Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
730Visninger
AA

6. 5

Strygernes langsomme tempo bredte sig over hele salen, og alle bevægede sig langsomt, holdt om hinanden og lukkede resten af verdenen ude.

De stærke arme, der lagde sig rundt om Veronicas liv, knugede hende ind til en krop, som var stor og hård. Hun følte sig beskyttet mod alt ondt og lod sig føre med af den og musikken. Med rolige, smidige bevægelser blev hun ført rundt på dansegulvet, og hun følte sig så sikker, at hun ikke ænsede de andre dansende par, var ligeglad med, hvem der måtte kigge på dem. Hendes partners favn var det tryggeste sted i verdenen.

Hun dristede sig til at kigge op på hans ansigt og så først et skævt smil, der var smukt og varmt. Derefter var det som om et lys fangede hendes opmærksomhed og tvang hende til at se op i de alt for blå øjne. Det så ud som om lyset kom fra dem, et blidt pulserende blåt lys. Næsten som ild. Et venligt og smukt ansigt, omkranset af sort hår.

I det samme blev strygerne afbrudt af en hård og uharmonisk elguitar, der brød den fine og trygge stemning, som havde lagt sig over salen. Veronica fik set sig om, og opdagede at alle andre par nu stod i en ring rundt om dem.

”Jeg kan ikke danse,” sagde hun næsten undskyldende.

”Men det kan jeg,” erklærede hendes partner ind i hendes øre med en smuk melodiøs stemme. ”Bare følg mig.”

Han svingede hende ud fra sig og trak hende ind til sig igen. Hun blev svimmel af at snurre sådan rundt og måtte lægge en hånd på den hårde brystkasse for at bremse sin fremdrift.

Og pludselig havde musikken ændret sig fuldstændig. Hvor den før havde været klassisk og lys, var den nu blevet erstattet af skrigende guitarer og hamrende trommer. Eller var det hjertet i den enorme brystkasse, hun kunne høre? Med hånden over det, kunne hun i hvert fald tydelig mærke det slå hårdt. Og hans vejrtrækning var blevet anderledes, hurtig, og der kom en underlig rallende lyd fra lungerne. Hænderne der holdt om hende, strammede sit greb så det begyndte at gøre ondt. Hun kiggede op for at se de blide øjne igen, det varme smil, men fandt i stedet et hæsligt åbent gab med sylespidse tænder, der alle var dækket af en blanding af blod og savl. Den tyktflydende masse dryppede ud af flaben og ramte hende på kinden, på brystet. En grusom knurren slap ud mellem tænderne. De blå øjne var nu et stort, blåt flammehav, der brændte nådesløst.

”Det gør ondt,” sagde hun og forsøgte at vriste sig fri.

Hendes partner, som nu havde forvandlet sig til en dæmon lo en afskyelig dyb latter, og strammede kun sit greb endnu mere, borede sine klør ind i hende.

”Slip mig,” hulkede hun og begyndte at slå mod den store krop.

”Veronica!”

Hun vendte sig mod stemmen, men så ikke andet end udtryksløse ansigter som hun ikke kendte.

”Veronica! Baby! Herovre!”

”Ollie!” skreg hun, da hun genkendte stemmen og vred sig endnu mere for at komme fri, mens hun blev ved med at se rundt. Til sidst så hun ham. Han stod i udkanten af menneskecirkelen og viftede med hænderne over hovedet for at få hendes opmærksomhed.

”Hjælp mig, Oliver!” råbte hun og mærkede dæmonens pres om hende tiltage. Det var som om alle hendes organer langsomt blev presset sammen, ribbenene gav efter, hun kunne høre knækket og mærkede, hvordan de stak mod huden indefra. Lungerne kunne ikke få luft nok ned.

”Du er min,” brølede dæmonen lige inden den åbnede det grusomme gab, lod kæberne gå ud af led, så den kunne fortære hende i én mundfuld.

Og hun skreg. Uden lyd. Hun forsøgte at kæmpe sig fri, forsøgte at slippe væk, men måtte hostende knække sammen i hans favn. Lungerne kunne ikke følge med, og hun var sikker på, at hun skulle dø.

