Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
724Visninger
AA

17. 16

Ud af alt det tøj, han havde fundet til hende, valgte hun et par jeans, som nok sad lidt for stramt, en hvid ærmeløs top og en lysegrå cardigan, som var lidt for stor. Hun havde tre par sko at vælge imellem, og valgte et par cognacbrune støvler med flad sål, som gik til midt på lægmusklen. Christian havde været så galant at vente ude på gangen, mens hun fik tøj på. Hun havde alligevel skyndt sig, nervøs for at han pludselig skulle komme ind igen.

De havde fulgtes ad ud gennem hallen, med fingrene flettet sammen igen. Hun blev ved med at kigge ned, rød i hovedet, over at han uden problemer ville ses med hende offentligt. Oliver havde altid været langt mere reserveret, han mente ikke, at man skulle reklamere med sit forhold – med mindre andre, var ved at træde ind på hans territorium.

”Er du sulten?” spurgte Christian, da de var kommet ud af hallen.

”Jeg kunne æde en hel ko,” smilede hun genert.

”Dejligt. Kom med. De er ved at være færdige med maden i kantinen.”

Som viste sig at ligge lige ved siden af hallen. Han åbnede døren for hende, og satte hende ved ét af de mange borde. Stedet var mennesketomt endnu, foruden det af Christians personale, som stod bag skranken.

”Mr. Chasedin,” sagde en rund fyr med en ordentlig kartoffeltud. Hans forklæde nåede kun lige rundt om ham. ”Hvad kan jeg friste med?”

”Hvad har du?” spurgte Christian og lænede sig ind over disken.

”Det sædvanlige. Vores købere er ikke kommet tilbage endnu.”

”Hmm. Så giv os to omgange chili con carne.”

”Kommer med det samme.” Den joviale kok vendte sig om og tryllede to tallerkener med rygende varm chili con carne frem.

Christian tog imod dem med et smil og gik ned til Veronica igen.

”Jeg havde håbet på noget lidt finere til vores første date,” smilede han.

Hun rødmede ved ordet date. Hvorfor var hun blevet så teenageagtig overfor ham? Det kunne næsten ikke skyldes andet, end forventningens glæde. Og så selvfølgelig at det hele var så nyt. Hun var stadig usikker på, om det her i det hele taget var starten på et decideret forhold, eller om det bare ville vise sig at være et engangsknald. Under alle omstændigheder var hendes krop så anspændt, at den skulle have sin forløsning, ligegyldigt om det så var det ene eller det andet, der gjorde sig gældende.

”Du serverer bønner, og forventer stadig, at jeg skal sove hos dig,” smilede hun og tog den første bid af, hvad der viste sig at være en lille smule af himlen tilsat chili.

Han lo, mens han rodede lidt rundt i maden. En hjertelig latter, der fik det til at krible i hende.

”Til gengæld lover jeg, at det er den bedste chili, du har smagt,” sagde han.

”Hvor er alle andre henne? Spiser I ikke samlet?” spurgte hun, da de havde siddet i tavshed lidt.

Han smilede bare til hende, med det underfundige blik, som hun havde svær ved at gennemskue.

”Hvad,” spurgte hun, da han blev ved med at kigge på hende uden at svare.

”Du er ikke god til stilhed,” sagde han så med sit skæve smil.

Hun forstod ikke, hvad han mente og trak på skulderne.

”Skal stilheden fyldes ud med snak? Er det ikke nok bare at nyde hinandens selskab?” Han lagde hovedet på skrå.

”Joh…” svarede hun tøvende, irriteret over, at han havde ret. Hun havde det bedst, hvis der blev talt om et eller andet. Ellers blev hun alt for bevidst om sig selv, og dermed usikker på alt, hun gjorde. Snak dækkede over de pinligheder, hun eventuelt ville komme til at lave.

”Så du vil have det fint med, at vi bare sidder og glor på hinanden?” sagde hun.

”Jeg har ventet længe på at få lov til `bare at glo på dig´.” Hans smil sagde det hele, og hun rødmede selvfølgelig igen. Hun vendte blikket ned mod maden forholdsvis hurtigt, men kunne blive ved med at mærke hans blå iskrystaller på sig.

Hun var på nippet til at råbe, at han skulle se væk, da nogen tog i døren. Christian hævede nonchalant sin venstre hånd fra bordpladen, og døren, som ellers var på vej op, trak sig tilbage og lod sig ikke sådan lige åbne igen. Der blev banket på den anden side.

”Hamish. Luk op. Vi sulter,” blev der råbt.

Kokken så ned mod Christian, der fastholdt sit blik på Veronica.

”Så snart de kommer ind er freden forbi,” sagde han. ”Så har jeg dig ikke længere for mig selv.” Han lød næsten bedrøvet.

”Du havde måske regnet med, at vi skulle gemme os hernede resten af dagen?”

”Man har vel lov til at drømme,” smilede han, rakte over bordet og lod den højre hånd finde hendes. Hans fingre gled ubesværet ned mellem hendes.

”For helvede, Hamish!” Der blev banket hårdere nu.

Christian sænkede sin hånd med et stille suk, trak sig tilbage til sin tallerken, så ned og lod sine folk dumpe ind i kantinen. Et par midaldrende mænd væltede bagud, da døren endelig gav sig. Et hold på omkring tyve kom snakkende ind og forstyrrede den stilhed, som Christian for få sekunder siden, havde bedt hende nyde. Nu forstod hun hvorfor. Deres snak var munter og højlydt. Børnene stormede hen til det bord, der åbenbart plejede at være deres, mens de voksne satte sig i små klynger. Et par stykker af dem kom over og satte sig ved Christians bord. Den ene af dem var Røde, som satte sig ved siden af Veronica, og puffede til hende med et venskabeligt smil.

