Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
735Visninger
AA

16. 15

Måden han havde sagt det på, havde været fyldt med en foruroligende stolthed, som faktisk havde skræmt hende. Den mand, hun havde mødt i katakomberne første gang, var et farligt dyr, men han havde ændret sig i forhold til hende – ændret sig en hel del. Nu virkede det som om arrogancen og dyret var begyndt at vise sig igen. Hans kolde attitude overfor den unge mand i døren, var en facade, som hun selv havde stiftet bekendtskab med, og som hun ikke ønskede at være mål for igen. Arrogancen, da han havde proklameret, at Japan tilhørte ham, havde næsten dryppet af grotesk stolthed.

Oliver var lige sådan, hovmodig, pralende, og farlig. Hun ville ikke lade det ske for Christian. Hun ville ikke kunne klare at være sammen med endnu en tyran.

Der var også stadig alt for mange ubesvarede spørgsmål, som hun med sikkerhed ville ligge og gruble over, indtil han kom tilbage. Det ville blive uudholdeligt, og derfor valgte hun at bevæge sig ud på gangen. Hun havde brug for at få noget af restløsheden ud af kroppen. Christians kys brændte også stadig på hendes læber og blev ved med at sende små gnister gennem hendes krop.

Hun havde desuden på fornemmelsen, at hvis man ikke kunne få svarene direkte af manden selv, var der helt sikkert andre, som var mere villige til at tale. Måske den stakkels attenårige dreng.

Hun forlod sit værelse, og følte sig næsten som en teenager, der var ved at snige sig ud til en fest. Indtil hun mindede sig selv om, at hun ikke var her som en fange. Hvad andet kunne man forvente, end at man ville tage sig et kig rundt i dit nye `hjem´? Det var stadig en betegnelse, hun skulle vænne sig til. I stedet for at dreje ned efter Chrsitian, valgte hun den modsatte retning og fulgte gangen ned til enden, hvor der var en dør. Den var låst. Hun prøvede døren til venstre som ikke umiddelbart så ud til at være til et klasseværelse, og den førte hende ud i endnu et vindfang, hvor der var en udgang til den regnfulde dag. Meget rart at vide, at hun kunne komme ud der, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hun fik et chok, da døren overfor den, hun var kommet ind ad pludselig åbnede sig, og to unge fyrer kom ramlende igennem den med høj og larmende latter. De var lige ved at løbe hende ned, men den ene af dem opdagede hende heldigvis i sidste øjeblik.

”Wow. Stop, Mark.” Han hev fat i sin kammerat, som var ved at brage ind i Veronica.

”Åh, undskyld,” smilede Mark. ”Havde ikke set dig.”

”Det er okay,” sagde Veronica lidt chokeret.

”Fuck. De kommer nu. Videre, videre!” skreg den første jublende og skubbede til Mark, der halsede forbi Veronica.

Sekundet efter stormede yderligere to unge mænd forbi hende med lige så meget latter som de to andre. Det var tydeligt at alle fire kendte skolens gange godt nok til at kunne lege fangeleg. Veronica kunne ikke lade være med at smile over normaliteten. Det var ikke noget hun var så vant til længere.

Hun gik den vej, som de var kommet fra og endte ud i en stor trappeopgang. Der var trapper ned og op. Hun valgte at gå op, hilste med et nik på et par som var på vej ned, på en pige som sad på afsatsen øverst oppe og læste en bog. Veronica gik igennem en glasdør magen til de andre hun havde set og fandt sig selv stående ansigt til ansigt med en udstoppet grævling. Den stod midt på gangen, på bagbenene med de forreste ben løftet, mundet trukket tilbage over de skarpe tænder og et par helt igennem døde glasøjne. Der var ingen mennesker at se på den ellers lange gang. Hun gik hen imod den, velvidende, at den var død, da den pludselig begyndte at røre på sig. Den vaklede lidt fra side til side, for til sidst at falde bagover og ligge helt stille.

”Mira!” blev der råbt fra et lokale længere nede, og en lille pige med ustyrlige røde krøller løb fnisende ud på gangen. Hun satte i et forskrækket hyl, da en sko blev kastet efter hende, og hun søgte tilflugt bag Veronica.

”Du må ikke lade ham få fat i mig. Han slår mig ihjel,” hviskede hun bange og holdt fast i Veronicas ben, så hun hverken kunne gå eller dreje sig.

”Hvem?” spurgte hun, mens hun forsøgte at få vredet sig langt nok over til at se på pigen.

”Finn.”

”Og hvem er Finn?”

Pigen fik ikke svaret, for i det samme kom en dreng styrtende ud på gangen, og hun hylede lystigt, mens hun greb endnu hårdere fat i Veronica. Han kunne ikke være meget ældre en tolv. Han så rasende ud. Hans grønne øjne afsøgte gangen efter pigen med samme hårfarve som sig selv, og da han fandt hende stående bag en voksen, ændrede han holdning, rettede sig lidt mere op og gemte den anden sko bag ryggen.

”Mira. Kom her,” kommanderede han.

”Nej!” råbte pigen bag Veronicas ben og fniste.

”Mira. Kom så her.”

”Du er ikke far,” gav hun igen.

”Men jeg har ansvaret for dig, når han ikke er her. Kom så her!”

