Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
725Visninger
AA

22. 21

Veronica vågede af en forsigtig banken på døren. Hun strakte sig i sengen, rakte ud efter Christian, men fandt pladsen ved siden af sig tom. Hun satte sig forvirret op og så sig om i det lille lokale. Der var ingen at se.

Det bankede varsomt på døren igen. ”Veronica?”

Hun genkendte Rødes stemme, og opdagede, at hun holdt vejret. Hun pustede ud og trak dynen op over sig.

”Kom ind,” sagde hun med træt stemme.

Røde åbnede døren og stak hovedet ind. Hendes venlige smil varmede og hendes klare øjne spillede nysgerrigt. ”Du ser… træt ud.”

”Kom nu bare ind,” smilede Veronica tilbage.

Veninden lukkede døren efter sig og hoppede over til sengen. Hun satte sig på kanten og krammede Veronica ind til sig. Duften af sommer hang ved hende, og hendes muntre attitude smittede.

”Jeg skylder dig nogle tæsk,” sagde Røde og puffede til hende.

”For Oliver,” nikkede Veronica.

”For ham, for Christian, og for at gøre livet surt for os andre.”

Veronica rynkede brynene.

”Christian er på mange måder min bror. Du har såret ham,” startede Røde. Stemningen i lokalet blev køligere. ”Og hvor dum kan man være, når man beder om at få en idiot som Toobin tilbage? Hvad godt har han nogensinde gjort for dig? Helt ærligt, Veronica. Det knuste Christian, da du bad om at få ham tilbage. Men selvfølgelig gjorde han det. Du kan bede ham om alt, og han vil uden tøven gøre det for dig.”

Veronica fik en dårlig smag i munden og så væk fra venindens hårde blik. Luften i lokalet var iskold nu.

”Og som om det ikke var nok. Hele hans verden brød sammen, da du forsvandt. Selvom jeg holder meget af ham, og ved at han er mægtig, formår han ikke at adskille sine følelser fra sit arbejde. Al hans frustration gik ud over os. Der blev slået hårdt ned på den mindste fejl, alt for hårdt.” Røde hev op i sit ærme og afslørede en række blå mærker, som var ved at aftage.

”Hvad er der sket?” spurgte Veronica forfærdet.

”Christian så Gabriel kysse mig…”

Rystet over Christians besidderiske trang trak Veronica dynen tættere omkring sig. Han havde fortalt, at han var sygeligt jaloux, men han havde også fortalt, at hans følelser for Røde ikke stak dybere end til søskendekærlighed. Hvorfor i al verden ville han så reagere så voldsomt?

”Undskyld,” kvækkede hun.

”Hvad skete der egentlig? Hvad fik dig til at stikke af?”

Hun rystede på hovedet. Hun ville ikke igennem minderne igen – hverken sine egne eller Christians. ”Det er lige meget. Jeg er tilbage, og jeg har tænkt mig at blive.”

Røde så længe på hende, inden hun svarede. ”Det håber jeg. Du gør noget godt for ham, og han elsker dig.”

Veronica rødmede.

”Og du kan heller ikke få nok af ham,” lo Røde. Varmen steg igen.

”Jeg ved ikke, hvad du taler om.”

”Sikkert. Det er derfor vi lige nu har en fuldstændig overstadig Messias, der render rundt og roser alle for deres arbejde, mens han fløjter og nynner som en gal spurv.”

Veronica lo. ”Spurv? Seriøst?”

”Du tænker måske på noget større? Noget mere veludrustet?”

 De væltede om i sengen, mens latteren overtog deres stemmer.

”Jeg har savnet dig,” sagde Røde, da de havde grinet af.

”I lige måde,” smilede Veronica.

”Jeg kom faktisk for at bede dig om en tjeneste.”

Veronica nikkede. ”Hvad mangler du?”

”Kunne du måske tale med Christian om Gabriel og mig? Jeg tror virkelig, vi kunne få noget godt til at fungere, hvis bare vi fik chancen…”

”Selvfølgelig,” smilede Veronica og rakte ud efter sin venindes hånd. ”Ved du, hvor han er nu?”

”I salen, tror jeg.”

”Fint. Giv mig lige lidt tid til at gøre mig færdig.”

Femten minutter efter var de på vej ned til kirkeskibet med hinanden under armen. De talte og grinede som fjogede teenagepiger, lige indtil de nåede den åbne dør ind til det som Røde havde refereret til som salen – et synonym for tronsalen, havde hun forklaret, mens de gik.

Et rasende brøl standsede dem, og Veronicas hjerte bankede nervøst. Hun genkendte den enorme energi, den vibrerende vrede.

”Fuck,” hviskede Røde. ”Vi må vist hellere gøre det på et andet tidspunkt.”

