Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
950Visninger
AA

10. 9

Christian legede på gulvet.

Maria sad ved spisebordet og stirrede ned i sit glas med vand.

Leo sad på den modsatte side og vred sine hænder.

Stemningen var til at skære i. Ingen af dem, turde tage ordet først. Hun havde mest lyst til at skælde ud, råbe og skrige, men hun vidste ikke, hvem hun skulle rette sin vrede imod. Leo var blevet forblændet, præcis som hun selv var. Christian havde spillet dem begge et stort pus, som havde kompliceret tingene ganske betragteligt. Hun var flov over, hvor intime de havde været. Flov over de ting hun havde gjort med ham.

Og Christian kunne hun heller ikke skælde ud. Han havde kun gjort det, for at gøre hende lykkelig. Han måtte på en eller anden måde have mærket hendes savn og havde rodet bod på det, den eneste måde han vidste hvordan. Ved at give hende det hun savnede allermest: Glenn. Men for at gøre illusionen virkelig, havde han forvandlet Leo til Glenn. For hendes øjne var han blevet hendes forlovede. Hvor meget Leo selv var bevidst om tingenes sammenhæng, anede hun ikke endnu. Præcis hvor meget han kunne huske af deres eskapader, var skræmmende uvist. Hans ansigt afslørede intet. Hun ville så gerne spørge, men kunne ikke finde ud af, hvor hun skulle starte. Leo og Julia havde nævnt Michael, hendes læge. Som ikke var læge alligevel? Og hendes mor. De havde dræbt hendes mor. Hvordan kunne hun ikke vide, at de havde dræbt hendes mor?

Hun pressede tommel- og pegefinger sammen over næseryggen mellem øjnene, for at klare hjernen. Hvis hun skulle finde ud af labyrinten, måtte hun tage et skridt af gangen.

”Hvem er du?” sagde hun stille uden at kigge op på ham.

Han sukkede. ”Maria, jeg er så ked af alt det her…”

”Hvem er du?” prøvede hun igen med et lidt hårdere tonefald. Ikke alt det udenoms snak. Nu skulle der nogle kort på bordet.

”Jeg hedder Leo Brandt,” sukkede han opgivende. ”Og ja, jeg er afviger.”

Hun kiggede op på ham. ”Jeg kender dig. Jeg har set dig før. Før I flyttede ind ved siden af.”

Han nikkede.

”Hvorfra?” fortsatte hun.

Han så nærmest bedende på hende. ”Tving mig ikke til at fortælle dig det. Du har bedre af, ikke at huske det.”

”Jeg vil vide det. Jeg vil vide alt. Ikke flere løgne. Ikke flere bedrag.”

”Som du vil,” sukkede han og lænede sig tilbage i stolen med et besejret udtryk og med hænderne bredt ud til begge sider, klar til at blive beskudt. ”Spørg løs.”

”Hvor har jeg mødt dig før?”

”Aller første møde var på den bus, jeg kaprede sammen med Michael. Du sad allerbagest og var meget bange. Og helt utrolig smuk.” Det trak lidt i hans smilebånd, hvilket gav hende kuldegysninger – om det var den gode eller dårlige slags kunne hovedet ikke beslutte sig for.

Det dæmrede lidt. Mindet om en bus, en bus med en del passagerer – der iblandt også mænd, som… Hun huskede lyden af kvast melon, huskede hvor dårlig hun havde fået det af lyden.

”I skulle kun bruge kvinderne…” sagde hun, men kunne ikke helt få puslespillet til at passe sammen.

”Ja. Michael skulle bruge en rugemor. Profeten har spået, at han skal bane vejen for Messias komme. Og du blev den rugemor. Du var den eneste, der overlevede. De andre kunne ikke klare, at han tvang sig ind i deres sind, så dybt som han gjorde.”

Billeder af blå øjne, der svævede over hende, mens hun blev tvunget ned i en seng, blev tvunget til…

”Åh Gud,” gispede hun, da det hele kom tilbage. Billederne, de rædselsfulde minder var så overvældende, så stærke, at hendes krop begyndt at ryste. Skræmt, flov, arrig. Hun lænede sig forover, hev efter vejret som en druknende kat.

”Jeg er så ked af det, Maria.” Han rakte over bordet og lagde sin hånd oven på hendes.

Hun rev den til sig, som om hun var blevet brændt. ”Rør mig ikke!”

Frustreret kørte han hænderne gennem håret og kiggede den anden vej.

”Det vil sige, at Christian er…?” startede hun.

”Michaels søn,” afsluttede Leo hårdt. ”Han er den Messias, vi alle her ventet på i så mange år. Han skal frelse os fra jer.”

”Fra os?”

”Fra mennesker.”

Hun stirrede ned på sin elskede lille dreng, der tumlede rundt på gulvet med en bamse. Messias. Det kunne ikke være rigtigt. Hun havde været så overbevidst om, at han var Glenns søn. Der havde ikke været et eneste sekund, hvor hun havde været i tvivl om det.

”Michael er ikke læge,” sagde hun mest til sig selv for at få tankerne tilbage på sporet.

”Nej. Det var et påskud, for at kunne observere dig, mens du ventede Christian.”

”Hvorfor kunne jeg ikke huske det? Jeg burde da, kunne huske ham.”