”Du kan ikke tvinge mig,” sagde Mira og stak hovedet frem længe nok til lige at række tunge af ham.

”Du får meget ballade, når jeg får fat i dig.” Finn tog et par skridt hen imod dem, hvilket var nok til at sende Mira i endnu et hyl, hvorefter hun pilede ned af gangen, hurtigere end en mus. Finns sko ramte glasdøren, lige som den smækkede i bag hende.

”Din søster?” spurgte Veronica og undertrykte et smil. Drengen var øjensynligt ikke klar til at grine af situationen endnu.

”Ja,” sukkede han og gik hen og samlede den væltede grævling op.

”Hvad gik alt dét ud på?”

”Hun skal altid ødelægge det hele, når jeg prøver at bruge mine evner.” Finn åbnede en skabslåge ude på gangen og afslørede flere udstoppede dyr. ”Far har sagt, at jeg skal øve mig, for at få dem til at virke, men det er svært, når hun terroriserer det hele.”

”Hvad er dine evner?” spurgte Veronica og satte sig på hug ved siden af ham.

Han kiggede på hende med sammenklemte øjne og rynkede bryn. ”Du er ny, ikke? Jeg har ikke set dig før.”

”Jo, jeg er ny.”

”Hvem har taget dig med herind?” spurgte han mistroisk.

”Christian,” smilede hun.

”Christian hvem?”

”Christian Chasedin.”

Drengen gjorde store øjne, holdt vejret, og lukkede hurtigt skabet. Så bakkede han et par skridt væk fra hende, og inden hun kunne nå at stoppe ham, satte han i løb efter sin søster. En mærkelig opførsel, men hun lod sig ikke gå på af det. Han var sikkert bare bange for fremmede.

Veronica lod børn være børn og fortsatte sin tur ned af gangen. Der var kun tre lokaler og et toilet, som hun tvivlede på stadig virkede. Dørene stod åbne til alle lokaler, og hun tillod sig at kigge ind i det, hvor Finn og Mira var kommet ud fra.

Der var lagt fire madrasser på gulvet helt tæt op af hinanden i den bagerste ende af lokalet. Også her var de tidligere elevers border og stole blevet rykket til side, skønt nogle enkelte af dem stod samlet i en lille gruppe med stole omkring. Et improviseret spisebord, måske. Der lå gammelt slidt legetøj på sengen, på gulvet i vinduerne. Rent tøj i én bunke og snavset i en anden. Der lugtede indelukket og luften var tung. Veronica gik helt ind i rummet og over til det nærmeste vindue for at lukke det op, så der kunne komme noget frisk luft ind.

Det virkede ikke som en overtrædelse af nogen love. Hun havde tænkt sig at gå igen med det samme, men pludselig blev hun grebet bagfra og holdt fast mod vindueskarmen af en enorm krop, som pressede sig ned over hende. Hun nåede ikke at skrige, før det blev svunget et tørreklæde om hendes mund, der gnavede sig brutalt ind i mundvigene, da det blev bundet stramt i nakken.

Øjeblikket efter blev hun smidt bagover og kastet ned på gulvet, hvor overfaldsmanden satte sig med et knæ i hendes ryg. Han hev hendes hænder bagud, bandt dem og derefter hendes fødder, så hun ikke havde mulighed for at gøre noget som helst. Da hun var pacificeret, rejste han sig igen, sparkede hende hårdt i siden, gik ud og lukkede døren efter sig. Hun nåede kun at se et par lange ben i sandfarvede bukser, inden døren smækkede.

For helvede, hvor gjorde det ondt. Hele hendes venstre side dunkede efter sparket, og lungernes hiven efter vejret, gjorde kun det hele meget værre. Samtlige af de afvigere, hun havde set på skolen, havde mødt hende med et smil, og derfor havde hun ikke fornemmet nogen fare overhoved. Men selvfølgelig burde hun have vidst, at der ville være et par rådne kar iblandt dem.

Hun mavede sig langsomt over til væggen, brugte den som støtte for at kunne komme op at sidde, så hun kunne få et bedre overblik over situationen, når døren blev åbnet igen.

Hvilket den gjorde ret hurtigt. Hun havde knapt nok lige fået sat sig, før døren sprang op og en rasende Christian stormede ind. Et hurtigt blik rundt i rummet med brændende øjne, og han var ved hende, så snart han så hende. Hans blik formildedes, da han satte sig på hug overfor hende, og løsnede tørreklædet, der bandt hendes stemme.

”Er du okay?” Den melodiøse røst var urolig, og han lod en kærlig hånd glide ned over hendes kind.

”Ja,” stønnede hun, da hun lænede sig forover, for at han kunne løsne hendes hænder. Det brændte i siden, hver gang hun bevægede sig.

”Mr. Chasedin, undskyld. Jeg anede ikke –”

”Ud, Stephan,” hvæsede Christian sammenbidt af den mand, der lige var kommet ind i lokalet. Han havde lige så rødt hår som Finn og Mira, og var bygget som en grov skovhugger. Hans sandfarvede bukser var lette at genkende.

”Finn kom løbende, og sagde at en fremmed var kommet ind på skolen. Vi troede, det var spioner…”

”UD!” råbte Christian frådende, idet han rejste sig og med en fejende bevægelse af armen, brugte sine usynlige tråde til at trække manden ud af lokalet og smække døren efter ham.

