Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
744Visninger
AA

11. 10

Christian vendte sig over mod Veronica, der var uhyggelig bevidst om sin nøgenhed under morgenkåben. Hun snørede snoren stramt om sit liv, og holdt alligevel om sig selv, for at den ikke skulle glide op. Smilet i hans øjne irriterede hende. Det var som om, han morede sig over en privat joke møntet på hende. Han greb ud efter et håndklæde og gik over mod hende.

Hun trak sig forskrækket væk fra ham. Han havde lige smadret Olivers næse. Det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på.

Hans øjne funklede lystigt igen, han lagde hovedet på skrå og så betænkelig på hende, inden han lagde håndklædet over hendes drivvåde hår og nænsomt begyndte at tørre det.

”Kom,” sagde han og førte hende ud af badeværelset med en hånd på hendes lænd. Og skønt Gordimer havde rørt hende præcis samme sted dagen forinden, var det som om, at Christians berøring sendte gnister gennem hendes krop, fik det til at summe steder, som hun slet ikke turde tænke på.

Oliver og hans forslåede næse blev totalt ignoreret. Han sad stadig på gulvet med hånden for den, for at holde blodet tilbage, mens han holdt hovedet bagover. Veronica så sig over skulderen, så ham bande indædt og sno sig i smerten.

Christian førte hende ind i stuen, hvor Gordimer stadig sad på sofaen med et glas vin i hånden. Han så fuldstændig uanfægtet ud over de fire afvigere, der stod rundt omkring i stuen. Veronica genkendte Miley, der stod ved panoramavinduet og den nyeste afviger fra katakomberne. Ved siden af ham stod der en lille dreng, han kunne ikke være mere end ti, og holdt ham krampagtigt i hånden, mens hans blik flakkede nervøst rundt. Det var tydeligt at barnet var en del af afvigerstammen. Hans ranglede krop og de lidt for indsunkne øjne, det næsten hvide hår og den gullige hud, viste med al tydelighed, at det den genetiske fejl ved afvigerne endnu ikke var fuldstændig genoprettet. 

Den sidste afviger stod i nærheden af gangen. En bredskuldret mand, skaldet, og udtryksløs i ansigtet.

”Røde, vil du lige være sød og se til den kære Toobin. Jeg tror, han er i lidt dårligt humør,” sagde Christian og blev ved med at føre Veronica gennem stuen over mod soveværelset.

Miley nikkede med et smil og forlod rummet.

Det var en total surrealistisk følelse at have Christian i sit hjem. Endnu værre blev det, da han fulgte hende hele vejen ind i soveværelset. Hun standsede midt på gulvet, som en anden dukke, da han tog hånden til sig. Han lod hende stå og gik over til skabet, hvor han begyndte at rode i hendes tøj.

”Hvor slemt står det til, Veronica?” spurgte han.

Hun var som fanget i en uvirkelig drøm, det tog al for lang tid, før hans spørgsmål egentlig trængte ind. Hun mødte hans safirblå øjne, da han kiggede ud på hende med et bekymret blik.

”Hvor meget skade har han gjort på dig?” omformulerede Christian sig.

”Hvem?” spurgte hun usikkert. Det kunne ikke passe at giganten var i hendes hjem, i hendes soveværelse. Det var for intimt. Han var for meget, for fantastisk, for guddommelig, til at skulle stå her ved hende og rent faktisk være bekymret for hende. Det var ikke virkeligt.

Han lagde et par af hendes lyse jeans og én af hendes sorte trøjer over på sengen, inden han kom over til hende igen. Han tog hendes ansigt mellem sine hænder og tvang hende til at se op på sig. Berøringen, hud mod hud, brændte hende med en fristende ild.

”Det kommer ikke til at ske igen, Veronica. Det lover jeg. Jeg vil ikke lade ham røre dig igen.” Hans stemme, hvor metallisk og forvredet den end var, trængte ind til hende. Der var noget over hans blik, som fortalte hende, at han mente det. Selvom han havde udnyttet hende, leget med hendes følelser, manipuleret med hende, var det som om, dét han sagde lige nu på en eller anden måde slettede alt det andet. Hans øjne, de blå evigheder, var stålsatte.

”Tag tøjet på og kom ind i stuen til os,” sagde han og forlod værelset.

Hun følte sig blottet, og til dels skuffet. Hvad havde hun egentlig håbet på? Hvad havde hun forventet? En omfavnelse? Et kys? Hun bed sig i læben ved tanken om hans læber bag masken, læber som hun viste havde let til et skævt smil.

Hun fandt trusser og bh, iklædte sig tøjet, forsøgte at sætte sit hår op i en hestehale, men opgav. Til sidst gik hun ind i stuen og blev mødt af flere smil, end hun havde regnet med. Selv Oliver, der stod ved siden af Miley med vat i næsen, havde et lille smil om læberne.

