Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
729Visninger
AA

7. 6

”Der er gået en uge, Veronica,” knurrede Oliver.

”Det ved jeg godt, Oliver,” vrissede hun tilbage og smækkede døren ind til hotellets soveværelse. Gud, hvor kunne han være irriterende nogle gange. Hun vidste godt, at det var lang tid siden, hun havde aflagt rapport om Christian, men når nu hun ikke havde haft mulighed for at komme ned til ham igen, var der jo ikke så meget at rapportere om.

Oliver åbnede døren med det samme og fulgte efter hende. ”Det kan ikke passe. Du sagde, at du og Robinson havde lavet en aftale. Hvorfor holder han ikke sin del af den?”

”Det er ikke hans skyld, Oliver. Han har gjort, hvad han kunne, men så længe general Matos bliver ved med at trippe rundt dernede, har vi ikke en chance for at komme videre.”

”Mennesker,” sukkede Oliver og tog sig til hovedet.

”Hvad sagde du?” spurgte hun og vendte sig vredt over mod ham.

”Men-nes-ker,” sagde han højt, lagde godt tryk på hver stavelse og gloede olmt på hende. ”Og med dét mener jeg helt præcist, at mennesker er håbløse.”

”Hvad med mig, mr. Afviger? Uden mig, var du aldrig kommet ned i katakomberne.”

”Veronica,” sagde han blidt og gik helt over til hende. Kærligt kørte han hånden ned over hendes kind, smilede varmt til hende, lige inden den samme hånd fløj gennem luften og ramte hende på kinden med et smæld, der var så hårdt, at hun væltede om på sengen. Oliver hev hendes hoved bagover.

”Du er ikke uundværlig, dukkebarn. Og hvis du går rundt og tror det, må du hellere begynde at justere din tankegang. Jeg vil have nogle resultater. Skaf mig dem!” Derpå smed han hende brutalt ned på sengen, og forlod værelset. Lidt efter hørte hun yderdøren blive smækket.

Da det endelig gik op for hjernen, at hun var alene på hotelværelset, lagde hun sig i fosterstilling, krammede én af de store puder fra sengen og skreg ned i den, mens tårerne fik frit løb.

Det gjorde for ondt. Han kunne ikke være det bekendt. Han havde lovet… Men han var selvfølgelig også stresset, frustreret over, hvor langsomt det gik, nu hvor de endelig var begyndt at gøre fremskridt – det var hun også selv. Og hun ville gerne snart hjem igen. Hun gad ikke være på hotellet længere. Personalet var uudholdeligt og smiskende. Det havde bredt sig som en steppebrand, at det nye par på etagen havde mere end penge nok, så de var altid klar til at servicere, selvom man bare ønskede fred og ro – hvilket de selvfølgelig også kunne skaffe til den rigtige pris. Hun ville bare gerne hjem, hun ville bare gerne have den blide Oliver, som ikke slog hende, hun ville bare gerne vise ham, at hun ikke var et håbløst menneske lige som alle de andre. Hun ville bare gerne være lykkelig med ham.

Da tårerne var tørret ind, og skrigene var stilnet af, sjoskede hun ud på badeværelset for at nette sig. Jack ville snart komme efter hende.

Kinden var flammende rød, ligesom hendes øjne. Forsigtigt begyndte hun at dække mærket med makeup, en øvelse hun ikke var helt ny i. Øjnene måtte bortforklares med noget allergi af en art, hvis de da stadig var opsvulmede, når Jack kom.

Til sidst så hun helt præsentabel ud, og pakkede derfor hurtigt sine ting, og gik ned for at vente på Chrystleren. Hun var i god tid, men hun kunne ikke holde ud at være på hotelværelset lige nu. Hun havde brug for den friske luft, havde brug for at tænke. Hun måtte på en eller anden måde komme ned til Christian i dag. Hvis Matos var der måtte han lokkes væk. Hun havde ikke noget valg, for hun kunne ikke klare mere af Olivers vrede.

Chrystleren svingede rundt om hjørnet og parkerede lige ud foran hende. Jack steg ud og åbnede døren for hende, galant som altid. Men han så forfærdelig ud. Bleg, næsten grå i ansigtet, febervilde øjne, der flakkede for at finde fokus, mens små svedperler dannede sig på hans pande.

”Jack,” sagde Veronica og lagde en hånd på hans skulder. ”Er du okay?”

”Har det fint,” nikkede han og surrede munden stramt sammen, og puffede hende nænsomt ind i bilen. Da han havde lukket døren efter sig selv, og bilen var sat i gang, kiggede Veronica over på ham igen.

”Du ser syg ud, Jack.”

”Nej, nej. Jeg har det fint,” svarede han og forsøgte at skjule den kuldegysning, der løb gennem ham. Han trak skuldrene op om ørerne.

Hun lagde en hånd på hans pande, for at mærke hvor varm han var, men han skubbede den irriteret væk.

”Lad være,” snerrede han og rykkede lidt væk fra hende.

”Du er brændende varm. Du burde ligge i din seng.”

Han gryntede gnavent til svar og vendte sin opmærksomhed mod vinduet igen.

Veronica lænede sig frem. ”Chauffør, vend om. Korporalen er syg.”

”Hvad fanden laver du?” Jack hev hende tilbage i sædet. ”Jeg har sagt, at jeg har det fint.”

”Du lyver.”

”Bland dig uden om,” hvæsede han til hende, inden han lænede sig over mod chaufføren. ”Russell, du fortsætter.”

