Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
739Visninger
AA

8. 7

Stilhed.

Kun Olivers lette snorken sneg sig rundt i lokalet. Ellers var der intet at høre. Veronica holdt vejret og holdt krampagtigt fast om spejlet, mens hun stirrede på sig selv. Der var ingen andre end hende selv at se i den blanke overflade. Kun hendes eget vilde spejlbillede. Hun havde faktisk næsten forventet at se Christians skikkelse langsomt tone frem, men der skete intet.

Hun vendte sig om og ventede. Kiggede rundt i suitens overdådige soveværelse, men alt så ud som det plejede.

”Christian,” hviskede hun prøvende, men der skete intet. Hun skulle lige til at kalde på ham igen, da det gik op for hende, at hun var nøgen. Hvis han var her, havde han set hende nøgen! Hun fór over og hev sin morgenkåbe ud af skabet. Og da hun først var kommet i bevægelse, var det som om momentet ikke kunne stoppes igen. Jagten på afvigeralfahannen gik ind.. Hun kiggede under sengen, bag gardinerne, ude på badeværelset, i stuen, køkkenet, under sofaen. Der var ingen. Frustreret tog hun sig til hovedet, vidste ikke hvad næste skridt skulle være.

Kaffe. Næste skridt skulle være kaffe. Mens hun lod den varme bryg køre gennem maskinen koncentrerede hun sig om at høre stemmen igen. Hun lyttede, mærkede efter, men der var ingen ting. Hun satte sig over til fjernsynet og fandt et ligegyldigt talkshow, mens hun varmede sig ved kaffen og brugte al sin energi på at få Christians stemme frem igen.

Der skete intet.

Kunne det virkelig bare skyldes stress? Eller var det for meget vin? Hvis hun tænkte sig om, var stemmen jo faktisk ikke begyndt, før hun havde taget den første lange slurk af vinen. Vin og stress var måske ikke den bedste cocktail. Måske var det bedstesygeplejerskens kanyle…

Hun faldt i søvn på den magelige sofa, med tankerne rettet mod Christian og hendes egen skrøbelige sindstilstand.

”Veronica. Baby, der holder en vogn til dig.” Olivers stemme førte hende ud af den drømmeløse søvn. Da ordet vogn endelig trængte ind i hendes bedøvede hjerne, satte hun sig brat op og kiggede over mod klokken på fjernsynet. Den var allerede lidt over 9.

”Fuck,” bandede hun og sprang op. Der var ikke tid til et bad, der var ikke tid til morgenmad. Hun styrtede ind i soveværelset, hev et par jeans og en hvid skjorte ud af skabet. Hun fandt hurtigt et brunt bælte, der matchede de højhælede støvler, der stod nærmest og hoppede i hele sættet, så hurtigt som muligt. En stram hestehale, en hastig makeup, tasken over skulderen og så var hun faktisk henne ved døren.

”Hey,” sagde Oliver og småløb efter hende, inden hun gik ud. ”Hvorfor har du sovet på sofaen?”

”Jeg havde mareridt og gik ind i stuen for at se lidt tv. Jeg må være faldet i søvn,” løj hun alt for nemt med et smil.

Han smilede lettet tilbage. ”Jeg troede lige, jeg havde gjort noget. Ses vi i aften hjemme i lejligheden? De er ved at være færdige med den, og vil gerne have, at vi godkender resultatet, inden de sætter sidste hånd på værket.”

”Ja, det er fint,” sagde hun og kyssede ham flygtigt. ”Jeg skal afsted.”

Hun sprang ud af elevatoren, da den nåede bunden og løb ud til Chrystleren, der ventede tålmodigt. Jack var der ikke. Det var kun chaufføren, der åbnede døren for hende.

”Hvor er Jack?” spurgte hun, da bilen satte i bevægelse.

”Koporal Robinson er stadig syg, miss,” sagde chaufføren.

”Åh.” Altså ville hun få endnu en dag, hvor hun kunne bevæge sig frit mellem afvigerne. Hvis hun da turde. Forskrækkelsen over Tinga dagen forinden, sad stadig i hende, håndledet var stadig lidt rødt. Og så havde der været Christians stemme, som jo så ikke havde været der… eller havde den? Hvis han på en eller anden måde, havde rodet med hendes sind… Det gjorde hende arrig bare at tænke på det. Hun skulle helt klart ned og tale med ham. Hans skræmmetaktik ville ikke få lov til at virke på hende. Aldrig i livet.

 

Turen gennem katakomberne ned til kontoret var ufattelig ensom og mørk uden Jack. Hun lagde sine ting i en af skrivebordets skuffer og rettede lidt på tøjet, inden hun tog turen ned til kontrolrummet.

