Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
719Visninger
AA

25. 24

”Arnold Chasedin.” Jacks øjne løb ned over Leo for guderne måtte vide hvilken gang. Han havde ikke lavet andet end at måle afvigeren med øjnene, siden de var kommet ud af bilen igen. Gåturen hen til den enorme bygning – et gammelt hotel – havde også været under konstant observation; både for Leo og Veronica.

”Navnet er Leo Brandt.” Leo lød opgivende.

Jack så indgående på ham, lagde hovedet på skrå og kom helt over til ham. De var næsten lige høje, lige brede, men Leo var ældet siden dagen før. Tabet af Maria havde gjort ham gammel.

”Jeg stoler ikke på dig, afviger.”

”Følelsen er gensidig.”

Veronica trådte imellem dem og skubbede nænsomt Jack bagud. ”Rolig nu. Leo er god nok.”

”Han er afviger.”

”Men han er med mig.”

Jacks blik skiftede endelig ned på hende, og hun fangede en klar forvirring, et flakkende blik.

”Respekterer ham som et menneske,” sagde hun hårdt. ”Ellers går vi igen, og så finder I aldrig Christian.”

”Christian Chasedin?” Jacks øjne blev store. “Du ved, hvor Chasedin er?”

Veronica nikkede langsomt. ”Og det er derfor, vi har brug for jeres hjælp.”

Jack bakkede over og satte sig ved det bord, der havde erstattet den seng, som sikkert engang havde stået inde på værelset. Nu var det en tydelig kommandocentral, med bord, stole, computere, papirer, tavler, strategier.

Hele bygningen var omgivet af en aura, der tydeligt afspejlede et militært foretagende.

”Sæt jer,” sagde han og vendte hånden ud mod de stole, der stod overfor ham.

Veronica gjorde, som hun blev bedt om. Leo stillede sig bag hende.

”Start med begyndelsen,” opfordrede Jack. ”Hvad skete der med dig, efter afvigerne brød ud?”

Hun trak vejret dybt ind og pustede hårdt ud. Hvis Jack skulle have mulighed for at hjælpe, måtte han have hele sandheden. Det hele – også hendes oprindelige indblanding, hendes plan om at få Christian fri.

”Jeg var ikke ærlig overfor dig,” startede hun forsigtigt.

Han løftede det ene øjenbryn. ”Hvornår?”

”Helt fra første dag. Jeg har aldrig haft planer om, at finde et fælles afvigergen. Jeg har aldrig villet udstille dem som de monstre, du mener de er. Jeg ville ind til Christian. Jeg ville i kontakt med ham, for at kunne hjælpe ham.”

”Jeg forstår ikke… Du er ikke afviger,” sagde han hårdt. ”Du blev tjekket.”

Hun kunne ikke lade være med at smile. Han var virkelig en enten-eller-mand. ”Der er mange mennesker, som mener at afvigere er lige så meget værd som os. Og jeg har altid vidst, at Christian var speciel. Lige fra den første dag, jeg mødte ham.”

”Du kendte ham inden katakomberne?” spurgte Jack vantro.

”Vi gik i gymnasiet sammen.”

Jo længere hen hun kom i sin beretning, jo mere brynede han. På et tidspunkt rejste han sig og begyndte at vandre frem og tilbage, mens han lyttede aktivt og stillede uddybende spørgsmål.

Leo forholdt sig hele tiden helt i ro. Han blev bag hende, lagde støttende hænderne på hendes skuldre, hvilket gav hende styrke til at fortsætte.

”Hvorfor er det lige, du har brug for mig?” Jack var stoppet op ved sin egen stol, lænede sig ind over den og så indgående på hende. ”Du har jo fået, hvad du ville have. Og mere til, lyder det som om.”

Hun rødmede. Det havde været overraskende svært at fortælle om sit forhold til Christian. Hele deres turbulente dans, var vanskelig at redegøre for – det gjorde det ikke lettere, at Jack blev fuldstændig tavs, da hun begyndte at fortælle om det.

”Han har ændret sig,” sagde hun stille og så ned i bordet. ”Han er blevet farlig.”

”Han har altid været farlig. Han er afviger.”

