Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
735Visninger
AA

23. 22

Hun havde oplevet det én gang før. Èn gang hvor hendes fredfyldte lykke var blevet skåret op og efterladt så den kunne forbløde. Den gang havde hun været stærk nok til at kæmpe sig fri.

Nu føltes det som om virkeligheden veg tilbage for et mareridt, som hun ikke kunne vågne fra. Christians enorme krop lå pludselig over hendes, boltede hende fast på briksen, så hun vågnede forskræmt over pludselig ikke at kunne røre sig. Hans hænder greb fat om hendes, tvang dem over hendes hoved og holdt dem nede med sin venstre hånd.

”Christian,” gispede hun chokeret, da hans frie hånd begyndte at arbejde sig ned i hendes buksekant. Men han stoppede ikke. Det blik han havde i øjnene var ondt. Decideret ondt – og rædselsfuldt tomt. Hun havde aldrig set den blå ild være så lynende grusom. Som aftenen før dækkede den begge hans øjne totalt, og Veronica blev i tvivl om, hvor meget han egentlig kunne se.

”Christian!” Hun vred sig under hans vægt, forsøgte at vriste hænderne fri, selvom hun vidste at hans greb var alt for stærkt, forsøgte at holde ham på afstand med benene uden megen nytte.

Han gryntede dyrisk, tvang sit knæ ned mellem hendes ben og gned sit lår op mod hendes køn.

”Slip mig!” skreg hun, mens hans sjofle hånd grådigt nærmede sig hendes ømme punkt, som forræderisk var svulmet op og var klar til ham.

”Du kan skrige lige så meget du vil, møgso,” lo han dystert.

Hendes hjerte sank, mens gråden væltede ud af halsen. Sidste gang han havde lagt sig over hende mod hendes vilje, havde hun givet ham et knæ i skridtet. Det havde på en eller anden måde vækket ham, fra hvad end det var for trance han var i. Det kunne hun ikke nu. Han lå mellem hendes ben, så hun ikke kunne sparke. Hænderne var naglet til briksen over hendes hoved. Hun var fanget af en dæmon, som havde taget bolig i Christians krop.

”Christian,” hulkede hun, mens hun blev ved med sno sig under ham. ”Christian, slip mig! Det gør ondt!”

Hans hånd fandt hen, hvor den ville og to fingre skød brutalt op i hende. Hun skreg og skød ryg for at trække sig væk fra smerten.  

”Skide luder,” vrissede han. ”Du er jo allerede klar til mig.”

Tårerne slørrede hele hendes synsfelt, jagene fra hans indtrængen gennemborede kroppen, rædslen over at han ville gøre hende ondt, gjorde hende stum.

Han lagde sit ansigt ned over hendes, kyssede hende grumt, tvang sin tunge ind i hendes mund, og smagte glubskt på hende, mens han blev ved med et støde sine fingre op i hende. Overfaldet var så altomfattende, at hun et kort øjeblik virkelig ønskede at dø, indtil hendes instinkt tog over og hendes tænder klappede sammen om Christians tunge.

Han brølede rasende, forskrækket, trak sig væk fra hende. Hev sinde hænder til sig og klaskede dem for munden. Men han blev siddende med lukkede øjne, tydeligt koncentreret om smerten, og hun var for forfærdet af smagen af blod til at skubbe sig væk, for skræmt over tankerne om, hvad han nu ville finde på.

I det samme blev døren flået op med et brag, og en hel flok afvigere stormende ind i det lille lokale. I blandt dem var Røde og Gabriel. Det var katalysatoren for Veronica, der pludselig satte i bevægelse. Hendes ben bevægede sig af sig selv, sparkede som stempler og gjorde alt, for at slippe væk fra briksen, og sikrede at hun landede hårdt på ryggen på gulvet.

”Veronica!” gispede Røde og fór over til hende og hjalp hende op.

Gabriel stillede sig ind foran dem, skærmede dem for Christian, der stadig holdt sig for munden. Men hans blik havde forandret sig. De blå flammer var væk, den pulserende vrede – nej, ondskab – var forsvundet, og tilbage var kun de lysende blå safirer, der så beklemt over på Veronica.

