Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
733Visninger
AA

15. 14

”Baby” sagde han, da han lukkede døren bag sig. Hans stemme var en kold rislen, der løb ned af hendes ryg som en giftslange. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, vidste ikke om hun skulle svare. Han virkede mørk og uhyggelig. Måden han havde sagt baby på, havde en ildevarslende klang over sig.

”Du burde virkelig give lyd fra dig, når du sådan bare tager afsted,” fortsatte han, mens han gik ind i rummet. ”Jeg har været syg af bekymring.”

”Jeg havde brug for tid…” begyndte hun med skælvende stemme.

”Du glemte den her derhjemme.” Han greb hendes hånd, inden hun nåede at gøre modstand og tvang ringen på hendes venstre ringfinger igen. Så hev han hende ind til sig, holdt hende tæt, men der var hverken kærlighed eller ømhed at føle i hans omfavnelse. Derimod følte hun sig fanget i et iskoldt jerngreb, som truede med at klemme livet ud af hende.

”Det er sidste gang, du bare forsvinder,” hvislede han ind i hendes øre. ”Du er min. Det ved du. Hvis du nogen sinde gør sådan noget her igen, bliver jeg nødt til at låse dig inde i et værelse. Det ønsker du ikke, vel?”

Hun rystede bange på hovedet. Hans stemme havde det specielle tonefald, som altid blev efterfulgt af slag. Hun ventede bare på, at det skulle begynde.

”Heldigvis er din far ikke lige så dum som dig. Han var hurtig til at fortælle, hvor du var, efter du havde snakket med ham. Hvorfor ringede du ikke til mig, baby?”

”Det ville jeg have gjort…” sagde hun forsigtigt og vidste ikke, hvilken løgn hun skulle fortsætte med.

”Men du nåede det ikke,” afsluttede han for hende og rystede på hovedet. Han kørte en hånd gennem hendes mørk hår, aede hende ned over kinden. ”Havde du travlt med at tænke på den karismatiske Messias? Har du brugt hele ugen på at forestille dig, hvad han ville gøre ved dig, hvordan han skulle kneppe dig?”

Hun rystede. Hele kroppen dirrede og afventede hans raseri udbrud. Den var vant til at være beredt på hans anfald, mens hendes hjerne i den sidste uges tid havde lagt sig i dvale. Den havde vænnet sig til at slappe af. Den havde ikke helt opfattet faren endnu, selvom kroppen reagerede kraftigt på den.

Oliver trak armen tilbage med en knyttet næve. Det første slag var tilsigtet hendes mave, og hun spændte musklerne i ren refleks for at knytnæven ikke skulle ramme for hårdt.

Men den ramte slet ikke. I stedet blev hun flået ud af Olivers favn og trukket ud i gangen af en usynlig hånd, der holdt hårdt fast i hendes arm. Olivers opspilede øjne viste oprigtig forbavselse, lige inden han blev skubbet bagud af ingenting, ramte sengen og blev slynget hen over den.

Veronicas tur tilbage standsede brat ved siden af et enormt korpus, som stod lige inden for døren. Hun havde ikke hørt den gå op, havde ikke hørt nogen komme ind, og alligevel stod Christian i gangen i al sin pragt. Hans lange ben var spredte, det højre stod lidt længere fremme end det venstre. Den højre hånd var strakt frem, den venstre var lige ud for hende, knyttet så hårdt at blodårerne på armen stod tydeligt frem. Hele hans krop var spændt. Halsmusklerne, kæberne. Munden var surret sammen til en smal streg, øjenbrynene var krusede ned over næseryggen, de blå safirer lynede mod Oliver, der tumlede rundt på den anden side af sengen. Hans sorte hår dryppede og hang tunget ned over hans ansigt. T-shirten og de sorte jeans klæbede til ham på grund af den kraftige regn.

I løbet af et split sekund var Oliver oppe igen med et rasende udbrud. Han sendte en enorm lufttryksbølge i deres retning. Veronica så ham samle sine hænder og vidste præcis, hvad der skete, når han gjorde det. Men i det samme greb Christian fat i hende, snurrede om sin egen akse, brugte sin krop som skjold for hende og rev hende med sig ind på badeværelset. Hun hørte lyden af yderdøren der blev sprængt, inden hun ramte badeværelsesgulvet.

