Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
945Visninger
AA

1. Prolog

Det skete virkelig! Åh, Gud, det skete virkelig!

Månen stod højt på himlen, men sendte kun ringe lys ned i de mørke gader, og de store bygninger gjorde bestemt også sit for at skygge for naturens natlige lampe. Lygtepælene stod kun på den højre side af vejen, og det var kun få af dem, der virkede.

Hannah turde dårligt nok sætte sin lid til dem, turde ikke stole på, at de med deres ravgule lys ville vise en mulig forhindring tids nok til, at hun kunne nå at registrere den og undvige den.

Skrækslagen drejede hun om hjørnet af restauranten og så sig tilbage i samme bevægelse. Først nu kom Michael farende ud af gyden, først nu så hun hans muskuløse skikkelse på vej imod sig.

Opstemt over at hendes modstand havde sænket ham, skønt kun en smule, fortsatte hun sin flugt, nu med fornyet håb.

Hun havde altså alligevel en chance for at slippe fra stodderen.

 

 

*

 

Tusindvis af forventningsfulde ansigter var rettet mod scenen. Hele salen summede af livlig snak, der langsomt tog til i styrke i takt med, at klokken nærmede sig 20.

De blinkende blitz fra journalisternes kameraer oplyste den store sal gang på gang og fik det til at lige en indendørs tordenstorm.

Folk var klædt i deres fineste puds. Vigtige herrer prydede balkonerne og så statslige og betydningsfulde ud.

Lyset i salen blev dæmpet, mens det blev tændt på scenen og afslørede intet andet end en talerstol.

Oberst Foulum, en rund go fyldig mand, der efterhånden var godt oppe i årene, trådte hen til den og tyssede på salens folk: ”Mine herrer,” begyndte han. ”Det er mig en stor glæde, at se så mange i aften. Hvad vi skal opleve, er intet mindre end et vidunder, et af Guds mirakler. Vi er meget privilegerede at kunne opleve dette, og verdenen vil blive en ganske anden efter denne aften.” Han holdt en velforberedt kunstpause med et stort smil klistret på det runde ansigt. ”Det er mig en stor ære at kunne præsentere Roy Lind.”

 

*

 

Natten var kommet alt for hurtigt. Almindeligvis ville gaden være fuld af liv, men nu hvor hun havde mest brug for dem, var alle mennesker forsvundet, gået hjem, var krøbet under dynerne og passede deres eget.

Hun skyndte sig om det næste hjørne, håbede, at han ikke så hende smutte den vej.

Også denne gade var total tom, og også her var det kun enkelte udvalgte lygtepæle, der brød det tætte mørke.

 

*

Publikum bragede ud i bifald, men forstummede løbende, da de så en bleg Roy Lind forsigtigt komme ind på scenen. Skønt denne krøbling var klædt på til den fine lejlighed, var hans særheder tydelige at se.

Det venstre ben slæbte hen over scenegulvet, åndedrættet var hvæsende og besværet. Puklen tvang ham ned i en foroverbøjet gang, der så smertefuld ud. Huden var bleg, næsten gennemsigtig og var trukket stramt hen over det hårløse hoved. Øjnene sad dybt, og næsen var ikke andet end et mørkt krater i det hærgede ansigt. De tynde læber adskilte sig, men ingen lyd kom over dem. Det skræmte blik forsøgte at finde hjælp hos oberst Foulum ved talerstolen.

 

*

 

Hendes høje hæle larmede voldsomt mod fortovet, og lyden slog imod de store bygninger, der kastede den tilbage med forøget styrke. Skoene var bestemt ikke lavet til at løbe i, og det gjorde frygteligt ondt i fødderne, men der var ikke tid til at tage dem af, ikke tid til noget som helst.

Fortsæt, fortsæt! Fortsæt med at løbe!

Hun så sig over skulderen.

Ingen Michael.

Endnu.

Rundt om et nyt hjørne, ind på endnu en øde vej, denne fuldstændig uden lys.

 Fortsæt, fortsæt!

Stadig alene.

 

*

 

”Mine herrer. Lad dem ikke skræmme af hans noget rå ydre. Han er meget mere end denne vandaliserede skal,” smilede oberst Foulum og stirrede nærmest grådigt på sin gæst, der krympede sig. Han fik til gengæld et forkvaklet smil, der ikke just pyntede på det monstrøse ansigt.

