Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
728Visninger
AA

19. 18

Det ene øje var så hævet, at det ikke kunne åbnes. Næsen var tydeligvis brækket, og læben var flækket mere end ét sted. Det ene øjenbryn var der ligeledes slået hul på. Under det størknede blod var der mærker så mørke, at de faktisk var sorte.

Han holdt den ene arm ind til sig hele tiden, benene var krøllet op under ham, den ene fod lå i en skæv og unaturlig vinkel, og hans vejrtrækning var raspende og rallende. Men han var i live. Det var det eneste Veronica havde at holde sig til lige nu.

Hun satte sig på knæ ved siden af ham, løftede forsigtigt hans hoved op på sine lår og strøg det mørke hår, der var snavset med kager af størknet blod, væk fra hans pande.

Berøringen bragte ham lidt op til overfladen, og han åbnede det ene øje, der viste sig at være fuldstændig blodsprængt.

”Baby?” raspede han, og brød ud i et voldsomt hosteanfald, der rystede gennem hele hans krop.

”Det er okay, Ollie, det er okay,” messede hun og blev ved med at stryge ham over håret.

Han greb fat i hendes arm med et greb, der var langt mere fast, end hun havde regnet med, mens hosten rasede i hans lunger. Til sidst faldt han slap sammen i hendes favn.

Panisk lagde hun øret mod hans mund og blev lettet, da den varme ånde ramte hende.

”Var det det, du bad ham om?” spurgte Røde harm over fra sin madras. ”Du bad ham om at hente Toobin?”

”Hvor er Victor?” spurgte Veronica og overhørte vreden i Rødes stemme.

”Du er klar over, at han var ude på at slå dig ihjel, ikke? Du ved godt, han er et møgsvin, ikke Veronica?”

”Hvor er Victor?” Veronica rejste sig efter forsigtigt at have lagt Olivers hoved ned igen. Han var bevidstløs og ville nok være det en rum tid endnu.

”Hvorfor helvede – ” startede Røde igen, men blev afbrudt.

”Lad være med at diskutere med mig,” vrissede Veronica. ”Hvor er Victor?”

”Sikkert i sin seng. På sit værelse. Med sin far.” Rødes blik var rasende.

Veronica havde ingen anelse om, hvor det værelse var, men det så ikke ud til at Røde ville uddele mere af sin information. Med et frustreret suk vendte Veronica Røde og Gabriel ryggen og løb ud på den mørklagte gang, for at finde andre, som kunne være mere meddelsomme. Hvis hun kunne få fat i Victor, kunne han helbrede Oliver. Så ville alt blive godt igen.

Eftersom Christian var vendt tilbage midt om natten, var der ikke mange hun kunne spørge om hjælp. Hun fandt dog til sidst en mand, der sad tilbagelænet op af væggen ude på gangen.

Om han sov, var hun sådan set ligeglad med. Hun løb direkte hen til ham, og han mødte hende med et venligt smil.

”Sikke sent du er oppe,” sagde han og rejste sig, da hun kom over mod ham.

”Ja,” smilede hun tilbage. ”Ved du hvor Victor bor? En lille dreng. Hvad er han… 10 år eller deromkring.”

”Victor? Eds dreng?” spurgte manden.

Veronica nikkede ivrigt.

”Er det ikke lidt sent at vække ham?”

”Det er et nødstilfælde,” forsikrede hun ham.

Han trak ligegyldigt på skuldrene og pegede ned af gangen. ”Tre døre længere nede.”

”Tusind tak.” I sin glæde var hun på nippet til at omfavne ham, men besindede sig så. Det var ikke til at vide, hvilke evner han besad, og hvis de bare mindede lidt om Gabriels kunne det blive noget farligt rod. I stedet småløb hun ned til den udpegede dør og bankede forsigtigt på.

Det synes som meget lange minutter inden Ed åbnede døren med et træt blik.

”Was?” mumlede han, inden han så, hvem det var der stod og ventede på ham. Så rettede han sig lidt op.

