Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
730Visninger
AA

2. 1

 

Hun trængte til at blive klippet.

Med børsten i den ene hånd og føntørreren i den anden, forsøgte hun at få lidt styr på den fuglerede, som gav sig ud for at være hendes hår.

Hvorfor var det altid sådan, når man skulle se ordentlig ud? Hun havde fundet sit tøj frem dagen før, havde fundet skoene, der matchede, havde lagt makeuppen klar ved vasken på badeværelset. Tasken stod ved hoveddøren, pakket med de papirer, hun skulle bruge, notesblok, skrivere, tablet, foruden det sædvanlige skrammel, som altid sneg sig ned i hendes taske. Alt var klar.

Hvorfor kunne hendes åndssvage hår så ikke også makke ret?

Trangen til at tage saksen fra køkkenet var stor, men hun besindede sig, inden det kom så vidt. Hun tog en dyb indånding, pustede langsomt ud og så sig selv i øjnene i spejlet.

”Kom så, rolig nu. Det er bare nerver,” sagde hun sagte til sig selv, inden hun hurtigt lod børsten løbe gennem det lange hår. Det ville ikke falde, som hun havde tænkt sig det skulle, så hun nøjedes med at børste det godt og samlede det i en stram hestehale, der sad højt i nakken. Så måtte det te sig som det ville.

Hun gjorde sig færdig på badeværelset, og gik ind i stuen igen. Hun spiste en sparsom morgenmad med badekåben på, bange for at spilde på sit tøj. Hun havde ikke mulighed for at finde noget nyt. Oliver lå stadig og sov i soveværelset.

Stuen var stor og møbleret i lyse farver. Hendes kjole lå over sofaryggen ved siden af hendes selvsiddende strømper. Normalt var det ikke det hun gik i, men dagen i dag var helt speciel, og hun ville gøre sit ypperste for at gøre et godt indtryk. Hun havde læst et eller andet sted, at det tog en person halvandet sekund at danne sig et første indtryk. Hun var fast besluttet på at bruge den sparsomme tid fornuftigt.

Hun lynede den tætsiddende kjole op i siden, rettede lidt på den og trådte derefter ned i sine høje hæle, for igen at rette på sin kjole.

”Du burde altid gå sådan klædt,” sagde en velkendt stemme.

Hun vendte sig smilende over mod Oliver, der var kommet ind i stuen. Han satte sig omvendt i sofaen, så han kunne hvile hovedet på ryglænet og samtidig holde øje med hende. Han havde det der legesyge blik, som var én af de ting, hun i sin tid var faldet for.

”Tak.” Hun gik hen og kyssede han flygtigt i panden. Han holdt fast om hendes hofter, da hun ville vende sig om og gå.

”Tak for i går,” smilede han skælmsk.

”Selv tak.”

”Hvornår skal du gå?”

”Nu,” smilede hun og kyssede ham i panden igen.

”Hvornår skal du være der?” Han blev ved med at holde kærligt fast i hende, og hans hænder var så småt begyndt at hive hendes kjole lidt op af benet.

”Jeg skal være der kl. 9.15.” Hun lod sine hænder køre gennem hans mørke hår.

Hans blik fejede forbi hende, hen mod uret i gangen. ”Så har du stadig tre kvarter.” Han legede fortsat med hendes kjole, der var blevet hevet faretruende højt op af låret. Hans fingre snittede den blondebesatte kant af de selvsiddende strømper.

”Nej, Oliver. Jeg ikke komme for sent til det her.” Hans hænder var varme under hendes, da hun tvang dem ned igen. ”Du ved, hvor lang tid, det har taget mig, at få sat det her møde i stand.”

”Så lov mig, at du ikke klæder om, når du kommer hjem.”

Med et genert smil nikkede hun, kyssede ham på munden og gik ud i gangen. Et sidste blik i spejlet, en sidste ikkeeksisterende krølle i kjolen rettet ud, tasken over skulderen, og hun var på vej.