Men så befandt hun sig pludselig alene i menneskecirklen. Hun kunne smage det metalliske blod fra de indre kvæstelser, som dæmonen havde forårsaget, men hun kunne trække vejret.

Hvor var Oliver? Hun snurrede rundt om sig selv flere gange, sikker på at han var lige i nærheden, men hun kunne ikke se ham.

”Ollie!” skreg hun febrilsk. ”Ollie, hvor er du?”

”Han er min.” Stemmen var så grov, så umenneskelig, at hun med det samme vidste at den kom fra det blåøjede monster, den enorme dæmon.

Til sin rædsel så hun, hvordan han havde løftet Oliver op med kun én hånd. Han hang slapt og livløst. Inden hun kunne nå at gøre noget som helst, inden hun så meget som fik taget et skridt, borede dæmonen sine tænder ned i Olivers hals og flåede den op som et vildt dyr. Blodet stod ud over det hele, sprøjtede ud over Veronica, der skrigende og hulkende faldt sammen på gulvet.

 

En nådesløs kimen fik til sidst endelig rusket hende ud af mareridtet – heldigvis. Den var ubarmhjertig vedvarende, og der gik alt for langt tid, før det gik op for Veronica, at det var hendes telefon, der lå på sengebordet.

”Veronica,” sagde hun lettet, da hun tog den op til øret.

”Vækkede jeg dig?” spurgte Oliver.

Hun vendte sig straks over mod hans side af sengen og fandt den tom og yderst velredt.

”Øhm, nej,” sagde hun og kørte en hånd ned over ansigtet, som om det kunne vaske rædslerne væk.

”Jeg vidste, jeg skulle have vækket dig, inden jeg gik. Du har travlt nu, hvis ikke du skal komme for sent. Hvornår kom du i seng?”

”Ved det ikke helt. Tror måske den var halv fire eller sådan noget,” svarede hun grødet og bevægede sig ud på badeværelset. Det havde taget utrolig lang tid at komme igennem de mange filer om Christian, men hun havde været opsat på at læse dem alle. Til sidst havde søvnbehovet dog vundet, og da hun var vågnet med hovedet på tastaturet, var hun blevet enig med sig selv om, at de sidste mapper alligevel måtte vente. Desuden havde hun også været nødt til at tage en del pauser, når det hele blev lidt for grafisk. Hun anså ikke sig selv for at være sart, men mange af de ting, der var foregået nede i katakomberne gjorde, at hun fik det fysisk dårligt.

”Du ved godt, at du bliver hentet om en halv time, ikke?” Olivers bedrevidende attitude var irriterende. Men hun var dog stadig lettet over at høre ham i live. Lettet over at vide, at det hele bare havde været en uhyggelig drøm.

”Jeg skal nok skynde mig. Jeg fandt tøjet frem i går, så jeg skal bare lige i et lynbad og så er jeg faktisk klar,” forklarede hun.

”Morgenmad.”

”Det må vente til senere.”

”Nej, Veronica. Du spiser noget, inden du går ud af døren.” Det var ikke et venligt forslag, det var en direkte ordre. Én som hun vidste, hun burde adlyde for husfredens skyld.

”Jeg skal nok spise,” sukkede hun.

”Dygtig pige. Og bliv så færdig. Det er en meget stor dag, det her. Husk at tage notater. Jeg vil have alt at vide. Elsker dig, baby.”

”Elsker også dig, Ollie.”

 Hun var ikke andet lige kommet ud af badet, da det ringede på døren. Klokken var kun tyve minutter i ni, så det kunne ikke være Robinson.

”Øjeblik,” råbte hun, og skyndte sig at hoppe i tøjet. Efter at have viklet et håndklæde om det våde hår, gik hun ud for at åbne.

To meget tynde herrer stod på den anden side af døren. Deres jeans og t-shirts hang på dem, deres hår var fedtet og langt, ligesom deres lemmer. Lange og ranglede. Deres ansigter var fuldstændig ens, hvilket fik Veronica til at træde et lille skridt baglæns. Deres grå øjne var identiske, deres røde hår, deres beskidte røde skæg, deres skæve næser, der begge to tiltede lidt til venstre. Helt ned til fregnerne var de ens. Det var kun tøjet, der adskilte dem.

”Toobin?” sagde de så synkront med én hæs stemme.

