Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
730Visninger
AA

21. 20

Hun rystede på hovedet, tørrede kinderne med bagsiden af hånden. ”Dig først.” Hun havde brug for at høre hans forklaring, inden hun kunne tale om sine egne følelser – inden hun ville.

Christian greb ud efter begge hendes hænder, da han så forbindingerne og stirrede på dem med rynkede bryn. ”Hvad er der sket her?”

”Det er lige meget.” Hun tog flovt hænderne til sig. ”Christian, jeg bliver nødt til at vide, hvad der skete, da du… hentede Oliver.” Hun kunne ikke få de andre ord over sine læber.

”Victor!” råbte han ned gennem kirken og ignorerede hendes anmodning. Hans stemme rungede fra væggene, og fik Veronica til at krympe sig.

”Christian, mine hænder har det fint. Leo har taget sig af mig.”

Christians blik blev hårdt og så nådesløst ned på hende. ”Hvordan `taget sig af dig´?”

Dét mente han ikke seriøst. Manden var praktisk talt hans far, og alligevel blev han jaloux over absolut intet.

”Læs mine tanker,” sagde hun indsmigrende og tænkte på, hvordan hendes hænder ville se ud med langfingrene løftet – hvilket forbindingerne afholdt hende fra at gøre i virkeligheden.

Christian lagde hovedet på skrå med det samme, og hun mærkede den brede varme, der sneg sig ind i hendes sind. Øjeblikket efter var den væk, og Christian skulede på hende gennem sammenknebne øjne. Det skæve smil afslørede hans bluf.

”Opfør dig ordentlig,” smilede han og tog hende i sin favn igen. Hans læber fandt hendes, og hun lod sig smelte ind mod deres bløde hede. Hun åbnede sin mund, en invitation, som han med det samme tog imod. Mens hans tunge legede med hendes, strammede han sit greb om hende. Den ene arm var låst fast om hendes liv, den anden smøg sig op af hendes ryg, hvor hånden lagde sig til rette om hendes nakke, og hun var sikker på, at han ville tage hende lige der midt på gulvet. Hans åndedrag blev hurtigere, han blev hårdere mod hendes hofte.

Men midt i det hele hørtes pludselig forsigtige fodtrin ned langs kirkegulvet.

Christian rev sig irriteret væk, gloede vredt ned på den uventede gæst, men blødte så op, da han så Victor langsomt nærme sig.

”Komm hier herauf, Victor,” sagde han. Veronica blev ført over til tronen, og med en lille bevægelse med hånden, gjorde Christian tegn til, at hun skulle sætte sig.

”Ich weiß nicht, was passiert ist. Aber ich möchte, ihre Hände werden wieder schön.” Christian tog hendes hænder i sine og begyndte nænsomt at vikle forbindingerne af, mens han fastholdt hendes øjenkontakt. Der var noget alt for intimt over det, så intimt, at hun blev helt varm i kinderne. Og ikke kun forbi han lige havde haft sin vidunderlige tunge i hendes mund. Selv drengen kunne fornemme undertonerne og kiggede genert væk, mens Christian rullede de brugte bandager sammen.

Hendes hænder var virkelig smadret. Der var sår på samtlige fingre, alle knoer var mere eller mindre blevet revet op, da hun havde gravet i murbrokkerne. Et par af neglene manglede også, og håndryggene var gule og blå og hævede.

Christian rynkede brynene og så alvorligt på hendes forslåede hænder. ”Leo skulle have bragt dig herhen med det samme.”

”Jeg har det fint,” forsikrede hun, selvom hun vidste, at han ikke hørte det.

”Victor?” sagde Christian og lagde Veronicas hænder over i drengens. Han lavede sin voodoo med det klare lys og den healende varme, mens Christian travede lidt frem og tilbage.

”Alles klappt,” sagde Victor lidt efter. Han blev belønnet med et nik, et skulderklap og blev derpå sendt ud igen.

