Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
743Visninger
AA

5. 4

Det var som at vågne efter en lang nats urolig søvn. Hun var bestemt ikke udhvilet, men hjernen vågnede alligevel langsomt fra sin døs. Det var blevet mørkt. Der var blevet lagt et tæppe over hende, men hun var stadig nøgen under det. Foran sig så hun tv’et køre og foran det stod sofabordet med en enkel flaske vin og en skål med jordbær. Hun blev opmærksom på, at hendes pude bevægede sig lidt, og først dér opfattede hun, at hun lå med hovedet på Olivers skød. Hun lyttede efter hans åndedrag, som til tider kunne give hende et praj om hans humør. Når han var vred, trak han det i hurtige stød. Lige nu trak han det roligt. Så turde hun godt røre lidt på sig.

Han fornemmede det straks og lagde en hånd mod hendes pande, strøg kærligt en løs tot hår væk fra hendes ansigt.

”Hej, baby,” smilede han.

Hun satte sig besværet op. Hendes hoved dunkede, hoften var øm. Det var rart at skabe lidt afstand til ham, så hun satte sig i den anden ende af sofaen og trak tæppet godt rundt om sig.

”Er du okay?” spurgte han tøvende og kiggede bekymret på hende.

Hun vendte ansigtet i retningen af tv’et og fulgte med i et kort øjeblik, inden han satte sig på sofabordet og blokerede hendes synsfelt.

 ”Du må ikke være sådan, baby. Sig noget,” tryglede han.

Hvad skulle hun sige? Tak for tæppet, og lad venligst være med at slå mig igen en anden gang? Han kunne ikke klare det, når hun ikke talte til ham. Det vidste hun. Det var den værste totur, hun kunne udsætte ham for, og det eneste våben, hun kunne bruge mod ham.

Så hun kiggede bare ind i sørgmodige, mørke øjne uden et ord.

”Veronica…” begyndte han og tog hendes hånd.

Hun hev den til sig og rejste sig op. Hun knugede tæppet tættere omkring sig og lod ham sidde på bordet, mens hun gik ind i soveværelset. Hun skulle have noget tøj på og se, hvor slemme hendes men var. Der hang et stort spejl inde i det tilstødende påklædningsværelse, så hun smed tæppet og betragtede sig selv.

Ikke så underligt at hoften var øm. Den var allerede sort i venstre side efter hans spark. Der var også et mærke længere oppe af maven, der strakte sig over til midt på ryggen. Hun var nok blevet hamret ned mod badekarret. Armene så fine ud. Også ansigtet. Hun var lidt rød på kinden, der havde taget imod det første slag, men det ville snart fortage sig. Det ville helt sikkert være væk i morgen, inden hun skulle ud blandt andre. Han havde altid været god til at vide, hvor han skulle slå, så mærkerne ikke var tydelige for alle og enhver.

Hun fandt et par trusser og en bh, inden hun hev et par løse, sorte bukser ud af skabet og kom forsigtigt i dem. Det gjorde ondt at løfte det venstre ben for højt. Hun var ved at trække en hvid t-shirt over hovedet, da Oliver kom ind til hende. Han bankede på dørkarmen først, men hun ignorerede ham. Han lænede sig op af den og så opgivende efter hende, da hun gik forbi ham og ind i soveværelset igen. Hun havde et elastik til at ligge på sengebordet, som hun ville tøjle sit hår med.

Da hun vendte sig om for forlade værelset, stod Oliver i døren ind til stuen og kiggede på hende med et par hundehvalpe øjne.

”Du får ikke lov til at gå, før du taler til mig,” sagde han bedende. Han havde hænderne begravet i bukselommerne og så skiftevis på hende og ned i gulvet. Hans fod blev ved med at sparke til en usynlig sten.

Så han ville have hende til at tale, til at sige noget. Hvorfor skulle hun? Hvad var der at sige, efter en god omgang slag?

