Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
720Visninger
AA

4. 3

Hun havde virkelig været irriteret på turen hjem. Irriteret over Robinson, irriteret over at blive irettesat, irriteret over at blive behandlet som en lille pige. Det kunne også tydeligt læses ud af hendes notater om dagens hændelser. Selvom de selvfølgelig havde fokus på Miley Humm, var der stadig en ilter tone over dem, da hun havde beskrevet katakomberne og afvigernes forhold dernede. Hun blev nødt til at ændre dem senere, gøre dem mere objektive. Det kunne hun godt se nu, hvor der var en hel lang nat mellem hende og den udmattende dag.

Hun slukkede computeren, pakkede sin tablet ned i tasken og stillede den ud i gangen.

”Hvornår regner du med at være hjemme?” spurgte Oliver, da han kom ud fra køkkenet med en termokop. Duften af kaffe var overvældende, inden han fik skruet låget på den. Han var klædt i et stilfuldt jakkesæt, dog uden slips. Det var blevet en principsag for ham. Hun havde flere gange forsøgt at få ham til at tage ét på, men det endte altid ud i skænderier, som hurtigt kunne udvikle sig til noget værre. Klog af skade lod hun være med at kommentere det.

”Jeg regner med at være hjemme senest kl. 17,” svarede hun og tog sine flade kondisko på. Hendes påklædning var så langt fra Olivers som den kunne komme. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro, at hun var hans rengøringshjælp. Det var et bevidst valg fra hendes side: et par løstsiddende jeans, en lidt for stor, lidt for gammel og lidt for forvasket sort t-shirt. De mørke kondisko var bare med til at sætte prikken over i’et. Hun havde samlet håret i en hestehale og havde kun taget den allermest nødvendige makeup på. Mest fordi Oliver insisterede på det, men det var ingen, der skulle kalde hende prinsesse i dag.

”Fint,” smilede Oliver. ”Jeg er hjemme omkring kl. 19. Jeg har møde med banken her til formiddag, og det er ikke til at vide, hvor langt det trækker ud. Skal jeg tage mad med hjem til os?”

”Det ville være dejligt. Jeg får travlt med at skrive, når jeg kommer hjem.”

”Fino, baby. Jeg smutter. Opfør dig ordentligt i dag,” sagde han med en løftet pegefinger og en overdrevet bestemt grimasse.

”Det skal jeg nok,” lo hun.

Han kyssede hende i forbifarten og lukkede døren efter sig.

Hun tjekkede sig selv i spejlet igen, inden hun hankede op i tasken og tog den over skulderen. Opføre sig ordentligt… Modent, professionelt. Hvis Robinson kunne, kunne hun vel også. Selvfølgelig kunne hun det. Han var kun en dreng, hun var voksen. Hun ville ikke lade sig gå på af ham i dag.

Pludselig gik døren op med et brag. Det gav et sæt i hende, og hun vendte sig forskrækket mod lyden, kun for at se Oliver komme styrtende ind igen.

”Det var slet ikke nok,” smilede han, smed sin mappe på gulvet og greb fat i hende. Han skubbede hende op ad væggen, holdt hendes ansigt mellem sine hænder og tvang hendes hoved bagover, mens han grådigt kyssede hende. Taget om hendes ansigt gjorde næsten ondt. Hans krop holdt hendes fanget mod væggen, hvilket var overflødigt. Hans lidenskab var altid velkommen. Hun begravede sine hænder under hans jakke, klemte ham tættere på sig og lod sig føre med af hans vildskab.

Alt for hurtigt trak han sig væk igen, slikkede sig om læberne og trak vejret i små stød. Hans mørke øjne brændte.

”Det må holde til vi ses i aften,” sukkede han.

Helt fortumlet gispede hun efter vejret, da han forsvandt ud af døren igen. Han kunne altid feje benene væk under hende. Det havde altid været sådan. Og hun elskede det. Elskede hans vildskab, lidenskab og impulsivitet. Og nu kunne hun så få lov til at tage af sted, velvidende at hun ville vende hjem til en fantastisk aften.

Chrystleren ventede troligt på hende nede på gaden, men denne gang var det ikke chaufføren, der stod ud og åbnede døren for hende. Det var ingen anden end korporal Robinson. Han smilede og virkede oprigtig venlig stemt.

”Godmorgen,” sagde han glad, da hun satte sig ind i bilen. Han smækkede døren efter hende og skyndte sig over på den anden side.

”Godmorgen,” gengældte hun, da han lukkede døren efter sig.

”Hvad er planen for i dag, miss. Foulum?”

Det virkede mistænkeligt. Der måtte stikke noget under. Han kunne ikke bare sådan glemme deres skænderi fra dagen før. Kunne han? Hun kunne ikke, det murrede stadig i maven på hende, og bare synet af ham, antændte en lille gnist af vrede igen. Måske hun kunne provokere ham til at anerkende sin irritation. Det ville være en fin lille sejer, hvis hun kunne få ham op at køre med det samme.