Leo trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke helt, hvordan det fungerer, men han havde på en eller anden måde hypnotiseret dig. Lidt lige som Christian har gjort.”

”Og dig og Julia?”

”Vi flyttede ind ved siden af for at holde øje med dig, når Michael var andet steds.” Han krympede sig. ”Vi er ikke gift. Faktisk kan jeg ikke fordrage hende. Men det var os, Michael udvalgte til opgaven, så sådan blev det.”

Den måde han var begyndt at svare på – så kontant og præcist –  viste at han ikke længere havde tænkt sig at pakke tingene ind overfor hende. Han var på alle måder en besejret mand, udmattet og træt at se på.

”Hvad skete der med min mor?” Hun holdt vejret.

”Hun er død. Hun blev for besværlig. Hun insisterede på, at du skulle have en abort. Det kunne Michael selvfølgelig ikke tillade. Så han skaffede hende af vejen.”

”Hvorfor ikke bare hypnotisere hende også?”

”Jeg skal ikke gøre mig klog på hans tanker. Formodentlig var det lettere at slå hende ihjel,” sagde han med et skuldertræk. ”Michael har altid været tilhænger af nemme løsninger.”

Lettere? Hun havde mistet sin mor, fordi det var lettere. Hun var harm helt ind i knoglerne.

”Og hvor er Michael nu?” spurgte hun sammenbidt.

Leo lænede sig frem og stirrede indgående på hende. ”Se, det er det, der også har undret os meget. At du ikke kan huske det. Den aften du fødte, så du Michael blive fanget. Det var overalt i tv.  Det satte på en eller anden måde gang i din hukommelse. Du undskyldte oven i købet overfor os, at du havde præcenteret os for ham. Du huskede pludselig alt, hvad der havde med ham at gøre. Men ikke os.”

Hun måtte indrømme at det lød mærkeligt. Hun pegede sigende ned på sin søn.

”Muligvis,” samtykkede Leo, da han fulgte hendes blik.

”Men jeg har været så sikker på, at Michael rejste,” sagde hun.

”Christian. Han har gjort, hvad der var nødvendigt, for at opretholde din forstand. Han må have kunnet mærke, hvordan du var ved at krakelere. Og han havde brug for sin mor.”

Det gik godt i spænd med hendes egen teori, om at han havde forsøgt at lukke det enorme hul, hun havde i sjælen på grund af sit afsavn til Glenn.

”Hvor meget husker du af den sidste uges tid?” spurgte hun forsigtigt, bange for svaret.

Han tog en dyb, eftertænksom indånding. ”Jeg husker, at jeg var her for at passe jer begge indtil Julia vendte tilbage. Jeg husker, at Christian på et tidspunkt var inde i mit hoved. Det føltes som tusindvis af slanger, der åd af mit sind. Som om de gravede og borede sig rundt i hjernen på mig. Og så husker jeg pludselig, hvor meget jeg havde savnet dig. Da du stod der i køkkenet og så på mig, var det som om verdenen gik i stå, og du var det eneste, der betød noget. Jeg havde en fornemmelse af at være en anden, men samtidig var jeg også meget bevidst om, at jeg stadig var mig selv. Og du ville pludselig være min. Du gav dig hen til mig på alle tænkelige måder, og jeg var så lykkelig, Maria. Så lykkelig.”

Hun flyttede sig lidt i stolen, ubehageligt til mode.

”De dage var de bedste i hele mit liv. Vi var sammen, vi var en familie. Og du ville have mig.” Han rystede let på hovedet, som om han ikke selv kunne forstå det. ”Alle følelserne var stadig mine. Er stadig mine. Alt, hvad jeg har sagt gælder stadig. Jeg vil gøre alt for dig, Maria. Alt for at få dig og for at beholde dig. Jeg elsker dig.”

De bedende øjne, var næsten for meget for hende. Hun flyttede sit blik væk fra dem, men hoppede forskrækket, da Leo hidsigt skubbede sin stol bagudså det larmede voldsomt. Han vandrede frem og tilbage som en løve i et bur. ”Jeg gør mig ikke nogen illusioner. Det skal du ikke tro. Jeg ved, hvad du tænker om mig.” Han tale hurtigt. ”Jeg ved bare ikke, hvad vi gør nu.”

”Hvad mener du?” spurgte hun forsigtigt.

”Med ham!” råbte han og pegede ned på Christian. ”Han er vores! Vi har ventet så længe på ham. Jeg burde tage ham med, opdrage ham uden for menneskenes rækkevidde, lære ham om profeten. Men jeg går ikke ud fra, at du bare sådan giver frivilligt slip på ham.” Han så trodsigt på hende.

”Han er min,” svarede hun tonløst og mødte hans blik. De stirrede duellerende et øjeblik uen at sige et ord.

”Jeg kunne tage ham med magt. Du ville ikke have en chance mod mine kræfter.” Leos blik afspejlede på ingen måde de hårde ord.

Maria rejste sig og gik over til ham. Hun tog hans hånd i sin og lagde sin anden hånd på hans kind. Hun kunne mærke, hvordan han stivnede.

”Men det gør du ikke. Du er ikke ond,” sagde hun og så, hvordan hans øjne blev sløret af tårer.