”Min Herre?” lød det fra mængden. Alles øjne var fæstnet på deres Messias, og stemningen var trykket som lige før en tordenstorm. Han rejste sig fra sengen, tårnede sig op blandt sine egne. Han så på Veronica i et kort sekund, sendte hendes et blik fuld af sorg, inden han forlod rummet med lange skridt. Ingen stod i vejen for ham.

”Er du okay?” spurgte Røde.

Mængden forsvandt lige så stille, summede ud, da deres leder ikke længere var til stede.

”Jeg har det fint,” stammede Veronica.

”Du ryster, søde ven,” sagde Gabriel og lagde en arm om hendes skuldre.

”Har det fint,” vedholdt hun.

”Hvad helvede skete der?” Røde hjalp hende over på stolen.

”Jeg tror, han havde mareridt.”

”Christian?”

”Ja.”

”Og så?” Røde blev ved med at bore i det.

”Han… Jeg vågnede ved, at han lå over mig,” hakkede Veronica, pinlig berørt over situationen. Hvor ofte var det lige, man næsten blev voldtaget af den man elskede? Kunne man i det hele taget kalde det voldtægt, når de allerede var et par?

Røde havde anlagt en stram mine med rynkede bryn. ”Gabriel, er du sød lige at gå ud. Jeg vil gerne tale med Veronica alene.”

Gabriel kom ikke med indvendinger, men forlod lokalet uden en lyd. Veronica var sikker på, at han ventede lige uden for døren.

Røde vendte sig over mod hende. ”Veronica, hvad gjorde han ved dig?”

Hun rystede på hovedet, for at indikere, at det ikke var noget alvorligt. Men fangede sig selv, inden hun sagde det højt. Nu lavede hun undskyldninger igen. Og pludselig blev det hele for meget. Hun brød grædende sammen ind mod Rødes skulder og håbede inderligt, at hele verden var vendt tilbage til sin normale tilstand, når hun engang ikke have flere tårer tilbage.

”Jeg ved ikke, hvorfor han gør det,” hulkede hun.

”Veronica.” Rødes stemme var hård. ”Jeg kan kun gætte mig til, hvad det er han har gjort – selvom jeg næsten ikke tør. Og ud fra dit blik, tror jeg heller ikke, det er første gang det er sket.”

Veronica kunne kun ryste på hovedet.

”Jeg har bare så svært med forestille mig det.” Røde sukkede. ”Jeg mener, det er Christian. Han er hård og brutal, hvis han vil, men jeg har aldrig set ham være sådan overfor nogen, som han virkelig holder af. Og han elsker dig jo, for helvede.”

”Han siger, han har mareridt, og at han ikke er bevidst om, hvad det er han gør.”

”Så I har talt om det.” Det var mere en konstatering end et spørgsmål.

”Ja.”

Røde så tænksom ud i en rum tid. Hendes øjne var fikseret på et punkt, som kun hun kunne se, og Veronica ville ønske, at hun kunne forsvinde lige så ubesværet ind i sig selv – og blive der.

”Jeg taler med ham,” konkluderede Røde så pludselig og havde rejst sig, inden Veronicas hjerne nåede at fatte betydningen af hendes ord.

”Hvad?” stammede hun.

”Du har gjort det for mig. Lad mig betale min gæld tilbage. Hvad end det er, der foregår med ham, skal vi nok finde ud af det og klare det sammen.”

”Du behøver ikke tale med ham. Det skal jeg nok selv.” Veronica kom vaklende på benene. Hvor underligt at kroppen stadig var fuldstændig kørt op over hans angreb. Men hun havde det ikke godt med, at Røde ville tage kampen for hende. Det her var en sag mellem Veronica og Christian.

”Ikke tale om. Lad mig gøre det. Hvis jeg kender ham ret, er han garanteret lige så chokeret som du er. Det er ikke til nogen gavn, at I konfronterer hinanden lige nu. Han ville bryde fuldstændig sammen, hvis han så, hvor meget han har såret dig.” Og Røde havde selvfølgelig ret. Og en knækket Messias var ikke lige, hvad der var brug for – slet ikke nu, hvor verdenen lå for afvigernes fødder.

”Tag ned på mit værelse. Få dig et bad, få noget at spise. Og når jeg har talt med ham, kommer jeg og henter dig. Vent bare. Det skal nok blive godt igen. Det lover jeg,” sagde Røde blidt.