Veronica slap veninden og listede sig nysgerrigt helt hen til døren. Meget forsigtigt kiggede hun rundt om karmen og så Christian forenden af salen ved sin trone. Han havde rejst sig op og tårnede sig mørk og truende op over en sammenbøjet skikkelse, der lå på knæ for foden af trappen. Hans hænder var knyttet hårdt, og hans brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt.

”Din vrede er ubegrundet, Christian.” Der gik et split sekund, inden hun kunne placere stemmen, men opdagede så til sin forbløffelse, at det var Leo, der sad på knæ foran sin leder. Hans stemmerføring var rolig og fattet, selvom Christian stod som en rasende kæmpe over ham.

”Du fik din ordre og valgte bevidst at negligere den. Jeg har endnu til gode at høre, hvad din forklaring er,” brølede Christian.

”Du kender allerede grunden.”

”Du vidste, hun var kommet til skade og valgte alligevel at vente med at komme tilbage!”

”Af samme grund, som jeg valgte at tilsidesætte din ordre. Hun havde brug for fred.”

”Hun havde brug for mig!” rasede Christian.

”Med al respekt, så mener jeg, at hun selv er i stand til at formulere sine behov.” Leos blik veg ikke fra Christians. Selv på lang afstand kunne Veronica se deres stille, intense kamp.

Christian lukkede afstanden mellem dem, ved at tage et par skridt over mod sin stedfar. Han bøjede sig ned og knurrede vredt. ”Hun. Er. Min. Alt hvad hun har brug for, skal jeg nok give hende. Er det forstået?”

Leo stirrede tavst tilbage.

”Næste gang du vælger at overhøre mine befalinger –”

”Christian,” brød Veronica ind. Hun opdagede det først, da hun var på vej ned af kirkegulvet. Et eller andet i hende, bød hende at hjælpe Leo. Hun var sikker på, at Christian ikke ville skade ham, ikke alvorligt i hvert fald, men Leo have hjulpet hende, trøstet hende og taget sig af hende, da hun havde brug for det, så hun følte, at hun stod i gæld til den rare mand.

Christian rettede sig op med et ryk, da hun kom ind. Hele hans holdning ændrede sig, i stedet for den mørke kæmpe, blev han til den lysende beskytter, og han ignorerede totalt Leo, da han gik forbi ham for at møde hende. Han rakte hænderne ud og holdt hende tæt, så snart han fik chancen.

”Jeg troede, du ville sove hele dagen væk,” smilede han sensuelt.

Hans pludselig humørskifte var foruroligende.

”Kan vi tale sammen?” spurgte hun og tog et skridt væk fra ham. ”Alene?”

Han brynede. ”Er du okay?”

”Jeg har det fint,” nikkede hun.

Hans pande var fortsat rynket, da han bad Leo om at forlade dem. Uden et ord rejste Leo sig roligt og gik. Han sendte Veronica et taknemmeligt blik, idet han passerede hende, men ellers lod han sig ikke mærke af den trykkede stemning, som fyldte det enorme lokale.

”Du er vred,” sagde Christian, da de var alene.

”Lad være med at antage, at jeg er vred, hver gang jeg vil tale med dig,” sagde hun vredt. Og måtte tælle til ti, inden hun fortsatte med at bekræfte hans åndssvage antagelse. ”Jeg vil bare gerne vide, hvorfor du taler sådan til Leo. Hvad har han gjort”?

Christians kæbemuskler bed sammen.

”Og husk på, hvordan jeg har det med lukkede døre,” mindede hun ham om.

Han trak vejret ind gennem næsen, holdt det, mens han gloede ondt på hende, og pustede så hårdt ud gennem munden. ”Han adlød ikke min ordre.”

”Manden er praktisk talt din far. Hvordan kan du finde på at give ham ordre?”

”Han skal indordne sig lige som alle andre.”

”Gælder det også mig?” spurgte hun skarpt.

”Jeg vil ikke skændes med dig,” sukkede han og vendte ryggen til hende. Han bevægede sig tilbage mod tronen.

”Så svar mig.” Hun løb ind foran ham, måtte hoppe op af trappen for at bremse ham. Han stoppede forneden og så op på hende.

”Vil du have, at jeg indordner mig under dit styre og adlyde dine ordrer?” spurgte hun og fastholdt hans blik.

”Jeg vil have, at du er i sikkerhed. Og det er du hos mig.”

”Og hvis jeg pludselig får lyst til at gå en tur med nogen – ”

”Hvem?” Spørgsmålet bed hende af med et skarpt smæld. Hans øjne brændte faretruende. Han mente det ikke seriøst. Han kunne da umuligt blive jaloux over en hypotetisk person.

