Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
720Visninger
AA

12. 11

Idet døren gik op, maste Christian sig om bag den med en let knurren. Blikket han sendte Veronica kunne have slået en død mand ihjel. Han var rasende. Hun valgte at ignorere ham.

Ude på gangen stod en høj, mørk kvinde. Hendes hud havde samme farve som chokolade og hendes kulsorte hår var klippet i en smart kort frisure, der fremhævede hendes høje kindben. Hun havde et bordouxfarvet jakkesæt på, der sad stramt om hendes smalle figur. Over skulderen hang en brun lædertaske, der var stor nok til at kunne være en rejsetaske.

”Miss Foulum,” smilede journalisten og fremviste et perfekt sæt hvide tænder. ”Hvor er jeg glad for, at De gad åbne.”

Veronica smilede tilbage.

”Mit navn er Kathrine Nuur, rapporter for Jubeline Magazine.”

”Goddag,” sagde Veronica venligt og gav journalisten hånden.

”Miss. Foulum, vi er mange, der rigtig gerne vil vide, hvad der gik for sig nede i katakomberne. Er der mulighed for at få et interview?”

 Send hende væk.

Christians stemme knurrede af hende i hovedet. Hun vidste at han stod og ulmede lige bag døren, men det frydede hende faktisk en smule, at han ikke bare sådan uden videre kunne blande sig i situationen. Hun havde for en gang skyld overtaget.

”Desværre,” svarede hun journalisten. ”Så længe min advokat ikke har sagt god for det, vælger jeg at holde min mund.”

”Deres advokat…” journalisten fiskede sin tablet op af tasken og lod fingrene glide hen over skærmen et par gange. ”Mr. Terry Gordimer, ikke?”

Veronica nikkede.

”Han har en lang liste af betydningsfulde mennesker i sit klientkartotek. Jeg beklager meget, men jeg kan ikke finde Deres navn i den.”

”Nej,” svarede Veronica og måtte lige vende sætningen i hovedet et par gange, inden den kunne komme ud af munden på hende. ”Min forlovede er én af hans klienter.”

Ordet `forlovede´ virkede falsk, men Kathrine så ud til at hoppe på den. Hendes øjne blev større ved tanken om, at historien kunne have et hidtil ukendt lag. Et lag som tilmed ville kunne starte alverdens skandaler.

”Må jeg spørge om hvem –” startede journalisten.

”Nej,” afbrød Veronica hende af og smilede venligt. ”Det er nok, at jeg skal rives gennem mudret. Min forlovede forbliver anonym.”

”Indtil videre,” smilede Kathrine tilbage, mens hun noterede et eller andet.

Veronica. Send hende væk. Nu.

Hun valgte at overhøre ham og lænede sig lidt op af døren, som han stod bag ved. Den gav sig ikke en centimeter.

”Har man hørt nyt om de flygtede afvigere?” spurgte hun journalisten.

 ”Nej. Eller det er ikke helt rigtigt. Man fangede et par stykker af dem en halv times tid efter selve flugten. Der er blevet fundet fire mere inden for det sidste døgn. Men de mangler den farligste af dem,” sagde Kathrine og baldrede på sin skærm igen. ”En afviger nummer 214782-19. Er det en mand du stiftede bekendtskab med nede i katakomberne, miss. Foulum?”

Hun trak på skuldrene. ”Hvad mener de med, at han er den farligste?”

”Hvem ved, hvordan de kategoriserer dem? Hvis du spørger mig, er de alle farlige,” svarede journalisten.

Farlig, Veronica. Hørte du det.

Den ellers så melodiøse stemme var en vrissen i hendes hoved, men hun måtte kæmpe for ikke at komme til at le. Det komiske i at `den farligste afviger´ stod lige bag døren og ikke var i stand til at gøre en skid, var næsten ikke til at bære.

”Hør her, miss. Foulum, tag mit kort. Vil De ikke nok gøre mig den tjeneste at ringe til mig, når Deres advokat engang giver Dem lov til at udtale Dem?” spurgte Kathrine og rakte Veronica sit kort.

Hun tog imod det, usikker på, hvad hun skulle gøre med det. Hun var generelt ikke meget for sladderpressen, men Kathrine Nuur virkede – skønt hun var nysgerrig på grænsen til det irriterende – flink og reel.

”Jeg skal overveje det,” smilede hun tilbage til journalisten.

”Mere kan jeg vel ikke forlange,” lo Kathrine, mens hun pakkede sin tablet ned i tasken igen.

Toobin er på vej op…

Det gav et sæt i Veronica. Christians stemme havde en hånende klang i hendes hoved. Oliver måtte ikke se hende tale med en journalist. Det var på alle måder at sætte deres sikkerhed over styr. Især Olivers. Selvom han gennem sit job mødte mange betydningsfulde mennesker, havde han alligevel formået at holde sig selv nogenlunde anonym og ude af pressens søgelys. Det ville ikke fortsætte, hvis Katrhine så ham gå over til Veronica. Hun ville hurtigt kunne lægge to og to sammen, og så ville en hetz gå ind på, at finde ud af, hvem Oliver var.

