Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
955Visninger
AA

8. 7

Han så alt for lille ud til at skulle ud i den store vide verden, sådan som han sad og sov i den autostol, de havde lånt af hospitalet. Maria sad ved siden af og kunne stadig ikke få øjnene fra ham. Det var utroligt, at hun kunne skabe så vidunderligt et væsen.

Leo kørte så forsigtig som muligt, for at mindske hendes smerter i maven, men hver gang der var det mindste bump i vejen, sendte det stød hele vejen gennem hendes krop. Hun forsøgte at lade være med at give udtryk for det, men kunne ikke undgå at komme med små gisp af smerte ind imellem. Og hver gang undskyldte Leo og så bekymret på hende i bakspejlet.

”Vi har været hjemme ved dig de sidste par dage for at rydde op og gøre klar til den lille,” smilede Julia. ”Hvis du vil, skal jeg gerne blive hos dig, indtil du skal have fjernet klamperne i maven. Du er jo ikke helt så mobil, som du plejer at være.”

”Tak, Julia, det vil jeg meget gerne have. Det betyder meget for mig,” svarede Maria og gengældte naboens smil.

Resten af turen hjem blev fortaget i tavshed, mens Maria blev ved med at betragte sin sovende søn.

De standsede ud for hoveddøren, og Maria så, at Leo havde været i gang med at skovle sne, så flisegangen op til huset var helt fri. Hun vaklede let alligevel, mest fordi hun stadig var bange for smerten i maven. Leo tog autostolen med babyen i, og Julia småløb hen for at åbne døren.

Lugten af rengøringsmiddel var det første, der ramte hendes næse. Ellers virkede alt andet helt normalt. Gangen var som altid sparsomt møbleret med en enkel stumtjener i det ene hjørne, og et stort spejl på den ene væg. Stuen virkede hyggelig med sine mørke farver, og juletræet stod der endnu, pyntet og klar til en juleaften, der allerede var overstået.

Og Maria havde fået den bedste af alle gaver.

Hun smed sin frakke hen over sofaryggen, uendeligt glad for at være hjemme igen og kunne tage tingene i sit eget tempo. Desværre kunne hun ikke sige sig fri fir at stirre over mod gulvet foran fjernsynet og kommoden, hvor telefonen lå. Der var intet at se nu, det var hun så udmærket klar over, men mindet om, hvor meget blod, der havde væltet ud af hende, var nok til at hun pludselig syntes, hun kunne lugte det igen.

”Kom med. Du skal se, hvordan vi har indrettet børneværelset,” kvidrede Julia og gelejdede blidt Maria op af trappen. Hun var bare taknemmelig for at komme væk fra spøgelsesblodet.

Børneværelset lå lige ved siden af hendes eget soveværelse, hvilket passede hende perfekt. Væggene var lyseblå og alle andre møbler var hvide. De andre farver fra regnbuen var repræsenteret via legetøjet, der lå i åbne kasser, sad på hylder, sad på gulvet i små grupper eller lå i vindueskarmen.

”Det er helt perfekt,” sagde Maria overvældet.

”Ja, er det ikke,” smilede Julia tydeligt stolt over sine indretningsevner.

”Vi ville have skrevet hans navn på døren, men du har ikke fortalt os, hvad han skal hedde endnu,” sagde Leo, da han kom op ad trappen med den lille sovende i stolen.

Maria kiggede længe på sin dejlige dreng, der sov som en sten. Han så så fredfyldt ud.

”Jeg har tænkt over det længe, men bliver ved med at vende tilbage til det samme navn. Han skal opkaldes efter min far, Christian.”

”Det er et meget smukt navn,” nikkede Leo og kiggede på den lille dreng han stod med. ”Ja, du er da vist en Christian.”

Langsomt åbnede han øjnene og så på Leo. Der gik kun et øjeblik, så satte han i et hyl, som først stilnede af, da han kom op til sin mor.