”Jeg er afviger. Er det ikke det samme?” sagde han med skrap foragt.

”Man har altid et valg.”

Han lukkede øjnene og pressede hendes hånd tættere ind mod sin kind. ”Jeg vil ikke gøre dig ondt, Maria.”

”Det ved jeg.”

”Du burde melde mig,” hviskede han.

Hun havde også overvejet det mange gange i løbet af deres samtale.

”Ja,” sagde hun så og tog hånden til sig. ”Det burde jeg. Men du har reddet både mig og Christian fra det sindssyge kvindemenneske, og derfor vælger jeg ikke at ringe efter politiet.”

Han så skeptisk på hende.

”Men du bliver nødt til at gå. Og ikke komme tilbage. Jeg kan ikke tilgive dig, for den rolle du har spillet i al det her.”

”Maria – ”

”Jeg vil ikke høre det,” afbrød hun. ”Du skal forsvinde herfra og lade os være i fred. Ellers bliver jeg nødt til at ringe til politiet.” Hun anede ikke, hvor hun fik al sin mod fra.

”Du ved ikke, hvad det er, du beder mig om at gøre,” sagde han foruroligende og stirrede bedrøvet ned i gulvet.

Maria samlede Christian op på armen og gik ud og åbnede hoveddøren for Leo. Han fulgte efter hende uden et ord.

”Farvel, Leo,” sagde hun, da han trådte over hendes dørtærskel.

”Jeg forlader jer, fordi du beder mig om det, Maria. Men du skal vide, at du samtidig har gjort mig til en fredløs. Jaget vild fra begge fronter. Michaels folk er stadig derude, og de vil ikke se med nådige øjne på mine handlinger. Pas på Christian, Maria. Og pas for Guds skyld på dig selv. Jeg ville ikke kunne bære det, hvis der skete dig noget. Jeg elsker dig,” sukkede han.

Det var de tre ord, hun havde frygtet han ville sige. Men hun var hård, det var hun nødt til at være.

Tydeligvis forventede Leo ikke, at hun ville gengælde hans ord, for han vendte sig bare om og gik, som en helt almindelig mand, der lige har været på et helt almindeligt besøg.

Vores.

Christian rakte ud efter Leo, som ikke så det.

”Din, Møffe. Jeg er kun din,” sagde Maria og lukkede døren.

 

Christian ville ikke falde i søvn den aften. Han vendte og drejede sig i armene på Maria og satte sig op i sengen, så snart hun havde lagt ham fra sig. Han græd og rakte ud efter hende, hele tiden, ville op til hende, men ville alligevel ikke, når hun endelig tog ham op. Det var bogstavelig talt som at holde en sæk lopper.

Hun havde et enormt behov for at få lidt tid for sig selv, til at tænke tingene igennem, bearbejde alle de frygtelige informationer, Leo havde givet hende. Det havde der bare ikke været tid til. Christian havde konstant krævet hendes opmærksomhed, og nu ville han ikke sove, selvom han tydeligvis var træt. Hans kæmpede for at holde sig vågen.

”Sov nu, skat,” hviskede hun og forsøgte at holde frustrationen ude af stemmen, mens hun vuggede frem og tilbage med ham i armene. Han græd hjerteskærende og slog om sig.

”Lille skat, hvad er der med dig?”

Lykkelige min?

”Jeg er lykkelig,” sagde hun uden selv at tro på det.

Han satte i endnu et hyl, der gik hende gennem marv og ben.

”Stille, Møffe. Stille,” messede hun, mens hun selv kæmpede for at holde tårerne tilbage. Han vidste for meget om hendes følelser, var for god til at læse hende, og kunne derfor mærke, at hendes sind var i oprør.

”Christian, skat,” sagde hun bestemt og satte ham på sit skød, så de havde øjenkontakt. Han stoppede med at hyle hysterisk, men snøftede stadig, truede med at begynde igen.

”Christian, jeg har brug for lidt tid, til at tænke tingene igennem. Og så skal alt nok blive godt. Det lover jeg.”

Lykkelige min?

”Ja, jeg bliver lykkelig igen.” Håbede hun. ”Læg dig nu til at sove, vil du ikke nok? Du er så træt, lille skat.”

Som for at vise, at hun havde ret, gabte han højt og puttede sig ind til hende med et lille snøft. Ganske forsigtigt lagde hun ham i vuggen, og han accepterede, at han skulle blive liggende. Han lukkede de blå øjne og lagde sig om på siden med et dybt suk. Maria listede ud af værelset og ned i stuen, hvor hun smed sig i sofaen.

Der var så stille i huset, nu hvor hun var helt alene. Lige siden hun fødte, havde hun altid haft enten Julia eller Leo ved sin side. Mest Julia, som havde vist sig at være en slange i Paradis. Hun fik det fysisk dårligt, af at tænke på, hvor mange gange den afvigerkvinde kunne have stjålet Christian. Og Maria ville ikke have haft en chance, hun ville ikke have kunnet stoppe hende. Men Leo havde forsøgt. Havde det ikke været for ham, var hun blevet dræbt, kvalt. Og Christians skæbne ville være uvis.