Bygningen var stor og deres lejlighed var én af de øverste. Heldigvis var det hovedsageligt folk med fine fornemmelser, der boede i ejendommen, så der var installeret to elevatorer. Mens hun ventede ved dem, blev hun ved med at gennemgå, hvordan hun skulle hilse på general Matos. Hun havde brugt lang tid på at øve sig foran spejlet dagen forinden, og Oliver havde brugt lang tid på at grine af hende.

Med et diskret ding meldte elevatoren sin ankomst. Hun havde håbet at kunne få lov til at øve sig noget mere derinde, men der var allerede en kvinde, som stod i hjørnet. Altså kunne hun ikke tillade sig at øve sin hilsen uden at virke tåbelig.

Hun smilede i stedet til kvinden, der smilede tilbage, og ellers holdt de sig for sig selv hele turen ned.

Hun gennemgik mulige scenarier i hovedet; scenarier, som hun havde gennemgået mange gange tidligere, og som alle sikkert ville vise sig at være forkerte i forhold til virkeligheden. Men hun blev nødt til at berolige sig selv ved at holde hjernen i gang.

Da hun var kommet ned, kommet ud på gaden og var blevet slået i hovedet af sommervarmen, drejede hun til venstre. Det ville være umuligt at få fat i en taxa på dette tidspunkt og så nær midtbyen. Fordelen ved at være kendt i byens gader, fik hende til at gå lidt længere væk, hen til én af sidegaderne, hvor hun vidste at nogle taxaer yndede at hold ind til siden for at få en pause. De var betydeligt lettere at praje her, skønt man oftest kom til at betale ekstra for dem, da de jo blev forstyrret i deres pauser. Som regel var det ikke et problem, når hun først hev den store tegnebog op af tasken.

Heller ikke i dag var chaufføren svær at overtale. Så længe han kunne blive ved med at drikke sin kaffe, mens de kørte. Hun lod sin nethinde blive scannet, inden hun hoppede ind i bilen, gav ham adressen og faldt i staver, lige så snart han satte bilen i bevægelse. Bygningerne susede forbi, og hun kiggede ud på dem uden egentlig at se dem. Tankerne var et helt andet sted. Hun havde ventet seks måneder på det her møde og kunne næsten ikke tro, at det endelig var ved at ske. Efter mange opfordringer havde de langt om længe indvilliget i at lade hende komme på besøg i katakomberne. Normalt var det ikke noget almindelige mennesker fik lov til, men hendes vedholdenhed, hendes irriterende insisteren, og ikke mindst hendes navn havde heldigvis fået dem til at åbne døren for hende til sidst. 

General Matos havde selv ringet til hende, efter hun havde lagt utallige beskeder ved hans sekretærer. Hun havde haft på fornemmelsen, at beskederne slet ikke kom videre, men til sidst havde det da givet pote. Hans opringning var kommet bag hende. Hun havde været derhjemme med Oliver. De havde haft en hyggeaften med tv og popcorn, da telefonen havde ringet. Oliver havde taget den og overrasket givet den videre til hende. Hendes stemme havde skælvet, mens hun talte med ham. Hun havde fumlet efter sin kalender i tasken og havde skrevet datoen ned med en klodset og rystende håndskrift. Generalens stemme havde været ru og dyb i telefonen. Det var lang tid siden, hun havde googlet ham, så hun vidste, hvordan han så ud, og stemmen passede fint til ham. Han var høj, bredskuldret, skaldet. Blå, næsten grå øjne. Og gammel. Han havde været hendes bedstefars bedste ven. De var soldaterkammerater, og havde arbejdet sammen i mange år, inden hendes bedstefar døde.

Hun fik kuldegysninger af at tænke på det. Ingen havde fortjent at dø på den måde.

Inden hun nåede at registrere det, var taxaen stoppet foran en stor hvid bygning. Hele det nederste parti af bygningen var lavet af glas, mens resten af den enorme struktur bredte sig mod himlen, som en lys kæmpe, kun afbrudt af enkelte store vinduespartier.