Veronica havde i mellemtiden fået løsnet sine hænder nok til, at hun kunne få dem fri og begynde at arbejde med føddernes bånd.

”Undskyld, Veronica,” sagde Christian bedrøvet, da han satte sig ved hende igen og overtog hendes arbejde. ”Jeg troede, du ville bliv på dit værelse…”

Hun rystede på hovedet, for at sige at det ikke gjorde noget, selvom han skræmte hende, når han blev så vred. Kroppen og hovedet var stadig vant til, at vrede blev efterfulgt at tæsk, og derfor pumpede hendes adrenalin også rundt i kroppen for fuld styrke.

”Hey,” sagde han blidt og lagde en hånd mod hendes kind, da han opdagede, at hun skælvede.

Uden at ville det, trak hun sig væk. Ren refleks, som affødte et hårdt blik fra ham. Han greb fat i hendes hage og holdt hende fast.

”Det er slut,” sagde han hårdt. Det blå blik var som lavet af is. ”Du skal ikke trække dig væk fra mig. Aldrig.”

Hun lukkede øjnene hårdt i, klar til at blive slået. Der ville ikke være anden måde at afslutte det her på. Det var den eneste måde, han kunne få afløb for sin vrede. Men i stedet overraskede han hende, ved at gribe fat om hende, hev hende ind til sig og knugede hende ømt.

”Jeg slår dig ikke, Veronica,” hviskede han ind i hendes øre.

Hun sad fastfrosset i hans favn, stadig usikker. Trygheden i hans omfavnelse, gjorde hende varm, men gamle vaner er svære at slippe af med. Hendes hjerne blev ved med at forvente et slag.

”Det her var min skyld,” sagde han og så ulykkeligt på hende. ”Jeg regnede ikke med, at det var nødvendigt at præsentere dig før engang i morgen. Det laver vi om på med det samme.” Han tog hendes hånd og hjalp hende op at stå. Hun gav sig, da det begyndte at dunke i siden igen.

”Hvad sker der?” Han tog fat om hende.

”Det er ikke noget,” stønnede hun. ”Jeg slog mig, da jeg faldt.”

Han lagde hovedet på skrå og så gransende på hende.

Du skal ikke lyve for mig, Veronica.

”Og du skal ikke være inde i mit hoved, Christian,” vrissede hun tilbage og så vredt på ham.

Hans blik var iskold i det øjeblik, de stirrede på hinanden. Så vendte han ansigtet mod døren, vinkede med højre hånd, og den gik op uden besvær.

”Stephan, kom herind,” kaldte han med hård stemme.

Skovhuggeren med det røde hår kom langsomt ind efterfulgt af sine børn og et par større unge fyrer.

”Mr. Chasedin, jeg –” begyndte han.

”Hold kæft,” beordrede Christian og gik over til ham. Han lagde hovedet på skrå, og et sekund efter gik Stephan i knæ med en smertefuld brummen. Han tog sig til hovedet, krøllede sig fuldstændig sammen, og kæmpede tydeligvis for ikke at give sig til at skrige.

Finn sprang over til ham, holdt om ham, og forsøgte at trøste ham, forsøgte at tale ham ud af smerten, mens Mira gemte sig bag én af de unge mænd.

”Far,” kaldte han bedende, uden at der kom den mindste reaktion fra den sammenkrøllede mand.

Veronica vidste, hvor modbydeligt det kunne være at have Christian i sit sind, men hun havde aldrig prøvet det, når han bevist var ude på at skade en. Finns ulykkelige tryglen, blev for meget for hende, så hun ignorerede til sidst smerten i sin side og gik ind foran Christian.

”Stop,” sagde hun til ham, og som forventet overhørte han hende.

Så hun lagde hænderne om hans ansigt og tvang ham til at se på sig. I det samme stoppede skovhuggeren med at vride sig, og Christian blinkede et par gange for at stille skarpt på hende.

”Han sparkede dig,” sagde han lavt og kiggede forundret på hende.

Hun rystede på hovedet, og holdt fast om hans ansigt. ”Han troede, jeg var en anden…”

”Han sparkede dig,” gentog Christian langt mere dystert, og en skygge gled over hans blå øjne, lige inden han møvede sig forbi hende og hen til Stephan, der kun lige var kommet på benene. Christian greb fat i kraven på ham, hev ham op fra gulvet og maste ham op af væggen.

Veronica var lige efter ham og hev fat i hans arm, uden nogen effekt.

”Stop, Christian,” tryglede hun.

”Jeg burde sparke dig herfra og ind i helvedet,” knurrede Christian til Stephan.

”Christian, jeg beder dig. Ikke foran børnene,” bønfaldt hun.

Finn var søgt tilbage til sin lillesøster, holdt om hende, mens hun græd hjerteskærende.

Christian skulede over mod dem, og vendte så sin opmærksomhed mod deres far igen. Han lænede sig helt hen til ham, og hviskede et eller andet, der fik manden til at spærre øjnene op i frygt. Han rystede og faldt med et hulk sammen på gulvet, da han blev sluppet, og børnene var ovre ved ham med det samme.

Christian løftede ubesværet Veronica op i sin favn og bar hende ud.

”Jeg kan godt gå selv,” sagde hun efter et par skridt ud på gangen.

