Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
742Visninger
AA

20. 19

Veronica fandt sig selv stående i et vejkryst, hvor lysregulereingen hang dinglende i sin ledning og konstant viste rødt. Hun var udmattet, følelsesløs, og det gjorde ondt i lungerne, hver gang hun trak vejret, som om hun havde løbet en marton. Daggryet var begyndt at farve himlen rosa, og kastede et surrealistisk skær ud over den forladte by. De biler hun kunne se, holdt stille, var blevet forladt i hast med dørene stående åbne. En del af dem var væltet omkuld og lå midt på gaden og spærrede vejen for de biler, der eventuelt stadig ville kunne bevæge sig fremad.

Når hun så sig omkring, havde hun absolut ingen anelse om, hvordan hun var endt her. Hun var alene, fuldstændig alene. Der var hverken fugle eller mennesker, som hun måske havde forventet. Der var ikke en eneste lyd, der kunne afsløre andet liv. Der var kun hendes eget anstrengte åndedræt.

Da Christian var tonet frem på skærmen tilbage på skolen, havde der været så mange døde, så meget blod. Her var der intet at se. Kun tomhed, på alle måder. Tomme biler, tomme gader, tomme huse. En tom himmel. Hun følte sig også selv tom. Hvorfor var hun egentlig her? Hvordan var hun kommet herhen? Hendes hjerne havde slettet, hvad end der var gået forud for dette. Det sidste hun huskede var Christians plagede blik, og Olivers selvtilfredse smil.

Efterhånden som solen begyndte at gøre sit indtog på himlen, bevægede hun sig længere fremad, længere ind i byen i sin søgen efter… noget. Efter det, der nu engang havde fået hende til at kommer herind. Selvom hun ikke kendte til sin egen hensigt med at være her, var det som om benene selv vidste hvilket vej de skulle. Uden betænkeligheder førte de hende gennem affaldet, der lå i byens gader, igennem murbrokker og ruiner af de enorme bygninger, som tidligere havde været rejst mod himlen.

Så begyndte blodet og de døde kroppe at dukke op. Ti minutters vandring fra det sted, hvor hun kom til sig selv, lå de i bunke efter bunke. Lig på lig, der var stablet nydeligt, ryddet af vejen, så man kunne færdes på gaden. Blodet lå dog stadig og farvede hendes sti rød. Hun trådte på det, mærkede det hårde underlag under sine sko, men tanken om at det var blod, der banede vejen for hende, var så urealistisk og fjern. Hendes mørbankede hjerne forvandlede den groteske væde til et blødt tæppe af fløjl, som bar hende hen til en smadret bygning, hvis formål efterhånden var svær at se.

En trappe førte op til noget, der engang havde været en dør. Det var ikke længere til at sige, hvor mange etager bygningen havde været engang, for selvom der var en trappe op længere inde i ruinerne, var det umuligt at vide, hvor langt den havde ført. Taget manglede på hele bygningen, som øjensynligt havde været noget af et kompleks. Hun havde boet i byen det meste af sit liv, og alligevel havde hun svært ved at huske, hvad der engang havde været her. Det var først da hun fandt et par bogstaver af det skilt, der tidligere havde prydet bygningens front, at det gik op for hende, at hun stod foran politigården. En mægtig konstruktion, der havde huset mennesker, som havde gjort alt hvad der stod i deres magt for at forhindre dette kaos. Nu var den styrtet i grus, sammen med de fleste andre bygninger. Afvigernes indtagen af verdenen havde skabt ravage. Alle lande var blevet hærget af deres stormfulde angreb og overalt var den civiliserede verden lagt i ruiner. Folk havde kæmpet og tabt. Havde mistet…

Med bankende hjerte kom det stormende tilbage til hende: hendes far. Oliver. Christian. Tanken om, at Christian havde dræbt det eneste familie hun havde tilbage, gav hende kvalme, og hun blev tvunget i knæ på trappen og kastede op. Den beske mavesyre brændte i spiserøret. Uden faktisk at have lagt mærke til det var tårerne begyndt at falde, mens hysteriet kvækkede i hendes hals og blandede sig med de harske lyde fra hendes svælg. Angst kravlede hun op af trappen, smed sig ved de sørgelige rester af murbrokker, og gav sig til at grave først langsomt og forsigtigt, derefter med en vildskab som hun slet ikke kunne styre. Fingrene blev hurtigt revet til blods, men hun ænsede det ikke, mens hun skovlede dynge efter dynge væk og ned af trappen med en farlig larm, der bestemt måtte vække de døde, der lå så pænt ophobet længere væk.

”Far!” skreg hun gang på gang. Han måtte ikke være død. Det kunne ikke passe. Lige om lidt, når hun fik fjernet de værste ruinrester, ville han komme til syne, uskadt og lykkelig over, at hun havde fundet ham. Hvis bare han ville svare, så hun var sikker på, at hun gravede det rigtige sted.

”Far!”

Pludselig var der nogen der greb fat i hende bagfra. Et par stærke arme lagde sig over hendes mave og trak hende ind til en stærk krop, som holdt hende fast. Hun sparkede og slog om sig, så meget som hun kunne, men blev alligevel løftet tilbage ned af trappen, væk fra sin far, som havde så hårdt brug for hendes hjælp.

