Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
735Visninger
AA

13. 12

Man skulle tro at mund, tænder, læber ville være ødelagt efter så mange år bag masken. Man ville med rette forvente en eller anden form for råddenskab, en stank eller grotesk misdannelse, men drengens healende evner rakte langt. Længere end til bare at hele de blødende huller under kæben.

I stedet for den væmmelse, som burde have overvældet hende, stod Veronica naglet til stedet både fordi han rent fysisk holdt hende fast, men mest fordi hans tiltrækningskraft havde lagt sig tungt over hende og trak hende nådesløst ind mod sig.

Kysset brændte på hendes læber, varmede hele vejen ned gennem kroppen. Hvor hans hænder rørte hende blev der antændt små gnister som skyllede gennem hende og lagde sig tungt til rette i hendes underliv, som synes at få sit eget liv i et kort øjeblik. Uden at være sig det bevidst pressede hun sig selv helt op af ham, ville have mere, ville have ham til at knuge sig tættere, hårdere. Han smagte vidunderligt. Blødt og sødt, smagte kærligt.

Han åndede henført med sin mund over hendes, strammede sit greb om hende, og hun ville ønske, at dette var sket på et andet tidspunkt, under andre forhold.

Hvor vidunderligt det end var at være i hans omfavnelse, ramte fornuften hende pludselig. Hun lagde begge hænder mod hans enorme brystkasse og skubbede sig væk. Han gav slip med et støn, som kun hun hørte.

Lige så snart hans berøring var væk, pressede tårerne sig på. Frustrationen blev til vrede, og hun trak sin hånd bagud og smækkede ham en lussing, som nok mest gjorde ondt i hendes egen hånd. Hans ansigt forblev næsten udtryksløst. Kun en enkelt skygge gled forbi hans øjne inden den forsvandt sekundet efter. Hun blev ikke for at se om der skete mere. Hun var rasende, og ville ikke lade de andre se hende græde. I stedet stormede hun ud af hoveddøren, smækkede den nyttesløst efter sig og trampede rundt om hjørnet, hvor hun sank sammen op af væggen og tillod sig selv at være i følelsernes vold.

 Tårerne væltede ned over kinderne, hulkene kom rullende over hende, og hun gjorde intet for at standse dem. Det kunne være lige meget nu. Det hele kunne være lige meget. Hun havde forsøgt at holde sine følelser for Christian nede, forsøgt at glemme dem, gemme dem væk og håbe, at de forsvandt af sig selv. Men det var umuligt nu.

Hvorfor helvede skulle han også kysse hende? Stodder!

Det kys havde afsløret alt for meget for hende. Havde udvisket enhver mulighed for at bilde sig selv ind, at det bare var en flygtig betagelse. Havde tvunget hende til at se sandheden i øjnene, og hun kunne ikke skjule sig for den længe.

Hun var forelsket i ham. Nådesløst, uigenkaldeligt, og betingelsesløst forelsket i en mand – en afviger, en gud – som hun aldrig ville kunne få. Hun var smerteligt bevidst om, at alle hans tilnærmelser og hentydninger udelukkende var for at pirre Oliver. Han legede med hende, fordi det morede ham. Og hun ville blive ved med at lade ham gøre det, hvis det betød at han ville lade sin opmærksomhed falde på hende fra tid til anden. Hvor gjorde det ondt, at vide, at hun var villige til at lade sig udnytte for få sekunder af hans tid. Det smertede hende, at hun var så fuldstændig i hans vold, og intet kunne gøre ved det.

Og Oliver… Stakkels Oliver. Hvis han slog hende ihjel nu, ville det være den letteste udvej. Hun ville slippe for sine følelser, slippe for smerten. Være fri for at begære noget, som hun med sikkerhed aldrig ville få.

”Veronica? Årh, søde,” sagde Røde pludselig og satte sig på hug overfor hende og lagde armene trøstende om hende.

Nej, nej, nej. Hun ville ikke konfronteres med hende nu. Hvad skulle hun sige til kvinden, hvis kæreste hun lige havde kysset? Hun magtede ikke at skulle tage stilling til det, og blev i stedet ved med at græde.

”Er der noget jeg kan gøre?” spurgte Røde og blev ved med at holde om hende.

Du kan gå din vej og lade mig være i fred. Veronica havde lyst til at skrige det ind i hovedet på hende, men stemmen var blevet væk. I stedet rystede hun opgivende på hovedet.

”Jeg kan lette dit humør,” prøvede Røde.

Veronica fortsatte med at ryste på hovedet. Hun ville have lov til at svælge i sin elendighed. Hun havde ikke fortjent bedre.

 ”Det skal nok gå,” sagde Røde så, mens hun kørte en hånd beroligende op og ned af Veronicas ryg.