Veronica blev om muligt endnu mere forbløffet over dette, end over hvor ens de var af udseende. De talte ikke bare i munden på hinanden, tale ikke bare på samme tid. Det var vitterligt kun én stemme, som kom ud af begge munde.

”Han er her ikke lige nu,” sagde hun og forsøgte at lyde så fattet som muligt. Det her var ikke første gang, at afvigeres udseende kom bag på hende. Hun måtte tage sig sammen, hvis ikke hun ville fornærme dem. De kunne ikke gøre for, at de var som de var.

”Jeg fik at vide, at han ville her,” sagde afvigerene og masede sig uhøfligt forbi hende.

”Kom dog ind,” mumlede hun irriteret og lukkede døren efter dem. ”Tag plads i stuen. Så ringer jeg lige til ham og fortæller at I er her. Hvad navn må jeg sige?”

”Jeg hedder Karl.” Begge Karler satte sig i sofaen på samme tid. Deres bevægelser var så perfekt afpassede, at det var som at se ind i et spejl.

Veronica tog sin telefon og smuttede ind på kontoret. Hun vandrede utålmodigt frem og tilbage, mens hun ventede på at Oliver skulle tage sin telefon. Hun havde virkelig ikke tid til det her. Ikke i dag. Han havde også lovet hende, at der ikke ville komme flere afvigere til hjemmeadressen.

”Hej baby. Hvad så?” Han lød munter, da han endelig svarede.

”Du har gæster.”

”Gæster?”

”Ja, Oliver. Du lovede, at der ikke ville komme flere afvigere herhjemme. Nu sidder der to – eller én i sofaen. Han hedder Karl. De hedder Karl. Årh for helvede, jeg ved ikke, hvor mange han er. Jeg har ikke tid til det her. Ikke i dag,” sagde hun vredt.

”Rolig, Veronica. Jeg kommer så hurtigt, jeg kan.” Hun kunne høre smilet i hans stemme, og det gjorde hende bare endnu mere irriteret.

”Robinson er på vej. Jeg skal være ude af døren om et kvarter.”

”Jeg kommer.”

Og så havde han lagt på. Fedt. Så kunne hun så få lov til at holde Gøg og Gokke hen, og krydse fingre for, at Oliver nåede at komme hjem i tide. Hun kunne jo ikke bare forlade lejligheden, mens de stadig var der. Guderne skulle vide, at flertallet af afvigere også havde utrolig lange fingre. Hun tog håndklædet af hovedet og forsøgte at krammede det sidste fugtighed ud af håret, inden hun smed håndklædet over kontorstolen.

”Må jeg byde på noget, mens vi venter?” spurgte hun og forsøgte at lyde lige så munter som Oliver.

Begge afvigere stod ved det store panoramavindue og betragtede udsigten. Hun lod dem stå og fortsatte ud i køkkenet.

”Har du en øl?” blev der spurgt inde fra stuen.

”Ja. Nu skal jeg finde en.”

Køleskabet var altid fyldt med alverdens lækkerier. Blandt andet også øl. Specialøl. Oliver brugte lang tid på at udvælge de ting, han bedst kunne lide og fik så én af sine assistenter til at købe ind for sig. Han var noget snobbet når det gjaldt om, hvad han puttede i munden, så det var kun helt bestemte mærker, der var godkendte.

Og så var det store spørgsmål nu, om hun skulle tage en eller to øl. Var der en eller to afvigere i stuen? Han omtalte sig selv som `jeg´, så der måtte vel kun være en… eller hvad? Der var jo også kun én stemme… Hun tog en øl og lukkede køleskabet.

”Er du hans sekretær, eller noget?” blev der spurgt henne ved døråbningen.

Veronica hoppede forskrækket. Begge afvigere stod på hver sin side af døren, lænet op af hver sin dørkarm på fuldstændig samme måde, med armene over kors og hovedet på skrå. Spørgsmålet var kommet fra dem begge, men igen kun med den ene stemme.

”Eller noget,” svarede hun med et forsigtigt smil og rakte øllen til den Karl, der stod nærmest.

Karlerne kiggede på hinanden og derefter på Veronica.

”Der er åbenbart forskel på fisk,” vrissede de så og gloede fornærmet på øllen.