”Hej Nick,” smilede hun til vagten, der overvågede Christian.

”Miss. Foulum,” smilede han tilbage. ”Hvad er planen for i dag?”

”Den samme som i går, hvis det kan lade sig gøre. Er general Matos kommet tilbage?”

”Nej, miss. Foulum. Generalen er stadig ude af landet.”

”Fint. Vil du slukke for kameraerne igen om ti minutter?”

Nick nikkede og vendte tilbage til sine skærme. Hun burde have dårlig samvittighed over at føre Nick sådan bag lyset, men målet helligere midlet. Veronica bevægede sig over mod elevatoren og tog turen ned til fløj R og dens mange afvigere. Hun havde forberedt sig på de mange vulgære tilråb, men ikke på den larmende stilhed, der mødte hende. Lige så snart jerndøren gled til side stoppede al lyd. Det var kun hendes eget bankende hjerte, hun kunne høre. Absolut ingen af afvigerene sagde noget til hende. De gloede stadig efter hende, enkelte lavede sjofle fagter, men alle deres tidligere verbale ringagtelser var forstummet.

Veronica kiggede spørgende på Miley, da hun kom til hendes celle. ”Hvad foregår der?”

Miley trak på skuldrene, men hendes skæve smil og de funklende grønne øjne viste, at hun vidste mere, end hun fortalte.

Nuvel, Veronica måtte bare væbne sig med tålmodighed. Hun skulle nok finde ud af, hvad der foregik. Da hun kom til Tingas bur, blev hun overrasket over at se det tomt. Den før så stærke afviger var væk. Veronica kiggede ned mod Miley igen, men fik kun et venligt smil retur.

Skærmen ved Christians celle var stadig tændt, så Nick havde ikke fået koblet overvågningen fra endnu. Hun ville give ham et par minutter mere til at gøre det, og imens tillod hun sig at se, hvad alfaafvigeren foretog sig.

Han var optaget af at tage armbøjninger. Han støttede benene på kanten af briksen, den højre hånd lå på ryggen, mens han pumpede sig selv op og ned fra gulvet med den venstre i et tempo, der var forbløffende. Han lod ikke til at vide, at hun var der. Han skiftede arm lige inden skærmen gik ud.

Hurtigt kørte Veronica Jacks kort igennem og tastede koden. Hvis hun kunne overrumple ham, ville det være fantastisk. Hun var stadig vred på ham efter hans behandling i går. Og det faktum at hans stemme havde hjemsøgt hende hele aftenen, hjalp ikke på det.

Hun hjalp døren op og havde til hensigt at vade direkte ind, men det var som om en kølig lænke lagde sig om hendes ben og holdt hende uden for cellen.

Christians kneb de safirblå øjne sammen, mens han kom på benene. Sveden lå som et fint lag dug på hans hud.

”Veronica.” Han lød munter, hvilket pustede endnu mere til hendes vrede.

”Må jeg komme ind?”

”Altid,” sagde han. ”Jeg havde ikke forventet at se dig igen så hurtigt.”

Hun trampede over til ham, glad for at vreden gav hende mod, til at gå helt tæt på ham, gud eller ej. Forventningen om, at han ville bakke, når hun sådan kom marcherende, blev gjort til skamme. Han stod fast som en stenstøtte og kiggede bare ned på hende.

”Hvad har du gjort ved mig?” spruttede hun.

Hans eneste reaktion var et løftet øjenbryn.

”Du har gjort et eller andet ved mit hoved,” fastholdt hun vredt.

”Det kunne ikke falde mig ind.” Hun så smilet i hans øjne i et flygtigt sekund.

”Hvorfor har du så hjemsøgt mig hele aftenen i går? Hvorfor har jeg hele tiden kunne høre din stemme?”

”Jamen dog, miss. Foulum. Er De betaget af mig?” spurgte han drillende.

”Rend mig,” vrissede hun.

Hans latter fik det til at krible under hendes hud. Den maske irriterede hende. Den forvrængede hans stemme, så hun ikke kunne tyde hvornår han mente noget alvorligt, eller hvornår han bare var et røvhul.

”Tag masken af,” beordrede hun.

Latteren stoppede og det brændende blå blev hårdt, da han lænede sig helt ned over hende.

”Jeg ville, hvis jeg kunne,” brummede han og løftede hovedet en anelse, så hun fik udsyn til de huller, der var lavet op under hans hage. To smalle stålbånd gik igennem dem. Hun bakkede forfærdet.

”Den sidder fast rundt om min kæbe,” forklarede han roligt og pegede på de to steder, hvor båndene igen kom til syne uden på masken. De måtte gå hele vejen gennem hans mund for at ende, hvor de sad nu. De var blevet kløvet som slangetunger og hver spids var bukket hver sin vej i en halvfemsgraders vinkel, for derefter at være svejset fast så de ikke var lige til at hive ud igen.