”Han bliver kvalt! Slip mig!” hylede hun rasende, og fik sparket sin overfaldsmand voldsomt nok til at han gav slip på hende med et grynt. Hun var i løb med det samme, styrtede, kravlede og masede sig op af trappen igen, væltede rundt i murbrokkerne, mens hun febrilsk søgte efter tegn på overlevende.

”Far!” skrålede hun og så ud over de golde ruiner. ”Far! Svar mig!”

Med ét var hun fanget i stålgrebet igen. Denne gang blev hun tvunget ned i knæ, der hvor hun var. Hans vægt over hende brød hende ned i en sammenkrøbet stilling. Hun kunne ikke vriste sig fri, kunne ikke ryste ham af sig.

”Veronica,” hvæsede en raspende stemme ved hendes øre. ”Det er for sent. Han er væk.”

”Nej!” hylede hun med tårerne løbende ned af ansigtet, mens hun forsøgte at skubbe sin overfaldsmand af sig igen.

Han strammede sit greb, holdt hende nede. ”Slap nu af, Veronica. Der er ikke noget, du kan gøre her.” Stemmen var rolig, men bestemt. ”Jeg slipper dig, hvis du lover at slappe af og ikke løber din vej.”

Hun prøvede at vride ham af, prøvede at få sine ben strakt, så hun måske kunne komme til at sparke til ham. Men jo mere hun maste sig rundt, jo hårdere klemte han om hende. Til sidst blev det for meget, og hun sank udmattet og grædende sammen på murbrokkerne med sin overfaldsmand over sig.

Efter et lille minuts tid slækkede han sit greb, afventede hendes reaktion, klar til at gribe fat i hende igen. Men da hun blot lod sig falde fuldstændig sammen, slap han hende helt.

Hun havde mest af alt lyst til bare at ligge her for evigt, grædende og bare vente på at dø. Der var ingen grund til at foretage sig andet, end at ligge her, mens det uundgåelige skete.

”Veronica?” stemmen, som før havde vrisset af hende, var blid nu. En varm hånd lagde sig mod hendes pande. Hun lukkede øjnene og forsøgte at ignorere ham, hvem end han så var.

”Søde Veronica, vi bliver nødt til at komme videre. Du kan ikke ligge her. Det er ikke sikkert,” fortsatte manden.

”Nej,” græd hun hæst. En benægtelse af at ville videre, af at ville tro på, hvad der var sket, af at acceptere, at livet så grusomt fortsatte sin gang.

”Christian vil have dig tilbage,” sagde han, og det kunne få hende til at se op. Hun blev mødt af et venligt ældre ansigt, et varmt smil og et par kloge blå øjne.

”Christian?” hviskede hun og mærkede hjertet danse, samtidig med at det kæmpede for at slå over sorgen af hendes far.

”Kom,” sagde Leo og rakte sin trefingrede hånd frem imod hende. Han hjalp hende op, og hun støttede sig ind til ham.

”Vi skal have gjort noget ved det her,” sagde han og kiggede ned på hendes blodige hænder.

”Jeg vil ikke tilbage,” hikstede hun og begravede hovedet ind mod Leos brystkasse.

Han kørte trøstende en hånd op og ned af hendes ryg, mens hun hulkede. ”Vi kan ikke blive her,” sagde han. ”Der er for mange afvigere ude og sondere terrænet efter mennesker, de kan more sig med. Tro mig, mange af dem bærer nag.”

Hun havde slet ikke overvejet, at hun kunne være i fare på grund af sin race. Hun havde altid været i stand til at færdes hvor end hun ville. Lige så snart Leo havde bragt det på banen, følte hun straks, at en million øjne stirrede på hende, fra tusind gemmesteder.

”Jeg kan ikke se ham nu,” sagde hun snøftende. ”Jeg vil ikke.”

Leo sukkede og så opgivende på hende. ”I sidste ende, er det ikke noget du bestemmer. Men nuvel. Lad os holde lidt lav profil for en tid. Kom med mig.”

Han støttede hende igennem byens gader som ikke længere var bekendte for hende. De synes mere som en uløselig labyrint, der fortsatte i det uendelige. De nedfaldne bygninger spærrede veje, som tidligere havde været farbare, men åbnede i stedet op for nye, som var usikre og farlige.

En enkelt gang stødte de på en gruppe afvigere, der stoppede op på den modsatte side af vejen. Deres rangsagende blikke brændte, og Veronica søgte med det samme ly bag Leo. De var fem mod deres to. Leo smilede til dem, lagde højre hånd over sit hjerte, nikkede svagt imod dem, inden han løftede hånden til en hilsen, der sluttede af med et elegant drej i håndledet. De nye hilste ham straks på samme måde, og de fortsatte hver til sit. Veronicas hjerte havde raset afsted, da de andre stoppede op. Hun var sikker på, at de kunne lugte hendes menneskelige gener, og at de nu ville jagte dem, slå hende ihjel eller det, der var værre.

Efter et stykke tid førte Leo hende ind på et hospital, der ikke længere havde personale til at kunne varetage deres opgave. Gangene var øde, stuerne var raserede, generelt så det hele meget håbløst ud, og det gjorde Veronica deprimeret, at tænke på de mange mennesker, som måtte have ligget her, syge eller oven i købet døende, da bølgen af afvigere ramte dem.

Leo rejste en væltet briks op og bad Veronica om at sætte sig der, mens han fandt de fornødne remedier til at kunne rense og forbinde hendes blodige hænder. Tingene var gemt af vejen bag et låst skab, men Leo lavede en lille cirkel med pegefingeren og låsen spang lydigt op på hans kommando, så han kunne komme til.