Hun gik helt hen til ham og så ham i øjnene, forsøgte at være stærk.

”Flyt dig,” sagde hun. Så havde han fået sin vilje. Hun havde talt.

”For helvede, Veronica,” udbrød han så og faldt grædende på knæ. Han greb fat om hendes liv og knugede hende ind til sig. ”Undskyld, baby. Undskyld, undskyld, undskyld. Undskyld en million gange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at gøre det godt igen. Det var ikke min mening, at gøre dig fortræd.”

Hans hulk ramte hende i hjertet, præcis som de altid gjorde. Hun kunne ikke holde ud at se ham så ulykkelig. Hans tårer brændte sig fast på hendes sjæl og tvang hendes egne tårer frem.

Hun blinkede hårdt gentagende gange, for at få dem væk. Hun ville ikke give sig. Hun var vred på ham og ville have lov til at være det lidt endnu.

”Undskyld,” hviskede han og begravede hovedet ind mod hendes mave. Hans hold i hende, blev stærkere. Hun måtte støtte sig til dørkarmen dels for ikke at vælte, men også for at have et sted til hænderne, så hun ikke kom til at køre dem gennem hans hår. Det var alt for fristende, men så ville hun samtidig have tilgivet ham. Hun måtte forblive kold.

”Det sker aldrig mere, Veronica. Det lover jeg. Jeg elsker dig.” Ved de sidste tre ord så han op på hende med de mørke øjne slørret af tårer. Han var oprigtig ked af det, og hun kunne ikke længere holde sin egne tårer tilbage.

”Hvorfor bliver du sådan…?” spurgte hun stille og gjorde sig stadig umage med ikke at røre ham.

Han sukkede træt, lukkede øjnene og så ud som om bare lyden af hendes stemme, var nok til at berolige hans oprørske indre.

”Jeg troede, du havde en anden…” svarede han forsigtig. ”Jeg ville ikke kunne klare at miste dig.”

Benene forsvandt under hende. De blev som gele, og hvis ikke han allerede havde haft fat i hende, ville hun været faldet hårdt mod gulvet. Al den is, der måtte være imellem dem, blev brudt som ved et trylleslag. Hun lagde armene om halsen på ham og knugede ham lige så hårdt, som han knugede hende. De hørte sammen. Han havde sine fejl, men han var villig til at undskylde. Guderne skulle vide, at hun heller ikke selv var perfekt. Langt fra. Alligevel havde han valgt at være sammen med hende. Han ville kunne vælge og vrage, som han havde lyst til, men han havde fået øjnene op for hende for så mange år siden. Hun skyldte ham så meget og burde være taknemmelig.

”Du må give mig en chance for at forklare, hvis du har spørgsmål,” sagde hun og holdt hans ansigt mellem sine hænder, mens hun græd.

Han nikkede og snøftede en enkelt gang. ”Det var bare… Da jeg så den mail, slog det klik. Du må aldrig forlade mig.”

”Det gør jeg helle ikke. Det ved du. Jeg elsker dig, Oliver.”

Og som altid endte deres omfavnelse i elskov. Han var en god elsker, men var langt mere bevidst om hende og hendes behov, hvis de havde haft et skænderi med en voldsom udgang. Hun elskede hans måde at angre på.

 

Oliver sov nu. Hans lette snorken beroligede hende. Varsomt sneg hun sig ud af sengen, samlede sit tøj op fra gulvet og listede ind i stuen, hvor hendes bærbar computer stod og ventede på hende. Hun havde endnu ikke selv haft mulighed for at læse den mail som korporal Robinson havde sendt til hende. Heldigvis havde hun fået mumlet, hvem han var, under Olivers raserianfald, da hendes hjerne havde haft tid til at lægge to og to sammen.

Mailen var kortfattet.

 

Miss. Foulum.

 

Jeg må sige, at vores samtale i dag var meget… interessant. Jeg glæder mig til at fortsætte, hvor vi slap.