Efter en lang pause, hvor Veronica og Jack bare stirrede vredt på hinanden, sagde han endelig dæmpet: ”General Matos rejste ud af landet i går aftes. En hastesag. Jeg ved ikke, hvornår han kommer tilbage igen.”

Hun havde en chance for at komme ned til Christian. Det var derfor Jack havde kæmpet sig ud af sengen, selvom han tydeligvis var feberramt. Det var ikke til at vide, hvornår de ville få sådan en chance igen.

”Og du er sikker på, at du er frisk nok til at assistere mig i dag?” spurgte Veronica efter omhyggeligt at have udvalgt sine ord. Chaufføren måtte ikke kunne sætter en finger på deres samtale.

Jack nikkede forsigtigt.

Han gik med oprejst pande gennem indhegningen, hilste pænt på sine kollegaer, spille i det hele taget rollen rigtig fint, selvom han sank sammen, hver gang han fik muligheden for det. Veronica måtte støtte ham ned af trappen, men han var hurtig til at skubbe hende væk, når der kom nogen. De startede med at gå ind på hende kontor, lavede de ting, som de havde lavet den sidste uges tid – skrev en masse om Miley Humm. De havde haft hende oppe til endnu en samtale, for at holde maskeraden i gang, mens Matos stadig gik og lurede i krogene, og det tog urimeligt langt tid af tyde og fortolke på de ting, som de havde talt om – nok mest fordi der ikke var noget at tyde.

Veronica kiggede over på Jack flere gange. Han havde gjort sig det mageligt i den store sofa, sad med sin telefon, og hun havde ham mistænkt for at sidde og spille på den, når han altså ikke lige døsede hen.

”Hvad er det, vi venter på?” spurgte hun til sidst, da hun ikke kunne blive ved med at vride noget fornuftigt ud af samtalen med Miley.

Jack svarede ikke. Han havde lagt sig helt ned, vendt ryggen til hende og sov tilsyneladende. Hun gik over og lagde en forsigtig hånd på hans pande, som var brændende. Han vågnede ikke, rørte sig ikke engang. Han var gået fuldstændig ud som et lys.

”Jack?” hviskede hun til ham, for ikke at vække ham for voldsomt. Hun prøvede igen, da der ikke kom noget svar. Så gryntede han irriteret af hende. Han var altså stadig i live. Han havde feber, han var halvt bedøvet af den. Måske var det her den chance, som hun havde ventet på. Det var ikke pænt at udnytte folk, slet ikke syge folk, men nogle gange blev man nødt til at være lidt fræk og dumdristig, hvis man ville have nogle resultater. Så ganske forsigtigt, listede hun hånden ned i hans lomme og fiskede hans nøglekort op. Han gav sig ikke engang, mens det stod på, men lå bare og mumlede lidt for sig selv. Og så til det virkelig farlige, til dét, der virkelig kunne koste hende dyrt. Blidt lænede hun sig ind til hans øre og hviskede hans navn.

”Ja,” mumlede han grødet.

”Du har lovet at give din kode videre til Matos,” hviskede hun og krydsede fingre.

”Kode?” snøvlede han.

”Til dit nøglekort, Jack.”

”Til Matos?”

”Ja,” tilskyndede hun og holdt vejret.

”Hans egen?” mumlede han og begyndte at røre lidt for meget på sig. Han måtte ikke vågne nu. Det gik simpelt hen ikke.

”Det er en sikkerhedsforanstaltning. Kan du ikke huske det? Der blev sendt et memo ud for et par uger siden.”

”Memo?”

”Din kode, Jack.” Kom nu, kom nu, kom nu.

”7852,” nølede han.

”Tak.” Hun ville juble højt, hvis hun ikke var bange for at vække ham af sin døs. I stedet trissede hun over til den telefon, der var tilknyttet det interne netværk i katakomberne. Hun tastede et nummer, som stod på den seddel, der lå ved siden af den. Der var blandt andet et nummer til sygeplejerskens kontor.

”Det er Linda,” blev der svaret med en munter stemme.

”Hej, Linda. Det er Veronica Foulum. Jeg sidder på mit kontor med korporal Robinson. Jeg tror han er syg.”

Sygeplejersken bekendtgjorde at hun ville komme med det samme, og at Veronica skulle lade være med at røre ved ham.

Til sin store overraskelse kom sygeplejersken ind med en mindre hær af soldater efter sig. De bar alle hvide masker, der skjulte næse og mund. Hun gik hurtigt over til Jack, der vågnede så snart døren gik op. Han så forskrækket op på dem og forsøgte at skubbe plejersken væk, da hun satte sig overfor ham og begyndte at kigge ham i øjnene, lagde hånden på hans pande og tvang hans mund åben for at kunne kigge ham i halsen.

”Han skal ud med det samme,” bekendtgjorde hun så.

”Hey, hey, hey,” protesterede han, mens soldaterkammeraterne hev ham op.

”De er syg, korporal,” forklarede plejersken.

”Nej, jeg har det fint,” sagde han og forsøgte at stå selv, skønt feberen tydeligvis havde forvandlet hans ben til gele.

”Korporal. De overtræder reglementet. Under sygdom må De ikke, under nogen omstændigheder, opholde Dem i katakomberne. Risikoen er for stor,” forklarede plejersken med en forbavsende hård stemme. Hende bedstemoragtige udseende var pludselig blevet hårdt.

”Jeg er ikke syg,” råbte Jack frustreret, mens hans kollegaer hev ham ud af døren. ”Hun må ikke være alene hernede! Veronica!”