Veronica prøvede sine hænder af og de fungerede – selvfølgelig – upåklageligt. Selv de manglende negle var blevet erstattet med nye. Christian tog endnu engang hendes slanke hænder, og med lukkede øjne kyssede han hver finger kærligt, så det sitrede i hele hendes krop af forventning. Hun vidste, hvor givende den smukke mund kunne være.

”Tal så til mig, Veronica,” sukkede han. ”Fortæl mig helt præcist, hvad der gik igennem dit hoved, da du forlod mig – igen.” Det sidste ord blev sagt med en spydig tone og et isnende blik, som frøs hendes blod.

Men hun rystede det af sig, så godt hun kunne og mødte ufortrødent hans blik. ”Jeg siger intet, før du har fortalt, hvad der skete.” Hendes stemme rystede ikke engang. Hvor vildt.

Han sank sammen foran hende, faldt på knæ og lagde sit hoved på hendes skød. ”Det skete så hurtigt.”

”Så vis mig det.”

Han så forbavset op på hende. ”Det er anden gang, du ligefrem beder mig om at være i dit sind.”

”Hvis det er lettere for dig…” Hun trak på skuldrene.

”Men jeg er ikke sikker på, at det bliver lettere for dig. Hvordan vil du ikke reagere, hvis du rent faktisk ser, hvad der skete?”

”Det må komme an på en prøve.” Hun tog hans hånd og førte den op til sin pande, klar til at konfrontere sin fars død. Men Christian tog hånden til sig, som om han havde brændt sig.

”Du må ikke flygte fra mig bagefter…” Stemmen var spag, næsten en hvisken og hans blå øjne var dækket af en tryglende bøn.

Hun så længe ind i dem, usikker på hvad hun skulle svare. Hun kunne ikke love, at hun ikke ville løbe sin vej. Men på den anden side, vidste hun også med sig selv, at hendes tåbelige hjerte altid ville føre hende tilbage til ham. Hvor meget hun end ville, kunne hun ikke holde sig væk. Uløseligt forbundet af en kærlighed, som hun ikke forstod og ikke kunne undvære.

”Jeg skal nok bruge noget tid på at bearbejde det,” sagde hun roligt. ”Om det bliver sammen med dig, kan jeg ikke love, men du mister mig ikke, hvis det er dét du frygter. Jeg vil altid komme tilbage til dig.”

På et split sekund havde han trukket hende ned til sig i en tæt omfavnelse, der truede med at klemme al luften ud af hende. Hans enorme krop, de hårde muskler, hans ukontrollable hengivenhed var ved at kvæle hende.

”Christian…” stønnede hun og forsøgte at skubbe ham lidt fra sig. Bare nok til at kunne få luft. ”For… hårdt…”

Han løsnede sit greb kun for at lægge sine hænder om hendes ansigt, holde det fast, mens han kyssede hende, ihærdigt og grådigt.

”Jeg elsker dig, Veronica. Jeg elsker dig så højt. Jeg vil aldrig gøre noget for at skade dig. Det bliver du nødt til at tro på.”

Hun nikkede, selvom hans tryglen gav hende kuldegysninger. Med et stålfast blik førte hun igen hans hånd op til sin pande. ”Vis mig det så.”

Han så hende i øjnene længe. Munden var trukket stramt sammen, kæberne gav sig, han holdt vejret.

”Luk øjnene, min elskede,” hviskede han så endelig, og hun gjorde, som han bad om.

I horisonten så hun pludselig politigården, som den have set ud før dens forfald. Den tonede frem, mørk og mægtig, med en enorm folkemasse foran, der jublede og skreg Christians navn, mens han nærmede sig. Den rus der gik igennem ham ved at høre sit eget navn blive messet så intenst og så vedvarende, rullede direkte videre gennem Veronica og gav hende en opstemt følelse af magt.

Folk trak sig, når han nærmede sig, lavede automatisk en vej gennem hoben, så Christian frit kunne komme frem. Selvom mange rakte ud for at røre ved ham, var det alligevel med ærbødige hænder og frygtsomme øjne. Han skjulte sin uvilje mod deres berøringer og fokuserede på målet.