Christians arme forsvandt fra hende så hurtigt, at hun ikke var sikker på om de overhoved havde været der. Han var oppe og ude i gangen igen, væk fra hendes synsfelt, før hun blev bevist om, hvilken retningen døren var. Hun kom vaklende på benene, hørte lyden af kamp inde fra værelset, og var rædselsslagen for at kigge derind. Hun havde en fornemmelse af, hvem der ville vinde, men hun turde ikke tænke på det.

Pludselig begyndte en alarm at hyle helt hysterisk, og skrig fra hotellets andre beboere blandede sig med kamptumulten fra Veronicas værelse og lyden af løbende fødder ude på gangen.

Da Oliver havde sprængt døren, havde han sat en alarm i gang. Det betød at folk flygtede, det betød at politiet snart ville komme, det betød, at der også snart ville vrimle med journalister, og Veronica havde intet behov for at komme i medierne igen – og slet ikke i forbindelse med flere afvigere.

Hun måtte væk.

Forsigtigt kiggede hun ud fra badeværelset og så Oliver hænge under loftet, blodig og skrigende, som en al for realistisk parodi på en gyserfilm. Christian stod ved fodenden af sengen indsmurt i blod, og med en hånd rakt op mod Oliver. Hvis ikke man kendte til deres had, ville det næsten se ud som om Christian rakte ud for at hjælpe sin ven.

Veronica vidste bedre. Hun sank en enkelt gang for at holde kvalmen i skak, og tog så skridtet ud i gangen, lige som Oliver skreg. Hun havde retning mod døren, mod udgangen, men hans skrig var så øresynderrivende, at det ikke var til at holde ud. Christian havde lovet at slå Oliver ihjel, hvis han nogen side rørte hende igen. Hun kunne ikke holde tanken ud.

”Stop!” skreg hun og vendte sig rundt.

Christian fastholdt stadig Oliver under loftet og ænsede hende ikke et blik.

”Stop, Christian!”

Stadig ingen reaktion, kun Olivers smerteskrig, der tog til i styrke, mens blodet dryppede ned på sengen.

Hun løb over til dem, selvom hele hendes krop skreg, at hun skulle flygte uden at se sig tilbage. Hun løb over, stillede sig ind foran Christian og hamrede en knytnæve ind i hans bryst på samme måde, som hun havde set Røde gøre det. Det var som at slå næven ind i en klippevæg.

Han glippede med øjnene, mistede sin koncentration, så Oliver faldt bevidstløs ned i sengen i en blodpøl, der var langt større, end Veronica turde tænke på. Christian stirrede ned på hende med en blanding af forvirring og vrede i de lysende blå øjne.

”Du må ikke slå ham ihjel,” sagde hun hårdt uden at tage blikket fra ham.

Sirener, skrig, den trommende lyd af militærstøvler, tvang dem til at bryde øjenkontakten. Veronica følte sig handlingslammet. Hun havde opbrugt al sit mod, da hun konfronterede Christian, mens han var i sin blodrus. Heldigvis var han langt mere klarttænkende. Han greb hende i armen og hev hende med sig uden et ord.

”Oliver,” sagde hun og forsøgte at vende sig om. Christian hev hende hårdt med sig.

”Han skal nok klare sig,” sagde han brysk.

I stedet for at dreje til højre, hen til elevatorerne og udgangen, gik han imod strømmen af mennesker og ind på et værelse, der lå længere nede af gangen. Døren stod på vid gab, og det eneste han gjorde var at række ind efter den lange, sorte herrefrakke, der hang på en bøjle i værelsets garderobe og den paraply som stod lige inden for døren. Han slap sit tag i hende længe nok til at komme i frakken med et elegant sving, men havde så fat i hende igen og trak hende med sig stadig mod strømmen. Frakken skjulte effektiv de blodpletter han havde fået på sit tøj. Det mørke hår faldt stadig ned over ansigtet, hvilket skjulte det forholdsvist godt. Så snart de var ude i regnen, ville blodet i ansigtet hurtigt blive skyllet væk.

For enden af gangen drejede han til højre, skubbede en branddør op og hastede ned af trappen med et fast tag i Veronica. Han sparkede døren op ud til regnen og hev hende med ud.

Med et fast greb om hendes skuldre pressede han hende op mod den våde mur og så intenst på hende. Hun stirrede skræmt tilbage på det blodspættede ansigt, og kunne ikke lade være med at tænke tilbage på kirken, på Christians blodige hænder – på hvad, der måtte være sket med Rose.

”Der er folk overalt, militærpoliti, lige så snart vi runder hjørnet der,” sagde han og kastede hovedet i den retning de skulle. ”Hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at kommer levende fra det her, bliver du nødt til at slappe af og opføre dig naturligt. Vi er bare et par, der er blevet overrasket af regnen og er på vej hjem.”