Plejersken vendte sig over mod Veronica med et undskyldende smil. ”Normalt er han ikke sådan. Han er en god dreng.”

”Hvordan er reglementet med hensyn til sygdom? Hvis nu han har smittet mig?” spurgte hun oprigtig nervøst. Hun kunne ikke tillade sig at blive syg, hendes arbejde hernede var for vigtigt. Og så længe Matos var ude af vagten, måtte hun benytte alle tænkelige lejligheder til at komme ned til Christian.

”Under sygdom må man ikke nærme sig katakomberne. Vi har en enkelt afviger i afdeling F, som kan få spredt selv den mindste forkølelse lige så hurtigt som en steppebrand. Det er simpelthen en forholdsregel, som vi bliver nødt til at overholde, hvis vi ikke vil have alle vores medarbejde til at ligge syge på samme tid,” smilede plejersken venligt. ”Kan De klare Dem alene hernede, eller skal jeg finde én til at afløse korporal Robinson, indtil han er frisk igen?”

”Jeg klarer mig, tak. Det er alligevel mest papirarbejde, der skal laves de næste par dage,” løj Veronica med et lige så venligt smil.

”Udmærket, søde.” bedstemorplejersken gik over til hende, satte sin lille taske ved siden af hende, og begyndte at rulle hendes ærme op.

”Undskyld?” sagde Veronica befippet og ville hive armen til sig igen.

Plejersken fandt en kanyle frem fra tasken. ”Det er en influenzavaccine, miss Foulum. Bare for at være på den sikre side.”

Hun pressede nålen ind i Veronica, som måtte vende hovedet bort mens det stod på. Et lille jag af smerte, og så var det overstået. Plejersken gnubbede hendes arm med et stykke vat, inden hun pakke sine ting sammen igen.

 ”Sådan. Så smutter jeg igen,” smilede hun og trissede ud og lod Veronica være alene tilbage med en kode og et nøglekort i lommen, som kunne skaffe hende adgang til ellers forbudte områder.

 

Det var næsten for godt til at være sandt. Hele maven var i ét stort rod, sommerfuglene var bestemt ikke enige om, hvilken vej de ville flyve, hvilket kun gjorde hendes nervøsitet være.

Nick ved kontrolpanelet havde heldigvis troet på hendes historie, efter en del overtalelse. At hun havde Jacks nøglekort havde været det afgørende bevis, for hendes fortælling. Han havde stoppet for optagelserne, og slukket al overvågning nede ved Christian. Ligeledes havde han været rundt ved sine kollegaer i lokalet og fortælle, at hun havde fri adgang ned til fløj R.

Elevatorturen føltes meget længere, end den havde gjort de andre gange. Hun havde ikke gidet at påføre sig Jacks tåbelige sikkerhedsudstyr, så hun ville snart bevæge sig ned gennem gangen af afvigere fuldstændig forsvarsløs.

Inden hun tastede Jacks sikkerhedskode for at få jernvæggen til at forsvinde, måtte hun lige besinde sig et øjeblik. Hvis hun blev opdaget, ville det ikke bare medføre bortvisning og karantæne fra katakomberne. Hun ville sandsynligvis også blive anholdt, retsforfulgt og fængslet.

Men en chance som denne ville ikke byde sig igen, så hun tastede koden, trak vejret dybt ind og gik ud på afvigergangen, som om hun ejede den. Hun ignorerede alle tilråb, kiggede lige frem.

”Hey, sukkermås, kom lige herhen,” blev der råbt af en fedladen mand, der kom så langt frem som burets elektricitet tillod.

Veronica trak ubevidst over mod højre side, hvor de kvindelige afvigere stod. Da hun passerede Miley Humm, smilede og nikkede de til hinanden. Mileys øjne strålede forventningsfuldt.

Før hun vidste af det, mærkede Veronica pludselig en slimet orm lægge sig om sit ene håndled. Hun så forskrækket ned, ville vifte den væk, men opdagede så, at det var en tunge, der havde lagt sig som et perverst armbånd. Angst forsøgte hun at rive armen til sig, men blev i stedet trukket over mod buret, hvor tungens ejermand stod. En kvinde, på alder med Veronica, måske lidt ældre. Hun var beskidt, lugtede fælt og så vild ud i øjnene. Den klamme tunge var en stærk og smidig muskel som let kunne snige sig ud mellem burets tremmer. Veronica prøvede at skubbe den af sig, trække sig fri, men det hjalp ikke. Selvom hun satte hælene i, blev hun alligevel ubønhørligt hevet faretruende tæt på det elektriske bur.

”Stop, Tinga!” råbte Miley nede fra sin celle. ”Hun er sammen med ham!”

Tungepigen Tinga stoppede op et øjeblik og gloede ondt mod Miley og derefter mod Veronica.

”Han tilgiver dig ikke, hvis der sker noget med hende,” sagde Miley.

Det var som om, der fladt et slør forbi Tingas øjne i et kort sekund, inden hun til sidst trak sin tunge til sig. Uden et ord vendte hun ryggen til, og lod Veronica stå tilbage på gangen med et meget ømt håndled. Der var en tydelig rød ring om det, som nok ikke ville forsvinde lige med det samme. Hun sendte Miley et lydløst tak, ved at se ned på hende og smile forsigtigt.

Miley nikkede til gengæld og smilede bredt tilbage, mens hun vinkede.

Den kvinde var simpelt hen for munter til at være indespærret sådan et sted. Hvis hun havde fået muligheden for det, ville hun uden tvivl havde gjort verdenen til et langt bedre sted.