Christian sad overfor Gordimer, fordybet i samtale. Det hele virkede så fredeligt og naturligt, på grænsen til det absurde.

Den lille dreng stod stadig klistret op af afvigeren, om end han virkede lidt mere nysgerrig end frygtsom som tidligere.

Hun burde gå over til Oliver, det var der hun hørte til, men med Christian i rummet var det som om, Olivers tiltrækningskraft blegnede, og hun fandt sig selv i et limbo og valgte derfor at stille sig op af væggen mellem dem begge.

Lidt efter lidt kom den snigende, følelsen af at alt var godt, af at alt var som det skulle være. Hun følte sig lettere om hjertet, klar i hovedet. Hun var faktisk klar til at gribe dagen, se fremad, møde verdenen med et helt nyt mod – indtil hun fangede Christians blik. Det hvilede på hende, som en høg, der havde fået øje på sit bytte.

Uden at tage blikket fra hende sagde han: ”Tak, Røde, det er fint.”

Selvfølgelig var det Miley. Det var klart, at det var hende, der havde lullet dem alle ind i en falsk tryghed, hvor de alle følte sig hjemme i hinandens selskab. Oliver var den første til at ryste hendes fortryllelse af sig. Han vendte sig vredt over mod Veronica og trak hende hårdt ind til sig.

Christian rørte sig ikke fra sofaen. Stirrede bare på dem.

”Hvad har han gjort ved dig, baby?” hviskede Oliver hende i øret.

”Ingen ting,” svarede hun og så ned i gulvet. Hans advarsel om at lade være med at kigge på Christian var stadig i frisk erindring.

”Har han rørt dig?”

”Nej.”

”Det kunne ikke falde mig ind, Toobin,” sagde Christian med sin metalliske stemme.

Oliver gloede olmt på ham. Selvom han var frelseren, var Oliver alligevel rasende over, at han havde rørt ved Veronica. Hvor besiderisk kunne man være? Christians hånd på hendes lænd havde ikke været ment som andet end en guidende gestus. At Veronicas krop selv havde tolket det anderledes og mod hendes vilje var blevet tændt, var en helt anden sag.

”Lad os få det formelle ud af verden,” sagde Christian og rejste sig. Han pegede over mod Miley. ”Det her er Røde, og som I sikkert har gættet, kan hun manipulere med jeres humør. Manden ved døren,” han pegede over mod den skaldede afviger, ”er Dragul. En levende flammekaster.”

Dragul nikkede tavst til dem.

”Så har vi Ed, vores monstermaner.” Christian satte sig på hug foran drengen ved Ed og rakte ud efter ham. ”Und unser jüngstes Mitglied,” sagde han på hvad der lød som perfekt tysk. Drengen lagde sin hånd i Christians og smilede forsigtigt.

Veronica var ikke i tvivl om at Christian gengældte smilet bag masken.

”Victor er Eds søn og en helt fænomenal healer,” afsluttede Christian og kiggede over mod Oliver. ”Vil du præsentere resten, Toobin?”

Oliver rømmede sig en enkelt gang og fjernede vattet fra næsen, inden han tog til orde. ”Jeg er Oliver Toobin. Leder af den største afvigergruppe, der findes i den kendte verden.” Han rettede sig lidt op og skulede en enkelt gang over på Christian, der ikke så ud til at være synderligt imponeret.

”Mine trykluftsbølger kan smadre det meste,” fortsatte Oliver. ”På sofaen har vi Terry Gordimer, en fremragende advokat og folkeforfører. Han er ét af de få mennesker, som er med i inderkredsen, og som jeg stoler fuldt og fast på.”

Gordimer løftede sit glas til en lille skål i Olivers retning.

”Hvad er det så for noget med at finde Leo Brand?” spurgte Oliver. ”Han er gået under jorden for mange år siden. Og godt det samme. Han er ikke noget at skrive hjem om.”

Hun var ikke sikker, men Veronica syntes hun hørte Christian knurre lavmeldt.

”Det Oliver mente at sige var, at skønheden ved hans arm er Veronica Foulum,” sagde Christian hårdt. ”Havde det ikke været for hende, var vi aldrig sluppet ud af de helvedeshuler.”

Veronica rødmede. Han havde vendt sit isklare blik over mod hende igen, og hun kunne mærke, hvor varm hun blev i kinderne. Hun så hurtigt ned.

”Hvorfor Leo Brandt?” indskød Oliver igen for at få Christians opmærksomhed.

”Fordi jeg skal bruge ham,” forklarede Christian med et skuldertræk og satte sig overfor Gordimer.

”Til hvad?” fortsatte Oliver.

Christian så over på ham, løftede det ene øjenbryn og rystede langsomt på hovedet.

”Det kommer ikke mig ved?” gættede Oliver.