Hun undrede sig over, at det kunne være her. De var stadig midt i byen, alt for tæt på almindelige mennesker. Hvordan kunne katakomberne være her?

Hun steg ud af taxaen, efter at have betalt chaufføren og kiggede undrende på bygningen, der mest af altså ud til at huse kontorer, eventuelt et hospital.

Hun hankede op i tasken og skridtede hen til glasfordøren, der gled pænt til side, da hun nærmede sig.

En sagte muzak skyllede ud af højtalerne, der hang i hvert hjørne af den enorme modtagelses hal. Midt i det hele var der placeret en skranke, hvor der sad en kvinde bag en computerskærm. Til højre og venstre var der områder, der indbød til at man gjorde sig det mageligt, mens man ventede. Der sad allerede nogle stykker. Alle var travlt optaget af at udfylde papirer eller arbejde ved computere. Der var højt til loftet og meget lyst på grund af de mange vinduer.

Hun gik hen til receptionisten og smilede. Hun havde lige åbnet munden og skulle til at præsentere sig, da kvinden bag skærmen løftede hånden og dermed fik hende til at tie. Så trykkede hun på en knap på tastaturet.

”De har ringet til Globe. Dette er Miriam. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” Kvindens stemme var munter og lys. Hun ignorerede alt og alle, mens telefonsamtalen var i gang. Først da hun var færdig vendte hun sig mod den ventende gæst.

”Ja?”

”Øhm... Jeg har et møde med general Matos.”

”Hvad er navnet?” Receptionisten så mod sin skærm igen, mens hun tastede et eller andet.

”Veronica Foulum.”

”Ja, De er registreret. Tag plads. Så vil De blive hentet meget snart,” smilede Miriam.

Veronica satte sig i møblerne til venstre. Der sad færrest. Hun placerede sig, så hun kunne se ud af vinduet, se ud på den fortravlede gade, men efter et lille minut tog hun ét af damebladene og bladrede formålsløst i det. Hvorfor var der altid denne hetz mod kvinder. Modellerne i bladet var sygeligt tynde, blege og lignede zombier. Til gengæld var de altid ulasteligt klædt, ligegyldig hvilken situation fotografen havde fanget dem i. Veronica noterede sig navnet på en designer, hvis tøj var sat på en høj lyshåret pige, der så ud som om hun havde spist for mange piller. Hun skulle se på det sæt senere, når hun engang fik tid.

”Miss. Foulum?” Blev der pludselig sagt bag hende.

Hun kiggede overrasket op og så ind i et par næsten grå øjne.

”Miss. Foulum?” spurgte en hæs stemme.

”Ja,” stammede hun overrasket over, at det var generalen selv, der var kommet for at tage imod hende.

Han var langt højere, end hun havde regnet med. Han var også en hel del bredere end computeren havde indikeret. Han tårnede sig op ved siden af hende, som en anden Goliat. Han havde sin uniform på, og så meget alvorlig ud.

”Det glæder mig at møde Dem,” smilede han så. Hans stenansigt blev brudt af den streg som smilet var. Det lignede mest af alt en krakelering i den hårde maske.

”I lige måde,” smilede Veronica og rejste sig. De gav hinanden hånden, og med en udstrakt arm, viste han hende hen mod de elevatorer, der lå skjult bag skranken.

Hans enorme korpus blev endnu tydeligere, da de stod i den trange elevator. Hun følte sig næsten helt klemt, selvom der sikkert var masser af plads.

Hun var noget forbavset over, at generalen selv kom og hentede hende. Hun havde regnet med, at han ville have sendt sin sekretær.

”De er en meget ihærdig ung dame,” sagde general Matos med et lille smil. ”Det er ikke mange mennesker, jeg sådan giver audiens.”

”Og jeg er meget beæret over at få lov til at komme her i dag.”

”De er som en blodhund, miss. Foulum. Når først de har fået færten, giver De ikke op. Præcis som Deres bedstefar.”