”Undskyld,” hikstede Veronica efter endnu et par hulk.

”Søde ven, hvad undskylder du for?” smilede Røde.

”Du må ikke være vred på mig…”

”Mig? Hvorfor skulle jeg være vred?”

”Jeg vidste ikke, at han ville…” snøftede Veronica. ”Jeg er ikke ude på at stjæle ham fra dig.”

”Stjæle hvem? Christian?”

Veronica nikkede og gemte ansigtet i skam. Hun ville stjæle ham, hvis hun kunne. Hvis hun vidste, at han bare var den mindste smule interesseret i hende, så ville hun gøre alt, hvad hun kunne for at få ham. Hun følte sig ussel.

”Vent lige lidt. Du tror at Christian og jeg…?” sagde Røde overrasket.

Veronica? Hvor er du?

”Nej,” sukkede hun uendelig træt og tog sig til hovedet, da hans stemme trængte sig på. Hun kunne ikke mere. Ville ikke mere. ”Ud af mit hoved,” hulkede hun.

Du må ikke være vred.

”Er det ham? Er han derinde?” spurgte Røde og lagde en rolig hånd på Veronicas pande.

Veronica nikkede ulykkeligt, hvorefter Røde rejste sig og forsvandt.

Veronica, du må høre på…

Det ene øjeblik var han der, fyldte hendes sind med sin forførende stemme, og det næste var han væk. Hun følte sig straks lettere, selvom hjertet stadig sved i brystet på hende. Hun anede ikke, hvorfor han var stoppet, og hun var også ligeglad. Så længe hun fik fred.

”Baby.” Der var kun én der kaldte hende det, og han sagde det så ømt, så kærligt, at det fik hende til at græde igen.

Hvordan kunne hun svigte ham sådan? Hvordan kunne hun få sig til det? Han havde altid været der for hende, havde altid taget sig af hende, havde altid beskyttet hende. Og nu svigtede hendes hjerte ham. Det var det eneste han nogen sinde havde forlangt at få til gengæld, og det forræderiske lille dyr havde valgt at kaste sin kærlighed på en anden. Det var simpelt hen ikke retfærdigt.

”Kom, baby,” sagde Oliver og bukkede sig ned over hende. Han lagde sine arme ind under hende og samlede hende op. Hun knugede sig fast om hans hals, begravede sit ansigt ved hans skulder og blev ved med at undskylde, men han bar hende væk fra det forfærdelige sted.

I bilen hjem blev hun siddende på hans skød på bagsædet. Han rokkede hende stille frem og tilbage, tyssede på hende og forsikrede hende, at han ikke var vred.

”Du gjorde det rigtige. Han havde fortjent at få en på kassen,” sagde han og kyssede hende i håret. ”Det kommer ikke til at ske igen.”

”Nej,” hikstede hun, og vidste ikke om hun skulle græde fordi det var sket, eller fordi det ikke kom til at ske igen. Fornemmelsen af hans læber, var stadig alt for tydelig, og det affødte et savn, som var hult og altfortærende.

Veronica støttede sig op af Oliver hele vejen op til deres lejlighed. De havde sneget sig uset ind fra rengøringens bagindgang. Deres normale bagindgang var spærret af journalister, der alle ventede på at få en udtalelse.

Træt og ulykkelig dumpede hun ned i sengen, da han havde sluppet hende. Hun gad ikke engang tage sko eller tøj af. Hun ville bare gerne falde i en drømmeløs søvn, hvor hun slap for at tage stilling til noget som helst.

”Hey, du,” sagde Oliver med et smil og gik over til hende. ”Ingen sko i sengen.”

Hun svang et ben ud over sengekanten, så han kunne trække skoen af hende, og skiftede så, så han kunne fjerne den anden også.

”Du har også alt for meget tøj på.” Han hev hende op i siddende stilling og fik trøjen trukket over hendes hoved. Inden hun fik lagt sig igen, havde han taget fat om hende og var ved at hægte hendes bh op i ryggen.

”Nej, Ollie. Jeg vil bare gerne sove,” sagde hun udmattet.

Han lænede sig frem og kyssede hende på halsen. Det kildede og smertede hende på samme tid, fordi hun vidste, at de læber hun helst ville have på sig var uden for rækkevidde.

”Jeg har brug for dig, baby,” sukkede han og fortsatte med at kysse hende, mens han listede bhen af hende, og lagde hende ned igen. Han kyssede hende ned over maven, knappede hendes bukser op og fik dem af hende, selvom hun egentlig ville ønske, at han lod hende være i fred. Men han fik sin vilje. Han fik hende, som han plejede og faldt i en tung søvn efterfølgende, mens hun lå ved siden af og holdt om sig selv. Der var ikke flere tårer at give af lige nu.