”Bingo,” kvækkede Dragul ved døren.

”Det eneste du skal vide, Toobin, er at vi fem bliver her i jeres dejlige lejlighed, indtil han er fundet,” sagde Christian og lænede sig mageligt tilbage. ”Der er rengøring på, ikke?”

”Gu fanden gør I ej,” vrissede Oliver. ”Jeg skal nok finde ham. Det kommer ikke til at tage lang tid. Han er god, men ikke god. Og jeg skal nok finde et sikkert sted til jer i mellemtiden.”

”Det er ikke til forhandling,” sagde Christian tonløst.

Veronica lagde en hånd på Olivers skulder, for at berolige ham. ”Lad nu være, Ollie,” hviskede hun.

Han skubbede hende af sig med et vredt blik.

”Du sagde selv, at det ikke kommer til at tage lang tid, Toobin. Desuden er der rigeligt med plads i den her hytte. Vi kommer ikke til at gå i vejen for jer.” Christian havde rejst sig og stillet sig hen ved siden af Veronica, så han kunne nyde udsigten gennem panoramavinduet. Hans arm var kun få centimeter fra hendes, og det fik hjertet til at springe et par slag over. Åh, Gud, hun ville ikke kunne holde det ud, hvis hun skulle gå op og ned af ham, dag ud og dag ind.

Nogle gange skulle man tro, at Oliver var tankelæser, for han rykkede hende til sig og stillede sig mellem hende og Christian.

”Og hvad så bagefter?” spurgte han. ”Hvad er planen så, når vi har fundet Leo Brandt?”

Christian trak på skulderne uden at kigge på Oliver.

”Ingen plan?”

”Ikke rigtig,” samtykkede Christian. ”Jeg skal have fundet mig et sted at være, når den værste tommult er overstået, og så… tja, hvem ved.”

”For mange, mange år siden, bad jeg dig om at følge med mig, Christian. Jeg ved, hvad du er i stand til. Jeg ved, hvad du er født til. Lad mig hjælpe dig ind på din rette plads,” sagde Oliver indtrængende.

Christians blå øjne granskede Oliver gennem en smal sprække. Veronica følte at tiden gik i stå, mens de to alfahanner så hinanden an.

”Jeg er ikke en urimelig mand, Toobin,” sagde Christian så. ”Vi bliver her, så længe eftersøgningen er i gang, og imens kan du få tid til at forsøge at overtale mig til at blive. Jeg vil være lydhør overfor dine argumenter i al den tid vi er her.”

Hvilket var langt mere end Veronica nogen sinde havde fået ud af ham. Hendes forsøg havde resulteret i en sur og tvær afviger, der hverken ville dele noget med hende eller lytte til hende.

Oliver virkede ikke tilfreds med arrangementet. Han lod blikket glide ud af vinduet ned over de mange journalisters biler, som stadig holdt parkeret nede foran bygningen.

”Vi har et gæsteværelse og Veronicas kontor,” sagde han mellem sammenbidte tænder. ”I holder jer fra mit. Hvordan I fordeler jer, må I selv finde ud af. Jeg får skaffet to ekstra senge, som vi stiller ind på kontoret. Knægten må sove med sin far.” Derpå drejede han om på hælen og marcherede ind på sit kontor, hvor han smækkede med døren.

Veronica havde for lang tiden siden lært, at man ikke skulle forstyrre ham, når døren til hans kontor var lukket. Hans humør var en tordensky, som hun ikke helt forstod. Han havde jo fået Christian. Hans Messias var inden for rækkevidde og klar til at høre på ham. Hvorfor i alverden skulle han så være så fornærmet?

”Hvad tænker du på?” spurgte Christian. Han var listet hen ved siden af hende igen, uden hun havde lagt mærke til det.

”Ikke noget,” svarede hun og blev ved med at se ned gulvet, selvom hans blik borrede sig ind i hende.

Ed hev fat i Victor, svang ham op over skulderen og bar ham ind på kontoret med Dragul i hælene. Drengen hylede lystigt. Miley gik forbi dem, klemte Christian på skulderen og forsvandt ind på gæsteværelset, der var i forlængelse af gangen med kontorer.

”Det er vel også på tide at vende næsen hjemad,” proklamerede Gordimer og rejste sig med et dybt suk.

”Lad mig følge dig ud,” sagde Veronica, nervøs for at være alene med Christian. Det var langt mere nervepirrende herude i den virkelige verden. Der var ingen til at styre ham, ingen der kunne lænke ham til væggen.

”Det har været et par spændende dage, Veronica,” sagde Gordimer med et smil, da de stod i døren. ”Jeg er glad for at have mødt dig, selvom man kan diskutere hvorvidt omstændighederne kunne have været bedre.”

Hun smilede til ham. Kunne ikke lade være. Han havde et vindende væsen. ”Jeg håber vi ses igen snart. Under mere positive omstændigheder.”