”Tak for i dag,” smilede Veronica og var begyndt at lukke døren, da elevatoren dingede forræderisk. Oliver trådte ud på den gulvtæppebelagte gang med næsen begravet i papirer. Han standsede, da han så Katrhine.

”Mr. Egeland,” skyndte Veronica sig at sige. Hun gik forbi journalsten og nærmest hev Oliver hen til døren. ”De er altid præcis. Bare sæt Dem ind. Jeg kommer, så snart jeg har sagt farvel til miss. Nuur her.”

Oliver så spørgende på hende, men forsvandt ind i stuen uden et ord.

Kathrine pegede med et løftet øjenbryn efter ham, og hendes blik spurgte: forlovede?

”Det er min revisor,” svarede Veronica på det uudtalte spørgsmål.

Kathrine nikkede uden at tage blikket fra hende. ”De har mit kort, miss. Foulum. De kan ringe nat og dag.”

Veronica nikkede tilbage og lukkede døren med et suk, så snart journalisten var trådt ind i elevatoren. Den enorme skygge, der havde gemt sig bag døren, lænede sig truende ind over hende.

”Vi skal have os en snak,” snerrede den metalliske røst ved hendes øre. Hun kiggede ikke op på ham.

”Veronica!” gjaldede det inde fra stuen, og hun måtte tage en dyb indånding, inden hun gik derind. Oliver stod midt på gulvet med armene over kors, blikket rettet stift mod hende, brynene trukket sammen. Kæberne arbejdede på højtryk.

”Hej, skat,” forsøgte hun stille.

Christian var lige bag hende. Vreden fra ham mixede sig med vreden fra Oliver, og hun stod i det der føltes som midten af en tornado. Om lidt ville vreden fra begge sider begynde at snurre rundt og rive hende med sig. Hun måtte bare ride på bølgen, indtil det stilnede af.

”Hvad fanden tænker du på,” skreg Oliver af hende. Håndfladen, der ramte hendes kind med et smæld, var hun ikke forberedt på. Hendes hoved fløj til højre og kinden brændte så voldsomt, at tårerne med det samme begyndte at trænge sig på i øjenkrogene. Oliver havde aldrig slået hende, når andre var tilstede. Hun havde troet sig sikker, fordi de ikke var alene i lokalet.

”Hey!” brølede Christian og trådte ind foran hende med det samme. Han var både højere og bredere end Oliver. Under huden på den nøgne overkrop spillede musklerne.

”Fjern dig,” hvæsede Oliver.

”Du rører hende ikke igen,” knurrede Christian tilbage.

Veronica var ikke sikker på, hvordan magtkampen udspillede sig; hun gjorde sig så lille som muligt bag Christians ryg. Men at begge alfahanner lige nu var i gang med at markere deres territorium var helt sikkert. Luften nærmest emmede af deres testosteron.

”Find dit eget menneske,” hvislede Oliver mellem sammenbidte tænder og rakte om bag ved Christian for at fiske Veronica frem igen. Han nåede kun lige at snitte hendes håndled, før han blev revet væk og et højlydt bump fik stuen til at ryste. Christian stod stadig som en stenstøtte, og Veronica dristede sig til at titte frem bag hans brede ryg.

Sofaen lå med bunden i vejret, og efter et kort sekund fløj Oliver op bag den, samlede sine hænder med et råb og sendte en trykbølge gennem lokalet lige over mod Christian, der i sidste sekund skubbede Veronica væk. Så rystede han en enkelt gang på hovedet, løftede sine hænder med håndfladerne opad, og Veronica så til mens det tunge sofabord lettede fra gulvet, øjensynligt af sig selv. Øjeblikket efter blev det slynget mod Oliver, der sendte det tilbage med endnu en velplaceret bølge af luft. Så meget for at de små plader på hans ryg eleminerede hans telekinese. Bordet ramlede ned en lille meter fra Veronica, der ufrivilligt kom til at skrige. Hun kravlede væk, uden for skudvidde, så hurtigt hun kunne.

”Hvad er det, der sket?” udbrød Røde pludselig. Hun stod i gangen ind til stuen med de andre afvigere ved siden af sig. Victor havde gemt sig bag sin far. Hverken Christian eller Oliver tog notits af dem. De fortsatte med at forsøge at ramme hinanden med alverden genstande fra stuen.

Røde marcherede bestemt over til Christian og stillede sig lige ind foran ham, så han ikke kunne undgå at se hende.

”Hallo!” råbte hun og bankede en knytnæve ind i hans brystkasse.

Christian standsede op. Den lænestol han havde tiltænkt som skyts, faldt til jorden med et brag, da han så ned på hende.

Veronica lagde mærke til, hvordan hans blik ændrede sig, blev blidere.