Oliver snorkede fredfyldt med ryggen til hende, uvidende om at hun stadig var dybt ulykkelig. Søvnen ville ikke indfinde sig hos hende. I stedet blev hendes tanker ved med at vende tilbage til det forræderiske kys, som Christian havde givet hende, og dermed samtidig havde ødelagt alt, hvad hun kendte til. Hun vidste at Oliver aldrig ville kunne erstatte den grænseløse kærlig, som hun havde til Christian, selvom hun forbandede den langt ind i helvedet. Det var ikke retfærdigt, at man skulle plages med hjertekvaler, når man ikke havde mulighed for at gøre noget ved dem.

Til gengæld kunne hun gøre noget ved sin tørre hals. Hun svang sig ud af sengen, ligeglad med om Oliver vågnede eller ej. Men han gryntede kun lidt, inden han faldt til ro igen.

Med morgenkåben om sig, sneg hun sig ud af soveværelset, gennem stuen og ud i køkkenet, hvor køleskabslågen stod åben og kastede et koldt lys ud i det elleres mørke rum. Hun stivnede i et sekund, usikker på hvad hun skulle gøre, inden hun så besluttede sig for, at nogen bare havde glemt at lukke lågen. Hun bevægede sig hen mod den på bare fødder, tog fat i den og var ved at lukke den, da nogen rømmede sig bag hende.

Oliver sov. Det var hun sikker på. Med anspændt hjerte vendte hun sig om og så en mørk skygge stå lænet op af køkkenbordet.

”Du skygger for lyset,” sagde den melodiøse stemme, som havde plaget hendes sind så længe.

Hun ville ikke tale med ham. Ville ikke have noget med ham at gøre, hvis hun skulle gøre sig håb om at komme over ham. Hun vendte sig om og gik med faste skridt mod stuen igen. Han indhentede hende og blokerede vejen for hende. Han var nybarberet, havde fået et par jeans og en sort t-shirt på, og så helvedes godt ud.

”Vent lidt,” sagde han bedende. ”Du må ikke være vred.”

”Rend mig,” hvæsede hun. Det var lettere at være vred lige nu, end at skulle begynde at græde igen. Hendes øjne var stadig udmattede efter den lange aften.

”Veronica,” startede han og lagde an til at lægge sine hænder på hendes skuldre.

Hun bakkede væk fra ham, kiggede demonstrativt ned i gulvet.

Han sukkede og kørte en hånd gennem håret. ”Undskyld,” sagde han så. ”Jeg skulle ikke have…”

Hans blik hvilede på hende, men hun nægtede at se på ham. Ville ikke tryllebindes af ham igen.

”Vil du ikke godt gå?” spurgte hun stille uden egentlig at mene det.

”Det er jo ikke det, du vil,” svarede han opgivende.

”Lad være med at rode rundt i mit hoved,” stønnede hun og bakkede endnu længere væk.

”Så tal med mig, Veronica. Fortæl mig, hvad det er du vil. Vær ærlig overfor mig.”

”Jeg vil…” startede hun og anede ikke, hvad det var hun ville.

”Se på mig,” sagde Christian med sin vidunderlige stemme, som flød så naturligt og musikalsk gennem rummet.

Hun gjorde som han bad om, og hjertet snørede sig glad sammen i brystet på hende, da hun mødte hans blå blik.

”Fortæl mig så, hvorfor du blev så vred,” sagde han.

”Jeg blev vred fordi…” Stemmen forsvandt, og hun måtte oparbejde modet, før den kom tilbage igen. ”Jeg blev vred fordi, du er en egoistisk, arrogant nar, som kun tænker på sig selv og sine egne behov.” Hun blev forbløffet over, hvor meget vrede, der lå i hendes stemme. ”Du leger med folks følelser efter eget forgodtbefindende og er fuldstændig ligeglad med hvem du skader.”

Hans blik blev hårdt, kæberne arbejdede. ”Det er ikke rigtigt.”

”Ikke det? Hvad med Røde? Hvordan tror du, hun har det? Hvordan tror du, det føles at se den man elsker kysse en anden?” vrissede hun.

”Det føles som om ens hjerte bliver flået i stykker, Veronica. Hver gang,” vrissede han tilbage. ”Og bare tanken om, at den stodder som hun efter sigende elsker får lov til at såre hende gang på gang, er nok til at rive ens sjæl itu.”

Veronica så på ham gennem sammenknebene øjne. ”Hvad mener du? Så vidt jeg ved, har Røde ikke haft nogen forhold i katakomberne, før du meldte dig på banen.”

”Du fatter det virkelig ikke, vel?” sagde han med sit alt for dejlige skæve smil og kom tættere på hende.

