Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
947Visninger
AA

9. 8

Lyden af Christians pludren, var det, der vækkede hende. Hun gned øjnene og strakte sig. Så vendte hun sig over mod sin søn, der lå i sin vugge og ikke i hendes seng som han ellers plejede. Han havde slet ikke vækket hende i løbet af natten. Og så kom hun i tanke om aftenen før.

Glenn.

Hun satte sig op med bankende hjerte og kiggede over på den anden side af sengen. Den var tom. Dynen var skubbet til side og det krøllede lagen afslørede, at der havde lagt en ved siden af hende i løbet af natten.

Hun tog sin morgenkåbe på og løftede Christian op. Han smilede til hende og klappede lystigt i sine små hænder.

”Godmorgen,” sagde hun og kyssede ham på næsen. Så gik hun med ham på armen, ned af trappen og ind i stuen. Den var tom. Hun skyndte sig ud i køkkenet, hvor hun var sikker på, at han ville stå med ryggen til og lave morgenmad. Men også dette var tomt. Hun blev nødt til at sætte sig. Tingene passede ikke sammen, der var noget helt forkert, men hun kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Glenn havde været der dagen forinden. Han havde lagt i hendes seng – de krøllede lagner løj ikke. Desuden duftede sengetøjet af en dejlig maskulin cologne. Alligevel var huset tomt nu.

Christian havde fået fat i en lok af hendes hår og sad og legede med den. Han virkede så rolig og fattet. Men på den anden side anede han jo heller ikke, hvad der var foregået aftenen forinden.

”Hvad er det, der foregår?” spurgte hun ham uden at forvente et svar. Alligevel kiggede han op på hende, så næsten bekymret ud. Så lagde han hovedet på skrå og blændede hende med et smil.

Lykkelige min.

Hun vendte sig rundt, men der var ingen at se i rummet. Hun vendte sig mod sin søn igen, der klappede sine hænder sammen og grinede muntert.

”Jeg er din,” sagde hun forsigtigt til ham, selvom hendes hjerne havde svært ved at tro på, at hendes baby kommunikerede med hende på den måde.

Han stoppede midt i et klap, og de blå øjne så hårdt på hende. Smilet var forsvundet.

Lykkelige min.

”Godmorgen,” lød det pludselig bag hende, og Christian rakte glad ud efter stemmens ejermand.

Maria vendte sig og så sin forlovede komme ud i køkkenet med en bagerpose. Hjertet sprang et slag over, da han bevægede sig over mod hende og kyssede hende blidt på panden.

”Godmorgen, skurk,” sagde han til Christian og tog ham op, da bagerposen var blevet lagt på bordet.

Så havde det altså ikke bare været en drøm. Han var her virkelig. Hun rejste sig og omfavnede ham. Måske for at forvisse sig selv om, at han var virkelig og ikke bare et fatamorgana, der pludselig ville forsvinde.

”Du klemmer lige hårdt nok, elskede,” stønnede han og kyssede hende på hovedet.

”Undskyld. Jeg er bare så glad for, at du er hjemme igen.”

Lykkelige min?

Hun kiggede på Glenn, der øjensynligt ikke havde hørt spørgsmålet. Han stod roligt med armen om hende og et kærligt blik. Til gengæld sad Christian på sin fars arm og stirrede intenst på hende. Hun sendte ham et smil, og drengen begyndte at klappe og grine igen.

”Sikke glad du er,” smilede Glenn til sin søn. ”Skal vi ikke lade mor komme i bad og så spise morgenmad bagefter?”

Christian rokkede frem og tilbage på sin fars arm, klappede ham på kinderne og grinede.

”Jeg må nok hellere lige sørge for, at han får noget at spise først,” sagde Maria og tog sin søn. De gik op på børneværelset, hvor hun ammede ham. Da han var mæt fik Glenn lov til at skifte ham, mens hun selv hoppede i bad.

Da hun kom ned igen, fandt hun  dem siddende i køkkenet, hvor Christian sad med en grydeske og hamrede den ned i bordet så hårdt han kunne, og Glenn skældte ud, hver gang han gjorde det. Dette startede latteranfald hos den lille, der smadrede grydeskeen ned i bordet igen.

Morgenbrødet stod på bordet sammen med en stor karton juice og en rygende varm kande kaffe. Maria nød normaliteten i hele scenariet og satte sig ned for at blive en del af det.

Vejret var usædvanligt godt taget i betragtning af, at det var først i april, så de lagde et stort tæppe ud i baghaven og satte sig alle tre derud, da morgenmaden var indtaget. Christian sad med nogle klodser, som Glenn gang på gang stablede op, og sønnen igen og igen væltede.

”Jeg har været så nervøs for, at vi aldrig skulle nå at opleve det her, Glenn, ” sagde Maria og lænede sig lykkeligt ind mod ham.

”Hvad da?”

”Du har været væk så længe. Jeg var begyndt at tro, at du aldrig ville komme tilbage.”

”Fjollehoved,” smilede han til hende. ”Selvfølgelig ville jeg komme tilbage. Chancen har bare først budt sig nu.”