”Undskyld. Jeg var ikke klar over om I var… Eller om du var…” stammede Veronica og skyndte sig over efter endnu en øl, som hun hurtigt rakte til den forsmåede tvilling.

De tog en tår samtidig og tørrede sig om munden med håndryggen.

”Har en `eller noget´ et navn?” spurgte Karlerne og så op og ned af hende.

”Veronica Foulum,” svarede hun med et smil. ”Og I må have mig undskyldt, men jeg er ved at komme for sent til et vigtigt møde.” Hun gik forbi dem, velvidende at de ville følge efter. Hun havde det som om, hun gik ind mellem to ulve, da hun passerede dem.

”Tag plads i stuen, mine herrer. Lad som om I er hjemme. Oliver Toobin kommer snart.” Hun anviste dem pladser i sofaen igen, og forlod dem så snart de havde sat sig.

Makeuppen blev sparsom. Hun havde simpelthen ikke tid. Og håret måtte blive sat op i en hestehale igen. Fandens også. Hun ville så gerne gøre et godt indtryk på Christian, når det nu var første gang de skulle ses efter så mange år.

Da telefonen vibrerede i lommen på hende, hoppede hun overrasket, inden hun fik den fisket op. Det måtte være Oliver.

”Er du her snart?” vrissede hun og forsøgte at rette lidt på den eyeliner, som nu sad lidt skævt på grund af hendes hopperi.

”Jeg kunne spørge om det samme,” lød svaret fra en noget gnaven Robinson i den anden ende af røret.

Hun kiggede på uret. 9.13. Fuck.

”Jack,” sagde hun forbløffet. ”Åh, undskyld. Jeg er på vej ned.”

”Skynd dig. Matos har meldt sin ankomst i dag. Så hvis vi skal nå, det vi har aftalt, har vi travlt.”

”Oliver er på vej hjem. Vi har fået uventet besøg af… hans fætre. Jeg kommer lige så snart han er her.”

”Og hvornår er det?” gryntede Jack.

”Han skulle være på trapperne.”

”Fint.” Han lød ikke videre begejstret, da han lagde på.

Hun hastede med at få rettet det sidste til, småløb ind i soveværelset for at finde sine sko, og blev så stoppet af Karlerne, der spærrede for døren, da hun ville ud igen. Hun havde slet ikke hørt dem komme ind.

”Var det Toobin, du talte med?” spurgte de.

”Nej, det var min chauffør. Han venter på mig nede på gaden.”

”Toobin burde være her nu. Jeg fik at vide, at han ville være her. Er du klar over, hvor svært det var at komme herhen uden at blive opdaget?” Karlerne havde hævet stemmen.

”Han er på vej,” sagde hun udglattende.

”Jeg har kæmpet i flere uger for at møde ham, og så lader han mig bare vente, selvom der var en klar aftale om at vi skulle mødes.” De nærmede sig Veronica, der bakkede lidt væk.

”Jeg beklager meget, men jeg kan ikke sige andet, end at han er på vej.”

De kiggede begge op og ned af hende som sultne ulve, hvorefter den ene af dem gik over bag hende.

”Så må vi jo bare få det bedste ud af ventetiden,” smilede de, og den forreste sprang på hende, væltede hende bagover ned i sengen. Karl nummer to skyndte sig at gribe fat i hendes hænder, så hun ikke kunne yde særlig meget modstand. De var begge langt stærkere end deres noget usle udseende lod en tro.

”Slip mig,” skreg Veronica og sparkede omkring sig.

”Lig nu bare stille,” smilede de.

Lige som hun troede, de ville få deres vilje, lige som hun lukkede øjnene for at gemme sig væk fra rædslen, mærkede hun hvordan vægten fra Karl nummer et forsvandt fra hende. Øjeblikket efter var hendes hænder fri, og hun hørte et bump, da begge tvillinger ramte væggen på den modsatte side.

Veronica var hurtigt oppe. Hun så Oliver stå i døråbningen med hænderne samlet, som om han var klar til at gribe en bold. Men hun vidste alt for godt, at det ikke var en bold, han ventede på. Han var klar til at sende endnu en trykbølge af sted mod Karlerne, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun smuttede hurtigt om bag ham, lykkelig for at han var kommet hjem i tide.