”Du skal ikke grine af mig…”

Han rullede med øjnene og lagde sine hænder om hendes ansigt og tvang hende til at se op på sig. ”Jeg har aldrig haft noget kørende med Røde. Hun er som en søster for mig.”

Hans hænder var varme mod hendes kinder, nænsomme.

”Røde betyder meget for mig. Hun er den eneste som kan få mit temperament ned igen, hvis jeg er kørt op i en spids. Hun ved, hvad hun skal sige, hvad hun skal gøre. Men jeg har aldrig haft et romantisk forhold med hende. Og det får jeg heller ikke,” sagde han. ”Det er dig, jeg vil have, Veronica. Forstår du ikke det?”

Hendes åndsvage hjerte svulmede og slog hårdt mod hendes ribben. Han løj for hende. Han legede med hende igen, men lykken brusede alligevel i hendes årer.

”Hvorfor mig?” spurgte hun mistroisk. ”Jeg er bare et menneske…”

Han lo, og hendes knæ blev til gele. Lyden af hans latter var overvældende og helt igennem fantastisk, når den ikke blev sløret af masken.

”Bestemmer du selv, hvem du falder for?” spurgte han med det skæve smil.

Hvis bare hun gjorde. Så ville hun ikke stå her med et hjerte, der var klar til at briste af bar fryd.

”Men hvis du skal overbevises med ord…” sagde han og lagde hovedet på skrå. ”Det er dig, fordi du er smuk. Fordi du er pokkers stædig. Fordi du ikke er bange for noget –”

”Ikke bange?” afbrød hun. ”Jeg er altid bange.”

”Er du bange nu?”

Hun nikkede.

”For hvad? For mig?”

”Jeg er bange, fordi jeg ikke ved, hvad det er du vil. Jeg er bange, fordi jeg ikke stoler på mig selv, når du er i nærheden,” svarede hun og så ned i gulvet forlegen over, hvor ærlig hun pludselig var.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi du får mig til at føle ting, som jeg ikke burde…”

”Se, så er vi ved at være der,” smilede han. ”Hvad er det du føler, Veronica?”

Hun rystede på hovedet. Hun ville ikke fortælle mere. Var bange for, hvilke konsekvenser det ville få.

”Ikke noget,” svarede hun. ”Jeg føler ikke noget.”

Han rettede sig op, så ned på hende med det isnende blå blik og i det øjeblik følte hun sig som musen fanget i et hjørne, mens katten tog sig god tid til at slentre over til den. Hun ventede bare på dødsstødet, og håbede at det hurtigt ville være overstået.

”Du føler ikke noget?” spurgte han. Den blide stemme havde fået en hård klang over sig, som hun ikke brød sig om.

Hun rystede på hovedet.

Pludselig greb han fat i hende, skubbede hende bagud, holdt hende fast mod væggen med hendes hænder over hovedet. Præcis som han havde gjort det i katakomberne. Hendes hjerte rasede afsted. Adrenalinen pumpede, og hele hendes krop føltes tung af længsel. Christian stod helt op af hende, kroppen presset mod hendes, ansigtet kun få centimeter fra hendes, og hun kunne næsten ikke få vejret. Han duftede himmelsk. Hans tunge vejrtrækning op af hendes krop, hans varme ånde, hans greb om hendes håndled – det var næsten for meget, og alligevel ønskede hun mere.

”Du føler ikke noget?” spurgte han igen. ”Slet ingenting?”

”Nej,” sagde hun spagt.

”Du lyver.”

Hun så trodsigt op på ham.

”Fint. Vær stædig,” snerrede han. ”Men du skal vide, at min krop sitrer. Ikke bare nu, men hver gang du er i nærheden. Hver gang jeg rører dig, er det som om en ild går gennem mig. Det brænder på den mest vidunderlige måde, Veronica. Dine blikke gør mig skør og blød på samme tid. Når du griner…” Han rystede langsomt på hovedet uden at tage blikket fra hende. ”Mit hjerte kan ikke få nok af den lyd. Guderne skal vide, at jeg har forsøgt at ignorere det. Jeg er ikke ligefrem god for dig, men… Men du fylder for meget.” Han lagde sin pande mod hendes. ”Fortæl mig, at du ikke føler det. Fortæl mig, at det bare er noget jeg bilder mig ind, og så skal jeg nok forsvinde ud af dit liv.”

Maven var én hård knude, der strammede sig mere og mere sammen ved hans ord. Hvordan kunne han ramme hendes følelser så præcist? Hjertet var vokset og fyldte hele hendes brystkasse ud, og gjorde hende stakåndet. Der var ikke plads nok til at hun kunne få luft ned i lungerne.

”Jeg… ved ikke, hvad du taler om…” sagde hun forsigtigt.