”Hvad sker der?” spurgte Røde igen, mens Oliver gjorde klar til at samle sine hænder. Han var ikke for fin til at gribe en chance, når den bød sig. Veronica hoppede ind foran ham, lagde begge sine hænder over hans, og håbede hun havde samme indvirkning på ham, som Røde havde på Christian.

Olivers blik blev hårdt, inden han greb fat i hende og trak hende med sig ind i soveværelset, hvor han smækkede døren hårdt.

”Hvad helvede tænkte du på, Veronica? En journalist? En fucking journalist!” råbte han. Han travede frem og tilbage foran vinduet.

”Jeg tænkte ikke. Undskyld, Ollie.”

”Nej, det gjorde du fandeme ikke! Er du klar over, hvor meget ballade, der kunne blive ud af det? Hvordan helvede kom hun egentlig herop? Var du så skødesløs at lukke hende ind?”

”Nej,” sukkede hun træt og satte sig over på sengen. Det her havde taget overhånd. Hun havde kun talt med journalisten, for at slippe for at tage stilling til sine følelser for Christian. For at sætte ham på plads, vise ham, at han ikke havde overtaget… selvom hun inderst inde godt vidste, det bare var en illusion, hun skabte for sin egen skyld.

Døren gik op og ind kom Christian, som om han ejede det hele. Ikke noget med at banke på.

”Ud,” sagde Oliver hårdt uden at vende sig om mod ham.

”Nej,” svarede Christian koldt. ”Jeg stoler ikke på dig.”

Oliver vendte sig over mod Veronica, gloede vredt på skiftevis hende og Christian.

”Min vrede,” startede han langsomt i et forsøg på at kontrollere sig selv, ”skyldes hendes totale mangel på respekt for mig, for mit arbejde. For de afvigere, jeg forsøger at hjælpe!” Hans kamp for at styre sig fungerede ikke. Han råbte til sidst. ”Hun er den direkte årsag til, at jeg er rasende! Hun opfører sig fuldstændig håbløst!”

”Enig,” sagde Christian og gloede ondt på hende. Hans selvbeherskelse var så langt mere isnende end Oliveres raserianfald.

Hun krympede sig. Tanken om, at Christian var kommet ind i lokalet for at hjælpe og beskytte hende, smuldrede mellem hendes hænder. Han havde i stedet stillet sig over ved siden af Oliver, var på hans side.

Hun gemte ansigtet i hænderne og havde lyst til at græde.

”Veronica” startede Christian. ”Du har det med at træffe nogle dårlige valg, uden at overveje konsekvenserne.”

Hun følte sig som et lille barn, der fik skældud. Hvor var det pinligt.

”Du skal lære at følge de anvisninger, som du får,” fortsatte han. ”Ellers ender det med, at din dumdristighed får dig ud, hvor du ikke kan bunde.”

Oliver stod tavst ved siden af ham og nidstirrede hende. Hun kunne mærke hans stikkende blik.

”Forstår du, hvad jeg siger, Veronica?” spurgte Christian hårdt.

”Ja,” sagde hun irriteret. ”Jeg er ikke et barn.”

”Så lad være med at opføre dig sådan,” hvæsede Oliver.

Havde hun haft lidt mere selvtillid, lidt mere mod, havde hun givet dem begge fingeren og var stormet ud. Det var det hun allerhelst ville lige nu. De kunne rende hende, alle sammen. Men den lille pige, som hun egentlig var og altid havde været, havde brug for dem. Havde brug for Oliver og hans accept. Hvis ikke hun havde den, var hun ingenting. Hvis der var noget hendes far havde lært hende, så var det, at afvigere var langt mere værd end mennesker. Hun havde brug for at være sammen med Oliver for at være noget.

”Jeg tror, hun forstår budskabet,” sagde Christian til Oliver, som om hun slet ikke var i samme rum som dem. Han ignorerede hende totalt.

”Du kom tilbage tidligere end beregnet.” Christian gik forrest ud af soveværelset, efterfulgt af Oliver, der nikkede og sendte Veronica et sidste isnede blik, inden de forsvandt.

Hvorfor gjorde det mere ondt, når Christian talte hårdt til hende, end når Oliver flippede fuldstændig ud? Hans slag kunne hun tackle. Hun vidste nogenlunde, hvor de ville ramme, vidste for det meste, hvad hun skulle gøre for at undgå dem. Vidste også, at han angrede det bagefter. Men Christians kulde gjorde hende øm om hjertet. Hvorfor reagerede hun så kraftigt på ham? Hans berøringer, hvor uskyldige de end måtte være, tændte flammer i hende. Hans ord, hans humør, hans blik – det utrolige blå flammehav – ramte hendes hjerte hver eneste gang.

Hun smed sig bagover i sengen og holdt en pude op for ansigtet og skreg ind i den. Hun skreg alle de eder og forbandelser, som hun havde haft lyst til at råbe af de to afvigere, mens de stod overfor hende.