Veronica krympede sig, men besluttede sig så for at holde fast i sin vrede. Han skulle ikke slippe af sted med, hvad det så end var, han havde gjort.

”Hvad har du gjort ved mig?” spurgte hun igen, lagde armene over kors for at gøre sig selv stærkere end hun egentlig var.

”Hvorfor skulle jeg gøre noget ved dig?” spurgte han henkastet og satte sig over på sin briks. Hun fangede et glimt af noget skinnende, der slangede sig op i nakken på ham fra hans ryg.

”Hvad har du så gjort ved Tinga?” Hun slog ud med armen i retning af de andre afvigere.

Hans blik blev mørkt, men han sagde ingenting, fastholdt hende med sin stirren.

”Fint,” vrissede hun. ”Hvis du ikke vil snakke, gider jeg ikke komme herned igen.” Hun havde allerede taget de første skridt mod døren, da han endelig gav lyd fra sig.

”Det var ikke første gang Tinga forbrød sig mod noget, der er mit.” Stemmen var mørk og ildevarslende.

”Noget der er dit? Hvad mener du?”

”Du er her som min gæst, Veronica. Jeg forventer, at du bliver behandlet som sådan.”

”Din gæst? Så det er kutyme for dig, at gøre noget ved dine gæsteres hoveder, så de ikke kan finde ud af, hvad der er ægte eller ej?” sagde hun skarpt.

”Du er vred.”

”Ja, gu fanden er jeg vred. Hvorfor roder du med mit hoved?”

Han tog ikke øjnene fra hende, men lænede sig mageligt tilbage op ad væggen. ”Undskyld,” sagde han med et smil. ”Det er mange år siden, jeg har haft kontakt med omverdenen. Jeg så en mulighed og greb den. Jeg skulle have spurgt dig først. Det er jeg ked af. Jeg ville bare gerne se, hvad der sker uden for disse mure.”

”Hvordan?” spurgte hun, selvom hun allerede havde en idé om, hvad hans svar ville blive.

Han trak på skuldrene. ”Det er svært at forklare. Men hvis du vil give mig lov, Veronica, vil jeg meget gerne have lov til at låne dine øjne uden for katakomberne.” Den metalliske stemme var fristende fremmedartet. Og så skide forvrænget. Det var ikke til at høre om hans undskyldning var oprigtig, og det irriterede hende.

”Hvad sker der, hvis jeg ikke giver dig lov?” sagde hun hårdt.

Han lo som svar og lagde hovedet på skrå.

Tror du selv på, at jeg ville holde mig ude?

Det gav kuldegysninger over hele hendes krop, da hans stemme rungede i hendes hoved og ingen andre steder. Hans rigtige stemme. Ikke den forvrængede, metalliske udgave, men den bløde og melodiøse, som hun kendte den fra gymnasiet.

”Jeg kunne sætte mig og kigge ind i en væg,” svarede hun igen.

”Gør endelig det,” lo han hæst.

Hun lod ham grine af, inden hun tog ordet igen. ”Hvordan hænger du sammen med Jacks sygdom?”

”Jack?” sagde han spørgende.

”Korporal Robinson,” forklarede hun.

”Jack,” gentog han nu med en munter undertone, som irriterede hende. ”Er du på fornavn med den gode korporal?”

”Ja.”

”Hvor meget skal jeg lægge i det?” De blå øjne funklede lystigt. ”Hvor meget skal Toobin lægge i det?”

Hun kneb øjnene sammen og skulede på ham. ”Ikke noget.”

”Aaaah, men, søde Veronica, det er vist ikke helt rigtig.”

Hun brynede uforstående.

”Du skal ikke fortælle mig, at du ikke har lagt mærke til, hvordan korporalen ser på dig.”

”Jeg ved ikke, hvad du mener. Og du snakker udenom. Er du skyld i hans influenza?”

”Hvordan skulle jeg kunne være det?” spurgte Christian uskyldigt.

”På samme forunderlige måde, som du kan være inde i mit hoved.”

Han svarede ikke, kom ikke med nogle bemærkninger. Øjnene afspejlede intet.

”Hvorfor gøre ham syg?” forsøgte hun så.

”Ville vi kunne tale sammen på denne måde, hvis han stod og åndede dig i nakken?” spurgte han monotont.

Det var lige præcis den tanke, hun selv havde haft. Christian var en beregnende mand, der var intet, som var tilfældigt.

”Hvor meget kender korporal Robinson til jeres planer?”

”Hvilke planer?” spurgte hun dumt.

”Veronica,” sukkede han træt. ”Tving mig ikke til at finde svarene selv i dit kønne lille hoved.”