Og hun ville virkelig gerne tro på sin veninde, ønskede virkelig, at Christians onde side ville forsvinde, så de kunne leve lykkeligt til deres dages ende og alt det pis. Men der var en lille gnist af tvivl i hende, som ikke lod sig slukke. Hvis han var i stand til at gøre det her ved hende – den kvinde, som han efter sigende elskede – hvad var han så ikke stand til at gøre ved andre?

Røde forlod rummet efter at have kysset Veronica i panden, givet hende et kram og et par trøstende ord. Veronica sundede sig et øjeblik, inden hun også forlod lokalet. Hendes hjerne bad hende gå direkte til Rødes værelse og gøre som hun havde fået besked på, men hendes fødder førte hende i en anden retning og ville ikke lystre, da hjernen bad dem om at stoppe. Det var først, da de nåede til Leos værelse, at de standsede, og hun bankede på døren, uden egentlig at være sig selv bevidst om det.

”Kom ind,” lød det træt fra den anden side, og Veronica åbnede forsigtigt døren.

”Godmorgen,” smilede hun. ”Hvordan går det?”

Leos ansigt lyste op, da han så det var hende, og han rettede sig lidt op i sengen. ”Det går en hel del bedre. En god nats søvn kan gøre underværker.”

Eller ødelægge det hele…

”Hvad har du på hjerte?” Han lagde hovedet på skrå og så på hende med de vise øjne, som hun respekterede helt ufatteligt.

”Ikke så meget. Jeg ville bare sikre mig, at du havde det godt.”

”Hvad er der sket?” Hans stemme var som altid rolig og fattet Hvordan kunne han vide, at der var sket noget? Hans afvigerevner var ikke tankelæsning som visse andre. Og hun havde oven i købet anstrengt sig for ikke at lade sig mærke af det.

”Hvordan – ” startede hun.

”Intuition, min kære. Desuden har du det der blik…”

Ja, hendes øjne afslørede altid for meget. ”Det er Christian.”

”Ja, så meget kunne jeg regne ud.” Hans smil var varmt som altid. Han klappede på sengekanten, indikerede at hun kunne sætte sig der og fortælle sin historie. 

”Det, du sagde i går…” Hendes stemme var lille, som om den var bange for at tage emnet op igen.

”Med hensyn til hans forandring?”

Hun nikkede. ”Jeg tror du har ret. Der er noget galt.”

Leo brynede og åbnede munden for at få en uddybning lige idet gulvet begyndte at ryste under dem. Veronica trak med et hvin benene op i sengen, da vibrationerne spredte sig, blev voldsommere og satte gang i væggene, der klaprede med deres vinduer og billeder. Veronica og Leo behøvede kun at se på hinanden et kort sekund, inden de begge sprang op af sengen. Hun vidste, at han tænkte det samme som hende. Hans blik sagde alt. Ramlende rundt blandt alle andre ude på gangen stødte de ind i samtlige møbler, som ved et ubelejlige mirakel var vækket til live. Veronica sprang til side for et bord, der kom dansende ned mod hende, mens Leo usikkert vaklede efter, og på vejen hjalp en ung afvigerkvinde op fra gulvet. Der herskede total forvirring. Folk kom løbende ud på gangen, nogle kæmpede mod rystelserne med deres afvigerkræfter, men de havde endnu til gode at se nogen, som det rent faktisk lykkedes for.

Rundt om hjørnet ned mod salen og så blev de ramt af bølgen. En pulserende og tung bølge af kulde, der ramte dem som en mur. Veronica blev presset bagud og væltede ind i Leo, så de begge gik på halen. Trykket i luften lagde sig som en blyvest over hendes bryst og forhindrede hende i at trække vejret ordentligt, og lige som hun troede, hun skulle gispe efter luft så heftigt, at hun ville fremprovokere et astmaanfald – skønt hun aldrig havde lidt af det – trak kulden sig tilbage og slap sit jerntag om hendes bryst.

”Hvad helvede var det?” gispede Leo tydeligvis lige så stakåndet som hende selv.

”Jeg er ikke sikker, men jeg har bange anelser.” Og hvis hun havde ret, var Christian ikke just i godt humør.