”Jeg vil have dig ned til Victor først. Vi ved ikke, om idioten har skadet nogle indre organer.”

”Jeg har det fint, Christian.”

”Hmm,” brummede han bare og blev ved med at gå.

”Vent,” blev der pludselig råbt bag dem. Over Christians skulder kunne Veronica se Finn komme løbende. Han skyndte sig ind foran dem, og faldt på knæ. Han stirrede intenst ned i gulvet og bredte armene ud til siderne.

”Mr. Chasedin. Det her var min skyld. De må ikke lade det gå ud over min far,” sagde drengen grådkvalt. ”Jeg vidste ikke, hun var med Dem.”

”Din far handlede for overilet,” svarede Christian og gjorde mine til at gå videre.

”Han handlede i god tro, mr. Chasedin. Det var min skyld, at han gjorde, som han gjorde. Jeg fortalte ham, at der var en spion på skolen. Hvis ikke jeg havde været så panisk… Jeg beder Dem, mr. Chasedin. Lad mig tage straffen for det her.” Finn stirrede fortsat ned i gulvet med armene bredt ud. Hans totale underdanighed var alarmerende.

Christian satte Veronica ned og satte sig på hug foran drengen, der gjorde alt, hvad han kunne for at kvæle sine tårer.

”Hør her, Finn,” sagde Christian langsomt.

Det gibbede i drengen, da han hørte sit navn blive nævnt.

”Din far er en voksen mand, der skal tage ansvar for sine egne handlinger. Hvis han mente, der var en indtrænger, burde han med det samme have givet mig besked og ikke tage sagen i egen hånd. Der er visse regler, der skal følges. Din far kender dem udmærket, så der er ingen undskyldning.”

”Men mr. Chasedin – ”

”Der er ikke mere at tale om, knægt,” sagde Christian hårdt og rejste sig. ”Gå tilbage til din far, og sig at han er suspenderet, indtil har jeg talt med ham igen.”

Finn rystede for fødderne af Christian, flyttede sig ikke ud af stedet, selvom han havde fået besked på at gå tilbage. Veronica satte sig på knæ ved ham, og hjalp ham op. Med et lille puf i ryggen, sendte hun ham afsted, selvom han så ud og bevægede sig som en zombie.

Christian kom over for at løfte hende op igen, men hun tog to hurtige skridt fremad, ned mod en trappe som hun ikke havde gået på før.

”Jeg kan godt gå selv,” sagde hun koldt. Hvordan kunne han være så ufølsom? Hvad havde han sagt til Stephan, siden han var blevet så skræmt? Og den stakkels Finn… en dreng, klar til at påtage sig sin fars byrder, og det eneste han fik ud af det, var at den arrogante stodder til Christian lod ham ligge skælvende på gulvet.

”Du er vred,” sagde Christian lige bag hende.

Hun stoppede ikke op, men fortsatte med at bide smerten i sig og gå ned af trappen hurtigere. Hvor var han skidegod til at påpege det åbenlyse.

”Veronica,” sagde han da de kom ned af trappen og måtte tage døren ud til én af de store legepladser, ud i regnen, som ikke var stilnet af.

Hun gik hurtigere, håbede at kunne dække det ind under, at hun ikke ville være mere våd end nødvendigt. Halvvejs over pladsen, greb han fat i hendes arm og snurrede hende rundt. Vriddet sendte bølger af smerte op af hendes side, så hun ikke kunne lade være med at komme med et lille udråb.

”Du flygter fra mig,” sagde han.

”Christian, der er vådt og koldt herude…”

”Fortæl mig, hvad jeg gør galt, Veronica.”

”Vil du virkelig gerne vide det?” spurgte hun og så ham direkte i øjnene.

Han nikkede og pustede regnen ud af munden, som løb ned over hans alt for dejlige ansigt.

”Du er en tyran, Christian. Den dreng var rædselsslagen for at konfrontere dig, men gjorde det alligevel. Den mand, Stephan, havde ikke fortjent den behandling.”

”Han sparkede dig, for fanden. Vil du bare have mig til at ignorere det?” sagde han skrapt.

”Han misforstod situationen. Det var min skyld. Jeg skulle være blevet på mit værelse.”

Han rystede på hovedet. ”Jeg skulle have advaret dig. Jeg skulle have meddelt det til resten af flokken. Og Stephan skulle have fulgt vores regler.”

”Hvilket jeg går ud fra, at han også gjorde,” vrissede Veronica. ”Ellers var du vel ikke kommet derop.”

”Du tror, han hentede mig?” smilede Christian. ”Jeg kunne mærke dig, Veronica. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, da jeg mærkede dit hjerte gispe af frygt.” Han strøg hende kærligt over det våde hår.

”Var du i mit hoved igen?” spruttede hun rasende og rev sig løs af hans tag.

Han sukkede opgivende og kørte en hånd gennem sit hår.

”Jeg var her,” sagde han roligt og lage en hånd på hendes bryst, lige over hjertet. ”Det er ikke et valg jeg bevist har taget. Det er ikke noget jeg kan styre.”

Hans hånd på så privat et sted, fik hendes blod til at pumpe hurtigere og sendte varmen op til hendes kinder. Han trak hende ind til sig.