”Denne mand er blot én af mange, der nu skal være vores fredsengle,” prædikede oberst Foulum stolt.

Lind stod bare på scenen med hænderne krampagtigt foldet over brystet og kiggede ned i gulvet. Han lignede mest af alt en forvokset skoledreng, der stod ret foran rektor. Den blege hud fik ham til at virke skrøbelig som glas.

”Der har længe summet rygter om mennesker, der kan mere end andre. Om mennesker, der knapt er mennesker mere; om en form for halvguder. Efter utallige forsøg på opsporing af denne nye race, har de endelig vist sig for os. Disse mennesker er født til storhed. Deres gener er anderledes end vores, hjernen bruger langt mere af sin kapacitet end det tidligere er set hos mennesket. Lind her –” oberst Foulum lagde en venskabelig arm om skulderen på det blege skelet. ”– har en ganske usædvanlig evne til at styre væsker uden anden hjælp end sine tankers kraft.”   

 

*

 

Hun koncentrerede sig kun om at løbe, så det var først, da hun stod fem meter fra den, at hun så muren.

En blindgyde.

Gispende efter vejret vendte hun om og sprintede tilbage. Var hun heldig, stod han stadig ubeslutsom ved det sidste hjørne. Med bankende hjerte og endnu engang fuldt ud koncentreret om at løbe, ramlede hun lige ind i ham, da han kom stormende rundt om bygningen

Han måtte have hørt hende komme, for han greb straks hårdt fat om hendes skulder med den ene hånd, lagde den anden om hendes hals og bankede hende brutalt op mod muren, så voldsomt at hun nær havde mistet bevidstheden.

Hun blinkede for at klare synet, bed sig i læben for at forblive vågen.

Han smilede. Ikke som han havde smilet til hende under den vidunderlige middag, ikke som han havde smilet til hende, da han spurgte, om de skulle danse, ikke som da han tilbød at følge hende hjem, men nu med åbenlys perversitet fremkaldt af tanker om at gøre hende ondt.

Skriget forsvandt i hendes strube, og skønt hun pressede for at få det frem, blev det ikke til andet end en hæs hulken.

 

*

 

Der var stille i salen. Så stille at man end ikke turde trække vejret.

”I ser mistroiske ud, mine herrer,” smilede obersten. ”Og med rette. Men lad os demonstrere det for jer. Lind, hvis du vil være så venlig.”

Lind trak ud midt på scenen, hvor han var synlig for alle. En kvinde kom ind med et bord på hjul. På bordet var der et enkelt gals vand. Den sælsomme Lind forsøgte sig igen med et smil og vendte derpå opmærksomheden mod glasset. Han rakte en knoglet hånd frem mod det, lukkede øjnene og hans vejrtrækning blev et øjeblik helt stille.

Publikum stirrede intenst på Lind og glasset, men intet så ud til at ske. De begyndte at slappe af i deres sæder, pressen rettede kameralinserne mod gulvet. En enkelt kvalte et grin.

Pludselig og uden varsel kom en boble op til vandets overflade. Den blev straks efterfulgt af flere. Publikum kom helt frem i sæderne. Pressen knipsede løs. Det umulige skete lige for øjnene af dem – vandet kogte. Glasset blev hurtigt dækket af et fint lag kondensvand. Mens pressen skød løs og publikum havde rejst sig og lod sine applauser buldre gennem salen, stod Lind stadig med lukkede øjne og hånden rakt frem mod glasset.

Til sidst splintredes det i tusind stykker.

 

*

 

Smilet blev bredere, og selvom hun kendte til hans hensigt, var det stadig et charmerende, skævt smil. Øjnene, de klare blå dybder, var stadig ufatteligt smukke, men kolde nu, og afspejlede et tydeligt begær, som brændte sig fast i kroppen.

Før hun vidste af det, var hans læber, som hun før havde længtes efter, men nu fandt afskyelige, presset mod hendes. Hun forsøgte at vende ansigtet væk, men uden held. Han førte en sjofel hånd op ad hendes ben, op under hende nederdel.

