Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
724Visninger
AA

3. 2

Der holdt en Chrystler med tonede ruder foran bygningen, da Veronica kom ned. En høj chauffør i jakkesæt steg ud og åbnede bagdøren for hende.

”Miss. Foulum?” smilede han.

”Ja.” Hun gengældte smilet og satte sig ind. Der var ingen grund til at sætte sig forsigtig ind, hun var iført sit normale tøj igen, ingen stamme kjoler for at imponere, men i stedet cowboybukser og hvid top, der gik lige over i halsen. Den var uden ærmer, eftersom vejret stadig var helt fantastisk, hvilket var en meget fin afspejling af hendes humør. Det ville faktisk ikke komme bag på hende, hvis der kom sommerfugle flyvende og løftede bilen op, mens de kørte. Siden generalens mail, havde hun følt sig let som en fjer. Der var intet, der kunne ødelægge den gode stemning. Også Oliver havde været i bedre humør, end han havde været i lang tid.

Bilen standsede overraskende nok foran den enorme bygning, hvor Matos havde sit kontor. Et øjeblik troede hun, at hun ville blive sat af her, men i stedet steg en ung mand ind på bagsædet ved siden af hende. Han var iført militærtøj fra top til tå og så meget alvorlig ud. Lige indtil han smilede. Så blev det alt for tydeligt, at han kun var en dreng.

”Miss. Foulum?” spurgte han og rakte hende hånden.

”Ja” smilede hun tilbage og tog hans hånd i sin. Han havde et kraftigt håndtryk.

”Jeg er korporal Robinson. Jack Robinson. Jeg skal være Deres guide i dag.” Hans øjne var funklende og klare. Han virkede alt for ung til at være en del af så alvorlig og dyster en verden.

”Jeg har haft fornøjelsen af at læse Deres rapport, og jeg må sige, at den er meget interessant. De har nogle højst uventede meninger om afvigere.”

Hun smilede genert. Der var noget ved den måde han kiggede på hende på, som gjorde hende nervøs. Hans blik veg ikke fra hende, men ransagede hende. Konstant.

”De må virkelig kunne tale godt for Dem, siden general Matos har ladet Dem få lov til det her. Det har overrasket mange,” fortsatte korporalen.

”Generalen er lige så interesseret som jeg, i at få afklaret, hvordan vi bedst muligt får styr på afvigerene. Deres fysiske mangler, eller deformiteter er betydeligt mindsket siden vi først fandt ud af, at de var iblandt os. Jeg vil bare finde en anden måde at opdage dem på. Tidligere, så vi ikke behøver bekymre os om dem. Så er der måske mulighed for at fjerne de belastende gener.”

Robinson smilede igen, denne gang så det næsten ud som et grin. ”Det er meget ambitiøst.”

”Det ved jeg.”

”Og De mener helt bestemt, at kunne finde en skabelon, som De vil kunne presse ned over alle afvigere? I hele verdenen?”

”Det var planen.”

”Det gælder selvfølgelig også om at sigte højt.” Det samme dumme smil igen, som hun mest af alt havde lyst til at tvære ud i hans alt for unge fjæs.

”Jeg går ud fra at De har nogle oplysninger til mig, omkring hvilket emne jeg kommer til at arbejde med.” Hun gad ikke høre på hans vrøvl om hendes ambitioner med det her projekt. Hun ville have nogle fakta, som hun kunne bruge til noget.

”Selvfølgelig.” Han hev en mappe frem fra sin skuldertaske og rakte den til hende. ”Emnet hedder 163886-19, Miley Humm. Har været indespærret i syvogtyve år. Hendes forældre meldte hende, da hun var ti. Hendes evner er psykiske. Jeg er ikke sikker på, hvordan det fungere, men det er noget med, at hendes sindsstemning smitter andre – den bliver overført til andre.”

”Og hun bruger ikke sine hænder, øjne eller noget andet?”

”Nej.”

Hun tog mappen fra ham og gav sig til at skimme den.

”Er hun farlig?” spurgte hun og fortsatte med at bladre i papirerne.

”Egentlig ikke. Der har aldrig rigtig været problemer med hende. Men som afviger bliver hun per definition betragtet som farlig. Vi tager ingen chancer.”

Veronica nikkede en enkelt gang uden at se op på ham, for at tilkendegive, at hun havde hørt, hvad han havde sagt, men ikke havde tænkt sig at uddybe samtalen yderligere.

Efter en kort pause kunne han åbenbart ikke holde mund længere, for han lænede sig ind mod hende og smilede nysgerrigt. ”Hvordan blev De så interesseret i afvigere, miss. Foulum?”

Hun havde håbet, at han ville udvise lidt pli og være stille, når hun begyndte at læse. I stedet måtte hun til at svare ham.

”Jeg har altid været fascineret af folk, der er anderledes. Jeg vil gerne vide, hvad der får folk til at gøre som de gør. At studere afvigere, var blot et naturligt skridt derfra.” Hun smilede overdrevnet høfligt.

”Har De nogensinde mødt en afviger?”

At lyve var ikke uvant for hende. Det var noget, der til tider måtte gøres for at overleve. Alligevel sad hun og havde lyst til at skræmme ham fra vid og sans med sandheden. Han var irriterende, og hun ville gerne på en eller anden måde sætte ham på plads. Det gik nok ikke at smække ham en lussing, når nu han var hendes tour guide for i dag. Desuden ville det nok blive rapporteret tilbage til general Matos, og så ville eventyret være forbi.