Leo. Han havde været en helt i forklædning. En afviger, ja, men ikke som man normalt så dem. De blev altid fremstillet som fjendske, hadefulde og farlige. Og farlig havde han da også været. Hvis han ville, kunne han, som han selv havde sagt, tage Christian fra hende uden at få sved på panden. Men han kunne ikke få sig selv til det. Hun håbede bare, at han ville klare sig derude. Håbede inderligt, at han ville finde et sted, hvor han kunne slappe af og være sig selv, uden at frygte de andre afvigeres dom over ham. Uden at frygte Michael.

Som havde slået hendes mor ihjel. Det brændte igen bag øjnene af varme tårer, da hun tænkte på sin mors skæbne. Michael, der havde forgivet at være læge og kun ville hende det bedste, havde brutalt myrdet hendes mor. Og hvem kunne hun vende sig til for at få retfærdighed? Ingen. Han var allerede fanget og spærret inde, og så gjorde man ikke mere. Enhver forbrydelse en afviger måtte have begået var intet i forhold til det faktum, at han eller hun var afviger. Det var det, de blev straffet for. Med frihedsberøvelse og at de skulle stå til rådighed for staten, hvis de skulle få brug for deres respektive evner eller skulle udføre nogle forsøg, som man ikke ville udsætte almindelige mennesker for. Hendes tankebane gled ud af et spor, hvor hun så Michael blive pint og tortureret nede i katakomberne. Hun så for sig, hvordan hvert eksperiment ville nedbryde ham lidt efter lidt og til sidst slå ham ihjel. Men det ville ikke bringe hendes mor tilbage.

Hun kunne ikke holde dem tilbage længere, men lod dem komme og tog imod den lettelse de salte tårer bragte med sig. De rensede på en eller anden måde ud og gjorde hende endnu mere udmattet end hun allerede var. Hun krøllede sig sammen på sofaen og faldt i søvn der.

 

Klokken var 6.45, da Christian satte i et hyl. Det skrattede ud gennem babyalarmen, der stod på bordet foran Maria. Hun satte sig op med et sæt, usikker på, hvor hun var, indtil hun kom i tanke om, at hun var faldet i søvn på sofaen – igen. Hvor mange gange var det efterhånden ikke sket? Efter hun havde smidt Leo ud, var hendes krop kollapset utallige gange på sofaen. En åndsvag vane, som måtte høre op. Hun løb op af trappen og tog sin meget vågne dreng op til sig. Hun tyssede på ham og tog ham med ned, for at lave grød til ham. Han var stoppet med at amme den dag Leo forlod dem. Han havde ganske enkelt nægtet at tage imod hendes bryst, så hun var blevet nød til at stoppe, selvom hun selv syntes det var så hyggeligt.

Formiddagen gik med at få styr på hjemmet og samtidig lege med Christian. Hun fik lavet sig en indkøbsliste og gjorde sig klar til at gå ud og købe ind. Det passede lige med, at Christian skulle sove til middag imens, så hun ville kunne slå to fluer med ét smæk. Og hvor var hun da også selv træt. I løbet af de sidste mange uger, hun og Christian havde været alene, var det for alvor gået på for hende, hvor meget Julia og Leo virkelig havde aflastet hende. Men hun skulle nok klare det, sagde hun til sig selv. Hun havde Christian, og det var det eneste, der for alvor betød noget.

Han sad op i barnevognen og fulgte nysgerrigt med i alt, hvad der skete omkring ham. Alle de mange mennesker, der gik gennem butikkens mange, lange gange. Alle de fantastiske farver, der var på alle varerne. Hver gang Maria lagde noget i kurven, skulle han lige have det op og undersøge det. Han puttede det heldigvis ikke i munden, men studerede pakningen fra alle leder og kanter, inden han pænt afleverede det tilbage.

Der gik lang tid, før alle varerne på listen var krydset af. Det havde taget urimeligt lang tid at finde rosinerne, men nu var hun endelig på vej mod kassen med en ikke særlig træt dreng, der sad og pludrede og krammede sin dyne ind til sig.

Hun stod i køen op til kassen og pludrede tilbage til ham, og han grinede helt vildt, hver gang hun gjorde det.

”Sikke dog en køn dreng,” sagde kvinden bag hende.

”Mange tak,” smilede Maria.

”Hvor gammel er han?” Kvinden smilede venligt til den lille dreng. Hun var vel på alder med Marias mor – hvis hun stadig havde levet – og havde et par venlige øjne. Mund og næse fyldte godt i ansigtet uden at gøre hende grim. Håret var spændt op i en knold.

”Han er fem måneder,” svarede Maria stolt.

”Hold da op. Han virker meget ældre.”

”Ja, han er meget fremmelig af sin alder. Han er også så småt begyndt at gå.”

”Nå da da. Hvad hedder du lille fyr?” Damen kildede ham på kinden med en lang pegefinger. For lang?

”Han hedder Christian,” sagde Maria og kiggede nu skeptisk på damen. Hun forsøgte at kigge på hendes hænder uden, at det virkede mærkeligt. Men hun tog sig selv i det og skubbede tanken om afvigere og deres deformiteter fra sig. Der var jo en nethindescanner ved indgang. Og alle almindelige mennesker var registreret, så de frit kunne færdes i bylivet. Uden en registrering kunne man ikke komme ind.