Hun så genert ned i elevatorgulvet, og nåede ikke at finde et ordentligt svar, før dørene gled til side. Etagen de nu befandt sig på var holdt i lyse cremefarver. Der var lyse egetræsdøre ind til mange kontorer. Der var et opholdsrum midt i gangen, med lyse lædersofaer og glasborde. Gulvtæppet tog lyden af hendes høje hæle.

Generalen førte hende ned af gangen, ned til et af de sidste kontorer.

Om det var for at provokere helt bevidst, var hun i tvivl om, men hun havde ham mistænkt for det. Lige så snart døren blev åbnet, blev hun mødt af den stærke kontrast der var mellem den lyse gang og den meget mørke møblering, der var på kontoret. Samtlige vægge var dækket af mahognireoler, hvori der på ræd og række stod sorte ringbind eller tunge, støvede bøger. Gulvet var dækket af et mørkerødt tæppe, stolene var betrukket med sort læder. Der var ingen lamper i loftet. Til gengæld stod der små lamper placeret diverse steder i lokalet - alle med en flaskegrøn lampeskærm, der fik dæmpet lyset gevaldigt. Det eneste naturlige lys kom fra det enorme vindue, der fyldte hele den ene væg.

”Tag plads,” sagde generalen smilende og gestikulerede mod den sorte læderstol på den anden side af sit skrivebord.

Veronica gjorde, som hun blev bedt om. Hun lagde sin taske på skødet, for at flytte den over, så den hang på armlænet, for at lægge den på gulvet, for til sidst at sidde med den på skødet igen. Hun var alt for nervøs og blev ved med at kramme taskens skulderstrop med svedig hænder.

”Lad mig så høre, miss. Foulum. Hvorfor var det så vigtigt for Dem at mødes med mig?” spurgte generalen undrende.

”Lad mig først lige sige, at jeg er utrolig beæret og glad for, at De tager Dem tid til at mødes med mig. Jeg ved, De er en meget travl mand, hvilket kun gør –”

”Kom til sagen, miss. Foulum.” Hans stemme skar igennem hendes talestrøm som en slagtekniv. Han havde ikke råbt. Han havde vist ikke engang hævet stemmen. Alligevel var det som om den rungede fra alle fire vægge, og forstærkede hendes følelse af at være helt lille. ”Jeg er ikke meget for smiger. Hvorfor er De her?”

Hun studsede et øjeblik, blinkede et par gange. Hun havde indstuderet en meget glidende overgang fra underdanig tak til ydmygt ønske. Det blev der altså ikke noget af. Nuvel, så måtte det jo bare være sådan.

”Jeg vil gerne have adgang til katakomberne. Nærmere bestemt den, hvor 214782-19 sidder indespærret.” Hun holdt vejret, og satte sit mest alvorlige stenansigt op. Desværre vidste hun kun alt for godt, at hendes blå øjne var for store til, at man sådan rigtigt kunne tage hende seriøst. De gav hende et dukkeagtigt præg.

Generalens blik havde ændret sig. Det ene grå øjenbryn var løftet op i panden. Næseborene vibrerede, munden var blevet en smal, hård streg.

Lige som hun troede, at han ville smide hende på porten med et brag, krakelerede hans hårde mimik i et bredt smil, der blev efterfulgt af en høj, rungende latter. Han lo hjerteligt, lænede sig tilbage, lagde hovedet bagover, tog sig til den statslige vom og måtte tilmed tørre en lille tåre væk fra øjenkrogen, før han kunne få luft igen.

”Åh, du godeste, miss. Foulum. Det er meget længe siden, jeg sidst har leet så meget,” klukkede han

Hun ville ønske, hun også kendte joken.

Han blev ved med at le lidt, mens han rejste sig, fandt et par glas og en kande koldt vand. ”Men spøg til side - selvom den var nok så god. Hvad er det, De vil?”

Hun bibeholdt sit alvorlige udtryk. ”Det er det, jeg vil. Jeg vil have adgang til cellen med 214782-19.”

General Matos holdt øjeblikkelig op med at grine. Der var ikke den mindste antydning af smil på hans ansigt. De grå øjne blev som is, da han satte sig overfor hende igen.