De fik moslet sig på benene og nåede at tage hele fem skridt, inden kulden skyllede ind over dem igen. Denne gang var hun trods alt forberedt på, hvad den gjorde ved hendes legeme, så efter det første chok, der frøs hendes nådesløst fast på stedet, kunne hun begynde at bevæge sig langsomt gennem isluftens tykke masse. Et hurtigt blik bagud forsikrede hende, at Leo fulgte varsomt med. Og så lettede det igen for brystet, og luften omkring dem blev varmere. Synkront satte de tempoet op, sprang til side, da et langt spejl klaprede mod væggen og smadredes mod gulvet, da det endelig hoppede ned fra sin plads.

De standsede uden for salens lukkede døre, der dansede quickstep på deres hængsler. Veronica lagde en hånd mod den ene af dem, men trak den straks til sig med et hvæs. Kulden havde isnet træet til i sådan en grad, at det nærmest brændte i hendes hånd.

”Er du okay?” Leos bekymrede mine blev erstattet af tydelig ubehag, da endnu en bølge bankede mod dem. ”Årh, for helvede,” jamrede han og knækkede sammen op af væggen med en hånd mod maven.

Veronica havde det ligesådan. Hele hendes indre var i oprør og gjorde, hvad det kunne for at slippe fri. Hun havde lyst til at gøre som Leo og bare give los, lade mavens indhold vælte ud, men hun tvang sig selv til at tænke på noget andet. De kunne ikke begge to blive fanget tilsølet i deres eget opkast.

Med et resolut nik, nok mest til sig selv, lagde hun skulderen mod døren og pressede håndtaget ned med albuen, der kun var ringe beskyttet mod kulden af trøjen. To hårde skub, der udmattede hende mere, end de burde, og så var døren åben til et scenarie, hun aldrig ville glemme.

Stående ved sin trone, i al sin magt og vælde, var Messias. Han tårnede sig op, kroppen anspændt og klar til kamp. Ansigtet krøllet sammen i raseri, og de blå øjne lyste hadefuldt. Kulden trak sig tilbage til sin ejermand, da han trak vejret dybt ind, så brystkassen svulmede endnu mere end den allerede gjorde.

På knæ foran ham lå Røde. Hendes hænder var placeret på lårene, og ansigtet var vendt mod gulvet. Skuldrene hang tungt, og bevægede sig op og ned hver gang hun trak vejret. Der var en udefinerbar gullig pøl af mavesyre ved siden af hende.

”Rejs dig.” Christians stemme var lige så isnede som kulden, der udgik fra ham.

Røde gjorde, som hun fik besked på.

”Se på mig, og stil dit spørgsmål igen.”

”Christian, jeg –”

Se på mig!” buldrede han, da hun blev ved med at se bort fra ham. Trykket fra iskulden tvang både Røde og Veronica i knæ. Forfærdet blev Veronica, hvor hun var, hev efter vejret, for at forhindre maven i at rulle op gennem halsen, mens Røde kæmpede sig op igen, og efter et øjeblik vendte sit ansigt op mod Christian. 

”Christian,” startede hun. ”Du misbrugte Veronica – fysisk og endnu værre psykisk. Hvorfor?”

Det had, der bredte sig ud i hele rummet blev akkompagneret af en knurren så dyb og dyrisk, at det rungede i hele kirken. Gulvet og væggene begyndte igen på deres skælven, der tog til i styrke i takt med at Christian fik sat ordentlig lyd på sin vrede. Brølet, der undslap hans strube skar i ørene og hjernen. Veronica lagde hovedet mellem hænderne og krummede sig sammen for at holde lyden bare lidt ude, men det hjalp ikke meget. Især ikke da et lyst kvindeskrig blandede sig og forstærkede kakofonien. Veronica tvang sit blik op og så Røde vride sig smertefuldt på gulvet.

Den stemme, der gjaldede ud fra Christian var hans egen, men styrket af en underlig diffus rundklang, der multiplicerede hans ord mørkt og ondt. ”Du vover at dømme mig? Hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det, vedkommer på ingen måde dig! Og hvis jeg hører dig nævne, eller bare tænke igen at jeg har skadet Veronica, så lover jeg dig, Røde, at du vil fortryde den dag du blev født!”

Røde klynkede under hans blik og totur, men tog alligevel til genmæle. ”Jeg troede, du elskede hende.”

Alt stoppede.

