Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
745Visninger
AA

24. 23

Leo arbejdede hurtigt.

Veronica så med ovre fra døren, hun kunne ikke klare stanken derinde. Leos hænder bevægede sig hen over Mary, tjekkede efter livstegn og skader, inden de varsomt samlede hende op. Han holdt hende ind mod sit bryst, stirrede ned på hende i et kort øjeblik, inden han bragte hende med ud i det truende uvejr.

”Vi skal væk, Veronica.” Hans stemme var hård og bestemt. ”Ved du, hvem det her er?”

Hun nikkede. Hun havde alle papirerne på Christian og havde læst dem igennem tusindvis af gange. Hun kendte godt til Mary Chasedin.

”Forestil dig, hvad han vil gøre ved os, hvis han er i stand til at gøre dette ved sin egen mor,” fortsatte Leo koldt.

”Vi skal væk,” istemte Veronica og mærkede hvordan hendes lammende frygt og sorg måtte vige for overlevelsesinstinktet. Hun havde bare ingen anelse om, hvor de skulle tage hen. De stod midt i en spøgelesby, midt på en kirkegård, uden nogen form for transportmiddel, med en kvinde som tydeligvis havde behov for lægehjælp. De ville ikke nå langt, hvis ikke de havde en plan.

Og lige pludselig var det som om planen tog form helt af sig selv. Hendes sløve hjerne kom op i gear og begyndte at stykke muligheder sammen, som måske rent faktisk ville kunne lykkedes. Hvis bare…

”Vi skal have fat i en computer med internetforbindelse,” sagde hun og begyndte at gå tilbage ind mod byen. Planen i hendes hoved, gjorde hende langt mere målrettet, end hun havde været i lang tid.

”Og hvor foreslår du, vi finder sådan en?”

Hun trak på skuldrene. ”Har ingen anelse, men det er i hvert fald ikke her.”

Leo fulgte hende gennem den begyndende regn. Hun kunne høre hans åndedræt og hans løbende fødder bag sig, da de skar igennem resten af kirkegårdsparken og fortsatte ud på åben vej. Retningen ind mod bymidten var den hun tog. Sandsynligheden for at de der ville kunne finde hjælp var vel større, end den var den anden vej. Deres løben blev dog hurtigt erstattet af trav i takt med at regnen og blæsten tog til i styrke, og der gik ikke lang tid før de var gennemblødte.

”Det går ikke det her.” Leo holdt Mary ind til sig. Hun skælvede i hans arme, gav sig lidt, men gav ikke på andre måder tegn på liv fra sig. ”Hun holder ikke til den her kulde. Kom med.” Han tog dem med ind mod et center, hvis parkeringsplads flød med biler, som var blevet efterladt. De fleste af dem holdt åbent hus enten ved at dørene stod åbne eller ved at samtlige ruder var knust.

”Vi kan ikke være sikre på at nogle af dem virker,” pustede Veronica.

”Det skal jeg nok tage mig af. Lige nu skal vi have Maria i ly for stormen.” Han skubbede en bagdør på en Opel Vectra helt op og lagde nænsomt kvinden ind på bagsædet.

”Bliv hos hende,” bad han, da han vendte sig om mod Veronica. Hans blik var mere ømt, end hun havde set det før. ”Jeg tjekker bilerne og kommer tilbage så hurtigt som muligt.”

”Selvfølgelig.” Hun kunne ikke drømme om andet. Der var et eller andet ved hans blik, en sørgmodighed, som hun tilskrev hans følelser for Mary – som han havde kaldt Maria? For han følte noget for hende, det var helt sikkert. Selv hvis hun ikke have læst Christians mange, mange filer, ville hun have vidst, at der var noget mellem Mary og Leo – fra hans side i hvert fald. Den måde han så på hende, var den samme som Christian havde set på Veronica, og selvom de lige nu var på flugt fra ham og hans vanvid, savnede hun alligevel det blik. Hun savnede den mand, hun vidste han var.