Bag ham havde han en håndfuld af sit personale, der så store og grusomme ud. Deres stenansigter var skræmmende hårde, og de var hurtige til at skubbe alt for nærgående beundrer væk.

Politigårdens indgang var rummelig i ordet bedste forstand. Der var højt til det hvælvede loft, langt fra den ene mur til den anden. Trapperne op var brede og samtlige døråbninger var med dobbeltdøre af mørkt mahogni.

Politiet som havde huseret der, var ikke længere til stede. I deres sted var der nu kommet afvigere, der så mindst lige så blodtørstige ud som Christians folk. De tilkendegav alle deres tilhørsforhold til deres Messias som han passerede dem – ved at bukke dybt, ved at nikke indforstået, ved at sige hans navn – og han gav dem alle et kort, anerkendende blik.

”Mr. Chasedin,” stemmen kom fra en ranglet fyr med et bredt overskæg. ”Denne vej.” Han gestikulerede med hånden og Christian fulgte efter.

Overskægget ledte ham gennem en del døre, ned af en trappe og tog ham til sidst med ind på en gang med døre af stål på begge sider.

”Vi er blevet nødt til at placere en fem, seks stykker i hver celle. Der var simpelthen ikke plads,” forklarede overskægget, mens de gik ned af gangen.

”Oliver Toobin,” sagde Christian koldt. ”Hvor befinder han sig?”

”Denne vej, mr. Chasedin.”

Et par døre længere nede stoppede de op. Christian lænede sig frem og kiggede ind af det lille blyindfattede vindue som var i døren ind til cellen. Seks fanger. Fire af dem var betjente, de to sidste civilister, hvoraf den ene af dem var Toobin.

Veronica mærkede det had, der steg op i halsen på Christian ved synet af ham. Mindet var lidt slørret – sikkert fordi det ikke var hendes eget – men hun kunne have svoret på, at hun høre Christian knurre dybt nede i halsen. Alene synet af Toobin, var nok til at Christian knyttede hænderne og måtte spænde alle muskler i sin krop for ikke at flå døren op og gå løs på ham. Hæslige tanker om, hvordan stodderen havde behandlet hende, mishandlet hende, fremkaldte et raseri så voldsomt, at det føltes som en ild, der brændte huden af Christians krop.

Pludselig forsvandt billedet af Toobin i cellen, de folk, der havde stået omkring Christian og selve den bygning, han havde været i tonede ud som ved et trylleslag.

Veronica blinkede forvirret for at stille skarpt på de omgivelser, der rent faktisk var der. Kirken, alt det teknologiske udstyr, og de smukke blå øjne, der brændte uden at vige fra hendes.

”Er du okay?” spurgte Christian og tog hendes hånd i sin. Han kyssede den kærligt, bekymret.

”Jeg anede ikke, at hadet var så voldsomt…” sagde hun med en stemme, der ikke lød som hendes egen.

”Skal jeg stoppe?”

Hun rystede på hovedet, og først dér lagde hun mærke til den tårer, der løb ned over hendes kind.

Christian tørrede den væk med sin tommelfinger. ”Du kan ikke holde til det.”

”Jo,” kvækkede hun og blev irriteret over, at stemmen ikke ville lystre hende.

Han lagde hovedet på skrå og blev ved med at stirre på hende. ”Behøver du, være så stædig?”

”Hvis ikke jeg var, var det aldrig lykkedes mig at komme ned i katakomberne.”

Det smil han sendte varmede, og sendte hans had ud af hendes krop.

”Skal vi prøve igen?” spurgte hun og tog hans hånd.

”Sikker?”

Hun nikkede og øjeblikket efter var hun tilbage foran døren ind til Toobin.

Overskæget drejede en nøgle rundt i låsen, og åbnede døren for Christian, der blev stående ude på gangen. Stanken af frygt var overvældende. De fire betjente trængte sig så langt tilbage i det lille rum som muligt, mens de undgik enhver øjenkontakt. Toobin fulgte deres eksempel, og brillerede med sit kujoneri, da han gemte sig bag den anden civilist.