”Nu stopper du,” sagde hun hårdt.

Han blinkede forbavset et par gange.

”Du står ikke og bliver jaloux på grund af et hypotetisk spørgsmål.”

Han brummede en lavmeldt ed og masede sig forbi hende.

”Christian,” sagde hun lidt mere roligt. Det her var slet ikke sådan, som hun havde tænkt sig, samtalen skulle gå. ”Du kan ikke styre alt og alle. Sådan fungerer det ikke. Hvis jeg får brug for at være alene, eller får brug for at tale med nogen –”

”Så har du mig,” knurrede han, da han satte sig tungt på sin trone.

”Og jeg elsker dig,” svarede hun tålmodigt. Det blik han sendte hende var pludselig formildet og ømt. ”Men nogle gange får jeg brug for andre at betro mig til. Det gør du også. Hvorfor så lukke den mand ude, som betyder mest for dig?”

Han lagde hovedet på skrå og stirrede intenst på hende.

”Lad være med at være en klaphat overfor Leo,” bad hun.

”En klaphat?”

”Ja.”

Hans grin rungede uventet gennem lokalet. Den varme og melodiøse latter bredte sig i hele hendes krop og fik hende til at slappe af. Han var så opædt af grin, at han til sidst måtte læne sig forover og tørre lattertårer væk fra sine øjne.

”For helvede, Veronica,” klukkede han og hev hende hen til sig. Han satte hende på sit skød og kyssede hende i panden. ”Jeg gør som du siger,” lo han ”hvis du vil gøre én ting for mig.”

”Hvad?”

”Bliv ved med at være som du er. Bliv ved med at sætte mig på prøve. Bliv ved med at sige mig imod. Bliv ved med at holde mine ben på jorden. Så lover jeg, at jeg skal elske dig for altid – og lade være med at være en klaphat,” smålo han.

Hun kyssede ham på den perfekte næsetip. ”Må jeg bede om noget mere?” Hans humør var blevet højt, så hun mente godt, hun kunne tillade sig at bringe Rødes forhold på banen.

Han så spørgende på hende, og hun tog en dyb indånding. ”Røde og Gabriel – ”

” – er ikke noget du skal blande dig i,” afsluttede han hårdt. Fra det ene øjeblik til det andet, havde han pludselig alle parader oppe igen.

”Jeg forstår ikke, hvorfor det er et problem.”

”Så lad være med at stikke næsen i det.”

”Men de virker så glade for hinanden.”

”Og?” sagde han ligegyldigt. Han rejste sig, så hun blev nødt til at hoppe ned af hans skød.

”Hvorfor må de så ikke være sammen?” Vedblev hun og fulgte efter ham ned gennem salen. Han tog enorme skridt, så hun måtte småløbe for at kunne følge med. Endnu en lukket dør smækket direkte i fjæset på hende. Og hun lod sig uden kvaler provokere af den.

”Gælder dine restriktioner for alle mænd, som Røde kan lide, eller er det kun forbeholdt Gabriel?” spurgte hun. Hun måtte bremse op for ikke at støde ind i ham, da han brat standede og vendte sig om.

”Ikke dit bord, elskede,” murrede han og skulede ondt ned på hende. Han var en kæmpe i forhold til hende, og lige nu var hans stemme så rusten af harme, at det gav hende kuldegysninger. Hans kropsvarme strømmede ud mod hende, så tæt stod de på hinanden.

”Så hvis hun fandt sammen med, skal vi sige Ed? Så ville det være det samme problem?”

”Ed er en fin fyr.”

”Så det er altså Gabriel, der er stridspunktet,” borrede hun og mødte trodsigt Christians blik. ”Så skal vi bare have fundet ud af hvorfor.”

Christians øjne blev hårdere. Den blå ild blev antændt af hendes konklusion – som hun derfor regnede for at være korrekt. Han fnøs en enkelt gang af hende og drejede om på hælen. Men hvis han troede, han kunne slippe så let, kunne han godt tro om. Hun satte spurt på og indhentede ham hurtigt. Hun stillede sig i vejen, så han ikke kunne forlade salen uden at skulle konfrontere hende.

”Hvad har Gabriel gjort dig?” spurgte hun. Han kunne rive hende væk så let som ingenting, men hun forlod sig på, at hendes beslutsomme blik til dels ville skræmme ham væk. Forhåbentlig.

Det eneste svar hun blev mødt med var tavsheds. Hans kæber arbejde.

”Hvad end det er, han har gjort, er jeg sikker på, at han fortryder. Hvorfor ikke give ham en ny chance?” Hendes barriere holdt stand. Han lænede sig ned mod hende, knurrede af hende med sammenklemte øjne og vendte hende ryggen – igen. Denne gang hastede han tilbage gennem salen, ned mod sin trone.