”Er det vores nye beboer?” spurgte den anden, en mand med mørklødet hud og olivenfarvede øjen, som havde sat sig ved siden af Christian. Han rakte sin lange arm ind over bordet for at trykke Veronicas hånd. Christian greb hårdt fat i hans håndled, inden manden nåede at komme i nærheden af hende.

”Du holder fingrene for dig selv, Gabriel,” sagde Christian hårdt, og pressede manden tilbage i stolen.

Gabriel smilede smørret.

”Jeg mener det.” Christians blik blev mørkt, og Gabriel tørrede smilet af.

”Undskyld,” mumlede han og forlod bordet for at hente mad.

”Velkommen til, Veronica,” smilede Røde og gav Veronica et stort kram. ”Det er SÅ dejligt at have dig her. Nu kan der komme lidt ro på.”

”Ro på? Hvad mener du?” spurgte Veronica.

”Ingenting,” sagde Christian hurtigt.

Lidt for hurtigt, hvilket pirrede Veronicas nysgerrighed. Hun vendte sig over mod Røde, ignorerede Christian. Røde forstod hentydningen og vendte ligeledes fronten mod Veronica.

”Siden du stak af,” begyndte hun ”har han ikke kunnet slappe af.”

”Røde,” advarede Christian.

”Han har faktisk ikke været her, mens du var væk. Han blev i nærheden af hotellet hele tiden.”

”Røde.”

Hun fortsatte med at overhøre ham. ”Nat og dag. Manden er jo sygeligt besat af dig. Er du klar over, at han snakker i søvne, og at han altid taler om dig?”

”Så er det nok, Røde!” brølede Christian og fór op, knalede en knytnæve i bordet foran Røde, der spjættede forskrækket lige som Veronica, hvorefter han sparkede sin stol bagud. Hele kantinen blev tavs som ved et trylleslag og stirrede nervøse ned i deres tallerkner – med undtagelse af børnene, der sugede optrinet til sig som en tør svamp.

”Du lader munden løbe af med dig, kvinde!” snerrede Christian, da han gik rundt om bordet og tårnede sig op over Røde.

Hun kiggede stjålent op på ham.

Veronica fangede sig selv i at smile.

”Og det der kan du godt stoppe,” skændte Christian. ”Dit latterlige trick har ingen effekt på mig.” Han greb ud efter Veronica og hev hende med sig ud af kantinen, mod strømmen af mennesker, der alle spredte sig ud til siderne, da de så den ulmende alfahan. Lige så snart de var uden for rækkevidden af Rødes evner, faldt Veronicas humør med det samme.

”Christian,” sagde hun stakåndet, mens hun forsøgte at følge med i hans tempo. Han trak hende videre, op af den lille trappe, drejede til venstre mod det tekniske hovedcenter, drejede til venstre igen med det sammen, igennem en dør og op af en trappe.

”Christian, du overreagerer,” forsøgte hun.

Trappen fortsatte op, og til sidst flåede han hende med til højre, ikke andet end et par meter ned af gangen, før han rev en dør op og skubbede hende ind, inden han selv fulgte med og smækkede døren efter sig.

”Der er da ingen grund til at blive så vred,” sagde hun forsigtigt.

Værelset hun befandt sig i var stort. I modsætning til de andre lokale, hun havde set, var der her både en sofa og en rigtig seng. Der var et stort skrivebord med en computer, der var lamper tændt i loftet, der var små standerlamper i vindueskarmen, på skrivebordet. Der var et højt skab i det ene hjørne og et lille elektronisk klaver i det andet. Et fjernsyn stod på et bord, som tidligere havde tilhørt en elev. Rummet var møbleret næsten som en rigtig stue, en ungkarlehybel i hvert fald.

Han vendte sig mod hende med iskolde øjne.

”Når jeg beder Røde om at stoppe, skal du ikke opfordre hende til at fortsætte,” sagde han dysteret.

”Der er ingen skade sket,” sagde Veronica uforstående overfor hans vrede. ”Vi sad jo bare og snakkede.”

”Det kommer ikke andre ved, hvad jeg føler for dig!” rasede han.

”Men du kan godt flette fingre med mig? Tror du ikke, at folk ser det? Tror du ikke, de opfatter det, som om du har en vis form for hengivenhed overfor mig?” Hvad bildte han sig egentlig ind? Han erklærede sin længsel efter hende, men ville ikke have, at andre vidste, at han ville have hende.

”Du er flov over mig,” henåndede hun trist, da sandhedens gru gik op for hende. Hun bakkede et par skridt væk fra ham.

”Lad være med det,” sagde han skarpt, og hev hende ind til sig. ”Jeg er ikke flov over dig.”

”Hvad er problemet så?” Der kunne ikke være andre årsager. Han ville ikke have, at de andre så ham med et menneske.

Han slap hende, og kørte frustreret en hånd gennem sit hår, mens han begyndte at trave frem og tilbage. ”Problemet er, at deres åndsvage Messias ikke kan have nogen svagheder.”