Han var ved at få overtaget. Eller havde han ikke haft det hele tiden? Hvorom alting var, måtte hun til at få noget styr på samtalen med ham. Hun havde fået ham til at indrømme, at han havde været i hendes hoved. Han havde ligeledes indrømmet, at han rent faktisk havde en finger med i spillet med hensyn til Jack. Nu var det på tide, at få ham til at indse, at han havde en plads i verdenen, som han skulle udfylde – andet end bare at være et arrogant afvigerrøvhul. Han virkede ikke selv overbevidst, så hun måtte hjælpe ham på vej. Som alle andre kunne han købes, og hun kendte prisen. Hun manglede bare at finde ud af, hvad hun fik med i aftalen.

”Hvis jeg svarer på dine spørgsmål, og hvis jeg giver dig lov til at låne mine øjne – hvad får jeg så til gengæld?” spurgte hun.

”Intet,” svarede han prompte. De blå øjne var hårde.

Sådan en idiot. Hvad fanden bildte han sig ind? Hun ville give ham adgang til sit sind, give han lov til at være der, men ville ikke få noget i retur. Arrogante satan.

Vredt drejede hun om på hælen og marcherede ud af døren. Christian lå stadig henslængt på sin briks og vinkede oven i købet til hende.

”Veronica,” udbrød han så, lige inden hun smækkede døren i.

Hun kiggede surt på ham. ”Hvad?”

”Du var altså dejlig i den kjole. Men jeg må sige, at udsigten var bedre sidst på aftenen.”

Kinderne blussede, blodet brusede rundt i hele kroppen af arrigskab, af forlegenhed. Hans smilende øjne betragtede hende indgående, kørte op og ned af hende, og hun følte sig nøgen. Åh, Gud, han havde set hende nøgen.

Hans latter rungede ud fra cellen og ud på gangen, da han så at det gik op for hende, og hun skubbede hurtigt døren i.

Pis. Pis, pis, pis! Hun småløb ned gennem gangen, frustreret over at hun havde rødmet, vred over at han ikke ville give sig, rasende over, at han legede sådan med hende. Hvad fanden skulle hun gøre, for at få noget ud af ham? Hvad skulle der til, for at hun kunne trænge igennem til ham, for at få ham til at stole på sig?

Afvigergangen var stadig fuldstændig tavs, da hun styrtede ud på den. Hun havde ubevidst sat farten op, for at lægge så lang afstand til Christian som mulige. Det brændte i øjenkrogene, men hun nægtede simpelthen at give sig til at græde. Ikke her. Fangerne måtte ikke se hende være svag.

For helvede.

Hun kørte hastigt Jacks nøglekort gennem scanneret, tastede hans kode rigtigt efter tredje forsøg og søgte tilflugt i elevatoren, så snart den kom ned til hende. Jernvæggen faldt i med et klonk, og hun følte, at hun endelig kunne trække vejret igen. Hun hev det ind gennem næsen og pustede det ud gennem munden flere gange, mens elevatoren kørte op. Med hver vejrtrækning forvandt de tårer, der truede med at falde, og til sidst følte hun sig helt fattet, da hun gik ud i kontrolrummet.

Nick så hende og tændte straks for overvågningen igen. Hun gik over for at se, hvad Christian lavede efter hendes exit. Han var vendt tilbage til sin træning og lå nu på gulvet og lavede mavebøjninger. Det så alt for let ud for ham. Tempoet var enormt.

”Det gik fint?” spurgte Nick.

”Ja,” svarede Veronica uden at tage øjnene fra skærmen. Christian var en arrogant stodder. Han var så modbydelig nedladende overfor hende. Hvis bare hun kunne ramme ham på et eller andet punkt. Han havde virket urolig, da hun truede med at gå og ikke komme tilbage, men hun var sikker på at han egentlig var ligeglad, når det kom til stykket. Det eneste hun kunne byde ham var hendes øjne og sind, og det behøvede han ikke hendes accept for at bruge.

”Hvad er der sket med afvigeren længere nede af gangen? Hende med tungen?” spurgte hun. Hvis Christian ikke ville give hende nogle svar, måtte hun kunne få dem andet steds fra.

”Hun holdt op med at trække vejret,” sagde Nick med et skuldertræk, som om det var den mest normale ting i verdenen.

”Hvordan holdt op?”

”Stoppede med at trække vejret, holdt op med at hive luft ned i lungerne,” forklarede han.

”Bare sådan uden videre?” spurgte Veronica forbløffet.

”Det sker faktisk oftere, end man skulle tro.”

Eller også havde de bare overhoved ingen anelse om, hvor langt Christians evner egentlig rakte.