”Er du okay, baby?” spurgte han uden at tage blikket fra tvillingerne, der var ved at komme på benene igen.

”Ja,” stammede hun. Der var ikke sket noget. Hun var sluppet med forskrækkelsen. Hun var sluppet, blev hun ved med at sige til sig selv for at holde hysteriet i ave Hænderne rystede, mens hun glattede ud i tøjets folder..

”Karl Neumann,” sagde Oliver med myndig stemme henvendt til tvillingerne.

”Ja,” stønnede de og lænede sig synkront op af væggen. ”Og du må være den legendariske Oliver Toobin.”

”Ja,” svarede Oliver. ”Hvad laver du her?”

”Vi havde et møde,” sagde Karlerne lidt hovent.

”Sgu da ikke her!” vrissede Oliver tilbage uden at tage hænderne ned. ”Hvorfor fanden skulle jeg bede dig om at komme hjem til mig? Du fik adressen på kontoret.”

Karlerne smilede og rakte hænderne afværgende ud til siderne. ”Jeg troede, du var en gæstfri mand, der ville sørge for lidt underholdning, mens jeg ventede på dig.”

Veronica kunne mærke det sitre hele vejen ned af Olivers ryg og vidste at raseriet lyste i hans øjne. Han fór frem, maste den ene af Karlerne op ad væggen med en arm mod dennes hals, så luftvejene var blokerede.

”Lad os se, hvad der sker, hvis den ene dør,” hvislede Oliver arrigt lige i ansigtet på den tvilling, han havde fastklemt.

”Nej nej nej,” sagde de begge hysterisk. Den frie Karl var bakket lidt væk, havde hænderne fremstrakt i en ydmyg gestus.

Veronicas telefon vibrerede ophidset i lommen igen. Hun hev den op og genkendte Robinsons nummer.

”Oliver,” sagde hun. ”Det er Robinson. Han venter dernede.”

”Jeg så ham godt. Er du okay? Kan du klare at tage af sted?”

”Ja,” sagde hun og forsøgte at lyde så selvsikker som muligt. ”Kan du klare det her? Skal jeg ringe efter nogen?”

Oliver lo hånligt. ”Nej. Jeg kan godt tage mig af ham her selv.”

Veronica forlod lejligheden med en knugende fornemmelse i maven. Oliver var en jaloux mand, og Karl Neumann stod lige nu på listen over mest efterlyste. Hun krammede sin taske ind til sig, og forsøgte at ryste oplevelsen af sig. Det måtte ikke ødelægge dagen. Der var så meget at udrette. Hun brugte elevatoren på at sunde sig. Fortælle sig selv, at alt var iorden Der var jo ikke sket noget.

Lige inden dørene gled op til forhallen, så hun sig selv i øjnene i elevatorens spejl og nikkede anerkendende, da hun havet pakket oplevelsen ned i sin mentale kiste over uønskede sager. En kiste hun kun åbnede for at gemme ting af vejen.

Jack Robinson stod ved Chrystleren og ventede utålmodigt. Han sendte hende et arrigt blik og kiggede så demonstrativt ned på sit ur.

”Jeg ved det, jeg ved det. Undskyld,” sagde Veronica og skyndte sig ind i bilen. Jack hoppede ind ved siden af hende.

”En halv time,” sagde han vredt.

”Undskyld.” Hendes stemme rystede en anelse ovenpå hændelsen i lejligheden. Bare Jack tydede det som ægte anger, som om hun var på nippet til at græde, hvilket hun var, når hun tænkte tilbage på Karlerne.

Luk kisten, Veronica. Luk den.

”Det går. For denne gang. Lad det ikke ske igen, miss Foulum.”

Miss. Foulum. Bum. Så blev hun sat på plads.

Resten af turen blev foretaget i tavshed. Hun studerede sine noter fra aftenen før, men følte sig ikke sikker på, at hun var klar til at møde Christian. Det var Christian. Hun havde kun ventet det meste af sit liv på at se ham igen.

Katakomberne var som altid varme. Hun fulgte Jack ind på sit kontor, hvor hun lagde sine ting fra sig og vendte sig over mod korporalen.

”Jeg er klar,” sagde hun.