Veronica vendte sig om og fortsatte ned af gangen, lidt mere tjept denne gang og holdt sig til midten, stirrede fokuseret på et punkt på endevæggen og koncentrerede sig om ikke at lytte til afvigernes sjofle tilråb. Da hun drejede om hjørnet og ned af gangen, hvor Christians celle lå ene og forladt, blev hun nødt til at læne sig op af væggen et kort øjeblik. Det havde været tæt på, alt for tæt. Sådan noget måtte ikke ske. Hun tog sig til det ømme håndled og mærkede, hvordan det brændte. Det var altså prisen for at være uforsigtig. Havde det ikke været for Miley, havde hun sandsynligvis ikke været i live. Hun var ikke klar over, hvor mange volt, der løb gennem burene, men det var nok til at afvigerne holdt sig langt fra dem.

Okay. Rolig nu. Hun måtte tage sig sammen. Det var bare et lille bump på vejen. Ikke noget særligt. Hun havde det jo fint nok. Hun var så tæt på Christian nu, at hun ikke måtte lade sådan en lille skade overskygge målet.

Hun hev luft ned i lungerne, bed sig i læben for at holde tårerne tilbage. Følelsesmæssigt var hun ved at være et vrag. Der var alt for mange hændelser, som gav hende lyst til at skrige, til at løbe, til at græde. Olivers behandling af hende rumsterede stadig i baghovedet. Overfaldet fra Karl Neumann hjemsøgte hende også endnu. Og så var der alle afvigernes råben. Deres ukvemsord ramte hende hårdt, selvom hun forsøgte at ignorere dem. Hun var alt for følsom til det her pjat. Hun burde havde forladt Oliver for mange år siden, burde slet ikke have værdiget ham et ekstra blik, dengang de mødtes.

Men det var for sent nu. Hun var for dybt involveret. Hun var for forelsket. Oliver havde taget hende med storm. Derfor var hans ord også lov.

Med et enkelt hovedryst for at klare tankerne begav hun sig ned af gangen for at møde Christian. Det ville ikke overraske hende, om han sad og ventede på hende. Den lille skærm ved siden af den massive dør var gået i sort. Nick måtte styre den oppe fra kontrolrummet, og den var derfor gået ud sammen med resten af hans overvågning af Christian. Hun lagde øret mod døren, uden at vide, hvad hun lyttede efter. Døren var uden tvivl lydisoleret, og hun ville trække sig væk, da hun pludselig blev skræmt af det høje drøn, der hamrede mod den fra indersiden. Forskrækket satte hun sig på rumpen, da endnu en øredøvende torden bragede mod døren.

Hun måtte nærme sig forsigtigt, lukke forsigtigt op, hvis nu Christian var ved at bryde døren ned. Hun ville ikke stå i vejen for ham, hvis han kom stormende med al sin kraft. Med sin knyttede hånd bankede hun tre gange på døren, for at tilkendegive, at der stod nogen på den anden side. Det blev besvaret med endnu et drøn, ikke så kraftigt som de to første, men nok til at det rungede i hele døren. Så et drøn mere – og endnu et. Derefter stilhed. Tre bank.

Hun prøvede med fire, to hurtige og to langsomme.

De blev også besvaret. To hurtige tordenbrag og to langsomme.

Godt nok. Han var klar over, at han ikke var alene. Hun kørte Jacks nøglekort igennem panelet, trykkede den firecifrede kode og hørte dørens vakuum slippe i kanten.

Nu måtte det brist eller bære.

Hun stoppede døren med hånden, da den havde åbnet sig rigeligt til, at hun kunne komme forbi. Hun kiggede ind, nervøs for, hvad hun ville finde, bange for, at han ville sprænge på hende. Ud fra de ting hun havde læst, ville det ikke være et usandsynligt scenarium.

Han stod nonchalant lænet op af væggen lige ved siden af døren. Han havde lagt armene over kors og støttede sig med skulderen plantet mod væggen. De blå øjne granskede hende indgående.

Hun bremsede op, var ikke engang kommet ind i cellen, men følte alligevel, at han stod alt for tæt på. Han var enorm. Høj, atletisk og muskuløs. Masken, der dækkede det nederste af hans ansigt, så stadig grotesk ud, men denne gang var hun forberedt på den og blev knapt så chokeret.

Han knep øjnene sammen og lagde spørgende hovedet på skrå.

”Må jeg komme ind?” sagde hun spagt. Hvad skulle hun ellers spørge om? Hvordan brød man isen mellem en livsfarlig fange og en tosse som sneg sig ned til steder, hvor hun absolut ikke burde være?

Han slog ud med hånden i en gestus som indikerede, at hun bare kunne komme ind. Men han blev stående. Det betød altså, at hun måtte gå forbi ham, at hun måtte have ryggen vendt til han i et par sekunder. Tanken var skræmmende. Hun anede ikke, hvad han kunne finde på.

Med et forsigtigt smil trådte hun ind og gik forbi ham. Hans lugt ramte hende med det samme. Den var snavset, svedig, kvalm, og alligevel var der en undertone af noget andet. Noget hun ikke kunne identificere, men som bestemt ikke vagte den afsky, som den måske burde. Derudover var der den dystre tiltrækningskraft over ham, som fik hendes hjerte til at banke hårdere.

”Hej,” smilede hun nervøst, da hun stod midt på gulvet og havde vendt sig over mod ham. Hun knugede hænderne bag ryggen.