”Jeg har en veninde, der engang kom sammen med en afviger,” startede hun så. ”De fandt sammen i gymnasiet og flyttede sammen efterfølgende. Der gik flere år, hvor hun intet anede, og de var lykkelige. Indtil hun en dag kom hjem og så ham skifte ham. Der lå bogstavelig talt et menneskeligt hylster på soveværelsesgulvet. Hun gik selvfølgelig i panik, meldte ham og får stadig psykologhjælp den dag i dag. Så ja, jeg har mødt en afviger.”

Korporal Robinson rystede forarget på hovedet. ”De er nogle modbydelige sataner.”

Havde hun været en mønsterborger, ville hun uden tvivl have givet ham medhold i hans udtalelse, men hun var ikke enig med ham. Nogle afvigere burde blive låst inde og aldrig mere se dagens lys præcis som andre mennesker. Andre… afvigere…

Hun fortabe sig i tanker og lagde slet ikke mærke til, at de havde forladt byen og havde sat kursen mod ørkenen. Det var først da chaufføren åbnede munden, at hun blev bevidst om sine omgivelser igen.

”Ankomst om fem minutter, korporal,” sagde chaufføren monotont.

”Udmærket,” smilede Robinson. ”Det første vi skal have gjort er at anskaffe Dem et ID-kort. Det vil ske umiddelbart efter Deres undersøgelse.”

”Undersøgelse?” gentog Veronica og så spørgende på ham.

”Naturligvis. Vi kan ikke have potentielle afvigere til gå rundt i katakomberne på egen hånd. Alle der arbejder i katakomberne blive regelmæssigt undersøgt. Den første undersøgelse er dog den mest gennemgribende. Men bare rolig. Det bliver en kvindelig medarbejder, der kommer til at stå for det,” smilede han og lagde det der nok skulle være en beroligende hånd på hendes lår.

Hun smilede igen, men var ikke sikker på, at det helt lykkedes hende at skjule sin afsky overfor ham.

Bilen kørte ind foran en lav bygning, der mest af alt lignede en bunker fra krigstider, Veronica kun havde læst om. Den så slidt og forfalden ud. Farverne passede ind i den trøstesløse ørken, så man ikke umiddelbart ville kunne se den fra himlen, hvis man kom forbi med sit bombefly. Til gengæld ville man nok få øje på de mange hegn, der var sat op rundt om den. Der var to, som hende og hendes guide skulle igennem, inden de overhovedet kom i nærheden af arealet, der omgav bunkeren.

Bilen standsede ved det yderste hegn. Korporalen hoppede selv ud, mens chaufføren åbnede døren for Veronica. Der var ingen skygge at gå under skjul i nogen steder. Bilens egen skygge var meget begrænset og på ingen måder nok til at kunne dække for den voldsomme sol, der bagte ned over dem. Veronica holdt en hånd op for øjnene for ikke at blive blændet.

”Denne vej, miss. Foulum.” Robinson førte an, mens Chrystleren forsvandt tilbage af den vej de var kommet.

Porten ved det første hegn var forsynet med en nethindescanner. Robinson lod sig blive scannet, hvorefter der lød en stemme over højtaleren, der sad ved siden af.

”Korporal Jack Robinson,” sagde stemmen med en dåseagtig klang. ”Tilkendegiv venligst Deres gæst.”

”Miss. Veronica Foulum,” svarede korporalen højt og tydeligt.

”Hvad er Deres formål med besøget?”

”Undersøgelse af afvigere. Det er godkendt af general Matos,” sagde Robinson.

Der var stille lidt. Så begyndte en summen, der langsomt åbnede porten for dem. Veronica fulgte efter sin guide ind. Nu stod de i noget der mindede om en gang mellem de to hegn. Der var ikke mere end et par meter fra hegn til hegn, der begge tårnede sig op over dem. Øverst på hvert hegn var der placeret pigtråd, der effektivt forhindrede noget i at komme ud – og lige så meget noget i at komme ind.

Uden et ord drejede de til venstre og fulgte den passage, der var angivet for dem, indtil de nåede den næste port. Her stod der allerede tre uniformede vagter klar til at tage imod dem. Robinsons øje blev scannet igen, inden vagterne vendte deres opmærksomhed mod Veronica. Med en håndholdt scanner tjekkede de hendes identitet, hvorefter hun blev eskorteret gennem porten. Robinson gik foran hende, en vagt på hver side og den sidste bag hende. De var bevæbnet til tænderne, og hun havde det lidt, som om hun var en krigsforbryder, da de fulgte hende hen til bunkeren.

Det første rum var der bare, for at trappen havde et sted at føre hen. Der hang enlige pærer i loftet hele vejen ned af trappen, hvilket var den eneste belysning. Det virkede koldt og ufølsomt på hende, men hun forsøgte ikke at lade sig mærke med det.

Forneden kom de ud på en lang gang, der forgrenede sig til begge sider. De drejede til højre og kom til et uventet lyst og venligtsindet værelse. Der var både sofaer, planter, hyggebelysning, varme og sodavand klar til at blive drukket.

”Sid ned,” smilede korporalen. ”Sygeplejersken kommer snart og starter undersøgelsen.”

Veronica smilede tilbage og satte sig med sin taske på skødet. Mappen over 163886-19 havde hun stadig, og hun tog den frem og studerede den nærmere, mens hun fik lov til at vente.

Miley Humm, syvogtredive år. Havde været spærret inde siden hun var ti. Veronica forsøgte at forstille sig, hvordan det måtte være for hende at komme ud i den virkelige verden nu. Hun ville ikke ane, hvad der var op eller ned. Det måtte være forfærdeligt ikke at vide, hvad der foregik uden for murerne. Tænk sig at være spærret inde nede under jorden som barn. Det måtte have været et helvede. Ti år og helt alene i verdenen.