Totalt stivnet under denne berøring faldt hun ned i et mørke dybt inde i sig selv. Et mørke hun ofte før havde været ved at falde i, men hun havde dog altid kunne finde en vej ud igen, en vej tilbage. Denne gang blev hendes rejse ledsaget af en ganske svag sang, der dryssede rundt i hendes hoved, og fik mørket til at virke mindre skræmmende. Alligevel føltes det som om mørket aldrig ville slippe hende igen og en del af hende var glad for at have dette sted at flygte hen, men den anden del var for stædig til at gemme sig. Den havde brugt det meste af livet på at ligge skjult, men ikke nu. Den genstridige del tvang hende til at bide sig selv i tungen, og med smagen af blod kom hun til sig selv. Mørket trak sig straks tilbage, men den underfundige sang – en smuk melodiøs nynnen – fortsatte ufortrødent og truede med at lokke mørket frem igen.

 Det var den samme genstridige del, der fik hende til at jorde et knæ op i hans køn, og han gav øjeblikkelig slip på hende, vaklede usikkert baglæns med begge hænder beskyttende om den sårede manddom og med resten af kroppen bøjet forover.

Hun fór ud af blindgyden, ud på den stadige øde vej, mens hun flovt forsøgte at holde nederdelen nede.

Hurtigt, hurtigt!

 

*

 

Publikum jublede.

Journalisterne var vilde, brændte for at komme op og snakke med Lind og havde mast sig tættere på scenen, så klyngen af deres medmennesker blev mast.

Oberst Foulum stod ærekær bag sin talerstol og lod Lind tage imod folkets hyldest.

Salen var næsten ikke til at styre.

”Men,” afbrød oberst Foulum. Dette bragte øjeblikkelig ro på forsamlingen. ”Skønt mange af vores fredsengle har fantastiske kræfter, viser det sig også, at mange af dem, skønt ikke alle, har anormaliteter. Det er næsten som om, hjerne har fokuseret så kraftigt på disse utrolige evner, at den har forsømt andre af kroppens funktioner. Tager vi Lind her, så er det tydeligt, at hans fysik ikke svarer til de enorme evner han besidder. Han er bleg, tynd, ikke ligefrem begunstiget med et flot udseende. Alle disse ting opvejes dog af hans gave. Vi har andre, der ikke kan gå, nogle, der ikke kan tale. Men vi har også nogle, der fungerer helt normalt som os almindelige mennesker. De har måske blot en nedsat synsevne.”

Der var fortsat ro i salen. Journalisternes grådige kameraer gik af i ny og næ og var derved den eneste lyd fra publikum.

”Nu hvor vi har etableret kontakt til disse engle og aftalt med dem, at de kan være til nytte for alle mennesker, kan I nok forestille jer, hvor hurtigt verdenen vil ændre sig. De endeløse krige, som vi gang på gang må blande os i vil få en ende, og verdenen vil være befriet for terrorister.”

Igen buldrede det løs i salen. Folk stod atter op.

”Lind, vil du ikke sige et par ord?” spurgte oberst Foulum, hvilket kun forstærkede publikums hujen.

Lind kiggede langsomt på ham. Svedperlerne var tydelige på den blege pande, men han trådte forsigtigt hen til talerstolen.

”Jeg – ” begyndte han varsomt og stoppede så, da han hørte sin egen stemme runge i salen.

Oberst Foulum tilskyndede ham til at fortsætte.

Lind smilede sit forkvaklede smil igen. ”Jeg har aldrig talt foran så mange mennesker før,” grinede han fjoget.

Folk grinede stille med ham.

”Vi har ikke aftalt, at jeg skulle sige noget,” undskyldte han. ”Men jeg kan vel fortælle lidt om mig selv?” Han så spørgende på oberst Foulum, der nikkede anerkendende til ham.

”Jeg er enebarn. Jeg havde kun min mor, indtil hun døde for et par år siden. Så blev jeg nødt til at sælge huset. Jeg har ikke noget arbejde, forstår I. Der er ikke mange, der vil ansætte én som mig. Jeg ser anderledes ud,” smilede han og trak på skulderne. ”Men så mødte jeg obersten og hans mænd. De var vældige flinke mod mig. De gav mig et sted at bo. De gav mig mad og penge at bruge på mig selv. Jeg mødte andre som mig. Folk, der kunne noget, som min mor altid kaldte det.” Lind hostede lidt og hans ansigtsudtryk ændrede sig langsomt fra venligt til minde imødekommende. Brynene faldt ned fra panden, lagde sig tungt over øjnene. Munden blev smal, blikket blev hårdt. ”Min mor var en klog kvinde. Hun sagde, at jeg skulle holde mine evner skjult. Men oberst Foulum og hans mænd hjalp mig med at udvikle dem. Jeg blev undersøgt af psykologer. De stillede mange spørgsmål om mange ting. Også om ting, jeg ikke helt forstod.” Han rynkede sine bryn endnu mere. ”Der var også almindelige læger. De spurgte ikke. De gjorde bare, det de skulle. Tog prøver, rigtig mange prøver. Prøver, der gjorde forfærdelig ondt.”