 

Jack Robinson

 

Den var sendt fra en privat mailadresse, så den sikkert ikke ville kunne spores. Det var heller ikke muligt for hende, at besvare den. Det eneste hun sad tilbage med var antydningen af, at deres samtale om Christian Chasedin ikke var slut. Heldigvis. Det måtte tælle som et forsøg på, at forsikre hende om, at han ikke var ude på at lægge en fælde for hende.

Og nu kunne hun bedre forstå Olivers reaktion. Hvis ikke man vidste bedre, ville man helt klart læse en lummer undertone. Stakkel Ollie. Han skulle ikke såres på den måde. Det kunne hun ikke tillade sig at gøre. Han var hendes ét og alt. Fanden tage den tåbelige soldaterdreng. Det var hans skyld. Hun måtte forsøge at sætte ham på plads. Han skulle i hvert fald til at lægge nogle kort på bordet, inden hun selv kom med mere.

Hun slukkede computeren og listede ind i seng igen. Oliver havde lagt sig meget mageligt, så han fyldte det meste af dobbeltsengen. Alligevel lykkedes det hende, at smutte ned under dynen uden at vække ham. Han gryntede lidt, men gjorde plads til hende.

Det var en lang og hård nat. Hun vågnede flere gange, ved at Oliver ruskede i hende for at vække hende af mareridt. Hver gang var hun gennemblødt af sved, hysterisk og på randen til et angstanfald. Hun vidste godt hvorfor, men hun ville ikke fortælle det til Oliver. Ikke endnu. Hvis han vidste, at hun var ved at danne en alliance med fjenden, ville han aldrig tilgive hende. Hvis han vidste, at Christian allerede var klar over hendes tilstedeværelse i katakomberne, ville han først for alvor blive vred. Hvis han fandt ud af, at Christian faktisk kunne huske hende… Hun ville slet ikke tænke tanken til ende. Ikke før hun havde fundet ud af, helt præcist, hvor hun havde korporal Robinson.

”Du ligner lort,” smilede Oliver dagen efter og agede hende på kinden, mens hun forsøgte at gøre sig en smule anstændig. Han havde ret. Hun havde sorte render under de lidt for store øjne, var blegere end normalt og rystede en anelse på hænderne, hvilket ikke hjalp på makeuppen.

”Sådan går det, når ens kæreste vækker en flere gange om natten,” sagde hun træt og sendte ham et hårdt blik.

”Du havde mareridt, baby. Jeg prøvede at hjælpe.”

”Det ved jeg.” Hun kyssede ham på næsen.

”Du har stadig ikke fortalt mig, hvad du drømte om…” hentydede han, mens han begyndte at køre børsten gennem hendes mørke hår.

”Jeg kan faktisk ikke huske det,” løj hun.

”Har det noget at gøre med den samtale, som korporalen nævnte i sin mail?”

”Det tror jeg ikke. Det eneste vi talte om, var Miley Humm og hendes evner. Han har nogle bizarre idéer om, hvad man kunne udnytte dem til.”

”Er det ikke altid sådan med ordensmagten? De vil profitere af andres ulykke.”

Hun nikkede og mødte hans blik i spejlet. Hans holdninger til regeringen var mildest talt fjendtlige, og hun blev altid en smule utryg, når han begyndte at tale om dem. Hun var helt med på hans hold, fuldstændig, og ville stå ved hans side lige meget hvad, men det var svært for hende, at høre ham tale så modbydeligt om andre mennesker.

Hun begyndte at samle sit hår i en hestehale, men han tog elastikken fra hende.

”Lad det være løst i dag. Det er så smukt,” smilede han.

Hun vendte sig om og kyssede ham. Hun var så heldig at have ham. Så heldig med, at han accepterede hende, for alle de fejl, hun måtte have. Det mindst hun kunne gøre, var at se igennem fingre med hans.