”Victor?” sagde Veronica og så bedende på manden.

”Er schläft,” svarede Ed med en panderynken.

”Èn af mine venner er kommet meget slemt til skade. Hvis Victor kunne… Årh, for helvede,” bandede hun indædt over den sprogbarriere, som måske kunne koster Oliver livet. Frustrerede tårer pressede sig på

Ed gik lidt til siden og vendte sig mod den sovende dreng, som lå på en madras midt på gulvet. ”Victor,” kaldte han kærligt.

Drengen gav sig lidt under dynen.

”Victor, mein Liebling. Veronica brauchen Ihre Hilfe.”

Drengen strakte sig og satte sig til sidst op i mørket. Veronica skyndte sig ind til ham.

”Èn af mine venner er kommet slemt til skade. Victor, du bliver nødt til at hjælpe ham,” rablede hun, selvom hun egentlig godt vidste, at drengen ikke forstod hende. Han sad bare og kigge undrende på hende. Så kiggede han ned på sine hænder, der fumlede nervøst med dynen.

”Oliver Toobin?” spurgte han så med en lille, søvnig stemme.

”Ja,” udbrød Veronica overrasket, glad for at være forstået. ”Ja, han har brug for din hjælp.”

Drengen så over på sin far, der kom over og satte sig ved siden af ham. Victor fandt hans hånd, inden han åbnede munden igen: ” Ich kann nicht.”

”Hvad?” Hun vidste hvad han sagde, men ville ikke tro det.

”Christian sagte, dass ich nicht sollte.” Ordene kom hurtigt, og lige så snart de var ude af hans mund, klemte han øjnene fast i og lænede sig ind til sin far.

Og med det samme rullede vreden igennem Veronicas årer. Hun knyttede hænderne og rejste sig. Hun forstod ikke alle ordene, men betydningen var klar. Christian havde forbudt drengen at hjælpe.

”Ved I hvor Christian er?” spurgte hun og måtte bore neglene ind i sine håndflader for ikke at komme til at råbe. Det her var ikke deres skyld.

Ed rystede på hovedet, og Victor hulkede lige så stille ind mod hans bryst.

”Undskyld, jeg forstyrrede,” sagde Veronica og listede lige så stille ud igen på den mørke gang. Hun tilbagelagde turen til Christian gemakker langt hurtigere, end hun normalt ville have gjort. Hun hamrede på hans dør, men der blev ikke svaret. Så fortsatte hun ned af gangen og hamrede på alle de andre døre. Han havde sagt, at hele gangen var hans, så han måtte for fanden være i ét af lokalerne.

”Hvad laver du?”

Veronica vendte sig med et sæt over mod stemmen. Leo var kommet op af trappen, stod midt på gangen og stirrede på hende med et løftet øjenbryn. Han var iført et par løse joggingbukser og en løsthængende t-shirt. Hans begyndende grå hår var uglet.

”Ved du, hvor Christian er?” spurgte hun efter at have taget en dyb indånding.

Leo klemte øjnene sammen og så mistænksomt på hende. ”Hvad har han gjort?”

”Jeg skal bare lige tale med ham.”

”Han er i bad. Jeg er sikker på, at han kommer herop lige bagefter…”

”Tak, men det kan ikke vente.” Hun skyndte sig fordi den noget forvirrede mand, løb ned af trappen, ned forbi kantinen, ned til hallen og ud på korridoren med omklædningsrummene. Hun flåede dørene op én af gangen og råbte på Christian. Hendes stemme rungede i brusenicherne, og hun var fuldstændig ligeglad med, om hun vadede ind, mens nogen var i bad.

Da hun kom ud fra det andet omklædningsrum, stod han pludselig lige foran hende, drivvåd og med kun et hvidt håndklæde om livet. Samtlige af hans muskler var spændt, øjnene lynede imod hende.

”Du vækker de døde med det skriger.” Den melodiøse stemme ramte hende hårdt, lagde sig om hendes hjerte, som elskede lyden og begyndte at banke hurtigere.