”Jeg havde sådan set tænkt mig, at jeg skulle mødes med 163886-19 i dag,” prøvede hun.

”Selvfølgelig. Jeg får anrettet et rum, hvor vi kan tale med hende.” Han havde allerede sin tablet i hånden og var ved at tastede en masse oplysninger ind, men Veronica lagde forsigtigt en hånd på hans arm.

”Jeg vil gerne tale med hende alene, hvis det er muligt. I et hyggeligt lokale. Som venteværelset ved sygeplejersken.” Det måtte han da reagere på.

Og det gjorde han også. I et split sekund blev hans øjne hårde, men han skjulte det ved at smile i stedet.

”Det kan ikke blive i venteværelset,” startede han. ”Men jeg kan få dem til at flytte nogle møbler ind i observationsrummet. Der er total kameraovervågning, så jeg vil kunne se med fra sidelinjen, hvis det passer Dem, miss. Foulum.” Der var en snert af spydighed, da han udtalte hendes navn, og hun kunne ikke lade være med at fryde sig lidt.

”Det ville være fint. Kan jeg få et skrivebord derind også? Det ville lette mit arbejde en del. Og De ville bedre kunne holde øje med mig, korporal Robinson.”

”Selvfølgelig. Det vil blive Deres kontor, hvis De ønsker det,” smilede han anstrengt.

”Dejligt.”

Resten af køreturen var tavs. Hun foregav at læse i sine papirer, mens han havde umådelig travlt med at kigge i sin elektroniske kalender. Sikkert efter en date, han ikke havde, smilede hun for sig selv.

”Ankomst om fem minutter, korporal,” lød chaufførens stemme efter nogen tid.

”Tak,” svarede Robinson og begyndte at pakke sine ting sammen. Veronica gjorde det samme.

Nedstigningen til katakomberne var igen ledsaget af tre vagter med enorme maskingeværer. Det var noget hun nok aldrig ville vænne sig til. Robinson var med garanti også bevæbnet, men han havde dog så meget pli, at han ikke gik og skiltede med det. Selvom han var irriterende, havde han dog en vis opdragelse.

Han ledte vejen hen til kontrolrummet, hvor samtlige monitorer viste et mennesketomt lokale. Hver kvadratcentimeter var dækket af kameraernes evigt vågne øjne. Det ville ikke være muligt at skjule sig nogen steder i rummet. Det skulle dog lige være under det store skrivebord, der var blevet placeret i den ene ende af lokalet. Der var en tilhørende computer og stol. I den modsatte ende var der et lille sofaarrangement, holdt i varme farver, som føjede til det hjemmelige præg som lokalet havde fået. Der var tilmed et par flotte, grønne planet i store krukker på gulvet, og der var desuden allerede sat en kande kaffe ind og nogle kopper, så der var klar til, at hun kunne modtage gæster.

Veronica var positivt overrasket over, hvor meget de havde gjort ud af det. Det så jo helt rart ud. Mon ikke hun nok skulle kunne tale med Miley her, og forhåbentlig vinde hendes tillid, skønt det første møde havde været katastrofalt.

”Jeg vil sidde herinde og holde øje med, hvordan samtalen med 163886-19 går. Hvis der sker det mindste mistænkelige, kommer jeg ind og stopper jer,” sagde korporalen med en hård mine.

”Det er meget fint, korporal,” smilede Veronica og mente det faktisk denne gang. Han gjorde sit arbejde nu, uden at spænde ben for hendes.

”Denne vej,” sagde han og ledte hende hen til det, der nu var blevet hendes kontor. Det så endnu mere indbydende ud, når man rent faktisk var i rummet, i stedet for bare at se på det gennem en skærm. Hun noterede sig hurtigt, at det var et lille kamera i hvert hjørne af rummet lige under loftet. Total overvågning. Fint nok. Hvis det kunne få Robinson til at slappe lidt af, var hun helt med på at blive holdt øje med konstant.

”Det er meget, meget fint det her,” sagde hun og satte sig over i sin nye kontorstol. Den var blød og rar. Forsigtigt kørte hun en hånd hen over computerens tastatur, bare lige for at få en fornemmelse af knapperne.

”Der er ikke adgang til internettet på den,” forklarede Robinson. ”Det interne netværk kræver en kode, som De selv skal ind og lave, første gang De bruger det. Start med at logge på med denne her.” Han gav hende en lille lap papir, som hun lagde i den øverste skuffe.

”Jeg vil gå hen og få hentet 163886-19 op til Dem, miss. Foulum, medmindre der er andet, De vil spørge om, inden jeg går?” Han var utrolig høflig. Måske endda ligefrem så meget, at man kunne begynde at synes om ham…

”Jeg vil gerne undskylde for min opførsel i går,” sukkede hun så. Hun kunne lige så godt få startet på en frisk.