”Hvor er han en dejlig livlig dreng. Og sikke nogle smukke, blå øjne,” sagde damen, da Christian charmerede hende med et smil og et grin.

”Tak,” sagde Maria og kiggede stolt ned på sin søn. Som var afviger. Og som var registreret som almindeligt menneske. Det ramte hende som et stød i maven og afvigertankerne kom snigende igen. Heldigvis havde køen efterhånden rykket sig så meget, at det nu var Marias tur til at lægge sine varer op på båndet og betale. Dette afbrød deres samtale, og Maria så sit snit til at skubbe Christian lige lidt længer frem, uden for damens rækkevidde.

”278,50kr,” sagde kassedamen.

”På beløbet.” Maria stak sit kort i automaten og lod pengene overføre til butikken. Så skyndte hun sig, at pakke sine ting sammen og var da også nået helt over til døren, da damen stoppede hende ved at lægge sin langfingrede hånd på Marias skulder.

”Du glemte dem her,” smilede damen og rakte rosinerne ned til Christian, der smilende tog imod dem. Fordømte rosiner.

Uden et ord fulgtes de ud gennem glasdøren, der gled op for dem med en lav susende lyd. Maria var så småt begyndt at dreje til højre for at skynde sig hjem.

”Pas nu godt på ham,” lød det fra damen. ”Der er sikkert mange, der gerne vil have fingre i sådan én som ham.”

Maria fornemmede den truende undertone og vendte sig med et ryk over mod damen.

”Hvad mener du med det?” Hendes stemme var hård som sten.

Damen smilede igen venligt, lidt for venligt denne gang, og trak på skuldrene. ”Jeg siger bare, at han er en usædvanlig dreng.”

Maria følte, hvordan hendes hjerte bankede hurtigere, og hun mærkede sveden under armene.

”Hvis du på nogen måder truer mit barn…” sagde hun og tog nogle bestemte skridt over mod damen.

”Hvad så?” drillede hun. ”Hvad gør du så?”

Hun anede ikke, hvad hun ville gøre, men hun kunne mærke løvinden inde i sig hvæsse sine klør. Hun var klar til at kæmpe for sin søn, ligegyldigt hvad der måtte ske.

”Jeg tænkte det nok,” sagde damen med en påtaget omsorgsfuld stemme. ”Du kan intet gøre og du ved det. Men jeg gør ham ikke noget.” Som for at bevise det, bakkede hun et par skridt bagud og holdt hænderne op. ”Jeg siger bare, at du skal passe på ham.” Og så drejede hun om på hælen og gik sin vej.

Marias hjerte hamrede adrenalinen rundt i kroppen, og hun måtte kæmpe for at få ro på sig selv igen. Hænderne var så hårdt knyttet sammen, at hun havde svært ved at løsne dem igen. Hun trak vejret ind gennem næsen og pustede det hårdt ud gennem munden. Så vendte hun sig om mod Christian.

Men han var der ikke.

Der stod en barnevogn fyldt med alle hendes indkøb, men ingen Christian. Med det samme pumpede hjertet løs igen og sendte samtlige af hendes organer og nerver på overarbejde. Febrilsk kiggede hun rundt til alle sider, men der var ingen at se. Ingen med noget barn i hvert fald. Hun lod barnevogn være barnevogn og løb fra den ene ende af butikken til den anden.

”Christian?” råbte hun panisk.

Folk gloede på hende, men stoppede ikke op, for at høre om de kunne hjælpe. Alt for mange år med alt for mange afvigere, havde resulteret i, at folk passede sig selv. Hun løb op og ned af samtlige gange i supermarkedet, kaldte på sin søn hele tiden og afsøgte alle hjørner uden at finde ham.

Hun fortsatte ud på parkeringspladsen, hvor bilerne holdt fint parkerede. Heller ikke her, var der nogen med et barn på armen. Men han kunne da for pokker ikke bare sådan forsvinde.

”Christian?” Hendes stemme knækkede en smule over, men hun havde ikke tid til at græde nu. Hun skulle finde ham.

”Christian?” Hun håbede sådan, at han ville give bare en lille bitte lyd fra sig, hvis han kunne høre hende. Så hun fortsatte med at løbe rundt på parkeringspladsen, mens hun kaldte på ham og kiggede ind ad samtlige bilruder.

Min.

Hun vendte sig anspændt rundt, men kunne ikke se ham. Hun havde ingen anelse om, hvor han var, men han var i nærheden, det var hun sikker på nu. Ellers ville hun ikke kunne høre hans stemme i hovedet. Tårerne pressede sig på igen, men hun tvang dem tilbage.

”Christian, hvor er du, skat?”

Min.

I det samme hørte hun tumult henne bag nabobutikken. Hun styrtede derover, usikker på, hvad hun ville finde.

”Jeg kommer,” hviskede hun til sig selv, mens hun spurtede over til bagsiden af elektronik-forretningen, der lå ved siden af supermarkedet.