Hun nikkede, forstod hvad han sagde, men kunne ikke lade være med at trække vejret i små hurtige stød. Adrenalinen pumpede for hårdt i hende.

”Slap af,” sagde han med sin melodiøse stemme og lagde nænsomt en varm hånd mod hendes pande. I det samme mærkede hun, hvordan hjertet langsomt faldt til ro, lungerne greb ikke så forkrampet ud efter luft.

Han tog hånden til sig, kiggede op i regnen med lukkede øjne, lod de hårdt faldende dråber vakse sit ansigt rent. Han lod hånden glide ned over det, for at fjerne de sidste rester af blod, kørte den anden hånd gennem håret, fjernede det fra det smukke ansigt, inden han slog den stjålne paraply op, og smilede så varmt til hende, at hendes hjerte smeltede. Al den frygt hun havde følt for få sekunder siden var forsvundet. Han tog hendes hånd i sin, klemte den kærligt og sammen gik de rundt om hjørnet, ud i et kaos af skrigende mennesker, hvinende sirener, råbende kommandoer.

”Kom skat,” sagde Christian roligt, lagde en hånd om hendes liv og førte dem begge over på det modsatte fortov, hvor tilskuere stod og betragtede optrinnet.

Hun glemte at trække vejret, da han sagde `skat´.

De skjulte sig i mængden, lod som om de lige som alle andre var fascineret over den umenneskelige brutalitet, som ind imellem voldte verdenen så megen besvær, mens Veronica i al hemmelighed nød, at han havde armen om hende, holdt hende tæt ind til sig i fuld offentlighed.

Hun dristede sig til at se op på den mand, der for et øjeblik siden havde stået med mord i øjnene og havde været klar til at slå ihjel. Hun blev forbavset over, at han stod og stirrede ned på hende med et skævt smil, så hun skyndte sig at kigge væk.

”Det her er rart,” sagde han med munden ned mod hendes hår, så det så ud som han kyssede hendes isse.

”Jeg ved ikke, hvad du taler om,” mumlede hun, selvom hun bildte sig selv ind, at han nød situationen lige så meget som hun selv.

”Selvfølgelig gør du det,” lo han. ”Skal vi komme hjem?”

”Ja,” svarede hun. Hun havde ingen anelse om, hvor `hjem´ var, men hun ville under alle omstændigheder gerne væk.

”Kom. Jeg har en bil, der venter på os et par gader herfra.”

Ed var chaufføren. Christian havde sat sig ind ved siden af ham, og Veronica fik lov til at sidde alene på bagsædet og se hele verdenen suse forbi, mens de to mænd foran førte en samtale på tysk. Hun forstod ikke ret meget af det, og holdt til sidst op med at lytte med. Det var kun når Christian lo, at hun blev hylet ud af sine egne tanker og tryllebundet.

Hvordan kunne han blive ved med at have den effekt på hende? Hun havde lige set ham, forsøge at slå Oliver ihjel. Oliver; den mand, som hun havde elsket i så mange år. Og Roses skæbne var stadig henlagt i et uvist mørke, men blodet på hans hænder den dag… Alligevel sad hun her og ønskede, at de brutale hænder ville røre ved hende igen.

Hun måtte være sindssyg.

Regnen slørede alt, gjorde alt gråt og diffust. Det var først, da de holdt stille på parkeringspladsen, at det gik op for Veronica, at de var ved en nedlagt skole. Den var et lille stykke uden for byen, havde sikkert taget imod de børn, der boede lidt længere ude på landet. Nu stod den tilbage, mørk og trist, og kun med mindet om de børn, der tidligere havde gået der. Efterhånden var alt for mange børn hjemmeskolet, hvilket havde resulteret i en betragtelig nedskæring af skoler i hele landet. Det var altså gået ud over denne. Tydeligvis havde man intet andet at bruge bygningen til, for den så meget forfalden og forladt ud.

Christian sprang ud af bilen, og småløb over til hendes side. Han åbnede døren for hende og slog samtidig paraplyen op, så hun var nogenlunde i dække for regnen.

”Velkommen hjem,” smilede han, og fulgte hende hen til indgangen, en grøn tung dør, som han åbnede for hende.

Indenfor blev hun mødt af langt mere aktivitet, end hun have forventet, der var på skolen. Der gik folk frem og tilbage langs den lange gang, hun var kommet ind på, op af en lille trappe. Et par stykker af dem hilste på Christian med en let vinken, som han gengældte med et nik og et smil. De fleste dukkede sig, undgik øjenkontakt, men tillod sig alligevel at stjæle et glimt op på ham.