Regnen slog hårdere mod ruden nu, og dens skyer havde totalt frarøvet verdenen for solens lys. Det eneste, der brød mørket var de lejlighedsvise lynglimt, som af og til satte himlen i brand.

Veronica så ned på kvinden, der lå næsten livløs. Det var kun hendes overfladiske vejrtrækning, der afslørede, at hun stadig levede.

”Hvad har han gjort ved dig?” hviskede Veronica stille og strøg kvinden over håret. Hvis han kunne være så grusom ved sin mor… hun turde ikke tænke tanken til ende. For at aflede sine tanker stirrede hun ud af vinduet, ud på regnen, der så ud til at have besluttet sig for at oversvømme verdenen. Hvilket var fint med hende. Det hele måtte gerne blive skyllet væk. Så var der da en chance –

Den hånd der greb fat i hende var sløv, men alligevel nok til at give hende et chok. Hun skreg så højt, at hun et øjeblik overdøvede stormen udenfor. Sekundet efter gik det op for hende, at det kun havde været Christians mor, der havde grebet ud efter hende.

”Ikke igen,” hviskede hun hæst. Veronica blev oprigtig ængstelig, da hun så hvor voldsom panikken var i kvindens grønne øjne.

”Nej, nej,” skyndte hun sig at sige. ”Det sker ikke igen.”

Kvindens øjenlåg gled i igen, og hun var lige så langt væk, som hun havde været tidligere. Og lige som Veronica skulle til at fjerne hånden, der stadig holdt fast i hendes trøje blev der banket på bilens forrude.

Og hun kom til at skrige igen.

Leo rykkede hurtigt over mod hende og rakte ind efter Mary. ”Bilen holder i tomgang. Kom med.”

Forsigtigt fik de hende bakset ud, og Veronica løb i den retning, som Leo pegede, selvom det egentlig var unødvendigt. Lygterne var tydelige i mørket. Hun hoppede ind på bagsædet og tog imod deres livløse passager. Kort efter skød de gennem regnen som om djævlen selv var lige i hælene på dem – en ikke helt forkert analogi.

”Hvor har du tænkt dig, at vi skal hen,” spurgte Leo, mens han dygtigt manøvrerede ind mod den forladte by.

”Jeg er ligeglad. Vi skal bare have en computer og internetadgang. Og fred i et par dage.”

”Lad os prøve hospitalet. Der skulle forhåbentlig være mulighed for at hjælpe Maria, og der var i hvert fald også computere nok. Om de virker, må tiden vise.”

Veronica så ned på kvinden. ”Jeg troede, hun hed Mary.”

”Et dæknavn. Mary Chasedin har aldrig eksisteret. Det har Maria Holmes til gengæld. Lige som Arnold Chasedin heller aldrig har været virkelig.”

Bilen skrumlede afsted gennem regnen, og Maria gav sig lidt, hver gang de kørte over et bump.

Veronica var døråbner, da de nåede hospitalet, mens Leo bar nænsomt på Maria. De tog trappen op til tredje etage, hvor de hurtigt lokaliserede et rum, som ville kunne fungere som sovesal for dem. Der var – i modsætning til de mange andre rum – ikke helt så vandaliseret, og det eneste, de egentlig behøvede at gøre, var at rejse sengene op.

Leo lagde Maria på en af dem og lagde en ilde tilredt dyne over hende.

”Jeg kan ikke gå fra hende.” Hans bedende blik skar Veronica i hjertet. ”Jeg har heller aldrig været det store computergeni.”

”Jeg skal nok se på det selv. Tag dig af hende.” Hun lagde en hånd på hans skulder. ”Jeg kommer om lidt.”

Det var noget andet at gå ned af trappen alene i mørket. Med Leo havde hun en at holde sig til. Nu havde hun kun sit skræmte hjerte og en alt for livlig hjerne, der blev ved med at sige, at der ville komme nogen og angribe hende. Hun nåede selvfølgelig døren uden vanskeligheder, men smækkede den hårdt så snart hun fik muligheden for det og pustede lettet ud.