Der gik et øjeblik, hvor han gloede mistænkeligt på hende, men så blødte han op og smilede varmt. ”Jeg accepterer Deres undskyldning, hvis De accepterer min.”

”Den er accepteret.”

Han nikkede en enkelt gang, inden han forlod rummet.

 Så dykkede hun ned i tasken og fandt sin diktafon frem. Den skulle skjules, så Miley ville tale lige som hun plejede, så der ikke var noget kunstigt over det. Veronica vandrede lidt frem og tilbage i rummet, men flyttede så til sidst lidt rundt på en plante og lagde diktafonen i den. Nu håbede hun bare, at den ville fange lyden godt nok; der ville ikke blive mulighed for at gøre det om. Hun fandt sin tablet frem og lagde den sammen med sine papirer med spørgsmålene på bordet, der stod mellem de lune sofaer.

Lige som hun skulle til at sætte sig, blev der banket på døren.

”Kom ind,” hørte hun sig selv sige med hul stemme. Hold op, hvor var hun nervøs. Hun havde bedt om lov til at være alene med en afviger, en potentiel dræber, og nu fik hun det altså som hun ville. Det var skræmmende at tænke på, at hvis Miley ville, kunne hun sætte selvmordstanker i gang hos Veronica. Og ville de så stadig rumstere, når hun vendte hjem? Hvor rodfæstede ville den følelse være?

Døren blev åbnet og en snavset, ildelugtende sky kvinde blev trukket gennem den af tre bevæbnede vagter. Hun var lænket på hænder og fødder, hvilket gjorde hendes gang besværet. Med meget fast hånd blev hun sat ned i den ene sofa. Hun forholdt sig fuldstændig tavs og så ned i gulvet hele tiden.

Robinson kom hen til Veronica, stillede sig med ryggen til afvigeren og lagde munden til Veronicas øre.

”Den mindste smule ballade, og jeg stopper hele seancen,” hviskede han.

”Er lænkerne nødvendige?” hviskede hun tilbage.

”Miss. Foulum, nu skal De ikke til at være besværlig igen.”

Nej, nu var de lige kommet om bord på samme båd. Der var ingen grund til at få den til at vippe igen. Så hun gav ham et kort sigende blik, hvorefter han tog sit vagthold med sig ud på gangen.

Veronica stod lidt og så på kvinden i sofaen. Hvordan skulle man dog starte sådan en samtale? Hun havde gjort sig mange tanker om det, men nu hvor afvigeren var inden for rækkevidde, anede hun ikke, hvad der var blevet af hendes stemme.

”Mit navn er Veronica Foulum,” startede hun hæst og satte sig i sofaen overfor Miley. ”Vil du have noget kaffe? Noget vand?”

Miley kigge forsigtigt op på hende med et forundret blik, men rettede det så ned mod gulvet igen, mens hun rystede på hovedet.

”Sig til, hvis du ombestemmer dig,” fortsatte Veronica og forsøgte at lyde så venlig og naturlig som mulig. Det var svært at sidde overfor det, der lignede en knækket kvinde. Hele hendes holdning var så modbydelig underdanig, at det var til at få kvalme over. Og hvis ikke den kunne gøre det, skulle stanken omkring hende nok hjælpe til.

”Jeg er psykologistuderende på Facer. Jeg er ved at være færdig, men mangler min sidste afhandling. Jeg er her derfor for at undersøge folk med specielle særpræg som dig, finde ud af, hvad det er, der gør jer så unikke,” forklarede hun.

Der var stadig ikke andet end tavshed fra Miley.

”Jeg har en række spørgsmål, som jeg godt vil have lov til at stille dig, hvis det er i orden?”

Nu kiggede hun op, mødte Veronicas blik, der blev gennemboret af de grønne øjne.

”Har jeg noget valg?” kvækkede Miley forsigtigt. Lige idet hun havde sagt det, vendte hun ansigtet mod gulvet igen, tydeligvis skræmt over sit eget lille rebelske udbrud.

”Ja. Du kan til enhver tid sige fra. Jeg vil ikke tvinge dig til noget.” Veronica blev lidt foruroliget over, at kvinden sådan uden videre regnede med, at dette var obligatorisk. Veronica ville intet få ud af dette samarbejde, hvis ikke Miley selv ville være med. Tillid var nøglen.

Miley stirrede forbavset på hende. En mærkelig sitrende følelse bredte sig i Veronica, følelsen af at blive set på som et menneske. Den kom ganske givet fra Miley, selvom kvinden ikke så ud til at være bevidst om, at hendes sindsstemning lige nu smittede.

”Må jeg begynde på mine spørgsmål?” spurgte Veronica forsigtigt uden at tage blikket fra Miley, der langsomt nikkede.