”Hej,” svarede han med den gutturale stemme, som masken gav ham. Han blev ved med at se op og ned af hende, nidstirrede hende. Han havde ikke flyttet sig fra dørkarmen og havde stadig armene over kors. Hvis han ville kunne han afskære hende flugtvejen fuldstændig.

Hun vippede lidt frem og tilbage på foden, usikker på, hvad hun skulle sige, mens hun kiggede sig lidt rundt i rummet, som absolut ikke havde noget samtaleemne at byde på. Kun de kolde stenvægge, den trøstesløse briks med den tynde madras, den ensomme pære, der var spærret inde bag et gitter i loftet. Og så et hul i hjørnet længst væk fra hende. Det stank derover fra, og hun var ikke i tvivl om, hvad det blev brugt til. Der sad stadig menneskelige efterladenskaber ved det.

Hun sank en enkelt gang for at holde kvalmen i skak.

”Hvad skylder man æren?” spurgte Christian så og brød den tætte stilhed. Hans stemme rungede fra væggene, og Veronica hoppe forskræmt ved lyden af den.

”Jeg fik bare mulighed for at komme forbi.” Hvor lød det plat. Hun bandede af sig selv, men blev ved med at smilede fjoget til ham, fordi hun ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre.

Hans øjne smilede drillende. ”Det var da rart.”

”Meget,” nikkede hun, og så først nu de dybe mærker, der var kommet i den massive dør. Det måtte være hans hamren.

”Kan jeg forvente flere gæster?” Han så ud af døren og så så tilbage på hende.

”Nej.”

Han løftede øjenbrynene i en let forbavselse, inden han vendte ansigtet over mod kamerarene i hjørnerne af cellens loft.

”De er slukkede,” sagde Veronica.

”Ja, det kan jeg se. Spørgsmålet er bare, hvorfor?”

”Jeg bad dem om at slukke dem.”

”Og igen står jeg tilbage med spørgsmålet: hvorfor?”

For at lette stemningen trak hun skødesløst på skuldrene. ”For at kunne tale frit med dig.”

Der kom noget sultent over hans blik, som hurtigt forsvandt igen. ”Tale om hvad?”

”Dig.”

Han lo. En raspende hæs latter forvredet af masken. ”Du har fået alle tænkelige filer om mig, ikke? Alt, hvad du søger, kan du finde i dem.”

”Ved du godt, at Michael Gibb var din far?” Spørgsmålet væltede bare ud af hende. Hun havde ikke engang nået at tænke det til ende, før tungen var begyndt at formulere ordene.

Hans blå blik blev mørkt, inden han rettede sig op og tog et enkelt skridt hen imod hende. De muskuløse arme hang ned langs siderne og hænderne var let knyttet. Hans brede skuldre stod i fin kontrast til hans smalle hofter, og komplimenterede hans lange ben perfekt.

”Michael Gibb,” sagde han og smagte på hver stavelse.

”Cantor,” fortsatte Veronica, i tilfælde af, at han kun kendte til manden under dette pseudonym.

”Michael Gibb var ikke min far.” Det var et udsagn, der ikke lod sig diskutere. ”Han var et monster, der forgreb sig på den kvinde, som fødte mig. Hvis det er det, du mener, så ja. Jeg ved godt, hvem han var.”

Stemmens hårde klang fik det til at isne ned af Veronicas ryg.

”Vidste du det, da du slog ham ihjel?” spurgte hun.

”Ja. Jeg vidste det allerede den første gang vi mødtes.”

”Og alligevel dræbte du ham?”

”Eller måske var det lige præcis derfor.”

Ville hun ikke selv slå ihjel, hvis nogen havde voldt så megen skade på hendes familie? Hvis nogen angreb Oliver…

”Jeg er sikker på, at din Oliver kan klare sig selv,” sagde Christian.

Det kom bag på hende. Han havde læst hendes tanker, havde tiltvunget sig adgang til hendes sind, uden at hun havde lagt mærke til det.

Fuck.

Ligninger. Brødker. Digte. Fadervor. Alt hvad der lige faldt hende ind, begyndte hun mentalt at recitere. Det var den eneste måde hun kendte til at holde ham ude på. Ikke fordi det rent faktisk bremsede ham, men fordi det åbenbart hurtigt blev kedeligt at høre på.

Han grinede og satte sig over på sin briks med en let hovedrysten. ”Går det ellers godt med Oliver?”

”Jeg ved ikke, hvad du mener?” stammede hun.

”Han må være steget i graderne, siden vi mødtes sidst.”

Hun trak på skulderne og begyndte forfra på fadervor.

”I har været sammen længe, ikke? Også før gymnasiet? Hele min tid på Hagen, gik jeg ellers og troede, at du bare var Roses lille skødehund. Men du var Toobins, ikke sandt?” Den måde han udtale Olivers efternavn på var fyldt med så meget had, at Veronica tog et skridt væk fra ham, over mod døren.

”Du vidste lige præcis, hvad han ville med mig,” fortsatte Christian bittert. ”Og du var hans lille indgangsbillet til mig. På gymnasiet – og nu her.”

”Han er ikke alene om det. Vi er mange, der mener, at du har potentiale til noget større. At du – ”

” – skal dominere over afvigere såvel som mennesker,” affærdigede han hende. ”Ja, jeg har hørt alle profetierne. Hvad hvis de lyver?”

”Det tror jeg ikke på,” sagde hun spagt og tog endnu et skridt over mod døren.

Han var over hende hurtigere end en udsultet ulv. Han hev hende ind i cellen igen, naglede hende op af bagvæggen med et fast greb om hendes håndled over hendes hoved. Hun udstødte et forskrækket hvin, men holdt hurtigt inde og mødte hans brændende blik.