Luften blev normal, vægge og gulve faldt øjeblikkelig til ro. Røde fik endelig mulighed for at strække sig ud og rejse sig op. Veronica gjorde det samme, fjernede tøvende hænderne for ørerne og fastholdt blikket på Christian.

Han holdt vejret. Kroppen var stivnet. Øjnene var det eneste som viste, at han ikke var en statue. Den blå ild pulserede stadig faretruende og var fortsat rettet mod Røde.

”Hvis du virkelig elskede hende, ville du ikke forgribe dig på hende.” Røde talte hurtigt, vidste åbenbart lige så sikkert som Veronica, at hendes taletid var en stakket frist. ”Har hun ikke lidt nok? Toobin sårede hende på præcis samme måde.”

”Du skal ikke sammenligne mig med det svin,” brummede han.

”Så lad være med at opfør dig som ét.”

Christians øjne blev smalle, da han lænede sig ned over sin afviger og hvæsede et eller andet til hende, som Veronica ikke kunne høre henne fra døren.

”Hvad sker der?” Gabriels stemme kom bag på hende. Han stod pludselig ved siden af hende med kamplystne øjne. Veronica blev øjeblikkelig nervøs; holdt han bare halvt så meget af Røde, som hun holdt af ham, ville han gå totalt amok, hvis han så Christians behandling af hende. Hun havde ikke brug for to utilregnelige kamphaner.

”Alle er fuldstændig ude af den. Er det Christian, der har fået hele bygningen til at danse?” spurgte Gabriel. Veronica nikkede uden at tage blikket fra de to længst inde i salen.

”Og kulden?”

Hun nikkede igen.

”Men Røde har fået ham til at falde ned igen.” Det var mere en konstatering fra Gabriel end det var et spørgsmål, og Veronica kunne godt forstå, hvorfor han havde draget den antagelse. Røde og Christian så ud til at tale – dog lidt ophedet – sammen, men ikke noget, som på nogen måde virkede alarmerende. Hvis de bare kunne holde det på det plan –

I næste øjeblik, som om skæbnen var forhippet på totalt at ødelægge Veronicas efterhånden allerede flossede nerver, blev Røde slynget bagud af den usynlige kraft som Christian besad i overflod. Hendes spinkle krop fløj gennem rummet og balrede tungt ned på gulvet halvvejs nede mod døren, og hendes skrig satte gang i både Veronicas og Gabriels ben. Begge skød frem op gennem salen for at sikre sig, at der ikke var sket noget alvorligt med Røde.

Gabriel nåede hendes først, faldt på knæ, gled hen over gulvet til hende og skovlede hende op i sine arme i samme bevægelse.

”Hvad helvede er det du laver?!” skreg han arrigt op mod Christian.

Veronica stødte til ham og lagde straks hånden mod Rødes hals for at sikre sig, at der fortsat var en puls. Ganske svagt kunne hun fornemme den blide dunken af blod under hendes fingre.

”Få hende hen til infirmeriet med det samme. Få fat i Victor.” Veronica lagde en hånd på Gabiels arm for at få hans fulde opmærksomhed. ”Nu.”

Han blinkede et par gange med de tårevæddede øjne, nikkede så og kom på benene med en slap Røde i favnen.

”Slip hende.” Stemmen var en brutal knurren længst tilbage i halsen, og den bredte sig ikke kun i rummet, men åbenbart også i Gabriels sind. Manden faldt på knæ, kneb øjnene i, mens han kæmpede for at holde fast i Røde.

”Christian, hun har brug for Victor,” sagde Veronica bedende. Det måtte han da for fanden kunne forstå. Hvis ikke hun fik hjælp, ville hun helt sikkert ikke overleve resten af dagen.

”Slip hende,” gentog han bare uden at værdige Veronica et eneste blik. Og det gjorde ondt. Det bånd hun havde forventet, der var imellem dem, var åbenbart ikkeeksisterende. Hans fuldstændige mangel på anerkendelse af hendes nærværd, gjorde det meget klart, at hendes følelser for ham, stak langt dybere end hun troede. Og hans var slet ikke så overvældende, som han havde sagt.

Fint. Hvis han ikke ville have hende her, kunne hun også bare gå sin vej. Men aldrig i livet om hun ville efterlade Røde i den forfatning.