”Godt. Tak,” smilede Veronica. ”Hvad er dit navn?”

”163886-19. Eller Røde. De kalder mig Røde i cellerne. På grund af mit hår. Når jeg lige er blevet vasket, er det helt rødt,” smilede hun forsigtigt.

Lige nu så håret mest af alt sort ud, og tanken om, hvor mange lag snavs, der lå på kvinden, gjorde næsten Veronica ør.

”Hvad er dit rigtige navn?”

”Det mine forældre gav mig?”

”Ja.”

Hun trak på skuldrene.

”Hvis jeg nu siger, at du hedder Miley…?” sagde Veronica.

”Miley!” Det var næsten som at se et lys blive tændt i hendes grønne øjne. De lyste klarer nu.

”Miley Humm.”

”Ja, det er mit navn,” smilede Miley genert. ”Tænk, at jeg kunne glemme det…”

”Hvor gammel er du, Miley?” fortsatte Veronica.

”Mere end atten,” lo Miley hånligt.

”Syvogtredive.”

”Det lyder nok meget rigtigt.” Hun trak på skuldrene.

”Hvor længe har du været her i katakomberne?”

”Aner det ikke. Jo, vent lige… Jeg var ti, da de…” Hun begyndte at tælle på fingrene. ”Så må det jo være syvogtyve år.” Hun lød ikke videre chokeret.

”Hvad er dine afvigerevner?”

”Det står sikkert i de fine papirer, du har til at ligge på skrivebordet derovre.”

”Ja, men jeg vil gerne høre dig selv forklare dem. Med dine egne ord,” smilede Veronica.

”Jeg smitter,” svarede Miley tørt. ”Jeg kan ikke holde mine følelser for mig selv. Ikke altid i hvert fald. Jeg kan for det meste styre dem, så jeg selv vælger, hvilke signaler jeg sender ud, men nogle gange bliver jeg så overrasket, så overrumplet, at jeg ikke når at skærme dem af for andre.”

”Hvor gammel var du, da du fandt ud af det?”

Miley lænede sig frem, lagde hovedet lidt på skrå og så indgående på Veronica.

”Han ved godt, du er her,” sagde afvigerkvinden så med et lille, venligt smil.

”Undskyld?” sagde Veronica overrasket. ”Hvem ved, jeg er her?”

”Christian.”

Det ene ord bankede sig vej gennem hendes øregang, gennem hendes hjerne, der var gået midlertidigt i stå og hele vejen ned til hjertet, hvor det lagde sig tungt til rette.

”Christian?” Veronica forsøgte at spille dum.

”Christian Chasedin, afviger nr. 214782-19. Du tror da ikke for alvor på, at din lille optræden i går gik upåagtet hen? Han ved alt om, hvad der foregår i katakomberne.”

”Hvorfor fortæller du mig det?”

Miley trak på skuldrene, men hendes blik veg ikke en tomme.

”Burde jeg vide, hvem han er?”

”Han ved i hvert fald, hvem du er.”

Pis. Det var ikke meningen, han skulle vide, hun var her – ikke endnu. Det var ikke meningen, at han skulle kunne huske hende. Og hvad værre var, så sad Robinson lige nu og lyttede med. Han måtte ikke få nys om hendes sande intentioner. Det ville ødelægge alt.

”Og hvem siger han så, jeg er?” spurgte hun lidt ligegyldigt.

”En gammel klassekammerat. Fra gymnasietiden.”

”Jeg husker ingen Christian fra min gymnasietid,” smilede hun undvigende.

”Det sagde han, at du ville sige,” grinede Miley muntert.

Selvom Veronica sad og løj hende direkte op i ansigtet, virkede hun ikke til at tage det ilde op. Hendes lattermildhed smittede til gengæld af på Veronica, der måtte tvinge sig selv til ikke at grine sammen med hende. Afvigerens evner rakte dybt.

”Han sagde også, at du sikkert ville lukke fuldstændig af, når jeg nævnte ham. Har I været kærester?” Spørgsmålet kom spontant fra Miley. Der var en teenagepige begravet i hende, som ikke havde fået lov til at eksistere i katakomberne. Det var tydeligt, at denne teenager nu så frem til en god omgang sladder at kunne gå videre med. Måske det kunne bruges til en fordel.

”Nu skal du høre, Miley. Jeg svarer på dine spørgsmål, hvis du svarer på mine. Hvad siger du til det? Vi skiftes.”

”Okay,” smilede afvigeren og satte sig så meget til rette, som lænkerne tillod. ”Har du været kæreste med Christian?”

”Den eneste kæreste jeg havde i gymnasiet, var Oliver. Vi er stadig sammen. Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du var anderledes?”

”Aner det ikke. Måske otte. Måske fem. Der gik i hvert fald lang tid, inden jeg fortalte det til mine forældre. Og jeg skulle nok bare have holdt min mund. Hvordan har du fået adgang til katakomberne?”