”Er du sulten igen, lille skat?” spurgte Maria og gik ind på børneværelset, hvor der stod en gyngestol og ventede på hende. Hun satte sig og lagde Christian til sit ene bryst.

Leo vendte sig diskret og så ud af vinduet, mens hun ammede.

”Vil I gøre mig endnu en tjeneste?” spurgte hun forsigtigt.

”Selvfølgelig,” svarede Leo, mens han kiggede ned i baghaven uden at se på noget bestemt.

”Vil I flytte vuggen ind på mit værelse? Jeg vil gerne være så tæt på ham som muligt. Hvis han nu skal trøstes eller ammes om natten.”

”Det er klart. Vi ordner det med det samme.” Julia puffede til Leo, og de tog fat i hver sin ende af vuggen og løftede den ind i værelset ved siden af.

Imens betragtede Maria sin lille Christian, der lå og spiste ved hendes bryst. Hver gang han sugede, kom han med de sødeste små lyde, som om han snakkede med hende, og han lå hele tiden og kiggede op på hende med de utrolige blå øjne. Det virkede næsten som om, han forventede, hun skulle svære. Hvis ikke hun passede på, ville hun kunne sidde hele dage og bare stirre ind i de smukke safirer, fortabe sig i deres univers.

Da han havde suttet færdigt, rakte han en lille hånd ud mod hendes ansigt, og hun bøjede sig helt ned til ham, så han kunne nå. Da han rørte hendes kind, sendte det gnister gennem hendes hud og skabte billeder i hendes sind. Billeder af hende selv og Glenn. Billeder af dem begge med deres vidunderlige, lille søn. Billeder af Glenn og Christian. Billeder af en læge med et skævt smil, der var blevet nødt til at rejse hjem til sin dødende mor i den anden ende af landet, og derfor måtte ende sit patientforhold til Maria og hendes naboer. Billeder af –

”Sikke I hygger,” sagde Julia, da de kom ind igen.

Christian tog sin buttede hånd til sig og efterlod Maria med en varm, flammende fornemmelse, der hvor hånden havde rørt hende.

”Skal jeg skifte ham?” spurgte Julia og rakte ud efter ham.

”Ja tak,” svarede Maria overvældet over drengens brændende berøring.

Henne ved puslebordet pludrede Christian lystigt, mens Julia ordnede det, der skulle ordnes.

”Har du hørt fra Glenn?” spurgte Leo, der var kommet ind sammen med sin kone. Hun sendte ham et dræbende blik, men Leo lod ikke til at lade sig mærke af det.

”Ikke siden han besøgte os på hospitalet,” svarede Maria lidt ligegyldigt, mens hun kiggede over til sin søn, der lå glad og tilfreds på puslebordet.

”På hospitalet?” spurgte Leo forvirret. Julia stirrede lige så forbløffet som han.

”Ja. Åh, har jeg ikke fået fortalt jer det. Han var der på anden dagen, lige efter I var gået. Det var et ganske kort visit, men han har set og holdt sin søn. Og han var så lykkelig for at se ham. Men han måtte desværre rejse igen med det samme. Han er ikke færdig med sine forretninger over østpå, og han sagde, at det kommer til at tage meget lang tid. Så vi må bare væbne os med tålmodighed,” smilede Maria til sin søn. Hun ænsede ikke, hvordan både Leo og Julia stod og så forbløffet på hende.

”Glenn har altså været her?” spurgte Julia vantro.

”Ja.”

”Var der andre på stuen med jer, da han var der?”

”Nej. Sygeplejerskerne havde travlt med så meget andet. Så vi fik noget dejligt kvalitetstid sammen bare os tre.”

”Øhm, har du hørt fra Michael?” prøvede Leo forsigtigt, som om han bevægede sig ind på et ømtåligt emne. Julia gav ham en albue i siden.

”Nej, ikke siden han måtte flyve over til sin mor. Jeg håber, hun klarer den. Har I hørt fra ham?”