Nogle gange ville hun ønske, at hun rent faktisk var afviger. Det så ud til at gøre det hele lettere.

”Her,” sagde han roligt og tog forsigtigt hendes hænder i sine. Med nøje afmålte bevægelser hældte han sprit ud over dem, hvilket fik hende til at skrige. Det brændte helt sindssygt.

Herefter duppede han blidt med et spritvædet klæde for at få de sidste rester af snavs ud af sårene, inden han nænsomt forbandt hendes rystende hænder.

”Tag dem her.” Han rakte hende et par piller, som hun slugte med en tør hals.

”Læg dig ned og forsøg at få lidt søvn. Pillerne virker bedre, hvis du hviler dig,” fortsatte han, mens han hentede et tyndt tæppe fra et andet skab. Han lagde det over hende og passede på med ikke at ramme hendes hænder.

”Jeg sidder lige ved siden af. Der kommer ikke til at ske noget.” Han lød så rolig og fattet, da han trak en stol op ved siden af hendes seng. Hans smil og afbalancerede attitude smittede lige så stille af på hende, og hun fandt sig selv værende døsig og afslappet. Øjenlågene gled langsomt i.

Jeg elsker dig, Veronica.

Så melodiøs, så bedende, så altfortærende. Uden at ville det strammede det sammen om hendes hjerte. Selvom hun flygtede fra ham, selvom hun gjorde, hvad hun kunne for at slippe væk, blev han alligevel ved med at være der. Stemmen rungede bag hendes lukkede øjne.

Kom tilbage til mig…

”Nej,” svarede hun grødet og krøllede sig træt sammen. Pillerne måtte have en søvnvirkende effekt. Hun fornemmede mere end så Leo, der havde rejst sig og lagt en hånd mod hendes pande. Varmen fra hans håndflade virkede beroligende.

Du bliver nødt til at komme tilbage til mig, Veronica.

Hun rystede på hovedet. Havde mistet stemmens brug.

”Det er okay, Veronica. Der sker ikke noget. Det er bare pillerne, der får dig til at blive en smule desorienteret. Virkningen fortager sig igen.” Leos stemme brød gennem hendes søvndrukne sind, og hun åbnede træt øjnene igen. Alt var slørret.

Hele hendes krop spjættede, da hun stirrede ind i de blå dybder, hun forsøgte at flygte fra. Det alt for smukke ansigt, indrammet af det viltre sorte hår, det charmerende skæve smil, som altid gjorde hende blød om hjertet. Og de øjne. Den underlige ild de brændte med var alt for virkelig, alt for skarp i den tåge, der ellers omsluttede alt andet.

Veronica…

Den hånd, der for et øjeblik siden havde tilhørt Leo var nu Christians, og den aede hende kærligt ned over kinden.

Hun ville gerne vende ansigtet væk, ville gerne slippe for at se på ham, men hun kunne ikke. Hun var tvunget til at blive, hvor hun var, ude af stand til at røre sig.

Du vil komme tilbage til mig.

”Du lovede ikke at være i mit sind…” hviskede hun ængsteligt.

Og du lovede ikke at flygte fra mig.

Stemmen lagde sig over hende som bløde bølger af varmt forår. Hans smil var vidunderligt. Og selvom han talte helt tydeligt til hende, bevægede hans velformede læber sig aldrig.

”Du slog ham ihjel.” Hun kvalte gråden, inden den begyndte igen. Gjorde sig hård.

Du bliver nødt til at lade mig forklare…

”Du slog ham ihjel!”

Veronica, tilgiv mig.

”Aldrig,” hvæsede hun. Forskrækket over sit eget raseri, kneb hun øjnene i. Hun kunne ikke holde ud at se på ham mere. Hele hendes krop vibrerede for at kunne slippe for hans borende blik.

Veronica…

”Lad mig være!” råbte hun højt for at overdøve den lokkende stemme i hovedet. Og pludselig fik hun kontrollen tilbage over sin egen krop. Med en kraftanstrengelse kastede hun hovedet til siden, væk fra ham, hev sin arm til sig, trillede om på siden. Da han greb ud efter hende igen, rykkede hun uden for hans rækkevidde, længere end tiltænkt og endte på gulvet med et bump, der sendte smertefulde stød op gennem hendes rygrad.

”Veronica!” Leo rejste sig øjeblikkelig fra stolen, og hjalp hende forsigtigt op igen.

Hun rev sig væk fra ham, da hun var kommet på benene igen, sikker på at hans øjne ville ændre sig til Christians, lige så snart hun så ind i dem. Hun hev efter vejret, adrenalinen pumpede. ”Hold dig fra mig!”

”Rolig nu.” Leos stemme var blød og fattet. Som altid. ”Du drømte, søde ven. Hvad end det var, var det kun en drøm.”

Veronica bakkede væk fra ham, fandt sig selv stående op af væggen, usikker på, hvad hun skulle gøre, fanget. ”Du har taget ham med! Jeg stolede på dig! Jeg stolede på, at du ville holde ham væk fra mig! Hvor er han?” Hun så rasende rundt i lokalet efter Christian.

”Veronica, der sker ikke noget,” lovede Leo og tog et forsigtigt skridt frem mod hende.

Hun ville stadig ikke se på ham. Hvis hun gjorde, ville han med sikkerhed forvandle sig til Christian. Hun ville ikke kunne klare at se ind i den altfortærende blå ild. Ikke igen.

