Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
733Visninger
AA

18. 17

Det blik han havde sendt hende, da de drejede ud af parkeringspladsen, var fuld af tvetydige følelser; der var sorg, vrede, had, forventning…

Hun anede ikke, hvad hun skulle udlede af det, og anede heller ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv nu. Hun var usikker på, hvad hun havde sendt ham ud i, bange for at han ikke skulle vende tilbage, bange for at det ville være for sent for Oliver.

Røde havde hentet noget frugt og sat sig over for hende. Veronica havde stadig den samme pærer i hånden, men havde ikke sat tænderne i den endnu.

”Hvad bad du ham om at gøre?” spurgte Røde.

”Jeg bad ham ikke om noget,” svarede Veronica hurtigt og klemte lidt hårdere om pæreren. 

”Du er virkelig dårlig til at lyve,” smilede Røde. ”Men hvis det ikke kommer mig ved...”

Så sad de tavse igen. De havde sat sig i det fjerneste hjørne af kantinen, hvor der var en lille smule fred, mens resten af det store lokale summede af livlig morgenaktivitet.

”Hør her, Veronica,” sagde Røde så pludselig alvorligt ”De fleste af de folk, der er her på skolen, er afvigere fra katakomberne. De kender Christian. For helvede, han har været sammen med de fleste af kvinderne.”

Veronicas hjerte sprang op i halsen, og gav hende en pinagtig kvalme. Hænderne blev følelsesløse, og pæreren trillede forsigtigt hen over bordet, mens lungerne klapsede sammen og lukkede for ilttilførslen. Det sortnede for øjnene.

”Havde du helt ærligt regnet med, at han ikke havde været sammen med andre før dig?” fortsatte Røde

Hun vidste ikke, hvad hun havde regnet med.

”Hvad med dig selv, søde?” Rødes ord lød venlige, men der gemte sig en giftig tjørn imellem bladene.

Veronica havde kun været sammen med én. Kun Oliver, og havde faktisk forventet, at han ville være den eneste. Den gængse opfattelse af afvigerne var, at de knaldede til højre og venstre med deres egen art og derved formerede sig som rotter. Hun havde bare ikke forestillet sig, at det også gjaldt for Christian.

”Jeg er ikke ude på at skræmme dig, eller taget modet fra dig, Veronica,” sagde Røde stille. ”Jeg vil bare have, at du kender kendsgerninger, inden du involverer dig for dybt. Selvom jeg tror, det allerede er for sent, taget i betragtning af, hvor du sov i nat.”

Veronicas kinder blussede. Hun kunne mærke varmen, da hun tænkte tilbage på Røde, der stod uden for Christians dør med et meget vidende smil.

”Søde,” smilede Røde opmuntrende. ”Du har intet at skamme dig over. Jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før I fandt sammen. Jeg har aldrig set ham være så forfjamsket omkring nogen før. Han er tosset med dig.”

Og hun var ved at blive vanvittig. Den sitrende fornemmelse, som han gav hende, hver gang han var i nærheden var bestemt ikke blevet mindsket efter deres første intime møde. Tværtimod brændte hendes krop efter mere. Men hendes hoved kunne ikke finde ud af det. Han havde været så vidunderlig følsom, så kærlig, og var så vendt 180 grader om morgenen, hvor han havde forsøgt at kvæle hende, og derefter havde spillet dum, som om han ikke vidste, hvad han havde gjort. Og hvorfor? Hvad fik han ud af det?

Røde tog Veronicas hånd, da der kom flere ind i kantinen. ”Hold lav profil, indtil han kommer tilbage. Det er det eneste, jeg siger.”

Et par kvinder kom over og satte sig for enden af deres bord. Deres mad duftede fantastisk, men Veronica havde stadig ikke lyst til noget. Tanken om Christian med andre sad stadig og trykkede i halsen.

De nyankommne listede sig til et blik på hende ud af øjenkrigen.