”Kom med,” sagde Christian og lagde hånden på hendes lænd. Igen sendte det gnister gennem hendes krop, som hun stadig ikke turde vedkende sig. Han førte hende op af trappen og gennem et par døre med glasruder. De endte i et lidt forstørret vindfang, der førte ud til asfalterede pladser, der tydeligvis var blevet brugt som legepladser for de elever, der havde gået der tidligere. Der stod stadig et par fodboldmål og basketnet. Godt nok var de hærget af vind og vejr, men de så stadig ud til at fungere. Der var i hvert fald fire børn i gang med at spille med en noget skæv bold. Den ene af dem var Victor.

Christian førte hende til venstre, ned af en lille gang, der mundede ud i et bibliotek med meget få bøger. Der var enkelte tilbage, men de fleste af hylderne var tomme. Til gengæld var der stillet en masse teknik op i lokalet. Der var næsten lige så mange computere og operatører, som der havde været i kontrolrummet i katakomberne.

”Det her er vores tekniske hovedcenter,” forklarede Christian. ”De er logget på nettet med de bedste krypteringer og vores personale her er de bedste.”

”Vores personale?” sagde Veronica med et løftet øjenbryn.

”Ja,” svarede Christian og kiggede spørgende ned på hende.

”Personale?” gentog hun. ”Du har personale? Det er ikke engang en måned siden, du slap af katakomberne, og nu har du personale?”

Han smilede sit alt for charmerende skæve smil. ”Hvorfor er det så underligt?”

Hun kneb øjnene sammen. ”Christian, hvor mange har du her?”

”Det kommer an på om du mener, hvor mange, der arbejder her, eller hvor mange, der bor her.”

 ”Bor her?”

Han grinede af hendes forbavsede udtryk. ”Hvor tror du, vi har været siden, vi forlod de rædselshuler under ørkenen? Regnede du med, at vi alle flakkede rundt på må og få? Troede du, at vi bare ville fri? Jeg fortalte dig da, at det var en planlagt flugt, ikke?”

Hun vidste ikke, hvad hun havde troet. Selvfølgelig havde han haft et tilholdssted et eller andet sted. Og når hun tænkte efter, ville de selvfølgelig ikke bare slippe ud for at gøre det, selvom det havde været det rene helvede dernede. Det lå ikke til Christian, der altid var så beregnende og manipulerende. Det var klart, at der var en plan med alt.

”Jeg havde bare ikke regnet med at det hele ville være så… organiseret,” sagde hun og kiggede ud over lokalet.

”Du tvivler på mine administrative evner?”

”Nej, nej,” skyndte hun sig at sige, bange for at have fornærmet ham. Hun blev igen mødt af det vidunderlige smil og de funklende øjne, mens hendes kinder blev helt varme.

”Det meste af det her, er ikke min fortjeneste,” indrømmede han og gik ind i et lille tilstødende lokale. Hun fulgte efter og genkendte straks manden bag det store bord, som stod i midten af rummet. Han kiggede ned på et enormt kort, men så op, da de kom ind og smilede venligt til dem.

”Du har mødt Leo Brandt,” præsenterede Christian, hvorefter han gik hen og gav ham et stort bjørnekram.

”Miss. Foulum.” Leo gav hende en trefingret hånd.

Hun smilede bare fjoget, anede ikke hvad hun skulle sige til alt det her. Det var for overvældende. Hvor fik de resurserne fra? Hvem var alle de folk, der gik rundt på gangene? Hvor længe havde de været her? Var de virkelig skyld i alle de afvigerangreb verdenen over? Og i så fald, hvordan? Hun troede, Oliver var den eneste i verdenen, der havde forbindelser nok til at starte et verdensomspændende oprør. Hun tog tydeligvis fejl.

”Du ser bleg ud, Veronica. Er du okay?” Christian var ved hendes side med det samme.

”Jeg har det fint,” stammede hun, selvom hun måtte indrømme at det godt nok svimlede lidt for hende.

”Det er meget at skulle forholde sig til, det ved jeg godt,” sagde Christian og tog hendes hånd op til sin mund. Han kyssede den flygtigt. ”Lad os finde dit værelse, så du kan få lidt ro.”

Hendes værelse?