Hun smilede tilbage til ham og kyssede hans brændende læber.

”Det her er lige det, jeg altid har drømt om,” sagde hun. ”Dig og mig og vores vidunderlige søn.”

De kiggede begge ned på ham. Han sad og så op på dem med alvorlige øjne, som om han fulgte med i deres samtale, men da de begge vendte ansigterne ned mod ham, skyndte han sig at kigge væk med et lille smil. Så lænede han sig frem på alle fire og stod og vuggede lidt frem og tilbage.

”Alting sker så hurtigt med ham,” sagde hun.

”Ja,” svarede Glenn stolt.

Og lige i det samme tog Christian sit ene knæ op under sig og førte den modsatte hånd frem. Så skiftede han over og tog det andet knæ ind under sig og den anden hånd frem. Og så igen og igen.

”Han kravler,” udbrød Maria og Glenn næsten samtidig.

Christian satte sig straks ned og så forskrækket på dem på grund af deres pludselige udbrud.

”Du er så dygtig, Møffe,” jublede Maria og tog ham op og knugede ham ind til sig.

”Kan du gøre det igen?” spurgte Glenn og tog ham fra Maria. Han satte ham på tæppet igen. Og Christian kravlede som om han aldrig havde bestilt andet.

 

 

Mens Christian sov sin middagslur ude i barnevognen, fandt Maria og Glenn sammen igen. Denne gang indtog de hendes soveværelse og elskede uhæmmet og lidenskabeligt. Hans hænder udforskede hendes krop, og hun lod ham vide præcist, hvor højt hun elskede ham. Det var som om de slet ikke kunne få nok af hinanden.

Efter selve akten lå de helt tæt, og han nussede hendes arm med dovne bevægelser. Hun lå udmattet og døsede lykkeligt hen et par gange.

”Vi burde egentlig ikke gøre det her,” sagde han så.

”Hvorfor ikke?” spurgte hun med lukkede øjne og halvt sovende. Når noget føltes så rigtigt, var hun ærlig talt ligeglad med, om man burde eller ikke burde.

”Vi er ikke gift. Hvad vil folk ikke tænke om dig?”

Hun vendte sig om mod ham. ”De vil tænke, at jeg er den heldigste pige i verdenen.”

Han smilede sit varme smil og strøg hende over håret. ”Vi burde få gjort en ærbar kvinde ud af dig.”

”Er det her endnu et frieri?”

Han trak på skulderne. ”Jeg kender én der kan ordne det helt diskret. Vi kunne tage derhen denne weekend.”

Hun satte sig op på albuen og kiggede på ham. ”Mener du det? Ikke noget stort overvældende bryllup? Ingen brudepiger eller noget?”

Han rystede på hovedet. ”Bare dig og mig. Og Christian, selvfølgelig.”

”Og dine forældre?”

”Bare os tre.”

”Hvad vil din familie ikke sige om det? Når de finder ud af, at du har giftet dig uden dem, uden mediernes søgelys. De vil flå dig levende. Gøre dig arveløs,” sagde hun prøvende, velvidende at Glenn havde et ømt punkt for sin familie og deres kæmpe imperium.

”Der er ikke noget at arve alligevel,” grinede han med en glædesløs latter.

Portimperiet var ét af verdens største firmaer. Han var enearving til det hele og var et trecifret millionbeløb værd. Det vidste hun. Det havde hendes mor gjort meget ud af at fortælle hende, inden deres forhold for alvor var blevet offentligt kendt. Maria rynkede brynene. Der var noget, der ikke stemte overens.

Åbenbart så han hendes forvirrede blik, for han satte sig op, skubbede hende blidt ned i sengen igen og satte sig overskrævs på hende. ”Du afviser mit frieri?”

”Det har jeg ikke sagt,” smilede hun drillende tilbage.

”Så du siger `ja´?”

”Det har jeg heller ikke sagt.” Hun skyndte sig at vride sig fri under ham og gik over mod døren. ”Jeg ved bare ikke, om du er den helt rigtige for mig,” drillede hun og skævede tilbage.

Han havde allerede rejst sig fra sengen og var på vej over mod hende. Hans nøgne krop var atletisk og stærk, og hun brændte pludselig efter at mærke ham igen. Han smækkede døren i bag hende og holdt hende fast op ad den med en hånd over hvert af hendes håndled og med sin krop presset tæt ind mod hendes.

”Hvad vil du have mig til at gøre?” spurgte han oprigtigt og pludselig meget alvorligt. ”Du kan få mig til at gøre, hvad som helst. Jeg har aldrig elsket nogen, som jeg elsker dig. Du betyder alt for mig. Din lykke er det vigtigste. Skal jeg springe ud fra en klippe? Skal jeg krybe? Skal jeg holde min mund for evigt? Skal jeg dræbe for dig?”

Hun stivnede forskrækket.

”Jeg elsker dig, Maria. Jeg vil gøre alt for at få dig og for at beholde dig. Jeg har elsket dig siden jeg så dig første gang. Vores første omfavnelse, hvor spontan den end var, startede en ild i mig, som kun du kan slukke. Bliv min.”