”Hvor er han?” vrissede hun arrigt. ”Din elskede Messias. Hvor helvede har du gemt ham?”

”Vil du fortælle mig, hvad du drømte?” spurgte han roligt.

Hun rystede på hovedet. Det var en eller anden form for fælde. Det måtte det være.

”Det er okay. Det behøver du heller ikke.”

Nej, det gjorde hun fandeme ikke.

”Det er stadig lyst udenfor i et par timer endnu. Skal vi gå videre?” Hun kunne tydeligt mærke hans blik på sig, men hun gjorde alt for at undgå det.

”Jeg vil – ” begyndte hun, men mistede så stemmen fuldstændig, da en uventet kvalme trængte sig på. Hun skød en hånd for sin mund for at holde det ækle stads nede, mens hun hurtigt drejede om sin egen akse. Opkastet ramte gulvet og væggen. Mavekramperne rullede igennem hende og blev til sidst erstattet af grådige hulk, som ikke ville stoppe igen. Kvalmen var der stadig, fremkaldt af tanken om, hvor meget hendes far sikkert havde lidt. Fremkaldt af tanken om, at den mand som havde dræbt ham, var den samme som hendes illoyale hjerte så brændende længtes efter.

Leo lagde en trøstende hånd på hendes ryg. ”Jeg tror, vi bliver lidt endnu. Indtil du er frisk igen.”

Hun nikkede. Kunne ikke andet, turde ikke andet. Med en hånd på hendes skuldre, støttende og beskyttende, førte Leo hende hen til en anden stue. Alt var væltet omkuld, men der var trods alt ikke opkast op af væggen.

 

Veronica var den første, der vågnede. Solen bagte hende i ansigtet og tvang derfor hendes øjne op. Hun vendte sig træt om på siden, væk fra den og fik øje på Leo, der sad på en stol, lænet op af væggen i en akavet stilling med hovedet bøjet ned over den højre skulder, munden let åben og sov med en beroligende tung vejrtrækning.

Den mand var utrolig. Han have altid en aura af uantastelig ro. Hun havde en mistanke om, at hvis hele jorden var ved at gå til grunde, virkelig styrte sammen, ville han stadig være upåvirket og fattet. Lige til det sidste.

Hun smilede for sig selv. Og skammede sig over, at hun havde behandlet ham så dårligt dagen før. At hun havde mistænkt ham, for at ville skade hende, lokke hende i en fælde… skjule Christian. Han var Christians mand, hundrede procent, men han ville aldrig gøre noget, som ville såre hende – hverken fysisk eller psykisk. Det lå ikke til ham.

Til gengæld gjorde han alt, hvad han kunne for at hjælpe, når der var brug for det. Han havde budt hende velkommen med åbne arme, havde forsøgt at mægle mellem hende og Christian, havde plejet og forbundet hendes hænder.

Hun så på dem. Forbindingen var der stadig. Den sad stramt og godt, føltes tryg. Hun afprøvede sine hænder, bøjede og strakte fingrene. Det gjorde stadig ondt, strammede i de sår, der var ved at danne sig, men de var i bedring.

Forsigtigt satte hun sig op. Det var lidt besværligt med de smertende hænder, og hendes rumsteren vækkede Leo, der med et grynt rykkede hovedet op.

”Hvad sker der?” spurgte han forvirret og kom på benene. Med bagsiden af hånden tørrede han det mundvand væk, som var krøbet ud af hans mundvige.

”Ikke noget,” sagde hun med et forsigtigt smil. Evig og altid klar til at beskytte.

Han kørte en hånd gennem håret, strakte sig. Selvom han var en del år ældre end hende, var han alligevel tydeligvis klar til kamp. Hans krop var en maskine, som var velsmurt og parat til et hårdt liv. Han var der for at beskytte hende, passe på hende, og hun vidste instinktivt, at han ikke var bleg for at ofre sit liv uden at blinke. Og den dårlige samvittighed gnaskede på hendes knogler.

”Undskyld for i går,” sagde hun og så ned på sine indbundne hænder.

”Undskyld for hvad?”

”Jeg var strid ved dig. Utaknemmelig. Det var ikke min mening.”

”Du var bange,” sagde han med et skuldertræk.

”Men det retfærdiggør det ikke.”

Han trak på skuldrene igen, som om han ikke regnede det for noget. ”Du var ikke helt dig selv.” Hans blik fortalte, at han vidste præcis, hvor mange der havde været i hendes hoved.

”Han fylder meget, når han er der,” sagde Leo så og lagde en hånd på hendes skulder.

”Du har prøvet det?”

”Selvfølgelig,” hans smil var en grimasse af håbløs opgivelse. ”Som barn trængte han ind hvor og når han ville. Ikke altid lige belejligt.”

Veronica smilede. Hun kunne tydeligt forestille sig situationer, hvor et barns tilstedeværelse ikke var optimalt.

”Men du behøver ikke svare ham. Det ved du godt, ikke?” sagde Leo. ”Han hader stilheden.”

”Ja, det ved jeg. I gymnasiet brugte jeg overdrevet meget tid på at repetere tabeller eller recitere digte i mit hoved.”

”I gik på Hagen sammen?”