”Hvorfor vil De ind til Chasedin?” spurgte han tørt.

”Som jeg fortalte til Deres sekretær i telefonen, så er jeg interesseret i at lave en psykologisk profil på Christian Chasedin. Jeg vil bruge den som min sidste afhandling på universitetet, og samtidig se, om der er nogle fællesnævnere i forhold til at kunne opdage afvigere tidligere. Ret mig hvis jeg tager fejl, general Matos, men de fysiske fejl hos afvigerne er ikke længere så hyppige. Ligeledes har deres DNA ændret sig, så de ikke længere er så lette at opfange fra fødslen.” Naturens måde at sige, hold-fingrene-væk-fra-min-nye-yndlings-race. En tanke hun dog holdt for sig selv.

Hun tolkede hans tavshed som en bekræftelse.

”Ville det så ikke være rart, hvis man havde et sæt psykologiske karakteristika, som man kunne evaluere ud fra?”

”Hvorfor lige Chasedin?”

”Fordi han er interessant.”

”Han er et dyr.” Stemmens hæshed var knagende.

”Hans evner gør, at han rent psykologisk er langt mere fascinerende at arbejde med. Hans evner ligger ikke andre steder end i psyken. Jeg vil forsøge at kortlægge helt præcist hvor.”

”Der findes andre, med psykiske evner.”

”Så De tillader, at jeg får adgang til afvigerne?”

Stenansigtet trak lidt på smilebåndet. ”Så har vi blodhunden igen.”

Hun så afventende på ham, mens han eftertænksomt lagde fingrene mod hinanden og støttede hagen på dem. Hans grå blik veg ikke fra hendes.

”Det, De beder om, miss. Foulum, er ganske uhørt.”

Hun forblev tavs, stirrede igen, og håbede ikke, han så hvor hårdt hun vred taskens skulderem.

”Katakomberne er tiltænkt afvigere og deres vogtere. Ikke andre. Forholdene dernede er... anderledes, end hvad De ellers måtte kende til fra almindelige fængsler.”

”Jeg er ikke naiv, general Matos.”

”Havde De forventet, at komme ned i katakomberne i dag?”

Hun trak på skuldrene. Der var noget ved hans blik, som antydede, at hun ikke skulle svare ja, selvom hun lige fra morgenstunden havde glædet sig til at kommer derned.

”Hvis - og det er et meget stort `hvis´ - De får adgang til katakomberne, bliver det ikke i den mundering. Det er dyr, vi har med at gøre dernede. Der er ingen grund til at friste sarte sjæle.”

Modvilligt så hun ned af sig selv. Personligt mente hun ikke, at hun var udfordrende klædt, men det var selvfølgelig en kjole, som fremhævede det uomtvistelige faktum, at hun var en kvinde. Det var klart, at hun ikke ville få adgang, når hun havde den på. Hvor dum, havde hun lov til at være? Naiv var måske alligevel et meget passende ord for hende.

”Jeg regnede med at få adgang, når jeg engang havde fået overtalt general Matos,” smilede hun og forsøgte at opretholde en kølig facade.

Han lod sit blik glide op og ned af hende. ”Hvorfor skulle jeg give Dem adgang?”

”Fordi De lige som jeg, er interesseret i at få en udredning af afvigerne. Fordi De kan se det fornuftige i det. Fordi der måske er mulighed for at fjerne afvigergenet, hvis vi kan lokalisere det i hjerne. Fordi De skylder min bedstefar en tjeneste.”

Det var et uretfærdigt kort at spille ud. Matos gloede olmt på hende.

”Deres bedstefar var en stor mand. En fantastisk mand, der gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe menneskeheden til at forstå og samarbejde med afvigerne. Det var ikke hans skyld, det gik så galt...” Generalens stemme fortabte sig i minder.

”Han gik på scenen i stedet for Dem. Han gjorde det for at hjælpe sin ven. De skylder ham, at vi får styr på afvigerracen.”