Hans alvorlige brune øjne bar et let slør af tårer, og hans dejlige stemme havde en rystende klang over sig. Glenn havde aldrig været overdreven følelsesladet, havde aldrig brugt tid på at finde de rigtige ord, men deres adskillelse havde åbenbart rørt noget i ham.

”Denne weekend,” smilede hun til ham. ”Denne weekend vil jeg blive din og ingen andens. Det lover jeg.”

Han kyssede hende voldsomt, og hun mærkede, hvordan hendes krop begyndte at gøre sig klar til ham igen. Hun elskede ham så ufatteligt højt, og nu skulle de snart for evigt tilhøre hinanden.

 

De næste par dage foregik som i drømme. Maria havde konstant en fornemmelse af, at svæve. De var lykkelige alle tre og nød hinandens selskab. Så snart Christian sov, så Glenn sit snit til at forføre Maria igen og igen. Og hun lod sig nemt forføre af ham. Det med at spille kostbar var totalt opreklameret.

”Så, min lille prins. Kom du over til din mor,” sagde Glenn til Christian, da han var blevet skiftet og havde fået sin natdragt på.

Maria sad i gyngestolen og tog gladeligt imod sin søn. Han skulle ammes inden, han skulle puttes for natten. Inden Glenn gik bøjede han sig ned og kyssede Christian på panden. Så kyssede han Maria på munden og smilede til hende.

”Du er snart min,” hviskede han kærligt til hende. ”I overmorgen.”

”Jeg glæder mig,” hviskede hun tilbage.

Glenn forlod dem, og Maria lagde Christian til sit bryst. Han suttede hårdere end han plejede, så hårdt at det faktisk gjorde ondt. Hans blå øjne stirrede olmt op på hende. Hun forsøgte at formilde ham ved at sætte gang i gyngestolen og nynne ganske stille. Da han var færdig slap han brystet og begyndte med det samme at mosle sig op på benene, selvom han var alt for lille til at kunne det. Med besvær fik Maria støttet ham, samtidig med at hun fik  lukket sin bh efter bedste evne.

”Hvad er det du vil, Møffe?” spurgte hun.

Min.

Hun kiggede undrende på ham.

”Ja, jeg er din,” svarede hun, stadig beklemt over hans evne til at være i hendes sind.

Lykkelige min?

”Ja, jeg er meget lykkelig,” smilede hun.

Christians øjne var ikke blevet blidere. Han stirrede stadig hårdt på hende.

Hans?

”Åh, lille ven,” sagde hun og krammede ham, da hun forstod, hvad han mente. ”Ja, jeg bliver også hans, men du vil altid være noget helt specielt.”

Min!

”Ikke kun din. Også fars.” Men det var som om hendes forklaring overhoved ikke trængte igennem.

Min! Min!

Tonen var ved at blive uheldsvanger. Den lille stemme i hendes hoved, var skinger af vrede. Hun brød sig ikke om, at hendes ellers så glade baby gloede så vredt på hende. De smukke øjne brændte koldt nu og var hårde som is.

”Jeg forlader dig ikke, skat. Det må du ikke tro. Vi skal bare sørge for, at vi bliver endnu lykkeligere.”

Der var en lang pause, hvor deres blikke var låst fast til hinanden. Langsomt blødte hans brændende is op.

Lykkelige min?

Christian lagde hovedet på skrå og så spørgende på hende.

”Ja, lykkelig. Mere lykkelig. Der er ikke noget, der kommer til at ændre sig. Kun på papiret,” sagde Maria lettet over at høre at dommedagstonen var formidlet.

Christian satte sig ned på hendes skød og puttede sig ind til hende. Han lukkede træt øjnene og gabte højt.

Min.

Maria sad lidt med ham og rokkede frem og tilbage, indtil han faldt helt i søvn. Så listede hun lige så stille ind i soveværelset og lage ham i vuggen. Han gav sig lidt, da hun gav slip på ham, men ikke nok til, at han vågnede. Hun tændte babyalarmen og gik ned til Glenn, der lå i sofaen og zappede rundt mellem kanalerne. Hun satte sig træt ved siden af ham.

”Der er ikke noget som helst i fjernsynet,” sagde han irriteret og smed fjernbetjeningen over på bordet, mens en ligegyldig tv-serie med overdreven dåselatter kørte.

Hun kunne mærke hans grådige blik på sig.

”Så må vi nok hellere finde på noget andet at lave,” sagde han med et smil og hev hende ned over sig.

”Du må ikke sige sådan noget, når han hører det,” sagde hun alvorligt til ham.

Glenn brynede og så spørgende på hende. ”Jeg tror ikke, jeg er helt med på, hvilken samtale vi fører.”

”Det du sagde før, om at jeg bliver din. Han bliver jaloux, når du siger sådan noget.” Maria havde sat sig op igen.

Glenn gjorde det samme og kiggede mærkeligt på hende. ”Jaloux? Christian? Maria, han er bare en lille baby. Han ved ikke, hvad det er vi snakker om.”