”Det var da en dejlig ensporet tankegang,” sagde Leo spydigt.

Det blik Jack sendte ham, kunne slå ihjel. ”Verdenen ligger i ruiner. Tusindvis af uskyldige er blevet dræbt. Behøver du virkelig flere beviser?”

”Du står overfor en afviger, der er villig til at ofre sin Messias – sin søn – for at rode bod på den skade, han har været med til at forvolde,” svarede Leo igen.

Jack gloede olmt.

”Jeg har været hovedansvarlig for den hær af afvigere, der stod til klar til Christian i det øjeblik han kom ud. Jeg har alle de oplysning, du måtte få brug for og er villig til at dele ud af dem. Er alle afvigere stadig farlige?” spurgte Leo.

”Utilregnelige.” Jack foldede armene over brystet.

”Og alle mennesker er stædige og fordomsfulde,” vrissede Leo tilbage.

”Stop så!” Veronica rejste sig og kom på den måde til at bryde deres rasende øjenkontakt. Hun havde ryggen vendt mod Leo, mest fordi hun stolede fuldt ud på ham. ”Jack. Vi kommer med en mulighed for at stoppe denne galskab. Ja, der er mange afvigere, der er farlige, men der er mindst lige så mange mennesker, som er lige så dødbringende.” Hun holdt en pause og gloede vredt på ham. ”Vi kender svaghederne, men mangler muskelkræften. Vil du hjælpe os, eller spilder vi vores tid?”

Han skulede på hende, så bag hende over mod Leo, men hun fastholdt sit stålsatte blik på ham.

”Vil du hjælpe os, Jack?” spurgte hun igen.

Der var en lang pause, men efterfølgende sukkede han dybt. ”Jeg skal tale med min overordnede først. Bliv her i nat og lad mig vende tilbage til jer i morgen.”

Tre dage. Tre dage. Det var det eneste, der blev ved med at rumstere i hendes hoved. Han kunne finde hende, hvis han ville. Hun var bundet til ham, på en måde, som hun slet ikke havde troet var mulig. Og tiden var ved at løbe ud.

”Jeg troede, du var manden, der tog de hurtige beslutninger,” sagde hun og håbede, det ville provokere ham til at gå i aktion med det samme.

Men han smilede bare. ”Chasedin er en satan. Selvom det er fristende, vil jeg ikke risikere mine mænds liv uden den fornødne opbakning. Når vi generobrer verdenen, skal det gøres ordentligt. Men bare rolig. Det skal nok komme til at ske.” Derpå forlod ham dem.

Veronica og Leo fulgtes ned til det værelse, de havde fået tildelt. Til at begynde med, havde Jack ville skille dem ad, men Veronica ville ikke høre tale om det. Hun var udmærket klar over, hvad der ville ske, hvis ikke hun var der til at beskytte Leo. Underligt, at det pludselig var blevet den omvendte verden.

De satte sig på hver deres seng og stirrede bare på hinanden.

Det var Leo, der tog ordet først. ”Det er det rigtige at gøre.”

Hun nikkede. Hun vidste, at det var det rette. Hun vidste, at Christians sindssyge ville sprede sig som en epidemi ud over hele jorden, hvis ikke de gjorde noget. Og sådan som det så ud, var hun og Leo de eneste, der var i stand til at ramme ham.

”Du savner ham.” Det var en konstatering, ikke et spørgsmål. Leo lagde hovedet på skrå.

”Jeg savner den mand, han engang var,” sagde Veronica.

”Det samme her. Jeg savner den man, jeg troede, han ville blive.”

”Jeg ved, det her må være utroligt svært for dig.” Hun satte sig over ved siden af ham og lagde en hånd over hans, gav den et lille klem. Lige meget, hvor dybt hendes eget savn var, havde Leo mistet sit livs kærlighed og sin søn.

”Det går,” smilede han opmuntrende uden den store effekt. Hans øjne var stadig døde.

”Hun betød meget for dig.”

Han nikkede. ”Det er skørt. Selvom jeg altid har elsket hende… Vi kunne aldrig være sammen. Hun var… på trods af sin stolthed, sin arrogance, sin irriterende ubehjælpelighed… Jeg elskede hende. Med alt, hvad der er i min krop, har jeg altid elsket hende.” Og i det øjeblik brød han sammen, knækkede sammen over Veronica og græd.