”På samme måde, som alle får adgang til det, de vil have; jeg kender nogen, som kender nogen,” smilede Veronica.

”Din bedstefar?”

Det ramte hende hårdt. Hun tabte helt pusten, glemte at trække vejret, men stirrede bare forbløffet på Miley, der sad ganske roligt overfor hende. Der var ikke antydningen af skjulte motiver ved hende. Det havde virkelig bare været et regulært spørgsmål, som hun gerne ville have svar på. Men hvordan kunne hun vide…?

”Hvor ved du det fra?” stammede Veronica lamslået.

Miley smilede overbærende og lænede sig frem. ”Det var ikke min mening at bringe dig ud af fatningen, miss. Foulum. Jeg stiller bare de spørgsmål, jeg har fået besked på.”

”Besked på?” Det hele snurrede rundt for hende.

”Af ham,” smilede Miley.

Nej, det blev for meget. Han kunne ikke vide så meget om hende. For himlens skyld, de havde ikke set hinanden siden den aften, hvor han var blevet pågrebet. Det var tolv år siden. Hvordan kunne det her løbe så meget af sporet? Det var jo hende, der skulle styre den her samtale. Hende, der havde planlagt det hele til mindste detalje. Hvorfor føltes det så som om, det hele smuldrede mellem fingrene på hende? Hvorfor følte hun det som om, det var hende, der var underlagt en undersøgelse? Det kunne ikke være rigtigt.

Samtalen måtte slutte nu, hvis ikke hun skulle tale over sig, så hun rettede blikket mod det nærmeste kamera, og to sekunder efter blev døren åbnet, og Miley blev trukket op at stå af to vagter. Robinson fulgte i deres kølvand.

”Undskyld, miss. Foulum,” sagde Miley højt, mens hun blev ført ud af lokalet.

Veronica kunne ikke få vejret. Hun måtte ud, have rigtig frisk luft.

”Er De okay, miss. Foulum? De ser noget bleg ud.” sagde Robinson. Hans stemme var sløret. Havde han drukket?

”Jeg har det fint,” snøvlede hun selv. Hvorfor lød hun sådan? Hendes stemme rungede mod væggene. Og hvorfor begyndte de at dæmpe lyset? Hvad skulle det gøre godt for? Hun stirrede direkte på korporalen og ville spørge ham, men tungen ville ikke rigtig fungere, det var som om den sov. Lige som hendes fingre, hendes hænder. Og ben. Selvom alt blev slørret, var hun bevidst om, at benene gav efter under hende, og hun mærkede et par stærke arme omkring sig inden alt blev fuldstændig sort.

 

Der duftede af kaffe. En velkendt aroma, som hun lige nu ville ønske, hun havde mellem hænderne. Varmen fra bryggen ville helt sikkert få hende på ret køl igen. Hele kroppen var så tung. Det snurrede stadig lidt i den, men slet ikke, som det havde gjort for et øjeblik siden. Og hendes hørelse var også vendt tilbage igen. Hun kunne høre stemmer nu, hun kunne skelne dem fra hinanden.

”… hun vil,” hørte hun Robinson sige. Hans stemme, hvor irriterende og snerrende, den end var, var lige nu en kærkommen lyd. Den var velkendt.

”Men De må vente, til hun er frisk igen, korporal. Det er ikke noget, jeg ønske at diskutere yderligere. Vent udenfor.” En meget bestemt kvindestemme, efterfulgt af trodsige støvletramp og en dør, der blev smækket.

Veronica besluttede sig for at åbne øjnene og se nærmere på sine omgivelser. Og hun fandt sig selv i et rum, hun havde været i tidligere. Det var det samme sted, som bedstesygeplejersken havde foretaget den meget gennemgribende kropsvisitering. Et helt neutralt rum, malet i lyse farver, med en hulens masse skabe, der kunne rumme alverdens medicinske remedier, og en hel del bordplads til at sortere og ordne sine remedier på. Veronica lå på briksen, der var betrukket med sort læder. Hun havde fået et tæppe lagt over sig, hvilket var overflødigt. Der var rigeligt varmt i katakomberne. Forsigtigt rejste hun sig op på albuerne, men måtte se sig besejret af svimmelheden og lagde sig hurtigt ned igen.

”Er De vågen, miss. Foulum?” smilede bedstesygeplejersken og kom hen til hende. Hun tjekkede hendes puls, så hende i øjnene, mens hun lyste i dem med sin lille lommelygte. ”Hvordan har De det?”

”Jeg er lidt svimmel,” svarede Veronica og var helt glad for at høre sin egen stemme være normal igen.

”Jeg finder noget vand til Dem. Øjeblik.” Og så var sygeplejersken væk fra hendes synsfelt.