 

*

 

Natteluften var så kold, at den sved i de hårdt arbejdende lunger. Fødderne gjorde stadig forbandet ondt, og den dunkle smerte snoede sig hele vejen op ad hendes rygrad. Det smertede også stadig om halsen efter hans greb. Hendes grønne øjne var dækket af et fint lag vand, der gjorde det vanskeligt at se, men hun måtte ikke stoppe med at løbe. Blev nødt til at bruge det forspring, hun havde kæmpet sig til.

Hun mindskede dog farten lidt og så sig tilbage.

Ingen Michael. Kun mørket bag hende, der i ny og næ blev brudt af en blinkende lygtepæl.

Han ville dog snart komme. Han var alt for pokkers hurtig og utrættelig. Hele aftenen havde hun beundret hans veltrænede krop i smug, men nu forbandede hun den. Hun ville ikke kunne løbe fra ham.

Skrige kunne hun heller ikke, hvis hun samtidig skulle gøre sig håb om at trække vejret.

De høje bygninger med lejligheder ville ikke være til nogen hjælp. Inden nogen svarede på den summende fordør, ville Michael være over hende.

Så hørte hun ham råbe fra gyden, et næsten dyrisk brøl, og hun blev klar over, at tiden løb fra hende, kostbare sekunder gled væk.

Hendes blik fejede søgende hen over gaden, indtil hun fik øje på en hvid pickup, der holdt ved kantstenen nogle meter længere fremme ved det modsatte fortov. Hun satte i løb over mod den.

Kære Gud, lad nøglerne sidde i…

Hun hev og flåede i bildøren, men den var låst. Hun begyndte at græde over uretfærdigheden i sin situation. Hun rev som en vild i døren og mærkede, hvordan hysteriet langsomt kravlede op til overfladen, hvilket ikke måtte ske. Blev hun først hysterisk, ville det være umuligt for hende at tænke klart, og hun skulle tænke klart. Det var den eneste måde at slippe væk på.

Med et brøl af raseri sprang Michael ud af gyden og så sig til begge sider for at finde ud af, hvilken vej hun var løbet.

Så snart hun så ham, kastede hun sig fladt ned på fortovet, skjulte sig bag pickuppen. Hun kiggede ud mellem dækkene og kunne sagtens se ham. Han stod under den blinkende lygtepæl. På grund af lyset, virkede hans hvide trøje gul, og de sorte bukser fik en underlig grumset farve. Hans lyse hud fik et gulligt skær, der fik ham til at ligene den dæmon, som han havde vist sig at være. Øjnene lå dybt begravet i skygger, men da han vendte ansigtet over mod bilen skinnede de en anelse.

Kunne han se hende?

Lygtepælen gik ud et enkelt sekund, tændtes så igen, men uden dæmonen under den.

 

*

 

Oberst Foulum kom hen til pulten og forsøgte at puffe Lind nænsomt væk. Men han stod stærkere, end hans skrøbelige fysik lod en til at tro. Han skubbede til obersten og greb fat om mikrofonen med begge hænder, som om han ville kvæle den. De forreste rækker af publikum rykkede skræmt tilbage i deres sæder.

”De lukkede os inde i små rum, for at se, hvad vi kunne, for at tvinge os til at bruge vores evner.” Han havde hævet stemmen betydeligt. ”De tog vores blod igen og igen. De sprøjtede ting ind i os. Ting, der gjorde os syge, syge. De lyttede ikke, når vi klagede over behandlingen. Vi blev lukket ude fra resten af verdenen. Måtte ikke tale med nogen, måtte ikke blive set. Hvis man ville væk, ud af systemet, blev man skudt af tråde, der lammer. De bider sig fast, og man falder om på jorden og kan ingenting.” Han stirrede olmt på oberst Foulum, der langsomt bakkede væk fra ham.