Han vinkede til hende med et smil, og vendte sig over mod elevatoren. Veronica lukkede døren efter ham og fandt Christian stående lige bag sig. Hun hoppede forskrækket og krabbede sig forbi ham og ind i stuen igen, hvor hun begyndte at rydde lidt op. Gordimers og Olivers glas, skulle ud i køkkenet. Puderne i sofaen trængte til at blive rettet lidt. Og lå der ikke også et eller andet i vindueskarmen?

”Jeg gør dig nervøs,” sagde Christian bag hende.

”Nej,” løj hun og tog glassene. ”Hvorfor tror du det?”

”Fordi din stemme dirrer, du trækker vejret for hurtigt, du ser væk, hver gang jeg kigger på dig. Du ryster.”

Glassene i hendes hånd klirrede forræderisk, for at bekræfte hans påstand.

”Jeg var ikke klar til at have mit hjem invaderet af afvigere. Det er det, der måske gør mig lidt anspændt,” sagde hun og gik ud i køkkenet.

Han fulgte lige efter. Selvfølgelig.

”Du mener ikke, at jeg kom forbi i rette tid?” spurgte han. Han lænede sig op af køkkenbordet med armene over kors og kiggede indgående på hende. Selv med masken på, så han indbydende ud. Den grå hættetrøje dækkede over de enorme muskler, hun havde set nede i katakomberne. De sorte bukser hang løst på hans hofter. Håret sad som det selv ville, og faldt ned over hans ansigt i sorte bølger, som hun havde lyst til at køre fingrene igennem. Øjnene var fantastiske.

Hun tænkte tilbage på Olivers raseri, på det brændende varme vand. Tænkte tilbage på den enorme afviger, der pludselig stod bag hendes kæreste og reddede hende fra flere slag, og rødmede igen, da hun kom i tanke om, at hun have været nøgen.

”Havde jeg vidst, at I kom…” startede hun uden at kunne fortsætte.

”Jeg spurgte, om du var hjemme,” sagde Christian til sit forsvar.

”Du skal ikke være inde i mit hoved.”

”Undskyld. Men jeg havde ikke dit telefonnummer.” Øjnene smilede og Veronica kunne ikke lade være med at føle sig afvæbnet. Hvorfor havde han den indvirkning på hende? Hun elskede jo Oliver, ikke? Han var ikke perfekt, men hvem var det? Hun kiggede op på Christian, der faktisk lige nu synes fejlfri. For helvede.

Hun vendte ryggen til ham og gik ind i stuen igen – og han fulgte med.

”Se det på den lyse side, Veronica. Så længe vi er her, får du mulighed for at udspørge mig, alt det du vil,” sagde han.

”Fint.” Hun vendte sig brat over mod ham. Det bedste forsvar var et angreb. ”Hvorfor brugte du mig som gidsel? Jeg troede faktisk, at du var bedre end det.”

”Vi skulle ud,” svarede han ligegyldigt. ”Der skete dig ikke noget, vel? Jeg kunne jo selvfølgelig også bare have ladt afvigerne gøre, hvad de ville med dig…”

”Hvor løb I hen?”

”Væk.”

Hun himlede med øjnene. ”Hvad skete der, efter du slog mig ud?”

”Slog dig ud?” lo han. ”Det var lige hårdt nok. Jeg lagde dig til at sove. For at holde dig beskyttet. Det blodbad, der fulgte i kølvandet på vores flugt var ikke et kønt syn. Selvom vi fik mange ud, var der stadig en del tilbage, da de valgte at forsegle bygningen og bombede den.”

Hun kiggede forskrækket over på ham. ”Bombede den?”

Han nikkede. ”Den er jævnet med jorden.”

”Hvorfor hørte jeg ikke det? Hvorfor blev jeg ikke ramt? Jeg lå lige uden for…”

”De udvikler hele tiden nye metoder at ramme os på. Deres våben bliver mere og mere sofistikerede. En bombe, der rammer sit mål – præcist sit mål og intet andet – er faktisk ikke umulig for dem at konstruere.”

Hun gøs ved tanken om, hvor tæt hun havde været på at miste livet gentagende gange den dag.

”Hvordan gjorde I det?” spurgte hun og lænede sig op ad vindueskarmen.

”Gjorde hvad?”

”Oprøret. Hvordan startede det?”

”Det har været planlagt længe. Der var bare nogle enkelte brikker, der skulle falde på plads inden vi kunne sætte det hele i værk.”

”Hvilke brikker?”

”Så nysgerrig,” smilede han.

”Du gav mig lov til at spørge.”

”Sandt. Hvilke brikker…” funderede han og gik over til hende. Han lod blikket glide ud over udsigten. ”Blandt andet Ed. Vi manglede at få ham ind på vores hold. Med hans evner var det muligt at bryde ud af de celler, som vagterne nåede at låse, da det gik op for dem, at oprøret var i gang.”