”I stedet for at blive vred på mig, har jeg brug for, at du fortæller mig, hvad der foregår i dit smukke, lille hoved, Veronica. Hvis jeg gør noget, som afskrækker dig, så sig det, så jeg kan lave om på det. Du må ikke flygte fra mig, du må ikke trække dig væk,” sagde han.

”Hvad sagde du til Stephan?” spurgte hun, selvom hun var bange for svaret.

Christian skar en grimasse og så væk. ”Du bliver vred igen…”

Hun lagde armene over kors og så bestemt på ham, hvilket blev undermineret af, at hun hele tiden blev nødt til at blinke regnen ud af øjnene. ”Jeg går ingen steder, for du fortæller det.”

”Det er der heldigvis andre, og bedre løsninger, på,” smilede han og fejede hende op i sine arme igen.

”Slip mig,” hylede hun og daskede til ham.

Han ændrede retning, så i stedet for at gå direkte over pladsen, valgte han at skyde næsten diagonalt over den.

”Vi har en helt bestemt mand her på skolen, Björkelid, lidt af en anspænder, som er rigtig glad for små piger,” fortalte Christian mørkt, mens han bar Veronica gennem regnen ”Jeg lovede Stephan, at hvis han nogen sinde rørte dig igen, ville hans lille pige få lov til at besøge vores ensomme ulv.”

Hun turde ikke tro sine egne ører. ”Det ville du ikke have gjort,” sagde hun forfærdet.

Han trak på skuldrene og undgik hendes blik. ”Når det kommer til dig, er jeg ikke sikker. Hvis nogen rører dig, Veronica…” Han fuldførte ikke sætningen. Hans stemme lød næsten tårevædet.

”Hvorfor har I sådan et monster boende?” spurgte hun forsigtigt.

”Fordi han skjuler os. Han danner et kraftfelt, som skjuler os for nysgerrige blikke. Det slører vores forbrug af el, vand, varme… Det hele.” Han bar hende ind af endnu en glasdør, ind på en gang, hun genkendte som sin egen, og ind på hendes eget værelse. Han lagde hende forsigtigt på madrassen, der hurtigt blev våd.

”Bliv her. Jeg finder Victor,” sagde han og forlod hende.

Hans behandling af hende, fik hende til at føle sig alt for syg og skrøbelig. Og det var hun ikke. Han behandlede hende, som om hun var lavet af glas, hvilket var meget forskellig fra den behandling hun havde fået af ham nede i katakomberne, da hun slukkede lyset inde ved ham. Der havde han været hård og brutal, men det havde skyldtes frygt. Hun fortrak ikke den ene frem for den anden, men ønskede sig en Christian, der var blid overfor alle, men realistisk omkring hvad hun kunne holde til.

Hun satte sig op med et sammenbidt grynt.

”Hier drinnen, Victor,” lød den velkendte røst, lige inden døren gik op igen. Selv på det hårde tysk, var hans stemme melodiøs og forførende.

Victor kom ind sammen med Christian, der fulgte ham over til Veronica.

”Sie wurde gekickt – hier,” sagde han og løftede lidt op i hendes trøje. Hun var allerede mørkeblå, og hun bildte sig ind, at hun næsten kunne se afmærket af en skosnude. Heldigvis var den mirakuløse dreng ikke for genert til at kigge på en piges bare maveskind endnu.

”Warum?” spurgte Victor og satte sig ved siden af hende.

”Es sind nicht deine Kopfschmerzen. So stellen Sie sicher, dass sie in Ordnung ist,” sagde Christian hårdt. Selvom hun ikke forstod, hvad de talte om, var hun ikke det mindste smule i tvivl om, at Victor havde overskredet en grænse. Christian havde bragt ham ind for at gøre et stykke arbejde. Ikke for at stille spørgsmål.

Drengen slog blikket ned og lagde en hånd over Veronicas blå mærke. En underlig sitrende fornemmelse bredte sig i kroppen med en gylden varme, som hun næsten kunne se. Den udgik fra Victors fingre og forgrenede sig op langs hendes side. Det dulmede smerten, men det varede kun i et kort øjeblik. Da han fjernede sin hånd, fjernede han også varmen.

”Es gibt keinen Schaden getan,” konkluderede han så. ”Der Schmerz lässt bald.”

Christian åndede lettet op, og rakte hånden frem mod Victor.

”Vielen dank, Victor. Sag deinem Vater, ich bin gleich wieder da,” sagde Christian, da han sendte drengen ud af lokalet.

”Hvad mener doktoren?” spurgte Veronica. ”Hvor lang tid har jeg igen?”

”Det er bare slaget.” Christian lukkede døren med et lille smil og vendte sig over mod hende. ”Hvorfor er det, at du altid kommer til skade?”

Hun trak på skuldrene. ”Jeg er vel bare en klodsmajor,” foreslog hun.

Han lo og gik over til hende. Han satte sig på madrassen og tog hendes hånd.

”Jeg havde faktisk håbet på at kunne have dig lidt for mig selv, inden du skulle præsenteres for alle andre…” sagde han mildt. ”Men det er vist bedst, at de ved, hvem du er, så der ikke opstår flere… misforståelser.”

Det kunne hun kun give ham ret i. Hun ville ikke være skyld i, at hans vrede gik ud over andre. Han havde sagt, at han ikke ville slå hende, men det betød ikke, at andre ikke ville blive mål for hans raseri.