Generalens blik afslørede alt for tydeligt, at hun ikke talte for døve øre. Hendes ord ramte ham, men han var stille alt for længe. Så længe, at hun begyndte at tro, at det hele havde været nyttesløst. Hvorfor skulle han dog lade hende få adgang til katakomberne? Det var en absurd tanke, som på ingen måde ville kunne blive virkelig.

Hun var ved at tage mod til at rejse sig og forlade lokalet. Det her var ved at blive pinligt.

”De vil ikke få adgang til Chasedin,” sagde den hæse stemme så pludselig. ”Han er for farlig. Jeg vælger én ud til Dem, men jeg skal se og godkende alle Deres spørgsmål og undersøgelsesmetoder, inden De får endegyldigt adgang.”

Det var som om alle hendes nerver på samme tid stod af, holdt op med at virke. Følelsesløsheden ramte alle hendes organger på én gang, og hun måtte til sidst minde sig selv om at trække vejret.

Han gav hende lov.

”Jeg vil se en rapport, der understøtter Deres hypotese om at finde en fælles sæt normer. Jeg skal have den om fjorten dage. Hvis ikke den flader til tiden, vil jeg ikke se Dem igen, miss. Foulum.” Hans stemme var hård, kontant og gjorde budskabet indiskutabelt.

”Javel, general Matos,” stammede hun.

”Miriam vil give Dem de nødvendige oplysninger.”

Dermed var samtalen slut. Han rejste sig, og Veronica skyndte sig at gøre det samme. Han fulgte hende over til døren, åbnede den for hende og rakte hende hånden som afskedshilsen, inden han smækkede døren i bag hende.

Hun hoppede forskrækket på grund af det højtlydte bump og knugede skuldertasken lidt tættere ind til sig.

Hun havde gjort det. Det var lykkedes. Hun ville få mulighed for at komme ned i katakomberne.

For ikke at komme til at skrige sin jubel ud, pressede hun den ene hånd mod munden og løb ned mod elevatoren, mens hun kvalte de hvin, der truede med at kommer over hendes smilende læber. Ivrigt trykkede hun på knappen flere gange, mens hun hoppede som en anden kanin. Hele kroppen var så ekstatisk lige nu, så hun blev nødt til at gøre noget, for at få energien ud på en eller anden måde. Heldigvis fangede gulvtæppet stadig larmen fra hendes hæle.

Et ding, og elevatorens døre trak sig til side og lod hende komme ind. Hun trippede frem og tilbage indtil den var nede i stuen og hastede så hen til skranken for at få de informationer, hun skulle bruge. Hun fik et lille kort med general Matos telefonnummer og mailadresse. Det var helt hvidt med sorte blokbokstaver, ingen krummelurer eller smarte tegninger. Nænsomt lagde hun det i tasken, smilede til sekretæren og forlod den enorme bygning.

Sommervejret var lige så strålende som hun følte sig. Egentlig burde hun have ringet efter en taxa, men kroppen var for spændt til, at hun kunne sidde stille. I stedet fiskede hun sin mobil frem og ringede til Oliver.

Den gik på telefonsvaren efter fem ring. Hvor irriterende. Hun lagde på og fortsatte med at skridte ned af vejen, stadig glad for dagens udbytte.

Lidt efter forsøgte hun igen. Denne gang blev, der svaret efter tre ring.

”Ja?” Hans stemme var som altid sød musik i hendes øre.

”Åh, Ollie, det lykkedes!” Hun kunne ikke lade være med at smile og var ligeglad med, hvad de andre fodgængere måtte tænke om hende. ”Jeg klarede det!”

”Er det sandt?”

”Ja,” jublede hun.

”Veronica, for helvede, du er fantastisk! Åh, baby, skynd dig hjem. Så mødes vi der. Jeg vil have hele historien, alle detaljer.” Det var lang tid siden, han havde lydt så glad. Hun blev helt stolt af sig selv.

”Vi ses,” smilede hun.

”Vi ses, baby.”