Veronicas hjerte stoppede med at slå, da hun så sin fars ansigt. Forslået og blodigt som Toobins. De familiære træk – den lige næse, de venlige, brune øjne, munden med de fyldige læber – det hele var blevet fordrejet af smerte, af slag, så hans ansigt nu mindede om et Picasso maleri. Næsen var brækket, læberne var flækket ligesom øjenbrynene. Den ene kind var revet til blods og der sad store kager af størknet blod og snavs i hans mørke hår. De grå tjavser, der normalt prydede siderne af hans hårpragt var dækket af rester fra kampen.

Foruden Christians had mod Toobin blandede sorgen over faderens død sig i Veronicas bryst. Selvom hun var på politigården, selvom hun så med Christians øjne, selvom hun følte, hvad han følte, var det umuligt for hende, at benægte sine egne instinkter. Hun havde lyst til at fare frem og gribe fat i sin far, knuge ham ind til sig, fortælle hvor meget hun elskede ham, hvor meget hun savnede ham. Men selvom hun rakte ud efter ham, blev Christians hænder, hvor de var; hårdt knyttede ned langs siden.

Hun var kun med som tilskuer.

”Toobin,” knurrede Christian ind i cellen.

Der var ingen svar fra nogen af dem.

Overskæget gloede forfærdet fra Christian ind på Oliver og tilbage igen gentagende gange. Til sidst sprang han ind i cellen og rev fat i Toobins arm, forsøgte at hive ham med ud.

”Svar, når du bliver tiltalt!” råbte overskægget rasende.

Og så skete det hele meget hurtigt. Toobin flåede sig løs af overskæggets greb, samlede sine hænder og sendte en trykbølge afsted rettet imod Christian, der alt for let fejede angrebet af banen med et vink med hånden. Bølgen ændrede retning, drejede af inden den nåede sit mål og blev sendt direkte i hovedet på betjentene, der alle blev blæst op mod væggen, mast af trykket, for at falde døde til gulvet til sidst.

Toobin krøb i ly bag Veronicas far, og inden nogen nåede at gøre andet, sendte han endnu en trykbølge afsted. Denne gang i ryggen på Veronicas far, der blev skubbet fremad mod Christian.

Ud af øjenkrogen så Christian nogen komme imod sig. En mulig trussel, som stod i vejen for hans mål. Han hævede sin højre hånd, strakte armen, og Veronicas far stoppede midt i sin bane med hovedet tvunget bagover af en usynlig hånd. Han spjættede i luften for at komme fri, greb ud efter noget, som ikke var der. Christian lavede et lille ryk med sin hånd, og i det samme knækkede truslens nakke bagover med et højt smæld.

Knækket nakke – simpelt og effektivt.

Christian smed den døde krop over til de andre, trådte vredt ind i cellen og hev fat i Toobin, der lod sig trække med ud i –

”Du græder.” Christians stemme var en melodiøs tryglen, som klingede velkendt i hendes øre.

Hele scenariet foran Veronica blev sort, opløste sig og forsvandt. Det eneste, som blev tilbage var tomheden. Hun holdt sine øjne lukket, og de sveg af brændende tårer.

”Veronica, se på mig…” Han havde fat i hendes hænder med begge sine. Hun kunne fornemme hans krop helt tæt på, kunne dufte ham. Men hun var ikke klar. Hun ville fastholde billedet af sin far lidt endnu. Selvom han havde været skræmt og forslået, var det alligevel hendes sidste minde om ham – skønt det strengt taget ikke var hendes. Hun søgte tilbage i Christians følelser.

”Du må ikke lukke mig ude, Veronica.” Grebet om hendes hænder strammede til og stemmen blev mere grødet.

Hvad havde han egentlig følt, da han dræbte en uskyldig mand? En larmende ligegyldighed skreg i hendes hoved, mens hun genkaldte sig lyden af nakken, der knækkede. Det havde været så let for ham, så fuldstændig ubesværet.

”Veronica?” Hvorfor lød han så fjern nu? Han var da stadig lige overfor hende, ikke?