Hun nikkede uden at lægge mærke til Leos forbløffede ansigtsudtryk. ”Han var den dygtigste i klassen. I alle fag. Han var også den mest eftertragtede, selvom jeg tror, han ikke rigtig selv lagde mærke til det. Han var for optaget af Johnas og Rose.”

”Rose?” Leo lagde spørgende hovedet på skrå.

”Hans kæreste. Der gik lang tid før det blev offentlig kendt, men næsten lige fra dag et, var de sammen. Rose havde i hvert fald lige fra starten besluttet sig for, at han skulle være hendes. Og Rose fik altid sin vilje.”

”Jeg anede ikke, han havde haft en kæreste…”

Veronica brød sig ikke om at huske tilbage på det. Det var hårdt at se de mentale billeder for sig. Hvordan de havde holdt hinanden i hånden, hvordan de havde kysset, holdt om hinanden. Det havde været svært at være det tredje hjul… det femte til tider. Når de hang ud med Johnas og Laura, havde Veronica altid følt sig tilsidesat. Hverken Christian eller Johnas havde ænset hende. De få gange, hvor Christian rent faktisk havde bemærket hende, var det fordi han skulle have oplysninger om Rose eller Laura. Og panisk havde hun fyldt sit sind med alt, der kunne virke kedeligt og uinteressant, tabeller, remser, telefonnumre.

Oliver havde fortalt om ham og hans mægtige kræfter. Om hvad han en dag var forudbestemt til at blive. Oliver havde også fortalt, hvordan hun muligvis kunne undgå at få ham ind i sit sind. Tilsyneladende havde det virket, for den overfyldte følelse hun havde, når han var hos hende nu, havde hun ikke observeret i gymnasiet.  

”Han har ikke fortalt mig meget fra den tid,” sagde Leo. ”Han lukker af, når jeg spørger ind til det.”

”Jeg troede, han fortalte dig alt.”

”Det meste,” medgav Leo. ”Men bestemt ikke alt.”

”Har han…” hun standsede sig selv, inden ordene væltede ud af hendes mund.

”Har han hvad?”

”Ikke noget. Det er lige meget. Ved du hvad klokken er?” spurgte hun for at komme til at tale om noget andet.

”Omkring 13, vil jeg tro.” Leo betragtede hende indgående i stilhed. Så længe at hun begyndte at krympe sig under hans blik. ”Du vil gerne vide, om han har talt om dig, ikke?”

Hun rødmede genert. Hun kendte jo allerede til hans følelser for hende.

”Han har talt rigtig meget om dig, Veronica,” smilede Leo. ”Jeg tror ikke, du helt ved, hvor meget du betyder for ham.”

Hvis ikke hun var rød i forvejen, var hun det i hvert fald nu. Varmen brændte i kinderne.

”Derfor er det også så vigtigt for ham, at få dig tilbage igen. Han er ved at gå ud af sit gode skind af bekymring.”

”Og derfor sendte han dig – men undlod at komme selv.” Hun havde ingen grund til at være så bitter. Leo var der for at hjælpe hende.

”Han er en travl mand.”

”Det ved jeg godt,” sukkede hun. ”Og det er nok også bedst, at han ikke var kommet. Sådan som jeg har det lige nu, magte jeg ikke at forholde mig til ham.”

”Du kan ikke blive væk for evigt.”

”Nej, det kan jeg vel ikke.”

”Nu skal du høre,” startede Leo. ”Vi tager dagen her og natten med. I morgen tager vi afsted til kirken.”

”Kirken?”

”Nyt hovedcenter,” nikkede han. ”Christian har kigget på den længe. De fleste bor stadig på skolen, men Christian og en stor håndfuld af hans nærmeste er flyttet ind i kirken og klosteret, der ligger i forlængelse af den.”

Hvilket betød at hun sikkert også blev nødt til at bo der. Kirker mindede hende om sorg og død. Værre blev det, når hun tænkte tilbage på den sidste gang hun havde set Christian i en kirke. Mindet om Rose, billederne som Christian havde givet hende af, hvad der var sket efter hun var flygtet, fik hendes hud til at trække sig sammen om musklerne.

”Og vi tager derhen i morgen?” spurgte Veronica.

”I morgen. Med mindre du ombestemmer dig i løbet af dagen.”

”I morgen er fint.”

Leo smilede indforstået. ”Jeg smutter lige ud for mig selv, og så skal vi ud og finde noget mad.” Han lukkede døren til badeværelset efter sig.

Veronica var faktisk også sulten. Det havde hun slet ikke lagt mærke til, før han nævnte det. Øjeblikket efter kom han ud igen. ”Det virker ikke,” sagde han uden at møde hendes blik, og forsvandt ud på gangen på jagt efter et toilet, der stadig kunne klare sit job.

Inden de kunne forlade bygningen drejede Leo af ved hospitalets kontorer. Der var tydeligt mærket privat på døren, men eftersom alt var øde, lod han sig tydeligvis ikke mærke af det. Veronica fulgte efter fordi, hun ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre.

Han ignorerede de mange skriveborde og deres ilde tilredte computere, gik direkte hen til de mange kartotekskuffer som fyldte hele endevæggen og lukkede en af dem op med en metallisk klang som måtte fylde hele syghuset.

”Hvad leder vi efter?” spurgte Veronica og så over hans skulder.

Han vendte blikket over mod den næste række skuffer og lod sin afvigerhånd klare låsen. ”Vil du kigge i denne efter en Holmes?”