”Hvis de nu virkelig elsker hinanden,” sagde hun i håbet om at appellere til hans romantiske side, mens hun satte i rend efter ham. Og hun nåede næsten at blive forpustet. Han havde virkelig sat farten op.

”Christian, Røde er ked af det. Vil du ikke gerne se hende lykkelig?”

”Gabriel kan ikke gøre hende lykkelig!” råbte han arrigt, mens han snurrede rundt om mod hende. Det var trods alt ord, der kom ud af munden på ham. Kommunikation var en god ting.

”Hvordan ved du det?” spurgte hun så blidt hun kunne.

Jeg kan læse tanker, hvis du skulle have glemt det.

Han stod med hovedet på skrå og et gider-du-lige-smil på læben. Irriterende charmerende.

”Så læs mine,” opfordrede hun ham, velvidende, at han straks ville gøre det. For sit indre blik fremkaldte hun én af de mange stillinger, som de havde afprøvet i løbet af natten. Hun så hans veltrænede krop arbejde hårdt, mens han stødte op i hende, og bare tanken om, hvor meget han fyldte hende ud, fik det til at krible i kroppen.

Han stivnede, tydeligvis chokeret, og hans blik blev faretruende tændt. En dødelig blanding af vrede og lyst. Hun åbnede egentlig munden for at argumentere igen, for at kæmpe Rødes sag, men blev overmandet af Christian, da han uden varsel brugte hele sin gigantiske krop til at presse hende væk fra salens gulv, ud til siden og nagle hende op af væggen. Hans tunge invaderede hendes mund alt for voldsomt og dejligt.

”Du snyder,” henåndede hun, da han endelig lod hende få luft, mens han sulten kyssede hende ned over halsen.

”Hvis det kan få dig til at holde kæft…” mumlede han.

Hun måtte ikke lade sig distrahere, måtte ikke, måtte ikke. ”Christian…” Hun forsøgte at skubbe ham væk, men i stedet pressede han sig bare endnu hårdere ind mod hende.

”Du er min, Veronica,” snerrede han med et gramt blik. ”Jeg tager dig, hvor jeg vil, og når jeg vil.” Af en eller anden mærkelig grund tændte det hende helt vildt, selvom hun hadede at skulle stå til offentligt skue. Der kunne komme nogen ind, hvornår det skulle være, men tanken om, at være hans var pokkers æggende – til stor forskel fra, når Oliver havde proklameret det samme.

”Røde kan ikke gå rundt og være ulykkelig resten af sit liv, fordi du har nogle mystiske luner.”

”Du leger med ilden,” brummede han. Han trak sit ansigt væk fra hende, men fastholdt hende med sin krop.

”Jeg har ikke noget imod varmen, så længe jeg kan få nogle svar. Det er lukkede døre, jeg har problemer med.”

Hans blik blev snævert, mens han så rangsagende på hende.

”Fortæl mig, hvorfor de ikke må være sammen? Røde er en voksen kvinde, der sagtens selv kan træffe sine egne beslutninger,” sagde hun trosigt.

”Du giver ikke op.”

”Nej.”

Som et såret dyr bakkede han væk fra hende, vendte sig om og gik tilbage til sin trone. Han så næsten ensom ud, da han satte sig. ”Gabriel er en charlatan. Hans afvigergen gør, at han ikke kan komme i fysisk kontakt med nogen, uden at det bliver en seksuel oplevelse. Ligegyldigt hvilken del af hans hud, man berører, bliver man fanget. Denne evne gør, at han er vældig… skal vi sige vellidt blandt mange kvinder – og mænd for den sags skyld. Han har gjort meget, prøvet meget, og har uden skrupler misbrugt sine evner. Røde skal ikke bare være endnu én af hans erobringer. Hun fortjener bedre.”

Så det var altså den beskyttende bror, som var på banen.

”Jeg ved at I tre er nære venner, og jeg vil ikke ødelægge jeres venskab ved at tilkendegive min mening om ham. Men hvis han rører hende, kommer han til at tilbringe meget lang tid i sygesengen. Rører han dig, er han død.” Hans stemme var hård og kold som stål.

”Men du kan ikke beskytte hende for evigt. Hvis hun virkelig elsker ham…”

”Og hvis han virkelig elsker hende, er han klar til at vente.”

”Hvad så hvis hun ikke vil vente? Hun har altså også behov.”

Christian skar en grimasse. ”Lad være med at sige sådan noget. Jeg vil ikke tænke på hende, på den måde.”

”Det ved jeg godt,” smilede Veronica og kom over til ham. ”Men det er nu engang sådan det er.” Hun lagde en hånd over hans.