”Hvornår er det egentlig sengetid for dem?” spurgte hun lidt ligegyldigt. Afvigernes rutiner kendte hun ikke så meget til. Måske var der interessante adfærdsmønstre at iagttage.

”De sover, når de vil,” svarede Nick.

”Og så slukker I lyset, når de har lagt sig?”

Nick rystede på hovedet. ”Lyset bliver aldrig slukket. Vi vil sikre os fuldstændig og konstant overvågning.”

Det måtte være en form for tortur. Altid at se kunstigt lys, aldrig rigtig at få ro. Intet under, at afvigerne til tider opførte sig som dyr.

”Men I kan?” spurgte hun.

”Slukke for lyset? Ja da. Vi kan styre det hele heroppe fra.” Nick pegede ud over sit kontrolpanel. ”Lys, aircondition, vand, lyd. Det hele.”

Og med det samme begyndte tankerne at rotere. Hun kunne også lege en gud.

”Nick, er det muligt, at jeg kan komme til at sidde ved kontrolpanelet? Jeg vil gerne se, hvordan han reagerer på uforberedte hændelser. For eksempel musik,” sagde hun.

”Det skal godkendes med general Matos først…” sagde Nick usikkert.

”Det er det blevet. General Matos og korporal Robinson har givet mig frie tøjler, så længe det ikke er til fare for afvigerne,” løj hun og håbede at det lød oprigtigt.

Nick kiggede vurderende på hende. ”Jeg bliver nødt til lige at ringe og få det bekræftet…”

”Korporalen er syg, og general Matos er ude af landet i en hasesag. Jeg er sikker på, at de begge to vil sørge for, at du kommer til at fortryde den opringning,” sagde hun hårdt.

Nick krympede sig. Han var bare en mening, som kun var der til at holde øje med skærmene, og det smertede ham tydeligvis at skulle komme til at lave en fejl. Til sidst rejste han sig dog og tilbød hende sin stol uden at sige noget.

Hun smilede taknemmeligt og satte sig, mens han blev stående ved siden af. Han gennemgik hurtigt og systematisk de mange knapper og målere. Fortalte hvilke skærme, der var knyttet til hvad på kontrolpanelet og bakkede så lidt væk fra hende, mens hun sad og betragtede den magt, hun pludselig sad inde med.

På skærmen var Christian begyndt at bevæge sig frem og tilbage i sin celle som en utilfreds løve. Efter et minuts tid fik han oparbejdet moment, satte den ene fod mod væggen og satte af derfra, så han kunne springe op og få fat i buret, der omkransede den gule loftspære.

Veronica stirrede chokeret, mens han gentagende gange hev sig op i armene og langsomt lod sig sænke ned.

”Er det normal adfærd for ham?” spurgte hun.

Nick så sig over skulderen og virkede overhoved ikke bestyret over at se afvigeren hænge under loftet.

”Ja. Han bruger oceaner af tid på at træne. Enten dét, eller også sidder han bare og stirrer ud i luften. Eller sover,” svarede Nick med et skuldertræk. ”Er det i orden, hvis jeg lige smutter en tur? Trænger seriøst til en smøg.”

Veronica nikkede og pillede forsigtigt ved en af knapperne på panelet, skruede lidt på den og så hvordan lyset tog til i styrke inde ved Christian. Hans reaktion var at give slip på pærens indhegning, lod sig dumpe ned på gulvet og gloede forundret op i loftet på det tiltagende lys. Veronica lod langsomt styrken køre op til max, mens han missede mere og mere med øjnene. Han lod ikke til at lade sig mærke af det. I hvert fald ikke før, hun begyndte at dæmpe lyset. Til at begynde med fortsatte han bare med at stirre fascineret, men da det begyndte at blive mørkt, spilede han øjnene op og stirrede skræmt ind i kameraet, mens kæberne bed hårdt sammen.

Veronica satte lysstyrken på det normale igen og iagttog Christian, mens han bakkede over mod sin briks og gloede skiftevis på pæreren og kameraet.

Kunne det passe? Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at hun måske havde fundet en måde at tryne ham på; en simpel måde, der tangerede til barnlig frygt.

Da Nick kom ind igen sad hun ganske stille ved panelet og observerede afvigeren, der havde sat sig på sin minimalistiske seng med albuerne støttende på knæene og blikket koncentreret om lyset.

”Hvad så?” spurgte Nick.

”Ikke så meget. Der er noget jeg godt lige vil prøve, Nick. Hvis du vil hjælpe mig.”

”Klart,” sagde han med et skuldertræk.

”Har du nogen sinde været nede ved Christian Chasedin?” spurgte hun.

”Nope.”

”Perfekt.”

Han så spørgende på hende.

”Er det muligt at stoppe optagelserne uden at slukke for kameraerne?”