 

Rapporten til general Matos var en smal sag. Den lå mere eller mindre færdig på computeren allerede. Den skulle bare finjusteres lidt, inden hun kunne sende den videre til ham. De af professorerne på universitetet, som havde set den, var alle dybt imponerede over hendes research og de resultater, hun allerede nu havde fået. Hun var på ingen måde beskeden omkring sine undersøgelser. Hun vidste, det var et ordentligt stykke arbejde, hun leverede, hun vidste, at det var banebrydende og ville revolutionere måde at se afvigere på.

Derfor kunne hun også med god samvittighed sender alle sine papirer til Matos en uge inden tidsfristen.

Hans svar kom en uge efter.

Hun havde tjekket computeren flere gange dagligt, efter hun selv havde trykket på send, havde tjekket med sin udbyder, for at sikre sig at nettet ikke pludselig var nede. Tænk, hvis ikke mailen kom frem. Tænk, hvis han ikke havde mulighed for at svare hende. Det ville være katastrofalt.

Men hans svar kom. Præcis en uge efter hun havde sendt sin mail. Og det var med en bekræftelse af, at hendes rapport var godkendt. Hendes hjerte sprang et slag over i bar glæde.

Hun fandt kalenderen frem og skrev den dato ned, hvor han havde bedt hende komme ind til sit kontor.

Om fjorten dage ville hun få adgang til katakomberne. Hun kunne næsten ikke tro det.

Oliver lå og sov ved siden af hende på sofaen. Hans lette snorken, havde altid virket beroligende på hende. Den actionfilm de havde været ved at se, var kedelig, og han var træt efter dagens arbejde. Selvom de havde aftalt, at det skulle være en hyggelig aften med film og slik, var det alligevel endt med, at han faldt i søvn, og hun havde fundet den bærbar computer frem.

Han så så fredfyldt ud, når han lå der. Det var faktisk kun, når han sov, at han virkelig koblede af, var virkelig forsvarsløs. Veronica forstillede sig, at hun var den eneste han kunne slappe af sammen med. Selvom det måske var at lyve for sig selv. Hun vidste med sikkerhed, at han ikke var rolig i nærheden af sine kammerater, sine kollegaer. Familie havde han ikke mere af. Kun hende. Han havde valgt hende for mange år siden. Da de kun var et par fjollede teenager, der troede fuldt og fast på en bedre og lykkeligere fremtid. På et øjeblik, havde hun lagt sit liv i hans hænder, og hun havde aldrig fortrudt det. Alle forhold havde noget knas ind i mellem. Men én ting var hun sikker på: hun elskede ham. Derfor kunne de også sagtens overlede de små problemer, de havde.

Hun lænede sig ind over ham, kyssede ham ved mundvigen.

”Jeg har fået mail,” hviskede hun stille for at vække ham.

Han blinkede et par gange, strakte sig og greb fat i hende. Nænsomt trak han hende ned til et kys.

”En ordrebekræftelse på noget tøj velsagtens,” smilede han.

”Fra general Matos.”

Det kunne få ham op at sidde. Som en fjeder sad han pludselig ret op og ned. Hun skubbede computeren hen til ham og betragtede ham, mens han læste mailen. Hans mørke øjne kørte frem og tilbage over skærmen, hans markerede ansigt var oplyst af det blålige lys fra computeren. Alligevel var han flot. Selvfølgelig havde han ændret sig siden de mødtes første gang, men han havde stadig sin markerede kæbe, sit næsten firkantede ansigt.

”Det er simpelt hen fantastisk det her, Veronica. Intet mindre end fantastisk.” Hans øjne strålede.

”Det bliver spændende,” sagde hun stille og lukkede computeren.

”Spændende? Er det alt? Veronica, det er første gang i historien, at en civil person får adgang til katakomberne. Er du klar over, hvor meget røre det her kommer til at skabe? Hvis medierne finder ud af det…”

”Men det gør de ikke,” sagde hun skarpt. ”Du lovede.”

”Jeg ved det. Og jeg skal nok lade være med at sige det til nogen. Men det er bare så vildt.”

”Vildt og tys tys.”

Han nikkede. ”Tys tys.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...