”Følg med.” Han ledte hende hen til et aflukket hjørne af kontrolrummet. Her sad en enlig soldat foran en enlig skærm. De andre soldater i lokalet havde opsyn med flere skærme samtidig, foruden at skulle styre computere og telefonopkald.

”Hold pause, Nick,” sagde Jack til soldaten, som straks adlød og forlod sin plads.

Jack trak stolen ud for Veronica, der satte sig og de kigge på skærmen. Et lille rum med en lille, gul pære i loftet som eneste lyskilde. Der var en briks i venstre side af rummet og ellers ikke andet. På briksen sad en mand. Hans sorte hår hang ned over øjnene og skjulte det meste af hans ansigt. Han var stor. Han var iklædt et par grå bukser og en tynd undertrøje, som nok havde været hvid engang. Musklerne på armene var enorme, og små svedperler trillede langsomt ned af dem. Hvis han havde været stor i gymnasiet, var det intet i forhold til nu.

”Veronica, må jeg præsentere dig for den blodtørstigste afviger vi har. Christian Chasedin,” sagde Jack. Så lænede han sig ind over hende og tændte for en mikrofon.

”214782-19, rejs dig,” sagde han ned i den.

På skærmen så Veronica den store mand, blive endnu større. Han rejste sig og så direkte op i kameraet med et isblåt blik. Hun gispede, da hun så den sorte maske, der var blevet fastmonteret over hans mund. Metallet gik hele vejen rundt om hans nakken og ned over kæben. Foran selve munden var der noget, der lignede et slags filter. Hendes hjerte sprang nogle slag over, da hun fandt tilbage til hans blik. Det var Christian. De øjne ville hun kunne genkende resten af sit liv.

”Masken?” spurgte hun åndeløst.

”For vores beskyttelse. Ud over hans telekinese, mener vi, at han kan styre folk, hypnotisere dem med sin stemme,” svarede Jack. ”Det er faktisk lidt af et arvestykke.”

”Så han kan ikke tale?”

”Jo, men masken forvrænger lyden af hans stemme, så han ikke har mulighed for at påvirke os med den.”

”Virker det?”

Jack trak på skulderne. ”Det er din opgave at finde ud af det.” Han vendte sig mod mikrofonen igen. ”214782-19, gå hen til lænkerne.”

Christian bakkede over mod bagvæggen med det samme, rakte hænderne bagud og på et øjeblik blev der skudt et sæt håndlænker ud fra væggen, som lagde sig hårdt rundt om hans håndled. De strammede til, så Christian til sidst stod helt op af væggen. Så skød der tilsvarende lænker ud ved hans fødder, og til sidst en krog, der hægtede sig fast ved hans maske og derved tvang hans hoved opad. Han have ikke et eneste sekund fjernet blikket fra kameraret, og Veronica var sikker på, at han kunne se hende gennem linsen.

”Skal vi?” spurgte Jack og gik over mod elevatoren.

Veronica fulgte tavst efter. Mens de kørte ned, iførte hun sig det obligatoriske sikkerhedsudstyr, vest og hjelm.

”Skal vi ikke have andre med? Noget beskyttelse?” spurgte hun.

”Nej. Jo færre der ved noget om det her, jo bedre.”

Elevatordørene gik op, Jack tastede koden, så jernvæggen forsvandt, og de gik sammen ned af gangen med afvigere på hver side. Som sidste gang startede det en masse brølen og skrigen, men Veronica lod sig ikke mærke af det denne gang. Ved Miley Humms bur stoppede hun op og fik øjenkontakt med den rødhårede kvinde.

”Hils,” sagde hun bare til Veronica med et listigt smil, inden de fortsatte ned af gangen, som åbenbart ikke havde nogen ende. Til sidst drejede de dog til højre og befandt sig på en helt mennesketom gang. Den eneste dør var nederst, flere hundrede meter fra, hvor de var drejet ind. Døren var af massiv stål og uden nogen form for håndtag. Ved siden af den var der et lille panel med tastatur og skærm. På skærmen så man det samme som, hun lige havde siddet og set på oppe i kontrolrummet: Christian lænket til væggen med mundkurv på.

Jack tastede endnu en kode og døren svag langsomt op med en pneumatisk pusten.