Veronica marcherede over til Gabriel og tog Røde ud af hans arme. Han kæmpede imod til at begynde med, men han opgav, da Christian gentog sin ordre igen – i Gabriels hoved. Afvigeren lagde hænderne for ørerne, forsøgte at holde lyden ude, men sådan fungerede det ikke. Veronica havde haft Christian i sit sind alt for mange gange til at vide, at han var umulig sådan lige at lukke ude.  

Kvinden var tungere, end hun lige have regnet med, og hun måtte flytte sine hænder et par gange, før hun fik ordentligt fat i hende.

”Her. Lad mig.” Den venlige stemme, den rolige stemmeføring, var ikke til at tage fejl af. Leo rakte ud efter Røde, og Veronica lagde villigt sin veninde i hans meget kyndige hænder. Selvom han var svækket af Christians raseri dagen forinden og det kvælende had, der havde skruet alle de Messiastroende ud af deres fatning for få øjeblikke siden, var hans blik determineret – han ville ikke lade Røde i stikken.

Veronica bøjede sig ned og hjalp Gabriel på benene igen, støttede ham på vejen hen mod døren, som smækkede i lige så snart de nåede hen til den.

Rasende hvirvlede hun rundt og så ned mod Christian. ”Luk så den forbandede dør op!”

 Langsomt løftede han venstre håndflade opad, og skønt Leo gjorde hvad han kunne for at holde fast i hende, gled Røde lige så langsomt ud mellem hænderne på ham. Hun svævede livløst i luften ned mod Christian, der blot stod og ventede.

”Hun bliver.” Hans stemme var rædselsslagende kold. ”Vi er ikke færdige.”

”Fuck dig, Christian,” råbte Veronica vredt og trampede ned mod ham. Leo greb fat i hendes arm og holdt hende irriterende tilbage.

”Se på, hvad det er du gør,” sagde Leo behersket, mens han blev ved med at holde Veronica tilbage. Hun havde mest af alt lyst til at løbe ned til Christian og slå ham, sparke, rive, bide, indtil han forstod, at det her var sindssygt.

”Bland jer uden om. Det har intet med jer at gøre.”

”Røde er her på grund af mig,” hvæsede Veronica. ”Hun kom, fordi jeg fortalte, hvad du gjorde ved mig.”

En lille trækning gik hen over hans blik, da han for første gang rettede det mod hende. Og i det sekund så hun ham. Hun så den mand, hun havde forelsket sig i bag vanviddet.

”Hun kom, fordi hun var bekymret for dig, Christian. Det er vi alle,” istemte Leo.

I er bekymrede for mig?”

”Meget.”

Han lo. Han lagde rent faktisk hovedet tilbage og lo. Det var en lyd, der gav Veronica kuldegysninger og associationer til en ond underverden beboet af kaglende dæmoner.

”Du har forandret dig, Christian,” fortsatte Leo hen over latteren. ”Dine raseriudbrud, dine humørsvingninger… Vi ved ikke længere, hvor vi har dig. Du er utilregnelig.”

Røde svævede stadig i luften lige ud for sin Messias. Hendes røde hår hang tungt ned mod gulvet, hendes arme og ben ligeså. Men hendes øjenlåg vibrerede lige før hun åbnede dem og vendte ansigtet over mod Christian. ”Du er i sandhed din fars søn,” stønnede hun.

Uden så meget som at blinke greb Christian fat om hendes hals med én stærk hånd og holdt hende ud i strakt arm. Hun klamrede sig til den, sparkede vildt ud i luften uden at ramme noget som helst. Hans frie hånd lagde han mod hendes brystkasse, og et koldt lyst bredte sig fra den. Røde skreg, et rungende hyl, der ville hjemsøge Veronica resten af hendes liv, inden lyset brød igennem Rødes spinkle krop og ud på den anden side. Det var så skarpt og ødelæggende, at det hylster, der havde huset Rødes væsen sprængtes, og Christian stod tilbage med blodstænget, der dækkede ham fra top til tå og var kastet ud på gulv, vægge og loft.