”Hvorfor har du sagt til Victor, at han ikke må hjælpe?” spurgte hun og trampede over mod ham, mens hun fastholdt hans blik, håbede at hendes vrede, ville få ham til at bakke lidt.

Men selvfølgelig blev han stående. Hun endte med at stå klods op af ham, så han måtte vende ansigtet nedad for at kigge på hende. Varmen fra hans krop strålede igennem hendes tøj, vandet, der dryppede fra ham, landede på hendes skuldre, sko, bryst.

”Du bad om at få Toobin,” smilede han og slog ud med hænderne. ”Du sagde ikke noget om, hvilken tilstand han skulle være i.”

Rasende slog hun en knytnæve ind i brystkassen på ham, så hårdt hun kunne. Øjeblikket efter havde hans usynlige kraft lagt sig om begge hendes håndled og tvunget hende op mod væggen. Sammenstødet med væggen kom så hurtigt, så pludseligt, at det slog luften ud af hende.

”Hvad er det, du vil have af mig, Veronica?” råbte han. Kogende af raseri vandrede han frem og tilbage foran hende uden at se væk en eneste gang. ”Jeg redder dig fra den kujonagtige kvindemishandler. Jeg erklærer min kærlighed til dig – flere gange, og lige som jeg tror, alt er fryd og gammen, vender du dig væk fra mig, flygter fra mig - igen. Så henter jeg idioten til dig, fordi det kan gøre dig glad, fordi det kan få dig til at se på mig igen… Men det eneste jeg får ud af det er mere vrede. Et slag i brystet. Og ikke nok med det! Mens jeg har været væk, har du haft en fest med Røde og Gabriel. Hvad helvede laver han på dit værelse?”

”Hvordan kan du tro, at det ville gøre mig glad at se Oliver fuldstændig forslået?” vrissede hun.

”Har du været inde i hans sind?” hvæsede Christian tilbage og tårnede sig op over hende. ”For det har jeg. Tro mig, Veronica, vi ville alle være langt bedre stillet, hvis han var død.”

”Rend mig!” Hun sparkede ud efter ham, men hans hånd lagde sig tungt på hendes lår og låste hende fast. Hans blik brændte.

”Du har ingen anelse om, hvad det er for en mand, du har bedt om at få tilbage hertil,” sagde Christian mørkt.

”Jeg har heller ingen anelse om, hvem den mand er, som kom tilbage med ham,” snerrede hun tilbage.

Han stod helt op af hende, det nederste af hans arme var placeret på væggen bag hende, på hver sin side af hendes hoved. Han sukkede dybt og lagde så panden mod hendes, mens han lukkede øjnene.

”Den mand, som kom tilbage med Toobin…” begyndte han stille uden at se på hende. ”Han er det vrag, du har gjort ham til.”

Hun kunne ikke rykke hovedet væk, hun kunne ikke liste sig forbi ham. Hun var fanget og blev derfor tvunget til at konfrontere de ubehagelige følelser, som rasede rundt i kroppen.

”Hvad tror du, jeg tænker, når du flygter fra mig, ikke vil tale med mig, ikke vil se på mig, dagen efter den mest vidunderlige nat?” sagde han roligt.

Hun blev hed i kinderne ved tanken.

”Hvad tror du, jeg tænker, når du beder mig om at hente din forlovede tilbage til dig?” Hans stemme var ikke mere end en hvisken nu.

”Det ved jeg ikke,” stammede hun for at undgå sin dårlige samvittighed.

”Gu´ gør du så.”

Hun trak vejret tungt, vidste ikke, hvad hun skulle sige.

”Fatter du ikke, at jeg er en desperat mand? Hvis Toobins tilstedeværelse på en eller anden forkvaklet måde kan gøre dig glad, så går jeg hjertens gerne gennem helvedet for at finde ham til dig.” Han så på hende med en sørgmodighed, der skar hende i hjertet. ”Alligevel bliver jeg mødt af vrede…”

Taget om hendes håndled forsvandt. Christin bakkede væk fra hende og så besejret ned i gulvet.