Kom ind i stuen, Veronica.

Nu var det fandeme nok! Først blev hun irettesat som en anden møgunge, og nu tillod han sig at være i hendes hoved igen! Selvom hun udtrykkeligt – flere gange – havde bedt ham om at lade være.

”Nej,” svarede hun hårdt til den stemme som ingen andre kunne høre. Hun smed puden fra sig og stirrede vredt op i loftet som om stemmen kom deroppe fra. ”Hvis du vil mig noget, ved du, hvor du efterlod mig! Hvis den mægtige Christian Chasedin ønsker at se mig, må han bevæge sit ærværdige skrog ind til mig og sige det ansigt til ansigt.”

”Skrog?” Han stod pludselig i døren, lænede sig op af den med armene over kors og et løftet øjenbryn.

Hun satte sig forskrækket op, og mærkede hvordan kinderne blev varme med det samme. Han var stadig kun iført sine sorte, løsthængende busker. Overkroppen var bar og alt for lækker.

Hun tvang sig selv til at se væk, så snart tanken havde ramt hende. Hun måtte ikke tænke sådan. Hun ville ikke have ham. Han ville ikke have hende, et menneske.

”Søde Veronica. Vil du gøre os den usigelige ære at deltage i samtalen inde i stuen?” spurgte han overdrevent venligt og bukkede let for hende uden at fjerne blikket fra hende.

Hun hoppede ned fra sengen, og gik forbi ham. Det krævede en del selvdisciplin, men det lykkedes hende at lade være med at kigge på ham.

Inde i stuen var alle samlet. Oliver stod ved vinduet. Ed og Victor sad sammen i sofaen. Miley sad overfor dem. Drago lænede sig op af væggen bag Miley. De andre måtte have arbejdet på højtryk for at få stuen til at se normal ud igen efter giganternes kamp. I hvert fald var der forbavsende lidt, der afslørede, den slagmark som havde været der for få øjeblikke siden. Møblerne stod som de plejede. Nipstingene var på deres rette pladser. Det eneste man kunne studse over var den våde plet på gulvtæppet – sikkert fra juicen, som Veronica havde stillet fra sig for at kunne åbne døren for journalisten.

Veronica var stadig sur på Oliver, så hun skyndte sig at kigge væk fra ham og satte sig over ved siden af Miley. Neutral grund. Hun havde brug for lidt feminin støtte, og Miley var som altid glad og smilende.

”Så er vi her vist alle sammen,” sagde Christian. ”Toobin, vil du fortsætte?”

Oliver nikkede en enkelt gang. ”Som sagt har vi lokaliseret Leo Brandt. Han har taget et nyt navn igen, kalder sig for Dean O’Donnall. Han bor en times køretur herfra. Jeg skal nok sørge for kørelejlighed til jer alle fem.”

”Fire,” korrigerede Veronica.

Både Oliver og Christian gloede spørgende på hende. Hun kunne mærke Christians blik i hendes nakke.

Hun nikkede over mod drengen. ”Han skal da ikke med. Det kunne gå hen og blive farligt.”

”Victor skal med,” sagde Christian bag hende. Han stod lænet op af væggen ved siden af Drago.

”Han er kun et barn,” argumenterede hun.

”Vati, was sagen sie?” Victor så op på Ed.

”Sei still, mein Liebling. Ich werde später erklären.” Han lagde en arm om drengens skulder og smilede kærligt.

”Jeg skal bruge ham,” forklarede Christian uden egentlig at forklare en skid alligevel. Præcis som han plejede.

”Fint. Så tager jeg også med,” sagde hun og lagde armene over kors.

”Ikke tale om,” sagde Oliver og Christian synkront.

”Så bliver Victor også her.”

”Veronica,” sagde Oliver advarende.

Hun var irriteret, vred, frustreret over dem begge. Hun skulle nok rette ind, når det gav mening. Men her var de helt galt på den. De kunne ikke bare sende en lille dreng afsted ud i en verden, hvor han var jaget af de fleste. Han ville ikke kunne skjule sig i mængden som Oliver, der uset kunne vade rundt mellem de mennesker, som han hadede. Christian havde sin maske, men han kunne forsvare sig, hvis det blev nødvendigt. Victor var mærket som en afviger. Hans særprægede udseende ville afsløre ham med det samme. Han havde brug for en, der kunne passe på ham, hvis alt gik galt. Hun ville ikke kunne kæmpe for ham, som hans far ville kunne, men hun ville kunne bringe ham i sikkerhed, mens de andre sloges. Forhåbentlig ville det ikke ende med det, men man kunne aldrig vide. De informationer hun havde om Leo var meget blandede. Han havde været en hård og brutal fyr, før han forlod Michael Gibbs afvigergruppe. Mens Christian stadig boede ved sin mor, havde Leo været en helt fantastisk rollemodel. Helt præcist hvad han havde foretaget sig efter han havde forladt Christian og Maria, vidste hun ikke.