Loftet var da egentlig også meget interessant at kigge på. Det var udformet af små kvadratiske plader. Gad vide, hvor mange der var deroppe? Hun nåede ikke at tælle færdig, før plejersken kom tilbage.

”Prøv at komme op at sidde, miss.”

Veronica lagde sig, langsomt denne gang, op på albuerne, inden hun varsomt svingede benene ud til siden. Bedstesygeplejersken støttede hende hele vejen op. Hun blev rakt et glas meget koldt vand, som hun drak i én mundfuld. Først da hun var begyndt på det, kunne hun mærke, hvor tør hendes mund faktisk var.

”Jeg finder noget mere,” smilede plejersken.

”Tak.”

Da hun kom tilbage, havde hun en hel kande med.

”Hvad skete der?” spurgte Veronica, mens hun arbejde på at tømme det nye glas.

”De fik et ildebefindende og besvimede.” Plejersken satte sig ned på en kontorstol overfor hende.

”Hvor lang tid var jeg væk?”

”En lille times tid.”

”En time?” udbrød hun overrasket. Hun havde det som om, hun lige havde talt med Miley.

”Det er ikke noget, der er sket for Dem før?”

”Nej, aldrig. Hvad skyldes det?”

”Det kan være så mange ting, søde,” smilede plejersken. ”Men Robinson sagde, at De lige forinden havde haft en samtale med en afviger. Kunne De mærke, om De blev påvirket af den pågældende afviger?”

”Jah,” tøvede Veronica og tænkte efter. Miley havde godt nok overført sin glade stemning til hende, men det kunne ikke være det, der havde gjort hende så dårlig. Det måtte have været tanken om, hvor meget Christian allerede vidste, tanken om, hvor meget hun ville komme til at røbe overfor Robinson, hvis samtalen med Miley fortsatte, tanken om, hvor let alting kunne gå galt.

Hun begyndte at blive svedig og svimmel igen, og skyndte sig at drikke endnu et glas koldt vand.

”Er De okay, miss. Foulum?”

Hun nikkede ivrigt. Hun ville ikke besvime igen.

”Det var heldigt for Dem, at korporal Robinson var der, til at gribe Dem,” smilede plejersken og stak et termometer i øret på hende uden advarsel. Det gjorde ikke ondt, men hun blev lidt forskrækket.

”Havde det ikke været for ham, havde De sikkert slået hovedet ned i et bord eller lignede, og så havde det været et helt andet drama, vi skulle tage stilling til,” snakkede bedstesygeplejersken, mens hun fortsatte over til det andet øre.

Veronica kunne godt huske følelsen af de stærke arme, der havde lagt sig rundt om hende. Det var forbløffende at tænke på, at de arme tilhørte den irriterende soldaterdreng. Han så ikke ud til det, men var tydeligvis langt stærkere, end man lige regnede med. 

”Han vil gerne tale med Dem, inden De forlader stedet,” forklarede sygeplejersken. ”Jeg har bedt ham vente udenfor, indtil De er klar.”

Veronica nikkede langsomt. Han ville sikkert bare lige sikre sig, at hun var okay, inden han fulgte hende hjem. Han ville sikkert bare lige høre, om hun ville være frisk nok til at komme i morgen. Han ville sikkert bare… Pis. Han ville sikkert høre, hvad al den snak om Christian skulle til for. Han ville have at vide, hvad hendes forbindelse til ham var.

”Jeg har det fint,” smilede hun og nikkede en enkelt gang lige som for at forsikre sig selv, at det var rigtigt.

”Okay. Så henter jeg korporalen ind.” Plejersken gik over og lukkede Robinson ind, mens hun selv forlod rummet.

Robinson så om muligt endnu mere sammenbidt ud end tidligere. Han tog plads i kontorstolen overfor Veronica og kiggede indgående på hende i lang tid, inden han åbnede munden. ”Hvordan har De det?”

”Fint,” smilede Veronica, skønt hænderne var svedige af nervøsitet.

”Det var godt,” smilede korporalen tilbage. ”Så kan De måske fortælle mig, hvad den samtale med 163886-19 egentlig gik ud på.”

”Hvad mener De?” spurgte hun påtaget forundret. Hun håbede bare, at han ikke ville opdage det.

”Jeg mener, miss. Foulum, den samtale, der pludselig viste sig, at dreje sig om afviger nummer 214782-19. Christian Chasedin.”

”Jeg ved ikke, hvorfor Miley syntes, vi skulle tale om en anden afviger. Det må være en form for forsvar. Så hun slipper for at tale om sig selv. Hvis hun bliver bedt om at fremkalde minder, som er alt for hårde at håndtere, kan det være en måde at –”

”Stop.”

Det ene ord efterfulgt af hans brændende blik, var mere end rigeligt til at bremse hendes talestrøm.

”Der er ingen kameraer her, ingen skjulte mikrofoner. Kun dig og mig.”