”Hvis du vil gå…” sagde han og gestikulerede hen mod udgangen uden at se op.

Hun havde chancen for at gå nu, og slippe for at tage stilling til sine tanker. Konsekvensen af det betød sandsynligvis, at hun mistede Christian fuldstændig. Og det ønskede hun ikke. Hun elskede ham, men var bange for ham. Ikke på samme måde, som hun havde været det for Oliver. Han havde bevidst gjort hende skade, hvorimod Christian ikke synes at være klar over det. Elleres var han i givet flad en formidabel skuespiller.

”Oliver vil altid betyde noget for mig,” sagde hun efter en lang pause.

Christian skar en grimasse.

”Men når det er sagt, så skal du vide, at det er dig jeg elsker, Christian.” Hendes stemme knækkede over. Hvorfor var det så svært at sige? ”Selvom du skræmmer mig ad helvede til.”

Hans hoved fløj over skulderen, og han så bekymret ned på hende. ”Du skal ikke være bange for mig, Veronica. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre dig ondt.”

”Hvorfor,” sagde hun og opdagede, at tårerne var begyndt at trille ned af kinderne. ”Hvorfor var du så, så modbydelig ved mig dagen efter?”

”Jeg ved ikke, hvad du mener?” Han så oprigtig bestyret ud.

”Da jeg forsøgte at vække dig,” hikstede hun. ”Du forsøgte at kvæle mig.”

Hans øjne, de utrolige blå vidundere, blev store af forbavselse. Han tog hendes hænder og hev hende nænsomt hen til sig, så de stod tæt på ad hinanden.

”Det ville jeg aldrig gøre,” sagde han forfærdet.

”Så nu kalder du mig en løgner…”

”Nej, søde Veronica.” Han lagde hånden under hendes hage og løftede hendes ansigt op, så han kunne se hende i øjnene. ”Men jeg har ingen erindring om det, overhovedet. Hvis du vil give mig lov, vil jeg meget gerne se, hvad der skete.”

”Se, hvad der skete?” snøftede hun.

”Her,” smilede han mildt og lagde en finger mod hendes pande. ”Det kommer ikke til at gøre ondt.”

Hun nikkede med endnu et snøft og tillod dermed, at han fik adgang til hendes sind. Christian lagde hovedet på skrå, så indgående på hende i et lille sekund, inden han pludselig greb fat i hende og knugede hende hårdt ind til sig.

”Nej, nej, nej, nej…” messede han stille for sig selv ind i hendes hår, mens han krampagtigt holdt fast i hende. Han strøg hende op og ned af ryggen, borede fingrene ind i hendes hår, mens han blev ved med at ryste over hele kroppen.

”Christian,” sagde hun stille og gjorde sig forsigtig fri af hans greb.

”Jeg havde ingen anelse, Veronica. Undskyld,” sagde han forskræmt.

”Det er okay…” sagde hun, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle sige. Hans ansigt var præget af en angst, som hun ikke havde set hos ham før.

”Hvorfor sagde du ikke noget tidligere?”

Hun trak på skuldrene. ”Taget min fortid i betragtning, er jeg ikke just god til at vælge de rigtige mænd. Jeg troede bare, det var lige som med Oliver.”

”Du skal aldrig sammenligne mig med det monster,” sagde Christian barskt. Så sank han sammen på gulvet, lænede sig bagud op af væggen og kørte hånden gennem det stadig våde hår.

”Hør her,” sagde han og så alvorligt op på hende. ”I det sidste års tid har jeg haft mareridt, som jeg egentlig troede bare var almindelige mareridt. Det jeg har set hos dig, afkræfter så den teori. Jeg troede ikke, at det havde udviklet sig til… ja, jeg ved ikke engang, hvad det er…” Han sukkede opgivende.

”Så det var et mareridt, der fik dig til at kvæle al luften ud af mig?” spurgte hun med et løftet øjenbryn.