Han var stille længe, sad bare og så sultent på hende.

”Et kompromis.” sagde han så.

”Hvad foreslår du?”

”De får lov til at være sammen – uden at røre ved hinanden – og jeg får lov til at rode lidt rundt i hans sind, finde ud af, hvad det er han er ude på.”

”Hvordan er det et kompromis?” lo Veronica.

”Hvis jeg finder ægte følelser for hende hos ham – og det er et stort hvis – skal jeg ikke blande mig i deres affærer.”

”Hvor storsindet af dig.” Hun rullede med øjnene.

”Jeg forsøger, Veronica. Det er ikke let at give slip.”

Du har overhoved ikke givet slip på noget som helst, tænkte hun for sig selv. Hans kontrolgen var stadig midt i spillet og dominerede hårdt. Men det lagde han åbenbart ikke mærke til selv. For ham, var det stort bare at give sit samtykke til, at Røde og Gabriel måske engang, langt ude i fremtiden, hvis alt flaskede sig, og han ikke besluttede sig for andet, kunne være sammen.

”Små skridt,” sagde hun og lagde en hånd mod hans kind.

”Små skridt.”

 

Det var blevet mørkt uden, Veronica havde lagt mærke til det. Efter hendes møde med Christian, havde hun tilbragt dagen med Røde, der var ovenud lykkelig for mødets udgang. De havde brugt tiden på at Veronica blev bekendt med de mange gange og lokaler i det gamle kloster. De brugte tid på at finde et sted, hvor hun kunne gøre sig nyttig. Køkkenet var ikke en god idé. Som regel lykkedes det hende at brække en arm eller to ved at lave kaffe, så de var hurtigt gået videre til vedligeholdelsesafdelingen, men eftersom hun dårligt kendte forskel på en hammer og en skrutrækker, havde de hurtigt udelukket den mulighed også.

De var endt op på sygeafdelingen, hvor Ed og Victor var hovedansvarlige. Veronica kom rigtig godt ud af det med de to, og med hendes baggrund som psykologistuderende, kunne hun bidrage med en hel del. Desuden trængte de til at have en kvinde ved deres side. De rodede rundt i papirer, medicin og journaler, så en kvinde med lidt ordenssans, var ikke at fornægte.

Sprogbarrieren måtte de alle tre arbejde med.

Christian havde lovet at spise aftensmad med hende, men havde sendt én assistent ned til spisesalen, for at melde afbud. Derfor var det Røde, der blev Veronicas middagsdate.

De sad overfor hinanden, og Veronica slappede af i venindens nærværd. Hele det frygtelige mareridt, der udspillede sig på den anden side af kirkens mure, blev ligesom glemt, når hun var sammen med Røde. Det meste af deres snak var teenage-agtigt og fnisende.

Lige indtil de hørte mumlende stemmer ude på gangen. De havde ikke lagt mærke til, at de var de sidste i spisesalen, der var blevet meget mørkt udenfor vinduerne, og hvis man tog køkkenpersonalets sure mine i betragtning, så havde de mere end opbrugt deres gæstfrihed.

Da de kom ud på gangen, var stemmerne gået videre, og de fulgte forsigtigt efter ud mod bagindgangen.

”Jeg kommer igen om et par dage,” sagde Leo og hankede op i en rygsæk, som han svingede om på ryggen.

”Du er sikker på, at du ikke vil have andre med?” spurgte en anden afviger, som stod ved siden af. Han var høj og bred som et hus, men hans ansigt var bart og tykt som en babys. Han havde funklende brune øjne og en fejlfri hud.

”Nej, tak, Junior,” smilede Leo tilbage. ”Der er ingen grund til at vi alle forlader skansen. Jeg er snart tilbage, og I kan sagtens klare jer uden mig.”

De to herre vendte sig om, da de hørte Veronica og Røde. Junior og Leo standsede op, da pigerne kom ud i forhallen til dem, men efter et kort øjeblik, hvor Leos øjne havde afsøgt Veronicas meget nøje, havde de stiltiende nikket til hinanden og indgået en tavs aftale om, ikke at fortælle andre, hvad der foregik – Veronica ville heller ikke kunne, hvis hun ville. Hun havde ingen anelse om, hvad det var manden havde tænkt sig at gøre.

”Pas på dig selv,” mumlede Junior.

”I lige måde.” Leo var lige trådt ud af døren, da nogen rømmede sig bag dem.

Veronica mærkede den enorme skikkelse komme op bag sig, stille sig klods op af hende, og hun vidste med det samme at det var Christian. Hans energi overskyggede altid alt andet.

”Hvor er du på vej hen, Leo?” spurgte han tonløst. Selv med ryggen til ham, kunne hun mærke hans isende blik.

