Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
739Visninger
AA

26. 25

Hvorfor blev han så? Hvis han godt vidste, at det hele var en fælde, hvorfor i alverden blev han så her med hende?

”Du må væk, Christian. Løb!” Hun bakkede væk fra ham, i håb om at han ville komme til fornuft og skynde sig væk. Men han fulgte roligt efter hende, rakte ud efter hendes hånd og tog den i sin.

”Det bliver ikke uden dig, elskede,” sagde han og så på hende med de blå øjne, der fik hele hendes verden til at standse.

”Det –” Hun nåede ikke længere før det myldrede ind med kampklare soldater, der alle rettede deres våben mod Christian.

”Slip hende, Chasedin!” blev der råbt oppe fra tribunen, hvor flere soldater stormede frem. Jack stod med sit eget våben rettet mod afvigeren – i behørig afstand.

Christians øjne blev smalle. Han rettede sig op og vendte fronten mod Jack. Selvom de var langt fra hinanden, var det tydeligt, at Christian let kunne pege Jack ud blandt de mange uniformer.

”Korporal Robinson,” smilede han med hån i stemmen. Han trak Veronica om bag sig.

”Slip hende, Chasedin, eller vi åbner ild,” råbte Jack. ”Dette er din eneste advarsel.”

Christian så fra Jack til Veronica og tilbage igen. Han fastholdt sit greb om hendes hånd. ”Var planen ikke at gøre det under alle omstændigheder?” lo han op mod sin modstander.

”Christian,” forsøgte Veronica forsigtigt. ”Giv slip og gå stille og roligt herfra.” Af en eller anden grund kunne hendes samvittighed ikke udholde tanken om, at der skulle ske ham noget – og endnu værre, at det ville være på grund af hende.

Han så undrende på hende. ”Min skønne Veronica. Det bavl tror du ikke engang på selv.”

Det smertede hende, at han havde ret. Det smertede endnu mere, at han kunne se så tydeligt igennem hende. Hvor dumt et forslag var det ikke også? Hvis han i forvejen vidste, at der var folk klar til at angribe ham, så viste han også, at de selvfølgelig ikke sådan uden videre ville lade ham gå.

Han trak hende ind til sig og så spotsk op mod Jack. ”Hun er min!”

I det samme blev samtlige våben affyret. Hans direkte trods var det grønne flag alle havde ventet på. Veronica krøb så meget ind til Christian, som fysikkens love tillod, mens hun skreg og holdt sig for ørerne. Hun var ikke klar til at dø.

Christian holdt hende roligt ind til sig, bøjede sig ned over hende og hviskede hende i øret: ”Der kommer ikke til at ske dig noget.”

Forundret så hun op i hans fortryllende blå øjne, og troede på ham. Troede virkelig på, at han ville passe på hende, ligegyldigt hvad – også selvom kuglerne halede ned om ørene på hende.

”Se dig omkring,” sagde han med sit skæve smil.

Og ganske forsigtigt – målløs over, at hun endnu ikke lå blødende på græsset – så hun op. Lige ud for dem, inden for deres rækkevidde, svævede alle de affyrede skud, og stadig flere kom til. Hun kunne svagt høre brag, kunne svagt fornemme den råben og skrigen, der var omkring dem, men det var som om alle lyde var blevet begravet under en dyne.

”Kom med,” sagde han roligt, tog hendes hånd igen og begyndte at føre hende ud mod arenaens udgang. Kuglerne veg for dem, så snart de bevægede sig frem, og Veronica kunne kun se forundret til.

Den første soldat, der stod i vejen for dem, blev fjernet med et enkelt vink. Han blev flået til side af en usynlig kraft, og ramlede sammen med en del af sine kollegaer, der alle tumlede om på plænen.

Christians manipulation af sine omgivelser, fik det hele til at foregå i slowmotion. Selvom Veronica udmærket vidste, at det var krig for fuld udblæsning, havde hun svært ved at satte det i det rette perspektiv, når det hele bare lignede noget fra en film.

Med hans hånd om sin blev hun ført ud af arenaen uden nogen som helst problemer. De soldater, der stod klar til modtage dem, ventede i stilhed med deres våben klar til at finde deres mål.