Han skar ansigt og rystede skamfuldt på hovedet. Han så op i loftet og pustede hårdt ud. Han kæmpede tydeligvis med at holde tårerne tilbage.

”Christian, det var ikke noget du gjorde bevidst. Det var ikke din skyld.”

Han fnyste hånligt og blev ved med at se væk fra hende. ”Jeg forstår sgu bedre, hvorfor du flygtede,” mumlede han.

”Jeg tilgiver dig,” sagde hun og lagde en hånd mod hans kind. ”Men vil du ikke nok hjælpe Oliver. Vil du ikke nok bede Victor om at hjælpe ham?”

Han smilede skævt til hende. ”Han er allerede ved ham. Selvom jeg ikke forstår, hvorfor du er så forhippet på at redde den stodder.”

Hendes hjerte blev øjeblikkelig lettere, og hun faldt ham om halsen. Han greb hende med det samme og klemte hende helt ind til sig. Det føltes fantastisk at have hans arme omkring sig. Og hans duft var fantastisk nu, hvor al blodet var vasket væk. Han var hendes Christian igen – ikke Messiasafvigeren.

”Jeg har savnet dig så meget, Veronica,” sagde han blidt. ”Jeg kan ikke holde ud at være væk fra dig i så mange dage.” Hans læber strejfede hendes hals, og det slog flammer med det samme.

Selvom hendes krop skreg på ham, selvom han var næsten nøgen lige her foran hende, blev hun nødt til at bakke lidt væk i hans favn.

”Vi bliver nødt til at være enige om nogle ting, hvis det her skal fungere,” sagde hun og tvang sin lyst til ham, til at dæmpe sig lidt.

Han nikkede og hev hende lige så stille ind mod sig igen. Hun satte hænderne på hans brystkasse, låste albueleddene og så strengt på ham.

”Kommunikation,” sagde han med sit sexede, skæve smil og fjernede uden besvær hendes hænder. Han kyssede hende på hagen, ganske let, så det sitrede i hele kroppen.

”Kommunikation,” medgav hun og skubbede ham lidt væk igen. ”Og ærlighed.”

”Hmm,” brummede han og lagde sine læber mod hendes hals. Det var ikke fair af ham. Hun kunne ikke tænke klart, når han kyssede hende.

”Ingen hemmeligheder,” stønnede hun, da han bed kærligt i hendes øreflip.

”Så må jeg hellere fortælle dig, at jeg lider af jalousi,” sagde han ind mod hendes hals. ”Mit er mit.”

Oliver havde også været sygeligt jaloux, og havde altid straffet hende for det. Christian straffede andre. Hun vidste ikke, hvad der var værst.

”Det må vi arbejde med,” sagde hun og lagde hænderne mod hans kinder, bremsede han kys, så hun kunne få øjenkontakt med ham. ”Du har ingen grund til at blive jaloux.”

Han hævede det ene øjenbryn og så udfordrende på hende.

”Gabriel,” sagde han så bestemt.

”Hvad med ham?”

”Hvad lavede han på dit værelse?”

Hun kunne ikke lade være med at le. Det var for komisk. ”Han er ikke interesseret i mig, dit fjols,” sagde hun og daskede til en alt for stor biceps. ”Han er varm på Røde.”

Christian blev ved med at stirre intenst på hende, som om han skulle sikre sig sandheden i det hun sagde.

”Det gør det ikke meget bedre, at han er ude efter min søster,” knurrede han blidt.

”Søster?”

Han smilede og kyssede hende mellem øjnene. ”Røde er min søster. Ikke af blod, men af sind. Hun var den første, jeg kunne betro mig til nede i katakomberne. Vi passede på hinanden.”

”Det giver stærke bånd.”

Han nikkede og kørte ømt en hånd gennem hendes hår. ”Derfor er der heller ingen grund til at se hende som en trussel.”

”Det har jeg heller aldrig gjort.”

”Veronica,” sagde han irettesættende med et lille smil.

Hun rullede med øjnene

”Til gengæld ligger dit livs kærlighed lige nu på dit værelse og sover.”