Veronica rynkede panden. ”Jeg forstår ikke…”

”Nej, selvfølgelig gør du ikke det,” vrissede han. ”Det er også lige meget. Du må bare stole på mig, når jeg siger, at jeg på ingen måder skammer mig over dig, Veronica.” Han var stoppet op igen, stod overfor hende, med hænderne slap ned langs siden og et opgivende udtryk. ”Tværtimod. Jeg frygter, at andre ser præcist, hvor vidunderlig du er og vil forsøge at tage dig fra mig. Jeg har dig endelig hos mig, jeg ved, du er i sikkerhed… Og jeg vil gerne have, at du bliver her – hos mig.”

”Men andre må ikke få det at vide?” spurgte hun forsigtigt.

Han trak træt på skuldrene og satte sig over på skrivebordet. ”Jeg ved det ikke.”

”Christian,” sagde hun og satte sig over ved siden af ham. Hun lagde sin hånd over hans. ”Hvis du ville, kunne læse mine tanker lige nu. Det er ikke en evne jeg har. Du bliver nødt til at tale til mig, fortælle mig, hvad du tænker, hvis jeg skal blive her.”

”Jeg vil ikke bebyrde dig…”

”Så du må gerne trække dig væk fra mig, men ikke omvendt?” Hun vidste, hun havde ramt en nerve, da hans blik fløj op og mødte hendes. I et flygtigt sekund gled en urolig skygge hen over hans blå øjne, inden han fattede sig.

”Hvordan kan du have så veludviklet en perspikacitet uden at være afviger?” smilede han og derved totalt afvæbnede hende og hendes såkaldte skarpsindighed. Han lagde en hånd mod hendes kind, lod kærligt sin tommelfinger køre hen over hendes mund; en berøring, som med det samme sendte flammer rundt i hele hendes system.

”Jeg forsøger ikke bevidst at trække mig fra dig, Veronica. Jeg er bare nervøs for, at der skal ske dig noget, hvis du ved for meget…” sagde han uden at tage blikket fra hende.

Hendes noget sløve hjerne var begyndt at virke igen, og havde så småt lagt tingene sammen. Hun lænede sin kind ind mod hans berøring.

”Du er bange for, at nogen vil bruge mig, til at ramme dig, hvis du viser omverdenen, at jeg betyder noget for dig,” startede hun, og så hvordan hans kæbemuskler arbejde. ”For det ville samtidig betyde, at den længe ventede Messias ikke er så usårlig, som man havde troet.”

Han kneb øjnene sammen, lagde hovedet på skrå og så indgående på hende.

”Du skal ikke læse mig,” sagde hun afværgende.

”Nej,” smilede han. ”Jeg skal nok holde mig ude af dit hoved.” Og pludselig havde han rykket sig nærmere, havde indtaget hendes læber, inden hun overhoved havde nået at blinke.

”Undskyld,” sagde han mellem sine kys. ”Det var ikke min mening at reagere så voldsomt.”

”Du er presset,” sagde hun forstående og kyssede ham i panden. ”Lad mig hjælpe dig med at slappe af.”

Hendes krop brændte nu. Hun var alene med ham. Han havde kysset hende, rørt ved hende, om end det kun havde været ganske uskyldige berøringer. Det var nok til at hendes indre skreg efter den forløsning, som kun han kunne give hende.

Hun svang sit ene ben over hans lår, satte sig overskrævs på ham, og tog hans ansigt mellem sine hænder og kyssede ham, langt mere intenst denne gang. Han lagde sine arme om hendes lænd, støttede hende, så hun ikke ville glide ned. Hun trykkede sig helt ind mod ham, mærkede hvordan hendes bryster blev presset ind mod hans hårde brystkasse, og elskede følelsen af at have kontrollen over ham. Den ene af hans hænder kørte op af hendes ryg, lagde sig om hendes nakke, inden han tog fat i hendes hår, og nænsomt hev hendes hoved bagover. Hendes læber blev til sidst nødt til at slippe hans.

”Veronica,” sukkede han og holdt hende fast. ”Du behøver ikke gøre det her.” Hans blik sejlede af lyst.

”Jeg vil gerne,” smilede hun og lod sine hænder kravle ind under hans sorte t-shirt. Mavemusklerne var spændte. Med en glidende bevægelse hev hun trøjen af ham, hvilket betød at han måtte slippe taget i hendes hår. Så snart muligheden bød sig, lænede hun sig frem og kyssede ham igen.

Han rejste sig, mens han holdt fast i hende. Hun klamrede sine ben rundt om hans talje, begravede sine hænder om hans nakke og blev ved med at være låst fast til hans læber, mens han løftede hende op, drejede om sig selv, og satte hende blidt på bordkanten. Han trak sig fri af hende, hev hendes trøje over hendes hoved, og fik næsten samtidig lukket hendes bh op.

Og så strømmede hendes blufærdighed pludselig frem. Hun var på ingen måde tryg ved, at han skulle se hende nøgen. Det ville blive nødvendigt for hende, at smide alt tøjet, det vidste hun, men tanken om at være nøgen i så meget lys skræmte hende.

”Lyset,” stammede hun, da han var ved at trække den første af bhens stropper ned over hendes skulder.

Han kiggede sultent på hende.

”Kan vi slukke lyset,” bad hun.

Hans blik fandt hendes. ”Nej,” sagde han og lænede sig frem over hende, så hun blev nødt til at lægge sig ned over bordet. ”Jeg vil kunne se dig.”

Han støttede det ene knæ på bordet, mens han lænede sig ind over hende. Han fjernede bhen, smed den på gulvet og begravede sit ansigt ved hendes hals, kyssede hende under øret, slikkede sig vej ned over hendes kraveben, ned til det venstre bryst. Da hans læber lagde sig over hendes brystvorte, skød vellysten igennem hende. Hun lukkede øjnene, pressede sit underliv op mod ham i ren refleks og glemte alt om sin nøgenhed.