Hun fulgte ham tilbage til det store vindfang, gennem endnu to partier af glasdøre og en enkelt af træ og ned af en tilsvarende lille trappe som den, der var ved indgangen. Herefter drejede de til venstre igen, ned af endnu en lang gang, som lignede den foregående til forveksling. Det grå linoleumsgulv og de hvide vægge havde holdt til mange løbende børn i årenes løb. Det var ikke noget problem for dem også at holde til alle de mennesker, der travede frem og tilbage nu. Igen var det kun få af dem, der hilste, og elleres var det ærbødigt nedslåede blikke, de mødte på deres vej.

 Christian standsede ud for lokale 24 og åbnede døren. Der stod stadig en del borde og stole derinde, men de var alle flyttet op til tavlen sammen med kateteret. Til gengæld var der lagt en stor madras ind i det ene hjørne. Den var redt op med stor dyne og en blød pude. Der var sat et lille bord op med en lampe, der gav en hyggelig belysning i den elleres så grå regnvejrsdag. En af reolerne, som tidligere sikkert havde været brugt til elevmapper og andet papir var kørt hen til den improviserede seng og fungerede nu som tøjkommode og beholder for bøger og nipsting.

Veronica så blandt andet en lille sol lavet af ler og derefter malet med en skrap gul. Hun tog den op, vendte den og så bogstaverne V og F skåret med en uøvet hånd ind i bagsiden.

Christian kom over og tog den fra hende, kørte den lidt rundt i sin hånd.

”Jeg fandt den,” sagde han stille uden at kigge på hende. ”Over i billedkunstlokalet. Den fik mig til at tænke på dig…”

Hun forsøgte at aflæse hans ansigt.

”Fjollet, egentlig,” sagde han så og lagde den på hylden igen med en hurtig bevægelse. ”Især når man tænker på den dér.” Han pegede ned mod hendes venstre hånd, som hun havde stukket i lommen, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre af den. Derfor gik hans hentydning også tabt til at begynde med. I hvert fald lige indtil hun tog sin hånd op af lommen og fik øje på Olivers ring, som han havde tvunget på hendes finger igen.

”Undskyld, hvis jeg var for hård ved din forlovede,” sagde Christian, da hun drejede ringen om sin finger.

”Vi er ikke forlovede,” rettede hun.

Hans ene mørke øjenbryn skød spørgende i vejret. ”Hvad skal den dér så betyde?”

”Ingenting,” svarede hun og tog ringen af. Hun lagde den på en anden hylde end den, hvor solen lå.

”Du er svær at blive klog på, Veronica.”

Hun kunne ikke lade være med at smile, selvom hans mine var alvorlig. ”I lige måde.”

”Jeg er en åben bog for dig,” sagde han og tog et skridt tættere på hende.

”Overhoved ikke,” lo hun. ”Jeg aner ikke, hvad det er, du tænker, hvad det er, du er ude på, hvad diner planer for livet er, hvad du vil med mig… Jeg har så mange spørgsmål, og hver gang jeg tror, jeg får et svar, bliver jeg bare forvirret på et højere niveau.”

”Spørg løs,” sagde han og bredte armene ud i en udfordrende gestus.

”Hvorfra viste du, at jeg var på hotellet?” startede hun.

Han lagde smilende hovedet på skrå.

Du kan ikke gemme dig for mig, Veronica.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi hele mit væsen sitrer, når du er i nærheden. Hele min eksistens kredser om dig. Tror du virkelig, at jeg bare sådan uden videre ville lade dig gå?” sagde han.

”Det er store ord,” stammede hun fordi hendes hjerte bankede for hurtigt til, at hun kunne holde sin stemme i ro.

”Jeg kan mærke dig, Veronica. Det er en svag forandring i luften, som om trykket omkring mig bliver lettere, som om tyngdekraften ikke rigtig har tag nok i mig.” Han tog hendes hånd, lod sine fingre lege med hendes.

”Hvor lang tid gik der, inden du fandt mig?”

Han trak på skuldrene.

”Så meget for en åben bog,” sagde hun og ville tage hånden til sig, men han strammede sit greb.

”Jeg lod dig løbe. Men jeg fulgte efter dig. Det gyldne spor du efterlader, er let at følge, hvis man ved hvordan det ser ud.”

”Så du vidste med andre ord præcis hvor jeg var, hele tiden.”

”Ja.”

”Hvordan vidste du at Oliver – ”

”Jeg var altid i nærheden. Parken uden for dit vindue havde mange gode skjulesteder,” afbrød han.

Hun vidste ikke om hun skulle føle afsky eller blive smigret. Det var klamt, at han havde stalket hende på den måde, men på den anden side, viste det også en tydelig interesse for hende. Det var et tegn, hun havde ventet på, men faktisk havde opgivet.