Og i næste sekund havde han invaderet hendes mund med sin igen. Også denne gang kom det bag på hende, men hendes krop reagerede instinktivt. Den spændtes, gjorde sig klar til ham, og hun mærkede, hvordan blodet strømmede varmt og hurtigt rundt. Han slækkede sit greb om hendes håndled for at kunne holde fast om hendes ansigt og grådigt tiltvinge sin tunge adgang til hendes mund. Der skulle ikke megen overtalelse til for at hendes egen tunge deltog i dansen. Hun tillod endda sine hænder at køre gennem hans sorte hår, mærkede de bløde lokker, som hun havde længtes efter at røre i så lang tid. Hans åndedrag var tungt og varmt mod hendes.

Lige som hun var ved at give fanden i det hele og bare ville lade sig føre med af følelserne, trak han sig forpustet væk. Han greb fat i hendes hænder og lagde dem på sin brystkasse lige over hjertet.

”Fortæl mig, at du ikke føler noget,” forlangte han. ”Fortæl mig, at dit begær ikke er lige så stærkt som mit.”

Hun kunne mærke hans hamrende hjerte lige under sine hænder og var forbløffet over, hvor hurtigt det slog.

”Det kan jeg ikke,” sagde hun med skælvende stemme.

Det smil der bredte sig på hans ansigt var varmere, end hun havde troet muligt. Han pustede lettet ud.

”Hvorfor skal du være så forbandet stædig?” spurgte han med et smil.

”Fordi det her ikke er ægte. Det kan det ikke være. Du leger med mig. Jeg ved ikke hvorfor, ved ikke, hvad du får ud af det…” sagde hun udmattet.

”Jeg leger ikke, Veronica.”

”Jeg tror ikke på dig.”

”Hvad skal jeg gøre, for at overbevise dig?” spurgte han indtrængende og løftede hendes ansigt op mod sit med en finger under hendes hage.

Hun trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke.”

”Hvad sker der så nu?” Hans blik borede sig ind i hendes.

”Nu lukker jeg køleskabet, går i seng igen og forventer at denne drøm er væk, når jeg vågner.”

”Tag med mig, Veronica.”

Åh, forræderiske hjerte, der dansede lykkeligt i brystet på hende. Der var intet hun havde mere lyst til. Hun ville følge ham til verdens ende, hvis det var det, han bad hende om.

”Jeg må være sikker først…” sukkede hun.

”Fint,” snerrede han og trak sig væk. ”Men hvis Toobin rører dig igen, skal du vide, at jeg slår ham ihjel.”

Hendes hjerte stoppede med at slå. Hun var ikke i tvivl om, at han mente det.

 

Nogle gange drømmer man, at man er vågen. Andre gange er man vågen, mens man drømmer. Veronica var ikke sikker på, hvilket én af kategorierne natten før hørte til. Hvorom alting var, følte hun sig i hvert fald desorienteret og udmattet ud over alle grænser, da Oliver hev hende ud af sengen.

Han havde med et drilsk smil fundet tøj frem til hende, fundet morgenmad til hende og havde guidet hende ned i bilen, der holdt parkeret ved personaleindgangen, så de slap for journalisterne.  Han fasthold sin hemmelighedsfulde attitude, mens de kørte gennem byen. Han sagde ikke meget, men havde hele tiden en hånd på hendes lår, om hendes nakke, flettet sammen med hendes hånd, og han smilede næsten konstant.

”Ollie, hvad er det vi skal?” spurgte hun nervøst. Han var normalt ikke den, der gjorde meget ud af at overraske hende, med minde han forinden havde slået hende.

”Slap af, baby,” sagde han smilende, mens han manøvrerede gennem trafikken. ”Der er bare noget, jeg lige vil vise dig.”

”Hvad er det?”

Han rystede på hovedet, mens han klikkede misbilligende med tungen. ”Lad nu være med at ødelægge overraskelsen.”

Hun besluttede sig for at læne sig tilbage i sædet, forsøge at slappe af og lade være med at tænke alt for meget over det.

Bilen kørte sikkert gennem byen og standede en halv time efter forenden af en dystert smuk kirkegård. Oliver hjalp hende ud af bilen, førte hende forbi gravene og hen til kirken, der lå i skyggen af et par høje egetræer. Den var lille, men havde stadig al den pragt, som Veronica elskede ved kirker. Dens høje klokketårn strakte sig mod himlen i den sædvanlige gudfrygtige gestus.

Oliver åbnede den tunge trædør, og bukkede let for hende med et muntert smil.

”Miss. Foulum,” sagde han med en overdrevet forfinet accent.