Hun bladrede hurtigt videre. Miley Humms helbredsundersøgelser var fine. Hun så ud til at være frisk som en havørn. Tilsyneladende heller ingen arvelige sygdomme i familien. Hendes blodprøver var blevet gennemtestet flere gange, for at kortlægge hendes genetiske fejl, men uden held.

En del af mappen var tilegnet hendes personlige affærer i katakomberne, hendes adfærdsmønstre. De første femten år havde hun brugt meget tid på at være social med sine medfanger, som alle så ud til at nære en eller anden form for sympati med hende. Hun var vellidt og nød godt af at være på god fod med de andre. Der var ingen, der angreb hende, og hvis en ny afviger forsøgte at tryne hende, havde hun altid en ven til at bakke sig op. De første mange år havde hun haft et særligt forhold til en ældre afviger, der havde beskyttet den lille pige. Katakomberne var ikke just et sted for børn, så denne afviger havde påtaget sig opgaven at være pigens beskytter. Efter hans død, havde hun været nødsaget til at klare sig selv, hvilket havde vist sig ikke at være et problem.

Men der var sket noget for ca. tolv år siden. Hun var begyndt at ændre adfærd. Hvor hun før havde en bred skare af bekendte, begyndte hun nu at holde sig til indsatte nummer 214782-19.

Tallet fik det til at gibbe i Veronica. Et tal hun kendte alt for godt. Der kunne lige så godt have stået Christian Chasedin – det var i hvert fald det, hun læste.

Af en eller anden grund var Miley Humm blevet tiltrukket af Christian Chasedin, og var blevet hans følgesvend i katakomberne. Hans guide måske.

”Miss. Foulum?” En ældre kvinde i hvid sygeplejeruniform var kommet ind til Veronica. Hun så hjertelig og bedstemoragtig ud. Smilende og venlig.

”Veronica Foulum,” præsenterede Veronica sig og gav bedstesygeplejersken hånden.

”Linda Tambour,” svarede hun med et smil. ”Kom med mig.”

Veronica blev ført ind i et tilstødende lokale og bedt om at smide tøjet. Det kom bag på hende, men alligevel havde hun haft på fornemmelsen, at undersøgelsen også omfattede en grundig kropsvisitering. Hun havde aldrig prøvet det før og forsøgte at lade tankerne glide et andet sted hen.

Da bedstesygeplejersken var færdig med at krænke hende, blev Veronica vist ind i et lille rum med et enkelt bord, to stole og en enlig pærer i loftet, der var tilsvarende kold som sine brødre i trappeopgangen.

”Der vil komme en afviger ind til Dem om lidt,” smilede plejersken. ”Han vil undersøge Dem for eventuelle afvigergener, som endnu ikke er blevet opdaget.”

”Det er fint,” smilede Veronica og satte sig på den ene af stolene. Hun var vant til at blive tjekket regelmæssigt, både fra sin gymnasietid, men også på universitet. Gad vide om det var den samme kæmpe, som de havde brugt på Hagen for så mange år tilbage… Han havde været uhyggelig, men effektiv, havde hun hørt.

Og det var det. Med håndjern og fodlænker blev han mast ind gennem døren og sat overfor hende. Vagterne lod dem være alene, mens giganten foretog undersøgelsen.

Han lukkede øjnene, snusede luften ind og sukkede så tilfreds.

”En dejlig parfume,” smilede han venligt. Langt mere venligt end hans groteske udseende lod en tro, han kunne være.

”Tak,” svarede Veronica.

”De er ikke afviger.”

”Nej.”

”Hvad gør De så hernede på dette gudsforladte sted?” spurgte kæmpen med hovedet på skrå.

”Arbejder.”

”De er civil,” sagde han som om det skulle foranledige en forklaring.

”Ja,” svarede hun bare. Indtil videre, ville hun ikke have alt for mange rygter i gang blandt afvigerne. Det ville ødelægge hendes resultater, hvis Miley Humm vidste for meget.

Kæmpen lænede sig frem og så indgående på hende. Efter et lille øjeblik, var det næsten som om, der blev tændt et lys i hans øjne.

”Der er en lugt under Deres parfume, miss. De skjuler den næsten, men den er der. De har kontakt med en afviger. Ofte. Ellers ville hans lugt ikke være så kraftig ved Dem.”

Hjertet sprang et slag over. Lungerne glemte at trække luft ned. Tankerne standsede op. Hun måtte tvinge sig selv i gang igen, tvinge sig selv til at trække vejret, så hjertet kunne slå igen, så tankerne kunne fungere igen.

”Sådan var det også på gymnasiet for mange år siden,” fortsatte kæmpen med et dyrisk smil. ”Dengang var det ikke så udtalt, som det er nu, men jeg kan godt huske Dem. Miss. Foulum, ikke sandt?”

Talens brug havde forladt hende. Hun nikke bare, mens munden blev helt tør. Hvordan kunne han vide, hvem hun var? Hun kunne umuligt have gjort et indtryk på ham dengang. Hun var jo bare den stille pige, der helst gik i et med væggen, præcis som de havde planlagt det. Hvorfor havde denne afviger så bidt mærke i hende? Det kunne ødelægge alt.

Lige som hun skulle til at spørge, blev døren ind til dem åbnet og to vagter trådte ind. Kæmpen lænede sig tilbage i stolen og så selvtilfreds ud.

”Status,” bjæffede den ene vagt.

”Menneske,” svarede kæmpen uden at tage blikket fra hende.

Ville han fortsætte? Ville han fortælle om hendes omgang med afvigere? Men han tav, og blev ført ud af rummet, mens korporal Robinson kom ind.