”Tag dig nu sammen,” hviskede hun irriteret til sig selv, inden hun fortsatte ned af gangen til det sted, hvor hun og Leo – for hvad der synes som hundrede år siden – havde søgt oplysninger i hospitalets gamle kartotek.

Der var mørkt, fordi regnen blev ved med at hærge udenfor, men Veronicas hukommelse svigtede hende ikke, da hun sikkert navigerede rundt i lokalet. Hun passerede de arkivskabe, som hun og Leo havde gennemrodet, og gik direkte over til de computere, som hun vidste, stod og vendte på at blive startet op igen – hvis de da kunne startes op. Hun bad til alle de guder, hun kunne komme i tanke om, og begyndte at trykke på computernes knapper efter tur, men ingen af dem gav lyd fra sig.

Bandende, og på randen til hysteri, sparkede hun til bordet. Hvorfor helvede virkede tingene ikke bare, når man bad om det. Hur-fucking-ra for den teknologiske tidsalder, som ikke kunne bruges til noget som helst. Med et opgivende suk valgte hun at forlade lokalet og hamrede hånden ind i væggen ved siden af dørkarmen – og som kaldet sprang lyset pludselig frem fra loftet. Hun havde ramt lyskontakten ved et heldigt uheld, og var klar til at hamre sig selv i hovedet flere gange, for sin dumhed. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det?

Med det samme smed hun sig ned på knæ og kravlede ind under bordene, hvor computerne stod. Kontakten sad i væggen, men ingen af ledningerne var sat i. Hun tog den første hun fik fat i og proppede den ind i væggen, mens hun krydsede fingre.

Hun blev belønnet med et svagt bip, der tydeligt indikerede, at noget på bordet over hende fungerede. Hun bankede hovedet op i bordpladen, så det hele raslede over hende, men hun var ligeglad. Lige nu havde hun en virkelig chance for at komme i kontakt med omverdenen – og forhåbentlig ville hendes plan, hvor spinkel den end måtte være, fungere.

Et væltet arkivskab måtte fungere som stol, da de originale stole var helt forsvundet fra lokalet. Musen, der hørte til den opstartede computer virkede tydeligvis ikke, da den var reduceret til en ledning. Hun lænede sig langt ind over bordet og fiskede den mus til sig, som egentlig hørte til den modsatte computer. Hun satte den til, og smilede glad, da den rent faktisk viste sig at virke på trods af buler og skrammer. Skærmen blinkede et par gange, men endte til sidst med at stå med et lysende klart windowsskrivebord. Hun førte markøren over til internettet og dobbeltklikkede. Så snart hun fik muligheden indtastede hun sin mailadresse og trommede utålmodigt med fingrene, mens hun ventede.

Et pling og et lysglimt senere, og hendes indbakke dukkede op med 65 ulæste mails. Det forbavsede hende egentlig ikke. Mailen var ikke blevet tjekket, siden hun var stukket af fra Oliver…

Tankerne strejfede ham hurtigt – hun havde ingen anelse om, hvad der kunne være sket med ham.

Hun måtte fokusere. Det var her på skærmen, at redningen ville ligge. Hvis det altså var muligt.

Hun scrollede ned og fandt den ulæste mail, som hun ledte efter. Den lå som nummer syv i rækken.

”Koporal Robinson,” sagde hun til sig selv og dobbeltklikkede.

 

Veronica.

 

Jeg håber inderligt, at der ikke er sket dig noget. Jeg håber inderligt, at du har det godt, at du har overlevet oprøret. Og jeg håber inderligt, at du vil lade høre fra dig, så jeg kan få ro i mit sind.

Håber du ser dette…

 

Jack

 

Der var noget sørgmodigt over måden det var skrevet på, og Veronica fik dårlig samvittighed over ikke at have svaret – på trods af, at hun ikke havde haft adgang til en computer eller internet i umindelige tider. Men det skulle ændres nu. Hun håbede bare, at han stadig var i stand til at svare hende tilbage.