Veronica så det hele i slowmotion. Hendes hjerte hamrede af sted, hendes muskler var spændte til bristepunktet, hun kunne dårligt trække vejret. Alt for langsomt svang døren udad. En kraftig stank sneg sig ud, inden hun fik set den høje mand lænket til væggen. Han affandt sig med sin situation, prøvede ikke at vriste sig fri eller på anden vis tilkendegive, at han var utilfreds. I stedet kiggede han bare direkte på dem, først på Jack, der kun lige gik ind i rummet, derefter på Veronica, der med det samme blev naglet til stedet af de blå øjne. Selvom munden var dækket af den groteske maske, kunne hun alligevel se, at han smilede. Når hun stod så tæt på ham, så det ud som om, han hvert øjeblik ville kunne rive lænkerne ud af væggen, lige så let som man hev blomster op af jorden. Hans muskler var enorme, brystkassen var bred og lignede mest af alt noget, der var mejslet ud af en klippe. Benene var let spredte og de bare fødder stod solidt plantet. Han trængte til et bad. Stanken i rummet var afskylig, hans hår hang fedtet og spaltet ned over hans ansigt, den tyndslidte undertrøje var plettet af sved og noget, Veronica håbede ikke var blod. Og selvom han på alle måder burde have vakt al mulig afsky i hende, var det alligevel med ærefrygt og beundring, at hun bevægede sig ind i cellen. Hun havde lyst til at flå masken af ham, rive lænkerne ud af væggen og tage ham med ud i den rigtige verden, hvor han hørte til – hvor han skulle frelse sin race.

Men Jack stod lige ved siden af døren. Tidspunktet var ikke det rette.

”214782-19, dette er –”

”Veronica,” afsluttede Christian sætningen for Jack. Christians stemme var godt gemt af masken, der gav den en metallisk og hul klang. Hans øjne brændte sig ind i hendes sjæl. Det var som om, han slet ikke ænsede Jack.

Veronicas hjerte sprang et slag over, da han sagde hendes navn. Han kunne vitterligt huske hende, kende hende, selvom hun havde hjelm og vest på. Hvordan var det muligt? Det var så mange år siden, der var sket så meget…

”Velkommen.” Stemmen var så særpræget, så fængslende, selvom masken skulle gøre præcis det modsatte. ”Jeg har ventet længe på, at møde dig.”

”I lige måde,” stammede hun forsigtigt og blev ved med at overbeglo ham.

Han smilede igen bag masken. ”Og korporal Robinson. Hvad skylder man æren?”

Jack så vredt op på Christian. ”Jeg er her for at beskytte hende.”

”Har du da behov for beskyttelse, Veronica?” spurgte Christian og lagde hovedet lidt på skrå.

Med det samme blev hun nervøs. Ud fra sine studier af ham, fra sit personlige kendskab, fra rygter og løse fortællinger vidste hun, at han lige nu var ved at tiltvinge sig adgang til hendes sind. At han lagde hovedet på skrå var en dårlig vane for ham, hvilket gjorde det let for hende at læse ham.

”Måske,” sagde hun og forsøgte at tænke på alle mulige faglige ting, psykologiske termer og deres definitioner, synonymer, antonymer… Præcis som hun havde gjort i gymnasiet, når han kom for tæt på.

”Hmm, det ser ud til, at du har en beskytter. Godt, at han nåede frem i tide i dag,” smilede han og rettede sig helt op igen. ”Men ellers godt spillet. Jeg skal nok være en god dreng.”

Kommentaren gik over hovedet på Jack, men han blandede sig ikke. Han forholdt sig stille som en statue i hjørnet af lokalet, klar med sin pistol, hvis det blev nødvendigt. Men Veronica vidste, at Christian havde set mere, end hun ville have ham til. Han havde set Karls overfald af hende, og han havde set Oliver. Fandens også. Hun troede faktisk, hun var kommet sig over angrebet, men det fyldte åbenbart mere, end hun tillod sig at tro. Men der var ikke tid til at dvæle ved det nu. Hun var endelig kommer i kontakt med Christian, og hun havde så mange spørgsmål at stille, så mange ting hun gerne ville vide, så meget hun gerne ville fortælle, men så længe Jack lyttede med, måtte hun være varsom med, hvad hun sagde. Ét eneste forkert ord, og det hele ville være forbi.