”Jeg lovede dig, at jeg ville slå ham ihjel, hvis han nogen sinde rørte dig igen,” fortsatte han. ”Hvorfor stoppede du mig?”

Hun genkaldte sig blodet og Olivers skrig. ”Du skal ikke gøre dig til morder på grund af mig,” sagde hun stille.

”Det ville ikke være først gang.”

De ord ramte hårdt.

”Du er sikker på, at han er okay, ikke? Det så voldsomt ud…” sagde hun usikkert.

Han nikkede en enkelt gang. ”Elsker du ham?” spurgte han så og holdt hende fast med sit isblå blik.

De ord ramte endnu hårdere, smadrede sig ind mod hendes hjerte og truede med at ødelægge det. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Et eller andet i hende elskede ham vel stadig. Der var en hengivenhed overfor ham, som hun nok altid ville have. De havde trods alt været samme i mange år. Han var den eneste, hun havde været sammen med, den eneste som ville have hende.

Det er ikke rigtigt, Veronica.

Og igen strammede hendes hjerte sig sammen, samtidig med at det føltes som om det voksede i brystet. Tårer brændte i øjenkrogen.

Jeg vil have dig,” sagde han og lagde en hånd mod hendes kind. ”Elsker du mig?”

Sikke et forfærdeligt spørgsmål at stille. Ville han virkelig have hende til at krænge sine følelser ud lige her, lige nu? Og før hun kunne stoppe sig selv, gled spørgsmålet over hendes læber: ”Elskede du Rose?”

Han slap hendes hånd med det samme, tog et skridt bagud. Hans blik blev hårdt, munden blev til en smal streg.

”Hvorfor spørger du om det?” spurgte han monotont.

”Hvad skete der med hende i kirken?” fortsatte Veronica ufortrødent. Hvis hun skulle vedkende sig sine følelser for ham, måtte hun vide, hvad der var sket med Rose. Hun måtte have en afslutning på den historie.

”Det er et lukke kapitel, Veronica. Lad være med at tænke mere på det.”

”Forvirret på et højere niveau,” sagde hun og satte sig træt på sengen. ”Hvis vi skal lege gættelege, så lad os gøre det en anden dag. Jeg vil godt være lidt alene.”

Hun kiggede ned på sine hænder og kunne skimte hans mørke sko ud af øjenkrogen. Han blev stående for længe, hun kunne mærke hans blik bore sig ind i hendes hoved, inden han pludselig vendte om og gik ud af hendes synsfelt. Døren smækkede efter ham. Hun åndede lettet op og lænede sig tilbage op af væggen. Hun kiggede over på lersolen og tog den ned fra hylden, lod sine fingre lege lidt med de fine stråler, der udgik fra dens centrum og lod samtidig sine tanker køre ud af et spor som ikke forlangte, at hun skulle tage stilling til noget som helst.

Og så fløj døren op igen med et brag. Hun sprang forskrækket op, og Christian vinkede en enkelt gang med højre hånd, så døren lydigt knaldede i igen efter ham.

”Fandeme nej, om du bare får lov til at undvige mit spørgsmål på den måde,” snerrede han og trampede hen til hende. ”Sæt dig.”

Hun satte sig på madrassen igen, mundlam.

”Luk øjnene. Jeg vil vise dig, hvad der skete. Det er lettere, end at jeg skal til at forklare en hel masse, som du så utvivlsomt vil vælge at misforstå og så stadig være vred på mig, af en eller anden opdigtet grund, som jeg så skal til at regne ud og undskylde for.” Han satte sig tungt ned ved siden af hende og lagde en hånd mod hendes pande. ”Slap af.”

Indersiden af den smukke kirke tonede frem bag hendes øjenlåg. Alteret, skibet, balkonen, de smukt udskårne bænke.

Og Rose.

Christian stod foran hende med et bekymret blik.

Veronica nærmest svævede rundt i lokalet, kunne ikke rigtig føle nogen fast krop, eller substans.

”Rose, hvad har du lavet?” spurgte han hårdt, mens Oliver bakkede lidt væk fra dem.

Rose rystede på hovedet.

”Svar mig, Rose.”

”Det gjorde så ondt,” hulkede hun. ”Det var lettere at håndtere smerten fra kniven…”

”Har du selv gjort det her?” Hans stemme var ildevarslende.

”Du forsvandt,” peb Rose, som om det var rigelig forklaring på at skade sig selv.