”Han siger, vi har indgået en aftale!” råbte Lind i mikrofonen stadig med blikket fæstnet på obersten. ”De legede med os, mishandlede os! Men nu er det slut!” Han vendte sig mod publikum med et lynende blik. ”I er vidner i dag. Hør os! Vi har ikke indgået nogen aftale, vi er blevet tvunget til at arbejde for regeringen. Men vi siger fra nu! Noget større vil komme og tage en grusom hævn over denne forhadte menneskerace, der driver gæk med os, der behandler os som trænede hunde!”

Publikum havde forskrækket rejst sig fra deres magelige pladser.

Lind pegede på oberst Foulum og råbte: ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine frænde, vil en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig og hans kongedømme vil blive grundfæstet! Dette er vores profeti! Han skal fødes badet i blod! Han skal elske og hade! Han vil kommet til os og fri os fra dette onde, som er menneskeheden! Vor frelser vil komme, vor Messias!” Efter disse ord faldt oberst Foulum på knæ foran Lind. Linds øjne brændte, sveden piblede frem på panden, og munden var knebet sammen til en smal streg.

 

*

 

Hendes blik fejede hen over gaden. Hun måtte finde ham igen. Hun skulle vide, hvor han var, så han ikke lige pludselig sneg sig ind på hende bagfra. Hun fangede en bevægelse på det modsatte fortov og fulgte anspændt skyggen, der løb over mod pickuppen, som hun gemte sig bag. Michaels sorte sko stoppede på den anden side af bilen. Da han begyndte at gå rundt om den, mavede Hannah sig ind under selve bilen og iagttog nervøst hans skridt.

Han stoppede op, der hvor hun lige havde ligget.

Sikker på at han kunne høre hendes hjerte rase af sted, holdt hun vejret for at få det til at falde en smule til ro.

Han vendte om og gik den samme vej tilbage. Stoppede så igen.

Hvorfor blev han ved bilen? Han kunne da umuligt vide, at hun lå under den. Da han fortsatte over til bagenden sparkede han til en lille sten, som trillede ind under bilen og ramte hende i siden.

Hun havde problemer med at se ham nu. Drejede hun hovedet, kunne hun lige skimte hans hæl ud af øjenkrogen. Hvis hun vendte sig alt for meget, ville hun uden tvivl afsløre sig selv med en skrabende lyd af sko mod asfalt.

Pludselig greb et par stærke hænder fat om hendes ankler og trak hende sprællende og skrigende ud på vejen.

Stenen. Det var den, der havde afsløret hendes gemmested. Det måtte være den. Hvad skulle det ellers være? Han kunne jo ikke bare vide det – kunne han?

Med et lydløst grin tvang han hende op at stå, og hun gispede efter vejret igen, da han endnu engang lagde en hånd om hendes i forvejen ømme hals. Med det blinkende lys bag ham, kunne Hannah ikke se andet end hans silhuet og et par grumt glimtende øjne.

”Du burde være beæret. Hvis alt går vel, vil dit navn blive skrevet ind i historien.” Hans vidunderlige stemme var fortryllende, selvom hans tanker var grusomme. Den besnærende klang var forræderisk forførende. Han pressede hende op mod enden af pickuppens lad og lod igen sine læber møde hendes. Hun kunne mærke den ækle tunge lede efter en åbning til hendes mund, og hun væmmedes ved tanken om at lade den slippe ind. Alligevel åbnede hun munden en anelse, og straks ålede den sig ind. Hun lukkede øjnene i og lod tænderne bide sammen om den frastødende ål.

Han flåede sig væk fra hende og holdt begge hænder op mod munden.

Hannah løb igen.

 

*

 

Oberst Foulum tog sig til brystet, til halsen. Hans ansigt blev rødere og rødere. Han gispede efter vejret. Han flåede i sin skjorte og rev den op, smed den fra sig, flåede i sin undertrøje, krattede sig over maven. Det så ud som om, han forsøgte at slippe ud af sin egen krop.

Lind smilede grumt: ”Er det varmt, Oberst?”

Først dér gik det op for forsamlingen, hvad der skete. Lind var ved slå obersten ihjel, langsomt men sikkert. Linds øjne lyste med en sådan hævnlyst, at det umuligt kunne være andet, der skete.

Folk havde rejst sig i panik og var begyndt at løbe ud mod dørene.

Da de første fra salen nåede udgangene, skete det; oberstens krop gav efter for den varme væske. Han sank sammen sekundet inden blodet sprang sig vej ud af kroppen. Han lå som en livløs opsprættet dukke på scenegulvet. Blodet var spredt ud over de forreste publikummer og journalister. Skrigene fremavlede flere rædselsskrig. Folk trampede på hinanden for at komme ud. Men Lind havde vendt sit blik mod de folk, der var nærmest udgangene. De faldt omkuld og flåede i sig selv for at slippe af med det brændende blod, præcis som obersten.