 

Hun skreg. Hun skreg til al luft havde forladt hendes lunger, og hun satte sig op med et sæt. Sveden haglede af hende, hjertet pumpede rasende afsted, hænderne rystede.

Leo var ved hende på et øjeblik. ”Hvad sker der? Er du okay?”

Hun rystede på hovedet og greb fat i ham. Behovet for at føle et andet menneske tæt på sig, var altoverskyggende.

”Han kommer,” hviskede hun med dirrende stemme. ”Han kommer og tager mig.” Skyggerne af mareridtet blev ved med at ruske i hende.

”Rolig, Veronica.” Leo rokkede hende roligt frem og tilbage, men hun kunne ikke smide den dunkle fornemmelse fra sig. Følelsen af at blive observeret, for dernæst at blive fortæret blev ved med at sidde i kroppen. Den gennemsyrede hende så voldsomt, at hun til sidst blev nødt til at fare ud på badeværelset og kaste op. Hun var bange. Virkelige skidehamrende bange. Hun anede ikke, hvad hun havde startet, anede ikke hvilket udfald, der ville komme. Anede ikke om hun ønskede, at ende afvigernes hærgen eller ej.

Opkastningerne blev ved, indtil det kun var besk luft, der blev gispet op, og hun hulkende lænede sig ind over kummen. Det her var for voldsomt. Drømmen ville ikke slippe hende, tankerne kredsede for hastigt, bombarderede hende med billeder, hun ikke turde forholde sig til.

”Veronica.” Leo bankede på døren. ”Må jeg komme ind.”

Hun rakte op og skubbede døren op, så han kunne komme ind.

Han satte sig på hug ved siden af hende, lagde en hånd mod hendes svedige kind og så medlidende på hende. ”Er han herinde?” Han kærtegnede hendes pande.

Hun nikkede. ”Han var der på hospitalet… Han sagde tre dage. At han ville hente mig om tre dage, at han nemt ville kunne finde mig.”

”Kom i seng igen,” sagde han og hjalp hende op. Hun støttede sig op af ham, glad for at have nogen, hun kunne være tryg ved.   

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at komme væk fra ham. Selvom jeg ikke er fysisk sammen med ham, er han der alligevel…” sukkede hun. ”Hele tiden.”

Leo lagde den klamme dyne over hende og satte sig ved siden af hende. ”Det skal nok gå. Vi finder Jack som det første i morgen, og så må vi gå i gang med det samme.”

Hun nikkede for at forsikre sig selv om, at det var det smarteste. Der skulle gribes til handling, hvis de skulle levende fra det her.

Hun sov ikke resten af natten. Hun lå i sengen og stirrede op i det lyse træloft, bange for at sove, bange for at være vågen. Leos lette snorken burde have virket beroligende på hende, men selvom hun prøvede at lukke øjnene og kun koncentrere sig om den rytmiske vejrtrækning, var det alligevel umuligt at slukke for tankerne.

Da solen endelig kom ind af vinduet, var hun den første ude af sengen. Hun rejste sig for hurtigt og måtte vente et par sekunder, inden svimmelheden lagde sig. Uheldigvis dykkede den bare ned og lagde sig gyngende i maven, så hun måtte løbe ud på badeværelset og knække sig igen. Hun trækkede hurtigt ud, og lod vandet løbe i hanen, drak af det for at slippe af med den harske smag.

Hun blev forskrækket, da hun så Jack stå i døren, da hun kom ud igen. ”De venter på os.” Kort for hovedet, præcis som hun kendte ham. Han drejede om på hælen og ventede tydeligvis, at de fulgte efter.

Leo trak på skuldrene, mens han knappede sine bukser. Veronica hev hurtigt en trøje over hovedet og hoppede efter mændene, mens hun hev bukserne på. Hun fulgtes tæt med Leo. De soldater, der stod uden for deres dør så hårde og sammenbidte ud, og hele deres attitude var bestemt alt andet end venlig.