Leos skuldre sank opgivende, og han vendte sig om med et suk. ”Jeg har nogle personlige sager, at tage mig af.”

”Hvilke?” Christians stemme var hård.

Veronica vendte sig om mod ham og så op i de blå øjne, der var fæstnet på Leo. ”Hey, Klaphat,” hviskede hun ømt og tog hans hånd i sin. Han vendte blikket ned mod hende. Det trak lidt i hans mundvige. Var det et smil, som forsøgte at bryde frem?

”Jeg bliver nødt til at finde hende,” forklarede Leo.

Christian frøs, og hans øjne skød op på manden igen og lynede.

”Nej,” knurrede han lavt.

”Jeg kommer igen om et par dage.”

”Nej.”

”Jeg bliver inden for bygrænsen, og hvis det –”

Nej!” Christians stemme gjaldede hårdt mod væggene. Hele hans krop dirrede af vrede og hans enorme hænder blev hårdt knyttet, efter han havde ladet Veronicas hånd dumpe ned. Vinduerne og dørene raslede på deres hængsler.

”Christian,” forsøgte Veronica blidt. Hvis hun kunne tale ham lidt ned, få ham til at slappe lidt af. ”Han kommer jo snart igen.”

Hans stålhårde blik fandt hendes og gloede så ondskabsfuldt på hende, at hendes krop af sig selv trak et par skridt tilbage.

”Bland dig uden om,” hvæsede han arrigt og vendte derefter sin opmærksomhed mod Leo igen. ”Det her er ikke til diskussion. Du bliver.”

”Men hvis hun er derude – ”

Du bliver!” Det var næsten som om han voksede i den lille gang, og alle løse genstande i rummet begyndte at skramle mod deres underlag.

Junior, Røde og Veronica trak sig alle tre så langt væk som muligt, mens Leo standhaftigt blev stående i døråbningen og mødte Christians rasende øjne, rolig som altid.

”Det her er en direkte ordre, som ikke kan tilsidesættes,” råbte Christian ”Du bliver! Jeg svarer ikke for følgerne, hvis du forlader grunden!”

”Jeg er ikke din fange,” svarede Leo koldt.

”Christian…” forsøgte Veronica igen, mens hun trådte et par skridt frem. Det her var ved at ende skidt.

Så er det nok!” I én fejende bevægelse af Christians arm, blev hun og Leo slynget op mod væggen. Veronica ramlede chokeret sammen på gulvet, havde fået slået al vejret ud af lungerne, mens Leo blev hængende i luften. Hans fødder dinglede mod væggen, og han vred sig mod usynlige hænder, der tvang hans hoved længere og længere bagover.

Far. Virkeligheden blev til dis, der blandede minderne med realiteterne, og i et øjeblik lammede Veronica fuldstændig.

Med lange bestemte skridt gik Christian hen mod sin stedfar, der hang hjælpeløst. ”Hun skal ikke findes,” hvæsede han mellem sammenbidte tænder. ”Verdenen er min nu! Og hun er ikke velkommen i den! Du har mit ord på, at jeg dræber hende, hvis du finder hende.”

Leo blev langsomt mere og mere blå om læberne, øjnene stod ud af hovedet på ham, en harkende og lydløs hoste undslap hans læber.

”Christian!” skreg Veronica, da Leos øjenlåg begyndte at falde i.

Alfahannen drejede blikket ned mod hende. Den blå ild fyldte så meget, at begge hans øjenhuler var fyldt ud af den.

”Du slår ham ihjel!” hylede hun.

Junior skubbede Røde foran sig, selvom hun protesterede voldsomt. De forsvandt ind i klosteret igen, mens Veronica grædende fastholdt Christians ild.

”Og hvad betydning har det for dig?” buldrede Christian arrogant. ”Elsker du ham?” Der var noget såret over hans stemme, som lå godt skjult af hans vrede. Men hun kunne høre det. Hun kendte ham godt nok til at vide, at hans ego ikke kunne klare det, hvis hun elskede en anden.

”Hvis du slår ham ihjel,” snøftede hun hysterisk og kom på benene. ”Hvis du gør det, kan jeg ikke være sammen med dig mere. Du har allerede dræbt min far. Begå ikke den samme fejl med din egen.”

På et enkelt sekund døde ilden ud, og Leo faldt til jorden. Alle genstande som før havde hoppet og danset faldt til ro, og det var som om selve luften blev tyndere. Veronica hev den grådigt ned i lungerne.

Christian værdigede ikke nogen af dem et eneste blik. Han så olmt ned gulvet, havde hænderne stramt knyttet.

”Du har stadig mit ord,” brummede han henvendt til Leo. Derpå forlod han dem.