”Veronica!” Hans hænder flyttede sig fra hendes og lagde sig hårdt om hendes skuldre. Han ruskede i hende. Følelsen af fingrene, der borede sig ind i kødet var kun kortvarig. Derefter følte hun intet.

Kun ganske svagt hørte hun ham brøle et eller andet utydeligt, som gav genlyd mod kirkens hvælvede loft. Så kom den ubehagelige smag af blod, og følelsen af at svæve. Derefter blev hun følelsesløs og forsvandt.

 

Lyden af tunge fodtrin, der nærmede sig og forsvandt igen, var det første hun registrerede. Øjeblikket efter kom de tilbage, stoppede op ved hende et kort sekund og forsvandt så igen. Med lyden fulgte en velkendt duft, maskulin og tryg, som fik hende til at ville åbne øjnene. Hun var træt, men den enorme karisma, som fulgte personen, der bevægede sig rundt i lokalet gjorde, at hun ikke kunne lade være med at ville se. Hun åbnede forsigtigt øjnene, drejede langsomt hovedet på en blød pude, og så den velkendte og veltrænede krop som hun elskede og kunne genkende på lang afstand.

Christian stod med ryggen til hende, med armene hvilende på vindueskarmen, mens han kiggede ud. Skuldrene var trukket op, ryggen var anspændt, og med et dybt suk knurrede han: ”Er muss dann verdammt noch mal etwas tun könnte.”

”Er ist nur ein Kind.” Stemmen kom fra den anden ende af lokalet. Veronica vendte sig over mod den og så Ed stå med armene over kors og et stålsat blik.

”Doch sein Talent geht so weit…”

”Nicht in diesem Fall. Der Geist ist eine zerbrechliche Sache. Dass hättest du wissen sollen.”

Christian knurrede vredt igen og vendte sig om for at konfrontere kilden til sin irritation – og stivnede, da hans blik fangede Veronicas. Han var ovre ved hende på et split sekund, kaprede hendes ene hånd i begge sine og kyssede hendes knoer gentagende gange.

”Er du okay?” spurgte han og så ransagende på hende.

”Jeg har det fint. Jeg er lidt træt, men har det fint.” Hun gjorde mine til at ville sætte sig op i sengen, og han støttede hendes straks, mens han bad Ed om at forlade lokalet. Manden gjorde som han fik besked på, nikkede en enkelt gang og lukkede døren efter sig.

”Jeg besvimede?” Veronica så spørgende på ham.

Christian nikkede og satte sig ved siden af hende, lagde en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig. ”Jeg vidste, at du ikke kunne holde til det.”

”Det gik okay,” forsøgte hun, men måtte bide sig i læben for ikke at græde igen, da lyden af knækket nakke rungede i hendes hoved. En sugende fornemmelse i maven fortalte hende, at det var en lyd hun måtte leve med resten af sit liv.

”Lad være med at lyve,” formanede han stille.

”Det var hårdt…” indrømmede hun efter et minuts stilhed.

”Det ved jeg.”

”Og det var så let for dig at –”

Han strammede sit greb om hendes skuldre, stoppede hendes sætning, inden hun selv blev nødt til det.

”Er det altid sådan?” spurgte hun, uden at ane, hvor hendes makabre nysgerrighed kom fra.

”Hvad mener du?”

”Når du tager et liv.” Han frøs ved siden af hende, men hun ville høre det, havde brug for at høre det. ”Er det altid så… ligegyldigt for dig, når du slår ihjel?”

”Du spørger, om jeg er hjerteløs.”

”Nej… det var ikke ment som… det er bare fordi…” Ordene ville ikke tage form af en hel sætning. Hans korte konkretisering af hendes udtalelse, gjorde hende nervøs.

”Synes du, jeg er blottet for følelser?” spurgte han og så ned på hende.

”Nej…”

”Godt. Så slutter samtalen her.” Hen rejste sig.

”Men…”

”Er der noget, du har brug for? Mad, drikke? Alenetid?”