”Vi ses senere,” sagde hun og forlod lejligheden. Hun var iført et sæt tøj, som Oliver havde valgt ud til hende. Det første han havde fundet frem til hende, havde været et stramtsiddende skørt og en lidt for nedringet top. Efter flere forsøg, havde han brilleret og insisteret på et par sart rosa farvede jeans og en langærmet trøje med grå og hvide striber, der sad tæt ind til kroppen. Hun havde selv valgt et par flade, grå ballerina sko, som gerne skulle gøre sætte lidt mere dagligdags.

Elevatoren præsenterede hende for en enkelt rød rose, da den kom op til hendes etage. Hun kiggede sig over skulderen, for at se om der skulle være nogen, som eventuelt ventede på en rose, men hun stod alene. Der var et lille kort ved den. Hun læste det, og opdagede, at rosen var til hende. Den var fra Oliver med endnu en undskyldning for i går.

Hun kunne ikke lade være med at smilede hele vejen ned og ud af bygningen. I stedet for en Chrystler holdt der nu en beskeden mørkeblå Ford og ventede på hende. Robinson stod ved siden af den og sendte hende et smil, da hun kom ud af døren. Han var allerede på vej over mod hende, da hun blev stoppet af en fremmed mand, der kom med en hel buket røde roser.

”Miss. Veronica Foulum?” spurgte den fremmede.

Hun nikkede.

”Til Dem,” smilede den han, rakte hende blomsterne og gik. Det lille kort ved buketten fortalte at også den var fra Oliver, og hun smilede lidt fjollet. Han var virkelig ked af det.

”Hold da op. Sikke en buket,” smilede Robinson.

”Ja,” smilede hun tilbage.

Korporalen lagde en hånd på hendes ryg og begyndte at føre hende over mod bilen, men inden de nåede over til den, blev der piftet af dem. Veronica så sig forundret rundt, men opdagede først piftets ejermand, da hun kigge op.

Oliver stod lænet ud over altanen og vinkede glad til hende. Han sendte hende et fingerkys, og hun sendte et tilbage, hvorefter hun lod Robinson lukke bildøren efter sig. Hun var blevet gelejdet ind på passagersædet foran, mens Robinson selv tog førersædet. De sidste par dage, havde de haft chauffør, men nu ville korporalen åbenbart selv have lov til at sidde bag rattet.

Veronica lænede sig bagud og lagde roserne på bagsædet. De duftede fantastisk.

”Er de fra din mand oppe på altanen?” spurgte Robinson.

”Han er min kæreste, og ja.”

”Du er ikke gift?” Han så forundret i hendes retningen, mens bilen kørte ud af byen. Det var dejligt, at han havde fralagt sig den overhøflige tone, og i stedet var begyndt at tiltale hende `du´.

”Nej. Er du?” spurgte hun.

”Nej. Ikke endnu. Har ikke fundet den eneste ene,” smilede han. ”Hvad er anledningen?”

”Ingen,” smilede hun for sig selv.

”Hvor længe har I været sammen?”

Nu skulle hun til at regne tilbage. ”I… det må vel være seksten år.”

”Og han har ikke friet til dig endnu?” spruttede han overrasket.

”Nej,” smilede hun. Det kom altid bag på folk, som ikke kendte Oliver. ”Han tror ikke på ægteskab.”

”Hmm,” brummede Robinson efter en længere pause.

”Hmm, hvad?”

”Hmm, han må være tosset.”

”Undskyld mig?” sagde hun spidst.

”Rolig nu,” lo korporalen. ”Det var ment som en kompliment. Hvis jeg havde været i hans sted, havde du været gift for mange år siden.”

Kinderne blev varme med det samme, og hun så hurtigt væk. Hun var ikke god til komplimenter. Især ikke når de kom fra andre end Oliver. Derfor valgte hun at skifte emne.

”Hvorfor leger du chauffør i dag?” spurgte hun.