Det gav et gib i dem begge.

”Nej,” sagde Julia så.

”Han har vel også alt for travlt med at passe hende. Det er ellers ærgerligt, at han ikke er her til at kunne hjælpe jer. Har I fundet en ny læge?”

De stod lidt som om, ingen af dem vidste, hvad de skulle svare. Så tog Leo ordet: ”Julia aborterede i sidste uge. Vi ville ikke sige noget for at ødelægge din glæde.”

”Åh, Gud, Julia. Det er ked af at høre. Er du okay?” Hvorfor i al verden have de følt, at de blev nødt til at holde det hemmeligt? De havde gjort så meget for hende – det mindste hun kunne føre var at være der for dem med en støttende skulder og trøstende ord… Hvis de altså ville give hende lov.

Julia stod lidt mundlam, hvilket ikke lignede hende. Hun kiggede spørgende på Leo. Til sidst fik hun nikket og fremtvunget et smil, der ikke på nogen måde virkede ægte.

Maria skyndte sig over og gav hende et kram, sikker på, at veninden var ved at bryde sammen i gråd.

”Og her går jeg og er kun interesseret i min egen lille verden. Undskyld. Hvor er det ufølsomt af mig,” sagde Maria.

”Det er helt okay. Det gør det faktisk lettere at se dig og Christian. Så kan jeg koncentrere mig om jer i stedet for.”

”Hvad med dig, Leo, er du okay?”

”Jeg klarer mig.” Der var en lettere ironisk tone over hans stemme og antydningen af et lille smil spillede om hans mund. Hvor upassende.

I det samme begyndte Christian at give lyd fra sig. Hans lille stemme skar igennem deres snak og tvang opmærksomheden hen på ham selv. Hans små hænder åbnede og lukkede sig, mens han greb ud efter noget usynligt i luften. Han kiggede op på Maria, der smilede ned til ham. Han forsøgte at gengælde det, men havde endnu ikke helt styr på sine ansigtstræk. Dog var man ikke i tvivl om, hvad det var han prøvede på.

”Så I det?” jublede Maria stille.

Christian efterabede hende og ordløse lyde forlod hans læber i præcis samme tonefald og intonationer som sin mor.

”Han forsøger at snakke med dig,” sagde Leo forundret. ”Det er vist lige vel tidligt, at han gør det.”

”Ja, han er fantastisk. Ja, du er, skat. Helt fantastisk og dygtig,” pludrede Maria til sin søn, som hun holdt op, så deres næser rørte hinanden.

”Ja, han er noget ganske særligt,” sagde Leo eftertænksomt.

 

Hver tredje time måtte Maria sætte sig og give sin søn mad. Han var så præcis, at hun kunne stille sit ur efter ham. Også om natten måtte hun have ham op af vuggen og sidde med ham, nogle gange i et par timer. Han var en baby, der elskede sin mors selskab og hang ved hende, hver gang han fik mulighed for det. Han var ikke meget for at være alene med andre, hvis hun ikke var i samme lokale.

Julia fik til nød lov til at skifte ham, men han foretrak helt klart sin mor. Det gik bedst, hvis hun stod lige ved siden af, når Julia gjorde sit for at aflast Maria.

Leo kom over om eftermiddagen, når han havde fået fri og gik til hånde. Han ordnede alle de praktiske ting, der nu skulle ordnes i et hus. Julia ordnede alt det huslige. Maria skulle faktisk kun koncentrere sig om Christian. Om at amme ham, om at pusle om ham, om at elske ham. Og hun nød det. Det var fantastisk, at hun overhovedet ikke skulle tænke på noget andet. De havde sammen fundet en dagrytme, der fungerede fortrinligt. Julia overnattede hos Maria og Christian. Leo gik hjem til deres eget hus om aftenen og kom igen om eftermiddagen dagen efter.