Det første hendes øjne faldt på var Christian, der sad blandt nogle sorte affaldssække alt for langt væk til at hun kunne nå ham, derfra hvor hun stod. Så fejede hendes blik over på det, der havde startet larmen: Foran Christian var to mænd midt i en slåskamp. De væltede hurtigt og voldsomt rundt i gyden, som to kæmpende bjørne, så det var næsten umuligt at skelne den ene fra den anden. Den ene havde fået overtaget og pressede den anden op ad en affaldscontainer, der dunkede højlydt og hult, hver gang manden blev slået ind i den. Ved det tredje bank, dukkede mand nummer to sig og fik på en eller anden måde gjort sig fri af den første mands greb. Han lod sig falde til jorden og fejde så benene væk under sin angriber ved at sparke ud efter dennes skinneben. Den første mand ramte jorden med et brøl, men var hurtigt på benene igen. Han kastede sig over mand nummer to, der allerede var på vej over mod Christian. Begge voksne mænd ramlede ned i affaldssækkene lige ved siden af Christian. Marias hjerte sprang et slag over, da hun troede, de vi ville lande lige oven på ham. Hun fór frem og hev ham til sig og ikke et sekund for tidligt, for lige som hun hev ham op, væltede de to mænd rundt og ville have mast hendes lille dreng.

”Løb,” hvæsede den ene af de to kæmpende, mens han fik rystet den anden af sig og kastede ham ned i asfalt under affaldssækkende.

Maria behøvede ikke at få det at vide to gange. Hun knugede Christian ind til sig og styrtede tilbage til parkeringspladsen med lyden af metal skrabende mod asfalt, og hen til barnevognen, hvor hun hastigt spændte Christian fast. Hun satte i løb igen, men tabte pusten halvvejs hjemme og sagtnede farten lidt.

Hun kiggede på sin søn, der sad helt stille i barnevognen og stirrede på hende.

”Er du okay, skat?” pustede hun og mærkede efter på ham. Startede med at undersøge hovedet, rodede rundt i det sorte hår efter mulige rifter og skrammer, men der var ingen. Heller ikke i ansigtet. Armene og benene virkede heller ikke til at gøre ondt. Hun bøjede forsigtigt alle hans led fra halsen og nedefter, men han gav sig ikke på noget tidspunkt. Kroppen var der heller ikke noget at se på.  Hun åndede lettet op og kyssede ham på hovedet. Han var uskadt.

Og så begyndte hun at ryste. Adrenalinen pumpede stadig rundt i kroppen på hende, men hun havde ikke længere nogen grund til at flygte over hals og hoved. De var alene. Tanken om, hvor tæt hun havde været på at miste ham, skræmte hende helt enormt og fik hende til at svede endnu mere end før. Hun var blevet lokket væk fra ham, ikke mere end et par skridt, men alligevel nok til, at en anden kunne nå at snuppe ham og forsvinde med ham.

Med alle følelserne uden på tøjet traskede hun hjemad med tunge skridt. Christian sad stadig helt stille i vognen og stirrede på hende med de blå øjne, som borede sig ind i hendes sjæl.

”Undskyld,” hviskede hun til ham. ”Jeg skulle aldrig have ladt dig ude af syne.”

Han lagde sit lille hoved på skrå og så spørgende på hende.

”Det var min skyld, at han tog dig, skat. Og det kommer ikke til at ske igen, det lover jeg.”

Ulykkelige min?

”Nej, skat,” snøftede hun. ”Ikke ulykkelig. Bare meget, meget ked af det. Jeg var bange for, jeg aldrig skulle se dig igen.”

Han blinkede chokeret og gloede forundret på hende et øjeblik. Så lagde han nakken tilbage og grinede helt vildt. Han kunne slet ikke stoppe igen og hans lille barnelatter klang op og ned af gaden, som om hun lige havde fortalt verdenens sjoveste vittighed. Det var lige før hun kunne se lattertårer i hans øjne. Han lænede sig forover og krammede dynen ind til sig, mens latteren stilnede langsomt af.

Min.

De blå dybder var pludselig alvorlige igen, da de nedstirrede hende. Der var en mørk undertone i det ene ord, som fik hendes sved til at blive kold. Hun valgte ikke at svare på det, men fortsatte hjemad og låste døre og vinduer, så snart de var kommet indenfor.

Christian var så småt begyndt at rejse sig op af alt han overhoved kunne nå. Om det var et bord, en stol eller vaser var ligegyldigt. Stod det på gulvet var det et potentielt redskab til at komme op at stå med. De førte usikre skridt var da også blevet taget, dog altid med mor i hånden. Hun havde forsøgt at lade ham gå uden hende, men så satte han sig bare ned og græd hysterisk, indtil hun samlede ham op.

Han sad på gulvet med en kasse med huller i, alle udskåret i forskellige former. Han forsøgte at placere klodserne i de korrekte huller og det lykkedes faktisk også de fleste gange, selvom der på legetøjsæsken havde stået, at den var til børn fra 12 måneder og op efter.

Maria stod ved køkkenbordet og var i gang med aftensmaden.

I baggrunden hørtes musik fra en radio, der stod på køkkenbordet, og Maria nynnede sagte med. Det hjalp at være huslig, at gøre det, de normalt gjorde på denne tid af aftenen. Selvom eftermiddagens hændelse stadig rumsterede bagerst i hendes hoved, kunne hun trods alt skubbe den lidt væk, mens hun syslede, som hun plejede.

”Så er der mad, Møffe,” sagde hun og stillede en tallerken med kartoffelmos på bordet i køkkenet.