”Vil du gerne domineres af mig, Veronica?” spurgte han med den mekaniske stemme. Hans ansigt var tæt på hendes, hans krop ganske få centimeter fra at røre hendes. Hun hev skræmt efter vejret, bange for ham, bange for den reaktions hans nærhed tvang frem i hendes krop. Han var det tætteste på en gud, hun nogensinde ville komme.

”Hvorfor lader du ham gøre det mod dig?” Hans øjne ændrede sig en anelse, bliv blidere, men hans tag i hende var fortsat hårdt. Og det hjalp ikke, at han havde fat lige rundt om den røde smerte som afvigerkvinden havde givet hende på vejen derned.

”Det gør ondt,” klynkede hun.

Hans blik undersøgte hendes ansigt, mere nærgående end hun brød sig om. Hun så væk fra ham. Hans øjne brændte for voldsomt. Så slap han hende lige så pludseligt, som han havde grebet fat i hende, men han flyttede sig ikke. Hans enorme krop spærrede stadig vejen ud for hende.

”Du kan fortælle Toobin, at jeg stadig ikke er interesseret i at arbejde sammen med ham. Han er et svin og en kujon,” sagde Christian roligt. ”Men jeg har nydt dit besøg, Veronica. Mere end du kan forestille dig. Hvis du får mulighed for at komme forbi en anden gang, skal du være mere end velkommen.”

 Hun sneg sig prøvende uden om ham, fastholdt hans blik, men satte så i et spring over mod døren. Inden hun nåede den, hev han fat i hendes albue og tvang hende rundt igen. Øjnene lynede.

”Hvad er der sket her?” spurgte han og så ned på den røde ring om hendes håndled.

”Afvigere kan være nogle sataner,” hvæsede hun arrigt, mest af alt fordi han have gjort hende bange. Forhåbentlig troede han, at han var skyld i smerten om hendes arm. Hun rev den til sig og marcherede ud af døren.

”Hils korporalen. Jeg håber, han snart bliver frisk igen.” De blå øjne smilede muntert til hende, da hun skubbede døren i.

 

Hun var væltet ud af katakomberne i en tåge. Hun havde ingen anelse om, hvordan det var gået til, men hendes ben havde åbenbart båret hende per automatik. Hun havde fået et lift tilbage til hotellet og var taknemmelig for, at hun var alene.

Hun åbnede suitens vinskab og tog den nærmeste flaske ud. Det første glas tømte hun i en lang slurk. Det næste tog hun med ind i sofaen, der stod foran et enormt panoramavindue. Alkoholen lagde sig om den knude, hun havde i maven, og løsnede lidt op for hendes tanker.

Hvordan kunne Christian vide noget om Jack? Hun havde ikke på noget tidspunkt tænkt på ham, havde ikke sagt noget om sygdom. Kunne det tænkes at Christian havde noget med sygdommen at gøre? Havde han den magt? Jack havde sagt noget om, at folk blev sindssyge af at have været i nærheden af Christian, nogle af dem havde begået selvmord. Kunne han fremtvinge influenzasymptomer på så lang afstand? Og i så fald, hvorfor gøre det? Var det bare for at teste hende? For at se, hvor langt hun var villig til at gå? Han vidste tydeligvis, at hun og Oliver var ude på at få ham til at indtage sin rette plads. Og han var tydeligvis ude på, at få dem til at arbejde for det.

Hun skælvede ved tanken om, hvor tæt han havde stået på hende. Til at begynde med, da hun end ikke var kommet ind i cellen, havde han haft en mørk tiltrækningskraft omkring sig. Den havde været fuldstændig umulig at se bort fra, da han havde holdt hende fast mod væggen.

Vil du gerne domineres af mig, Veronica?

Det gav stadig ekko i hendes sind, og hun tyllede det sidste af vinen i sig, inden hun fyldte glasset igen. Hun havde ikke en chance mod ham. Hvis han ville, kunne han have slået hende ihjel, spærret hende inde sammen med sig, tortureret hende fra sans og samling. Og ingen ville vide noget om det, før de tændte for kameraerne igen. Hendes uforsigtighed skræmte hende somme tider. Hun anede ikke, hvor hun fik modet fra, men nogle gange var det bare lettere at gøre noget dumdristig, end at vente. Det var vel egentlig også dét, der havde fået hende til at finde sammen med Oliver. Han var farlig, det kunne hun se på lang afstand, og lige netop derfor, måtte hun have ham. Hans næsten fanatiske tro på, at afvigernes Messias var kommet til verdenen for at lede dem, havde hurtigt smittet af på hende. Og hans idealisme var blevet hendes.

Vil du gerne domineres af mig, Veronica?

Nej. Hun ville regeres af en konge, som var forudbestemt til at lede sit folk. Hun var godt nok ikke afviger, havde ikke deres magiske gener, men hendes sympati var udelukkende ved dem. Mennesker var nogle forskræmte, feje hunde, som ødelagde, hvad de ikke forstod. Hun skammede sig ofte over at være del af en race, der var så snæversynet, så selvoptaget og rædselsfulde i deres totale mangel på respekt for andre væsner.

Hun kiggede på klokken. Kom nu hjem, Oliver. Hun have brug for én at tale med. Det hjalp med at få styr på tankerne, når man satte ord på dem. Måske var det egentlig bare dét hun skulle; sætte ord på.