”Jo. Han forstår meget mere, end man lige tror.”

Glenn så ømt på hende. ”Er du nervøs for i overmorgen? Er det dét?”

Lidt nervøs var hun vel, hvis hun skulle være ærlig. Men nervøs på den gode måde. På den måde, hvor sommerfuglene i maven ikke helt kunne bestemme sig for, hvilken retning de ville flyve. På den måde, hvor man så frem til det helt store, men også var ængstelig for, om det levede op til ens forventninger.

”Bare lov mig, at du er forsigtig med at sige sådan noget, når han er der.”

Glenn sukkede og kyssede hende på næsen. ”Det skal jeg nok. Hvis du vil love mig, at jeg må få dig lige her.” Han klappede på sofaen og sendte sit varme smil til hende.

”Tænker du ikke på andet,” spurgte hun påtaget fornærmet.

”Nej.” Han tvang hende ned, og hun lod sig rive med af ham og deres fælles begær, som åbenbart aldrig ville blive mættet.

Da de endelig gik i seng var de begge berusede af deres elskov og fladt begge udmattede om. Glenn fiskede hende helt ind til sig, og hun nød at mærke hans stærke arme om sig. De var lige faldet helt hen, da Christian vågnede. Han lå og pludrede for sig selv i vuggen og sparkede til tremmerne.

Glenn kyssede Maria i nakken og hviskede: ”Nu skal jeg.”

Han tog deres søn op og løftede ham forsigtig over til sengen. Lige inden de lagde sig fik Christians øjne fanget Glenns, og de stivnede begge to midt i bevægelsen. Maria vendte sig om mod dem, for at se, hvorfor det tog så lang tid. Hun fornemmede mere end så Christians iskrystaller lyse i mørket, men hun havde absolut ingen anelse om, hvad der foregik.

”Glenn?” hviskede hun.

Der kom intet svar.

Så kastede Christian sig pludselig bagud, væk fra Glenn, der knapt nok kunne holde ham. Drengen skreg som en besat og sparkede og slog ud i luften omkring sig. Maria var hurtigt oppe og tog sin søn. Glenn faldt om på sengen, lige så snart Christian ikke længere var hos ham. Han lå fuldstændig stille og stirrede op i loftet, bleg og livløs.

”Glenn?” sagde Maria højt denne gang, mens hun holdt sin skrigende baby ind til sig.

Min.

Hun så forfærdet på det lille smil, der bredte sig på Christians ansigt og stirrede så rædselsslagen tilbage på Glenn, der lå helt livløs.

”Hvad har du gjort?” sagde hun hårdt og lagde Christian fra sig over i vuggen, hvor han straks satte i et ulykkeligt hyl og rakte ud efter hende.

Selvom det var hårdt, ignorerede hun det og fløj over til Glenn. Forsøgte at tage pulsen på hans hals, lagde øret mod hans bryst for at lytte til hjertet. Det slog ganske svagt. Hun slog ham på kinderne, mens hun blev ved med at messe hans navn, i håb om, at han ville svare hende før eller senere. Han var helt badet i sved, men helt kold at røre ved. Hun kunne ikke koncentrere sig, fordi Christian blev ved med at græde hjerteskærende og sparke til vuggen.

”Hold nu mund,” råbte hun af ham. Det havde selvfølgelig den modsatte effekt.

Hun fór ud på badeværelset for at finde en kold, våd klud hun kunne slå Glenns feber ned med. Hun var for lille og spinkel til at kunne bære ham derud selv, skønt hun helst så ham under den kolde bruser, som sikker ville bringe han tilbage til bevidsthed igen. Hun mærkede, hvordan tårerne brændte for at komme ud, men hun ville ikke græde nu, kunne ikke græde nu. Hun skulle hjælpe ham, skulle redde ham.

Lykkelige min?

Stemmen kom uventet og fyldte hele hendes hoved, og hun blev rasende på den. Brat vendte hun sig mod Christian, der stadig lå og hylede i vuggen. Hans blik var låst fast til hende.

”Jeg er ikke lykkelig! Jeg er ikke lykkelig, hvis der sker noget med ham! Forstår du det?!” skreg hun panisk.

Christians skrigeri forstummede, og hans blik ændrede sig, fik en skygge af angst over sig..

”Hjælp ham,” tryglede hun.

Christian vendte hovedet og så ud gennem tremmerne på sin far, der lå apatisk på sengen. Så kiggede han igen på sin mor, med hårde øjne.

Min?

Stemmen var hård og budskabet indiskutabelt

”Ja. Jeg vil altid være din,” sukkede hun. ”Men uden ham er jeg ikke lykkelig.”

Han rakte ud efter hende, og hun løftede ham op og lagde ham angst på sengen ved siden af Glenn. Hun lagde sig på den anden side af sin søn og ventede ængsteligt. Hun anede ikke, hvad hun havde tænkt sig, han skulle gøre, men det var ham, der havde skadet Glenn. Så måtte han nødvendigvis også kunne hjælpe ham.