”Hvad sagde du til Finn, siden han blev så panisk?” spurgte Christian med hovedet på skrå.

Hun trak på skuldrene. ”Jeg spurgte til hans evner…”

Christians smil havde en snert af papetisk medlidenhed, som hun ikke brød sig om. Det fik hende til at føle sig dum.

”Hvad?” sagde hun arrigt.

”Man spørger ikke til andres evner,” smilede han overbærende. ”Det er det samme som at sige, hvis jeg må se din, må du se min. Det handler om pli, Veronica.”

Hun krympede sig, pinligt berørt.

”Desuden har du ramt et ømt punkt. Finn er ikke afviger. Hele hans familie har evner, undtagen ham selv,” sagde Christian.

”Jamen, han sagde, at han var ved at træne sine kræfter.”

”Stephan har sagt, at han skal træne. Han nænner ikke at taget håbet fra sin søn.”

Veronica følte med ham. Hun vidste præcis, hvordan det var at skulle leve op til at være afviger, uden egentlig at være det. Forskellen var bare, at Finns pres var ét han selv havde lagt på sine skuldre. Veronicas kom fra hendes far.

”Stakkels dreng,” sagde hun henført og mindedes sine egne barndomsår.

”Han skal nok klare sig. Han er en sej lille fyr.” Christian kiggede op og ned af hende, lagde dynen over hende. ”Kan du klare dig selv lidt? Jeg har noget arbejde at se til. Det er max et kvarter, så er jeg tilbage igen.”

”Er Japan stadig i problemer?” spurgte hun tørt.

Han rynkede brynene og så skeptisk på hende. ”Vred? Og i så fald, hvorfor?”

”Det er lige meget.” Hun lagde sig ned igen og trak dynen tæt om sig. Forhåbentlig var hendes tanker om ham som magtliderlig diktator ubegrundede.

”Du trækker dig væk igen.”

”Nej,” vrissede hun. ”Det gør jeg ikke. Det er bare ikke alt, hvad jeg tænker eller føler, du skal vide.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi det nogle gange er meget rart med lidt privatliv.”

”Et kvarters privatliv. Så er jeg tilbage igen,” brummede han efter en lille tænkepause. Han lænede sig frem og kyssede hende på panden, og det var så kærligt og sødmefyldt, at hendes hjerte svulmede igen, og blæste diktatortanken en lang march.

Efter han havde forladt hende – hans våde spor kunne stadig ses på gulvet – satte hun sig op igen og rakte ud efter en tilfældig bog på hylden. Hun bladrede lidt formålsløst i den, indtil et billede fangede hendes opmærksomhed.

Teksten under billedet forklarede at det var en fysiologisk tegning over et menneske og en afviger. Mennesket var portrætteret som muskuløs, høj, smuk, perfekt på alle måder, mens afvigeren ved siden af var en lille forkrøblet mand med et ansigt så grotesk at selv Klokkeren fra Notre Dame ville løbe skrigende væk.

Teksten beskrev, hvordan mennesket i alle henseender var afvigeren langt overlegen, skønt visse afvigere, rent fysisk, var blevet benådet med flere og stærkere muskler end normalt. Men hvorom alting var, så måtte mennesket aldrig tvivle på, at han var sat på jorden for at regere den. Han var skabt i Guds billede og var derfor den retmæssige ejer af verdenen – ikke de monstrøse afvigere, skønt de forsøgte at overbevise folk om andet.

Veronica smed bogen fra sig, væmmedes ved den tankegang som den gav udtryk for. Indbindingen var slidt og falmet, det var utvivlsomt en gammel bog, der var udgivet, i forbindelse med fremvisningen af Lind for så mange år tilbage. Utroligt, at folk troede på den slags. Utroligt, at man åbenbart havde brugt bogen til undervisning på skolen.

Hun trak dynen tættere omkring sig, fordi hun blev mere og mere kold. Regnen havde skyllet lige igennem hende, og hendes våde tøj gjorde både madras og sengetøj gennemblødte. 

En lang tuden, næsten som lyden fra et bilhorn skrattede ud af et lille samtaleanlæg, som hun ikke havde fået øje på før. Lyden blev fulgt op af en kvindestemme, som hun genkendte som Røde.

”Besked til alle,” sagde hun og forsvandt igen. Øjeblikket efter blev mikrofonen overtaget af endnu en stemme, som Veronica kendte, én melodiøs stemme, som havde en helt fantastisk indvirkning på hende.

”Fra i dag har vi fået en ny beboer, Veronica Foulum. Indtil videre bor hun i lokale 24. Hun udgør absolut ingen fare, og jeg har selv personligt inviteret hende til at bo her. Hun er ikke afviger, men er under vores beskyttelse, og kæmper for vores sag.” Christian lød meget myndig i højtaleren. Veronica dristede sig til at åbne døren ud til gangen, for at høre om budskabet også kom derude. Det gjorde det. Alle de folk, som gik frem og tilbage var stoppet op for at lytte. Alt gik tydeligvis i stå, når den store Christian Chasedin havde en meddelelse.

”Såfremt I ønsker at møde hende, der gjorde vores flugt fra katakomberne mulig, bedes I møde op til samling i hallen kl. 7 i morgen.” Højtaleren skrattede en enkelt gang og alt blev stille i et lille øjeblik.