Hun rejste sig, fandt sin bærebar og åbnede et tomt skrivedokument. Som overskrift skrev hun dagens dato og døbte filen ”Chritian Chasedin”. Så gav hun sig til at skrive. Hun skrev alle Jacks symptomer ned, og sluttede af med et spørgsmål: Var det Christian?

Så begyndte hun at skrive om afvigerens opførsel i cellen. Hans humørsvingninger, hans had og bitterhed. Hun sammenlignede det med første gang hun havde set ham i cellen. Også dér havde han været tvær og bidende. Kunne man bebrejde ham? Han levede i et helvede. Det måtte forandre ham. Den dreng hun havde kendt fra gymnasiet, var ikke den mand, der sad indespærret i katakomberne.

Hun kom til at tænke på den aften, hvor han havde danset med hende. Han havde været så blid, havde ført hende med nænsom selvsikkerhed, som havde gjort hende fuldstændig tryk i hans arme. Hun havde følt sig berøvet, da han forlod hende midt på dansegulvet for at jagte Oliver.

Hvis du får mulighed for at komme forbi en anden gang…

Hun kunne næsten høre den fremmedartede klang fra masken, som stod han lige ved siden af hende. Hun skulle nok få mulighed for det. Det lovede hun sig selv. Hvis han troede, han havde skræmt hende væk, kunne han godt tro om igen. General Matos havde måske nok ramt plet, da han havde kaldt hende for en blodhund. I dette tilfælde, havde hun i hvert fald ikke tænkt sig at slippe sit bytte så let.

”Baby? Er du her?” Olivers stemme spredte sig i hotellets suite.

”Ja,” svarede hun og fortsatte med at skrive.   

”Hvad laver du?” spurgte han. Han stillede sig bag hende, masserede hende i nakken og kyssede hende i håret.

”Tager bare lidt noter, for at få styr på mine tanker.”

En rød rose blokerede pludselig hendes udsyn til skærmen. Hun tog den smilende fra Oliver og vendte sig over mod ham.

”Undskyld,” mumlede han. ”Jeg var en skid i morges. Det var ikke min mening. Jeg er bare så stresset, baby.”

”Det ved jeg godt. Det er jeg også.”

”Jeg skal nok gøre det godt igen. Jeg har reserveret bord på Scharlett’s til kl. 19. Der ligger en gave til dig inde på sengen.” Han bukkede sig ned, kyssede hende og forsvandt ud på badeværelset.

Veronica hørte bruseren blive tændt. Hun gemte sit dokument, lukkede computeren sammen og gik ind i soveværelset. På sengen lå der en smuk kjole i samme dybrøde farve som rosen havde været. Den var kropsnær for oven med en plisseret underdel, der gik til lige under knæene. Halsudskæringen gik ned i et v foran og et endnu dybere v bagpå. Ved siden af kjolen lå der en æske med et par sorte stiletter, hvis syning matchede kjolens farve. Hendes lille sorte taske var allerede fundet frem til hende.

Hun tog kjolen på og satte håret op. Makeuppen måtte blive som den var nu. Hun kunne ikke gå ud på badeværelset, mens Oliver var i bad. Det store fuldfigursspejl fortalte hende, at kjolen sad perfekt.

Hmmm…

Hun vendte sig rundt, sikker på, at hun havde hørt nogen; havde hørt Oliver. Men hun stod alene foran det store spejl, mens hun forsøgte at få de sidste løse hår på plads. Med en hårnål fik hun klemt de sidste uregerlige totter ind under resten af det opsatte hår. Et sort armbånd skjulte det røde mærke om hendes håndled.

Du ser dejlig ud.

Veronica snurrede rundt med det samme og fangede Oliver, idet han kom ud af badeværelset. Han havde kun et håndklæde viklet om livet, mens han med et mindre håndklæde gik og krammede de sidste dråber ud af sit hår. Han fangede hende blik, da hun snurrede rundt.

”Baby,” smilede han anerkende. ”Jeg vidste, den ville sidde perfekt på dig.”

”Hvad sagde du?” spurgte hun og så skeptisk på ham

”At kjolen sidder perfekt på dig,” smilede han og gik hen og kyssede hende.

”Nej, ikke det. Før. Lige inden du kom ind?”

Han løftede det ene øjenbryn og kiggede spørgende på hende. ”Jeg sagde ikke noget. Du er vist stresset, baby.” Han kyssede hende i panden. ”Giv mig ti minutter. Så tager vi af sted.”

Der holdt en limousine og ventede på dem, da de kom ned. Chaufføren åbnede døren for dem, og Oliver holdt Veronicas hånd, mens hun satte sig ind. Han fulgte lige bagefter og lagde en hånd på hendes knæ, så snart døren var lukket.

”Hvordan er det gået i dag? Fik du lejlighed til at komme ned til Christian igen?” spurgte han.

”Ja, det gjorde jeg faktisk,” smilede hun tilbage. Hun opridsede hurtigt historien med Jacks sygdom, hvordan hun havde fralistet ham hans nøglekort og kode, og hendes samtale med Christian. I hendes fortælling havde Christian ikke lagt en hånd på hende overhoved. Men han vidste dog, at hun og Oliver var sammen, og han kunne huske Oliver fra deres ungdomsår.

”Hvad sagde han om mig?” spurgte Oliver nysgerrigt.

”Sandheden?”

”Altid,” smilede han lidt mere usikkert.

”Han kaldte dig et svin og en kujon.” Hun krympede sig med det samme, ventede på hans eder og forbandelser, som sikkert ville hagle ned over hende. Hun var inden for rækkevide af hans vrede, så det var kun naturligt, at det ville gå ud over hende.