Hun havde brug for at komme tilbage til virkeligheden, havde brug for at al denne afvigergalskab, som havde forpestet verdenen, stoppede nu. Hun havde brug for at hendes far kom tilbage og holdt om hende.

Hun rystede på hovedet.

”Godt,” sagde han. ”Jeg har nogle ting, som skal klares. Det kommer ikke til at tage mere end et par timer, og så kommer jeg tilbage igen. Er det okay?”

Konfronteret med sin fars død af morderen selv, morderen, som ejede hendes hjerte, og nu bare ville gå, forlade rummet og vende tilbage til de forretninger, som åbenbart var helvedes meget vigtigere end hende… Hun var følelsesløs.

Hun nikkede, og hørte hans skridt gå over mod døren. Selv på et blødt tæppe, var hans enorme muskelmasse umulig at dæmpe lyden af. Det føltes som om, han bevægede sig i slowmotion, det tog ham en evighed at nå over til sit bestemmelsessted, og imens fik hun lov til at kæmpe med tårer, som ikke måtte falde.

”Du må ikke flygte fra mig igen, Veronica. Det overlever jeg ikke.” Han stod med håndtaget i hånden, panden lagt mod døren og med øjnene lukkede.

”I lige måde,” hviskede hun.

Han vendte sig om med et ryk og stirrede på hende. ”Jeg flygter ikke.”

”Du lukker mig ikke ind.”

”Men jeg flygter ikke.”

”Det er det samme.” Han blev stående ubevægelig ved døren, og hun måtte tage en dyb indånding, inde hun fortsatte. ”Hvis ikke du lukker mig ind, hvis ikke du deler dine tanker og dit liv med mig, kunne du lige så godt tage benene på nakken. En dør som aldrig bliver åbnet er lige så brugbar som solstråle i horisonten. Lige meget hvor ihærdigt du jagter strålen, lige meget hvor hårdt du banker på døren…” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Begge dele ender med at gøre dig udmattet og frustreret, og du får intet ud af det.”

Hans blik var hårdt. Hun undgik at se op på ham, men hun kunne mærke hans blå øjne brænde. Hun rejste sig og gik over til vinduet. Udsigten var ud til en kirkegård, altså måtte de stadig befinde sig i kirken, sikkert en del af klosteret. Hvilket gav mening. Leo havde jo fortalt at Christian havde bosat sig her. Rummet hun var vågnet op i kunne være et hvilket som helst soveværelse i et hvilket som helst hus. Der var ikke noget, der tydede på, at det skulle befinde sig i en kirke. Væggene var tapetseret, gulvet havde et tykt, blødt tæppe, loftet var beklædt med lyse brædder, og belysningen var hyggelig. Det var først når man så ud af vinduet, at den groteske forskel fra et almindeligt hus gik op for en.

Der var regn på ruden, himlen var mørk og så kun ud til at ville blive mørkere. Hun anede ikke hvad klokken var, men hun var sikker på at dagen var ved at gå på hæld.

En stærk arm listede sig pludselig varsom rundt om hendes liv og trak hende ind til en massiv krop, som lagde sig øm op af hende.

Hans ånde varmede hende i nakken, da han begravede ansigtet ved hendes hår. Han snuede ind, kyssede hendes hals.

”Det tager tid for mig…” hviskede han ved hendes øre.

”Jeg er træt af at møde lukkede døre,” svarede hun og blev stående med ansigtet vendt mod kirkegården, selvom hendes krop jublede på grund af hans berøringer. Den forventede at der skete mere og var allerede ved at gøre sig klar. Men hun ville ikke give sig hen – ikke nu. Hun var irriteret over ham.

”Du må ikke være vred på mig, Veronica.”

”Det er jeg heller ikke.”

Han brummede mod hendes hals, da han kyssede hende igen. ”Det klæder dig ikke at lyve.”

Hun forholdt sig roligt. Forblev en statue i hans favn, og kæmpede for at ignorere hans kys. For helvede, det måtte give en eller anden form for medalje at kunne modstå ham.

Hans ene hånd, den som ikke holdt om hende, kørte op af hendes arm, over hendes skulder og ind under hendes hår, nussede hende i bløde cirkulære bevægelser, som nærmest virkede hypnotiserende.