Christian gjorde klar til at fjerne dem, havde allerede hævet hånden, men stoppede så midt i sin bevægelse, da en velkendt og savnet skikkelse kom til syne.

Leo nærmede sig med begge hænder løftet over hovedet i tydelig overgivelse. Hans bevægelser var lige så langsomme, som resten af verdenen så ud til at være, men selve hans tilstedeværelse var nok til at bremse Christian – foreløbig.

Veronica gjorde mine til at tage et skridt over mod sin ven, men Christian strammede sit greb om hendes hånd og holdt hende tilbage. Øjeblikket efter var Leo fri af de usynlige bånd, der bandt ham fast til omverdenens håbløse træghed og var pludselig blevet en del af den boble som Veronica befandt sig i. Han så smilende på hende, rakte armene ud, klar til at kramme hende.

”Stop.” Christians ene ord var en smældende lussing, der standsede Leo midt i et skridt.

”Tag det nu roligt,” sagde Veronica i et bedende tonefald. Hendes intuition sagde hende, at dette ville være sidste gang hun så Leo, og hun ville gerne kunne sige ordentlig farvel til ham, inden hun forsvandt med Christian. Der var pludselig ingen tvivl om, at han ville slippe levende fra det her, uden problemer, og tage hende med sig. Han var alt for stærk. De havde totalt undervurderet ham, og det måtte de bøde for nu. Og underligt nok, var hun på en eller anden måde lettet over, at hun ikke kom til at stå med hans død på hænderne.

”Du skal ikke forsøge at overtale hende, til at gå fra mig igen,” sagde Christian roligt, men med et iskoldt blik på Leo.

”Nogle gange ville det være lettere, hvis ikke du kunne læse mine tanker,” svarede Leo bare med et lille smil.

”Christian,” sagde Veronica og lagde en hånd på den arm, der holdt hende fast. ”Det er okay.”

Den safirblå ild, der brænde i hans øjne var uhyggelig, og fascinerende på samme tid. De krævede hendes fulde opmærksomhed, så hun næsten glemte, at Leo var lige overfor dem.

”Jeg overlever ikke, hvis du forlader mig igen,” sagde Christian med ængstelig stemme.

Hun troede ham.

”Veronica,” sagde Leo, og hun måtte bevidst tvinge sit blik væk fra Christian. ”Tingene er ikke altid som de ser ud til. Husk på det.”

”Hvad mener du, Leo?” Christians blik brændte stadig på hende, hans greb om hendes hånd var stadig intakt, men det var som om Leos ord havde rykket ved noget i hendes fornuft, så hans intensitet ikke var helt så dominerende.

”Du ved godt, hvad jeg mener,” smilede Leo. ”Og du ved godt, hvad du bliver nødt til at gøre.”

En dyb, dyrisk knurren meldte sig ved siden af hende. Christians blik havde flyttet sig fra hende, og brændte sig nu fast på Leo.

”Hvis du har dit liv kært, så klapper du i nu,” brummede han.

Leo løftede sit blik og mødte hans. ”Hvor længe holdt du hende skjult?” spurgte han ufortrødent.

Christian smilede ondt. ”Et godt stykke tid. Var hun glad for at se dig?”

”Hun var døende. Din egen mor, Christian, var døende, og du gjorde intet.”

”Døende,” sagde han og smagte eftertænksomt på ordet. ”Det betyder `ikke død´, så vidt jeg er informeret. Hvor er hun nu? Efter du så heltemodigt reddede hende fra mig, hvad er der så blevet af hende?”

Leos blik blev hårdt.

”Åh, undskyld,” sagde Christian med en påtaget brødbetynget mine. ”Jeg vidste ikke, det var et ømt punkt.” Det smil han sendte var modbydeligt, og fik det til at krible ned af Veronicas rygrad. Han slap hendes hånd og stillede sig helt hen til Leo, der ikke lod sig intimidere af afvigerlederen, der var langt større end han selv var.

”I det mindste var hun levende, mens hun var i min varetægt,” hvislede Christian ind i Leos øre.

Derfra gik det hele så stærkt, at Veronicas hjerne knapt nok nåede at registrere de mange indtryk. En hånd skød frem, et brøl gennemborede luften, noget blankt fløj forbi hende, en gigantisk krop blev hamret til jorden, så det buldrede i undergrunden.