”Ja,” sagde han tøvende.

”Super. Og du vil også kunne få lyd heroppe, ikke?”

Han nikkede, men lignede stadig et stort spørgsmålstegn.

Veronica smilede og satte ham hurtigt ind i planen, hvorefter hun tog med elevatoren ned til helvedet med fornyet styrke.

 

Den lille skærm uden for Christians celle viste, at han stadig sad og gloede på pæreren. Nu ventede hun bare på, at de ti minutter skulle gå, og så ville hun få svar på, om hendes teori holdt vand. En teori, som hun ikke kunne forstå at Jack og Nick ikke allerede selv havde prøvet af. Under sin forklaring, havde Nick afbrudt hende og sagt, at det ikke kunne passe – det var for let, for simpelt. Hvilket også var grunden til at de endnu ikke havde prøvet det. Deres taktik havde gået på at knække ham fysisk. Ved at sende farlige afvigere i hans retning, ved at udfordre ham på råstyrken og ikke psyken. Allerede i gymnasiet havde Veronica vidst at han fysisk var de fleste overlegen. Det gjaldt også her. Hun kunne ikke andet end ryste på hovedet af deres håbløse forsøg, som var resultatet af en typisk maskulin tænkning. Styrken lå i musklerne. Derfor måtte man knække dem for at knække manden.

Lige så snart Nick begyndte at dæmpe lyset i cellen, krøb afvigeren bange tilbage. Samtlige muskler spændtes i hans krop, og han trak sig over i et hjørne af briksen, holdt om sine knæ, mens øjnene lyste af rædsel.

Og så blev der mørkt. Fuldstædig.

Døren foran hende var lydisoleret lige som resten af cellen, men hun kunne have svoret på, at hun hørte en panisk skrigen derinde fra.

Nøglekortet blev kørt igennem, og hun tastede koden. Lige så snart døren gled op, blev lyset tændt i cellen igen, og Christian var over hende. Hun nåede slet ikke at se ham komme, før han havde revet hende ind i cellen og banket hende op af væggen, så luften blev presset ud af lungerne. Døren smækkede bag dem.

Hans vejrtrækning var tung, de blå øjne brændte rasende. Med den ene arm om hendes hals og den anden over hendes håndled over hendes hoved, havde han hende naglet til væggen.

”Slip mig,” sagde hun roligt og mødte hans vrede blik som var farligt tæt på hendes.

Han knurrede af hende. Som et dyr. Den metalliske lyd fra masken fik det til at lyde som en dæmon.

”Sluk lyset,” sagde hun uden at tage blikket fra ham.

I det korte sekund inden Nick fulgte hendes ordre, så hun en skygge glide hen over Christians øjne. Lige så snart der blev mørkt, forsvandt vægten af hans arm mod hendes hals. Hendes hænder dumpede ned langs siderne. Hun havde ingen anelse om, hvor han var i mørket, fordi det var så altomsluttende. Lige nu var det også lige meget. Han var bange. Hun havde fundet hans akilleshæl. 

”Lys,” sagde hun med myndig stemme, og med det samme kunne hun se rundt i rummet igen.

Christian havde ikke flyttet sig. Han tårnede sig stadig op over hende. Den store brystkasse hævede og sænkede sig i hurtige stød, og armene der før havde holdt hende fast var lagt beskyttende om hovedet. Der var ingen brændende blå ild, for øjnene var presset hårdt i, lige indtil hendes kommando gik op for ham. Vreden vendte tilbage til de blå dybder og hænderne knyttede sig ned langs hans sider.

”Christian –” begyndte hun lidt for hovent.

Sætningen blev ikke gjort færdig for i det sammen havde han slynget hende gennem rummet uden at lægge en hånd på hende. Hun ramte væggen med ryggen, bragede ned i briksen og væltede ud på gulvet. Lungerne hev efter vejret, kroppen krøllede sig instinktivt sammen i fosterstilling, men blev på det grusomste rettet ud igen, da Christian tvang hende om på den værkende ryg og huggede et knæ ned over hver overarm, så han sad overskrævs på hende. Skrækslagen sparkede hun om sig, forsøgte at vriste ham af sig, uden held. Så blev der klasket en stor hånd mod hendes pande, så baghovedet blev slået i gulvet.

Oliver lå i sengen, nøgen, blottet, med arme og ben spredt ud til siderne. Maven var flået op, så tarme og andre indvolde flød ud over det gule satin sengetøj. Han så grotesk fredfyldt ud.