”Jeg er ikke tryg ved det her,” hviskede Veronica til Leo. Han trak på skuldrene, lagde en arm om hendes liv og hev hende ind til sig. Fra det ene sekund til det andet var stemningen blevet ubehagelig og trykket, så meget, at det var som om al luft forsvandt i deres nærhed.

Jack og hans soldater ledte dem ned gennem de mange gange, ned af trapperne og ind i et lokale, der var enormt. Veronica kunne levende forestille sig de fester, der var blevet holdt under den fantastiske lysekrone, som nu lå smadret i et hjørne. I stedet var rummet fyldt af kampklædte mænd, der alle trippede for at komme i gang.

I midten af lokalet var der opstillet et bord med en masse tegninger og kort.

Jack stoppede ved det og så alvorligt på dem. ”Højeste beredskab. Højeste prioritering. Vi har al den opbakning, vi kan ønske os. Og der er mere på vej.”

”Men tiden er knap,” sagde Leo og lagde en hånd på Veronicas skulder. Han rettede sig op og var den stratetiger, hun havde mødt på den nedlagte skole – hvilket efterhånden var en evighed siden.

”Christian har meddelt sin ankomst i dag. Det er ikke til at sige præcist hvornår, men vi kan være sikre på, at han er på vej.”

Der blev en murren blandt de forsamlede.

Jack så på Leo gennem smalle øjne. ”Hvordan har han meddelt dette?” spurgte han langsomt.

”Gennem mig,” sagde Veronica. Det var alt for tydeligt, at Jack bare ventede på en undskyldning for at pågribe Leo.

”Og du gav ham uden videre vores position?” knurrede Jack advarende.

”Han har en psykisk kontakt til mig, som jeg ikke kan komme af med. Det er lige gyldigt, hvor jeg er. Han vil altid kunne finde mig; om jeg vil det eller ej.”

”En detalje, som I ikke syntes var vigtig at dele med mig?”

Selvfølgelig burde hun have sagt noget. Selvfølgelig burde hun have varskoet dem om, at deres fjende ville dukke op på et eller andet tidspunkt.

”Undskyld,” sagde hun og slog blikket ned.

Leo klemte hendes skulder, men talte ikke til hende, da han åbnede munden: ”Der er mange ting ved Christian, som er svære at forstå og til tider umulige at forklare. Hans besættelse af Veronica er én af dem. I har den perfekte lokkedue, hvis I vælger at bruge hende.”

Det gibbede i hende.

Jack stirrede olmt fra den ene til den anden, men sluttede så af med et smil, der var langt mere dyrisk, end hun nogensinde havde set det hos en afviger.

”Hedness!” råbte han, og straks troppede en soldat op ved siden af ham, slog hælene sammen og gjorde honnør.

”Vi ændrer planen. Kontakt hovedsædet og fortæl dem om situationen. Vi fortsætter med en operation Eros ved stadion,” smilede Jack.

Soldaten klappede hælene sammen igen og gik.

”Vigtige detaljer skal deles med os. Har I flere, så er det nu.” Jack så alvorligt på dem. ”Ellers er planen således…”

 

Selvom hun havde stået bøjet over kortet præcis lige som alle de andre, havde hun ikke fattet meget af, hvad de havde talt om. Hun havde forstået, at hun skulle være madding. Hun havde forstået, at de ville bruge hende, til at lokke ham frem, og på en eller anden måde var hun stiltiende gået med til det. Mange af deres informationer var gået helt hen over hovedet på hende, og de få hun havde fattet, havde hun ikke modsagt sig.

Så derfor stod hun nu her, i midten af et stadion af dimensioner, helt alene. Og selvom der måske ikke var koldt, frøs hun alligevel helt ind til benet. Hun holdt om sig selv, mest fordi hun ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre.

Leo havde lovet at holde øje med hende, og være ved hendes side med det samme, hvis det blev nødvendigt, men lige nu virkede det som om, han var ufatteligt langt væk.

Dybt inde var hun rædselsslagen, men hun var efterhånden ved at være så følelsesløs, at det var svært at se på hende. Soldaterne havde nikket anerkendende til hende, men havde ellers ikke tilkendegivet hendes tilstedeværelse, da de forlod hende. Det var tydeligt, at hun var et redskab, et offerlam, der bare ventede på løven.