Hendes hænder var fugtige, da hun lagde dem mod tastaturet.

 

Hej Jack.

 

Jeg har det fint. Jeg har været beskyttet – også under selve oprøret. Og jeg håber, at du også har det godt. Jeg håber, at du har det så godt, at jeg kan tillade mig at bede om din hjælp.

Vær sød at svare mig tilbage så snart du kan. Jeg vil vente på din tilbagemelding i de næste fem dage. Derefter bliver vi nødt til at finde et nyt sted at være og noget mere proviant.

 

Veronica

 

Hun trykkede send og sad tilbage med en tom følelse i maven. Hun havde ingen idé om, hvad der kunne være hændt korporalen. Han kunne lige så vel være død som levende. Og hvis han var levende var det ikke ensbetydende med, at han kunne komme til en computer. Hans sidste mail, var sendt for et par uger siden, og hun vidste kun alt for godt, hvor meget, der kunne ske på et par uger.

Hun opdaterede hjemmesiden en enkelt gang og trommede med fingrene.

Opdaterede igen.

Og igen.

Og igen.

Hun bremsede sin egen hånd, da den atter skulle til at trykke på musen og tvang sig selv til at rejse sig op. Hvis hun blev siddende, ville hun uden tvivl blive ved med at opdatere siden – hvilket var nyttesløst. Han ville ikke svare så prompte. Han ville lige som hende, have travlt med at kunne leve.

Det var med tunge skridt, at hun gik tilbage op til Leo. Hun fandt ham siddende på sengen, hvor Maria lå, stadig i bevidstløs tilstand. Han holdt hende i hånden, og hans blik var varmt om end bedrøvet. Veronica havde aldrig set ham, se så – forelsket ud? Var det dét?

”Få hvilet dig lidt, Leo. Jeg skal nok tage den første vagt,” sagde hun stille.

Han nikkede bare uden at fjerne øjnene fra Maria. Veronica vendte dem ryggen igen. Hun havde det som om, hun invaderede noget meget privat, noget som hun overhoved ikke burde blande sig i.

Hun lukkede døren på klem og fandt en stol, som hun satte helt hen til væggen ved siden f døren. På den måde havde hun overblikket over gangen, samt kunne hjælpe på stuen, hvis det blev nødvendigt.

Problemet var bare, at lige så snart hun havde sat sig, var det som om at kroppen helt af sig selv begyndte at drysse ned. Hendes hjerne begyndte også at køre langsommere, for til sidt at standse helt.

Hun vågnede først, da en hånd blev lagt på hendes skulder, og hun fór op af stolen.

”Rolig,” smilede Leo. ”Du er noget af en vaghund.”

”Åh, for helvede.” Veronica tog sig til hovedet og åndede lettet op. ”Det er jeg virkelig ked af. Hvor længe har jeg sovet?”

Han trak på skuldrene. ”Aner det ikke. Jeg sov selv. Men det er blevet lyst udenfor – igen.”

”Og Maria?”

”Hun sover stadig. Jeg tænkte, jeg ville tage en runde og se, om der ikke var en eller anden slikautomat, som ikke var blevet tømt endnu.”

”Lad mig,” sagde Veronica. Desuden skulle hun tjekke sin mail.

Leo smilede bare taknemmeligt, og forsvandt ind af døren igen.

Egentlig burde hun starte ud med at lede på den etage, de havde bosat sig på, men hun var som et lille barn. Alt for utålmodig til at vente, og derfor skyndte hun sig ned af trapperne og ind til det lille lokale med adgang til omverdenen. Hun havde ikke slukket for computeren i frygt for, at hun ikke ville kunne starte den igen, men nettet måtte startes op igen, og hun indtastede hurtigt sin mail og fløjtede spændt, mens den startede op.

Der var intet nyt.

Hun opdaterede, uden noget bedre resultat.

”For fanden.” Hun hamrede hånden ned i bordet og trampede vredt ud på gange igen.

Veronica…

Hun vendte sig alarmeret rundt, men fandt ingen. Kun den lange mørke gang med væltet og smadret udstyr. Ingen Christian.