”Chippen i halsen? Hvad skete der med den?”

”Den satte jeg ud af funktion for lang tid siden. Når vi havde evalueret de nyindkomne, bremsede jeg chippens signal ved først givne lejlighed, så vagterne ikke kunne bruge den imod os. Det betød selvfølgelig, at vi alle opførte os eksemplarisk, så det ikke blev nødvendigt for vagterne at bruge den,” forklarede han.

”De ville have set det.”

Han lagde hovedet på skrå og så indgående på hende. ”Lagde du mærke til det?”

Hun tænkte tilbage. Hun havde ikke set ham med nye afvigere. Ikke andre end Ed. Med rynkede bryn forsøgte hun at huske, hvad der helt præcist var gået for sig ved det møde.

”En enkelt berøring,” sagde han og lagde sin hånd mod venstre side af hendes hals.

Hans hud mod hendes… den varme håndflade mod hendes dunkende puls… hans krop så tæt på, hans ansigt, de blå øjne, der fangede hende og fastholdt hendes blik.

”Men som med alle planer, var der også i denne ukendte faktorer, der spillede ind,” fortsatte han lavt uden at tage blikket fra hende. ”Jeg havde ikke regnet med at blive gennet tilbage til min celle så hurtigt, at blive lænket. Havde ikke regnet med, at Skan ville vise sig at være et dumt svin. Og jeg havde slet ikke regnet med dig.”

Veronica...

Hans stemme i hendes hoved var langt mere forførende end den metalliske klang, der kom fra masken. Måde hvorpå han så henført hviskede hendes navn, gjorde hende fuldstændig åndeløs. Han havde stadig sin hånd placeret på hendes hals, og var rykket tættere ind til hende. Hun måtte lægge hovedet tilbage for at kunne kigge op i de blå stjerne, der virkede så hypnotiserende.

”At du pludselig viste dig i katakomberne, var som en sol i mørket,” hviskede han selvom de var alene i stuen. ”Du ødelagde alle planer, ruskede op i alle aftaler, og alligevel…” Smilet ramte hans øjne. ”Alligevel ville jeg ikke have undværet dig dernede.”

Hendes hjerte truede med at gå i stå.

”Jeg vidste, du var noget særligt lige fra vores første dans. Du gjorde noget ved mig, Veronica. Og tanken om, at der skulle ske dig noget, fordi jeg havde sat oprøret i gang på det forkerte tidspunkt…” Han rystede på hovedet. ”Jeg var sikker på, at du var taget afsted. Sikker på at afvigershowet havde vakt væmmelse i dig…”

”Sengene er på vej op.” Olivers stemme skar igennem luften som en kniv, og Veronica trak sig væk fra Christian og hans berøring, som om hun var blevet brændt. Instinktivt holdt hun om sig selv, og lagde en hånd over den varme hans håndflade havde efterladt, sikker på at Oliver ville kunne se spor efter den.

”Perfekt, Toobin,” sagde Christian med en skødesløshed, som hun misundte ham. ”Jeg får fat i Ed og Dragul til at slæbe. Min maske har det med at skræmme folk.”

”Fint,” svarede Oliver, mens hans blik brændte sig fast ved Veronica, der følte sit hjerte skjule sig. Han måtte ikke finde det…

 

Som én stor dysfunktionel familie sad de i stuen om aftenen og ignorerede hinanden. Det vil sige, Oliver ignorerede de andre, holdt skarpt øje med Veronica og Christian og indledte da også samtaler med dem – hver for sig.

Veronica havde ikke været alene med Oliver på noget tidspunkt, men hans vrede var ikke til at tage fejl af. Den lå og lurede lige under overfladen, og hun var rædselsslagen for at skulle sige godnat til de andre og være isoleret med ham inde i soveværelset.

”Hvordan ser det ud nede på gaden, Røde?” spurgte Christian ovre fra sofaen. Han sad og spillede kort med Victor, der så meget koncentreret ud.

”Der er stadig fin og livlig aktivitet,” svarede hun.

”Må jeg spørge om noget,” sagde Veronica og stillede sig op ved siden af den eneste anden kvinde i huset.

”Selvfølgelig,” smilede Miley tilbage.

”Du kender dit navn nu. Hvorfor så blive ved med at blive kaldt Røde?”

Hun smilede overbærende. ”Min mor og far kaldte deres datter Miley. Da de opdagede, at hun var afviger, var hun ikke længere deres barn. Afvigeren fik til gengæld et nyt navn i katakomberne: Røde. Det er den jeg er nu.”

”Vil du foretrække, at jeg også kalder dig det?”

”Jeg er ikke menneske mere, Veronica. Hvorfor skulle jeg så have mit menneskenavn?”