En ung kvinde lidt længere nede af gangen vendte sig over mod Veronica og smilede venligt. Veronica smilede tilbage, vinkede forlegent til nogen, der gik forbi og skyndte sig at lukke døren igen. Hun så forfærdelig ud, og selvom hun vidste at de fleste af disse mennesker havde været igennem et helvede, havde set hinanden, når det var værst, kunne hendes egen forfængelighed ikke holde ud, at de skulle glo på hende, sådan som hun så ud nu.

Det bankede på, men hun fik ikke tid til at svare, inden Christian kom ind.

”Man venter normalt til, man bliver budt indenfor,” sagde hun påtaget fornærmet.

Han trak på skuldrene med sit skæve smil klistret på og gik hen til hende.

”Du ryster jo,” sagde han bekymret.

”Det er dét, der sker, når man bliver kold og våd.”

Christian kiggede ned på hendes madras og sengetøj, og tilbage på hende igen. ”Det her går ikke,” sagde han så. ”Du kan ikke sove her. Kom med. Du trænger til et varmt bad og en varm seng.”

Hun lod ham føre sig ud på gangen igen. Han holdt hende i hånden, havde rent faktisk flettet sine fingre ind mellem hendes. Det havde Oliver aldrig gjort. Det blev pludselig en hel ny og mere intim fornemmelse at holde i hånd, og det var faktisk så fantastisk, at hun helt glemte smerten i siden. Han ledte hende tilbage mod det tekniske hovedcenter, tilbage mod indgangen fra parkeringspladsen og videre ned af gangen. Efter endnu et par døre, endte de ved en dobbeltdør som stod åben ind til en meget stor hal, hvor flere folk var samlet og i gang med en bizar form for træning. Diverse afvigere stod overfor hinanden øvede sig i at bruge de fantastiske egenskaber, som deres forhadte gen havde skænket dem.

Christian tog hende med halvvejs gennem hallen. Han stoppede kun en enkelt gang for at iagttage et par unge drenge, som stod overfor hinanden, klar til kamp. Den ene fremmanede et par knive i hænderne. Den anden smilede smørret, som om han var klar med et hidtil uset trick.

”Opblæste hanekyllinger,” mumlede Christian og rakte en hånd ud mod dem. Det var en enkel gestus, som om han ville skubbe noget usynligt væk, men i stedet forsvandt benene under de to drenge og de endte på gulvet med et ordentligt bump.

Christian småklukkede, da han skubbede døren op og hev Veronica med sig.

”Hvad skulle det gøre godt for?” spurgte hun.

Han trak på skuldrene. ”Fordi jeg kunne.” Han fortsatte med at le ned af den gang, de befandt sig på. Han stoppede ud for én af fire lukkede døre.

”Det her er pigernes omklædningsrum,” forklarede han. ”Der skulle gerne være alt, du har brug for derinde, sæber, håndklæder…”

Hun nikkede og tog fat i håndtaget.

”Jeg finder noget rent og tørt tøj til dig,” smilede han og fortsatte ned af gangen. Hans måde at bevæge sig på var på alle måder sensuel, selvom han sikkert ikke var sig det bevidst.

Hun skyndte sig ind i omklædningen, bange for at han skulle vende sig om og fange hende i at stirre efter ham. Rummet var forladt ud over de ting, som Christian havde sagt ville være derinde. Et tilstødende lokale husede tolv brusere. Låsen på døren var i stykker, så hun havde ikke mulighed for at låse, hvilket gjorde hende en smule ængstelig og en hel del blufærdig. Hun hastede med at få tøjet af, og trippede ind under bruseren længst væk fra døren, og dermed eventuelle nysgerrige blikke.

Det varme vand gjorde godt. Det blødgjorde muskler, som hun ikke havde opdaget var anspændte, men det var vel kun naturligt, at de var hårde. Hun havde undgået slag fra Oliver, var blevet kastet rundt med i hotelværelset, havde set sin kæreste bliver gennembanket af en afviger, som hun nu skulle til at tænke på som sin nye kæreste – eller hvad? Hun var blevet indlogeret på en skole, bagbundet, sparket, havde stået for længe i regnen og var blevet for kold. Og hun var træt og sulten. Hun anede ikke hvad klokken var, men var klar til at æde en hel ko og derefter gå i hi.

Det bankede på døren, og hun holdt instinktivt om sig selv. Men der kom ingen ind. En foruroligende stilhed lagde sig over stedet. Kun den blæsende plasken fra bruseren kunne høres. Hun holdt vejret, og kiggede ud til døren.

Det gav et sæt i hende, da det bankede igen.

”Læg mærke til, hvor høfligt jeg venter på at blive budt ind,” sagde Christian fra den anden side af døren, og Veronica lænede sig lettet op af den kolde flisevæg med et suk.

”Øjeblik,” sagde hun og fiskede hurtigt et håndklæde ned fra hylden og slyngede det om sig.

”Er du færdig?”

”Ja,” tilkendegav hun, og strammede sit greb om håndklædet.

Han åbnede døren og kom ind til hende med favnen fuld af tøj. ”Jeg vidste ikke, hvad du ville have…” sagde han undskyldende med sit charmerende skæve smil. Han lagde tøjet i en bunke på bænken, inden han kom helt over til hende.