Det var efterhånden noget tid siden, at Maria havde fået fjernet sine klamper i maven, men Julia blev hos hende, hvilket var hyggeligt. Men Maria forventede ikke noget. På et tidspunkt ville Julia sikkert vende hjem til sig selv igen, og så ville hverdagen blive vendt op og ned igen.

Maria puttede sin søn i vuggen, og efter at have kigget på ham lidt, gik hun endelig ned til sine naboer, der var ved at vaske op efter aftenens måltid. Hun ville hjælpe med at tørre af, men de ville ikke høre tale om det, og sendte hende hen til en stol, hvor hun satte sig og så på, mens de arbejdede.

”Jeg er begyndt at drømme sådan nogle mærkelige drømme,” fortalte hun. Hun havde egentlig besluttet sig for at holde det hemmeligt, men de kendte efterhånden hinanden så godt, at hun turde betro sig fuldt ud til dem.

”Hvordan mærkelige?” spurgte Leo og satte samtidig de sidste tallerkner på plads.

”Det er den samme drøm om og om igen. Jeg starter ud med at være ude i en hytte i en skov. Jeg kan aldrig sætte fingeren på, hvad det er, men der ligger ligesom en stemning af noget ondt over det hele. Der er mystiske skygger af mennesker, jeg aldrig rigtigt får at se, men alligevel har fornemmelsen af at kende på en eller anden måde. Og pludselig er jeg gravid igen og helt alene ude i skoven. Min mave vokser for hvert minut, men det er ikke Christian, der ligger derinde. Det er noget ondt og mørkt, som truer med at ødelægge alt, hvad det kommer i nærheden af.”

”Det lyder uhyggeligt,” sagde Julia, der havde sat overfor hende.

”Det er det også. Men det mærkelige kommer så her. Lige som jeg kan mærke, at ondskaben vil ud af mig, stopper det hele. Alt bliver sort, og pludselig er jeg herhjemme sammen med Christian og Glenn. Og vi er alle tre så lykkelige. Der er ikke længere noget mørke, ikke nogen ondskab, der lurer, ingen dyster, uhyggelig skov. Alt er helt perfekt. Og hver gang jeg vågner, har Christian ligget lige ved siden af mig med en arm ud gennem tremmerne på vuggen og har haft en hånd på min kind. Hver gang.”

Julia skævede over til Leo, der stod lænet op ad køkkenbordet.

”Tror I, det betyder noget?”

”Næh,” svarede Leo tørt.

Og nu kom det som lå hende allermest på sinde. Det som egentlig havde fået hende til ikke at ville fortælle noget i første omgang. ”Hvad med Christian? Tror I, der er noget med ham? Tror I, at han er.. I ved, anderledes? En af dem?”

Leo gik med resolutte skridt hen til dem og satte sig ved siden af Maria.

”Hvad nu, hvis han var en af dem?” spurgte han. ”Sådan rent hypotetisk? Ville du så elske ham mindre?”

Maria sad helt stille og stirrede på ham. Sad han virkelig der og sagde, at hendes søn var afviger? Mente han det? Troede han vitterligt, at der var noget galt med hendes et og alt?

”Jeg vil altid elske ham lige gyldigt hvad,” sagde hun bestemt.

”Men I blev jo undersøgt på hospitalet, og der var der ikke noget at bemærke. Var det ikke det, der blev sagt?” spurgte Julia lidt nervøst.

Maria nikkede. Det var det, der blev sagt i mikrofonen, det var det, der var blevet noteret. Men afvigeren i lokalet, havde sagt så meget andet kryptisk. Han havde i det hele taget opført sig underligt, da det kom til at skulle evaluere Christian. Hun var ikke sikker på, at det han havde rapporteret rent faktisk var sandheden. Derfor var hun også så nervøs for de mærkelige drømme, og Christians indblanding i dem. For han var indblandet, det var hun sikker på. Det kunne ikke være et tilfælde, at han hver gang havde en hånd mod hendes kind, når hun vågnede.