”Kom,” sagde Røde og gjorde mine til at rejse sig.

”Vil I ikke blive lidt,” spurgte den ene af kvinderne. En høj, slank blondine med funklende brune øjne. Den anden, en lige så smuk brunette, så op med et mælkehvidt blik, som ikke så ud til at kunne fokusere på noget konkret.

”Du er Veronica, ikke?” spurgte den blinde med et smil. ”Det var dig, der var nede i katakomberne. Du besøgte Christian.”

Veronica nikkede forsigtigt.

”Og nu har Christian taget dig med herhen?” forhørte den blonde sig.

”Ja,” sagde Veronica og blev belønnet med et par bidske blikke fra de to kvinder.

”Jamen, det er da dejligt,” smilede brunetten igen. Henvendt til sin veninde sagde hun: ” Tror du, også vi må holde kæledyr?”

Under megen latter skubbede Veronica sin stol bagud og forlod kantinen i et sydende raseri, som hun kæmpede for at holde nede. Røde fulgte lige efter hende.

”Tag det roligt, søde,” sagde den milde afviger bag hende.

”Kæledyr?” spruttede Veronica arrigt. ”Er jeg et fucking kæledyr?”

”Lad nu være. De siger det kun for at pisse dig af.”

”Det virker!”

”Og derfor har du brug for noget andet at tænke på.” Røde så drømmende ud i luften. ”Kom med. Vi har noget tid, inden der er samling i hallen.”

Røde trak hende ud i skolegården, ud i solen. De gik forbi en lille bygning, passerede en masse legende børn, og fortsatte ud til et stort åbent område. En enorm græsplæne bredte sig ud foran dem. Halvdelen af den var stadig fuldstændig overgroet af ukrudt og alt for højt græs, mens den anden del fornyligt var blevet slået. Og her befandt en gruppe unge fyre sig. De styrtede rundt på banen i bare overkroppe, råbte og skreg, jublede og hoppede, mens fodbolden behændigt fløj i mellem dem.

”Velkommen til mit yndlings tidsfordriv,” smilede Røde og satte sig i udkanten af græsset.

Veronica satte sig ved siden af hende og så ud over den opvisning af testosteron, som udspillede sig på fodboldbanen.

”Når jeg har brug for noget andet at tænke på, er det her et meget rart sted at være,” fortsatte Røde. ”Fyrene bruger bolden, til at koble af. Jeg er selv mere visuelt stemt. Jeg lader selvfølgelig som om det er spillet, der interesserer mig.”

”Du er en gris,” lo Veronica.

”Skyldig,” lo hun tilbage.

De betragtede spillet længe uden at sige mere. Veronica opdage, at Rødes tidsfordriv ikke var helt så ringe. Desværre mindede alle de nøgne overkroppe hende om den nøgne krop, som havde været over hende det meste af natten. De muskler hun have rørt ved var langt mere indbydende, end dem hun kunne se på banen. Måde hvorpå de havde spændtes, måden han havde bevæget sig på, hendes egen krops vidunderlige reaktion på hans.

”Du drømmer.” Røde puffede venligt til hende med skuldreren og fik Veronica ud af sine minder.

”Ja,” sagde Veronica og så ned i græsset. Hun hev et par totter op og kørte dem ligegyldigt mellem fingrene.

”En god drøm?”

”Meget. Selvom jeg ikke helt forstår slutningen.”

Røde så undrende på hende.

”Det er lige meget.” Veronica rystede nedslået på hovedet.

Ude på banen blev der fløjtet, og kampen stoppede. Spillerene trak ud til siderne for at tage en velfortjent pause. Èn af dem kom jokkende over til dem. Hans mørke hud skinnede af sved, og de olivenfarvede øjne funklede.

”Hej, Gabriel,” smilede Røde og kom hurtigt på benene. Veronica rejste sig også.

”Hej,” smilede han tilbage lettere forpustet. ”Bliver I og ser resten af kampen?”