Veronica kunne godt se logikken i det, men syntes alligevel, at det var en skam. Hun nikkede og smilede tilbage.

”Ha! Ich gewann wieder!” jublede Victor pludselig og gav sin far en highfive. Christian smed sine resterende kort på bordet med et fnys.

”Møgunge,” mumlede han, mens Victor blev ved med at danse en lille sejeresdans.

Det umiddelbare i drengens opførsel fik Veronica til at le. Han var upåvirket af at være afviger i dette øjeblik. Han var et barn på lige fod med alle andre, og hyggede sig i de voksnes selskab. Han skænkede ikke fremtiden en tanke. Det vigtigste for ham lige nu, var at banke en anden i kortspil.

Det blå blik hvilede på hende igen. Hun fangede Christian i at stirre uhæmmet på sig. Øjnene smilede med en underfundighed, som hun ikke havde set før, og under hans blik følte hun sig formindsket til intet andet end sit bankende hjerte. Hun glemte at trække vejret, kunne ikke se væk fra ham, overså alle andre i lokalet.

Indtil Oliver tog fat i hendes arm. Som var hun blevet slået, så hun ned i gulvet, skammede sig øjeblikkeligt over at have kigget på Christian, der fortsatte med at stirre.

”Klokken er efterhånden blevet mange. Veronica og jeg trækker os tilbage,” sagde Oliver venligt til sine gæster. ”Vi er jo nogen, der skal ud og tjene til føden i morgen.”

Han trak afsted med Veronica, der hastigt fulgte efter ind i soveværelset. Hun krympede sig, da døren smækkede bag hende, og hun turde ikke vende sig om.

”Jeg ved ikke hvordan, men jeg har på en eller anden måde ikke gjort mit budskabt tydeligt nok,” hvislede Oliver henne fra døren.

”Jo, Ollie. Det har du.”

”Hvorfor bliver jeg så ved med at se dig sende ham blikke?”

”Det gør du heller ikke,” hviskede Veronica og vendte sig om mod ham. ”Det er Christian, Ollie. Christian. Du har selv sagt det; han er fænomenal.”

”Og tydeligvis en kvindebedårer. Tror du virkelig, du er den eneste han har den virkning på?”

”Han er en karismatisk mand, og som Messias, må det vel siges at være en god egenskab.” Hun gad ikke skændes med ham.

Oliver kiggede grundigt på hende, inden han spærrede øjnene forbavset op. ”Du tror, du er noget specielt for ham, gør du ikke?”

”Ollie, stop,” bad hun.

”Du tror ikke, han har noget kørende med hende Røde? Har du set, hvordan de ser på hinanden?”

Hun rystede benægtende på hovedet, selvom hun selv havde tænkt tanken.

Og så kom det modbydelige smil, som var mere en snerren. ”Hvis han fik lov, tror du så ikke, han bare ville kneppe dig og smide dig væk bagefter?”

Hun ville ikke lytte til ham. Hun tog sig sammen og vendte ham ryggen gik over til sin side af sengen og begyndte at tage sin trøje af.

Oliver lod hende ikke få fred. ”Du er et mennesker, Veronica. Et menneske! Ikke andet. Tror du virkelig han ville nedværdige sig til at være sammen med dig? Tror du?”

Hun rystede på hovedet, ville have ham til at stoppe, det gjorde for ondt. Håndcremen blev klemt lige lovlig hårdt, og hun måtte bruge lidt ekstra tid på at arbejde den store klump ind i huden.

”Du er intet for ham,” hvæsede Oliver og lænede sig ind over hende.

Hun nægtede at se op på ham. Kæmpede med at holde tårerne tilbage ved at bide sig i læben.

”Hvad har han sagt til dig? At du er speciel? At du betyder noget særligt for ham?”

Den første tåre sneg sig forræderisk ud af øjenkrogen og efterlod et varmt spor ned over hendes kind.

”Sig ikke, at du er faldet for den slags pladder, Veronica. Jeg havde højere tanker om dig.” Han rejste sig op og nidstirrede hende. ”Men på den anden side er du jo et menneske. Svag, naiv, hjælpeløs. Præcis som din far altid sagde.”

”Stop så, Oliver,” gispede hun og tørrede arrigt tårerne væk fra ansigtet, mens hun så hidsigt op på ham.

”Er sandheden ilde hørt?” Han lænede sig truende ind over hende igen, tvang hende ned i madrassen. ”Men han har trods alt god smag, den karismatiske Messias. Du har altid været utrolig knepbar.”

”Flyt dig,” hulkede hun og forsøgte at skubbe ham af sig.

”Så er det nok,” sagde han hårdt og holdt hende nede med magt, holdt en hånd for hendes mund. ”Du er min, Veronica. Det vil du altid være. Forstår du det? Om han så knepper dig herfra og til himlen, vil du altid tilhøre mig.