Christian lå på ryggen, naglet til jorden af jernrør, der holdt hans arme og ben fastspændt til asfalten under ham. Leo stod prustende over ham med armene rakt lige frem og begge hænder hårdt knyttet. Begge deres blikke skød lyn.

Og Veronica var frosset fast til stedet. Hun kunne ikke røre sig, selv hvis hun havde haft kræfterne til det.

Midt i den bratte stilhed hørtes militæret på den anden side af deres sikre boble. Selvom de fortsat bevægede sig langsommere end dem, var de efterhånden ved at have samlet en hel del uniformer og våben.

Den latter, der kom snigende fra Christian var ikke hans, men vanviddets, og Veronica så forfærdet på ham.

”Tror du virkelig, at du kan holde mig ned, gamle mand?” Han spændte musklerne og jernrørene gav sig hvinende.

Leo trådte et skridt frem, puffede håndfladerne fremad, så jernet igen forsøgte at stramme sit greb om sin fange. Men ikke til megen nytte. Sekundet efter var Christian fri og på benene igen. Han greb fat om Leos hals med sin ene hånd og løftede ham op med en enkelt arm.

”Stop!” skreg Veronica, da billederne af hendes far strømmede tilbage. Hun kunne ikke klare at se det ske igen – og slet ikke leve med, at det var hendes skyld.

Christian skævede over til hende. Et hårdt blik, der kun til nød afslørede den ømhed han havde overfor hende. Han hev Leo ind til sig.

”Du skylder Veronica dit liv,” snerrede han gennem sammenbidte tænder. ”Hvis ikke jeg ville miste hende, lå du død nu. Jeg vil ikke se dig igen.” Derpå kastede han det tætteste han nogen sinde havde haft på en far ud af den beskyttende sfære, som de befandt sig i. Den virkelige verden udenom opslugte ham grådig, og Veronica lukkede øjnene, da han ramlede sammen med utallige uniformer, der stod og ventede.

”Og lad os så komme afsted.” Christian greb fat om hendes hånd igen og trampede eftertrykkeligt i jorden en enkelt gang så bølge på bølge af energi bredte sig ud fra ham og skubbede alt og alle væk. En sikker vej ud af det mylder, der havde belejret dem, blev med det samme tilgængelig.

Veronica hang på så godt hun kunne, mens han hev hende efter sig ud af arenaen, gennem byen. De endte ved centeret længere inde i byen, der var blevet lige så ramponeret som resten af bygningerne. Christian drejede af, inden de nåede helt derhen, og ledte dem ned i parkeringskælderen. Det meste af den var sprængt i stykker så der var kommet et ufrivilligt ovenlysvindue. Han gjorde, hvad han kunne for at holde dem skjult af skyggerne, mens han tydeligvis ledte efter et eller andet.

”Og hvad er din plan så nu?” spurgte Veronica, men hun forsøgte at følge efter.

Han standsede og vendte sig over mod hende. Al had og raseri var forsvundet fra hans vidunderlige ansigt og afsløret af en bundløs kærlighed.

”Vi skal have styr på dine tanker igen,” sagde han blidt og lagde sin frie hånd mod hendes kind. ”De har fyldt for mange løgne ind i dit smukke hoved.”

”Hvordan?” spurgte hun og satte hælene i, da han begyndte at gå igen.

”Ved at fortælle dig historier om mig,” sagde han med et skuldertræk.

Veronica rullede med øjnene. Det var tydeligt, at han bevidst forsøgte at undvige hendes spørgsmål.

”Hvordan får vi `styr´ på mine tanker igen?” spurgte hun irriteret.

Han lagde hovedet på skrå og så på hende. Følelsen af at drukne i det safirblåhav var en kærkommen glæde, blandet med frygten for ikke at vende tilbage igen.

”Nej,” sagde hun bestemt, da hun fornemmede hans søgende fangearme i sit sind. ”Du skal ikke være der.”

”Jeg vil bare hjælpe.”

”Så stop, Christian.” Hun gik helt hen til ham, stillede sig så tæt op af ham, som hun overhoved kunne komme til. Og det var fantastisk at føle hans krop så tæt på igen. ”Stop den her galskab. Find en fredelig løsning, så alle kan leve godt – sammen.”