Hun nikkede usikker på hvem denne person var, men føjede ham og begyndte at bladre igennem de mange personfølsomme mapper. H var delt over begge deres skabe, så der var rigeligt at lede igennem.

”Jeg har en Holmes her.” Veronica hev den røde mappe op af skuffen.

”Lad mig se.” Leos ansigt faldt tilbage til skuffede folder, da han så på navnet og gav den tilbage til Veronica. ”Ikke den.” Han puffede hende nænsomt til side og fortsatte sin eftersøgning i hendes skuffe, som han til sidst smækkede irriteret i.

”Hvem var –”

”Det er lige meget,” afbrød han hende og tvang et smil frem. ”Lad os få fundet nogle forsyninger.”

 

Det var sparsomt med mad i byen. De fleste butikker var allerede blevet ryddet, og de som var tilbage, var blevet indtaget af afvigere, som ikke umiddelbart så ud til at ville byde fremmede indenfor. Efter flere timers søgen, og et godt stykke væk fra hospitalet, fandt Leo og Veronica en lille kiosk, som så ud til at være forladt. Alle vinduerne var mørklagte, døren var låst. Der var ingen bevægelser at se, da de formede en halvcirkel med hænderne mod ruderne for at skygge for solen. Det lille udsnit som ikke var dækket af reoler eller folie, der reklamerede for en eller anden bobledrik med et popsmart navn, afslørede intet andet end mørke.

”Vi prøver,” sagde Leo og gik tilbage til indgangen. ”Men hold dig bag ved mig.” Han tegnede en lille cirkulær bevægelse i luften foran låsen, som reagerede med et lille klik. Derpå lagde han hånden på håndtaget og pressede det forsigtigt ned.

Veronica holdt vejret i forventningen om, at en eller anden psykopat ville komme styrtende imod dem. Men der var stille i den lille kiosk.

”Hallo?” sagde Leo højt og så sig vagtsomt omkring.

Veronica greb fat i hans hånd med sin egen indbundne og så sig bagud mod døren, da de var midt i lokalet. Tænk, hvis det var et baghold…

”Er her nogen?” spurgte Leo og bevægede sig over på den anden side af skranken med Veronica lige i hælene. De ventede et par minutter med ørerne på stilke.

Så endnu et.

Og et mere.

Til sidst vendte Leo sig mod hende og trak på skuldrene. ”Jeg tror, vi er alene.”

Derpå var det som om deres hjerne på mystisk vis arbejde synkront. Leo fandt de efterladte plastikposer under skranken, som han rakte til Veronica, der allerede var på vej ud i lokalet igen, for at samle ting sammen fra hylderne. Hun var ikke kræsen, men skovlede bare hylderne tomme lige ned i poserne. Det gjorde ondt i hænderne, men hun bed det i sig. Når den ene var fyldt, blev den sat på gulvet med det samme, hvorefter hun greb en ny pose og fortsatte. Leo arbejdede lige så effektivt bag disken. Han tømte kasseapparatet, fangede alt hvad der kunne ryges eller drikkes, og gik så ud for at hjælpe Veronica. De arbejdede sig fra bagenden af butikken og frem til døren, og de var næsten færdige, da de hørte lyden af glas, der blev smadret fra baglokalet.

En lille, smal dør, godt skjult af opmagasineret varer, var i forlængelse af det sparsomme område bag disken.

”Rotter?” hviskede Veronica og holdt krampagtigt fast i de chokoladebarer, som hun var ved at skovle ned i posen.

”Hallo?” råbte Leo.

Hun tyssede på ham. Sæt det ikke var rotter, men noget langt farligere. Der var ingen grund til at tirre, hvad end det var, som gemte sig bag døren.

”Lad os bare gå,” mumlede hun. De var så tæt på at være færdige. Selvom hun havde fat i hans ærme, lod han sig ikke mærke af det. Frygtløse Leo gik over mod døren, og Veronica turde ikke andet end at følge med. Hun ville ikke stå alene tilbage i kiosken.

”Hallo?” sagde han igen, da han stod klods op af døren.

Der var faretruende stille på den anden side. Med en enkelt finger skubbede han døren langsomt op. Baglokalet var småt som et klædeskab. Hylderne var fyldt op med varer, som skulle ind i butikken, nu hvor Veronica og Leo havde tømt den. Glasset som var gået i stykker lå lige for fødderne af dem, en flaske, som øjensynligt havde været tom. Resten af dens familie stod stadig på hylden – tomme og klar til genbrug. Lugten fra rummet var kvalmende sød, fyldte halsen ud med en trykkende kugle.

Dét som fik Veronicas hjerte til at stoppe, var den fine hånd, der lå udstrakt efter flasken. En bleg, feminin hånd, hvis arm førte op til kroppen af en ung pige med helt livløse øjne. Hun havde vel ikke været mere end 14, da hendes liv endte. Hendes slanke krop var vredet rundt i en uskøn stilling. Huden havde en sygelig grågullig farve fyldt med sorte mærker. Trøjen var hevet op og den finde blonde bh var hevet ned over brysterne, så de var fint til skue for alle. Der var aftryk og mærker hele vejen ned af hendes mave, ned over hendes bare ben. Halvvejs nede af dem sad hendes trusser – trukket ned med magt, flået i stykker i den ene side. Der var blod mellem hendes ben, blod fra hendes mund, hendes øre. Den grønne snor om hendes hals var et alt for stramt halsbånd, som havde taget livet af hende. Hendes ene ben rørte pludselig på sig, dansede en underlig step på gulvet, indtil rotten under hende kom fri og pilede ud af rummet, ud mellem benene på Leo og Veronica.