”Udmærket, miss. Foulum. Det sidste vi mangler er Deres ID-kort. Følg med,” sagde den unge mand.

Veronica fik taget et billede, det blev sendt videre i systemet, og inden længe havde hun et fint lamineret kort med hendes personlige oplysninger, billede og en snor så hun kunne hænge det rundt op halsen. Bag på, lige over en stregkode, var der skrevet VIP, hvilket fik hende til at føle sig en smule vigtigere end hun egentlig var.

”Så længe De er i katakomberne, er De nødt til at have Deres ID-kort på Dem hele tiden,” sagde Robinson alvorligt. ”Hvis De bliver bedt om identifikation, skal De uden tøven kunne fremvise det. Desuden vil stregkoden åbne døre, der ellers er låst. Det bliver registreret, hver gang De bruger Deres kort, så vi kan følge med i Deres aktiviteter.”

”I stoler ikke på mig?” spurgte hun demonstrativt.

”Vi stoler ikke på nogen,” svarede korporalen med et smil, der ikke nåede hans øjne. ”Slet ikke civilister. Vi er ikke vant til at have uautoriseret personale til at rende rundt hernede. Derfor skal De også kontakte mig, inden De tager herud. Jeg er taget af mine andre opgaver, så jeg står til fuld rådighed for Dem.” Var det bitterhed, hun kunne spore i hans stemme? Tage af alle sine normale opgaver for at kunne hjælpe hende, en civil, der havde tilsnusket sig adgang til et elleres forbudt område. Og nu var han dekraderet til hendes babysitter. Hun kunne ikke lade være med at fryde sig lidt.

”Jeg er glad for, at De vil hjælpe mig, korporal,” smilede hun og håbede ikke at han så hvor meget hånlig fryd, der lå bag.

Han nikkede en enkelt gang. ”Lad mig vise Dem, hvor vi opholder 163886-19.”

Veronica fulgte ham længere ned i dybet, så dybt at hun halvt forventede at møde selve djævlen. Der blev i hvert fald støt varmere jo længere de steg ned. Der var blevet indbygget en elevator, som transporterede dem ned i helvedets forgård. Den blev hurtigt varm, og hun var glad for at hun havde iført sig en top uden ærmer. Dørene gik op til noget der lignede en kommandocentral fra NASA. Et stort lokale med borde med alverdens skærme og knapper. For Veronica så det ud som om de kunne styre hele verden herfra og det var et overvældende syn. Ved hvert bord var der to eller tre uniformerede mænd, der alle så ud til at arbejde på højtryk. De ænsede knapt nok hendes tilstedeværelse. For enden af rummet var der et gigantisk vinduesparti. Udsigten måtte være ind i en klippevæg eftersom de befandt sig flere hundrede meter under jorden.

”Må jeg præsentere fløj R,” smilede Robinson og førte hende over til vinduet.

Det syn der ramte hende, havde hun aldrig troet, hun skulle se. Hun stod hævet over en lang gang med hundredvis af små bure, der alle gik ud fra klippevæggen. I hvert bur var der placeret en afviger. Både mænd og kvinder. Mænd til venstre, kvinder til højre. Pærerne i loftet hang ubeskyttet og udsendte det grelle gule skær, som hun nu havde stødt på flere gange hernede. Hun havde det, som om hun stod og så på indespærrede hunde. Nogle afvigere lå ned, sov tilsyneladende. Andre travede hvileløst frem og tilbage på de få kvadratmeter, de havde til rådighed. Enkelte havde trukket sig over i hjørnerne for at berette sin nødtørft. Flere af dem stod og tale sammen dog med en behørig afstand mellem sig. Burene var anrettet så de kunne se ind til hinanden.

”De taler sammen?” sagde hun uden at tage blikket fra de indespærrede.

”Ja,” svarede korporalen ved siden af hende.

”I er ikke nervøse for oprør?” spurgte hun.

”Nej,” smilede Robinson. ”Samtlige afvigere har fået indopereret en chip bag det venstre øre, som vi kan sende strøm igennem efter forgodtbefindende. Desuden er der elektricitet i burene, så de kommer ikke for tæt på hinanden. Med mindre vi ønsker det.”

”Hvad mener De?”

Han trak på skuldrene og viftede affærdigende med hånden. ”Det er lige meget. Kan De se den rødhåret kvinde dernede? Elve bure inde.” Han pegede, og Veronica stillede sig helt op ved siden af ham for at følge hans finger med blikket. Hun kunne ikke undgå at se den rødhåret kvinde, selvom snavset gjorde sit for at dække de røde lokker. Hun travede lidt frem og tilbage, lo lidt med sine medfanger og fortsatte sin samtale

”Belle d’Opium,” sagde Robinson pludselig.

”Hvad?” Veronica vendte sig over mod ham. Han stod ganske tæt på og var en del højere end hende.

”Deres parfume. Det er Belle d’Opium. Min søster har den samme,” smilede han med funklende øjne. ”Den klæder Dem.”

Hun trak sig lidt væk og forsøgte sig med et smil, der vist mest af alt blev til en nervøs trækning.

”Røde dernede er 163886-19.” Hans attitude ændrede sig som ved et trylleslag. Han var pludselig den alvorlige soldat igen, og hun blev i tvivl om, han egentlig havde sagt noget om hendes parfume.

”Hvad er første skridt i Deres undersøgelser, miss. Foulum?”

Men han havde da stået alt for tæt på hende, han havde da kommenteret hendes duft, hans holdning havde da været flirtende. Havde den ikke?

”Miss. Foulum?” Han gloede på hende med øjenbrynene hævet.

”Ja?” sagde hun, da hun kom tilbage til den virkelige verden.