”Min egen bil er ikke aflyttet,” sagde han med et skuldertræk, som om det var den naturligste ting i verden.

”Så vi kører i din bil for at kunne tale sammen?”

”Det var planen.”

Han virkede al for venlig i forhold til den irriterende og barske soldat, som hun første havde troet, han var. Måske var det et skalkeskjul for at få hende til at fortælle endnu mere, end hun allerede havde gjort. Men han kunne godt tro om, hvis det var hans plan. Det var hans tur til at komme med nogle informationer.

”Hvorfor er du så interesseret i Christian Chasedin?” lagde hun ud.

”Jeg kunne jo spørge om det samme,” grinede han. ”Jeg har tilladt mig, at undersøge dine forespørgsler lidt nærmere. Du ville oprindeligt have adgang til Christian Casedin. Hvor må det være skuffende at ende med nummer 163886-19 i stedet.”

”Svar venligst på mit spørgsmål.”

Han skottede over til hende, virkede nervøs ved hendes direkte konfrontation, men sagde ikke noget.

”Det var ellers en kort samtale,” sagde Veronica tørt og lænede sig tilbage, mens hun rettede blikket ud af vinduet.

Stilheden var larmende og uforholdsmæssig lang. Men hun havde masser af tid. Hvis ikke han ville give sig, kunne hun også lege østers. Desuden var sommeren stadig gavmild med vejret, så hun udnyttede lejligheden til at nyde varmen. 

”Jeg ved ikke, om jeg kan stole på dig,” sagde han så.

”I lige måde,” svarede hun prompte. ”Men jeg har allerede givet mig lidt. Jeg har svaret på nogle af dine spørgsmål. Det må være din tur nu.”

”Noget for noget?”

”Noget for noget.”

”Godt,” sukkede han og blev tavs igen, mens han kørte dem ud i ørkenen.

”Christian Chasedin interesserer mig fordi, han er farlig,” begyndte Robinson tøvende. ”Der er mange, alt for mange, eksempler på at mine kollegaer bliver voldsomme i deres adfærd eller sågar begår selvmord, når de har været i kontakt med ham. Og det er på trods af den elektroniske chip, alle afvigerne har fået indopereret.”

Veronica løftede forventningsfuldt øjenbrynene.

Robinson kiggede hurtigt over på hende, som for at sikre sig, at hun forstod, præcist hvad der blev sagt. ”I hans papirer står der, at hans evner er telekinese. Men der er mere end det. Meget mere. For helvede, han slog Heksen ihjel inden for de første fireogtyve timer i de nedre katakomber,” sagde han hårdt.

”Heksen?” tilskyndede Veronica.

”Ja, det kaldte vi hende. En grim, lille kælling, der var nådesløs overfor alle. Hun var næstkommanderende blandt afvigerne, og sørgede for at alle kendte deres plads. På en eller anden måde, fik Chasedin sendt hendes egen håndlanger mod hende. Inden for sekunder. Og jeg siger dig, der var meget blod.”

Det var mere end hun behøvede at vide. Til gengæld vidste hun kun alt for godt, at Christians evner var langt mere end bare simpel telekinese.

”Så du vil have hjælp til…?” spurgte hun.

”Jeg vil finde ud af, hvad hans evner helt præcist er. Jeg vil vide, hvor langt de rækker, og hvor omfattende de er. Derefter handler det bare om at finde en passende metode til at stoppe ham.”

Stoppe ham. Det kunne tolkes på mange måder.

”Og hvordan tror du, jeg kan hjælpe med det?” fortsatte hun.

”Du kender ham.”

”Jah, jeg kendte ham.”

”Så må du også vide noget om ham, som vi andre ikke gør. Du må have observeret et eller andet… Noget… Jeg ved ikke…” sluttede han og kørte bilen ind til vejkanten midt ude i ingenting. Han sukkede dybt og vendte sig over mod hende.

