Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
745Visninger
AA

14. 13

Veronica smed tasken på sengen og tog hotelværelset i øjesyn. Dobbeltsengen stod midt i rummet vendt over mod fjernsynet, så man var underholdt, mens man lå ned. Det brede vinduesparti til venstre for sengen vendte ud mod en lille park og sendte rigeligt med lys ind. Garderoben var i gangen overfor det store badeværelse og havde ikke plads til meget tøj. Sengen stod skråt i værelset, så der var plads til det trekantede arbejdsbord bag den.

Veronica placerede sin computer på bordet og satte sig i den tilhørende stol. Hun åbnede den og loggede på hotellets gratis wi-fi.

Turen hjem havde været forfærdelig. Hun havde i al hast pakket en taske, havde hurtigt vasket sit ansigt fri for det blod, som Christian havde smurt på det, mens hun kæmpede for at holde tårerene tilbage. De løse kontanter, der var i lejligheden havde hun stoppet i tasken og havde ringet efter en taxa, der insisterede på at holde ude foran. Til stor glæde for journalisterne. Veronica havde iført sig solbriller og en hættetrøje, for at skjule sig mest muligt, men til ingen nytte. Lige så snart dørene gik op, havde de kastet sig over hende med alle deres spørgsmål. Hun havde kæmpet for at ignorere dem, havde mast sig igennem dem for til sidst at kaste sig ind i taxaen til en chauffør, der var lidt for lang tid om at starte. Han havde spurgt om, hvilke film hun havde været med i, mens han vinkede til pressen. Hun havde skuffet han, ved at afsløre, at hun ikke var skuespiller, og resten af turen brugte han på at udspørge hende om, hvem hun så var. Hun valgte ikke at svare, men lyttede i stedet til radioens nyheder, som fortalte om uroligheder i østen. Det var langt fra det hele, hun opfattede, da chaufføren blev ved med at tale til hende. Hun skiftede taxa en enkelt gang, inden hun tog undergrunden og gik resten af vejen til hotellet.

Hendes mailindbakke var fuld. Der var en del spam, men de fleste beskeder var fra en meget forsømt korporal. Det krævede for meget af hende at læse dem alle, så hun åbnede kun den nyeste. Den var blevet sendt i går.

 

 

Hej igen Veronica.

 

Jeg går ud fra, at du læser mine mails, og bare undlader at svare. Hvilket jeg synes er ganske uhøfligt. Jeg skriver kun, fordi jeg er nervøs for dig.

Jeg har intet hørt fra dig, siden du var i katakomberne. Jeg har, som skrevet tidligere, set hvordan tingene udspillede sig, da Chasedin brugte dig for at slippe fri.

Hvad er der sket med dig siden? Har du hørt noget til afvigerne? Har general Matos kontaktet dig – og hvad har han i så fald sagt? Hvad var det helt præcist Chasedin gjorde ved dig?

Vær sød at svare på min mail, Veronica.

Jeg skriver kun, fordi jeg er bekymret for dig.

 

Jack.

 

Som hun sad lige nu, helt alene på et hotelværelse, føltes Jack Robinson pludselig som hendes eneste ven. Hun vidste, at han var nervøs for hende, og nervøs for sig selv. Hvis hun havde sladret til general Matos, hang Jacks karriere i en meget tynd tråd til gengæld. Han var den eneste, som lige nu virkede til at være bare lidt på hendes siden. Hun havde ingen, som hun normalt betroede sig til. Ingen ud over Oliver, men det havde Christian ødelagt for altid.

I stedet for at svare korporalen, lukkede hun computeren sammen og lagde sig over på sengen.

Hun ville bestille noget mad med roomservice og ellers se noget hjernetomt tv.

 

Dagen efter rapporterede nyhederne stadig om de mange uroligheder i forskellige lande. Selvom hun havde brugt dagen forinden i sengen og kun havde set om afvigere, der gang på gang stormede den ene by efter den anden, kunne hun alligevel ikke lade være med at sidde klistret til skærmen denne dag også. Det var simpelthen for chokerende til, at hun kunne lade være.

”Jeg får lige nu en meddelelse om, at Istanbul ikke længere er i menneskehænder,” sagde den alvorlige nyhedsoplæser på skærmen. ”For få minutter siden blev den officielt erklæret rødt område.”

Et verdenskort kom frem på skærmen, hvor flere og flere byer var blevet farvet røde. De havde brugt lang tid på at forklare, at alle røde områder var underlagt afvigere. Det betød ikke, at der ikke stadig var mennesker, men ordensmagten var sat ude af spil, og afvigerene regerede – grusomt.

Veronica var skræmt over, hvor hurtigt de røde områder spredte sig. Siden i går var der kommet mindst tyve yderligere. De fleste var samlet i østen, hvilket beroligede hende lidt. Så var det ikke så tæt på – endnu.  