”Og det var hans eksakte ord?”

Hun nikkede.

”Hm. Han er vist blevet til en bitter mand. Men det skal vi nok få lavet om på. Når vi først har fået ham ud af det helvede, skal han nok blive den konge, som vi har ventet på. Det er jeg ikke i tvivl om. I mellemtiden må han gerne bære nag til mig, hvis det gør det mere udholdeligt for ham.”

Limousinen standede foran den dyre restaurant.

Nok mere had end nag…

hørte Veronica chaufføren sige, idet han hjalp hende ud af bilen. Hun stirrede forbløffet på ham, men han smilede bare venligt og ønskede hende en god aften. Hun var ellers sikker på, at han havde sagt noget.

Oliver kom og tog hende i hånden og førte hende ind ad den røde løber, som var lagt ud til restaurantens fornemme gæster. De blev vist hen til et bord bagerst i lokalet, hvor de kunne sidde uforstyrret. Oliver havde allerede bestilt på forhånd, så deres forret stod allerede klar til dem. Tjeneren trak stolen ud for Veronica, mens Oliver satte sig overfor. Da vinen var blevet skænket, løftede han glasset over mod hende med et smil.

”Skål for os, baby. Skål for, at alle vores drømme lykkes.”

Veronica løftede glasset og drak til deres skål.

Hvad drømmer du om?

Hun satte anspændt glasset fra sig og så over på Oliver, der sad og dissekerede sin forret til ukendelighed, inden han tog den første bid. Havde han ikke sagt det? Var det ikke ham? Hvem så? Tjeneren var gået, havde intet hørt af deres skål. Var hun vitterlig ved at blive sindssyg?

”Sagde du noget, Ollie?” spurgte hun prøvende.

Han rystede på hovedet.

Efter forretten, hvor Oliver havde brugt tid på at fortælle om, hvor uduelige nogle medarbejdere han havde fået sig, undskyldte Veronica sig og gik ud på dametoilettet for at nette sig.

I spejlet så hun ikke andet end sig selv. Hun var ikke sikker på, hvad hun havde forventet at se. Måske et par vilde øjne, et blegt ansigt, men hun så ud som hun plejede.

Smuk.

Hun snurrede arrigt rundt. Hun var sikker på, at hun havde hørt noget denne gang. Men hun var også sikker på, at hun var alene ude på toilettet. Dørene til samtlige båse stod åbne og afslørede tomhed. Hun vendte sig rundt mod sit spejlbillede igen. Måske kunne hun se spøgelset der. Men dét var også tomt foruden hende.

Hun lænede træt albuerne mod bordet og lagde hovedet i hænderne. Hun måtte ikke miste forstanden… ikke nu.

Efter at have duppet lidt koldt vand i ansigtet, rettede hun sig op og besluttede sig for, ikke at høre flere spøgelsesstemmer. I hvert fald ikke resten af aftenen. Oliver havde lagt op til forkælelse, og det ville hun ikke ødelægge.

Hun spankulerede ud af toilettet og satte sig overfor sin kæreste igen og tømte sit glas. Om ikke andet kunne stemmen vel drikkes ihjel… Hovedretten og desserten blev indtaget under hyggeligt sludder, når de ikke lige lyttede til den lille strygerkvartet, som spillede rolig klassisk musik.

Hjemme på hotellet igen hentede Oliver mere vin fra køkkenet og skænkede op til dem begge inde i soveværelset. Hun havde drukket for meget, men var ligeglad. Det var en hyggelig snalrethed, som helt havde fortæret knuden i maven.

Oliver fik sin vilje med hende, præcis som han altid gjorde. Han var hurtigt til at få ordnet det, der skulle ordnes, og rullede af hende med et suk. Selv lå hun og følte sig slet ikke færdig. Som regel, når han undskyldte, var hun sikker på, at hun ville få sin forløsning under sex, som ellers normalt udeblev. Men denne gang havde han været en grundig elsker, som gjorde, hvad han kunne for at få mest muligt ud af det selv.

Hun hoppede ud af sengen, lod ham ligge. Han var allerede begyndt at småsnorke. Vinens påvirkning gjorde hende svimmel, og hun vaklede nøgen over til det store spejl. Hun tog sig selv i øjesyn, og syntes egentlig ikke, at hun var grim. Hun var ikke en skønhed, som de piger, der prydede de mange magasiner, men hun lå bestemt heller ikke i bunden af skalaen. Hun var slank, hendes muskler var trimmede, fordi Oliver krævede, at hun skulle holde sig i god form. Hendes bryster var hverken små eller vulgært store. De passede til hendes krop, og sammen med den smalle talje og de lidt bredere hofter gav det hende en fin timeglasfigur, som mange ville være misundelige over. Hun klagede ikke.

Hvorfor var det så, Oliver blev så hurtigt færdig? Hvad var det ved hende, som gjorde, at han ikke kunne holde ud at være sammen med hende i mere end ti minutter?

Manden er gal.

”Manden er gal,” hviskede hun tilbage til sit spejlbillede, som nok var den, der havde sagt det først.

 Han forstår ikke dansen.

”Næh,” smilede hun konspiratorisk til sig selv. ”Han forstår ikke dansen.”

Lad mig lære dig at danse, Veronica.

Og pludselig var hun ædru. Hun genkendte den smukke melodiøse stemme, der hele dagen havde sneget sig rundt inde i hendes hoved.

”Christian,” hviskede hun fuld af frygt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...