”Jeg giver mig ikke. Hverken overfor dig, Ollie. Eller overfor dig.” Hun vendte sig over mod Christian, der stod bag hende. Hans øjne funklede på en besynderlig munter måde.

”Fint,” sagde Oliver så til sidst mellem sammenbidte tænder. ”Vi tager begge med, men du kører med mig. Jeg får skaffet transport.” Han bevægede sig over mod kontoret.

”Til i aften,” sagde Christian. ”Vi kan ikke komme ud, før der bliver mørkt. Der er stadig for mange nysgerrige blikke rettet mod Veronica.”

Oliver gryntede som svar, inden han smækkede døren bag sig.

Christian lænede sig ind over sofaen mellem Veronica og Miley. Veronica anstrængte sig for ikke at kigge på ham.

”Dumdristigt,” sagde han.

”Lad hende være, Christian,” svarede Miley skarpt.

Christian vendte sig over mod hende med et ryk. Han knurrede let, inden han trak sig væk igen.

”Ich danke Ihnen sehr,” sagde Ed, da der var blevet ro i lokalet igen. Han så taknemmeligt på Veronica, mens han knugede sin dreng ind til sig.

 

Resten af eftermiddagen havde Veronica brugt sammen med Victor og Miley. Drengen havde forsøgt at lære dem nogle tyske ord, men deres udtale var vist ikke helt så god, som de kunne ønske sig. Victor knækkede i hvert fald ofte sammen i en smittende latter, der efterlod dem alle med tårer i øjnene.

De fortsatte i bilen. Miley og Victor havde sat sig sammen med Veronica og Oliver. Deres chauffør havde hentet dem ved bagindgangen efterfulgt af den anden bil, som skulle have de sidste passagerer med.

Christian havde sendt Veronica et udefinerbart blik, inden han havde lukket døren til sit eget køretøj.

En times tid senere standsede begge biler ved et offentligt torv. Oliver åbnede døren i sin side og holdt den for sine medpassagerer, mens de steg ud. Mørket blev kun brudt af de lygtepæle, som stod ude langs torvets kant og i midten af det. Vinden var sval og blæse blidt Veronicas mørke hår til siden. Der duftede af regn, selvom alt var tørt og stjernerne blinkede oppe fra himlen. Det var sikkert bare et spørgsmål om tid.

”Hvor skal vi hen, Toobin?” spurgte Christian, da han var kommet over til dem. Han stillede sig lige bag Veronica. Hans tiltrækningskræft lagde sig næsten fysisk over hende, og hun måtte holde om sig selv, for at forsøge at lukke den ude.

”Denne vej.” Oliver gik forrest med Drago og Ed lige bag sig.

Victor tog fat i Mileys hånd, og de svang med armene, mens de marcherede afsted. Miley havde lært at tælle til ti på tysk, så de talte hvert skridt.

Veronica skyndte sig at følge efter dem. Hun ville ikke stå alene tilbage med Christian. Det ville hendes sarte nervesystem ikke kunne klare.

Veronica…

Hun vendte sig vredt over mod ham, klar til at skælde ham hæder og ære fra. Han skulle holde sig væk fra hendes hoved. Men hans blik standsede hende. Han stod stadig ved bilerne og lignede mest af alt en såret kamphund. Der var noget ved hans udstråling som ikke var så arrogant, som ellers, og hans øjne så næsten bedende på hende.

”Hvad?” spurgte hun hårdt og lagde armene over kors. Hun blev stående et stykke fra ham.

”Jeg tror…” begyndte han og så ned i jorden med en panderynken. ”Jeg tror, får brug for din hjælp…”

”Min hjælp?” Sidst han havde haft brug for hendes hjælp, havde han brugt hende som gidsel.

”Du er den eneste, som ved det…”

”Ved hvad, Christian?” spurgte hun utålmodigt.

Mørket…

Den første irritation over at have ham i sit hoved igen, forsvandt som dug for solen, da sandheden gik op for hende. Han var bange. Den mægtigste afviger var bange for mørket på den anden side af lygtepælene. Kæmpen var reduceret til et skræmt barn, som havde brug for nogen til at jage monstrene under sengen væk.

”Seriøst?” sagde hun og måtte bide sig i læben for ikke at komme til at smile. Der var noget komisk over det.

”Seriøst,” svarede han uden at se på hende. ”Jeg havde håbet, at vi kørte helt op til døren… Havde ikke regnet med at skulle ud i mørket…”

”Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte hun med en opgivende skuldertrækning. ”Jeg har ikke nogen lygte.” Og hun var kun et helt almindeligt menneske, som ikke kunne fremmane lys.

”Vær min sol i mørket.” Hans blå blik naglede hende fast. Hans ord var en bøn, et stille ekko af dem, han havde sagt tidligere, og det fik hendes hjerte til at stoppe op.