”Nej. Der er samling kl. 12, og der er nogle ting jeg godt lige vil vise Veronica inden.”

”Jeg spiller elleres bedre, når du er her,” sagde han åbenlyst flirtende og tog hendes hånd.

I et kort øjeblik stivnede Røde fuldstændig med et uroligt blik i øjnene. Så blev det erstattet af et dovent og varmt blik, der fik hende til at smile. Hun tog hånden til sig.

”Jeg tænkte på, om du ville med rundt?” spurgte hun ham.

Gabriel kiggede op og ned af Veronica, så op og ned af Røde og nikkede med et smil. ”Jeg hopper lige i bad først. Vi mødes ved dig.” Og så var han allerede på vej ind til bagsiden af hallen.

Røde blev stående og kiggede efter ham med et drømmende blik, mens hun vred son hånd, og Veronica opfangede hurtigt hendes sindsstemning.

”Hold din liderlighed for dig selv,” grinede hun og puffede til Røde, som hun tidligere havde puffet til hende.

”Undskyld,” lo Røde. ”Men han er fandeme lækker.”

Veronica trak på skuldrene og fulgte efter Røde ind i den lille bygning, som de havde passeret for at komme ud til sportspladsen. ”Jeg har set bedre.”

”Ja, tak, det ved jeg.”

De gik grinende ned gennem gangen og endte ved Rødes værelse. Et lille lokale, der var indrettet næsten som Veronicas, med undtagelse af de mange bøger.

”Nå, det er her biblioteket er blevet flyttet hen,” sagde Veronica med et smil.

”Morsomt. Vi fik at vide, at vi måtte tage det vil ville have. Jeg kan godt lide at læse. Lad som om du er hjemme.”

”Hvad gjorde han ved dig?” spurgte Veronica.

”Hvem?” Røde smed sig på madrassen.

”Gabriel.”

Røde smilede underfundigt, inden hun vendte sig over mod Veronica. ”Gabriel har en helt fantastisk evne. En enkelt berøring går lige i trusserne på dig.”

Veronica begyndte at grine. Hun kunne simpelt hen ikke lade være. ”Jeg tror, du er lidt forudindtaget,” lo hun.

”Nej. Eller jo, det er jeg måske nok,” medgav hun ”men det gør det ikke mindre sandt. Hans hud udsender signaler, der gør dig seksuelt opstemt.”

”Og hvad nytte gør sådan en evne?”

”Omtrent det samme som dit kønne ansigt?”

Veronica så flovt ned. Hun var ikke vant til komplimenter.

”Prøv lige at tænk på, hvordan det må være at kysse ham, når bare et håndtryk er nok til at sætte én til tælling,” drømmede Røde.

Det bankede på døren, og hun skyndte sig at lukkede Gabriel ind. Han var fuldt påklædt nu, men det gjorde ham tydeligvis ikke mindre tiltrækkende i Rødes øjne. Hendes bankende betagelse af ham smittede. Gabriel måtte også kunne mærke det.

”Hvad skal vi se på?” spurgte han smilende.

”Vi skal først lige have dig til at fortælle om din evne, for Veronica tror ikke på mig,” sagde Røde med et muntert smil.

Gabriel kiggede over på hende, på en måde, som gjorde hende helt enormt nervøs. Hun trak sig lidt væk, over til vinduet.

”Vil du prøve?” spurgte han og rakte hånden frem mod hende.

”Nej, det er okay. Jeg tror på dig,” smilede Veronica.

”Lad nu være. Jeg kan se, at du ikke tror på det.” Han gik over mod hende.

”Det er nok bedst at lade være, Gabriel,” sagde Røde. ”Christian bliver rasende.”

Han trak på skuldrene, opgav sit foretagende og gik ud på gangen. ”Hvor skal vi hen først?”