Veronica skyndte sig over til Leo, der hostede besværet efter vejret. Farven var ved at vende tilbage i hans læber, og Veronica holdt ham ind til sig, forsøgte at trøste ham, mens han genvandt fatningen. Om der var gået få minutter eller flere timer, anede hun ikke. Det eneste, der var vigtigt lige i øjeblikket, var at Leo kom til sig selv, og vidste at han ikke var alene. Da han endelig fik rettet sig ordentligt op og langsomt gjorde sig fri af hendes omfavnelse, var han en træt mand.

”Jeg ved ikke, hvad der gik af ham,” sagde Veronica stille.

Leo holdt en hånd op. ”Lad være med at undskylde for ham,” hostede han. ”Det fortjener han ikke.” Var det had, hun kunne spore i tonefaldet? Var det virkelig muligt for Leo at bære nag til sin Messias, til sin søn?

”Hvad gik alt det ud på?” spurgte hun forsigtigt, mens hun hjalp ham på benene.

Leo rystede på hovedet. ”Det er en meget lang og meget kompliceret historie.”

”Har du stadig tænkt dig at tage af sted?”

”Ikke i aften.” Han mødte hendes blik, og hun vidste, at han stadig var fast besluttet på at finde, hvem end det var, han ledte efter.

”Hvem er hun?”

Han rystede igen på hovedet, og begyndte at bevæge sig ned gennem gangen. Han støttede sig til væggene, og dinglede som om han havde set lidt for mange flaskebunde inden for de sidste tyve minutter. Veronica fulgte ham, klar til at gribe ham, til at lade ham læne sig op af hendes skuldre, hvis det blev nødvendigt. Da de nåede døren ind til hans soveværelse, åbnede han den udmattet. Ved fælles hjælp blev han moslet i seng, og det slog hende hårdt, da hun så hvor gammel han pludselig så ud.

”Veronica,” sagde han, da hun gjorde mine til at gå. Hun regnede faktisk med, at han var faldet i søvn, lige så snart hans hoved ramte puden, men han var lysvågen. Hun satte sig på sengekanten.

”Der er noget i vejen med ham.” Leos stemme lød hul af træthed.

”Med Christian?”

Han nikkede. ”Han er ikke den mand, som jeg troede, han ville være. Han er for utilregnelig.”

Et udsagn om en overfaldsmand udtalt af offeret. Det var klart, at Leo lige nu så Christian som ustabil. Han var i chok, og hjernen fungerede ikke optimalt i en choktilstand.

”Læg dig til at sove, Leo. Jeg er sikker på, at du ser anderledes på det i morgen.” Hun klappede ham kærligt på hånden, men han greb hårdt fat i den, da hun ville rejse sig.

”Jeg mener det. Det er ikke bare på grund af i aften. Har du ikke lagt mærke til det?”

Hun trak på skuldrene. Hun vidste ikke, hvad hun skulle have lagt mærke til.

”Han er kort for hovedet. Hans humørsvingninger er for voldsomme, for hyppige. Hans raseriudbrud overstiger langt, hvad man normalt kunne forvente. Har du ikke oplevet det?”

En stram knude i maven begyndte at dunke ved hans ord, for jo, hun havde lagt mærke til, at Christian overeagerede ved de mindste ting. Røde og Gabriels forhold… Hans vrede over Leos forsinkede tilbagevenden… tanken om, at hun ville snakke med andre… Hver gang hun gik til ham, havde han paraderne oppe og sænkede dem kun nødigt. Lukkede døre overalt.

”Han er stresset,” sagde hun stille.

Leos smil var fyldt af ynk. Han lagde en hånd mod hendes kind og nussede hende kærligt. ”Lavede ud lige så mange undskyldninger for Toobin?”

Det gav et stik i hjertet. Hun var udmærket klar over, at kvinder der levede i et voldligt forhold, gjorde alt for at dække over deres partners fejl. Hun var også klar over, at hun havde gjort det samme med Toobin, men hendes forhold med Christian var ikke præget af vold. Hun kunne uden det mindste besvær bekendtgøre, at hun elskede ham, og aldrig havde følt så stærk for nogen før.

”Jeg elsker ham,” sagde hun nok mest for at forsikre sig selv.

”Det ved jeg. Men han er forandret. Jeg har ingen anelse om, hvad der er sket. Jeg ved ikke, hvorfor han har ændret sig…” Leos øjne flakkede og øjenlågene gled i et øjeblik.

”Du er træt,” sagde hun og lagde dynen tættere omkring ham. ”Jeg skal nok tale med ham. Tingene ændrer sig igen. Det lover jeg, Leo. Christian har bare brug for tid, så vi må være lidt tålmodige.”