Kom hjem, Veronica.

Hun tog sig til hovedet, kneb øjnene i og rystede på hovedet. Han måtte ikke være derinde. Han havde lovet ikke at være derinde.

”Du lovede…” hviskede hun.

Og du lovede, ikke at stikke af.

”Jeg har brug for tid…”

Jeg har brug for dig.

”Christian…” Hun anede ikke, hvor hun skulle styre samtalen hen. Anede ikke, hvorfor hendes irriterende hjerte blev ved med at hamre så lystigt ved lyden af hans stemme.

Du ved godt, at jeg uden problemer vil kunne finde dig, ikke?

En slet skjult trussel. Hvilket betød, at de måtte af sted så snart det blev muligt. Desværre betød det også, at hendes spæde kontakt til Jack ville blive afbrudt, hvis hun ikke fik svar fra ham snart.

Jeg elsker dig, Veronica. Og jeg er ikke en urimelig mand. Jeg giver dig tre dage. Hvis ikke du er kommet hjem inden da, henter jeg dig selv.

”Jeg er ikke en ting, du bare kan fragte rundt.”

DU ER MIN!

Hun skreg og kroppen lukkede ned på grund af den buldrende stemme, der fik hele hendes verden til at ryste. Benene gav efter under hende, og hun krøllede sig sammen på gulvet, grædende.

Tre dage, elskede.

Der var ingen tvivl om hvornår han forlod hende igen. Der blev øjeblikkeligt stille, verdenen holdt med at ryste og hendes muskler begyndte at virke igen. Men tårerne blev ved med at trille.

Det var en uhensigtsmæssig handling, noget der aldrig ville komme noget ud af, men hun løb tilbage til computeren med intentionen om at skrive til Jack igen, skrive at hun havde behov for, at han svarede hende øjeblikkeligt – tvinge et svar ud af ham.

Hun blev overrasket over at se, at der allerede var en mail fra ham.

 

Hvor er du?

 

Jack

 

Kortfattet og præcist, men nok til at hun lettet begyndte at grine. Der var håb forude. Der var en måde at få hjælp på. Helt hysterisk lagde hun hænderne for munden i et forsøg på at kvæle den karikerede latter, der blev ved med at vælte ud af hende.

 

Sct. Michael Memorial.

Det haster mere end jeg troede…

 

Veronica

 

Hun blev nødt til at rejse sig og vandre frem og tilbage for at holde styr på nerverne. Men hendes blik slap ikke skærmen på noget som helst tidspunkt. Hun opdaterede, hver gang hun kom i nærheden af musen og til sidst gav det pote. En ny mail blinkede øverst i indbakken.

 

Vi er på vej. Vi vil være der inden for seks timer. Pas på dig selv så længe.

 

Jack

 

Og pludselig var der intet, der var sjovt mere. Pludselig var det alvor, og virkeligheden kom uhyggeligt tæt på. Seks timer.

Hun fór op, og glemte alt om, at hun egentlig var kommet ned for at hente proviant og styrtede op af trappen, op til tredje sal, hvor hun, uden at tænke, brasede ind på stuen.

Leo sprang op af sengen, kampklar og med et rasende blik, der heldigvis hurtigt ændrede sig, da han så at det var hende.

”Hvad sker der?” spurgte han forskrækket.

”Han kommer,” sagde hun glad.

Tydeligvis talte de ikke om den samme person, for Leo blev helt hvid i ansigtet. ”Vi må væk,” sagde han og vendte sig om mod Maria, der stadig lå i sengen.

”Nej, nej, nej.” Veronica rystede på hovedet over sig selv. ”Det er ikke Christian. Det er Jack. Han er på vej.”

Leo rynkede brynene. ”Hvem?”

 

Veronica stod ved hospitalets hovedindgang og småfrøs i en bidende vind. Selvom hun havde trippet og hoppet det meste af tiden, var hun alligevel ved at blive følelsesløs i fødderne. Men til sidst blev hun belønnet, da en jeep på størrelse med Godzilla kom tromlende og bremsede hårdt ved siden af hende.