Hans tunge legede med hendes bryst, mens hans hænder fik åbnet hendes jeans. Hans fingre listede sig indenfor, bevægede sig hurtigt ind under trussekanten og fandt det ømme punkt. Lige så snart han bare strejfede det, glemte hun at trække vejret. Nydelsen var så urealistisk, næsten som i en drøm. Mens hans mund og finger legede med hende, kunne hun ikke klare andet end at bide sig i læben, for ikke at komme til at stønne for højt, mens hænderne rodede rundt i hans hår.

”Veronica,” sagde han blidt og aede hende kærligt på kinden.

Hun åbnede øjnene og stirrede ind i et blåt ocean.

”Du er så klar til mig,” smilede han

Hun klemte øjnene fastere i. Hun var pinligt bevidst om, at han med al tydelighed kunne mærke hvor våd hun var.. Ulideligt langsomt førte han en finger op i hende.

Et lydløst skrig fik ikke engang chancen for at slippe over hendes læber. I det hun spændte sin krop som et resultat af hans indtrængen, lagde han sin mund over hendes igen. Den rolige, sikre rytme han bearbejde hende med, drev hende til kanten af sindssyge. Hun havde aldrig troet, at det kunne være så dejligt og så sødmefyldt.

Med Oliver havde det altid været sex for hans skyld. Christian var der for hende. Han trak hende lige præcis så langt ud, at hun med det næste stød af hans finger ville være kommet, men lod så være med at røre hende igen. I stedet rejste han sig, trak det sidste af hendes tøj af, og kyssede hende ned over maven. Hendes hamrende hjerte og stønnende ånderag stoppede brat, da han pludselig kyssede hende der, hvor hans finger lige havde været.

Det var noget helt nyt for hende. Næsten panisk forsøgte hun at skubbe ham væk, rædselsslagen over hvor godt det føltes, men han snød. Med et lille puf med hånden, var det som om et par tunge håndjern lagde sig over hendes håndled, tvang hendes arme op over hovedet og naglede dem fast til skrivebordet. Han blev ved med at have sit ansigt begravet mellem hendes ben, hans tunge pirrede hende vidunderligt langsomt, og hun mærkede sin krop sitre faretruende.

”Christian,” stønnede hun og vred sig.

Han holdt hende fast, blev ved med at stimulere hende, indtil hun til sidst måtte slippe alle sine hæmninger og blev revet med af den voldsomme orgasme, som rullede igennem hende. Hele kroppen spændtes gang på gang, musklerne i underlivet trak sig sammen, og hun kunne ikke holde tårerne tilbage.

Så snart de usynlige håndjern forsvandt, lagde hun hænderne for ansigtet og græd.

”Veronica?” sagde han stille og fjernede forsigtigt hendes hænder. Han så bekymret på hende.

”Jeg har det fint,” hulkede hun, mens hun forsøgte at få styr på sig selv. Tænk at sex kunne være så meget mere, end det hun havde oplevet med Oliver. Dette var ikke bare kødets lyster, der blev tilfredsstillet, men langt mere var det bevidstheden om, at hendes hjerte tilhørte en mand, som tydeligvis var klar til at give hende, hvad end hun behøvede. Erkendelsen af dét og det faktum, at hendes krop havde fået lov til at reagere, som den ville, havde fuldstændig overmandet hende følelsesmæssigt.

”Du må ikke græde,” sagde han lavt og kyssede hendes kind. ”Var jeg for hård ved dig?”

Hun lagde hænderne om hans ansigt og kyssede ham inderligt, mens de sidste tårer banede sig vej ned over hendes ansigt.

”Det var vidunderligt, Christian,” snøftede hun.

Han besvarede hendes kys, mens han befriede sig selv for sine sidste beklædningsgenstande. Veronica var lykkelig for, at han havde nægtet at slukke lyset, så hun nu fik mulighed for at se ham, i al sin pragt. De mægtige muskler svulmede lige under huden, og selvom hun var udkørt gjorde synet af hans hårdhed hende våd igen. Tanken om at have ham inden i sig, fik hende til at skælve.

Han rakte ud efter hende, trak hende op at stå og knugede hende ind til sig. Hans varme hud mod hendes fik hende til at gyse af forventning. At være presset så fast op imod ham, at kunne mærke hans hårde muskler, hans hårde manddom, fik hende til at sukke frydefuldt.

”Jeg vil gerne gøre det så godt for dig som muligt,” sagde han ømt. ”Vil du stoppe mig, hvis jeg gør noget, du ikke bryder dig om?”

Hun nikkede, sikker på at han ikke kunne gøre noget forkert.

”Hvis jeg bliver for hård?”

Hun nikkede igen, men var meget i tvivl om, hun ville kunne finde sin stemme, hvis det kom til stykket. Han lænede sig ind over hende, kyssede hende igen, og lod sine hænder glide ned over hendes ryg, stoppede ved balderne og klemte hårdt om dem.

”Du er så smuk,” stønnede han ind mod hendes hals, mens hans højre hånd gled ind på hendes mave og ned til hendes køn, hvor den igen ganske ubesværet fandt vej op i hende. Hun lagde kælent hovedet tilbage.