Manden i sengen hørte hende ikke. Ham mumlede et eller andet usammenhængende om skyld og anger, inden søvnen for alvor overtog hans sind. Han så meget ældre og skrøbeligere ud som han lå der.

Kom i seng, elskede.

Alle andre tanker forstummede så snart stemmen invaderede hendes sind. Der var en kælen klang, som bestemt ikke havde været der ude i gangen.

Humørskifte. Svingninger. Utilregnelig.

Hun valgte at ignorere stemme i hovedet og begav sig ud på gangen i jagten på et ledigt værelse. Hun ville ikke sove i samme seng som Christian i aften. Ikke før de havde fået snakket sammen om, hvad der var sket. Ikke før de havde fået åbnet et par genstridige døre. Om hun så skulle bruge brækjern og knofedt, så skulle hun nok komme ind.

Det værelse hun fandt, var sparsomt møbleret. En seng, som nok snare kunne kaldes en briks, stod i det mørkeste hjørne – hvilket ikke sagde så meget, taget i betragtning at der ingen vinduer var. Et smalt bord og en hård stol stod modsat sengen. Loftslampen var en støvet papirslampe, som gav et grelt gulligt lys. Hun måtte slukke den, inden hun famlede sig over til sengen, for der var kun den ene kontakt. Det var et usselt tyndt tæppe, som gjorde det ud for dyne. Hun måtte finde sig i at sove på det hårde underlag, for hun var for træt til at lede efter et nyt og bedre motel.

Søvnen indfandt sig hurtigt. Hendes drømme var mørke. Ikke dystre bare… mørke. Ligegyldigt hvor hun så hen, var der mørkt. Lige meget hvem hun talte med, var deres ansigter dækket af mørke. De talte med mørke stemmer. Også hende selv. Det var først da en massiv varme lagde sig om hende, at der begyndte at komme lys. Det bredte sig bagfra hende, men hun var på en eller anden måde surret fast til gulvet, så hun ikke kunne vende sig om mod det. Til gengæld var hun overhoved ikke i tvivl om, at varmen kom fra den person som lige pludselig lagde sine stærke, lysende arme om hendes liv og trak hende ind til sig. Hendes krop lænede sig op af noget velkendt og massivt, som helt sikkert ville beskytte hende fra mørket.

”Stædige kvindemenneske.”

Selvom det kun var en hvisken, selvom det knapt var hørligt, var det nok til at hun vågnede med et sæt. De lysende arme, der havde lagt sig om hende, var virkelige – bortset fra at de ikke lyste. Men de havde et fast tag om hendes spinkle liv og havde trukket hende ind mod en hård krop. Hun genkendte duften og den melodiøse stemme med det samme og vendte sig besværet over mod Christian, der lå helt ude på kanten af briksen med armene om hende.

Han smilede skævt, da hun så på ham i det lille rum. Det var som om hele hans væsen fyldte alle kvadratmeterne ud. Hans funklende blå øjne lyste en anelse op, så hun skelne hans vidunderlige ansigtstræk. Han havde tændt lyset.

”Det var ikke min mening at vække dig,” hviskede han og kørte en hånd gennem hendes mørke hår. Hans berøring var som altid helt fantastisk.

Briksen var for lille til at de ikke ville røre hinanden. Hvis ikke han havde armene om hende, ville han trille ud. Det betød også at hun var fanget. Hun lå op af væggen og havde nu fronten mod Christian, der ikke så ud til at ville slippe sit tag i hende.

”Hvad laver du her?” spurgte hun træt.

Han trak lidt på skuldrene, så meget som pladsen nu tillod. ”Du kom jo ikke ind til mig…”

”Du overvejede ikke, at jeg gerne ville være lidt alene?”

”Tanken strejfede mig, men jeg må indrømme, at mit eget behov skreg for meget, til at jeg kunne ignorere det.”

”Og hvis jeg så beder dig om at gå?” Hun ville faktisk gerne være alene, men var alligevel lykkelig for at han var der. Hendes krop var først rigtig rolig, når han var i nærheden – og endnu mere, når han var presset helt tæt op af hende, eller var inde i hende. Og det på trods af hans voldsomme adfærd.

”Vil du gerne være alene, elskede?”

Hvorfor helvede var hans stemme så forførerisk?

”Jeg vil bare gerne sove,” sukkede hun.

”Og jeg vil bare gerne holde om dig. Udelukker de to hinanden?”

Hun rystede på hovedet, alt for træt til at tage kampen op nu.

”Fint.” Han kyssede hende på panden. ”Så luk øjnene og sov.”

Hun gjorde som hun fik besked på, alt for udmattet til at banke på døre nu. Det skulle hun nok få gjort i morgen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...