Hans fingre fumlede med knappen og lynlåsen på hendes jeans, da det bankede på døren.

”Hvad?” bjæffede han hårdt.

”Der er telefon til dig, Toobin.” Det var Rødes muntre stemme, der trængte gennem døren. ”Den har ringet flere gange inde fra dit kontor.”

”For helvede,” vrissede han og skubbede sig op fra sengen igen. Han sendte hende et rasende blik, inden han forlod soveværelset.

Veronica lå tilbage med gråden siddende fast i halsen. Hun krøllede sig sammen, skamfuld og ulykkelig. Oliver var en mand med temperament. Han havde ofte slået hende, når hun ikke makkede ret, hvis hun blev urimelig, hvis hun gjorde noget dumt. Hans vrede her til aften havde været berettiget. Hun havde gloet på Christian på en højst upassende måde, selvom hun vidste at det ville såre Oliver. At han var rasende var kun naturligt. Men han havde aldrig, aldrig, aldrig før forgrebet sig seksuelt på hende. Slag og spark kunne hun håndtere, men det her… Åh, Gud, det var så meget værre. Og alt det han havde sagt om Christian. Hvordan kunne det ikke være rigtigt? Selvfølgelig var han ikke interesseret i hende. Ikke som hun forventede. Hun var kun et latterligt menneske. Hvorfor skulle han dog ville have andet end hendes krop?

Jeg vil høre dig le igen.

Hun satte sig op med et sæt og kiggede rundt i værelset med våde øjne. Det eneste, der var at se, ud over sengen var hendes spejlbillede i det store vindue ud til natten. Hun var alene. Fysisk om ikke andet. Hun havde ikke brug for, at have ham inde i sit hoved nu. Hun valgte ikke at svare ham. Tog i stedet sine bukser af og kravlede ned under dynen, velvidende at hun ville græde sig selv i søvn. Han havde lovet at stoppe Oliver, hvis han nogen sinde rørte hende igen. Hvor var han så nu?

Veronica?

Nej, hun ville ikke svare ham. Lige meget hvor indbydende hans stemme lød. Hun ville have sit sind i fred.

Veronica?

Hvordan kunne han lyde så bekymret og egentlig være fuldstændig ligeglad? Den næsten bedende måde han sagde hendes navn på, skar hende i hjertet

Det bankede på døren igen. Tre hurtige, hårde bank.

”Veronica?” Hans metalliske stemme lød faktisk også næsten ængstelig. ”Veronica, må jeg komme ind?”

Det samme spørgsmål havde hun stillet ham i katakomberne. Hans svar havde været positiv. Hun gik over og låste døren.

”Veronica,” sukkede han på den anden side. Efter en lang pinefuld tavshed sagde han: ”Få sovet lidt. Jeg holder ham hen i nat.”

 

Puden var stadig våd, da hun vågnede næste morgen. Hun havde grædt, mens søvnen indfandt sig, og var tydeligvis også fortsat efter. Hun lå alene i sengen, hvilket betød at Christian havde holdt sit løfte om at holde Oliver hen.

Det var solen, der havde vækket hende. Havde det ikke været for den, havde hun sikkert sovet de næste mange dage. Hun følte sig i hvert fald stadig træt og udmattet, da hun rejste sig og åbnede sit skab. Hånden fandt noget tilfældigt, som hun tog på, hvorefter hun gik over til døren. Hun lagde øret mod den, men kunne ikke høre noget inde fra stuen.

Forsigtigt drejede hun nøglen om i låsen og åbnede lydløst døren. Der var stille. Stuen var tom. Hun listede sig over til sit kontor, hvor døren stadig var lukket. Det samme gjorde sig gældende ved gæsteværelset, hvilket betød at hendes gæster stadig sov.

Lettet over ikke at skulle konfronteres med afvigerne lige med samme, gik hun ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe og noget hurtigt morgenmad.

Hun standsede brat i døren, da hun så køleskabesdøren stå åben og hørte nogen rode rundt derinde. Hun kunne ikke se, hvem det var, men håbede inderligt, at personen ikke havde hørt hende. Hun nåede at tage et enkelt skridt bagud, inden hans blik frøs hende fast. Som altid var der noget ved de blå dybder, som hypnotiserede hende. 

”Godmorgen,” sagde Christian og tog juicen med sig over til køkkenbordet, hvor han skænkede op i et glas. Han så over på hende og nikkede ned mod juicen.

”Ja, tak,” sagde hun uden at røre sig, mens han fandt endnu et glas frem. Han var kun iført sine sorte bukser, der sad løst over hofterne. Overkroppen var bar og svulmende af muskler, som hun kæmpede for ikke at gå over røre ved. Måden han bevægede sig på var alt for smidig til at tage blikket fra. Hvis Oliver fangede hende nu, ville hun ikke slippe med livet i behold. Hendes blik fulgte de små sløvglimtende plader, der lå ned af Christians muskuløse ryg.