Oliver havde altid givet hende instrukser på, hvad der skulle gøres og ikke gøres. Nu tog hun chancen og gjorde, som hun havde lyst til. Med forsigtige bevægelser – så han kunne nå at stoppe hende, hvis han ville – gled hendes hænder hele vejen ned over hans veltrænede krop. Kærtegnede musklerne og lagde sig varsomt om hans rejsning. Den var varm og pulserende. Det gav et lille gib i ham, da hun lukkede hånden om den, men han stoppede hende ikke. Hun faldt ind i hans rolige tempo og masserede ham blidt. Hans åndedrag mod hendes hud var varmt og blev støt højere, præcis lige som hendes eget.

Med et grynt tog han sin hånd til sig, rykkede hendes væk og skubbede hende ned i sengen. Han lagde sig til rette mellem hendes ben, med et stenansigt. Forsigtigt, men uden omsvøb lod han sin manddom glide ind i hende. Det var en sød smerte, der gjorde hende mere ophidset, og det var som om han kunne blive ved med at fylde hende ud. Hendes krop reagerede af sig selv, kørte på autopilot, selvom den aldrig havde prøvet det på denne måde før, mens hjernen for længst var stået af. Hun stødte underlivet op for at møde ham, og han pressede sig dybere ind. Hendes hænder løb ned af hans rygrad, ned over hver lille, kold metalplade.

”For helvede, Veronica,” gispede han med store øjne, da hun øgede farten. Han fulgte hende, stødte hårdere, hurtigere, fastholdt hendes blik, og hun havde det som om, hun aldrig havde været tættere på noget andet menneske – og hun ville have mere. Han måtte ikke stoppe.

Men pludselig fik han roteret sine hofter, så han ramte hende helt rigtigt, hun gispede, klemte sammen om ham, og han kom sammen med hende.

Tyngden af hans krop, da han udmattet lagde sig ned over hende, var fantastisk. Han kyssede hende på halsen, på hagen og på munden, inden han trak sig ud af hende. Varmen fra ham var der stadig og hun samlede benene for at holde på den så længe som muligt.

Han lagde sig ved siden af hende, lagde armen rundt om hende og kiggede drømmende på hende.

”Det kunne man godt blive helt vant til,” smilede han og nussede hende i håret.

”Enig,” smilede hun tilbage og puttede sig ind til ham. Hun tegnede små dovne cirkler på hans brystkasse. Hvis de kunne få lov til at blive liggende sådan her resten af livet, ville hun ikke klage.

”Sover du?” spurgte hun efter en pause, hvor hans vejrtrækning langsomt var blevet dybere.

”Nej,” mumlede han med lukkede øjne og knugede hende tættere ind til sig. ”Jeg slapper bare af for første gange i mange år.”

”Må jeg spørge om noget?”

”Hmm.”

”Pladerne på din ryg… Hvorfor har Leo ikke fjernet dem?” Hun undlod at se på ham, begravede hovedet ved hans brystkasse.

”Generer de dig?” spurgte han.

”Næh,” sagde hun med en skulder trækning. ”Jeg undrede mig bare. Han kunne fjerne masken forholdsvis let. Hvorfor så ikke tage dem med også.”

”Pladerne er af metal, men de tråde der går fra dem og ind om min rygsøjle er af plastik. Leo har kun magt over metaller.”

”Gør de ondt?”

Han skubbede blidt til hende, så hun kom om på ryggen igen, mens han lagde sig om på siden, støttede hovedet på sin arm.

”Har du ondt?” spurgte han med et smil, mens han kørte en finger ned mellem hendes bryster. ”Eller er du klar til en omgang mere?”

 

De blev ikke forstyrret før solen faktisk var begyndt at trænge ind gennem ruderne.

Veronica vågnede ved at det bankede forsigtigt på døren. Forvirret og forbløffet over, hvor tæt Christian lå op af hende, måtte hun lige blinke et par gange for at kunne stille skarpt. Hun var slet ikke sikker på, hvornår de egentlig var faldet i søvn, men genkaldte sig gladelig nattens udskejelser. Sengen havde ikke været deres eneste tilholdssted og det kunne tydeligt ses på rodet.

Det bankede igen, og Christian sov videre.

Veronica fik vendt sig over mod ham. Han gav sig lidt, da hun løftede hans arm for at kunne flytte sig rundt.

”Christian,” hviskede hun og kyssede ham blidt. 

Med et sæt skubbede han hende brutalt af sig og satte sig over hende. Med en hånd for hendes næse og mund, den anden i et hårdt greb om hendes hals, og med knæene på hendes arme, kunne hun ikke røre sig. Hans øjnene lynede rasende, mens han strammede grebet om hendes strube.

Hendes hjerte glemte at slå. Han havde lovet ikke at gøre hende noget. Han måtte ikke være så voldsom overfor hende, når han havde vist, hvor nænsom han kunne være. Hun ville ikke, men kunne ikke lade være med at græde, da rædslen gennemborede hende. Hun ville ikke udsættes for misbrug igen – og slet ikke af ham. Bange og trøstesløs mumlede hun en grådkvalt undskyldning bag hans hånd, og jordede et knæ op i hans køn. Hun ville ikke være et offer igen.

Han krummede sig sammen over hende med et smertefuldt brøl, og slap hende. Han blinkede, rystede på hovedet og stirrede bestyret ned på hende.

”Veronica?” sagde han så pludselig med et blidt blik. Han rejste sig, og hjalp hende op at sidde. ”Hvad sker der?” spurgte han. ”Hvorfor græder du?”

Det bankede på døren igen. Han så forvirret fra Veronica over mod døren og tilbage.

Veronica krøllede sig sammen, holdt vejret, for at få styr på tårerne, undgik at se på ham, mens hun trak dynen op omkring sig.