Røde førte dem gennem de mange gange, fortalte levende om lokalerne og de folk, der boede derinde. Gabriel supplerede op, selvom det var tydeligt for Veronica, at han var med udelukkende for Rødes skyld. De endte i et lokale, der havde været lærerværelse. Skiltet udenfor sagde `ærervær´. Røde lagde en finger for munden, et tegn til at de skulle være stille, når de gik ind, og Veronica fulgte tavst efter.

Indenfor sad der ved samtlige borde børn, med næsen i bøger, med hænderne i vejret, diskuterende med hviskende stemmer, mens tre voksne gik rundt og hjalp til. En improviseret skole, for børn i alle aldre, de helt små og de umulige teenagere, samlet i én stor flok.

”Skole?” hviskede Veronica til Røde, der nikkede med et bredt smil.

”Vi er meget stolte af den,” forklarede hun. ”Det var min idé, og de fungerer bare godt sammen, de store og små.”

”Hvor er det fantastisk,” smilede Veronica tilbage og lod sit blik glide ud over forsamlingen. Koncentrationen var så mættet, at man næsten kunne tage og føle på den.

”Veronica!” var der pludselig én, der råbte midt i lokalet.

Veronica søgte efter stemmens ejermand og fandt Victor, der vinkede til hende. Hun vinkede forsigtigt tilbage og så spørgende på Røde. Hun nikkede som en tilkendegivelse af, at Veronica gerne måtte gå ned til drengen.

”Sehen Sie, was ich tue,” smilede han glad, da hun kom ned til ham. Han pegede energisk på sit papir.

”Lad mig se,” sagde Veronica og lænede sig ind over ham. Hun stirrede lige ind i sine egne blå øjne og forsigtige smil. Drengen havde lavet et protræt af hende, der var lige så præcist og detaljeret som et spejl. Han havde formået at fange hendes lige næse, hendes til tider umulige hår. Glimtet i øjnene var lysende, og smilet var varmt. Hun var ikke vant til at se sig selv sådan.

”Hvor er det fantastisk,” henåndede hun og kunne ikke tage blikket fra papiret.

”Es ist ein Geschenk,” smilede Victor.

Hun ville ønske, at hun forstod, hvad han sagde. Hans funklende øjne viste med al tydelighed, at han selv var stolt over resultatet.

”Schön,” sagde Veronica på sit noget sparsomme tysk og pegede på tegningen.

Drengen smilede og nikkede ivrigt. ”Für Christian. Til Christian,” rettede han sig selv og så spørgende på hende, for at sikre sig, at han havde oversat rigtigt.

”Er den til Christian?” spurgte Veronica.

Victor nikkede igen. ”Für Christian, denn er hat so viel für uns getan. Und er kann immer auf das Bild schauen und denken von Ihnen.”

”Godt, drenge og piger, I skal pakke sammen,” sagde én af de kvindelige lærer, der stod mellem bordene. ”Vi skal ned i hallen til samling.”

Stolene blev skubbet bagud med en skrabende larm, og ungerne begyndte med det samme at snakke højlydt. Deres dybe koncentration var brudt som ved et trylleslag, og Veronica bevægede sig tilbage til Røde og Gabriel.

De fulgte efter strømmen af børn ned til hallen og lod sig sluse ind som kvæg klar til slagtning. Røde tog føringen, da de var kommet ind. Veronica fulgte efter flankeret af Gabriel, der blev ved med at smile og blinke til hende. Han havde stukket hænderne i lommerne, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis han rørt hende. Christian var tydeligvis imod det. Hans faste greb om Gabriels håndled, da han ville hilse på hende, var stadig frisk i erindringen. Den måde Røde havde reageret på, da han havde taget hendes hånd… Det gjorde hende nysgerrig.

De standsede ude i siden af hallen, hvor Veronica ikke behøvede at gøre særlig meget for at undgå at stå ved Gabriel. Røde stillede sig helt automatisk imellem dem med et smil. Der gik en rum tid, inden hallen var fyldt. Folk stod tæt, men ingen så ud til at være generet af at det blev ved med at strømme ind.