”Det passer ikke. Mit livs kærlighed sidder lige her sammen med mig” Hun lænede sig ind og kyssede ham. Han tog gladelig imod kysset, besvarede det, trykkede hende ind til sig med en varm hånd på hendes lænd.

”Du ved godt, hvad jeg mener,” sagde han, da han endelig gjorde sig fri af hende. ”Der ligger en mand på dit værelse, som du havde regnet med at skulle dele hele dit liv med. Du må forstå, at det er lidt hårdt for mig.”

”Så må du også forstå, at det er lidt hårdt for mig at vide, at du har været sammen med en hel del af de kvinder, der bor her,” sagde hun forsigtigt.

Han stivnede og stirrede overrasket på hende. ”Hvem har –” Han bremsede sig selv og mumlede sammenbidt: ”Røde.”

”Hun sagde det, for at passe på mig. Og ærlig talt er jeg glad for, at hun gjorde det. Mange af dem er nogle værre kællinger. Nu ved jeg i det mindste hvorfor.”

”Hvem? Hvad har de sagt til dig?” Han rejste sig og var allerede på vej mod udgangen, parat til at give dem en lærestreg med det samme.

”Hey,” smilede Veronica og småløb efter ham. ”Det er lige meget. Jeg har det jo fint. Desuden tror jeg ikke, at de vil kunne koncentrer sig om en skideballe, hvis du tropper op i den mundering.”

Han så ned af sig selv og smilede, mens han strammede håndklædet lidt igen.

”Røde taler for meget,” konkluderede han så og tog Veronica i hånden. Han førte hende med tilbage til omklædningsrummet, hvor han satte hende på bænken.

”Giv mig et minut,” smilede han og kyssede hende. ”Jeg bliver nødt til at vaske håret igen. Der sidder stadig noget snavs.”

Hun smilede ved tanken om ham nøgen under bruseren, og blev helt varm mellem benene.

”Du vil måske med?” spurgte han med et glimt i øjet. Han spærrede forbavset øjnene op, da hun nikkede, og han smilede bredt, da hun hev trøjen over hovedet.

 

Om muligt havde hans fantastiske krop set endnu mere indbydende ud under vandet. Da de varme stråler havde ramt hans muskler, var hun flere gange blevet nødt til at lukke øjnene, for ikke at stirre for meget, mens hans dejlige hænder havde arbejdet sig ned over hendes krop. Hun havde i et kort øjeblik prist sig lykke for, at han havde vendt hende rundt, så hun havde fronten mod væggen og ikke ham, men det var kun, indtil han var trængt langsomt ind i hende bagfra.

Hun rødmede ved tanken og erindringen om, hvor meget han havde fyldt hende ud fra den vinkel, og hendes krop reagerede på mindet ved at gøre sig klar til ham igen. Forlegen over ikke at kunne kontrollere det, kom hun til at klemme fastere om hans hånd.

Han havde igen flettet sine fingre ind mellem hendes, og sammen var de på vej ud af den mørke hal. Han vendte sig spørgende om mod hende, da hun strammede sit greb.

”Hvad er der?” smilede han og så ganske vidunderlig ud i et par løse jeans og en løs t-shirt.

”Ikke noget,” smilede hun fjoget tilbage. ”Jeg er bare glad.”

”Glad og tilfreds?”

”Overordentlig tilfreds.”

”Det var godt.” Han kyssede hende i panden og fortsatte forbi døren ud til parkeringspladsen. ”Ellers måtte jeg jo rette op på det.”

Igen kom denne kriblende fornemmelse i underlivet, som altid listede sig ind på hende, når han talte – i særdeleshed når han kom med hede hentydninger.

De stoppede op ved gangen ned til det tekniske hovedcenter og trappen op til Christians værelser.

”Kom med op,” bad han blidt og lagde en hånd mod hendes kind. ”Jeg lover at holde mig vågen hele natten, hvis du er bange for, at jeg får mareridt igen.”