”Har du sovet godt?” Hans stemme rungede i køkkenet.

Veronica nikkede og rettede blikket mod gulvet og tog imod det glas han rakte hende, forsigtig med ikke at komme til røre ham.

”Din kæreste er her ikke,” hviskede han med et glimt i øjet.

Hun kunne ikke gøre for det, men lige så snart Christian havde sagt det, var det som om der faldt en sten fra hendes bryst. Hendes skuldre sænkede sig helt automatisk, og hun pustede hørtbart ud, selvom det ikke var hendes mening. Christians øjne smilede.

”Tak for juice,” sagde hun tonløst drejede om på hælen med glasset i hånden og gik ind i stuen med den hensigt at flygte tilbage til soveværelset.

”Vent lige lidt, Veronica.” Han indhentede hende lige inden mållinjen og lagde en hånd om hendes albue. Hendes krop lagde igen meget mere i hans berøring, end det var tiltænkt.

”Du er okay, ikke?” spurgte han bekymret.

Han var ligeglad med hende. Oliver havde ret i den påstand. Hvorfor skulle én som Christian interessere sig for hende? Han kunne få, hvem end han ville, så hvorfor i alverden skulle han nøjes med et menneske?

”Jeg har det fint,” smilede hun og var meget bevidst om kun at møde hans isnende blik i et kort sekund.

”Du lyver.”

”Og hvad så hvis jeg gør?” spurgte hun træt.

”Jeg vil have, du skal være ærlig overfor mig.”

”Og jeg vil bare gerne ind i min seng igen.”

Han kneb øjnene sammen og kiggede indgående på hende. Han havde stadig fat i hendes arm med den ene hånd og holdt sit eget fyldte glas juice i den anden.

”Drik din juice og tag en slapper i sofaen, Christian. Du er sikkert træt,” sagde hun lidt hårdere end det var ment.

”Det er ikke til mig,” sagde han næsten undskyldende. ”Det er til Røde.”

Fedt. Han bragte sin kæreste morgenmad på sengen. Endnu et slag i maven til Veronica, endnu en kendsgerning, der fastslog hans forhold til Røde – en afviger. Èn som var alt det, hun ikke var. Det stak i hjertet.

”Hvad skete der helt præcist i går aftens, Veronica? Hvad har han sagt til dig?” forlangte Christian at få at vide, da hun kiggede væk fra ham igen.

”Ikke noget, der kommer dig ved. Og giv så slip.” Hun hev armen til sig og havde egentlig vendt sig om for at gå.

”Jeg kan få det ud af dig med magt.” Det blev sagt skødesløst bag hende. Det skræmmende var, at han var fuldt ud i stand til det. Hvis han ville, kunne han læse hende som en åben bog, hvilket betød, at hendes følelser for ham… Hun ville ikke tænke på det.

”Jeg vil ikke have dig i mit hoved,” sagde hun bestemt.

”Og jeg vil ikke have, at du lyver for mig,” svarede han tilbage. Masken gav en ekstra skarp dimension til hans udsagn.

Det blev for meget for hende. Vreden boblede, irritationen blandende sig og til sidst kunne hun ikke holde mund længere.

”Du kan ikke bare komme valsende ind i mit liv og forlange, at vi alle gør som du siger. Eller forlange at få at vide, hvad min kæreste og jeg taler om. Der er noget der hedder privatliv, Christian!” råbte hun.

”Stædige kvindemenneske,” hvislede han ud gennem masken.

”Ja tak,” afbrød hun og løftede armene håbløst i vejret, mens tårerne pressede på igen. ”Det er lige præcis det der er problemet ikke? Tak, fordi du mindede mig om det igen.”

”Jeg vil ikke engang begynde at lade som om, jeg ved, hvad du taler om,” sagde han frustreret. ”Men hvis du tror – ” Han stoppede midt i sætningen, lagde hovedet på skrå og kiggede over mod gangen.

”Venter du gæster?” hviskede han.

Sekundet efter ringede det på døren.

Hun rystede på hovedet og gik over for at åbne den. Christian lagde sin hånd over hendes, bremsede hende, da hun rakte ud efter håndtaget.

Det er en journalist.

”Ud af mit hoved,” vrissede hun.

Du kan ikke lukke hende ind.

Hvor irriterende kunne man være? Hvor svært var det, at forstå en simpel besked?

”Ikke det? Så vidt jeg ved, er det her stadig mit hjem,” hviskede hun tilbage.

”Miss. Foulum?” lød en kvindestemme fra den anden side af døren.

Christians øjne var hårde, grebet om hendes hånd var strammet til. Alligevel tog hun fat i håndtaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...