Hun brød sig ærlig talt ikke om, at holde stille med ham her i ingenmandsland. Hun følte sig næsten fanget.

”Din tur,” sagde han og så alvorligt på hende. ”Var I kærester tidligere?”

”Nej.” Hun forsøgte at svare så bestemt som muligt.

”Men han ved, hvem du er?”

”Åbenbart.”

”Hvorfor ville du ned til ham?”

Det var det spørgsmål, som hun havde håbet at kunne undgå. Robinson måtte under ingen omstændigheder få sandheden at vide. Han var stadig en fjende, stadig en del af overmagten.

”Han er interessant. Måske især fordi jeg kender ham,” sagde hun stille og håbede, at hun lød overbevisende.

”Der stikker mere under, Veronica. Jeg har været ærlig overfor dig. Gør mig den tjeneste og vær det samme overfor mig,” sagde han næsten bedende.

Der skulle tænkes hurtigt nu. Hun så ned, så ud af vinduet og forsøgte at vinde lidt tid, mens hjernen arbejde på højtryk.

”Og det kommer ikke videre.” Det var ikke et spørgsmål fra hendes side, det var en konstatering.

Han rystede bare på hovedet.

”Okay,” sukkede hun og tog mod til sig. Nu håbede hun bare, at han hoppede på den. ”Christian har altid fascineret mig. Lige siden gymnasiet. Jeg kan ikke forklare det. Sådan er det bare. På samme måde har katakomberne altid haft min interesse. Og ikke mindst afvigernes grusomhed. Mit egentlige mål med denne undersøgelse er at vise, hvor megen skade afvigere egentlig kan lave. Hvis vi ikke fra starten havde reageret med magt overfor afvigerne, ville vi selv være underlagt den mest forfærdelige tortur nu. Jeg vil gerne have, at folk kommer til at forstår, hvor reel fareren er.”

Robinson så forundret på hende længe.

”Hvorfor ikke bare sige det til general Matos?” spurgte han så.

Hun lagde hovedet på skrå og så på ham, som om han var idiot. ”Matos er for blødsøden. Han ville aldrig gå med til at udstille dem på den måde. Han tror ikke befolkningen kan klare sandheden. Men jeg har ikke tænkt mig at lægge fingre imellem. Og lige præcis med Christian Chasedin får jeg den mest modbydelige afviger, der findes.”

Igen denne lange tavshed og det borende blik. Bare hun nu havde tolket hans udsagn om at stoppe Christian rigtigt. Hvis hun lagde det sammen med hans noget hovne attitude overfor hendes indsendte rapport, ville hun skyde på, at han var en udpræget afvigerhader. Det gav hende myrekryb at skulle foregive at være det sammen, men hvis det betød, at hun kunne få adgang til Christian Chasedin, var hun villig til at gøre næsten alt.

”Det virker, miss. Foulum, som om vi er på samme side,” smilede han så og rakte hånden frem mod hende.

Hun kiggede lidt på den. Havde faktisk ikke lyst til at røre ved ham, når han så åbenlyst hadede de personer, hun anså for at være familie. Alligevel lagde hun sin hånd i hans og tvang et smil frem.

En alliance med fjenden.

 

”Aftalen blev altså, at han kunne skaffe mig adgang til Christian, hvis jeg til gengæld kunne nå ind til ham, finde ud af, hvad hans evner præcist er, og hvor langt de rækker. Og ikke mindst, hvad hans akilleshæl er,” afsluttede Veronica sin daglige rapport.

Oliver stod og kiggede ud af vinduet, ned på gaden og alle de mennesker, der hastede forbi i deres store biler, mens hans lyttede til hende. Han stod stille som en statue med ryggen til hende og sit tænksomme ansigt gemt af vejen. Nogle gange ville hun ønske, at hun var afviger og kunne læse hans tanker. Han havde været så stille lige siden, han var kommet ind af døren.