Hun nikkede til ham, kunne ikke lade være med at smile og gik ind i kirken. Han fulgte lige efter. På hver side af hende var de smukt udskåret træbænke. Deres farver var falmet efter mange års brug, men det gav dem bare et mere passende udseende. Oliver havde fundet støvler med høje hæle til hende, så hendes skridt kunne tydelig høres mod stengulvet, da hun gik op mod alteret, hvor Jesus hang på korset. Stilheden var ellers altomsluttende. De var de eneste i bygningen.

”Kom,” sagde Oliver og tog hendes hånd, inden hun nåede halvvejs op af gulvet. Han trak hende nænsomt med ned bagerst i kirken, hvor der var en smal trappe op til balkonen. Han gik bag hende hele vejen op, havde sine hænder placeret på hendes hofter og førte hende længst ned af balkonen, tæt på alteret, hvor de satte sig på bænken.

”Se,” sagde han og pegede ud over kirken. Hendes blik fejede hen over altertavlen, præstestolen, de hvælvede lofter, de ufattelige kalkmalerier.

”Hvad synes du?” spurgte han.

”Den er meget smuk,” svarede hun. ”Men hvad er det vi laver her?”

Han var stille længe. Sad og så ud over kirken. Hun betragtede hans profil, som hun altid havde elsket. Hans markante kæbe, hans snorlige næste, det kobberbrune hår og de mørke øjne. Han var som altid ulasteligt klædt, og med sit ansigt lagt i tænksomme folder, så han meget indbydende ud.

”Baby, hvad ville du sige, hvis kirken her blev brugt til vores bryllup?” sagde han så pludselig.

”Bryllup?” gispede hun overrasket og så vantro på ham.

Han vendte sig smilende over mod hende. ”Jeg har altid lovet mig selv, at jeg aldrig skulle giftes. Men selvfølgelig kommer du og ødelægger det hele.”

”Ollie…” stammede hun nervøst. Hun vidste, hvad han ville spørge om, og hun havde længtes efter at høre ham sige det i så mange år, men tingene havde forandret sig. Hendes hjerte tilhørte ikke ham længere. Det tilhørte ikke engang hende selv. Det spørgsmål hun så længe havde ønsket sig, frygtede hun nu.

”Baby, vil du gifte dig med mig?” spurgte han og fiskede en lille æske op af bukselommen. Han åbnede den og fremviste en smuk ring i guld med to hvide diamanter.

Hvorfor helvede kunne han ikke have spurgt hende for to år siden?

”Ollie, det her kommer meget bag på mig,” sagde hun oprigtigt og stirrede på den overdådige ring.

”Jeg vil ikke presse dig til noget, baby,” sagde han og tog ringen ud af æsken. Han tog hendes hånd og smilede til hende. ”Her.” Han satte forsigtigt ringen på hendes venstre ringfinger.

Den burde ikke være så tung, som den føltes. Den passede perfekt, men det var næsten alligevel som om den strammede.

”Du behøver ikke svare mig nu. Tænk over det. Væn dig til tanken. Som tingene ser ud  nu, kommer der til at ske meget, som vi skal vænne os til Jeg vil bare være sikker på, at jeg altid vil have dig ved min side.” Han lænede sig frem og kyssede hende, blidt og ærbart. ”Jeg har en overraskelse mere til dig.” Han kiggede over mod indgangen, der øjeblikket efter gik op.

Den enorme skikkelse, der invaderede rummet, kunne hun kende hvor som helst. Også selvom hun ikke havde haft synet til hjælp, ville hans fantastiske tiltrækningskraft afsløre, at han var der. Hendes hjerte bankede krampagtigt et par slag, inden det fandt tilbage til en nogenlunde rytme.

”Bliv siddende, ” hviskede Oliver til hende, inden han selv rejste sig. ”Christian.” Hans stemme var bydende og fyldte hele kirken.

Christian kiggede op på ham.

Veronica følte at han så direkte på hende, men hun var så vidt muligt skjult i skygger, og hun lod sig synke længere ned på bænken. Hun var ikke sikker på, hvordan hun ville reagere, hvis han opdagede hende.

”Det glæder mig, at du ville komme, Christian,” sagde Oliver og begyndte at bevæge sig ned af trappen for at møde sin Messias. ”Vi kom lidt skæv ind på hinanden, og det er jeg ked af.”

Christian fortrak ikke en mine, men blev ved med at følge Oliver med øjnene.

”Det vil jeg gerne undskylde,” fortsatte Oliver, da han nåede hen til Christian og rakte ham hånden.

Christian stod med armene over kors, skulede ned på den fremstrakte gestus og lod den hænge i luften. Efter et ulideligt langt minut, tog Oliver hånden til sig igen.

”Jeg har en – skal vi kalde det forsoningsgave? – til dig, Christian. Som undskyldning for at være et dumt svin,” smilede Oliver overbærende, mens han førte Christian op til alteret.

