst om, at hun græd og rystede for meget til at kunne være skjult særlig længe. Og hun havde ingen våben at gøre brug af. Hun kendte ikke koderne til at hæve jernlågerne igen, så hun kunne løbe ud. Hun var prisgivet.

Veronica?

”Christian?” hulkede hun, velvidende at han kun befandt sig i hendes sind.

Hvor er du?

”Kontrolrummet,” hviskede hun grædende.

Men du gik. Jeg du gik.

”For at tage telefonen.”

Fuck…

Braget mod jerndøren ruskede i hendes frygt og fik hende til at skrige.

”Bliv hos mig, Christian!” tryglede hun. ”Jeg vil ikke være alene, når de kommer!”

Der var stille fra ham alt for længe.

Slip mig fri, Veronica.

Den farligste afviger i katakomberne bad hende om, at sætte ham fri. Han var pacificeret, uskadelig sådan som tingene var lige nu. Fastlænket til væggen, kunne han intet gøre for at skade hende. Men slap hun ham fri, ville han uden tvivl søge hævn over hende, for at rode med lyset i hans celle. Hans angst for mørket havde været langt værre, end hun havde forestillet sig, og han virkede ikke til at være typen, der sådan lige glemte sit had.

Du bliver nødt til at slippe mig fri. Jeg kan ikke hjælpe dig herfra.

”Hvordan kan jeg vide, at du ikke gør mig noget,” hulkede hun, og krøb tættere sammen, da det bragede mod døren igen. Metallet kom med en hylende lyd, da det skrabede mod gulvet.

Det er en chance du bliver nødt til at tage.

Døren gav sig lidt under det næste sammenstød. Tiden løb fra hende. Med en ed tvang hun sig selv op at stå og kiggede ned på kontrolpanelet. Tårerne gjorde alle knapperne slørede. På skærmen så hun Christian vride sig. Samtlige muskler i hans krop spændtes, mens han forsøgte at vriste sig fri af lænkerne. Enkelte gange så hun lænkerne give sig en lille smule, men ikke nok til at han kunne komme fri.

Hun fandt fumlende Jacks nøglekort frem, kørte det igennem én af panelets scannere og tastede koden, så hun fik adgang til lænkernes styresystem. Hun hvilede hånden over knappen, usikker på, hvad der ville ske, hvis hun trykkede på den.

SLIP MIG FRI!

Stemmen gjaldede i hendes hoved, samtidig med, at jerndøren begyndte at krølle sammen i det ene hjørne. Hun så en kroget, blodig hånd gribe ud i luften fra hullet. Larmen fra den anden side var en gryntende, skrigende, råbende disharmoni, der blandede sig med sirenens stressende hylen.

Hun hamrede hånden ned mod knappen.

Christian rev lænkerne ud af væggen, stormede mod døren, som var blevet åbnet i det samme og forsvandt fra skærmen.

”Christian?” hviskede hun, mens hun tørrede tårerne væk.

Der kom intet svar.

”Christian…” Han måtte ikke forlade hende nu.

Jerndøren gav sig et nøk igen. Hun skreg, smed sig ned under bordet, og knugede om sig selv, holdt en hånd for sin mund, for ikke at komme med flere afslørende udbrud. Ud af øjenkrogen så hun noget liste sig ind i lokalet. Det var et diffus, flydende væsen, der smøg sig op af væggen, kravlede op af den, op under loftet og uden for hendes synsvidde. Hun var ikke alene længere, og de andre afvigere var stadig i gang med at bane sig vej ind til hende.

Vær helt stille. Jeg er på vej.

Det lettede at høre ham. Hun frygtede ham, vidste at han var farlig og nådesløs, men lige nu var han hendes bedste håb for at komme levende fra det her. Afvigerne var stadig hans undersåtter. Han måtte kunne styre dem.