Christian lagde sin lille hånd på Glenns kind og med et pludseligt gisp skød Glenn i vejret. Han sad ret op og ned i sengen og hev grådigt ilten ned i lungerne. Maria satte sig op og knugede ham straks ind til sig.

”Er du okay?” spurgte hun og kørte hænderne rundt på ham, for at sikre sig, at han i hvert fald fysisk ikke fejlede noget

Han nikkede, men havde ikke luft nok i lungerne endnu til at kunne svare. Han kiggede forfærdet bagud på Christian, der lå helt stille og mødte ufortrødent hans blik.

”Jeg er så ked af det,” undskyldte hun. ”Jeg sagde jo, han var blevet jaloux.”

”Hvordan…” fremstammede Glenn bange og rykkede sig lidt væk.

Maria rystede opgivende på hovedet. ”Jeg ved det ikke.”

Christian havde gjort sig det mageligt i sengen og krøb helt tæt ind til Maria.

”Hvordan…” forsøgte Glenn igen.

Maria tyssede på ham og pegede ned på Christian, der allerede var faldet i søvn igen. Selvom han til sidst havde gjort som hun bad om, var hun stadig nervøs for, hvad han kunne finde på.

”Få hvilet dig. Vi snakker om det i morgen,” sagde hun til Glenn. Det var ikke betrykkende eller trøstende på nogen måde. Hun betragtede sin søn, og hun skulle helt sikker nok få snakket med ham i morgen. Sådan leger vi ikke, tænkte hun.

 

Hun blev aet på kinden af sin søn, så hun åbnede øjnene. Han smilede til hende og klappede i sine små hænder. Han havde åbenbart valgt at glemme nattens hændelser, men det havde Maria ikke – overhoved ikke.

”Godmorgen,” sagde hun tonløst til ham.

Glenn lå ikke i sengen, men hun kunne høre bruseren ude på badeværelset. Så var det vist nu, hun skulle tage den snak med sin søn, inden Glenn kom ud igen. Hun satte sig op og satte ham på sit skød.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte hun og så ham direkte ind i øjnene.

Han lagde spørgende hovedet på skrå, som han havde for vane.

”Hvorfor?” prøvede hun igen.

Han gav sig til at grine og klappede i hænderne igen. Han rokkede frem og tilbage, som om han dansede til sin helt egen musik.

”Svar mig.” Hun gjorde sin stemme hård. Han skulle ikke slippe godt fra det her. Han standse sit lille charmenumme, og hans øjne blev kolde og alvorlige.

Min.

”Og hans.”

Min!

”Og hans!” Hun stødte ordene ud langsomt og hårdt.

Christians øjne blev smalle. Han så vurderende på hende.

”Hvis du nogen sinde gør sådan noget igen, forlader jeg dig.” Hendes stemme var langt mere følelseskold end hun følte sig. Alene tanken om at skulle være væk fra ham skar hende i hjertet.

Min?

Spørgsmålet havde en klagende klang, en stille bøn.

”Jeg elsker dig, Møffe. Men jeg elsker også ham. Det må du forstå.”

Han tog blikket til sig, som om han lige skulle fordøje, det hun havde sagt.

Lykkelige min?

”Jeg er meget lykkelig, når jeg har jer begge to,”

De blå søer skævede ud mod badeværelset, hvor bruseren larmede. Så kiggede han op på sin mor igen med hovedet på skrå.

Vores?

Maria kunne ikke lade være med at ånde lettet op. ”Ja, det er rigtigt, skat. Vores. Jeg er jeres begges.”

Drengen smilede bredt og rakte sine arme ud efter hende. Hun krammede ham ind til sig. ”Vi er ikke helt færdige endnu. Du bliver nødt til at undskylde over for ham.”

Vores.

Der var noget bekræftende i den måde det blev sagt på, så Maria kyssede ham på panden, lagde ham til sit bryst og håbede på det bedste.

Glenn havde kun et håndklæde om livet, da han kom ind til dem igen. Han lignede en gud med sin atletiske skikkelse. Det gibbede næsten umærkeligt i ham, da han så dem vågne.

”Har jeg vækket jer?” spurgte han undskyldende.

”Nej,” smilede Maria. ”Skurken vækkede mig.” Hun nikkede ned mod Christian, der havde sluppet hendes bryst igen og nu så over mod Glenn.

”Tør jeg sætte mig?” spurgte han.

”Ja,” svarede Maria og sendte Christian et bestemt blik

Glenn lænede sig over og kyssede hende på munden. Christian rakte ud efter ham med et kæmpe smil. Glenn tøvede forståeligt nok. Han så afprøvende på Maria, der nikkede betrykkende. Så tog han drengen over til sig.

Christian klappede og grinede til Glenn. Så mødtes deres blik, og Glenn stivnede. I et kort øjeblik blev Maria nervøs og skulle lige til at snuppe sin søn igen, da Glenn rystede let på hovedet.

”Hold da op,” sagde han åndeløst.

”Hvad?” spurgte hun anspændt.  

”Jeg tror lige, jeg har fået en undskyldning fra en baby…” sagde Glenn undrende.