”Hvordan vil De starte Deres undersøgelse?” gentog han.

Hun tænkte sig lidt om. Der var allerede en scanning af hjernen, der var blevet fortaget fornylig, så det var der ingen grund til at lave igen. Den lå i folderen sammen med de andre papirer. Hjernen havde set fin ud, der var ikke nogle mørke pletter, som kunne indikere en anormal aktivitet. Det havde hun heller ikke regnet med, for alle de scanninger, hun tidligere havde set af mennesker såvel som afvigere var ens. Normale.

”Jeg vil gerne have lov til at observere hende lidt heroppefra. Hvis det er muligt, vil jeg gerne ned til hende og se, hvordan hun reagerer på fremmede,” sagde Veronica og kiggede ud på Miley Humm.

”Ned til afvigerne?” spurgte Robinson. ”For at se, hvordan hun reagerer på fremmede? Hvad med resten af dem? Er De klar over, hvilket kaos Deres tilstedeværelse ville vække, hvis De bare kom valsende ind mellem de dyr dernede?”

”Ja, jeg kan forestille mig, at et ville skabe noget røre. Og det er præcis derfor, jeg vil derned. Hvis hun evner at styre andres sindsstemning, må hun også kunne kontrollere nogle af sine medfangers. Jeg vil se, hvor langt hendes kræfter rækker.”

”De vader lige ind i en hvepserede, miss. Foulum,” advarede korporalen.

”Men De vil være der, til at passe på mig, ikke?” Hun vendte sig over mod ham. Hun var klar over, at han ville være dernede sammen med hende. Hun vidste, at hans job var at beskytte og opvarte hende. Han skulle følge hendes ordre.

”Jo, miss. Foulum. Jeg vil være der samme med Dem.” Han lød ikke videre begejstret.

”Tak. Giv mig en halv time heroppe. Derefter tager vi ned til hende.”

Veronica hev en stol over til vinduet, fandt sin notesblok frem og begyndte at skrible de første spæde ord ned om Miley Humm. Det var små, tilsyneladende irrelevante observationer, men lige nu gjaldt det om at komme til at kende Miley, hendes måde at være på, hendes måde at bevæge sig på.

”Er det muligt at høre, hvad de taler om dernede?” spurgte Veronica efter et kvarter.

Robinson trykkede på et par taster ved det bord, han havde trukket sig tilbage til. Et øjeblik efter væltede der en enorm larm ud af højtalerne. Det tog lidt tid, inden han fik tunet sig ind på den mikrofon, der sad nærmest Miley.

”…godt igen.” Stemmen tilhøre Miley. Den var lys og klar. Det lød ikke som en person, der havde tilbragt det meste af sit liv bag tremmer. Samtalen fortsatte med hendes sidekammerat. Hvad der blev talt om var underordnet. Det Veronica lyttede efter var måde, der blev talt på. Mileys intonationer, hendes udtale af ordene.

”Det er bare kvinders vrøvlen,” sagde Robinson efter et par minutter og gjorde mine til at slukke for lyden igen.

”Vent lidt,” sagde Veronica. ”Jeg vil gerne høre noget mere.”

”Vi har optagelser af samtaler, der allerede er skrevet ned. Ville det ikke være lettere, at læse dem?”

”Schhh,” tyssede hun på ham, mens hun lænede sig frem for at observere Mileys udtryk, mens hun talte. Lige nu var samtaleemnet også interessant. Det drejede sig om én af de andre afvigere.

”… slår ham ihjel, hvis chancen byder sig,” sagde cellekammeraten. En høj, slank kvinde med helt kort hår.

Mileys smil blev bredere og hendes latter var mild. ”Du ved ikke, hvad du taler om, Amazon. Han ville aldrig få mulighed for at komme tæt nok på ham til at prøve, at slå ham ihjel. Tror du virkelig, Christian ville tillade det?”

”Det ved du bedre end jeg.”

Latteren indikerede en intern joke, som Veronica ikke havde en chance for at kunne forstå.

”Bare sluk,” sagde hun og noterede det sidste ned. Miley kaldte Christian Chasedin ved fornavn. Det antydede en vis form for familiaritet.

”Og hvad så nu?” spurgte korporalen og strakte sig i sin stol inden han rejste sig.

”Nu vil jeg gerne ned og møde hende. På hendes banehalvdel.”

Robinson kneb øjnene sammen og skulede over på hende. ”Giv mig lige ti minutter. Det kræver noget forberedelse.”

”De må ikke vide, at jeg kommer dernede,” skyndte hun sig at sige, inden han forsvandt ud af døren. Han nikkede en enkelt gang og døren gled i bag ham.

Hun havde svært ved at greje ham. Han var en soldat, han var en lille dreng, der var blevet forfordelt, han var en ung mand, der gerne ville yde sit bedste, han var en charmør. Hvis han bare selv vidste hvilken kasket han havde på, ville hun også lettere kunne arbejde sammen med ham. Soldaten var klart at foretrække. Han var kold, kynisk og fulgte ordre uden at stille spørgsmål. Ham kunne hun bruge.

I det samme blev hendes ønske opfyldt. Korporal Robinson kom ind af døren med to andre vagter. Alle tre bar våben, alle tre havde hjelme på, med klart plexiglas visir, alle tre havde store kelvarveste på, ben- og armskinner. Tre yderst kompetente soldater, der var klar til at passe på hende.

”Her.” Robinson rakte en hjelm og en vest frem mod hende.

”Nej, tak. Jeg klarer mig uden.”

”Nej, De gør ikke, miss Foulum. Tag dem på.”

Hun fastholdt hans blik. Han så ud til at være lige så stædig som hende.