”Hvordan?” hviskede hun uden af stand til at finde stemmens kraft.

Han rakte hånden over mod hende. ”Jeg har bare brug for at vide, at du er der sammen med mig.”

De andre var ved at være et godt stykke længere fremme. Hvis ikke de skulle miste dem, måtte de se at komme afsted. Med et forræderisk sprudlende hjerte tog hun hans hånd, og mærkede hvordan bare dét at holde ham i hånden, fik blodet til at bruse ned mod hendes køn. Hans hånd var langt større end hendes og dejlig varm. Alligevel vidnede det stramme greb om, at det lige nu var hende, der var den stærke. Hun vendte ryggen til ham, lukkede øjnene og trak vejret dybt ind, for at få lidt hold på sig selv. Han var alt for uimodståelig. Han smøg sig så tæt op af hende som muligt, mens hun førte vej ud af lyset og ind i mørket efter de andre.

Hendes vejrtrækning var kun overfladisk, da de stødte til dem igen. Hun var faktisk næsten forpustet, selvom de kun havde gået ganske stille og roligt. Hun havde overmandet trangen til at flette sine fingre ind mellem hans, og kunne nu give slip på ham. Hånden var øm efter hans alt for hårde greb. Jo dybere de kom ind i mørket, jo hårdere klemte han om hendes hånd og jo tættere havde han trykket sig ind til hende. Hun forsøgte at ignorere den kildende fornemmelse, der brusede rundt i hendes krop.

De stod ude foran en lang linje af ens rækkehuse med et fuldt oplyst areal, så han havde ikke længere brug for hendes hjælp. Hun stillede sig over til Victor og Miley, i sikkerhed.

”Nummer 17,” pegede Oliver. ”Hvordan har du tænkt dig, at gøre det her?”

Christian trak på skuldrene. ”Vi kunne vel prøve at banke på først.” Han havde fået sin arrogance tilbage. Hans udstråling var intakt igen, og han var atter den hårde alfaafviger. Han gik forbi Oliver, der fulgte med over til døren. Christian hamrede på. Og ventede.

Oliver trippede utålmodigt ved siden af et lille minut, inden han maste sig ind foran og buldrede løs på døren gentagende gange. ”Dean O’Donnell!” råbte han, mens han knaldede hånden mod døren igen og igen.

Christian lagde hovedet på skrå, lod sit blik fare hen over huset.

”Han er derinde,” sagde han så og stoppede Oliveres banken. Han lænede sig helt hen til døren og lagde hånden mod den. ”Men han er ikke alene.”

”Hvor mange er de?” spurgte Drago, der var kommet hen til dem.

”Kun to,” svarede Christian. ”Og gæsten er ufarlig.”

”Menneske?”

”Ja.”

”Hvad venter vi så på?” spurgte Oliver irriteret. Han tog et enkelt skridt bagud, løftede det ene ben og plantede et hårdt sprak på døren, så låsen svigtede og døren svang indad. Braget kom bag på Veronica, der instinktivt hev Victor om bag sig for at beskytte ham.

”Flot,” sagde Christian, og selvom masken forvrængede hans stemme, var den sarkastiske tone ikke til at tage fejl af.

”Få ordnet det du skal, så vi kan komme hjem igen,” vrissede Oliver tilbage.

Christian sendte Drago ind først og fulgte lige efter ham. Resten af afvigerflokken fulgte trop. Veronica stillede sig nysgerrigt i døråbningen, mens hun var påpasselig med at holde Victor bag sig. Han tittede frem ved hendes venstre side.

Flokken af afvigere var trådt direkte ind i en pænt møbleret stue. Lys og fjernsyn var tændt, men der var ingen at se.

”Jeg er bevæbnet!” lød det pludselig inde fra et tilstødende værelse. ”Forsvind, eller jeg ringer efter politiet!”

”God idé, gamle fjols,” lo Drago. ”Så kan de jo passende tage dig med på slæb også.”

”Dean O’Donnell,” sagde Oliver med en meget myndig stemme. ”Vi har mødt hinanden før. Kom ud og lad os få en stille og rolig snak. Så forsvinder vi igen.”

Christian så på sine medafvigere og rullede med øjnene en enkelt gang. Så gik han hen til døren, hvor stemmen kom fra og tvang den op med magt. En ældre herre tumlede forskrækket baglæns, men sigtede hurtigt sin pistol mod indtrængeren.

Veronica var forbavset over Christians skødesløshed.

”Leo. Jeg har brug for din hjælp,” sagde Christian roligt og stirrede på manden. ”Du lovede, at jeg altid ville kunne komme til dig, hvis jeg havde brug for hjælp.”

Den gamle gispede efter vejret, da han så på afvigeren foran sig og sænkede så langsomt sit våben. Han spilede øjnene op som om han havde set et spøgelse.