Hun var lettet. Mere end lettet. Hun havde i sin inderste kerne frygtet, at Christian igen ville lade sin egoistiske besiddertrang gå ud over Glenn.

”Han var virkelig jaloux,” sagde Glenn.

Maria nikkede. ”Det var jo det, jeg sagde. Men jeg har forklaret ham nu, at jeg tilhører jer begge. Han må lære at deles om mig, hvis vi skal blive ved med at være lykkelige.”

Lykkelige min.

Hun smilede kærligt til ham. ”Uendeligt lykkelige din.”

”Han er en magtfuld lille bandit,” sagde Glenn andægtigt med en glad dreng på armen.

”Meget.”

”Han er afviger, Maria. Det ved du godt?”

Hun nikkede. Havde faktisk vidst det hele hans liv. Det var bare så pokkers svært at indse det, når det drejede sig om ens egen guldklump.

”Hvor længe har du vidst det?”

”Siden han blev født, tror jeg.”

”Vil du melde ham?”

Det kom som et stød i maven. Det var et spørgsmål, hun overhovedet ikke var klar til. En hvidglødende vrede blev tændt på et enkelt sekund.

”Jeg elsker ham. Han er min. Han bliver hos mig.”

Glenn smilede anerkendende. ”Det var lige præcis det, jeg ville høre.” Han rejste sig stadig med drengen i sin favn. ”Lad os lave morgenmad til vores pige, mens hun tager sig et velfortjent bad.”

Christian hylede af grin og puttede sig ind til Glenn.

De hyggede sig som om intet var hændt resten af formiddagen. Maria fik lavet en masse husligt arbejde, mens hun lod far og søn knytte bånd. Det var kun naturligt, at Christian var lidt jaloux. Han var jo vant til at have hende helt for sig selv. Men han skulle nok komme efter det. Det var hun ikke i tvivl om. Han var på alle måder en yderst intelligent dreng om end egoistisk. Han skulle nok forstå, at hun sagtens kunne dele sin kærlighed ligeligt mellem dem begge.

Hun var ved at lægge det sidste af Christians vasketøj på plads, da Glenn kom op til hende.

”Han sover sødt udenfor,” sagde han og stillede sig helt tæt op bag hende. Han kyssede hende blidt i nakken, lige hvor håret starter, og hun kunne tydeligt mærke ham blive hård mod sit lår.

”Og der har ikke været noget ballade?” spurgte hun, mens hun kælent lagde hovedet til den ene side, så han også kunne komme til at kysse hende på halsen.

”Intet,” sagde han mellem de mange kys. Den varme hans ånde efterlod, fik det til at sitre i hele kroppen. Hun vendte sig om mod ham og begravede sine fingre i hans hår, mens hun lidenskabeligt gengældte hans mange kys.

”Skal vi vente til i morgen, Maria? Så er det ganske lovligt og ikke længe ildeset.”

Men hun ville ikke kunne vente til i morgen. Begæret brændte nu. Hun tog ham i hånden og førte ham ind i soveværelset, hvor hun klædte ham af og overstrøede hele hans krop med kys. Han gik med på legen, som han altid gjorde, og klædte hende af. Hensynsfuldt skubbede han hende ned i sengen og lagde sig forsigtigt over hende.

”Jeg elsker dig,” hviskede han i hendes øre, mens han nænsomt trængte ind i hende. Hun var alt for overvældet til at kunne sige det samme, så hun besluttede sig for at vise ham det i stedet, som kun en kvinde kan.

Han bøjede sig ned over hende, begravede sit ansigt ved hendes hals. Hun kunne se over hans skulder nu og så pludselig til sin forfærdelse en smuk, lyshåret Julia stå i døren til soveværelset med vantroen malet i ansigtet.

Julia? Hun kendte hende, men alligevel kunne hun ikke placere hende i sine minder.

Maria puffede til Glenn, der endnu ikke havde ænset, hvad der foregik.

”Leo?” sagde Julia i døren. Det navn var også uhyggeligt bekendt.

Glenn vendte forskrækket ansigtet over mod hende. ”Julia…”

Han vendte sig mod Maria igen, og hun trak sig skræmt væk fra ham, da hun opdagede, at det var Leo, og at hun kunne huske ham. Hendes nabo. Hendes gifte nabo, der bare skulle være her for at gå til hånde en lille uges tid. Hvordan kunne hun have taget så meget fejl? Hvordan kunne hun dog på nogen måde forveksle ham med Glenn?

”Hvor kunne du?” skreg Julia. Maria var ikke sikker på, hvem af dem hun egentlig spurgte og følte sig forfærdelig skyldig.

Leo tumlede nøgen ud af sengen, men fik hoppet i sine bukser ganske hurtigt. Maria hev flovt sengetæppet op omkring sig og forsøgte at gøre sig så lille som muligt.

”Julia…” Leo havde hænderne rakt frem i en undskyldende gestus.

Julia trådte et skridt frem og gav ham en syngende lussing. ”Hvor vover du?! Hun er ikke din, og det ved du godt! Vi er her for at holde øje med hende, ikke for at kneppe hende!”