”Jeg tager det ikke på, korporal Robinson.” Hun tog det ud af hans hænder og lagde det på bordet ved siden af sig.

”Så kommer De ikke ned til afvigerne, miss. Foulum.” Måden han udtale hendes navn på var fuld af spydighed.

Hun tog en dyb indånding. ”Korporal. Ret mig, hvis jeg tager fejl. De er her for at hjælpe mig med at udføre mit arbejde. Denne uniform indgår ikke i mit arbejde.”

”Jeg er her for at passe på Dem. Denne uniform er en del af mit arbejde.”

Stædige satan.

”Så er det heldigt, den klæder Dem så godt. Skal vi gå?” Hun smilede og begyndte at bevæge sig over mod elevatoren.

”Det skal vi. Lige så snart, De har taget deres hjelm og vest på,” smilede Robinson tilbage.

De to andre vagter stod urørlige og fulgte med i optrinet uden at fortrække en mine.

Igen fik hun den ubærlige trang til at slå ham i fjæset. ”Hvis jeg tager det stads på, vil jeg virke fjendtlig overfor hende. Det vil ødelægge det hele. Jeg skal vinde hendes tillid, hvis det her skal fungere.”

”Deres sikkerhed er vigtigere, end en afvigers tillid.” Han tog hjelmen op igen og rakte den over mod hende.

For helvede.

Irriteret hev hun den ud af hånden på ham, tog den på hovedet og sendte ham øjne der kunne dræbe. Han rakte hende vesten til gengæld og førte hende så ind i elevatoren, mens hun fumlede med at få den tunge beskyttelse på.

På et tidspunkt skulle hun nok få tørret det smørrede smil af hans drengede ansigt, og hun var ikke bange for at indrømme, at hun glædede sig til det. Han frydede sig lidt for meget over at have vundet dette slag, men kampen var kun lige begyndt.

Elevatoren satte hurtigt farten ned og med et ding blev dørene skubbet til side, kun for at afsløre en massiv jernvæg.

Robinson trykkede en kode på tastaturet, der sad på indersiden af elevatoren, hvorefter jernvæggen gled op med en pneumatisk summen og fremlagde den lange gang foran hende. Egentlig burde hun have ladet vagterne gå forrest, men hun var beskyttet nu, og hun skulle bruge den første umiddelbare reaktion fra afvigerne, fra Miley, for at kunne vurdere hendes evner, og for at se hvor vidtrækkende de var. Så Veronica masede sig ind foran Robinson, ignorerede hans advarsler og gik med hurtige, beslutsomme skridt ud i gangen.

Det affødte med det samme en kaskade af råben og skrigen fra afvigerne. Flere af dem styrtede hen til burets net, og lavede sjofle tegn efter hende, mens deres tilråb blev højere og vildere.

”Miss. Foulum!” Robinson løb ind foran hende og bremsede hendes march. ”Ind bag ved mig og bliv der, indtil De får andet at vide!” Han råbte af hende, dels fordi han var vred, dels for at overdøve fangerne, og hans lynene øjne kunne snildt måle sig med det dræbende blik, hun havde sendt tidligere.

De to andre vagter troppede op ved siden af hende, en på hver flanke og stod klar med deres geværer.

Robinson fastholdt hendes blik, indtil hun til sidst så væk. Han ville tydeligvis ikke fortsætte turen, før hun gav sig, så hun måtte lege underdanig lidt endnu.

Korporalen fortsatte turen ned af gangen, og Veronica fulgte efter, mens hun betragtede de mange afvigere, der højlydt gjorde opmærksomme på, at der var kommet folk ned til dem.

”Hey, snuske! Har du nogensinde set en afviger på helt tæt hold?” blev der råbt til venstre for hende. Hun havde en klar fornemmelse af, at der blev sendt en gestus efter hende, som ikke var noget for sarte øjne, men hun valgte at holde blikket rettet fremad. Imens følte hun efter med sig selv, hvilken følelse havde hun i kroppen lige nu? Var hun bange, spændt, glad? Måske en lille smule af det hele.

Robinson stoppede foran bur nummer elve i højre side. Kvinden derinde stod allerede op og kiggede nysgerrigt ud mellem gitteret. Hendes grønne øjne lyste af sensationslyst.

”Afviger nummer 163886-19,” bekendtgjorde Robinson.

Veronica stillede sig op til buret og målte kvinden med øjnene, mens hun forsøgte at mærke efter, om hendes sindsstemning ændrede sig.

”Jeg vil gerne ind til hende,” sagde hun henvendt til Robinson uden at tage blikket fra Miley.

”Nej,” svarede korporalen tonløst.

Ikke igen. Hun gad ikke flere magtkampe lige nu. Han var der for hendes skyld, han var der for at gøre hendes arbejde lettere, ikke for at spænde ben for hende. Vredt vendte hun sig over mod ham.

”Jeg har taget alt det her udstyr på for at kunne udføre mit arbejde sikkert. Jeg skal ind til hende,” hvæsede hun vredt under larmen fra de mange afvigere.

”Nej,” gentog Robinson og så trodsigt på hende.

I det samme blev der kastet noget mod gitteret længere nede. Det gav et kæmpe brag og buret slog knister. Én af de mandlige afvigere skabte sig fuldstændig tosset, råbte og skreg sjofelheder efter dem, mens han sprang rundt i sit bur som et vildt dyr til gnisternes fyrværkeri.

Robinson og hans vagter vendte sig over mod ham med det samme med deres våben rettet mod ham, og Veronica så sit snit til at få afprøvet sit VIP-kort. Der sad en lille scanner ved siden af cellen, og hun kørte hurtigt sit kort igennem med det resultat, at scanneren lyste rødt og kom med en klagende hyletone, der langt oversteg lydniveauet for fangerne.