Lyden af metal der skreg, da det gav sig, skar hende i øret. Lyden af afvigernes snak, grynten, råben indtog rummet og lagde sig som en sten om hendes lunger. Det var umuligt for hende at trække vejret. Hun var rædselsslagen, for at de skulle finde hende. Hun vidste, de var mange – helt ufattelig mange, men det kunne ikke være dem alle, der var kommet op på samme tid. Elevatoren var ikke så stor.

Larmen fra deres destruktive adfærd bredte sig ud i rummet. Maskiner blev ødelagt, interiør blev smadret.

 Hun så et par fødder lidt væk fra det bord hun sad under, og ønskede sig tilbage til virkeligheden, hvor dette ikke skete. Der var snak om, at man havde hørt nogen skrige. De vidste, hun var der.

Veronica hørte en kraftig indsnusning på den anden side af bordet, og hun ønskede inderligt, at hendes hjerte ikke bankede så forbandet højt. Hun ønskede inderligt, at hun havde været én af dem. Det var en længsel hun havde haft siden hun var barn. Hun ønskede inderligt, at hun aldrig var gået med til det her håbløse foretagende.

Fanden tage Oliver og hans idiotiske idealisme!

En hvæsen hev hende ud af tankerne, og hun så ind i et par gule øjne med ellipseformet pupil. Ud over bordkanten hang noget som Veronica mest af alt ville beskrive som en klat levende olie med gule øje og et gab fuld af syleskarpe tænder. Og den stirrede direkte på hende og hvæsede arrigt.

I det samme blev der rakt en hånd ind under bordet, og hun blev flået ud.

Hun kunne ikke lade være med at skrige, mens afvigeren, der havde fat i hende, skubbede hende ned på kontrolpanelet og smilede grumt til hende.

”Jamen dog,” smilede han. ”Er det ikke vores lille besøgende?”

Veronica forsøgte at sparke og skubbe ham væk, men han holdt hende fast mod bordet. Der var ikke noget over ham, som umiddelbart ville identificere ham som afviger. Han så helt almindelig ud. Lyst hår, lidt for høje tindinger, mørkeblå øjne, en lidt skæv næse og en smal mund.

”Lad være, Skan. Christian bliver rasende.” Det var Mileys rolige stemme. Veronica ville kunne kende den hvor som helst. Selv under denne situation lød hun glad.

”Hjælp,” stønnede Veronica og forsøgte at fange Mileys blik.

Miley undlod at se ned på hende.

”Christian er her ikke, Røde. Hvis han er så mægtig og vidunderlig, burde han kunne komme fri og være en del af det her. Det var planen, ikke? At få ham sneget ud under dækket af oprør. Men mr. Uovervindelig er her ikke, vel? Ergo er der frit slag. Og hende her er min.” Han vendte sig mod Veronica igen. ”Det er meget lang tid siden, jeg har smagt menneskeblod.”

Han åbnede munden og afslørede en tunge, der var fyldt med små blænder, der så næsten sydende ud. Nogle af dem sprang og udskilte en giftigt stinkende odør. Han lænede sig ind over hende, lagde tungen mod hendes hals, og hun skreg af smerte, da blændernes syre smeltede hendes hud.

Hun lagde faktisk ikke rigtig mærke til det, før Skan slap hende og gloede op. Så fangede hendes øre lyden af det vibrerende glas, der adskilte kontrolrummet fra afdeling R længere nede. Et øjeblik efter splintredes den enorme rude i en million stykker. Veronica lukkede øjnene, vendte ansigtet væk, og forsøgte at dække hovedet med armene, mens skårene regnede ned over dem.

Hun fornemmede ham, inden hun så ham. Hans mørke tiltrækningskraft fyldte med det samme hele lokalet. Christian var på en eller anden måde kommet op gennem den knuste rude og stod nu over hende.

Skan havde trukket sig væk. Alligevel greb Christian fat i ham uden varsel og kylede ham ud gennem den smadrede rude. Veronica hørte ikke den dumpe lyd af kroppen, der ramte gulvet. Sirenen var stadig al for høj.

Christian vendte sig over mod hende og hjalp hende op. ”Er du okay?” spurgte han med et bekymret blik.