Den eneste forskel var bare, at hun faktisk, meget mod sin vilje og fornuft, så frem til at mødes med rovdyret. Hun savnede ham. Gud, hjælpe hende, hvor hun savnede ham. Hele hendes væsen var i vildrede over ikke at være sammen med ham, og udsigten til at finde sammen med sin anden halvdel igen, gav hende en skøn hjertebanken, som hendes rationelle hjerne forbandede.

Selve græsbanen var enorm. Der var plads til flere kampe på samme tid, men det var efterhånden noget tid siden, der sidst var blevet spillet. Græsset var ikke blevet vedligeholdt og voksede derfor vildt omkring hende. Og hun stod lige midt i det hele som det eneste tegn på liv. Hun følte sig lille og ubetydelig.

I hvert fald lige indtil den sagte hvisken i vinden fik græsset omkring hende til at bevæge sig taktfast.

Veronica…

Som sød musik. Den stemme som kunne få hende til at gøre hvad som helst. Som gjorde hende urimelig blød i knæene og om hjertet.

Søde, smukke, Veronica…

Hun lukkede øjnene, nød hans klang til fulde, tillod sig at drukne i den, velvidende, at det ikke ville vare ved.

Jeg har savnet dig så meget, elskede.

”I lige måde,” hviskede hun for sig selv, henført af den berusende stemme.

Du må ikke løbe fra mig igen.

Hun rystede på hovedet. Hun ville ikke løbe.

Du er så smuk.

Nu var det ikke kun hans stemme, der blev tydelig for hende. Luften vibrerede på den specielle måde, som den altid gjorde, når han var i nærheden, og hun tvang sig selv til at åbne øjnene. Over for sig, i den anden ende af arenaen, stod Christian og så på hende. Han hverken smilede, eller gjorde tegn til, at hun var savnet. Lige som hende selv, stod han bare og kiggede. Med hænderne hængende slapt ned langs siden, med hovedet let på skrå. Hans sorte hår hang som altid på den fantastiske måde, der fik det til at krible i hendes fingre, for at få lov til at røre ved det.

”Hej.” Hans stemme, helt ovre fra den anden side af pladsen, så melodiøs, så skrøbeligt et ord, fik hendes hjerte til at tromle afsted, og satte samtidig hendes fornuft ude af funktion. Hun anede ikke, at hun løb, før hun rent faktisk gjorde det. Benene var bare begyndt af sig selv. Og lige som det gik op for hende, så hun, at han også satte i løb.

De mødtes på midten i en slørret tåge. Veronicas tårer ville ikke stoppe igen. Hun sank i knæ i hans favn og knugede ham krampagtigt ind til sig. Hans krop mod hendes bredte en varme, som hun ikke vidste, hun manglede, en tryghed, som hun uvidende havde savnet. Hos ham ville intet ondt hænde hende.

”Sig noget,” hviskede han ned i hendes hår.

Varmen fra hans ånde, lyden af hans stemme… Så altomsluttende, at hun ikke kunne finde talens brug.

”Veronica, sig noget. Fortæl mig, at du har det godt, at der ikke er sket dig noget,” bad han.

Hun nikkede bare ind mod hans bryst og nød ham. Nød, at de var sammen igen, og lod sine tårer løbe af ren lettelse.

”Elskede…”

”Jeg elsker dig,” hviskede hun. Og hvor var det et fattigt ord. Det dækkede overhovedet ikke nok. Hele hendes hjerte svulmede på grund af ham, hele hendes væsen blomstrede, hendes sjæl havde fundet hjem.

Han tog hendes ansigt mellem begge sine hænder, tvang hende til at se op på sig og kyssede hende brændende.

”Jeg elsker også dig,” sagde han mod hendes læber. ”Mere end nu nogensinde vil kunne forstå.”

Og lige pludselig var det som om verdenen kom susende tilbage igen, som om virkeligheden havde stået på pause, men nogen havde trykket på play.

Hun så febrilsk op på ham. ”Du må væk. De er her.”

Han så betaget på hende.

Irriteret puffede hun til ham, skubbede ham væk fra sig. ”Det er en fælde, Christian.”

”Det ved jeg godt,” smilede han varmt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...