Mens Veronica stod og så ud over salen, kom Leo masende forbi. Han tog hende i hånden og trak hende med sig.

”Du skal præsenteres,” sagde han lavt til hende.

Chokeret, nervøs og pludselig meget svedig fulgte Veronica med, uden at kunne sige noget.

”Rolig,” smilede Leo. ”Vi gør det hurtigt og ganske uformelt.”

”Ganske uformelt foran hundredvis af mennesker?” sagde hun skeptisk.

Leo lo, men gav ikke slip på hende. Han trak hende hele vejen hen til en lille scene, der var sat frem.

”Vent her,” dikterede han, da de stod ved siden af podiet og gik selv op til mikrofonen, hvor han begyndte at tysse på de fremmødte. Der gik ikke meget mere en ti sekunder, før der var fuldstændig ro i det enorme lokale.

”Denne samling bliver kortere end først antaget. Christian er her ikke til at kunne informere jer om vores fremskridt, så det gør jeg i hans sted,” startede Leo meget myndigt.

Veronica stod og vred sine hænder nede på gulvet.

”Men før vi går i gang med det, så lad os lige få hilst ordentligt på Veronica Foulum, der gjorde det muligt for så mange af jer at undslippe katakomberne.” Leo rakte sin hånd ned mod Veronica, der nølende tog den og gik op på scenen til ham. Åh, hvor havde hun lyst til bare at være en del af mængden. Hun kunne ikke fordrage at blive udstillet og overbegloet på denne måde. Hun havde ingen anelse om, hvor mange hundrede ansigter, der alle stirrede op på hende, og fordi hun var usikker på, hvad man forventede af hende, forsøgte hun sig med et forsigtigt vink. Det affødte klapsalver så høje, at hun forskrækket tog et skridt til siden og var ved at skrumle ned af scenen. Leo greb hende i sidste øjeblik, og fik det karmufleret nogenlunde, så folk forhåbentlig bare troede, at hun rent faktisk var på vej ned af podiet. Hun kiggede taknemmeligt på ham, og skyndte sig tilbage til Røde igen. De folk hun passerede smilede og klappede hende på skulderen. Enkelte takkede hende oven i købet, selvom det slet ikke var hendes fortjeneste, at de var frie.

”Og så over til det lidt mere alvorlige,” sagde Leo og fik igen salens opmærksomhed. ”I morges blev vores overtagelse af verdenens mest indflydelsesrige lande offentliggjort, hvilket i bund og grund betyder, at vi nu har magten.”

Jublen skyllede ind over afvigerne, der hoppede og dansede. Nogle græd af glæde, nogle omfavnede den nærmeste inden for rækkevidde, andre rystede af begejstring. Fælles for dem alle var den ukontrollable trang til at udbasunere sin fryd. 

”Christian er ude for at sikre sig, at de sidste detaljer kommer på plads, inden vi forlader vores trykke omgivelser,” råbte Leo for at afbryde deres jubelråb. ”Derfor bedes I også stadig hold lav profil. Björkelid opretholder stadig sit kraftfelt, så skolen stadig virker øde og forladt. Vi ved endnu ikke, hvornår Christian kommer tilbage. Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan gå ud og fejre vores sejer. Vi ved ikke, hvor mange liv, der er gået tabt, og vi kender ikke omfanget af skader. I vil blive holdt opdateret. Indtil videre fortsætter vi med vores hverdag som hidtil. Tak.” Han forlod scenen uden videre omsvøb, smilede til Veronica, da han gik forbi hende og ud af hallen.

 

På trods af enkelte spydige kommentarer fra bitre kvinder, viste det sig alligevel at være et hyggeligt ophold på skolen. Veronica havde spurgt, om hun måtte gøre nytte som underviser, og havde straks fået et ja.