Hvad kom det egentlig ham ved? Hvorfor skulle han være interesseret i det? Hun børste sig demonstrativt af, men blev alligevel så lettet da hun så op i hans velkendte blå øjne, at hun helt lod fornuften fare og bare lod sin krop gøre, hvad den fandt naturligt. Hun faldt ham om halsen, lykkelig for at have bare én allieret i helvedet. Hun strakte sig op og greb fat om ham, begravede sit ansigt mod hans bryst og hulkede.

Han stivnede i et kort sekund, men lagde så forsigtigt sine arme om hende, knugede hende nænsomt og støttede hagen mod hendes hoved, mens han roligt tyssede på hende. Metallet fra masken var tungt mod hendes isse, men vægten af ham føltes rigtig – hun følte sig beskyttet for første gange i mange, mange år.

”Lad mig se,” sagde han efter et lille stykke tid og lagde en hånd om hendes hage, skubbede hendes hoved til siden, så han fik udsyn til det hul Skan havde lavet på hendes hals.

”Det skal nok blive pænt igen,” konstaterede han så og drejede hendes hoved over mod sig igen, så han kunne se hende i øjnene. ”Er der sket andet?”

Hun rystede på hovedet og bakkede lidt væk fra ham, da hun kom i tanke om, hvem han var – hvad han var.

Hans blik ændrede sig, da hun fjernede sig fra ham.

”Røde,” bjæffede han hårdt, og Miley stod ved hans side med det samme. ”Vi skal have hende ud. Der må ikke ske hende noget.”

Miley nikkede en enkelt gang, så på Veronica og stillede sig over til hende.

Christians blik afsøgte Veronicas, inden han forlod dem. Han stillede sig ind blandt sine tropper, råbte kommandoer, pegede rundt og satte sine folk i gang med at bryde jerndøren til trappen ned. Under hans vejledning tog det ikke engang halv så lang tid, som det havde gjort ved elevatordøren.

Miley lagde armen om Veronicas skulder og førte hende over mod trappen, som de fleste afvigere allerede var stormet op ad – deriblandt også Christian.

Veronica kunne ikke holde op med at ryste. Hun hikstede stadig, og følte sig i det hele taget psykisk nedbrudt. Hun var ikke engang sikker på, at hendes ben havde kunnet lystre hende, hvis ikke Miley havde været der til at skubbe hende afsted.

Der var blod på trappen og på væggene. Skrigene foran dem var hjerteskærende. Triumfjublen var kvalmende. Veronica vidste kun alt for godt, at det var afvigerne, der havde overtaget i denne krig. Menneskene havde ikke en chance. Hun bevægede sig som i en døs, koncentrerede sig om at kigge på sine fødder, sikre sig, at de fandt fodfæste, inden hun tog det næste skridt. Miley styrede hende kyndigt gennem de labyrintiske gange, mens afviger efter afviger hastede forbi dem, mere end villige til at deltage i kampen.

Da hun så den hvide sygeplejeruniform ligge på gulvet med et halvt opløst lig i, vendte maven sig. Hun fladt ned på knæ og krængede mavens indhold ud på gulvet i en omgang forfærdelige kramper. Miley ventede tålmodigt, holdt hende på panden og fjernede hendes mørke hår. To veninder på en dårlig druktur.

”Går det?” spurgte Miley, da kramperne var taget af.

Veronica nikkede og blev hjulpet op igen. De fortsatte gennem gangene, Veronica støttende til afvigeren, ledsaget af skudsalver og dødsskrig.

De nærmede sig døren til den sidste trappe, der førte ud i friheden. Miley havde lige taget det sidste skridt imod den, da hun blev væltet omkuld af de afvigere, der stormede ned af trappen igen. Veronica hev Miley til sig, klyngede sig op af væggen, så de ikke ville blive trampet ihjel.

Et brag fik hele bygningen til at ryste.

”Hvad sker der?” spurgte Miley én af sine medafvigere.

”De bomber os,” forklarede en lav mand stakåndet. ”Vi er for mange. De tager ingen chancer. De vil hellere nedlægge hele anlægget her, end at risikere, nogen af os slipper ud.”