”Forsoningsgave?” Christians første ord i kirken rungede gennem rummet, og startede vibrationer hos Veronica, som hun ikke kunne bremse igen. Den melodiøse stemme lagde sig tungt over hende. Fra sit skjul kunne hun nemt følge med i deres gøren og færden, og kirkens akustik førte uden problemer deres ord op til hende.

Oliver gik over til siden af alteret, hvor døren til præstens private kammer var. Han åbnede den, og Veronica så Christian stivne. Hun holdt selv vejret og ventede spændt.

Oliver førte en høj, lyshåret kvinde med sig over til alteret, hvor Christian stod. Hun var tynd, på grænsen til det sygelige og virkede genert og usikker. Hun havde sit ansigt vendt væk fra Veronica, så det var først, da Christian åndeløst sagde hendes navn, at det gik op for hende, at kvinden var Rose Witt. Den selvsikre pige fra gymnasiet var væk, fuldstændig forsvundet og erstattet af en sørgelig undskyldning af en kvinde. Veronica var forfærdet.

Hele Christians holdning ændrede sig, så snart han så hende. Hans noget kølige attitude overfor Oliver, blev blødte op, og han lod Rose falde ind i sin favn, da hun stavrede over til ham på usikre ben.

”Rose,” hviskede han og strøg hende over håret, der havde mistet al sin glans.

”Han sagde, at du var kommet ud. Jeg troede ikke på ham. Men det er dig, ikke? Du er Christian?” sagde hun i én lang rodet smøre og stirrede op på ham, som om hun havde set et spøgelse.

”Rolig,” tyssede han og holdt hende ind til sig. ”Hvad er der sket med dig?”

Rose puttede sig ind til ham, lod sig falde fuldstændig fra hinanden i hans arme og græd højt og hjerteskærende. Christian så spørgende på Oliver.

”Mennesker er nogle skrøbelige væsner, Christian,” sagde Oliver. ”Din behandling af hende, har formet hende. Da hun mistede dig, mistede hun også sig selv. Se.” Oliver hev op i Roses ene ærme og afslørede en række mærker, der var røde og hævede. Op langs hele armen var disse lange ar, og hun hev hurtigt ærmet ned igen med et skulende og skamfuldt blik på Oliver.

”Rose, hvad har du lavet?” spurgte Christian hårdt, mens Oliver bakkede lidt væk.

Rose rystede på hovedet.

”Svar mig, Rose.”

”Det gjorde så ondt,” hulkede hun. ”Det var lettere at håndtere smerten fra kniven…”

”Har du selv gjort det her?” Hans stemme var ildevarslende, og Veronica krympede sig oppe på balkonen.

”Du forsvandt,” peb Rose, som om det var rigelig forklaring på at skade sig selv. Veronica havde aldrig troet, at Rose var typen, der kunne finde på at skære i sig selv. Hun havde altid været så selvsikker, så eftertragtet, så stærk. Alt det, som Veronica ikke var.

”Rose, for helvede,” bandede Christian mellem sammenbidte tænder. ”Hvordan kan du tro, at det vil gøre det hele bedre?”

”Du må ikke være vred,” hviskede hun med gråden helt oppe i halsen.

”Lov mig, at du aldrig gør det her igen.”

Hendes bedende blik fortalte mere end tusind ord. Selv på afstand kunne Veronica se, at hun ikke ville kunne holde sit løfte, hvis han forlod hende igen. Og hans blik. Det rolige, varme blik, der hvilede på Rose, ikke på hende.

Rose havde fortalt lidt om, hvor hedt det havde været i mellem dem, mens de stadig gik i gymnasiet. Veronica havde bare ikke troet, at det havde været seriøst.

”Du forlod mig,” hviskede Rose mod hans skulder.

Han sagde ingenting. Holdt bare fast om hende.

Veronica opdagede ikke Oliver, før han stod lige ved siden af hende. Han bukkede sig ned, lagde en finger mod sine læber og pegede derefter ud mod Christian og Rose, så Veronicas blik rettede sig mod dem igen. Det scenarie, der mødte hende chokerede hende.

Christian havde lagt sine hænder om Roses smalle liv, havde trukket hende helt ind til sig og kyssede hende. Hun stod med hovedet lænet bagover, med hænderne placeret på hans hofter. Om hun kæmpede imod eller nød det var svært at se – mest fordi Veronicas øjne fyldtes med vand på det ene sekund, det tog hende at tage det hele i øjesyn. Mens hendes hjerte bristede, mens Christian forsatte med at kysse sin ungdomskæreste, faldt Roses arme pludselig slapt ned langs siderne. Hendes ben gav efter under hende, og havde det ikke været for Christian, var hun faldet om på gulvet.