I starten holdt hun sig i nærheden af Victor, der med glæde havde vist hende, hvordan tingene foregik. Men efterhånden som dagene gik, blev det mere og mere tydeligt, at hun gjorde mest gavn hos en ung pige ved navn Zoey. En vild pige, der havde svært ved at sidde stille, svært ved at modtage de venligt stillede anvisninger og som i det hele taget gjorde, hvad hun kunne for at sabotere undervisningen. Det resulterede selvfølgelig i negativ respons, som blot forstærkede pigens tro på at autoriteter var noget som skulle bekæmpes med alle midler – om det var mennesker eller hendes slags, var ligegyldigt.

Veronica, som egentlig ikke havde nogen som helst idé om, hvordan man underviste, men til gengæld var god til at læse mennesker og de følelser som lå under overfladen, tillod sig at bruge tid med pigen uden for klasselokalet. Det skabte en gensidig positiv relation, som Zoey nød godt af i undervisningen. Når Veronica sad ved siden af hende, kunne hun undervises, hun fik den voksenkontakt og den hjælp hun behøvede, og Veronica var noget for nogen igen.

Romancen mellem Røde og Gabriel havde langsomt udviklet sig. De var næsten sammen konstant, smilede, fniste og opførte sig i det hele taget som et par fjollede teenagere. Ifølge Røde, havde det endnu ikke udviklet sig til noget konkret, men det var godt på vej.

Veronica og Røde brugte mange aftner på at snakke om glæden ved Gabriel og frustrationerne ved Zoey. Under en fælles usagt aftale undgik de at tale om Christian. Det gjorde for ondt.

Efter den første nat alene, hvor Veronica var vågnet flere gange, end hun kunne tælle, grædende, panisk, angst, konfus, hysterisk, havde Røde selv foreslået at sove sammen med hende. De havde rykket Rødes madras ind på Veronicas værelse, og det var rart at have ét kendt ansigt at vågne op til. Hendes søvn var blevet langt bedre.

Denne aften sad de på gulvet med en skål chips imellem sig. Zoey og Gabriel havde gjort dem selskab, og de sad alle fire og quizzede med en gammel lærerbog, som gik på tur i mellem dem.

”Okay, jeg har en god én,” smilede Zoey og læste højt fra bogen. ”Alle afvigere har papiller på deres kønsdele, så samlejet ikke kan afbrydes før hannens erektion er faldet igen. Sandt eller falsk?”

De brød alle tre sammen i latter.

”Falsk,” klukkede Veronica.

”Helt klart falsk,” lo Røde.

I det samme bankede det hårdt på døren, og Leo flåede den op uden at vente på svar. Han så vild ud og pustede hårdt.

”Teknisk hovedcenter. Nu,” gispede han og satte i løb igen.

Veronica og Røde så på hinanden i et split sekund, inden de sprang op og styrtede efter ham.

”Hvad sker der?” spurgte Røde, mens de løb efter ham.

Han svarede ikke, men drejede ned af gangen til kontrolrummet og flåede døren op. Lokalet var proppet med folk, der alle stod med ryggen til. Veronica maste sig ind efter Røde, og Leo smækkede døren i for næsen af Zoey, i det han sagde: ”Ingen børn.”

Tydeligt fornærmet stak Gabriel sin fod indenfor og tvang døren op igen med et vredt blik.

”Og kun for autoriseret personale,” vrissede Leo og skubbede døren i. Så hev han fat i Veronica og fik hende moslet ind foran de andre, så hun stod foran de mange monitorer.

Samtlige skærme viste det samme billede af byens rådhus, der var fuldstændig skudt ned til en sørgelig ruin. Der var ild i baggrunden og røg, der dansede ind foran kameralinsen. På trappen op til bygningen lå døde og maltrakterede lig. Trinene var skjult af de mange kroppe, der var faldet i kamp. Der var ingen synlige tegn på liv på skærmen.