Uvilkårligt bakkede hun lidt tilbage og holdt om sig selv, da flere uniformklædte mænd sprang ud af den med deres våben klar til kamp. Et par stykker af dem sigtede sågar direkte på hende, og kroppen reagerede helt af sig selv ved at løfte hænderne over hovedet.

”Navn!” blev der kommanderet af en fyr, der var umulig at identificere bag sit våben og sin hjelm.

”Veronica Foulum.” Hun genkendte straks stemmen, den lettere arrogante tone, den tørre levering. Jack kom ud af bilen og smilede bredt til hende. ”Jeg kan ikke tro, at du stadig er i live.”

”I lige måde,” smilede hun tilbage. Det var ikke en mand hun havde meget tilfælles med, men lige nu, var han hendes bedste og eneste redning. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre.

”Kom,” sagde han og gestikulerede mod bilen, der stadig brummede vredt i tomgang.

”Jeg skal have Leo og Maria med.” Hun vendte sig for at gå ind i bygningen igen, men blev øjeblikket bremset af to uniformer, der spærrede vejen for hende.

”Området skal sikres, sir,” sagde den ene – og det var ikke henvendt til Veronica. Han talte over hendes hoved, til Jack.

”Der er sikkert. Vi har været derinde siden i går.”

”Sir?” Den irriterende måde soldaten blev ved med at henvende sig til Jack i stedet for hende, fik hendes blod til at koge.

”Det er i orden,” svarede Jack roligt. ”Vi tager fire mand med ind. Resten af jer bliver her og gør klar til øjeblikkelig afgang.”

De mange mænd skiftede hurtigt rundt mellem hinanden – imponerende hurtigt – og sekundet efter var Veronica velkommen til at gå ind igen. Dog flankeret af Jacks soldater.

”Dine folk?” spurgte hun nysgerrigt.

”Vi er regerings folk. Jeg leder og fordeler bare arbejdet,” smilede Jack ved siden af hende. Hans blik var konstant fæstnet til hende.

”Du er steget i graderne?”

Han trak på skuldrene. ”Der er bare behov for folk, som tør tage hurtige beslutninger. Jeg falder under den kategori.”

Det var fantastisk. Så var han lige præcis den mand, hun havde brug for.

”Hvor har du været?” Hans stemme lød urolig.

”Lidt over det hele,” sagde hun dystert. ”Kan vi vente med forklaringen, til vi har hentet Leo og Maria?”

Han nikkede en enkelt gang og fulgte hende op af trapperne til tredje sal. Hendes hjerte rasende afsted både af lettelse, men bestemt også fordi hun lige nu, havde mulighed for at ødelægge Christian fuldstændigt.

Hun bankede forsigtig på døren ind til stuen. ”Leo? De er her nu.”

Døren forblev lukket, og Veronica brynede.

”Leo?” Hun puffede langsomt til døren og fandt ham ovre ved vinduet med ryggen til hende. Der var ikke længere den hvæsende lyd i rummet af Marias vejrtrækning. Der var uhyggeligt stille.

”Leo?”

Han lod sit hoved falde og sukkede dybt, støttede sig til vindueskarmen. Veronica turde ikke gå ind til ham. Stemningen lokalet var kvælende.

”Fortæl mig, hvad du har tænkt dig at gøre,” hviskede Leo stadig med ryggen til hende. ”Fortæl mig, hvordan jeg kan hævne hende.”

Veronica skævede til Maria, der lå fuldstændig stille, og det var pludseligt helt klart, at han havde mistet hende, mens Veronica ventede på Jack.

”Leo…” Hendes stemme knækkede over, da hun endelig gik ind til ham og lagde en hånd på hans skulder. Han vendte sig og lod sig falde ind mod hende, mens han hulkede hjerteskærende. Hun lagde armene om ham og lod ham græde. Der var ikke andet, hun kunne gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...