Leos øjne brændte pludselig voldsomt. Maria havde aldrig set ham sådan før. Han skubbede Julia hårdt ind i væggen.

”Tingene har ændret sig,” snerrede han. ”Michael er her ikke mere. Han var dum nok til at blive snuppet. Vores vigtigste opgave er at passe på drengen og sørge for, at han har det godt. Desuden –” Gassen gik af ham, og han vendte sig over mod Maria, der sad forvirret og sammenkrøbet i sengen. ” - elsker jeg hende.” Der var mere ømhed i de ord end hun nogensinde havde hørt. Men de kom ikke fra Glenn. Åh, Gud, de kom fra en fremmed; som hun havde inviteret ind i sin seng.

”Du har altid været så svag,” hvæssede Julia. ”Hvor meget har du fortalt hende? Ved hun det hele nu? Og alt sammen bare fordi du ikke kan holde bukserne på. Du har ødelagt alt! Men det er måske godt det samme.” Næsten inden hun var færdig med sit udbrud, var hun ovre ved Maria, som overhovedet ikke havde set hende bevæge sig, men lige pludseligt fandt sig selv med en arm om halsen. En arm, der truede med at kvæle alt luften ud af hende.

”Julia, hvad laver du?” spurgte Leo forfærdet.

”Tingene har ændret sig, det siger du selv. Så nu tager vi sagen i egen hånd. Vi dræber hende, som vi dræbte hendes mor, og så tager vi os af drengs opdragelse.”

Det sortnede for øjnene. Hendes mor … fjernet fra hjemmet med magt…

”I må ikke…” stønnede hun.

”Hold kæft,” hvæssede Julia. Søde, flinke Julia, der altid havde et smil på læben. Søde, flinke Julia, der altid var klar til at hjælpe og som havde opvartet hende under graviditeten og i de mange måneder efter fødslen.

”Det er sådan Michael ville have ønsket det nu, hvor han ikke selv kan varetage opdragelsen,” fortsatte Julia. Hendes klokkeligende stemme havde noget ildevarslende over sig nu.

”Julia, tænk dig nu om. Michael ville aldrig gå med til at få hende slået ihjel. Hun betyder for meget for ham, det ved du godt.” Leo tog nogle forsigtige skridt hen imod dem.

”Du er for blødsøden.” Julia strammede sit greb om Marias hals.

”Giv slip på hende, eller du kommer til at fortryde det.”

”Truer du mig, Leo?” grinede Julia hånligt.

Han tog endnu et par skridt hen mod hende. ”Slip hende.”

Julia lagde hovedet tilbage og lod sin klokkelatter fylde hele huset. Men idet hun kiggede væk fra Leo, lavede han en fejende bevægelse med hånden og en metalvase fra Marias vindue kom flyvende gennem luften og ramte Julia på siden af hovedet. Hun faldt til gulvet, slap sit tag i Maria, der ikke var sen til at gribe chancen. Hun kravlede over på den modsatte side af sengen, dumpede ned på gulvet.

Leo nærmede sig forsigtigt Julia, der lå og ømmede sig. ”Jeg vil ikke slås med dig, Julia. Du skal forlade huset og lade Maria og Christian være i fred. Sig til de andre, at situationen er under kontrol, og at Christian nok skal blive klar. Det lover jeg. Hvis I sørger for at få Michael og de andre ud, skal jeg nok tage mig af tingene her.”

”Du vil bare have hende for dig selv,” klukkede Julia spottende.

Leo kiggede skamfuldt ned i gulvet.

”Tror du selv på, at det kan lade sig gøre nu, hvor hun ved hvad du er? Se på hende. Hun væmmes ved dig.” Julia gestikulerede over mod Maria, der krampagtigt holdt sengetæppet op omkring sig og med rædsel så på det unaturlige, der skete lige for øjnene af hende. Hele hendes trygge verden faldt hurtigt og sikkert fra hinanden. Selvom hun forsøgte at holde styr på tankerne, blev det hele bare ét stort rod, der krøllede sig sammen ligesom verdenen foran hende. Hvem var de mennesker foran hende? Og måske endnu vigtigere, hvad?

”Tror du virkelig hun vil have dig? En afviger?” Og så var hun pludselig væk. Det ene sekund lå hun på gulvet for fødderne af Leo, men var forsvundet som dug for solen det næste.

Leo kiggede sig nervøst omkring i rummet, over på Maria, der ikke anede, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun så sig også nervøst omkring, sikker på at Julia ville dukke op under sengen eller bag hende, klar til at angribe hende igen.

Så spærrede Leo øjnene op. ”Christian.”

Det ene ord satte dem begge i bevægelse. Leo styrtede ud af værelset og fløj ned af trappen. Maria fulgte efter så hurtigt hun kunne, sinket af det store sengetæppe, som gang på gang forsøgte at spænde ben for hende. Hun så ryggen af Leo forsvinde ud af bagdøren, inden hun nåde helt ud i køkkenet. Ude i baghaven hørte hun igen Julias klokkelatter. Hun stod med den søvndruknede Christian på armen, mens Leo forgæves forsøgte at få fat i hende. Hver gang han rakte ud efter hende var hun væk, stod på den anden side af ham, bag ham. Det var som at se en hund jagte sin egen hale.