”Kom ind og luk døren efter jer,” sagde Christian til Veronica og Victor, der gjorde som de fik besked på. Dørens lås og håndtag var smadret, så de lukkede en til så godt de kunne, og derefter forsøgte de at gøre sig så små som mulige.

Den gamle fulgte ham ind i stuen og satte sig i den store hvilestol uden at tage blikket fra Christian..

”Hvordan er det muligt?” spurgte han med rystende stemme.

”En ting af gangen,” sagde Christian. ”Hvor er din gæst?”

Den gamle smilede forundret. ”Du vidste, jeg ikke var alene?”

Christian lagde hovedet på skrå og så lidt opgivende på manden.

”Lis er taget hjem,” svarede den ældre herre. ”Jeg sendte hende ud af bagindgangen, lige så snart I bankede på. Jeg havde på fornemmelsen, at det var dårligt nyt.”

”Dårligt nyt?” sagde Christian med et glimt i øjet.

”Du har altid været en møgunge,” smilede den gamle og rystede let på hovedet. Hans grålige hår havde stadig noget af sine mellemblonde farve. Øjnene var stadig opmærksomme. ”Jeg begriber stadig ikke, hvordan du kan være her… Og så med det fjols.” Hans blik gled ned over Oliver, der stirrede vredt tilbage.

Christian smilede tydeligt bag masken. De små fine linjer om hans fantastiske øjne afslørede ham.

”Leo, jeg har brug for din hjælp,” sagde han og pegede sigende på sin maske. ”Hvis jeg ikke snart får den af, ender jeg i graven. Jeg har ikke fået hverken våd eller tørt siden vi forlod katakomberne.”

Det gav et sæt i Veronica. Hun havde slet ikke overvejet, hvordan han tog føde til sig. Med masken på var det selvfølgelig en umulighed.

”Hvordan er du kommet uden om problemet tidligere?” spurgte Leo og så undersøgende på masken.

”Intravenøs ernæring.”

”Hvor længe?”

”Alt for længe.”

Leo nikkede langsomt. ”Så du vil have mig til at fjerne masken. Christian, der findes andre, der har samme evne som jeg. Yngre afvigere, der er mere ferme på fingrene.”

”Men jeg stoler på dig,” sagde Christian og fastholdt Leos blik.

Veronica var sikker på, at hun ikke var den eneste, som kunne mærke det dybe bånd mellem de to mænd. Hun blev næsten rørt over at se dem sammen. Christian virkede så rolig i Leos nærværd. Og Leo var forståeligt nok forbløffet, men faldt hurtigt tilbage i rollen som stedfar. Deres samtale var hurtigt kommet ind i en tydelig vant rytme.

”Sæt dig. Lad mig se på det,” sagde han og tilbød Christian sin stol. ”Hvordan sidder monstrummet fast?”

Christian lagde hovedet bagover, støttede nakken på stoleryggen, så Leo fik frit udsyn til de to huller, der ledte stålbåndene op gennem hans kæbe og ud gennem han mund.

”Aha. Okay. Og hvad med bag i nakken?” spurgte Leo.

”Ikke noget problem. Det kan jeg selv tage mig af, når jeg har fået fjernet de forbandede bånd. Vil du hjælpe mig, Leo?”

”Selvfølgelig. Men det kommer til at gøre ondt.”

Christian nikkede. ”Jeg er ikke bange for smerte.”

Men for mørke, tænkte Veronica. Hvor var det dog ironisk, at så mægtig en mand, kunne være så sårbar.

Leo førte en hånd op til masken, og lod de tre resterende fingre glide hen over den. ”Hvorfor har de sat den på dig?”

”Man kan kalde det et arvestykke,” sagde Christian koldt. ”Min stemme minder vist for meget om min fars. De ville sikre sig, at jeg ikke brugte den til at manipulere med.”

Leo så undrende på ham. ”Har du mødt ham?”

Christian nikkede, og det blik de sendte hinanden, gav Veronica kuldegysninger.

”Skal vi gå i gang med det samme?” spurgte Leo så. Christian nikkede en enkelt gang med et beslutsomt blik.

”Skal vi gå ind på mit kontor?”

”Nej vi bliver her,” svarede Christian.

”Men drengen…” sagde Leo.

”Jeg skal bruge ham.”

Leo nikkede lidt, selvom han tydeligvis ikke helt forstod, hvorfor barnet skulle være til stede. Med en elegant bevægelse af de sidste tre fingre på den skadede hånd, begyndte metalbåndene at løsne sig ganske langsomt. De to tungespidser, der holdt dem på plads løsrev sig fra deres svejsede bånd og åbnede sig langsomt..

”Nu er det vigtigt, at du holder din tunge oppe i ganen, Christian,” sagde Leo alvorligt. ”Hvis du får brug for en pause, må du give mig besked.” Han pegede på sit hoved og blinkede med det ene øje.

Christian blinkede tilbage og øjeblikket efter kom Leo med en kort, hæs latter.