Til sin store overraskelse kom Christian selv gående over til hende. Han vaklede meget og benene truede da også flere gange med at svigte ham og balancen var ikke helt perfekt, men han kom over til hende ved egen hjælp.

Hun greb ham, da han kastede sig det sidste lille stykke og svingede ham glad rundt i luften.

”Hvor er du bare dygtigt!” jublede hun.

Han grinede hjerteligt.

Kartoffelmosen gled ned uden besvær, og han blev pænt siddende ved bordet, mens hun selv spiste lidt aftensmad. Hun fornemmede hans blik på sig og så spørgende på ham. Han sad med hovedet på skrå og kiggede med smalle øjne på hende.

”Nu skal du ikke til at lave nogle narrestreger,” advarede hun. ”Du holder dig ude herfra.” Hun prikkede sig selv i panden med pegefingeren.

Han trak på smilebåndet uden at tage øjnene fra hende.

”Hvad er der, skat?”

Lykkelig?

Hun nikkede.

Min?

”Ja.”

Vores?

Det klemte om hjertet. ”Kun din,” sagde hun roligt.

Han rystede på hovedet.

Vores. Hvor?

”Jeg forstår ikke, hvad du mener…” sagde hun oprigtigt.

Han sukkede opgivende, hvilket han var alt for lille til. Han burde ikke allerede nu sukke af sin mor, det hørte teenageårene til.

Vores?

Hun forstod ham stadig ikke, men så tonede et billede af Leo op for hendes indre øje. Det kom så pludseligt, at hun blev forskrækket og i et sekund troede, han stod foran hende. Vores var Leo.

”Han kunne ikke blive. Han er farlig for os,” sagde hun så pædagogisk, hun kunne.

Farlig?

”Ja, han kan skade os.”

Christian rystede kraftigt på hovedet og rynkede brynene.

Vores ikke farlig. Vores min.

”Nej, skat, Leo er ikke din. Han er sin egen.”

Min?

”Ja, jeg er din. Men ikke Leo.”

Christian så ikke ud som om han godtog hendes forklaring. Men han gav ikke udtryk for at ville grave mere i det.

Kl. 20 blev han lagt i seng med en flaske som han plejede, og han faldt hurtigt i søvn. Han havde sprunget sin middagslur over, sikkert fordi han også var blevet rystet over dagens oplevelser.

Maria satte sig udmattet ned i sofaen og zappede mellem kanalerne uden egentlig at finde noget interessant. Til sidst stoppede hun ved en gammel film, som hun havde set hundrede gange før, men det var ganske rart at være i selskab med noget velkendt, når nu dagen havde været så voldsom. Hun lovede sig selv, at det aldrig skulle ske igen. Hun var heller ikke i tvivl om, hvem der havde forsøgt sig med kidnapningen: det var Michaels fanatiske folk. Utroligt, at de tillagde så lille et barn så stort et ansvar som at frelse en hel race.

Hun hørte en lyd. Var det køkkendøren, der gik?

Hun rejste sig med det samme, sikker på, at hun havde hørt et eller andet. Forsigtigt bevægede hun sig ud mod køkkenet, men døren derud var stadig lukket, præcis som hun havde efterladt den.

Hun vendte sig om for at gå tilbage til stuen, men der stod pludselig en høj, mørk skikkelse i vejen. Han var bred som et hus og høj som en kæmpe. Ansigtet var som hugget ud i sten med smalle øjne, smal næse og smal mund, der var presset hårdt sammen.

Hun vidste instinktivt, at han var kommet efter Christian, så hun dukkede til venstre for at smutte uden om ham, men ville i virkeligheden dreje til højre, når han gik efter hende.

Han faldt ikke for hendes finte, men taklede hende i stedet direkte ind i køkkendøren, der fløj op så de landede på køkkengulvet. Maria fik slået luften ud af lungerne under kæmpen. Hun sparkede og slog vildt omkring sig, for at komme fri af ham og det lykkedes da også at åle sig væk under ham. Men lige som hun var halvvejs oppe at stå, greb han fat om hendes ankel og trak hende ned til sig igen.

”Hvor er han?” Stemme var dyb og lød mest af alt som om den kom fra en dæmon.

Hun svarede ham ikke, men blev ved med at forsøge, at arbejde sig fri af ham.

”Lig stille, kælling.”

Hun var glad for, at hendes kamp ikke gik upåagtet hen, selvom hun selv syntes, det virkede håbløst. Han slap sit tag lidt for at få bedre fat et andet sted, men det resulterede i, at hun kunne få plantet et ordentligt spark mellem benene på ham. Han stak hende en lussing med bagsiden af hånden, så hun kurrede hen over det glatte linoleumsgulv og ramte et af skabene.

Han var oppe alt for hurtigt, snerrede og tog sig til skridtet.

Hun var også oppe, ikke helt så hurtigt, men hurtigt nok til at række over til knivsblokken og tage den største kniv hun kunne finde, inden han nåede at tackle hende igen.

”Hvor er han?” knurrede kæmpen.

”Ikke her,” svarede hun spotsk. ”I får ham ikke. Skrub ud af mit hus, inden jeg ringer efter politiet.”

Han lo af hende. En mørk latter, der gav hende kuldegysninger.