Hvor er du?

Christians stemme bredte sig som blødt fløjl i hendes sind.

”Ved udgangen,” svarede hun og vendte sig ind mod væggen for at få lidt ro, mens Miley fortsatte sin samtale. De stod så tætpakket, at selv dét at vende sig om var besværlig. Hun følte sig klaustrofobisk. 

Bliv der. Jeg skal bruge dig.

”Hvad mener du?”

Miley kiggede spørgende på hende, indtil det gik op for hende, at Veronica ikke talte med sig selv. Så stillede hun sig på tær og kiggede ned over mængden for at finde sin leder.

Er Røde stadig sammen med dig?

”Ja,” sagde Veronica og kigge på Miley, der stod og vinkede som en gal med et bredt smil og et kærligt blik.

Massen af afvigere blødte op, trak sig lidt væk, og så snart Veronica så Christian komme igennem den, skyllede lettelsen ind over hende. Hun havde absolut ingen grund til at føle sig tryg blot fordi han var der, men det gjorde hun. Han værdigede hende ikke et eneste blik, men lagde en hånd mod Mileys kind, og så varmt på hende. Hun lagde sin hånd over hans og gengældte blikket.

Og lettelsen i Veronicas bryst snørede sig sammen, blev hård og bitter. Hvilket hun ikke kunne tillade sig, det vidste hun godt. Christian var ikke hendes – hun ønskede ham heller ikke. Hun havde Oliver. Hun elskede jo Oliver.

”Veronica.” Den metalliske klang fra masken ruskede alle tanker om Oliver væk. De blå øjne så intenst på hende. ”Jeg har brug for dig.”

”Til hvad?” Underligt som hun pludselig var parat til at gøre alt for ham.

”Vi skal ud herfra. Du er vores billet.” Et grumt smil nåede op i hans øjne, lige inden han smækkede hånden ned over hendes hoved.

Der sker dig ikke noget. Det lover jeg.

Med det faste greb om hendes hoved, førte han hende op af trappen og gik selv faretruende tæt op af hende. Hun var meget bevidst om, at hans krop lagde sig helt op af hendes, og at følelsen af ham så tæt på sendte små gnister gennem hele hendes legeme.

Døren ud til friheden var lukket, men med et lille vink med sin frie hånd, fik Christian den til at gå op af sig selv. Sollyset brændte i Veronicas øjne, og der gik et øjeblik, inden hun opfattede de mange militære køretøjer og våben som spærrede vejen for dem. Hele den store plads foran bunkeren var fyldt ud af ordensmagten, der kæmpede for at fastholde den spæde fornemmelse af kontrol de nu engang havde haft.

Et eller andet sted fra blev der råbt affyr, og Veronica så i slow motion, hvordan kuglerne hylede imod dem, og hun var sikker på, at hun lige om lidt ville føle dem gennembore sin krop. Men Christian løftede roligt sin frie venstre hånd, og kugleregnen standsede en halv meter foran dem. Kuglerne stod simpelthen stille i luften. Han lavede et elegant drej i håndledet og kuglerne skiftede retning, pegede ud mod soldaterne. Ventede på Christians næste kommando.

”Tro mig, når jeg siger, at jeres våben ikke er noget problem for mig,” sagde Christian højt til mængden. ”Til gengæld har I et kæmpe problem, hvis jeg suger denne lille dames hjerne tør.” Han ruskede lidt i Veronica, der måtte se sig fanget og dirigeret rundt som en kludedukke. Hans greb gjorde ondt.

”Identificer dig selv, afviger,” blev der råbt længere tilbage i rækkerne.

”Miss. Foulum her er nemlig den eneste civilist, der nogen sinde har fået lov til at færdes frit nede i jeres rædselshuler. Det betyder også, at hun har en masse viden om, hvordan tingene foregår dernede. En masse hemmeligheder,” fortsatte Christian og ignorerede fuldstændig den ordre, der lige var blevet råbt af ham. ”Hvad tror I ikke befolkningen vil sige, hvis I ofre én af deres egne?”