”Det er virkelig sødt af dig, Christian, men jeg må tilbage og se, hvordan det går med Oliver,” smilede Veronica og lænede sig ind mod hans berøring.

”Han har det fint. Han sover indtil i morgen.”

 ”Christian,” sagde hun let bebrejdende.

Han sukkede og lænede panden mod hendes. ”Selv når det er irettesættende, giver det mig kuldegysninger, når du siger mit navn.”

Hun stønnede og kørte sin næse imod hans. ”Jeg kender godt fornemmelsen.”

”Jeg har stadig lyst til dig…” henåndede han.

”Godnat, Christian.” Hun kyssede ham flygtigt, fordi hun selv havde svært ved at styre sine egne lyster.

”Godnat,” svarede han og slap kun nødigt hendes hånd. Hun kunne tydeligt mærke hans blik i nakken, mens hun gik ned af gangen. Hun anstrengte sig for ikke at vende sig om imod ham, for ikke at gå tilbage og følge ham med op til hans værelser og bare lade sig drukne i hans elskov.

På lette fødder listede hun sig tilbage til sig eget værelse. Hun åbnede forsigtigt døren ind til det mørke rum og fandt Røde på en stol midt i lokalet. Oliver lå på Veronicas madras. Hans vejrtrækning lød helt normal.

”Endelig,” sagde Røde træt og rejste sig. ”God fornøjelse med ham dér.” Derpå forlod hun lokalet. Der var ingen tegn på den nærhed, som Veronica havde oplevet i løbet af de sidste mange dage. Røde var kold, hendes blik var isnende, og Veronica krympede sig, da hun marcherede forbi. Røde var den eneste rigtige veninde, hun havde haft i mange år, og den kølige vrede ramte hende hårdt.

Oliver gav sig lidt, og Veronica satte sig over ved siden af ham. Forsigtigt lagde hun en hånd mod hans pande, men hans temperatur virkede til at være normal. Det mørke, størknede blod han havde haft i ansigtet var vasket væk. Sårene kunne stadig anes, de blå mærker var der også stadig, hævelserne havde lagt sig lidt, men ikke meget.

Christian havde bedt Victor om at hjælpe, men ikke mere end højst nødvendigt. Typisk.

Veronica lagde dynen helt over Oliver, puttede ham godt og satte sig derefter over på stolen, for at betragte ham. Hun besluttede sig for, at holde sig vågen resten af natten, for at sikre sig, at der ikke skete noget med ham, mens han sov. Victors evner var formidable, men det var ikke til at vide, om Oliver ville få et tilbagefald, nu hvor effekten ikke var hundrede procent.

Hensigten var god. Desværre var hendes krop bare ikke enige med hende i at holde sig vågen. Den var udmattet efter Christians leg, og tvang hjernen til at lukke ned. Det var kun i et lille øjeblik, men det var nok til, at hun skreg forskræmt, da nogen greb hårdt fat i hendes skuldre. Hun slog forskrækket omkring sig, og fik væltet stolen bagud, da hun sprang op.

”Det er bare mig, baby,” hviskede Oliver.

”Ollie, du skræmte mig af helvede til.” Hun tog sig til brystet, hvor hjertet rasede afsted.

”Er han her?” spurgte han.

”Hvem?” hviskede Veronica tilbage.

”Christian, selvfølgelig,” vrissede Oliver irriteret.

”Han er på sit værelse.” Der var noget over hans tonefald, som var alarmerende. Hun bakkede et par skridt væk.

”Fint, godt,” nikkede Oliver mere til sig selv, end til hende. ”Så har vi en chance.” Han så vild ud i øjnene, som begge fungerede nu, skønt det ene var lidt hævet og mørkt.

”En chance for hvad?” spurgte hun uroligt.

”For at slippe væk,” sagde han selvfølgeligt.

”Ollie, vi er i sikkerhed her.”

”Det er præcis, hvad han vil have dig til at tro.”

”Oliver, hør nu her.” Veronica stillede sig hen foran ham, lagde hænderne på hans arme i en beroligende gestus. ”Så længe vi befinder os her, er vi under Christians beskyttelse. Du har intet at være bange for.”