”Hvad er det her?” spurgte Veronica forfærdet.

”Krig,” svarede Leo barskt og bittert.

Selvom alle skærmene viste det samme, sendt fra samme kamera, var det på forskellige kanaler, der alle sendte til forskellige steder i verdenen.

Lige som hun ville vende sig væk fra det makabre helvede, fangede hun en bevægelse ude til venstre i skærmbilledet. En død krop bevægede sig, trak sig sammen i krampagtige ryk, inden den kom op på to ben i en obskøn bevægelse. Hovedet og lemmer hang livløst. Herefter fulgte flere døde. De rullede, gled, trak sig væk fra trappen, rejste sig op med deres lemlæstede kroppe, og efterlod kun det mørke blod som en grotesk rød løber. Da alle stod op, knælede de ned på højre knæ med bøjede hoveder. Få sekunder efter nærmede en skikkelse sig fra venstre. En høj, muskuløs mand, der gik op af trappen med rank ryg. Han var lige så indsmurt i blod som trappen og de døde var, men allivel havde han en ro over sig, som man ikke ville have tilskrevet en soldat i krig.

Med langsomme og kontrollerede bevægelser begav han sig op af trappen, gik hen til den talerstol som var blevet forladt i kampens hede, og vendte fronten ud mod kameraret, som filmede direkte fra dødsriget. Da hans blik fandt linsen, var det som om alle i lokalet holdt vejret. Inklusiv Veronica. De blå øjne brændte med en vrede, som hun aldrig havde set før. Det var skræmmende, samtidig med at hendes hjerte jublede over at se ham i live.

Han stod længe uden at sige noget – holdt bare øjenkontakten med samtlige mennesker i verdenen, som havde et fjernsyn.

Hans stemme var raspende og dog stadig melodiøs, da han sagde: ”De døde bøjer sig i støvet for mig. Jeg forventer, de levende gør det samme.”

Forvirringen var total, da hans stemme bølgede ud af højtalerne fra samtlige fjernsyn. Med den ene forskel at han talte tysk ved den ene skærm, italiensk ved den næste, japansk, kinesisk, arabisk...

”Optager vi det her?” spurgte Leo ærefrygtindgydende.

”Alle harddiske er sat til,” nikkede en anden.

Christian fortsatte på skærmene: ”Jeg er Christian Chasedin. I lever i min verden.” Derpå vendte han ryggen til kameraet, forlod talerstolen samme vej, som han var kommet, præcis lige så roligt og fattet. De dødes ansigter drejede sig efter ham og så på ham med tomme blikke, som han gik forbi dem. Sekundet han var væk, faldt de sammen som kludedukker. Skærmene gik i sort.

”Hvem optog det? Er vi sikker på, at vi har det hele på harddiskene?” Leo brød stilheden og hastede gennem lokalet ind i det tilstødende rum. ”Jeg skal have alle optagelser. Vi skal have tolke til dem alle. Jeg vil vide, om han sagde præcis det samme på alle kanaler.”

Folk begyndte at vimse forvirrede rundt.

”Få fat i vores andre afdelinger. Find ud af, hvor mange, der har set udsendelsen. Og find ud af, hvordan fanden han fik det ud på alle de kanaler på samme tid,” brølede Leo og fik de sidste folk sat i arbejde.

”Hvordan gjorde han det?” spurgte Veronica tryllebundet. ”Hvordan kunne han tale så forskelligt på samme tid?”

Leo stod lænet ind over bordet, men så op og mødte hendes blik. ”Jeg aner det ikke,” svarede han alvorligt.

”Det er ikke noget han har gjort før?”

”Aldrig.”

Hvis han var i stand til at tale så alle forstod hans budskab på samme tid, gav det ham en enorm fordel frem for de mennesker, han havde erobret verdenen fra. Veronica måtte tænke det igennem igen. Hvordan var det muligt?