”Christian, klokken er 6.42,” lød Rødes stemme ude fra gangen. ”Du sagde, der ville være samling kl. 7 i dag.”

Han så forundret ned på Veronica, der havde trukket benene op til hagen og bevidst så væk fra ham.

”Hvad sker der?” hviskede han til hende igen og lagde en hånd på hendes knæ.

Hun trak sig væk, rykkede over til sengekanten og tog dynen med sig, da hun rejste sig. Hun nægtede at give efter for ham. Hun kunne ikke holde til at se ind i de øjne lige nu.

”Kom nu, Christian,” fortsatte Røde. ”Du er da ikke stadig sur over i går, vel?”

”Gå din vej, Røde,” råbte han mod døren og fulgte efter Veronica, der var begyndt at samle sit tøj sammen og tage det på.

”Er du klar til kl. 7, eller skal jeg udskyde det?”

”Ja!” brølede han irriteret. ”Udskyd det, for helvede!” Han tog fat i Veronicas albue og vendte hende rundt. ”Talt til mig, Veronica.”

Hun smækkede sin hånd mod hans kind så hårdt, at lyden fik hende til at fare sammen. Han tog imod slaget uden at fortrække en mine, og hun rev sig løs, tog sine støvler i hånden og åbnede døren ud til en meget overrasket Røde, der sprang til side for hende.

”Godmorgen, Veronica,” sagde hun efter hende med et slet skjult smil.

Veronic skyndte sig ned af trappen, kom ned til gangen ved det tekniske hovedcenter og havde egentlig vendt snuden ned mod sit eget værelse, indtil hun kom til at tænke på, at det var det første sted han ville lede efter hende. Hun valgte at gå ud på legepladsen, hvor Victor dagen forinden havde spillet fodbold med nogle andre børn. Det betød at hun måtte gå imod strømmen af mennesker, der var på vej ned til hallen, hvor hun jo faktisk også skulle være for at blive vist frem som et andet trofæ. Men han kunne tro om. Hun anede ikke, hvad hun havde gjort, for at få ham til at fare sådan op, for at få ham til at tage kvælertag på hendes blottede følelser. Hun havde forsøgt at vække ham helt forsigtigt, fordi Røde bankede på døren. Hvis der var nogen der skulle straffes for at forstyrre hans søvn, skulle det vel retfærdigvis være hende og ikke Veronica.

Hun stod på et ben for at få støvlen på. Skiftede så og var ved at falde fordi det skulle gå så stærkt. Hun fik overbalance på det lille trappetrin ned og ville have ramt asfalten med ansigtet først, hvis ikke nogen havde grebet fat i hende bagfra og trukket hende i sikkerhed.

”De går den forkerte vej, miss. Foulum,” smilede Leo, der havde halet hende i land igen. Han rynkede bekymret brynene, da han så hendes våde kinder. ”Er alt okay?”

”Fint,” nikkede hun og tvang sig selv til at smile. ”Jeg skal bare lige…” Hun pegede ud mod et udefinerbart punkt bag sig.

I det samme skrattede højtalerne og Rødes stemme flød ud over dem: ”Samling i dag er flyttet til kl. 12.”

Leo så tænksomt på hende, og hun begyndte faktisk at overveje, om han også var i stand til at læse hendes tanker.

”Jeg ville sådan set, bare lige se mig lidt omkring,” sagde hun hurtigt.

”Udmærket idé. Må jeg få den ære at være Deres guide?” spurgte han.

Så meget for at stikke af. Hun takkede smilende ja, og han fulgte hende ud i den tidligere skolegård, hvor der igen var børnelatter og små løbende fødder.

”Skolen har været nedlagt i over syv år. Jeg købte den, så snart jeg fik mulighed for det,” fortalte han. ”Her til højre har vi indgang til musik og billedkunst. Ned af trappen dér finder du håndarbejde.”

Hun nikkede høfligt, mens de krydsede gården og kiggede i den retning han pegede. Børn blev ved med at løbe omkring dem. De måtte krydse en foldboldkamp, men det så ikke ud til at forstyrre børnene.

”Men det er De ikke interesseret i, vel, miss. Foulum?” sagde han, da de var nået næsten over til bygningen på den modsatte side af pladsen.

Hun kiggede ned på sine fødder, mens de gik lidt videre. Børnelatter blandede sig med hendes dystre sindsstemning.

”Jeg ved ikke, hvad der er sket, og det kommer heller ikke mig ved,” sagde Leo med hænderne i lommerne. ”Men mit umiddelbare bud er, at det har noget med Christian at gøre.”

Hun trak vejret dybt ind og så ud over det legetårn de gik forbi. Gyngerne var godt møre, rutsjebanen var plettet af rust og snavs. Alligevel afholdt det ikke ungerne fra at bruge det.

”Jeg skal ikke blande mig. Jeg er jo bare en dum, gammel gut,” smilede han. ”Og guderne skal vide, at han har ændret sig helt enormt, siden jeg så ham sidst. Altså inden han blev fanget. Men én ting ved jeg med sikkerhed. Han har altid været, og vil altid være i sine følelsers vold, Veronica. Uanset om han dummer sig eller ej, vil det altid være affødt af hans trang til at behage og tilfredsstille andre.”

”Han virker ellers meget kontrolleret,” sagde hun spagt.

”Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvad der er hændt ham nede i katakomberne – det tør jeg slet ikke tænke på. Men han gør, hvad der forventes af ham. Det har han altid gjort. Hans selvbeherskelse er noget han har tillært sig over tid. Som barn var han uregerlig,” lo Leo.

”Og det er han ikke nu?”