Olivers blik blev hårdt fra det ene sekund til det andet, da han tog fat om hendes hage og holdt hende fast. ”Han har kneppet dig, har han ikke?”

Hun forsøgte at vride sig fri, men han strammede sit greb.

”Svar mig!” knurrede han sammenbidt. ”Har han, eller har han ikke haft sin fede pik oppe i dig?”

”Det kommer ikke dig ved,” stammede hun. Følelsen af magtesløshed bølgede ind over hende. Angsten, som altid lurede, når Oliver var der, vendte tilbage for fuld styrke, og hun følte sig som musen fanget af katten – igen.

”Er du klar over, hvad han har gjort derude?” Oliver hev hende brutalt med over til vinduet og pressede hendes ansigt hårdt op mod den kolde rude.

Det eneste hun kunne se, var den mørke nat, og spejlbilledet af sit eget fladmaste ansigt.

”Ved du, hvor mange han har dræbt?” fortsatte Oliver vredt.

”Du var så stolt af hans blodtørst engang…” sagde Veronica i et forsøg på at tilkæmpe sig mod. Hvis hun kunne sige fra overfor ham rent verbalt, ville han måske indse, at hun ikke længere var den samme Veronica, som så villigt lod sig kue.

”Ved du, hvem han har dræbt?” spyttede han arrigt.

”Slip mig,” stønnede Veronica og forsøgte at stemme imod med hænderne på vindueskarmen. Så fik hun øje på en skygge i ruden, som hun havde håbet ville komme.

”Enten slipper du hende nu, eller også fjerner jeg dig med magt, Toobin.” Christians stemme rungede koldt i lokalet.

Oliver gav øjeblikkelig slip og vendte sig over mod Christian med hænderne rakt i vejret.

”Kom her, Veronica,” beordrede Christian, og hun behøvede ikke at få det at vide to gange. Hun stillede sig bag ham.

”Du er her udelukkende fordi Veronica bad mig om at hente dig,” brummede Christian mørkt. ”Beslutningen kan tages om.”

Oliver smilede bredt og sænkede hænderne. ”Savnede du mig, baby?” spurgte han. ”Er han ikke stor nok for dig? Er det dét?”

”Stop, Oliver,” sagde Veronica flovt.

”Har du spurgt ham, hvor han fandt mig?” forsatte Oliver nonchalant og stirrede på Christian. ”Han fandt mig i en kælder under politistationen. Vi var en hel del dernede. Fanget som dyr, fordi vi åbenbart havde forsøgt at terrorisere Frelserens nye verden. Har du spurgt ham, hvem han ellers fandt dernede?”

Christians muskler spændtes under Veronicas berøring.

”Han har ikke fortalt en skid, vel?” lo Oliver hånligt. ”Nu har du muligheden, åh min Frelser og Messias. Fortæl hende om Richard.”

Det var som om al luft blev suget ud af hende, da hendes fars navn blev nævnt, og i et kort øjeblik glemte hun at trække vejret.

”Christian, hvad snakker han om?” spurgte hun bange.

”Ingenting,” svarede Christian surt uden at tage øjnene fra Oliver, der smilende satte sig på et bord og ventede.

”Du havde planlagt det,” konstaterede Christian vrissent.

”På ingen måde,” smilede Oliver fornøjet tilbage. ”Min lille hjerne tænker ikke helt så langt.”

”Christian, hvad er der sket med min far?” Veronica greb fat i ham, og drejede ham over imod sig. Han var frosset under hendes berøring. Hun kunne næsten ikke trække vejret ned i lungerne, fordi de samtidig arbejdede for at presse gråden op og ud af halsen.

Han undgik hendes blik. Kæberne var bidt hårdt sammen. Hele hans holdning var præget af skyldfølelse.

”Christian?” spurgte hun igen og hørte sin stemme knækker over.

”Årh for helvede,” bandede Oliver gnavent. ”Din far er død, Veronica.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...