”Rose, for helvede,” bandede Christian mellem sammenbidte tænder. ”Hvordan kan du tro, at det vil gøre det hele bedre?”

”Du må ikke være vred,” hviskede hun med gråden helt oppe i halsen.

”Lov mig, at du aldrig gør det her igen!”

Hendes bedende blik fortalte mere end tusind ord. ”Du forlod mig,” hviskede hun mod hans skulder.

Han sagde ingenting. Holdt bare fast om hende, mens hun knugede sig ind til ham.

”Rose,” sagde han så endelig. ”Det var ikke min mening at såre dig. Hvad kan jeg gøre for at lindre din smerte?”

”Sig, jeg stadig er din. Sig, du stadig vil have mig…” hulkede hun. ”Der er ingen andre der kan udfylde det tomrum. Jeg er ødelagt. Du har ødelagt mig. Andre mænd vil ikke have noget med mig at gøre. Jeg er udskud, affald. Sig, jeg stadig er noget værd.”

Christian lagde sine hænder om Roses smalle liv, trak hende helt ind til sig og kyssede hende. Hun lænede hovedet bagover, med hænderne placeret på hans hofter, og græd stille og lykkeligt.

Pludselig faldt Roses arme slapt ned langs siderne. Hendes ben gav efter under hende, og havde det ikke været for Christian, var hun faldet om på gulvet. Men han greb hende behændigt, og lagde hende varsomt ned, fortsatte med at kysse hende.

Det gjorde næsten for ondt at se på igen, indtil det gik op for Veronica, hvad det egentlig var, Christian gjorde. Han var på en eller anden måde i gang med at suge bevidstheden ud af hende med sit kys. Og Rose lod ham frivilligt gøre det. Han kørte sine hænder op af hendes arme, blottede de mange ar og kærtegnede dem næsten kærligt. Han lod en finger løbe hen over hver forhøjning, hver fordybning, og straks efter sprang de op igen, dybere, mørkere, og blodet flød tyk ud over kirkens gulv og hans hænder.

De mange sår tilsammen var nok til, at hun ville forbløde, hvis de alle var åbne på samme tid. Og det vidste både Christian og Rose, men hun kæmpede ikke imod på nogen måde. Tværtimod lå hun med et lille saligt smil om munden, da han fjernede sig fra hende. 

”Få fred, Rose,” hviskede han, inden han styrtede ud af kirken.

Christian fjernede hånden fra Veronicas pande og lænede sig tilbage op af væggen.

”Hun var fanget i en ond spiral,” sagde han. ”Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Et liv fyldt med misbrug af stoffer, misbrug af følelser, misbrug af sex. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at skade sig selv. Det var den eneste måde, hun følte sig i live på til sidst. Og det var min skyld. Jeg brugte hende i gymnasiet. Jeg vidste, at hun følte meget mere for mig, end jeg gjorde for hende, men alligevel kunne jeg ikke holde mig væk, det var for let. Hun gav mig adgang til så mange fantastiske oplevelser –”

”Jeg vil ikke høre om jeres sexliv,” standsede Veronica ham.

Han lagde smilende hovedet på skrå. ”Det var igennem hende, at jeg var i stand til at hjælpe  - Laura.” Han måtte næsten gylpe hendes navn ud, for at kunne få det sagt, og han så væk med det samme.

”Hvad skete der egentlig med hende?” spurgte Veronica forsigtigt. Det var et ømtåleligt emne. Det var tydeligt at mærke. Hele hans krop spændtes.

”En åben bog har mange kapitler, Veronica. Kan vi tage det her en anden gang?” De blå øjne kiggede næsten tryglende på hende, mens han bed sig nervøst i læben.

Hun nikkede og smilede forsigtigt.

”Du synes, jeg er et monster,” sagde han.

”Nej,” rystede hun på hovedet. ”Rose var tabt. Du gjorde, hvad du kunne for at hjælpe hende, og gjorde hende lykkelig i den sidste stund.”

”Jeg slog hende ihjel, fordi jeg havde revet hende itu.”

”Det var ikke din skyld. Man kan ikke forvente at ethvert forhold fra gymnasiet holder resten af livet. Havde det ikke været dig, havde det været en anden, som hun havde været besat af. Du må ikke bebrejde dig selv, Christian.” Hun lagde en hånd over hans og klemte den.

Han kiggede ned på den, tog den mellem begge sine og lukkede drømmende øjnene med et suk. ”Da vi dansede dengang…” startede han. ”Er du klar over, at det var allerede dér, at jeg begyndte at få følelser for dig?”