”Hvad helvede laver du?!” råbte Robinson, puffede hende til side og kørte sit eget kort igennem. ”Det er kun for autoriseret personale!” Han trykkede en kode, som fik hyletonen til at stoppe. Afvigerne fortsatte dog deres larm med fornyet styrke.

Og så ramte den hende pludselig, følelsen af nysgerrighed, følelsen af den sitrende spænding i maven. Hun fik øjenkontakt med Miley, der stod og betragtede hende, som om hun lige var dumpet ned fra månen. Rundt om sig opdagede Veronica, at de andre afvigere var begyndt at slappe mere af, og i stedet for at gå amok, nu stod ganske stille og bare gloede på hende. Der var stadig upassende kommentarer længere nede, men det var tydeligt, at Mileys sindsstemning var smittet af på de omkringværende afvigere.

Også Robinson og hans vagter var standet op.

Ganske kort ønskede Veronica, at korporalen ville være så overmandet af nysgerrighed og spænding, at han ville låse op til fangen og lade hende komme ind og tale med hende. Men det var næsten som om, han kunne læse hendes tanker, for lige så snart hun havde tænkt dem til ende, rystede han på hovedet, kom til sig selv og tog hende hårdt i armen.

”Følg med,” vrissede han og førte hende tilbage gennem den lange gang og ind i elevatoren. Vagterne dannede høflig bagtrop, mens afvigerne fortsat var et grotesk kor, der akkompagnerede deres udgang.

”Jeg er ikke færdig – ” begyndte Veronica, men blev på det groveste afbrudt af Robinson, så på hende med et skarpt blik.

”Jeg ved ikke, hvad du har gang i, og jeg er sådan set også ligeglad. Men når du befinder dig i katakomberne er det under mine regler.” Hans stemme var langt hårdere end hans udseende. Høflighedsfraserne havde han også pakket væk. Taget i betragtning at han både havde skubbet og trukket i hende, var det måske meget godt, at han ikke længere gemte sig bag den pli, han havde fået tæsket ind på rygraden unde sin soldatertræning.

”Den opførsel er aldeles uforsvarlig og kan på ingen måde tolereres,” blev han ved.

”Stop lige en halv, hr. korporal,” hvæsede Veronica tilbage, mens elevatoren langsomt førte dem op igen. ”Jeg fulgte dine regler, selvom det var mig imod. Jeg iførte mig denne – rustning,” hun vred sig ud af vesten og smed den vredt på elevatorgulvet. ”for at få adgang til afviger nummer 163886-19, og når jeg så endelig kommer derned, gør du dit bedste for at ødelægge mit arbejde. Jeg ved ikke, hvem fanden du tror du er, men det her lille magttrip, kan du godt pakke væk.”

”Magttrip?” Hans øjne lynede mod hende. ”Lad os lige få afklaret min opgave i forhold til dig. Jeg er her for at passe på dig, forstår du det? Jeg er her, for din skyld, for din sikkerhed. Hvis jeg mener, at dine arbejdsmetoder er uforsvarlige, er det min forpulede opgave at stoppe dig. Du regner med at kunne komme valsende ind blandt et hav af monstre og så bare få din vilje? Du har ingen anelse om, hvad de uhyre dernede er i stand til. Så undskyld mig, at jeg passer mit arbejde og sørger for at du ikke lider overlast, lille prinsesse.”

”Så du er mine store, stærke bodyguard?” sagde hun hånligt og smed sin hjelm i maven på ham. Han greb den og kastede den på gulvet med et brag.

”En prinsesse har brug for en bodyguard.” Han stillede sig helt tæt op af hende. Selvom han tydeligvis var yngre end hende, var han alligevel en hel del højere.

”Du skal ikke kalde mig en prinsesse,” hvislede hun tvært uden at lade sig skræmme tilbage. Hvad fanden bildte han sig ind? Stodder.

Lige som han skulle til at tage til genmæle, gled elevatordørene til side. På den anden side stod general Matos, rank og autoritær.

Som ved et trylleslag gjorde alle tre soldater i elevatoren honnør på præcis samme tid. Veronica følte, at hun næsten blev nødt til at gøre det samme, men mindede sig selv om, at hun ikke var soldat og nøjedes i stedet med et lille nik mod ham.

Al raseri som måtte have været i Robinsons ansigt var forsvundet, og han havde lagt det i neutrale folder, som ikke viste det mindste tegn på følelser. Hun ville ønske, hun kunne gøre det samme, men hendes ansigt afslørede altid for meget.

”Miss. Foulum,” smilede Matos og rakte hånden frem mod hende.

”General Matos.” Hun tog hans hånd og forsøgte at smile igen, men det blev vist ikke til det helt store, for generalens blik ændrede sig og blev hårdt.

”Er der problemer?” spurgte han og så fra Veronica over til korporal Robinson.

”Nej, sir,” svarede Robinson med klar og tydelig stemme.

Det fornærmede fnys undslap hende, før hun kunne nå at tænke over det.

”Korporal. Miss. Foulum. Kom med mig.” Generalen førte an og Veronica og Robinson fulgte efter ned til et lukket kontor. De blev begge anvist en siddeplads, og generalen satte sig overfor dem.

”Hvad er problemet?” spurgte han med en forbavsende blid stemme, da de var alene i lokalet.

Nu havde han mugligheden for at brokke sig, mulighed for at slippe af med hende. Hun vendte sig over mod korporalen, lage armene over kors og ventede på, at han skulle komme med alle sine beklagelser over hende. Til sin forbløffelse, gjorde han præcis det samme. Han vendte sig demonstrativt mod hende med et løftet øjenbryn.