Leo så på hende, gjorde tegn til at hun skulle sætte sig på en bænk sammen med ham. ”Han er ved at vænne sig til sin rolle som Messias. Det er ikke en let byrde at bære.”

”Tror du, han virkelig er den Messias, I har ventet på?”

”Jeg har aldrig været i tvivl.”

”Hvordan kan du være så sikker? Han er jo bare en mand.”

”Han er så meget mere end det, Veronica. Det ved du også godt.”

Hun trak på skuldrene og sparkede til en sten, der lå ved bænken. ”Jeg ved ingenting,” sagde hun. ”Jeg er bare et menneske, der gør sig alt for store forhåbninger, og tillader sig at tro på noget, som på ingen måde kan være ægte.”

”Jeg tror, der er én, som er bedre at snakke med det her om.” Leo klappede hende venskabeligt på låret og pegede over mod den anden side af legepladsen, hvor Christian kom gående i et roligt tempo over imod dem. Samtlige børn stoppede deres leg idet han passerede dem, og så betagede efter ham. Han var klædt i sort fra top til tå; sorte jeans, sort t-shirt, der fremhævede hans muskler, sorte sko, og det sorte hår, der faldt som det selv ville, på en vildt uretfærdig sexet måde. Han havde hænderne knyttet, blikket var rettet mod jorden, men hans holdning var stadig rank og autoritær.

Leo rejste sig. ”Lad være med at være for hård ved ham,” sagde han til Veronica, inden han gik Christian i møde. Hun så dem stoppe op ved siden af hinanden. Christian blev ved med at kigge ned, mens Leo talte. Han afsluttede mødet ved at klappe Christian på skulderen, og sende ham videre i retning af Veronica. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Helst ville hun blive ved med at være vred på ham, skælde ham ud, råbe og skrige af ham, men han så så besejret og ulykkelig ud, da han nærmede sig. Han stillede sig ind foran hende. Hun havde lænet sig frem og kiggede ned på asfalten uden egentlig at se den. Hun turde ikke møde de blå øjne.

”Du flygtede fra mig,” sagde han efter en lang pause uden nogen som helst form for kontakt.

”Ja.” Hun blev ved med at kigge ned.

”Du var bange for mig.”

”Ja.”

”Er du stadig det? Er det derfor, du ikke vil se på mig?” Hans melodiøse stemme var bedende.

Hun rystede på hovedet. Stemmen ville ikke virke ordentligt, fordi hans smerte var al for tydelig for hende. Åbnede hun munden, ville hun begynde at græde – igen.

”Vil du så ikke nok se på mig?”

Hun rystede atter på hovedet og nidstirrede en lys plet i asfalten. Fattede han ikke, at hun kæmpede for at holde den sidste rest af sin værdighed i behold? Hun ville ikke sidde og tude foran en flok unger, der var så berusede af hans nærværd, at de helt var holdt op med at lege og i stedet bare betragtede deres Messias og det ynkelige menneske han snakke med.

”Veronica,” sagde han ulykkeligt og smed sig på knæ foran hende, tog hendes hænder i sine og klemte dem. ”Jeg kan ikke holde det her ud. Se på mig. Tal til mig, for pokker. Hvad skete der? Hvad er det, jeg har gjort?”

Dét kunne få hende til at møde hans blik. Et blik som var oprigtigt forundret og forvirret. Og tårevældet. Hun så med forbavselse på det fine lag vand, der havde lagt sig som en hinde over de blå dybder og blot forstærkede den unaturlige farve.

Hvordan kunne han ikke vide, hvad der var sket? Hvordan kunne han ikke vide, at han havde været ved at kvæle luften ud af hende?

”Du –” startede hun vredt, kun for at blive afbrudt af råbende stemmer, der kom hastigt i deres retning.

”Christian!” råbte et par mænd fra den anden ende af legepladsen og kom styrtende over mod dem.

Han vendte sig væk fra dem, bandede for sig selv, pressede tommel- og pegefinger ind i øjenkrogene, inden han rejste sig og var den stærke, selvsikre alfahan igen.

Veronica blev siddende.

”Kode 456,” sagde den ene mand forpustet, da de kom nærmere.

Christian spærrede øjnene op, og satte i løb. Ungerne fulgte ham over pladsen, selvom ingen af dem tilnærmelsesvis kunne holde trit med ham. Han stormede forbi dem, og forsvandt den samme vej, han var kommet.

Den ene af de to mænd blev tilbage for at få vejret. Han støttede sig til bænken, som Veronica sad på.

”Han er satans god til at gemme sig,” pustede han og smilede til Veronica.

”456?” spurgte hun.

”Ja,” smilede manden med en lidt skæv næse, men utroligt kønne brune øjne. ”Det er så vildt. Vil du med ind og se?”

”Hvad er det, helt præcist?”

”Vi har dem,” smilede han bare. ”Nu er det hele vores. Det meste i hvert fald.”

Hun havde en foruroligende fornemmelse af, hvad han mente, men var ikke sikker. Hun smilede bare tilbage til ham og fulgte ham ind. Han viste hende vej til det tekniske hovedcenter, hvor en stor klynge af mennesker stod foran de mange skærme. Christian stod forrest med armene over kors. Han drejede hovedet i hendes retning, da de kom ind, men gjorde ellers ikke andet ud af hendes tilstedeværelse.

På skærmene var der vist, hvordan afvigere i forskellige lande erklærede landet for deres på offentlig tv. Det skete hele verdenen over, og Veronica måtte se måbende til, da der også kom billeder fra hendes eget land, med en afvigerkvinde, der tilkendegav, at de retmæssige ejere var kommet til magten.