Var det en trussel? Mente han, at han ville kunne tvinge sandheden ud af hende, uden at hun kunne tilkalde hjælp? Han havde bevist, han var stærk nok til at kunne overmande hende, hvis han ville. Han var helt sikkert også stadig bevæbnet. Hun sank den klump, der havde samlet sig bagerst i halsen.

”Jeg kender ikke din egentlige dagsorden, og det tror jeg heller ikke general Matos gør. Jeg ved ikke, hvorfor du har valgt at komme ned til det her gudsforladte sted, men der må helt sikkert være en god grund. Og sig ikke, at det er for at hjælpe os med at finde de forpulede psykologiske kendetegn, så vi kan skelne afvigere fra mennesker. Det her stikker dybere.”

Han var altså langt mere observant, end hun havde troet. Satans også. Men hun ville ikke fortælle ham noget. Hun blev nødt til at holde sig til den historie, de havde fundet på. Hun var der for at skrive en afhandling, for at undersøge de fælles karakteristika for afvigere.

”Korporal Robinson, jeg ved ikke hvad det er, De forsøger at beskylde mig for, men –”

”Lad nu være,” afbrød han hårdt og sukkede, da hun ikke lod sig betvinge af hans stålsatte blik, men bare fortsatte med at stirre tilbage, Han rejste sig og begyndte at gå rundt i lokalet som en løve i bur.

”Vær ærlig overfor mig, Veronica,” sagde han næsten bedende. ”Kender du Christian Chasedin?”

Hun valgte at holde mund.

”For hvis du gør, kan du måske hjælpe.”

Hun blinkede forbavset. Han var stoppet op ved hende, og hans blik var vasket rent for al den irritation, der normalt lyste ud af dem, når han kiggede på hende. 

”Hjælpe?” fremstammede hun.

Robinson satte sig ned igen overfor hende, trak stolen helt hen til hende. ”Svar mig først. Kender du Christian Chasedin?”

Det kunne muligvis være en fælde, men der var noget ved hans øjne, der havde forandret sig. I stedet for kulde, så hun nu gnisten af et lille håb. Han vidste noget, som han ikke kunne holde inde længere. Han vidste noget om Christian.

”Ja,” sagde hun stille. ”Ja, jeg kender ham.”

I et kort øjeblik var det som at svæve i limbo. Det kunne gå begge veje. Korporalen kunne knuse hende nu, stoppe hendes arbejde i katakomberne, som knapt nok var gået i gang. Eller han kunne uvidende komme til at hjælpe hende. Hun håbede inderligt på det sidste.

Så smilede han pludselig og åndede tungt ud. Han havde lige som hende holdt vejret. Bortset fra at hun stadig var ved at blive blå i hovedet.

”Og du kender ham fra gymnasiet? Fra før han blev smidt herned?” spurgte han lettet.

Hun nikkede forsigtigt. ”Hvad skal du bruge hjælp til?” spurgte hun. Nu måtte han også byde lidt ind med noget.

Hans smil blev mere underfundigt, mens han langsomt rejste sig. ”Klokken er mange, miss. Foulum. De skal til at hjem.”

Hvad fanden var det nu for noget? Var han alligevel ude på at snyde hende? Havde hun, uden at ville det, talt over sig?

Robinson åbnede døren og gestikulerede, at hun skulle følge med. Det gjorde hun uden at kommentere det. Men følelsen af at være blevet røvrendt ville ikke slippe hende. Han havde virket så oprigtig, da han havde sagt, at han havde brug for hendes hjælp, selvom hun selvfølgelig ikke med sikkerhed vidste, om man kunne stole på ham.

Han førte hende hele vejen op ad trappen, ud gennem det dobbelte hegn og ud til Chrystleren, som allerede holdt og ventede på dem. Han åbnede galant bagdøren for hende og smilede venligt, da hun sendte ham et blik, som hun ønskede ville forbande ham langt ned i helvedet.

Han satte sig over ved siden af hende på bagsædet og begyndte at rode med sin tablet, præcis som han havde gjort det om formiddagen.

Bilen satte i bevægelse.

”Hvornår skal jeg hente Dem igen, miss. Foulum?” spurgte han og så venligt på hende. Deres samtale om Christian kunne overhovedet ikke spores i hans ansigt eller i hans stemme.

”I morgen ved samme tid,” sagde hun prøvende. Hun kunne ikke skjule sin frustration som han, så hendes stemme dirrede en smule, og hun kunne ikke taget øjnene fra ham. Han måtte da give hende en smule, bare lidt, så hun havde en idé om, hvad det var han gik og rugede over. Hvis han da havde noget at ruge over. Hvis det da ikke bare havde været en fælde lige fra starten. Måske havde han bedt Miley om at stille de spørgsmål. Måske var det direkte ordre fra selveste general Matos; han ville vide, hvorfor hun i starten havde insisteret på at komme ind og snakke med Christian.