”Kom nu, brok dig,” tilskyndede hun ham, efter de havde stirret ondt på hinanden et minuts tid.

”Det var dig, der fnøs af mig,” sagde Robinson og kastede dermed bolden tilbage til hende.

”Kun fordi, du tydeligvis ikke er mand nok til at tage ansvaret for dine udtalelser, når din chef dukker op.”

Mine udtalelser?”

”Ja, dine.”

”Og du er ganske uskyldig? Har intet gjort forkert?”

”Jeg forsøger at arbejde,” bed hun af ham.

”Det er sjovt nok det samme, jeg gør, prinsesse.”

”Lad være med at kalde mig det!”

”Så lad være med at opføre dig som én!”

”Så er det nok,” brød Matos ind med en rungende ryst.

Begge parter tav, men, åh, hvis bare blikke kunne dræbe… så ville den lille soldaterdreng være død. Hvorfor helvede var hun ikke også afviger?

”Korporal Robinson. Hvad er Deres opgave i forhold til miss. Foulums tilstedeværelse i katakomberne?” Generalens stemme var hård nu.

”Jeg skal sikre, at hun ikke bliver udsat for farer. Jeg skal være hendes livvagt, så længe hun arbejder på sagen, og sørge for, at hun får adgang til de nødvendige oplysninger, sir,” messede Robinson monotont. En smøre han tydeligvis havde sagt mange gange før.

”Korrekt. Forklar mig lige, hvordan det er gået hen og blevet et problem,” sagde Matos roligt.

”Hun – Miss. Foulum forlangte at komme ind i cellen til 163886-19. Da jeg afslog, på grund af sikkerhedesrisikoen, besluttede hun at tage sagen i egen hånd og forsøgte at komme ind via sit VIP-kort. Det startede alarmen, hvilket ikke just gjorde afvigerne venligt stemte. Sir.” Ikke så meget som et blik i hendes retning. Intet, der kunne afsløre, at han tilkendegav hendes tilstedeværelse. Hun blev totalt ignoreret, og det pissede hende af.

”Miss. Foulum?” Generalen vendte sig mod hende.

”Jeg bad om adgang ned til katakomberne. Korporal Robinson insisterede på, at jeg skulle klædes på i kampuniform, hvilket fuldstændig underminerede det indtryk, jeg ville gøre på 163886-19. For at kunne få en fyldestgørende undersøgelse, er tillid en vigtig faktor. Når jeg kommer ned til hende, klædt som om jeg er klar til en brydekamp, er det ikke ligefrem den bedste måde at skabe tryghed på. Men jeg gik med til hans betingelser – ”

”Helt uden brok,” mumlede Robinson spydigt og afbrød hende.

”Korporal,” advarede Matos og sendte den unge mand et blik, som ville kunne lukke munden på hvem som helst.

”Jeg gik med til hans betingelser,” gentog Veronica spidst. ”Fordi jeg naivt nok regnede med, at dette samarbejde ville være præget af kompromisser. Hvis jeg gjorde som han forlangte nu, ville jeg sandsynligvis få lov til at komme ind til 163886-19 i hendes celle,” afsluttede Veronica.

”Men De fik afslag,” konkluderede generalen.

”Ja.”

”Og det kunne De ikke acceptere?”

Hun havde håbet på, at generalen ville vende sig mod Robinson og skælde ham huden fuld, men det skete ikke. I stedet vendte han sig mod hende.

”Jeg ville bare –” begyndte hun.

”- udføre Deres arbejde,” afsluttede Matos sætningen for hende. ”Men korporal Robinson gjorde ret i, ikke at lukke Dem ind i cellen. Jeg tror ikke, De helt har forstået, hvad det er vi har med at gøre her, miss. Foulum. Det er afvigere. Selvom vi har dem under konstant observation, selvom vi holder dem i kort snor, er de stadig dyr. De fleste af dem har blod på samvittigheden. Også 163886-19. Problemet er, at De stadig ser dem som mennesker.”

Ud af øjenkrogen kunne Veronica se, korporalen ranke sig. Sådan en idiot.

”Men general Matos – ” forsøgte hun.

”De har spillet Deres kort rigtigt, for komme herned, miss. Foulum,” afbrød han hende. ”Men hernede er det vores regler, der gælder. Der er ingen undtagelser. Er det forstået?”

”Ja, general,” svarede hun og følte sig som en elev, der får en overhaling af inspektøren.

”De bliver nødt til at rette Dem efter korporal Robinsons anvisninger.”

”Ja, general.” Hendes stemme var om muligt ladet med endnu mere vrede end før.

”Og hvad angår Dem, korporal, så forventer jeg, at De finder løsninger på eventuelle problemer og ikke optrapper dem.”

”Javel, sir.” Robinsons stemme, så klar og tydelig.

”Hvis miss. Foulum beder om tid med 163886-19, er det Deres opgave at sørge for, det sker. Under forsvarlige rammer.”

”Javel, sir,” bjæffede Robinson igen som en dresseret hund.

”Og så er det vist nok for i dag. Jeg skal personligt følge miss. Foulum hjem. I morgen vil De, korporal Robinson, hente hende kl. 8.30.”

”Javel, sir.”

”Og miss. Foulum, De vil ikke komme for sent.”

”Selvfølgelig ikke,” smilede hun til generalen, glad for at hun selv kunne bestemme over sine svarmuligheder og ikke behøvede at opføre sig som en mekanisk dukke.

Så var det altså sådan det blev. En over snuden til dem begge denne gang, og så ellers tilbage til arbejdet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...