Veronica kiggede ned af sig selv. Så blodet løbe ned af sin hånd, ned af sin kjole, dryppe på gulvet. Hun drejede hovedet og så sit eget spejlbillede i det store spejl. Kniven i den højre hånd blinkede skarpt under blodet, hendes tænder blinkede lige så skarpt og rødt. Hun slikkede sig om munden, og følte hvordan den metalliske smag af Olivers blod langsomt bredte en liflig varme i kroppen –

”NEJ!” skeg hun. ”SLUK!”

Og Olivers lemlæstede krop var væk. Det samme var Christian, der havde holdt hende nede. Mørket lagde sig beskyttende omkring hende.

Det var en dårlig idé det her. En virkelig dårlig idé. Hun kom langsomt på benene, humpede baglæns hen til den nærmeste væg, håbede på at ramle ind i døren, men hun fandt bare den kolde stenvæg, som hun støttede sig op af.

”Christian?” sagde hun hæst. Halsen var øm efter at have skreget.

En dyb knurren kom fra det modsatte hjørne.

”Christian, jeg tænder lyset, hvis du lover ikke at angribe mig.”

”Fuck af,” vrissede han med skælvende stemme.

”Gerne,” hvæsede hun tilbage. ”Men det kræver, at jeg kan finde døren.”

Der kom ikke en lyd fra ham. Ingen løfter om at forholde sig roligt, hvis lyset blev tændt igen. Intet ord om at ville samarbejde. Så Veronica besluttede sig for at lade lyset være slukket, mens hun forsøgte at finde frem til døren. Med hænder og ryg presset mod væggen afsøgte hun den skridt for skridt for at finde den metalliske port ud af helvedet. Da hun endelig stod op af den, gik det op for hende, at den var smækket bag dem. Der var ingen håndtag, ingen paneler hun kunne køre Jacks nøglekort igennem.

Hun var fanget.

Sveden drev af hende, kroppen var øm, hjertet rasede af sted.

”Døren er smækket,” sagde hun højt og håbede inderligt at Nick havde mulighed for at gøre noget oppe ved kontrolpanelet.

Der var alt for stille i cellen. Hun havde ingen anelse om, hvor Christian befandt sig. Hun ville bare ud.

Lige som panikken skulle til at brede sig helt ud til fingerspidserne, mærkede hun et lille nøk da døren slap dørkarmen. En smal lyskile sneg sig ind i rummet og faldt på et par hårde blå øjne i et ansigt, som var helt tæt op af hendes.

Hun gispede.

Christian bankede hårdt begge hænder mod døren på hver side af hendes ansigt. Hun glippede forskrækket med øjnene. Så lagde han hovedet på skrå og så gransende på hende.

”Tænd lyset inden du går, Veronica.” Den metalliske stemme var kold og lige så hård som øjnene, der borede sig ind i hendes.

Hun kneb øjnene sammen og så vredt på ham, inden hun listede sig ud under hans arm og smækkede døren efter sig.

Der kom et ekstra brag imod den som fik den til at ryste i sine hængsler.

”Tænd lyset,” sagde hun træt op mod et kamera lige uden for cellen.

 

Oliver tog imod hende uden for lejlighedskomplekset med et kæmpe bjørnekram, som sendte små jag af smerte ned af hendes forslåede rygrad. Hun forsøgte at bide sine støn i sig, men han holdt hende allivel ud i strakt arm og kigge undersøgende på hende.

”Er du okay, baby?”

Hun nikkede med et forsigtig smil. ”Lad os tale om det senere.” Hvis han fik historien nu, ville han gå amok. Hans vrede ville være rettet mod Christian, men eftersom han ikke var der, ville vreden alt for hurtigt vende sig mod hende. Det vidste hun. Sådan plejede det at være.

Med et sidste beroligende nik til ham, gik de ind i bygningen og tog elevatoren op til deres lejlighed. Veronica var overrasket over, hvor meget de havde lavet om, og hvor lækkert det hele var blevet igen. Stuen havde fået et varmere præg på grund af de chokoladebrune sofaer, det lyse nougatfarvede væg til væg tæppe og de sarte sandfarvede vægge. Fjernsynet var skjult bag mahognilåger på et gigantisk møblement, som fyldte det meste af den ene væg. De små deltaljer som levende lys, private billeder i nye rammer og små nipsgenstande gjorde med det samme rummet indbydende og hjemmeligt.

Hun elskede det.

”Du ser glad ud,” smilede Oliver og tog hende i hånden.

”Jeg er vild med det,” nikkede hun.

”Kom med.” Han trak hende med sig ind i soveværelset, hvor hun måtte se sig overvældet af den enorme himmelseng, der stod midt i lokalet. Tæppet fra stuen fortsatte herind og matchede det sengetæppe, der lå over den smukke mahogniseng. Selve himlen var draperet af lette hvide gardiner, som kunne trækkes for. På hver side af hovedgærdet var der små sengeborde af samme træsort. Oliver trak hende med over til dem og kørte en hånd ned over det monogram, der var blevet skåret ned i dem. Et O der havde et V viklet omkring sig.