”Jeg er for hurtig for dig, kære ven,” lo Julia.

Maria vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Den modbydelige afviger stod med hendes søn og havde til hensigt at bortføre ham.

”Christian!” råbte hun fortvivlet i en retning, hvor Julia sidst havde stået.

Drengen vågnede op ved lyden af sin mors stemme. Han blinkede nogle gange og gned sig i øjnene. Så kiggede han rundt på scenariet. Leo, der farede rundt efter ham og Julia som en besat. Julia, der bevægede sig med lynets hast. Og så hans mor, der sod ved døren, grådkvalt og bange. Der gik ikke lang tid, før han åbenbart besluttede sig for, at det ikke længere var sjovt, at være ved Julia. Han lagde sin hånd mod hendes kind og tvang hende til at se på sig.

Julias latter forstummede brat, og hendes forsvindingsnumre hørte op. Hun stivnede under hans iskolde blik. Et blik som Maria kun kendte alt for godt. Julia sank i knæ, men uden at slippe Christian. Det lod han hende ikke gøre. Hendes blik var tomt, og farven forsvandt langsomt fra hendes ansigt.

I mellemtiden var Leo kommet på benene og farede over til drengen.

”Det er nok nu,” sagde han roligt og tog drengen væk fra Julia, der omgående faldt sammen som en kludedukke på græsset.

Maria løb ud til dem og fiskede sin søn over til sig. Hun bakkede lidt væk. Leo bøjede sig ned over Julia, der var ved at genvinde sin kulør igen.

”Maria, hør godt efter. Vi har ikke så meget tid. Giv mig Christian og gå ind og ring efter politiet. Sig at, en afviger har forvildet sig ind på din grund. Imens smutter Christian og jeg en lille tur over i parken, så de ikke tilfældigvis kommer til at tage os med også. Skynd dig, hun vågner snart.” Leo smuttede gennem hækken med Christian, der vinkede glad til sin mor, inden Maria overhoved nåede at tænke tingene igennem.

Til gengæld gjorde hun, som hun fik besked på. Der var ikke tid til at stille spørgsmål. Hun ringede og på grund af alt det, der virkelig var sket, var det ikke svært at lyde overbevisende panisk i telefonen. Hendes stemme dirrede, hulkene fik hendes krop til at ryste. Så snart hun var forvisset om, at ordensmagten var på vej med udrykning, skyndte hun sig oven på, for at komme i tøjet igen. Det lå på gulvet. Leo havde klædt hende af og smidt det fra sig. Det stak i hjertet, når hun tænkte på, at hun havde mistet Glenn igen. Hun kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens hun klædte sig på. Af en eller anden grund gjorde det endnu mere ondt nu. At have haft ham, for derefter at miste ham igen sved grusomt.

Hun var kun nået halvvejs ned af trappen, da der blev hamret voldsomt på hoveddøren.

”Politi!” blev der råbt fra den anden side.

Hun åbnede hurtigt døren for en flok uniformerede mænd, der alle bar sikkerhedsudstyr som hjelme og skjold, og hun viste dem vej ud i baghaven, hvor Julia efterhånden var ved at komme til bevidsthed igen.

”Grib hende,” blev der kommanderet og staks var der tre kampklædte mænd over hende. Hun opdagede knapt nok, hvad der skete, før hun lå på maven på græsset, mens hænderne blev låst fast bag ryggen.

”Skøge!” skreg hun ad Maria. ”Hvad med ham? Har de også taget ham?”

Maria lod som om ikke vidste, hvad i al verdenen denne afviger fablede om.

Efter at have fået scannet sin nethinde af en lille maskine, der satte i et rasende hyl, blev Julia slæbt væk under megen skrig.

”Hvordan er hun kommet herind?” spurgte en politimand.

”Jeg aner det virkelig ikke,” sagde Maria rystet. ”Og hvad hun ville, er mig også en gåde.” Hvor var det pludselig let at lyve.

”Det er meget heldigt for Dem, at hun ikke nåede ind i huset. Det er ikke til at vide, hvilken skade hun kunne have forvoldt. Det var det helt rigtige at gøre; at ringe efter os.”

Maria nikkede.

”Hvis De ser mere, skal De endelig ringe igen. Må vi kontakte dem som vidne, hvis der bliver nogle komplikationer?”

”Selvfølgelig.”

”Det er bare en formalitet. Der plejer ikke at være det store bøvl, når vi først har fået fingrene i dem.” Derpå forlod han hendes hus sammen med sine kollegaer og en meget hysterisk Julia.

Maria låste døren efter dem og gik ud i baghaven for at kigge efter Leo og Christian. De stod der allerede med et lettet udtryk.

En afviger som hun havde givet sig selv fuldstændigt hen til i den tro, at han var hendes forlovede. Og hendes lille dreng, med et lykkeligt smil, også en afviger, der havde iscenesat denne maskerade, der havde forblændet dem begge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...