Efter hvad der føltes som en evighed, åbnede han endelig munden.

”Han skal ikke røre dig igen.” Stemmen var blottet for sympati.

”Han har da ikke – ”

”Jeg så ham, Veronica!” Oliver vendte sig vredt mod hende. ”Jeg så, hvordan han lagde armen om dig. Jeg så, hvordan han duftede til dit hår.”

Robinson havde da ikke duftet til hendes hår. Nu var han latterlig.

”Oliver du overreagerer,” sagde hun så roligt, hun kunne. Det her måtte ikke udvikle sig. Ikke igen.

Oliver vendte sig mod ruden igen med et fnys.

”Tusind tak for roserne,” forsøgte hun med en formildende stemme og gik hen og tog fat om hans liv, lagde kinden mod hans ryg. Hvis hun nu fik mindet ham om, hvor højt hun elskede ham, hvor overilet han havde handlet på en mail, så ville han måske falde til ro igen.

Han sukkede og lagde hænderne over hendes og nussede dem.

”Jeg er bare bange for, at der skal ske dig noget, baby. Det er ikke just drømmen, at du skal arbejde sammen med sådan et kryb,” sagde han og trak vejret dybt, som for at berolige sig selv.

”Det skal nok gå. Vi får jo, hvad vi ville have fra starten. Jeg kommer ned til Christian. Det er rent held, at Robinson er dum nok til at stole på mig.”

”Det er ikke held. Det er bare menneskeligt,” lo han for sig selv. ”Det piner mig bare, at jeg ikke kan gøre det her. Det burde være mig, der tog kontakt til ham,” sagde Oliver.

”Det har vi talt om så mange gange, Ollie.”

”Ja,” sukkede han irriteret. ”Du er fantastisk til mange ting, og lige på det her punkt er jeg lykkelig over din race. Hvem skulle have troet, at jeg rent faktisk ville blive glad for, at du var menneske?” Han vendte sig over mod hende med et godmodigt smil og et glimt i øjet, som hun kendte alt for godt.

”Ikke nu,” smilede hun og kyssede ham flygtigt på næsetippen. ”Jeg har en hel del forberedelse at gøre til i morgen. Hvis jeg virkelig får mulighed for at møde ham, må jeg være klar.”

”Du er klar, Veronica. Du har læst alle hans filer igennem sådan cirka tusind gange. Du vil ikke få mere ud af dem. Spørgsmålet er, om du er klar til mig?” Han hev hende ind til sig og begyndte at kysse hende ned over halsen, hvilket fik det til at sitre lystigt i hendes krop.

”Nej, Ollie,” stønnede hun og puffede ham kærligt væk. ”Robinson var så venlig at give mig denne.” Hun hev en lille usb-pind op af baglommen. ”Det er alle filer om Christian fra katakombernes interne database. Hvis general Matos fandt ud af, at de var ude af systemet, ville han få et hjertestop.”

”Så du står lige nu med alle de informationer, der er om Christian fra katakomberne?”

Veronica smilede og daskede ham på næsen med pinden.

”Hvad laver du så her med mig? Sæt dig ned og arbejd, unge dame,” sagde Oliver med en løftet pegefinger og et lille smil.

Hun tog den bærbare computer med ind på kontoret, hvor hun kunne sidde i fred, og så Oliver i det mindste kunne hygge sig med noget fjernsyn eller en god bog, mens hun arbejdede. Han ville altid kunne læse filerne bagefter, hvilket han med garanti ville gøre.

Så snart hun satte usb-pinden i porten, poppede en menu op med 97 mapper, alle om Christian Chasedin, fange nummer 214782-19. Hver mappe var forsynet med underfiler, dagbøger. Dette ville komme til at tage meget lang tid. Men hun kunne lige så godt begynde med begyndelsen.