Hun bakkede, nervøs, usikker på det blik han havde, uhyggelig bevidst om, at hun var nøgen under håndklædet. Hun blev bremset af væggen, mens han blev ved med at komme tættere på. Som en langsom gengivelse af deres første private møde nede i katakomberne, tog han nænsomt fat i hendes håndled, og førte hendes arme op over hendes hoved, mens han med kroppen presset helt op mod hendes sørgede for, at hun bevarede sit håndklæde som en sølle barriere mellem ham og sin nøgenhed.

Han så indgående på hende med funklende øjne, og strammede ømt sit greb om hendes håndled. Hendes vejrtrækning var blevet hurtigere, lige så snart han havde taget det første skridt hen imod hende.

 ”Du vil gerne domineres af mig, Veronica,” hviskede han. Sidst han havde sagt noget lignende, havde det været formuleret som et spørgsmål. Nu sagde han det, som om det var en kendsgerning, og hun måtte indrømme at hendes krop lige nu, brændte efter ham, selvom hendes fornuft forbød det.

Han lukkede øjnene, lagde sit ansigt mod hendes hals og snusede til hende.

”Du dufter så fantastisk,” sagde han og kyssede hende lige under øret.

Hun gispede efter vejret, krydsede benene i ren refleks.

”Har du nogen som helst anelse om, hvor meget jeg har lyst til dig lige nu?”

Og hun kunne næsten heller ikke styre sig. Hun havde lyst til åbne sig for ham, invitere ham inden for, bede, trygle ham, om at tage hende. Hvis ikke han holdt fast i hendes hænder, havde hun uden tvivl ladet dem køre gennem hans sorte hår og nydt fornemmelsen af de tykke lokker. Men selvom hun lige nu begærede ham mere end godt var, var der alligevel noget i hende, som bød hende at lade være. Om det var loyalitet overfor Oliver vidste hun ikke, men hun var sikker på, at han havde noget med det at gøre.

”Er du bange for mig, Veronica?” spurgte Christian og stirrede ned på hende.

”Nej,” hviskede hun, fordi hendes stemme ikke ville lystre hende ordenligt.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi jeg ved, at du ikke vil skade mig…”

Han smilede. ”God pige,” sagde han og pressede endelig sin mund mod hendes med en voldsomhed, der tændte hende helt vildt. Han blev ved med at holde hende fast, selvom hun vred sig for at komme fri, for at kunne deltage i kysset, hjælpe det på vej til mere. Uden besvær tvang han sit knæ ind mellem hendes, og fik dermed hendes ben skilt ad. Langsomt hævede han knæet op mod hendes køn, lod det gnide mod hendes nøgenhed, og hun stønnede plaget mod hans mund, mens han blev ved med kysse hende.

”Jeg kunne få dig lige her, hvis jeg ville,” konstaterede han og trak sig lidt væk fra hende, sænkede sit ben igen og slap hendes håndled.

Af ren vane faldt hendes hænder ned og greb fat om håndklædet. Hun kiggede flovt væk, men han lod hende ikke få lov til det særlig længe. Han tog fat om hendes ansigt med begge sine hænder og tvang hende til at se på sig.

”Jeg vil have dig, Veronica. Mere end jeg har villet have noget andet. Men ikke her. Ikke, hvor andre kan komme brasende ind midt i det hele,” sagde han uden at tage de blå øjne fra hende.

Hun blev varm i hele kroppen.

”Jeg skal med glæde få en ny madras og nyt sengetøj lagt ind på dit værelse, men jeg vil fortrække, at du sover hos mig,” erklærede han med et bedende blik.

Det var en meget direkte invitation, og hun vidst hvad det betød, hvis hun sagde ja. Han var en mand, der var vant til at få, hvad han ville have, og hvordan skulle hun kunne nægte ham det, hvis hun lå i hans seng. Desuden blev hendes krop ved med at rykke i hende. Den ville have ham, den ville føle ham inde i sig. Og lige som hun troede, hun var sikker, blandede fornuften sig og satte skår i forventningens glæde. Hvis hun var sammen med ham, ville hun for alvor have gjort det forbi med Oliver. Og om hun var klar til det, var hun overhoved ikke sikker på. Han var hendes sikre havn, hun vidste, hvad hun fik, når hun var sammen med ham.

Christian var ny, anderledes, farlig på en helt anden måde, manipulerende og helt igennem vidunderlig.

”Jeg ved ikke, om jeg er klar,” svarede hun ærligt og slog blikket ned.

”Du ved ikke, om du er klar til at sove?” spurgte han med et løftet øjenbryn. ”Søde, Veronica. Jeg vil ikke tvinge dig til noget, du ikke vil. Det må du stole på. Når jeg beder dig om at sove hos mig, er det fordi, det beroliger mig, at vide præcis, hvor du er, og at du er i sikkerhed.”

Han kunne noget med ord. Han kunne forme dem, så hendes fornuft mod al forventning lod sig overtale. Det var klart, at han bare ville sikre sig, at hun var beskyttet. Hun var ny i dette lille, lukkede samfund, og derfor et let potentielt offer.

Hun nikkede forsigtigt, indvilligede i at sove hos ham, og han smilede bredt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...