”Tal pænt,” lo han. Veronica vidste kun alt for godt, hvordan det var at have Christian i hovedet, og vidste et Leo lige nu var omsluttet af den fantastiske melodiøse stemme, som Christian havde, når den ikke blev sløret af masken. En stemme som hun glædede sig til at høre ude i det fri.

Leo holdt begge sine hænder op ved siden af Christians hoved, kun få centimeter fra hans kinder og førte dem langsomt bagud mod stolens nakkestøtte. Christian strammede sit greb om armlænene, mens stålbåndene forsvandt ind i masken.

”Godt. Rolig nu,” sagde Leo og tog sine hænder til sig. ”Før tungen så langt tilbage, som du kan. Jeg skal have rettet metallet ud, så vi kan trække det ud af dig.”

Christians blik veg ikke fra Leos på noget tidspunkt. Leo holdt håndfladerne vendt mod loftet og bøjede langsomt fingrene ind mod sig. Sveden sprang frem på Christians pande, og et split sekund efter stoppede Leo.

”Så er det bare det sidste, Christian. Har du brug for en pause?” spurgte Leo bekymret.

Efter et stenhårdt blik mod sig, vendte den ældre mand sig om mod hans andre gæster, og hans øjne fangede Veronicas.

”Kom,” sagde han og vinkede hende over.

Hun rejste sig nølende.

”Mig?”

”Tag drengen med.”

Hun vendte sig over mod Victor, som stadig sad på sofaen. Han rejste sig, da hun rakte ud efter ham og fulgte hende over til Christian, der havde lukket øjnene og trak vejret i hurtige stød. Lige så snart hun stod ved siden af ham, skød hans hånd ud og greb fat i hendes. Hun gispede forskrækket, ville trække hånden til sig, men han knugede den alt for hårdt. I stedet valgte hun at affinde sig med situationen, forsøgte at ignorere Olivers rasende blik, og prøvede at forblive rolig, i håbet om at det ville smitte af på Victor, der stod og trippede lidt ved siden af hende.

”Klar, Christian?” spurgte Leo. ”Læg hovedet helt tilbage.”

Christian forblev tavs, gjorde varsomt som han havde fået besked på, og Leo løftede sine hænder. Han samlede fingrene og trak i nogle usynlige snore, som kun han kunne se. Til sin forbløffelse så Veronica, hvordan huden omkring de to bånd under hagen gav sig lidt, lige inden båndene endelig løsnede sig. Christians greb blev strammere. Langsomt, virkelig langsomt, hev Leo båndene ud af Christian. De var smalle og skarpe, og der gik ikke mange sekunder, inden de havde revet hul i den skrøbelige hud. Blodet trillede ned over dem, samlede sig i små dråber, der faldt til gulvet. Veronica var sikker på at hendes fingre ville brække, men lige som kan klemte hårdest om dem, og hun troede smerten ville blive for uudholdelig, gav han pludselig slip med et støn.

Veronica stirrede på de to huller under hans hage. Blodet strømmede ud nu. Båndene var væk. De hang løst ned fra masken, blodige og slappe.

Christian rejste sig i sin enorme højde, lagde hænderne om bag i nakken og vred masken fra hinanden med en metallisk hvinede lyd. Metallet gav sig med det samme, lod sig forme i hans hænder, og han smed den fra sig med et grynt.

”Victor. Ich brauche dich,” sagde han og hev den forskræmte dreng til sig. Han satte sig på hug foran ham med ryggen til Veronica og førte drengens hænder op til sin mund.

Victor stirrede på ham med opspilede øjne, og tårerne var ved at flyde over.

”Han er for lille,” sagde Veronica åndeløst.

Christian lagde sin hånd mod Victors pande og lagde hovedet på skrå. Sekundet efter smilede drengen lettet, tørrede sine øjne og lagde sine hænder mod Christians mund og hage.  

 Den energi der bredte sig i rummet var næsten lysende. Veronica havde svært ved at tro på det hun så, men lige foran sig, rejste alfakæmpen sig, strakte sig, knækkede med nakken. Han så faktisk større ud, end han havde gjort for blot få senkunder siden.

”Danke, Victor,” sagde han med den smidige stemme, som Veronica kun kendte fra sit hoved. Han vendte sig over mod hende, med det skæve smil, som hun huskede fra gymnasiet. De blå øjne funklede. Han havde grove skægstubbe der, hvor masken havde siddet, men elleres så alt fejlfrit ud. Victors helende kræfter havde lukket begge de åbne sår under hagen og havde sikret at Christians mund var lige så indbydende, som den havde været i gymnasiet.

”Og nu til noget jeg har ventet meget længe på,” smilede Christian. Den silkebløde stemme lagde sig over Veronica og tryllebandt hende næsten. Hun nåede ikke at reagere før de smilende læber lagde sig blødt over hendes, og hans varme hænder snoede sig om hendes nakke og talje og holdt hende fast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...