Veronica drejede sig væk med det samme og kastede op på gulvet, selvom der ikke rigtig var noget i maven at kaste op af.

Uden et ord tog Leo fat i hende, samlede et par af poserne op med den frie hånd, og hev hende med ud i det fri. Varmen og den friske luft løsnede knuden hun havde haft i halsen, men hun var stadig svimmel over synet. Leo efterlod hende stående op af væggen, mens han fortsatte med at hive pose efter pose ud.

Så ung en pige, faktisk kun et barn… De rædsler hun måtte have oplevet… Hun turde ikke engang tænke på det. Hvordan kunne nogen – mennesker såvel som afvigere – finde på at skænde så ung en pige? Om det var den ene eller den anden race var ligegyldigt for Veronica, hun hadede dem begge lige indædt.

”Lad os finde tilbage.” Leo var kommet ud til hende, tyvekosterne stod på jorden, klar til at blive båret væk.

Veronica hankede op i to poser, gav sig lidt da håndtagene skar sig ned i hænderne, og fulgte så efter Leo, der banede den lange vej tilbage til hospitalet, og samtidig bar det meste af læsset.

De skiftede værelse. Uden et ord fandt Leo et højere oppe i bygningen, som var mere velholdt og knapt så rodet. Veronica fulgte bare efter og satte sig på den ene af sengene med sine poser. Leo smed sine poser inden for døren, inden han satte sig på den anden seng og pustede hårdt ud. Der havde været fuldstændig stilhed mellem dem, da de tog den lange tur tilbage. Veronicas tanker havde raset rundt, og selvom hun havde forsøgt at tænke på noget andet, var hun hele tiden vendt tilbage til den stakkels døde pige og hendes uretfærdige skæbne.

Leo var den første der brød stilheden. ”Er du okay, Veronica?”

Hun nikkede, men begyndte at græde med det samme. Irriteret over at hun ikke kunne holde masken, tørrede hun øjnene med bagsiden af hånden og gik over til vinduet, så hun stod med ryggen til Leo.

Øjeblikket efter lagde han armene om hende bagfra, og styrken fra ham, fik hende til at bryde helt sammen. Om hun græd for pigen, for sin far, for sin egn uvisse fremtid, havde hun ingen anelse om, og hun var faktisk også fuldstændig ligeglad. Hun vendte sig i hans favn og hulkede ud ved hans brystkasse, mens solnedgangen farvede himlen orange bag dem.

 

Med de sidste poser fra kiosken bundet fast til de ellers fyldte rygsække, de havde fundet på hospitalet, var Veronica og Leo på vej gennem byen igen. Leo gik forrest, vidste tydeligvis, hvor de skulle hen. Veronica fulgte efter, udhvilet og i langt bedre humør end aftenen før. En god nattesøvn havde hjulpet. Selvfølgelig skulle man heller ikke undervurdere effekten af en god tudetur, som den hun havde haft i går. Den havde virkelig løsnet op for en masse af de hårde knuder, som hun havde båret rundt på så længe. Og den fantastiske Leo havde bare taget i mod hendes tårer og trøstet hende uden at stille spørgsmål.

Efter et par timers vandren igennem tomme gader havde Leo fundet et sted, hvor de uforstyrret kunne sidde og spise lidt af den proviant, som de havde stjålet. En forladt bus udgjorde det for en kantine midt på hovedgaden. De satte sig på hvert sit sæde og dykkede ned i poserne.

Veronica fandt et æble, som ganske udmærket demonstrerede at sprøjtemidler heldigvis havde en konserverende virkning. Hun så på den fine røde skrald, overvejede om hun en dag ville få grønne børn, men skød tanken fra sig og tog en stor bid, som hun tykkede veltilfreds.

Leo sad med en chokoladestang i den ene hånd og en cola i den anden. Da han tog en stor slurk, kunne Veronica ikke lade være med et kigge på de manglende fingre på den højre hånd. Arret omkring det sted, hvor pege- og langefinger burde vokse ud var bulet og grimt.

”Leo, må jeg have lov til at spørge om noget?” spurgte hun forsigtigt.

Han så venligt på hende. ”Selvfølgelig.”

”Din hånd. Hvad er der sket med dine fingre?”

Hans blik ændrede sig en smule, han stillede colaen fra sig og lagde hånden på sit lår, som for bedre at kunne se den.

”Det er mange år siden,” begyndte han. ”Man kan vel kalde det en krigsskade.” Smilet var uden varme. ”Michael Gibbs folk havde taget Christian, mens han var helt lille. Hans mor og jeg gjorde, hvad vi blev nødt til for at få ham tilbage. Jeg måtte ofre et par fingre, men han kom med os hjem igen.”

”Hvad med hans mor?”

Leo så eftertænksomt ud af bussens rude, da han svarede. ”Jeg tror, det var der, hun begyndte at ofre sin forstand.”

”Hvad mener du?” Veronica lagde æblet fra sig og fandt en juice.

”Christians mor er menneske. Både Michael og Christian havde sørget for, at hun levede i en beskyttet boble, uvidende om at Christian var afviger, uvidende om hvor betydningsfuld han var. De manipulerede groft med hendes sind. Den dag, da de tog ham, og da vi senere kæmpede for at få ham tilbage… Det ville have fået alle til at miste fornuften.”