”Du regner med at kunne nå at ringe til politiet og at de når at komme, inden jeg har fundet ham?” lo han.

”Nej. Jeg regner med at stikke dig ned først.”

”Morsomt, lille pige. Men lad os se, om jeg ikke kan nå at stoppe dit hjerte inden.” Der bredte sig et uhyggeligt smil i stenansigtet, som hun helst havde været foruden.

Han sprang frem mod hende, undgik med lethed hendes utrænede knivstik og fældede hende til jorden, hvor han lagde sin ene enorme hånd over hendes bryst. Med den anden hånd, tvang han hende til at give slip på kniven.

Pludselig mærkede hun en ubehagelig trykken for hjertet. En tung hånd havde lagt sig om det, og klemte til, så blodet ikke kunne pumpe rundt i kroppen. Han havde ment det bogstaveligt, da han sagde, at han ville standse hendes hjerte!

Åh, Gud. Hun gispede efter vejret, sparkede og slog, men efterhånden kun halvhjertet af mangel på kræfter.

”Jeg spørger en sidste gang: Hvor er han?” brølede kæmpen hende arrigt ind i ansigtet.

Hun nægtede at svare. Hun var heller ikke sikker på, at hun kunne, hvis hun ville. Det føltes som om alle organer undtagen hjertet var svulmet op. Også tungen, der blev ved med vokse i munden på hende.

”Stædige kælling,” vrissede han og slog hende med den hånd, der ikke lå over hendes hjerte. ”Han ser helst ikke, at du kommer noget til, men hvis det ikke kan være anderledes, har jeg fået lov til at dræbe dig. Så sig det nu bare. Du vinder ikke noget ved at holde mund. Når du er død, er det kun et spørgsmål om tid, før jeg finder ham.”

Det sortnede for hendes øjne, og hun var ikke sikker på, at det hun så rent faktisk var sandt. Bag kæmpen stod der nu en anden mørk skikkelse, ikke nær så høj og bred som hendes overfalder, men han holdt noget i hænderne. Det var først, da det svævede over hovedet på denne nyankomne, at hun kunne se, det var knive. De svævede ganske frit i luften og var rettet mod kæmpens ryg. Og hurtigere end hendes sløve øjne kunne nå at opfatte, sad de pludselig fast i deres mål.

Kæmpen brølede rasende, slap hende og kom på benene og vendte sig om samtidig.

Så stod de overfor hinanden. Fra Marias vinkel og med øjne slørrede af livstrætte tårer, kunne hun ikke se andet en to mørke skygger, der kastede sig mod hinanden. Hendes blik var uskaprt, og hjertet, der endelig var sluppet fri af jernnæven, hamrede løs i brystet på hende, som om det forsøgte at kompensere for de hjertesalg, der var gået tabt, mens kæmpen havde knuget om det. Hun krabbede sig væk fra slåskampen, kom usikkert på at stå og vaklede gennem køkkenet, uden for deres rækkevidde, ud af døren og løb, sprang, væltede op af trappen. Hun flåede døren op til soveværelset og fandt Christian siddende ret op og ned i sin seng. Han kiggede hurtigt over på hende og rakte så armene op efter hende. Hun hev ham op til sig og drejede om på hælen i samme bevægelse og styrtede ud på gangen, ned af trappen, men nåede aldrig hoveddøren.

Kæmpen stod foran den, blødende, stønnende, arrig.

”Giv mig barnet,” hvæsede han ud mellem tænderne.

Maria knugede Christian ind til og overvejede hvorvidt det var muligt for hende, at nå ud af bagdøren inden han ville kaste sig frådende over dem.

”Hvor mange knive skal jeg sende efter dig, din grimme lort?” pustede en stemme bag hende, henne fra køkkendøren. Hun turde ikke vende hovedet for at kigge, men hun syntes bestemt stemmen lød bekendt.

”Forsvind, forræder,” brølede kæmpen og kastede sig over mod Maria og Christian, der tumlede et par trin op af trappen igen. I det samme hvislede fire knive gennem luften, fór forbi hende og ramte kæmpen i ansigtet. Han faldt ind over hende og væltede hende ind mod trappen. Knivene havde alle fundet et mål. Det ene øje var væk og erstattet af et knivsskæfte. En anden kniv havde flået den ene kind op. De to sidste knive var boret ind i halsens bløde kød. Mørkt blod flød ned på Maria, der sparkede som en vild for at få ham af sig, mens hun stadig knugede Christian ind til sig og samtidig forsøgte at vende hans uskyldige børneøjne væk fra det mareridt, som udspillede sig i deres hjem.

Så kom den anden mand, greb fat i kæmpens ben og hev ham væk fra dem. Smed den livløse krop uden for hoveddøren. Maria kom hurtigt på benene.

”Er I uskadte?” spurgte Leo, da han havde lukket døren igen.

”Ja,” sagde hun usikkert, chokeret over at se ham igen. Han så forslået ud: der løb lidt blod fra næse og mund. Hans ene øjenbryn hang tungt, så hun gættede på, at han ville vågne op med et ordentligt sæbeøje.

Hun kiggede på Christian, der sad uroligt på hendes arm. Han var et stort smil. Han rakte ud efter Leo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...