”Der er ingen, der ved, hun er her,” blev der råbt tilbage.

”Men pressen må da snart være her.” Veronica kunne høre smilet i hans stemme. ”Mit forslag lyder som følger: I trækker jer tilbage. Lader mig og mine artsfæller gå. I får den lille miss. Foulum tilbage uskadt og kan kalde jer selv helte. Vi forsvinder fra jordens overflade. Ingen ballade, ingen bøvl. Og bedst af alt intet blod.”

”Dit nummer, afviger!”

”Lad mig demonstrere,” sagde Christian og vendte sig om mod Veronica, valgte totalt at overhøre befalingen.

Og pludselig var det som om der lagde sig en kold og blank porcelænsoverflade over hendes hjerne. Den kom fra Christians fingrespidser og bredte sig ud over hendes sind. Hun var helt klar over, at hun åbnede munden og fuldstændig bevidst om, at hun brugte sin stemme. Men ordene var ikke hendes egne.

”Afdeling R. 215 indsatte, der alle har fået indopereret chippen bag venstre øre. Derudover er der taget ekstra forholdsregler med hensyn til indsatte nummer 214782-19, hvor der blandt andet er forsøg i gang med narumproteser, der skal hindre ham i at bruge sine afvigerevner.” Helt præcist hvornår hun var gået fra kludedukke til bugtalerdukke, vidste hun ikke. Hun var stadig sig selv, stadig ved bevidsthed, men hendes stemme blev ført af en anden.

En helikopteres brummende rotorblade kunne høres i det fjerne. Pressen var på vej ud imod dem. Det rykkede lidt i de bevæbnede folk, der stod foran Veronica og Christian. Dette måtte tydeligvis ikke komme ud til offentligheden.

”Miss. Foulum, jeg må bede dem holde inde med Deres fortrolige viden,” råbte den øverstbefalende.

”Har vi en aftale?” råbte Christian tilbage. ”Eller skal jeg lade hende fortsætte med at tale, nu hvor de kære journalister er kommet?”

Et stort udbud af varevogne kom blæsende imod dem med kanalernes farverige logoer på siderne.

”Jeg kan ikke lade jer alle gå,” lød svaret til Christian.

”Udmærket,” svarede han tørt, og Veronica mærkede den væmmelige fornemmelse om sit sind igen, da han strammede sit greb om hendes hoved.

”I forhold til sikkerhed, lades der en del tilbage at ønske, især hvis man tager vagternes skødesløse omgang med afvigershows i betragtning,” sagde hun.

”Stop!” råbte den øverstbefalende, idet pressens gribbe var begyndt at myldre ud af deres biler med kameraer og mikrofoner klar.

Christian lagde hovedet på skrå og lod endelig de stadig svævende kugler falde til jorden.

”I giver os tyve minutter. Derefter må I sådan set gerne sætte en heksejagt i gang, hvis I har lyst,” sagde han.

”Femten.”

”Femten,” godtog han. ”Men I holder de sladrehoveder væk fra os. Jeg vil ikke svare for følgerne, hvis de sætter efter os inden tiden er gået.”

Samtlige soldater vendte sig pludselig om, kiggede spørgende på hinanden, mens deres kroppe drejede sig bort fra afvigerne og om mod journalisterne, som forskrækket trak sig lidt væk. Christian måtte styre dem.

Han lænede sig helt ind til Veronica, der tabte pusten af at have hans stemme så tæt ved øret. ”Tak for denne gang, Veronica. Det har været en fornøjelse.”

”Hvad skal der ske nu?” spurgte hun forsigtigt.

”Nu, søde Veronica, skal du sove,” hviskede han.

Denne gang var det ikke en kold porcelænshinde, der lagde sig over hendes sind. Nu var det et tykt tæppe af udmattelse, der pakkede hende varmt ind. Hun kæmpede for at holde øjnene oppe, men faldt til sidst slapt til jorden, hvor hun blev liggende indtil de femten minutter var gået. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...