”Det er endnu uvist, hvorfor afvigerene så effektivt er begyndt at organisere sig og bekæmpe os. Der går rygter om, at de leder efter en særligt begravet skat, som skal give dem uanede kræfter. Der er snak om, at de har fået en leder, som endelig har kunnet organisere dem, styre dem, og at de nu vil indtage verdenen, som de mener, er deres,” forklarede oplæseren, mens billeder af flygtende mennesker, ødelagte byer og grædende børn blev vist på skærmen.

Veronica fik kuldegysninger. Hvis det var lykkedes Oliver at overtale Christian til at indtage sin plads som Messias, ville det, der skete rundt om i verdenen ikke være så underligt. Hvis afvigerne vidste, at deres frelser var fri, var aktiv, og var i gang med at overtage verdenen, ville de uden tøven følge ham og hans eksempel.

Hun slukkede for fjernsynet og gik ud på badeværelset. Det var tid til et meget langt, og meget varmt bad.

 

Weekenden gik fredeligt. Hun havde downloadet en bog på sin tablet og lod fjernsynet være slukket.

 

Jack havde skrevet igen. Hun opdagede mailen mandag aften, men hun åbnede den ikke.

 

”Vi gentager: Hele Japan er nu under afviger kontrol. Vi kan kun håbe på, at de nu vil stoppe deres angreb andre steder og tage til takke med Japan.” Nyhedsoplæseren havde anlagt en sørgelig stemme og en mine, der passede til. ”Vi ved endnu ikke, hvor mange opkomne der er, men vil holde jer opdateret.”

 

Veronica stod længe med hotelværelsets telefon i sin hånd, kastede røret lidt fra den ene hånd til den anden, inden hun lagde det på igen. Hun gik lidt frem og tilbage, mens hun blev ved med at stirre vredt på telefonen, som om den var skyld i hendes vildrede. Hun havde ikke haft kontakt med omverdenen i snart en uge nu – med undtagelse af roomservice, som var helt i top. Hun havde passet sig selv. Havde fået tid til at ligge alle følelser til side. Havde brugt tiden på at være fuldstændig og fantastisk følelsesløs.

Hun samlede røret op igen og tastede hurtigt nummeret, inden hun mistede modet. Den ringede med det samme, så nu var det for sent at lægge på. Desuden ville hun gerne vide, om han var okay, nu hvor alle de mange uroligheder havde taget fart.

Efter fjerde ring, blev røret i den anden ende løftet.

”Det er Richard,” lød en velkendt hæs røst.

Hun holdt vejret. Det var mærkeligt at høre en familiær stemme igen.

”Hallo?” Han lød irriteret. ”Hvem er det?”

”Hej, far,” sagde Veronica forsigtigt. ”Det er mig…”

”Veronica,” sukkede han lettet. Hun kunne levende forestille sig, hvordan han faldt sammen i sin yndlingsstol. ”Hvor er du?”

”Det er lige meget, far. Jeg ringer bare, for at høre om du er okay?” Hun satte sig ned i stolen og kiggede ud af vinduet på den lette regn, der var begyndt at farve alting mørkt.

”Om jeg er okay? Veronica, du har været væk i over en uge uden at give lyd fra dig. Hvordan kan du tro, at jeg er okay?” sagde han højt.

De havde aldrig talt særlig meget sammen. Og det var blevet mindre og mindre, da hun flyttede ud af huset og sammen med Oliver. De ringede sammen måske én gang om måneden. At hun ikke gav lyd fra sig i over en uge, var ikke usædvanligt.

”Jeg har det fint,” sagde hun og rullede med øjnene.

”Hvorfor er du stukket af? Hvad er det helt præcist, der er sket?”

”Det er ikke noget. Jeg havde bare brug for at tænke lidt. Alting er lidt uoverskueligt med hensyn til min afhandling,” løj hun.

”Jeg har snakket med Oliver.” Hans stemme var kold.

Hendes hjerte sank helt ned i maven, selvom hun havde regnet ud, at Oliver måtte have opsøgt hendes far i et forsøg på at finde hende. ”Hvad har han sagt til dig?”

”At I skændtes. At han friede til dig.”

Åh, Gud. Hendes far havde et ømt punkt for Oliver. Lige fra den dag, hvor han fandt ud af, at Oliver var afviger, havde han altid holdt med ham, når der var skænderier. Hun elskede sin far højt, og han elskede hende – det var hun ikke i tvivl om. Men at han også var sygeligt fascineret af afvigere og havde alle dage ønsket, at Veronica var blevet født med afvigeregenskaber, var ingen hemmelighed. Hele sin barndom var hun blevet presset til at vise de fantastiske evner, som hun ikke besad. Hun havde forsøgt sig med snyd, men det resulterede bare i, at han slog hende, når han opdagede det.

”Han er bekymret for dig, Veronica. Og det er jeg ærlig talt også. Det ligner dig ikke sådan at stikke af. Og så med alt det tommult, der er lige for tiden… Du burde virkelig ringe til ham, så han kan komme og passe på dig,” sagde Richard bekymret.