Neeej!” Veronica hørte først sin egen stemme, da den var færdig med at skrige. Og selvom hun havde lyst til at blive og kæmpe, var der en helt tydelig stemme i hendes hoved, der tryglede hende om at løbe bort. Leo havde åbenbart fået samme idé, for han hev hende omgående med sig, mens Gabriel rasende stormede frem som en blodtørstig tyr. Veronica kaldte på ham en enkelt gang, men han var uden for rækkevidde og var tydeligvis døv for fornuft.

De døre, der var blevet lukket for dem, stod nu og klaprede som om de vinkede dem hen til sig i en skynd-jer-nu-for-helvede-gestus. Leo havde allerede revet hende med ned gennem gangen, var på vej mod udgangen, da Gabriels skrig var det næste de hørte.

”Vi må hjælpe ham,” hakkede Veronica. Hendes følelsesregister var sat på lammet. Hun havde ikke overskud til at forholde sig til sine følelser og samtidig løbe. Bevidstheden om, hvad Christian havde gjort ved Røde lurede i hendes sind, men hun havde ikke råd til at forholde sig til det nu.

”Det er for sent.” Leo flåede dørene op ud til den enorme kirkegård, som var mere en park end et sted for de døde. Himlen var grå og truede med at oversvømme det hele, hvilket gav hele stedet en Tim Burton-agtig undertone.

”Vi kan da ikke bare – ”

”Du fatter det ikke, vel?” Han standsede op og stirrede vredt på hende. ”Han er død. Hvis han er heldig er det gået stærkt, hvilket er meget uheldigt for os. Det betyder, at Christian allerede nu leder efter os.”

Christian ville ikke slå hende ihjel. Heller ikke Leo. Det ville han ikke. Hun nægtede simpelthen at tro på det. ”Han kan tales til fornuft…”

”Du så, hvad han gjorde ved Røde.”

Det svimlede for hende, og den kvalme, som Leo havde skilt sig af med tidligere bankede nu ganske ihærdigt på hendes spiserør.

”Kom nu.” Leo tog hende i hånden igen og satte i løb med hende slæbende efter sig. Hun følte sig for tung til at kunne følge med. Hele hendes krop trak ned mod jorden, og det gjorde det svært at løfte fødderne, for slet ikke at tale om at løbe. Men hun satte automatpiloten på og lod Leo føre an. De zigzaggede gennem gravstederne, forbi statuer og mausoleer, rundt om kunstfærdigt udførte søer, indtil Leo brat stoppede.

”Det plejer ikke at være her,” sagde han forundret og nok mest til sig selv.

Veronica så op over hans skulder og så et gigantisk mausoleum med smukt udskårne ornamenter hele vejen op langs hjørnerne. Over døren var der udskåret en yndig engel, der naturligvis skulle beskytte den døde, hvem end det så var.

”Han har holdt hende skjult.” Leos stemme var en forunderlig blanding af imponerende ærefrygt og rødglødende raseri. Han slap hendes hånd og styrtede over til døren, der ikke gav sig en tomme, da han hev i håndtaget.

”Leo, hvad snakker du om?” Hun stillede sig helt hen ved siden af ham, og holdt om sig selv, mens hun kiggede nervøst ud i det tiltagende uvejrsmørke.

Leo ænsede hende ikke. Han lagde sin hånd mod dørens nøglehul, viftede elegant med et par fingre, og døren nærmest sprang op af sig selv. Han stormede ind, og Veronica måtte forlade sig på sin egen motorik for at følge med.

”Maria!” udbrød han, lige som Veronica kom ind i det lille rum. Op af endevæggen, ved siden af et miniaturealter lå en kvinde på en madras. Hun var bevidstløs og helt ufattelig medtaget. Hendes lyse hår var uglet og filteret, hendes hud var næsten grålig, og den hang på knoglerne. Lugten derinde var den samme som Veronica havde stiftet bekendtskab med i katakomberne; stanken af indelukkethed, sved, angst og menneskelige efterladenskaber. Hun blev nødt til at vende om og gå ud for at tage imod den ubehøvlede gæst, der fortsatte med at hamre løs på hendes spiserør.

Mens hun lod de sidste krampetrækninger fra opkastningen fortage sig, slog det hende, at kvinden som Leo selvfølgelig ville ud og lede efter var hende, der lige nu lå bevidstløs på madrassen. Det var Mary Chasedin, Christians mor. Og han havde holdt hende fanget her i guderne måtte vide hvor længe.

Sindssygen havde overtaget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...