”Du forstår det virkelig ikke,” smilede han ømt og kørte fingrene gennem hendes hår. ”Det her er forudbestemt. Det er – ”

”En profeti forudsagt af en gal mand,” afsluttede hun for ham.

Han smilede bredere, blidere, indtil hans blik vandrede væk fra hende i et split sekund og fokuserede på noget bag hende.

”Jeg elsker dig, Veronica. Lige meget hvad der sker, så må du aldrig tvivle på, at jeg elsker dig.” Han kyssede hende på panden og gik forbi hende, strakte armene ud til siderne og lod jorden under og over sig flække og springe i vejret som gigantiske tænder, der var klar til at fortære enhver, der måtte nærme sig.

Men det var ikke nok til at standse den brusende hær, som kom stormende imod dem. I spidsen kom Jack løbende med sit våben rettet mod Christian. Som en flodbølge væltede de ned over parkeringskælderens brudte loft, formodentlig ligeglade med, at de risikerede deres liv. Når Christian hævede jorden under dem, blev deres fald pludselig ikke længere så kontrollerbart, og mange af dem mistede livet, når de sprang. Alt for mange endte med at blive spiddet på de brudstykker, som groede op fra undergrunden på Christians kommando.

Veronica fik kvalme. Hvordan kunne nogen lade så mange liv gå spildt?

”Christian, stop!” bad hun. Han ville dræbe dem alle, hvis ikke der blev gjort noget. Han ville smadre alt, hvad der stod i vejen for ham. Om det var hendes far, hendes venner, Røde… hans egen mor…

Leo.

Vanviddet var på ingen måde diskriminerende, men på alle måde dominerende.

Leo havde ret i, at hun vidste, hvad hun skulle gøre. Det skar hende i hjertet, gjorde hende følelsesløs og truede med at knuse hende, men hun var den eneste, som havde mulighed for at stoppe ham.

Da han ikke reagerede, når hun kaldte, gik hun langsomt i knæ og samlede det stykke glas op, som lå lige ved siden af hendes fødder – efterladenskaber fra et butiksvindue. Hun vendte det i hånden, afprøvede vægten, mens skrig på skrig kæmpede om pladsen i hendes øre. Dette kunne ikke fortsætte.

Christian stod med ryggen til hende, kæmpede sin kamp uden at ænse hende. Selvom han var på lang afstand, havde han tydeligvis overtaget. Jacks mænd havde ikke en chance.

Hun nærmede sig bagfra, sagde forsigtigt hans navn, i håb om, at han ville vende sig om og standse hende.

Duften fra ham, intensiteten af hans aura, tanken om, at hun ville miste ham, når de fangede ham, fik hende næsten til at miste modet.

Han vendte sig brat om i hendes favn, da hun lagde armene om ham og lagde hovedet mod hans enorme ryg. Hun kunne ikke styre tårerne mere.

”Jeg elsker dig,” hviskede hun og så ham direkte i øjnene, da hun lagde glassets skarpe kant mod sin hals. ”Men hvis ikke du stopper nu, må du regere en verden uden mig.”

”Elskede,” sagde han og rakte ud efter hendes hånd, der holdt stramt om det improviserede våben.

Hun bakkede hurtigt væk. ”Jeg kan ikke leve med én, der bliver ved med at slå ihjel efter forgodtbefindende.

”Veronica, læg det glas fra dig. Lad være med at gøre noget dumt,” bad han.

Hun så ikke andet end ham gennem sine tårer. Alt andet var for sløret, til at hun kunne danne sig et overblik over det. Og nu, hvor hun selv havde magten over sit eget liv for en gang skyld, var det lige præcis hans ansigt, hun ville have som sit sidste minde. Lige præcis de øjne –

Braget buldrede højere end det burde, da kuglen forlod sit våben og borrede sig ind i Christians ryg. Lyden gav ekko mod betonvæggene, og var den eneste indtrænger fra omverdenen, som forstyrrede hendes perfekte billede. Sekundet efter rykkede hele hans gigantiske krop krampagtigt, da kuglen fandt sit mål, og Veronica skreg, mens hun forsøgte at gribe ham.

Han havde åndsnærværelse nok til at stoppe kuglen med sine fantastiske kræfter, da den gik lige igennem ham, så den ikke ramte hende. Men det store glasskår hun havde i hånden overså de begge to. Idet hun rakte ud for at gribe ham, faldt han sammen over hendes udstrakte hånd, og glasset gled ubesværet ind i hans bryst.