”Hvor er det smukt,” sagde Veronica åndeløst.

”Jeg er glad for, at du kan lide det, baby. Tag dig tid til at suge det til dig. Jeg skal lige ud og snakke med håndværkerne.” Han kyssede hende flygtigt på næsetippen, inden han gik. 

Hun vendte sig mod vinduet og så ud over den mørke aftenhimmel. Der var kommet nye gardiner op; hvide så de matchede himlen på sengen. Ikke at de nogensinde have brugt gardinerne. Lejligheden var for højt oppe til, at nogen ville kunne kigge ind. Hun gik hen til vinduet og lagde hænderne fladt mod den kølige rude. Derefter også panden.

Hvordan skulle hun få forklaret Oliver dagens begivenheder uden, at han ville flippe fuldstændig ud? En mail fra Jack havde fået ham til at se rødt. Hvad ville han ikke sige, når han fik at vide, at hun var blevet tyret gennem rummet og hamret ind i en væg. For helvede, hvor gjorde det ondt.

Lad være med at fortælle det…

Hun fór sammen, som om hun var blevet slået og vendte sig rundt. Selvfølgelig var der ingen bag hende. Hjertet stormede af sted med det samme, og hænderne var blevet fugtige på et enkelt sekund.

”Skrub ud af mit hoved,” hviskede hun vredt, bange for at Oliver skulle komme ind og se hende tale med sig selv.

Lad være med at fortælle det…

”Hvorfor skulle jeg?” vrissede hun irriteret.

Du skal ikke komme til skade på grund af mig…

Hun kunne ikke lade være med at le. ”Det er sgu lidt sent, du siger det.”

Men han havde ret. Når først Oliver kendte til det, ville han blive rasende. At han selv slog hende var én ting. Det var til dels hendes egen skyld. Han tolererede ikke, at andre skulle røre hende – på nogen måde.

Undskyld.

Det ene ord rungede i hendes hoved, og fik hende til at tabe mælet.

At dømme ud fra Olivers noget spørgende udtryk, da han kom ind til hende igen, måtte hun have set mærkelig ud.

”Baby”? sagde han og lagde hænderne på hendes hofter.

Hun smilede og rystede let på hovedet. ”Jeg har det fint.”

”Jeg har sendt håndværkerne hjem. Jeg har godkendt deres arbejde, så vi har hele dette nye, fantastiske soveværelse for os selv.” Han smilede lumsk. ”Hvad i alverden skal vi dog få tiden til at gå med?” Han trak hende ind til et kys, skubbede hende blidt over mod sengen, pressede hende op ad en af sengestolperne, mens hans tunge listede sig ind til hendes. Stolpens udskæring skar sig ind i ryggen, og hun måtte gispende trække sig væk fra den.

”Hvad er der med dig?” spurgte Oliver irriteret.

”Det er ikke noget,” sagde Veronica og ville indlede endnu et kys for at distrahere ham.

”Vend dig om,” kommanderede han.

Hun gjorde som han bad om, og han løftede nådesløst op i hendes trøje, så hendes ryg blev bar. Det var en forfærdelig følelse at vente på hans dom. Hun vidste ikke engang selv, hvor slemt det stod til, men at dømme ud fra hans stilhed, så det ikke pænt ud.

”Hvem har gjort det her?” Hans stemme var kold.

”Ingen, Ollie. Jeg faldt ned af trappen i katakomberne i morges. Ser det slemt ud?”

Han hev hende over til vinduet, som hun kunne spejle sig i. Ved hver ryghvirvel var der et sort mærke. Ind i mellem var der hudafskrabninger og små rifter. Hun havde virkelig ramt væggen hårdt.

Fusk. Undskyld, Veronica.

Det gav et sæt i hende, og hun skyndte sig at trække skjorten ned igen.

Oliver kom over i hendes synsfelt og så alvorligt på hende. ”Du ville fortælle mig det, hvis nogen havde gjort det her ved dig, ikke?”

Hun nikkede, lagde hænderne om hans ansigt og kyssede ham.

”Skrummelhoved,” hviskede han henført, da hun begyndte at knappe hans skjorte op og kysse ham ned over brystet. Han spændte selv sine bukser op, og førte hende med tilbage til sengen, hvor han kyndigt afklædte hende. Med en forsigtig bevægelse kørte han en pegefinger ned over hendes rygrad, ramte hvert ømt punkt og nød at se hende bide tænderne sammen i smerte.

Hun vidste, at han tændte på at se hende lide. De nye mærker på ryggen skulle nok inspirere ham til at gøre aftenen uforglemmelig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...