”Jeg hører hver en tanke og mærker hver en følelse,” sukkede han ind mod hendes hals. ”I det øjeblik, hvor livet forlader kroppen er der fri adgang til sindet, hvis man ellers ved, hvordan man gør.”

Hun holdt vejret, lyttede anspændt.

”Det har taget mig mange år at lære at lukke af. Det hele bliver så intenst, så hudløst, når livet ebber ud.” Hans læber listede sig op af hendes hals og ned igen. ”Ligegyldigheden er nødvendig, hvis ikke jeg skal miste min forstand sammen med dem.”

”Og min far…?” hviskede hun næsten stemmeløs.

”Hvad med ham?” spurgte han og gjorde ophold i sine kærtegn.

”Hørte du ham? Følte du ham?”

”Veronica.” Han vendte hende rundt i sin favn og tvang hendes hoved opad med en hånd under hendes hage. ”Se på mig.”

Det fantastiske blå blik, som mødte hende var fuld af sorg.

”Havde jeg muligheden, gjorde jeg det om. Det jeg så, var en trussel, som kom imod mig, og som stod imellem mig og mit mål. Jeg fjernede den og bragte Toobin med tilbage til dig.”

Og lige dér gik det op for hende, at det var hendes skyld. Lige dér krøllede maven sig sammen, sjælen kriblede frygtsomt op langs rygraden og forsøgte at skjule sig. Hjertet som allerede var beskadiget, flækkede fuldstændig, og tvang hende i knæ. Hvis ikke Christian havde været der til at holde hende, var hun endt på gulvet med et brag.

”Åh Gud,” hviskede hun for sig selv, idet hun faldt. Tårerne brændte lige bag øjnene, men de ville ikke falde. Kvalmen lå helt oppe i halsen, men den blev hvor den var.

Christian skovlede hende op i sin favn og bar hende tilbage til sengen. Han satte sig med hende på skødet.

”Hvad sker der?” spurgte han, mens han holdt hende ind til sig, rokkede hende trøstende i sin favn.

”Det var mig,” hulkede hun tørt. ”Jeg slog ham ihjel…”

”Stop.” Hans melodiøse stemme var hård, og grebet om hende blev strammet med det samme. ”Det der vil jeg ikke høre. Du havde intet med det at gøre.”

”Men hvis jeg ikke havde bedt – ”

”Stop!” Ordren rungede i soveværelset. Vredt satte han hende fra sig på sengen og satte sig på knæ på gulvet foran hende. Det rasende blik han sendte hende, fik hendes blod til at fryse. ”Hvis du fortsætter, sletter jeg mindet om din far. Fuldstændig. Forstår du, hvad jeg siger, Veronica?” Han greb fat om hendes ansigt med begge sine store hænder og tvang hende til at se på sig. ”Jeg sletter ham, og du vil intet kunne huske. Det her er ikke din skyld.”

Hjertet var stadig flænset op, men hans bekymrede blik sendte en varme ind i hendes krop som langsomt forsøgte at smede det sammen igen.

”Forstår du, hvad jeg siger til dig, Veronica?”

Hun havde brug for mere af hans varme. Hvis hendes hjerte skulle heles bare lidt igen, havde hun brug for ham, brug for hans kærlighed.

Hun kopierede ham, lagde sine hænder mod hans ansigt og lænede sig så frem og kyssede ham. Hans mund var blød og tog lykkeligt imod hendes. Han flyttede sine hænder ned over hendes ryg, hev hende ind til sig og knugede hende, som om han var bange for, at hun ville glide ud mellem hænderne på ham.

”Jeg elsker dig,” mumlede hun ind mod hans mund.

Det fungerede som et startskud. Sekundet efter hun havde sagt det, hev han hende med sig op på sengen igen, og med en dyrisk vildskab, som tændte hende helt enormt, flåede han tøjet af hende, kærtegnede hendes krop og lagde til sidst sin mund mod hendes alt for hungrende køn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...