Flere nyhedsstationer fangede dette blodbad og sendte det direkte ud til seernes hyggelige stuer. De viste også, hvordan militært politi stormede scenen med våben og strømpistoler. De skød uden at spørge. Først med strømpistoler. Men da Lind rejste sig for anden gang af ren viljestyrke, måtte de åbne ild. De beskød ham i hvad der synes som flere minutter, mens han fortsatte med at koge folks blod. Til sidst faldt han på knæ. Han bredte armene ud til siden og så op i loftet.

”Dette er blot begyndelsen,” grinede han, mens blodet stod ud af den groteske mund. ”Mine disciple er allerede i gang ude i byen. I har ikke en chance.” Med de ord faldt han om på scenen. Hans blod farvede scenegulvet rødt. Militærpolitiet rykkede ind, stadig med deres våben rettet mod udyret, der lå livløs foran dem. De erklærede ham død.

I det samme opdagede én af dem, at et kamera stadig filmede og sendte dette helvede ud til folkemasserne. Han skubbede det omkuld.

Der var kun sne på skærmen.

 

*

 

For enden af vejen drejede hun til venstre og så til venstre igen, så hun løb på vejen, der gik parallelt med den, hvor Michael forhåbentlig stadig stod og ømmede sig.

Satans sko.

Rundt om endnu et hjørne, væk fra de store gader, ind i en smal gyde, der førte ud på den anden vej, hun lige var kommet fra, den vej, hvor pickuppen stod og ventede på hende. Hun ville smadre en rude og kortslutte lortet, så hun kunne komme væk i en helvedes fart.

Hun så sig over skulderen og regnede med at se ham, men han var der ikke.

Da hun igen vendte ansigtet i den retning hun løb, nåede hun kun lige at se papkassen, før hun faldt over den. Hun landede på alle fire, skrabede sit knæ og kom stønnende på benene igen.

Løb igen.

Hvor blev han af? Havde han givet op? Umuligt.

Pludselig hørte hun en motor brumme højt og tanken om hjælp, fik hende til at sætte farten op. Hvis bare hun nåede ud af gyden tids nok til at standse bilen –

Hun blev blændet af to hvide forlygter, stoppede op og holdt en arm op for at skærme mod det skarpe lys. Bilen var kørt ind i gyden, sikkert for at hente et eller andet fra en bagdør, eller for at skjule den for mulige tyve – som hende.

Chaufføren gassede op og bilen skød arrigt fremad mod hende.

Åh Gud, det er Michael.

Hun drejede om og halsede af sted.

Dæmonen havde brugt hendes idé med pickuppen. Han var brudt ind i den for at indhente hende.

Fødderne havde så travlt, at de ikke kunne blive enige om, hvilken én, der skulle først. I stedet skrumlede de over hinanden, og benene forsvandt under hende, men hun var uhyggelig bevidst om, at dette var begyndelsen til enden.

Mødet med asfalten slog luften ud af hende, og hun var lammet i alt for mange lange sekunder.

Disse sekunder var nok til, at Michael indhentede hende. Han sprang ud af vognen og sparkede hende i siden, da hun forsøgte at komme op igen. Hun væltede om på ryggen, og straks var han over hende. I et virvar af arme og ben kæmpede hun forgæves for at komme fri, men han fik til sidst overtaget, hamrede en albue ind i hendes ansigt og slog hende næsten bevidstløs.

Hun orkede ikke mere. Fuldkommen drænet for kræfter kunne hun ikke længere yde den mindste smule modstand. Hun overgav sig fysisk og psykisk, velvidende at hun skulle dø.

En sælsom sang sneg sig ind i hendes sind og nærmest bedøvede hende. Hun lå ganske stille, da han rev tøjet af hende. Og da han trængte ind i hende, var hun rolig. Hun græd lydløst, mens han pumpede og tømte sig i hende, men hun gjorde ingen modstand. Mentalt var hun allerede død, da han flåede tøjet af hende. Hun havde allerede overgivet sig til det dybe mørke inde i sig selv, og det havde med glæde modtaget så ung en sjæl. Det sidste hun ænsede var den smukke sang, der lullede hende i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...