”Meget fint. Jeg er ved Deres lejlighed kl. 8.30.” Han så faktisk venlig ud. Han åbnede døren for hende, da de vendte tilbage til bygningen, hvor hun og Oliver boede.

”Det har været en begivenhedsrig dag, miss. Foulum. Få en god nattesøvn, når De kommer så langt.. I morgen bliver mindst lige så spændende.” Han gav hende rent faktisk hånden, og han kom med et ekstra klem, lige inden han slap den igen. Derefter satte han sig ind i bilen og kørte væk.

Lejligheden var tom. Oliver måtte stadig være på arbejde. Hun kiggede på uret i gangen. Den var også kun 16.20. Hun var hjemme en del tid før planlagt. I stedet for at gå i gang ved computeren, valgte hun, at tage et bad. Robinson havde haft ret i at dagen havde været begivenhedsrig. Og informationsrig. Lidt for meget til at hun kunne blive ved med at rumme det i hovedet. Badet ville hjælpe hende med at slappe lidt af, med at få samling på alle de mange input, så hun bedre kunne skrive nøgternt og objektivt, når hun satte sig ved skærmen.

Der gik noget tid, inden karet var fyldt, så hun tændte for fjernsynet og zappede hurtigt gennem en masse kanaler uden egentlig at finde noget. Nyhederne var det eneste, som hun kunne holde ud at se på, men der var ikke rigtig sket noget af betydning. En ældre dame havde anmeldt sit barnebarn for at være afviger, og hun blev nu belønnet med en æresmedalje fra borgmesteren i den lille by, hvor hun boede. Tragisk, at man vendte sig mod sine egne på den måde.

Så snart vandet var klart, lod hun sig synke ned i den flydende varme, der straks begyndte at vaske tankerne lidt bort. Hun lukkede øjnene og slappede fuldstændig af.

Kysset vækkede hende. Det var ikke andet end et hurtigt, flygtigt kys, men hun slog forskrækket øjnene op. Det var ikke mening, at hun skulle sove. Hun lå stadig i badet, vandet var begyndt at blive koldt, men hun var åbenbart faldet i søvn alligevel.

”Hej, baby,” smilede Oliver og strøg hende over håret.

”Åh, Ollie,” sukkede hun, da den værste forskrækkelse havde lagt sig. ”Jeg fik et chok.”

”Det er farligt at sove i badet.”

”Ja, det var heller ikke med vilje. Ræk mig lige håndklædet.”

Hans smil var ikke til at tage fejl af. Han rejste sig, tog håndklædet og tog det med sig ind i stuen.

”Ollie,” lo hun. Det var dejligt at kunne le ubekymret. ”Jeg kommer til at dryppe på gulvtæppet,” råbte hun efter ham uden at få nogen som helst reaktion. Så måtte hun jo bare dryppe.

”Du har fået en mail, baby,” lød det inde fra stuen.

Hun havde hørt computerens lille ding. ”Jeg kommer lige så snart jeg har tørret mig - i toiletpapir.” Hvilket ville tage lang tid. I stedet ville hun smutte ind i soveværelset og ligge sig i hans side af sengen, drivvåd. Så kunne han få det for det.

Hun havde ikke andet end lige rejst sig, før Oliver kom ud til hende igen. Hun nåede ikke at bemærke raseriet i hans ansigt, før den første lussing ramte hende på venstre kind. Den kom så uventet og hårdt, at hun væltede ned på knæ. Så fulgte den næste, som slog hende helt ned på gulvet.

”Hvem er Jack?” råbte Oliver vredt.

Hun kunne ikke nå at samle tankerne om spørgsmålet, inden der blev plantet et spark i siden på hende.

”Svar mig, Veronica!”

”Jeg ved ikke…” hostede hun.

”Hvem helvede er Jack Robinson?” Vreden var iskold og skarp. Spørgsmålet nåede ikke ind til hende, inden hun krøllede sig sammen, klar til endnu et spark, men det kom ikke. Til gengæld hev han fat i hendes hår og trak hende op på knæ og hen til badekaret, hvor han brutalt tvang hendes hoved ned under vandet.

Det stak i øjnene, det buldrede for ørerne, det sved i hovedbunden, hvor han havde alt for hårdt fat. Hun stemte imod karets kant med begge hænder, sparkede ud med benene, men det hjalp ikke. Han var alt for stærk for hende, det vidste hun godt, men kroppen reagerede alligevel, den ville ikke give sig uden kamp.

Han hev hende bagover, og hun gispede hurtigt efter vejret. Han var ikke færdig. Slet, slet ikke færdig. Så hun gjorde, som hun havde gjort så mange gange før; hun fandt ind i sig selv, holdt om sit sind og forstillede sig hen til et andet sted, mens kroppen gjorde arbejdet og tog imod de mange slag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...