”Jeg kan godt passe på mig selv, far. Og helt ærlig, så var det bare et lille skænderi. Det blev bare for meget at skulle tage stilling til et frieri, samtidig med at jeg har min afhandling.” Hun havde lagt hans ring på hans skrivebord derhjemme. Dér var hun sikker på, at han ville finde den.

”Hvad er der at tage stilling til, Veronica? I har været samme i så mange år. Det har faktisk undret mange, at han ikke har spurgt dig noget før.”

”Far…” sukkede hun.

”Lad være med at være så stædig. Ring til ham. Få styr på det her. Lad ham passe på dig. Det er ikke til at vide, hvornår det hele bryder løs her,” sagde han næsten bedende.

”Jeg kan godt klare mig uden ham.”

”Men det behøver du ikke. Hvorfor kan du ikke bare gøre det, som forventes af dig? Du har altid skulle skille dig ud fra mængden.”

Og det var til dels hans egen skyld. Det var jo ham, der ønskede, at hun var afviger – og skilte sig ud fra mængden.

Da hun ikke sagde noget, tog han ordet igen: ”Hvor er du, Veronica? Jeg vil bare gerne vide, om du er i sikkerhed.”

”Det er jeg,” sukkede hun. ”Jeg er på Elite Star Hotel, lige uden for byen. Og jeg bliver her lidt endnu. Jeg skal nok ringe til dig, inden jeg tager hjem igen.”

”Okay, min skat. Tak for det. Hvis du mangler noget, eller har brug for noget, så ring. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe. Men tag lige og ring til Oliver. Han er meget nervøs for dig.”

”Det skal jeg nok, far,” sagde hun mest for at slippe af med ham. Hun havde ringet for at sikre sig, at han var okay. Når han havde så meget overskud til at bekymre sig så meget om hende, og tale Olivers sag, betød det at alt var i orden hos ham.

”Tak, Veronica.”

”Det var så lidt. Vi snakkes ved.”

”Ja, vi ses.”

Hun lagde på og gloede ud af vinduet på regnen, som faldt hårdere nu og var begyndt at sløre udsigten. Hendes far havde aldrig været god til at udtrykke sine følelser. Han elskede hende, men sagde det aldrig. Nogle gange ville hun ønske, at han havde været en normal far med normale forventninger til sit barn. Hvis han ikke havde været så besat af afvigere og tanken om, hvor fantastiske de var, havde hun nok heller ikke selv været så underlagt deres luner. Men hun var så udmærket klar over, at Richard var et produkt af sine egne familieforhold, som heller ikke just havde været almindelige. Hans egen far, oberst Ian Foulum, havde selv været besat afvigerne og deres eventyrlige evner. Så meget, at det til sidst havde kostet ham livet. Det var kun naturligt, at besættelsen var gået i arv til sønnen og nu til barnebarnet.

Selvom Veronica ikke betragtede sig selv som besat, lige som hendes far og bedstefar havde været, kunne hun alligevel ikke sige sig fri for at være afhængig og fascineret af afvigere. Hendes interesse for dem var blevet til en livstil, som ikke var sund for hende, men som hun ikke kunne undslippe. Hun var heller ikke sikker på, at hun ville. Selvom hun i den sidste uges tid ikke havde haft de kvaler, som hun ellers havde haft de mange dage op til, var hun ikke kommet en løsning nærmere. Hun burde være sammen med Oliver, fordi det blev forventet af hende. Men hendes hjerte svulmede og blev varmt, når hun tænkte på Christian. I sin inderste kerne vidste hun, at hun ikke ville kunne undvære at være sammen med afvigere. Hun havde fået et indgående kendskab til dem, som viste at de var så meget mere end bare frygtelige dræbermaskiner, skønt det var dét billede samfundet malede af dem. Til tider var de langt mere menneskelige end mennesker.

Jo voldsommere regnen blev, jo koldere blev hun. For at få varmen igen, tog hun et langt varmt bad, tillod sig at stå under det rislende vand længere end nødvendigt, inden hun klædte sig på og lagde sig ind i sengen igen. Selvom hun havde jeans og en langærmet trøje på, trak hun alligevel dynen op om sig. Hun tændte fjernsynet, håbede at finde noget, som hun ikke skulle tænke til, men der var nyheder på alle kanalerne. Og alle viste noget om de seneste afvigerangreb.

Hun var ikke klar over, hvornår hun faldt i søvn, eller hvor længe hun havde sovet, men hun vågnede med et sæt, da det bankede på døren.

Fortumlet og forvirret væltede hun ud af sengen, så dynen endte med at ligge halvt på gulvet. Havde hun bestilt roomservice, inden hun var faldet i søvn?

Uforsigtig i sin søvndøs åbnede hun døren uden at spørge om, hvem der var på den anden side, og stod pludselig ansigt til ansigt med Oliver og hans lettere irriterede mine. Og så var hun fuldstændig vågen. Men hun nåede ikke at skubbe døren i, før han tiltvang sig adgang, og hun måtte vakle usikkert bagud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...