Veronica tænkte tingene igennem, sammenlignede med sin egen situation. Hun vidste præcis, hvor forvildende Christian kunne være, når han først kom ind i ens hoved. Tænk sig at have to, der lullede hende i en falsk tryghed, og så pludselig vågne op til en virkelig verden, hvor hun var omgivet af afvigere.

”Men det er lang tid siden,” sagde Leo så mere fattet. Han rodede i sin taske efter noget mere at spise.

”Ville du gøre det igen?” Spørgsmålet var over hendes læber, før hun kunne nå at tænke over det.

”Uden at blinke.”

Resten af pausen gik i stilhed, mens de spiste og drak. Så snart de var færdige var de på farten igen. De holdt sig mest af alt til vejene, men måtte af og til skyde igennem en ruin eller to, for at komme forbi. Det var sjældent de mødte nogen, men når det skete, var det altid Leo, der tog kontakten med det vink han havde brugt tidligere. Veronica forsøgte sig med det, mens de fortsatte deres vandren, og det fik den lattermilde mand til at le af hende flere gange. Turen virkede mest af alt som en hyggelig sommervandring. Normalt ville det nok foregå i bjergene eller på stier i naturen, men her var det altså mellem forladte biler og ruiner af bygninger. Veronica var overrasket over, hvor behagelig en tur det egentlig var. Vejret var godt, selskabet var upåklageligt, og humøret var højt – lige indtil de rundede et hjørne og så en forrygende smuk kirke.

Med sit gigantiske spir ragede den op i landskabet, hvid, enorm, urørlig i sin hellighed. Taget var sort, en stærk kontrast til alt det hvide. De enorme døre var ligeledes malet sorte og have store hængsler, som utvivlsomt ville knirke. Vinduernes mosaikker var ufatteligt smukke, og Veronica kunne på lang afstand se både den hellige jomfru og den kærlige frelser. Selve bygningen så ud til at være langt større end normale kirker. Bag den del som var tiltænkt offentligheden, kunne hun ane en snørklet masse af bygninger og gange.

”Klosteret?” spurgte hun og pegede ned mod det.

Leo nikkede og førte hende hen mod indgangen.

Langs stien op til hovedporten stod der bevæbnede vagter, der alle tog ladegreb så snart hun og Leo kom til syne. Hun hoppede forskrækket om bag ham.

”Stå rør,” sagde Leo med myndig stemme og gik forbi dem, som om han ejede det hele. De gjorde som beordret og lod dem passere, selvom Veronica ikke følte sig helt sikker på situationen.

Leo førte hende ind i kirkeskibet, hvor der var en summen af menneskemylder - afvigermylder. Hovedparten af bænkene var fjernet og erstattet af borde og stole, computere, scannere, udstyr som hun ikke kendte navnene på. Og mens hun så sig rundt, blev hun pludselig grebet af én der kom styrtende imod hende.

”Veronica!” jublede Røde og kastede sig om hendes hals.

Det var som at vende hjem. Varmen fra knuset bredte sig til alle Veronicas ømme lemmer, og til hendes trætte hjerte. Hun faldt udmattet ind i krammet og gengældte det lykkeligt.

”Hvor har jeg savnet dig,” sagde Røde glad og kyssede hende på kinden uden at give slip på hende.

”I lige måde.”

”Der er flere, som har måttet undvære dig.” Røde vendte hende om mod Gabriel, der smilende vinkede til hende over fra et hjørne. Røde førte hende blidt op gennem lokalet. Folk hilste venligt, tilkendegav, at de var glade for at have hende tilbage. Det gjaldt både genkendelige ansigter og helt nye.

Da myldret langsomt tyndede ud, stod Veronica for foden af trappen op til alteret. I en majestætisk trone af resterne fra alterets udsmykning sad Christian. Hun troede ikke det var muligt, men han så ud til at være vokset, siden hun havde set ham sidst. Han havde altid været enorm. I gymnasiet var han langt den største af alle drengene. I katakomberne var hans større end andre afvigere, men nu så han ud til at være helt uden for deres liga. Og hvor var han vidunderlig. Hans perfekte profil, de mange muskler, den fantastiske karismatiske udstråling – hele pakken var nok til at drive hendes lille hjerte til vanvid.

Han konfererede med en mand, der stod med en tablet lige ved siden af ham. De pegede begge et par gange på skærmen, inden Christian vendte blikket op. Øjenkontakten med ham naglede hende fast til stedet. Det skæve smil som bredte sig på hans ansigt varmede ham op, og fik hendes hjerte til at slå hysteriske kolbøtter, som passede perfekt til en kølbøttefabrik.

”Veronica,” henåndede han og rejste sig med armene rakt frem mod hende.

Og uden at kunne styre sine ben, styrtede hun op i hans favn, mens længslens tårer trillede ned over hendes kinder. Hun hadede ham for det, der var sket med hendes far, men han var samtidig hendes eneste lykke. Lige så snart han lagde sine stærke arme om hende, kunne hun trække vejret igen.

”Lad os være alene,” gjaldede hans melodiøse stemme.

Hun hørte en masse tommult bag sig, men ignorerede det. Hun indåndede hans duft, koncentrerede sig om hans krop presset op imod hendes, og opdagede først at de var alene i det kolossale rum, da han holdt hende ud i strakte arme.

”Talt til mig, Veronica,” forlangte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...