Næsten samtidig på de forskellige skærme, der sendte fra forskelige nationer, blev der messet Chasedin, og folk omkring Veronica brød ud i ukontrolleret jubel. De lykønskede en lamslået Christian, der tog imod deres håndtryk og skulderklap med en næsten uhyggelig ro. Hun lagde dog mærke til, at hans hænder var hårdt knyttet sammen, når de ikke blev brugt til gratuleringer.

Hun vendte blikket mod én af skærmene igen, fordi det hele virkede så uvirkeligt. Var verdenen virkelig underlagt afvigere nu? Havde krigene bredt sig til hendes hjem også, uden hun overhovedet havde lagt mærke til det? Afvigerkvinden kastede en knytnæve i vejret, hver gang hun sagde Christians navn, og den enorme folkemasse foran hende istemte hendes hyldest. Alt var for meget kaos til, at Veronica kunne se, hvor i landet de var samlet, men hun var ikke i tvivl om, at det de sagde, var rigtigt. Der var ingen andre udsendelser på nogle af kanalerne. De havde vitterligt overtaget verdenen – i Christian Chasedins navn, deres usårlige Messias.

Ved siden af talerstolen, hvor kvinden stod, var der en lille flok mennesker, der stod forslåede og nedbrudte. Nogle af dem var højtrangerede personer, der havde styret landet med hård hånd. Mange af dem var lovhåndhævere. De var tydeligvis fanger i dette monstrøse optog og havde måtte lide for de mange år, hvor afvigerracen var underlagt så megen grusomhed.

Midt i massen stod et velkendt ansigt, med markerede kæber, og mørke øjne. Til at begynde med, troede hun ikke på det. Hun nægtede at tro sine egne øjne, men da hun maste sig tættere på skærmen, hvilket var forholdsvis let, eftersom alle havde travlt med at feste over deres sejer, blev enhver tvivl vasket væk.

Det var Oliver. Han stod midt i kredsen af folk, der skulle straffes, og var klart den mest tilskadekomne. Han blødte fra næsen og munden. Det ene øjenbryn var også flækket, og det samme øje var opsvulmet og til dels ubrugeligt. Han stod foroverbøjet, i en unaturlig positur, som indikerede, at det ikke kun var hans ansigt, der havde lidt skade fra Christians angreb dagen før.

Vidste de ikke, at han var med dem? At han var afviger? Havde han ikke fortalt det? Selvfølgelig havde han det. Han ville på ingen måde sætte sit lys under en skæppe på dette tidspunkt. Hun anede ikke, hvad der så var sket, men det var sikkert, at han ikke ville overleve deres afstraffelse, hvis ikke der blev gjort noget nu.

Veronica vendte sig rundt i rummet, ledte efter de blå øjne, men fandt dem ikke. Hun møvede sig længere ind i flokken af glade ansigter, men fandt ham ikke. Han fandt til gengæld hende. Han lagde en hånd på hendes lænd. Hun vidste det var ham, for ingen anden berøring kunne få det til at slå gnister i hendes krop så let.

Hun vendte sig over mod ham med tårerne pressende på, så ind i hans brystkasse. ”Oliver,” sagde hun og pegede over på skærmen. Christian vendte sig over mod den, stod stille med ryggen til hende alt for længe.

”Hvad gør de med ham? Hvad skal der ske med ham?” spurgte hun bange.

Christian rynkede sine bryn og tog scenariet i øjesyn. ”Han skal bøde,” sagde han så. ”Han har på en eller anden måde modarbejdet udviklingen…”

”Nej,” hviskende hun. Han havde været et røvhul overfor hende, havde behandlet hende som lort, mishandlet hende gang på gang, fysisk såvel som psykisk. Alligevel havde hun et ømt punkt overfor ham. Tanken om, at han skulle bøde for noget han sikkert ikke havde gjort var modbydelig. Hun ville ikke have, at han kom noget til.

”Hjælp ham,” bad hun Christian. Hun tog fat i hans hånd, stirrede på den, ville være sikker på, at han forstod, hvor meget det betød for hende.

Han kiggede ned på hende, lod hende holde sig i hånden, men gengældte ikke hendes tryk. Hans blik var hårdt og ulæseligt.

”Hvis jeg gør det her,” sagde han langsomt. ”Vil du så snakke med mig om, hvad der skete i dag? Vil du se på mig igen?”

Hun nikkede, men undgik stadig hans blik. ”Jeg vil gøre alt, hvad du beder om, hvis du vil hjælpe Oliver.”

En mørk skygge gled over hans blik, inden han slap hendes hånd. ”Leo,” kaldte han. ”Saml hold 1. Vi skal ind til byen.”

”Jeg tror ikke, det er en god idé lige nu, Christian. Se på de optøjer. Godt nok har vi det meste under kontrol lige nu, men det er en ustabil heksekedel. Du vil være samfundets fjende nummer et.”

”Jeg er ligeglad. Saml dem.” Han var allerede begyndt at bevæge sig mod udgangen.

”Christian, jeg fraråder på det kraftigste – ”

”Det her er min verden nu,” brølede Christian vredt af Leo. ”Gør som du får besked på, eller jeg finder en anden som kan parere ordre!”

Folk var stivnet i deres lykønskninger, stirrede på optrinet.

Leos blik veg ikke fra Christians iskolde øjne. Han nikkede i stedet og få minutter senere forsvandt en lang række biler fra parkeringspladsen, med Christian i den forreste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...