”Er du okay?” Røde lagde en hånd på hendes skulder.

Veronica nikkede. ”Ja,” kvækkede hun.

”Kom med tilbage. Klokken er mange, og der er ikke mere vi kan gøre lige nu.”

Leo så op på Røde, nikkede til dem begge og fordybede sig i det arbejde, der lå klar til ham.

Røde tog Veronicas hånd og sammen gik de ned til deres nu fælles soveværelse.

”Jeg fatter det ikke,” sagde Veronica. ”Hvordan kan han have så meget magt?”

”Han er Christian,” svarede Røde med et skuldertræk. ”Han er født til det her.”

”Hvorfor var han så indsmurt i blod? Hvad har han gjort?”

”Lad være med at spekulere mere over det, søde. Det kommer der ikke noget godt ud af. Han er snart tilbage igen, og så kan du jo spørge ham.” Røde lagde dynen over Veronica og puttede sig ned under sin egen.

”Jeg er bange,” tilstod Veronica og rakte ud efter Rødes hånd.

”Hvorfor?”

”Fordi vi ikke aner, hvad det er for en verden vi vågner op til i morgen.”

Røde klemte hendes hånd. ”Vi vågner op til en verden af frie afvigere.”

”Og fangede mennesker?”

”Kun de, som fortjener det.”

”Hvem bestemmer det?”

”Christian,” lød svaret med det samme over fra døren. Gabriel stod i døråbningen og så på dem. ”Er det en lukket fest?”

”Nej,” smilede Røde og løftede sin dyne, så han kunne krybe ned ved siden af hende. Han havde hansker og sokker på, foruden langærmet og langbenet nattøj. Han lagde sig bag hende, og støttede sit hoved på albuen, så han kunne se over på Veronica.

”Hvad gik alt det ud på?” spurgte han.

Røde begyndte at forklare, hvad de havde set på skærmen. Gabriel spurgte enkelte gange ind til det, men Veronica døsede langsomt hen. Deres snak, den naturlige måde, de talte sammen på, virkede beroligende, lullede hende i søvn.

 

Hun havde ingen idé om, hvor længe de havde sovet, men hun vågnede med et sæt, da døren til værelset blev sparket ind. Røde og Gabriel satte sig også op med et chok.

I skæret fra lyset ude på gangen stod Christian. Han var kun en mørk silhuet, men det var umuligt at forveksle ham med andre.

”Sikke I hygger jer,” sagde han hårdt og bittert.

”Christian,” sukkede Veronica lettet, da det gik op for hende, at det var ham, og ikke et mareridtsagtigt væsen. Hun rejste sig og gik over til ham med dynen svøbt omkring sig.

Han ænsede hende ikke et blik, stirrede i stedet vredt ned på Gabriel, der krympede sig og tog den arm til sig, som han havde lagt om Rødes skuldre.

Da Veronica nærmede sig, blev den metalliske lugt stærkere, og var ikke til at tage fejl af. Hun tændte hurtigt lyset og fik sin mistanke bekræftet. Han var stadig badet i blod. Meget af det var størknet nu, men der var også en hel del, som var friskt.

”Christian,” gispede hun overrasket.

Han vendte sit blå isblik ned mod hende. Begge hans hænder var knyttet ned langs siderne og kæberne arbejdede på højtryk. Så vendte han om på hælen, tog et skridt ud af lokalet og kom ind igen med Oliver, der lod sig føre af Christians hånd.

Det stak i hjertet at se Oliver reduceret til en blodig og forslået dukke. Han lod sig slæbe ind i lokalet, dinglede slapt fra Christians greb, inden han blev kastet ned i gulvet.

”Til dig fra mig,” vrissede Christian med et ondt smil og forlod rummet med en dybt chokeret Veronica, en næsten bevidstløs Oliver, der var slået halvt fordærvet, og et par afvigere, der ikke anede, hvilket ben de skulle stå på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...