Christian var blevet fanget, da han var seksten. Han havde ikke gjort sig bemærket i de øvre katakomber til at begynde med, men havde til sidst modsat sig ordre, havde angrebet vagter, der var sendt ud med ham, tydeligvis for at kunne stikke af. Ingen var blevet slået ihjel. Samme dag havde han på det groveste skændet en mandlig vagt, der havde fået ordre til at vaske ham. Christian havde skubbet en lang pind så højt op i mandens bagdel, at der måtte tilkaldes en læge. Vagten vendte aldrig tilbage til katakomberne.

I afdeling R var han omgående faldet i snak med fange nummer 163886-19, Miley Humm. Da vagterne senere besluttede sig for at få, hvad de kaldte et show, var Heksen kommet efter Christian. Hun havde, som Robinson havde fortalt, fået én af sine håndlangere til at angribe Christian. Men det havde givet bagslag, og Heksen var selv blevet offer for sin egen grusomhed. Christian havde overlevet showet, selvom selveste Cantor var kommet for at byde den nye velkommen. Veronica fik en tydelig fornemmelse af, at denne Cantor var afvigernes øverstkommanderende. Christian og Cantors første møde havde været begivenhedsløst. De havde set hinanden an og var skiltes.

Christian holdt sig for det meste for sig selv, snakkede ikke rigtig med nogen – ikke andre end Miley i hvert fald. Om der var en romance i gang var usikkert, men de holdt under alle omstændigheder sammen, så snart burrerne blev åbnet til et show. Der var ufattelig mange, som ville prøve kræfter af med Christian. Han fik langsomt muget ud i katakomberne.

Og det uundgåelige skete da også. Cantor og Christian måtte krydse klinger. Om vagterne bevidst havde sat små fælder ud, for at de til sidst skulle ryge i totterne på hinanden, kunne Veronica ikke rigtig gennemskue. Om det var Cantor, der havde sendt de andre afvigere efter Chrsitan, vidste hun heller ikke, men det kunne umiddelbart godt virke sådan. Hvor om alting var, så var Christian gået derfra som sejeres herre. Cantor havde kæmpet som det bæst han var, men det havde ikke nyttet. Christian havde kastet rundt med ham, både med og uden hænder. Han havde fået ham til at krybe på gulvet, skrigende og savlende som en vanvittig. Hele seancen var meget grafisk udpenslet, og Veronica måtte til sidst rejse sig fra stolen og gå ind i stuen for at få noget luft.

Oliver sad henslængt i sofaen og så en gammel western.

”Hvordan går det med læsningen, baby?” spurgte han og så på hende med sine mørke øjne. Han rejste sig med det samme, han så, hvor bleg hun var blevet.

”Er du okay?” spurgte han og holdt hende ind til sig.

”Han er… grusom, Ollie,” hviskede hun. ”De ting han har gjort… Den vildskab, der er i ham…”

”Ja, er den ikke fantastisk,” smilede han. ”Jeg har altid vidst, at han var noget særligt.”

”Han dræbte sin egen far…” sagde hun monotont.

Oliver blinkede et par gange, inden han lagde hænderne om hendes ansigt og tvang hende til at se sig i øjnene. ”Hvad er det, du siger?”

”Michael Gibb var i katakomberne. Han havde tilranet sig magten dernede. Han gik under navnet Cantor, men når jeg krydstjekker med de relaterede filer, kommer hans rigtige navn frem. Christian dræbte ham.”

”Øjeblik.” Oliver slap hende og skyndte sig ind i soveværelset. Han kom hurtigt tilbage, bladrende i en håndskrevet journal, Linds håndskrevne profetier.

”Her er det,” sagde han så begejstret. ”Hans kongedømme vil blive grundfæstet, badet i blod og kaos. Han vil slette sin egen gren for at kunne gribe og skabe den nye verden,” citerede Oliver. Han så op fra bogen, så på Veronica med en glødende stjerne af entusiasme i øjnene.

”Det er ham,” sagde han betaget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...