Hun skreg og glemte at trække vejret, da Christian knækkede sammen over hende, og den varme klistrede væske løb ned over hendes hånd. Forfærdet hev hun hånd og våben til sig.

Udtrykket, der gled over hans ansigt startede ud med at være oprigtig overraskelse, men blev hurtigt erstattet af en lettet forbløffelse. Han greb fat om hende, hev hende med sig ned på knæ.

”Veronica,” sagde han ømt og holdt hende ind til sig.

Neeej,” hulkede hun. Med besvær fik hun rullet ham om på ryggen og forsøgte at stoppe blødningen fra de to åbninger han havde i sin krop – hvoraf den ene var én hun havde lavet.

Hun havde slået ham ihjel… Åh, Gud, nej. Det måtte ikke være rigtigt. Hvad havde hun gjort?

Du gjorde, hvad du skulle…

”Bliv,” stammede hun og prøvede at holde presset fra sine hænder mod det åbne hul i hans brystkasse. Han måtte være i hendes hoved lige så meget, som han have lyst til, hvis bare han ville blive hos hende for evigt.

Han lagde en hånd mod hendes kind og så på hende med det skæve smil, som altid havde gjort hende magtesløs.

”Christian er et pænt navn,” hviskede han stakåndet.

Hun så forvirret på ham.

Han fjernede sin hånd fra hendes kind og lagde den på det nederste af hendes mave, mens han smilede bredere. ”Lov mig, du passer godt på ham.”

Forskræmt gik sandheden langsomt op for hende. Opkastningerne; de havde intet med frygt at gøre. Hun bar Christians barn.

”Nej,” hikstede hun, og nægtede at se sandheden i øjnene. Hun ville ikke miste ham. Kunne ikke miste ham. Ikke nu. Han måtte kende sit barn. Han blev nødt til at se sin søn vokse op… blev nødt til…

Det har aldrig handlet om mig.

Stemmen i hendes hoved var så klangfuld og stærk. Det var svært at forestille sig, at den tilhørte den mand, der lige nu lå og forblødte i hendes arme.

Linds profeti har aldrig handlet om mig. Den var om ham.

Christian kærtegnede hendes mave, og så hende i øjnene med et fattet blik.

Du er Foulums efterkommer, du er hans kød og blod. Og det er han også. Han er den frelser, de har ventet på.

Hun blev ved med at ryste på hovedet. Det her kunne ikke være sandt. Christian var afvigernes Messias. Det var ham, der havde startet alt det her…

Og det er vores søn, der skal afslutte det. Jeg har vidst det længe, elskede Veronica. Jeg vidste, at det måtte ende sådan her. Og det er okay. Jeg elsker dig.

”Jeg ville ikke… Det var ikke min mening…” snøftede hun og lagde sin pande mod hans. ”Du må ikke forlade mig.”

Jeg er så ked af at give forbandelsen videre. Hjælp ham med at gøre det til en velsignelse.

”Undskyld,” hulkede hun hjælpeløst.

”Det er okay,” hviskede han. ”Jeg bebrejder dig intet.”

Støvletramp invaderede deres skrøbelige sammenhold, og Veronica blev opmærksom på at de ikke var alene mere. Hun blinkede for at klare synet og så op i en geværmunding.

”Hjælp ham,” tryglede hun stille til hvem end, der var bag det dræbende våben, mens stadig flere kom til.

Jeg elsker dig så højt.

Det lød alt for meget som et farvel. Det skar for voldsomt i hjertet, tvang al luft ud af hendes lunger. Med lukkede øjne, kæmpende for at holde tårerne tilbage, lænede hun sig frem og lod sine læber findes hans. De var stadig bløde, om end de allerede var begyndt at blive forræderisk kolde. Han lagde en hånd om hendes nakke, kyssede hende grådigt, selvom det var en klar anstrengelse for ham, og hun besvarede med al den kærlighed hun overhovedet havde i sig. Det her var ikke vanviddet. Det her var den mand hun elskede. Det her var Christian.

Hendes hjerte stoppede, da hans arm faldt livløst til jorden, og den blå ild døde hen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...