Veronica var ikke i tvivl om, at hans kys havde en forunderlig virkning, men det her blev for meget. Da han nænsomt lagde Rose ned på gulvet, vendte hun ryggen til, masede sig forbi Oliver og løb ned af trappen, fuldstændig ligeglad med om Christian hørte hende eller ej. Hun ville ikke se ham være sammen med en anden.

Oliver indhentede hende på kirkegården, hvor hun havde sat sig i skyggen af ét af de store monomenter, der indikerede en velstående families gravsted. Han satte sig på jorden ved siden af hende og lagde en trøstende arm om hendes skuldre.

”Undskyld,” sagde han stille. ”Jeg anede ikke, at det ville udvikle sig på den måde.”

”Hvad havde du regnet med?” sagde Veronica og forsøgte at holde sine tårer i skak. Han måtte ikke vide, at hun elskede den mand, der lige nu lå med en anden kvinde i Guds hus.

Oliver trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Jeg faldt tilfældigvis over Rose, mens vi ledte efter Leo. Hendes historie rørte mig, og jeg tænkte, at hun skulle have chancen for at sige ordentlig farvel til Christian. Jeg anede ikke, han ville udnytte situationen på den måde.”

Hun rystede vredt på hovedet og kiggede ud over de mange grave.

”Lad være med at tænke på det, baby. Vi finder en anden kirke til vores bryllup. Èn som er endnu smukkere,” lovede Oliver og kyssede hende i håret.

Tænkt at han virkelig troede, at dét var problemet. At nogen havde dyrket sex på det kirkegulv hun skulle gå op af… Det var næsten komisk, og hun kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. De sad længe uden at sige mere. De stirrede bare ud i luften, fandt ro ved blot at sidde og være til.

”Kom, baby. Lad os komme væk herfra,” sagde Oliver så endelig.

Han havde kun lige rejst sig, da Christian kom stormende rundt om hjørnet med en blodig knyttet næve, der fandt sit mål i Olivers ansigt. Oliver tumlede forskrækket bagud, mens Christian var over Veronica med det samme. Han hev hende op at stå, mens hendes hjerne stadig ikke helt havde bearbejdet det foregående sekund.

”Se på mig,” forlangte Christian hidsigt. Han lagde sine hænder om hendes ansigt og holdt hende fast. Det blod, der var på dem var stadig varmt, og lugtede metallisk.  Hun forsøgte at vride sig løs, ville ikke se ham i øjnene, ikke efter at han lige havde modbevist det, han sagde natten før. Han elskede hende ikke. Han ville ikke have hende.

”Se på mig, for helvede!” råbte han.

Bange gjorde hun som han bad om. De blå øjne var vilde. Ansigtet var blodstængt. Hvad var der sket med Rose?

”Hvorfor var du der?” rasede han.

Hun stirrede bange på ham, men nægtede at tale til ham.

”Fortæl mig, hvad du tænker?” Han ruskede hende.

I det samme kom Oliver farende imod dem. Han lagde vægten forover, taklede Christian, så de begge tumlede ind i det enorme gravsted. Veronica faldt til siden. Med en vred grynten skubbede Christian Oliver af sig, slyngede ham væk og kom på benene.

”Veronica!” kaldte Oliver og rakte ud efter hende, uden at tage blikket fra Christian.

”Du rører hende ikke,” hvæsede Christian.

Veronica stod mellem dem, usikker på, hvad hun skulle gøre. Følge sit hjerte, som sikkert lige nu var i gang med at forråde hende, eller vende tilbage til den velkendte, men stormfulde havn.

”Hun er min,” bed Oliver tilbage og greb fat i hende.

”Så er det nok!” Veronica vred sig fri af Olivers greb for første gang nogensinde. ”Jeg finder mig ikke i mere! Lad mig være. Begge to!”

”Baby…” forsøgte Oliver.

Hun sendte ham et skarpt blik, og han tav.

”Lad mig være,” gentog hun lidt roligere. ”Jeg skal nok give lyd fra mig, når jeg er klar til at tale med jer. Indtil da…” Hun sukkede træt. Oliver stod og rakte stadig ud efter hende. Christian stod kampklar med de blodige hænder knyttede, benene let spredte og et rasende blik rettet mod hende.

Hun orkede ikke mere. Hun drejede om på hælen og gik med lange beslutsomme skridt væk fra dem begge. Hjertet havde ikke fået lov til at vælge for hende. Det havde hendes usikkerhed heller ikke. Hun ignorerede begge dele og lod afvigere være afvigere.

Du kan ikke gemme dig for mig, Veronica. Jeg finder dig.

Den melodiøse stemme gjaldede i hendes hoved. Hun var ikke sikker på om det var et løfte eller en trussel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...