Hun havde lyst til at læne sig frem og kysse ham. Han var helt uimodståelig, med sit drømmende ansigt og sine smukke, smilende læber.

”Jeg har svaret på dit spørgsmål. Vil du så svare på mit?” Han vendte sig over mod hende, klemte hendes hånd, og stirrede direkte ind i hendes sjæl. ”Elsker du mig?”

”Du kan vel selv finde svaret herinde,” sagde hun og pegede på sit hoved.

”Jeg vil ikke rode efter et svar, som jeg håber på er der. Jeg ved, du begærer mig.”

Hun rødmede og så væk.

”Men er det alt? Er det vitterligt kun begær?” spurgte han. ”Vær ærlig overfor mig.”

Hun havde ofte sagt til Oliver, at hun elskede ham. Det var nemt. Måske også for nemt. Den følelse Christian gav hende, kunne på ingen måde sammenlignes med det, hun havde haft for Oliver. Det her var langt mere fundamentalt. Hun havde lettere ved at trække vejret, når Christian var i nærheden, havde lettere ved at tænke, følte sig gladere og langt mere forhåbningsfuld. Det var alt for svært at sige, at hun elskede ham så direkte. De ord var ikke nok. De forklarede det ikke godt nok, de forsimplede de følelser, som hærgede i hendes kerne og gjorde hende så vidunderligt svimmel og ør.

Han blev ved med at stirre på hende med det blå ildhav. Og han virkede så sårbar. Han havde åbnet sig lidt for hende. Det mindste hun kunne gøre, var at gengælde den gestus.

”Jeg vil vise dig, hvad jeg føler,” smilede hun. ”Det er lettere, end at jeg skal til at forklare en hel masse, som du så utvivlsomt vil vælge at misforstå…”

Han smilede skævt over sine egne ord.

Hun lænede sig ind over ham, lagde sine læber mod hans og indledte for første gang et kys med ham. Han besvarede det hurtigt, greb fat om hende, hev hende ind til sig, knugede hende hårdt. Selvom alt var ét stort kaos, selvom det syntes som om verdenen var ved at gå under, var det hele lige nu fuldstændig ubetydeligt. For første gang var deres kys en gensidig forløsning, hvilket kun gjorde det så meget mere intenst.

Hvis ikke det havde banket på døren, var Veronica næsten sikker på, at det ville have udviklet sig til noget langt mere, men den insisterende banken, tvang dem til at afbryde deres kys.

”Mr. Chasedin. Der bliver spurgt efter Dem i det tekniske hovedcenter,” lød stemmen fra den anden side af døren.

”Ja, selvfølgelig,” sukkede Christian og kørte en hånd gennem Veronicas hår. ”Lige som alt er helt perfekt…”

”Jeg er her, når du kommer tilbage,” sagde hun og kyssede ham hurtigt ved mundvigen. Hun var bange for, at hun ikke ville kunne stoppe igen, hvis hun ramte hans mund.

”Det lover du?”

”Ja,” smilede hun.

”Der er en trappe op til gangen over det tekniske hovedcenter. Den er lige når du drejer om hjørnet ned mod centeret. Det er mine værelser. Tag derop.”

”Jeg er nu ret glad for mit eget værelse,” sagde hun og legede lidt med solen på hylden. ”Det er virkelig en god indretningsarkitekt, du har haft på her.”

Varmen i hans smil, fik hende til at smelte.

”Fint, stædige kvindemenneske, bliv her.” Han kyssede hende på håret og rejste sig med en kraftanstrengelse.

”Mr. Chasedin?” sagde manden ude på gangen.

”Ja, for helvede, jeg kommer,” vrissede Christian irriteret tilbage, mens han rettede lidt på sine jeans. ”Jeg skal sgu lige have mine bukser til at sidde rigtigt igen,” mumlede han, til Veronicas store fornøjelse. Han var altså lige så påvirket af det hele, som hun var.

”Der er problemer i Japan, mr. Chasedin,” vedblev staklen udenfor.

Christian flåede døren op og gloede vredt på den unge mand ude på gangen. Han kunne ikke være mere en atten, tænkte Veronica. Han skuttede sig under Christians iskolde autoritet.

Lige som han skulle til at gå, kaldte hun på Christian, og han vendt sig om mod hende med et smil.

”Japan?” sagde hun. ”Det sidste jeg hørte, var at Japan ikke længere var i menneskehænder.”

”Korrekt,” smilede han tilbage. ”Det tilhører mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...