”Hvorfor har du masken på?” spurgte hun nysgerrigt.

”Det ved du godt. Spørg om noget andet,” svarede Christian med et opgivende suk.

”Hvorfor er du ikke sammen med de andre afvigere? Hvorfor er du her alene?”

”Veronica. Stil mig et spørgsmål, som du ikke kan læse dig til. Lad være med at spilde min tid.”

Arrogant. Nuvel. Så måtte hun bare gøre det bedre.

”Hvorfor nyder du deres frygt?” spurgte hun og så ham direkte i øjnene. Den Christian hun havde gået i gymnasiet med var en forsigtig, lidt genert dreng. Han holdt sig altid inden for reglerne. Hun var spændt på, hvilken mand han var vokset op til at være.

Han stirrede tilbage på hende med hårde øjne. ”Fordi de skylder mig den.”

”Hvem?”

”Dem alle.”

”Både mennesker og afvigere.”

Han smilede som svar. Det var tydeligt at se på hans øjne.

Der var en lang pause, hvor de bare så hinanden an.

”Fik du nogen sine lært at danse, Veronica?” spurgte han så.

Det kom bag på hende. Hun huskede med det samme tilbage på den aften i gymnasiet, den aften, hvor de havde danset til en instrumental udgave ”Sing Sing Sing”, den aften, hvor det hele var endt så frygteligt…

Inden hun fik svaret, skrattede det ovre fra Jack. Han trykkede på siden af sin hjelm og tilkendegav, at han lyttede.

”Matos er drejet ind på parkeringspladsen,” sagde en fremmed stemme.

”Tak, Nick,” svarede Jack tilbage. ”Slet den sidste time af båndet. Vi kommer op med det samme.” Han tog fat om Veronicas arm og hev hende med ud på gangen igen.

Men hun var slet ikke færdig, slet ikke begyndt. Hun så sig over skulderen, ind til Christian igen, inden døren smækkede i. Han stirrede tilbage.

”Jeg var ikke færdig,” sagde hun irriteret og fulgte efter Jack, der havde travlt med at komme ud.

”Vi kommer herned igen en anden dag.”

”Jamen, jeg var ikke engang rigtig begyndt.”

”For helvede, Veronica.” Jack stoppede op og vendte sig mod hende. ”Hvis Matso finder ud af det her, er det slut for alvor, forstår du det? Det her er strafbart på alle tænkelige måder. Hvis du ikke slapper af og lader mig bestemme tampoet her, får vi begge to røven gevaldigt på komedie, er du med?”

Hun nikkede. Der var et ellers andet fascinerende over ham, når han blev så intens. De fortsatte ned gennem gangen med afvigere, ignorerede dem og deres tilråb og tog elevatoren op. Hastigt skyndte de sig ind på hendes kontor, hvor hun fik startet computeren op lige tids nok til at Matos kom spankulerende ind gennem døren.

Han var ét stort smil, da han så, hvor fredeligt, de arbejde sammen og bruge det meste af tiden på at rose dem for deres arbejdsindsats.

Hun fik ikke set mere til Christian den dag. Der blev ikke talt mere om Christian den dag. Turen hjem var tavs. Robinson åbnede galant døren for hende, og de aftalte at han ville hente hende igen dagen efter kl. 9. Dette blev sagt med en hård stemme efterfulgt af et isnende blik, og hun kunne ikke lade være med at smile. Han kunne være charmerende, når han ville.

”Kl. 9, præcist,” sagde hun og gav ham hånden. ”Vi ses i morgen.”

Lejligheden burde være tom, men hun fandt håndværkere i gang med at renovere soveværelset og stuen. Der var ingen møbler tilbage. Hendes tøj – det der var tilbage af det – var pakket ned i kasser og sat ind på kontoret.

Ude i køkkenet stod en buket røde roser. Ved siden af lå et kort med Olivers sirlige håndskrift.

”Tænkte, at vi havde brug for noget fornyelse i de to rum. Har booket et hotelværelse på Royal. Nummer 518. Mød mig der. Elsker dig, baby. Oliver,” læste hun højt og rystede lidt på hovedet.

Hun var i tvivl om Karl Neumann havde overlevet nedrivningen af værelserne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...