”Så er der jo ingenting med ham,” smilede Leo. ”Hvis undersøgelserne viser, at han er som os, så er han da som os.”

Maria nikkede og gengældte smilet. Selvfølgelig var han som dem. Hverken hans mor eller far var afvigere, så hvorfor skulle han dog være det?

”Lad nu de drømme bare være drømme,” sagde Leo og gik over mod baggangen. ”Jeg vil smutte hjem, så jeg kan få sovet. Vi er jo nogen, der skal arbejde i morgen.” Derpå forlod han de to kvinder.

Samme nat vågnede Maria med et sæt. Sveden drev af hende og både lagen og dyne var gennemblødt. Hun anede ikke, hvad hun havde drømt, men det havde noget med Christian at gøre. Hun vendte sig staks over mod ham, men han lå ganske fredeligt i sin vugge. Så kiggede hun op på vækkeuret og blev forskrækket over at se, at klokken var næsten to. Christian havde ikke været vågen, siden hun puttede ham klokken tyve.

Hun lagde forsigtigt en hånd på hans bryst og mærkede, hvordan det hævede og sænkede sig. Det beroligede hende. Hun lagde sig ned igen og trak den klamme dyne op over sig. Hun vendte sig over mod vuggen, så hun i mørket kunne ane sin søn og døsede langsomt hen til lyden af hans dybe vejrtrækning.

Men lige som en ny drøm skulle til at slette efterveerne fra den sidste, skar en hvidglødende smerte igennem hendes sind, og pludselig kunne hun ikke se andet for sig end et par krystalblå øjne, der borede sig ind i sjælen.

Hun tvang sine øjne op, men blev igen mødt af de blå, skinnende dybder, der snoede sig ind i hendes hjerne. De var ganske tæt på, og stirrede intenst på hende med en glød, der lod dem lyse let op i mørket. Hun måtte blinke et par gange før et babyansigt langsomt tonede frem rundt om de blå øjne. Der gik lidt tid, før det gik op for hende, at det var Christian, der lå helt op ad tremmerne af sin vugge og kiggede ud på hende. Den blå farve lyste pludselig ikke så meget op i lokalet alligevel.

Da han så hendes øjne blive mere bevidste omkring ham, mere vågne, rakte han sine små fingre ud for at røre ved hende.

Uden egentlig at ville det, trak hun sig lidt væk. Hans øjne skræmte hende. Farven virkede bekendt på hende, som når en mus ser skyggen af en kat. Hun vidste, præcis lige som musen, at dette betød fare, at hun burde flygte, men hun kunne ikke. I modsætning til musen, var hun bundet med blodets bånd til det, der vakte hendes rædsel og kunne derfor ikke bare pile af sted og gemme sig i væggen.  

Varsomt tog hun hans hånd i sin, men fjernede ikke et sekund sine øjne fra hans. Var det et lille smil hun kunne ane i mørket?

Min.

Maria satte sig brat op og tændte lyset. Nogen havde sagt `min´, men der var ingen i rummet. Ingen ud over hende selv og Christian, der var begyndt at pylre på grund af det pludseligt skarpe lys, der blændede ham.

Maria skyndte sig at slukke det igen og lagde sig ned.

Men Christian ville ikke falde til ro. Til sidst blev hun nødt til at tage ham over til sig i sengen, og han puttede sig staks helt ind til hende.

Og sådan lå de resten af natten. Lige inden Maria døsede helt hen i søvnens favntag, hørte hun igen nogen sige `min´ med en lille, spinkel stemme, men hun kunne ikke være sikker på, at det ikke bare var en søvndrukken hjerne, der snød hende.

 

Maria vågnede af den underlige fornemmelse, der rammer én, når man kan mærke, at nogen kigger. Og ganske rigtig lå hendes tre måneder gamle søn og stirrede på hende. Deres næser rørte hinanden. Han blændede op i et stort smil, da hun åbnede øjnene.

”Godmorgen, skat,” sagde hun og plantede et kys på hans pande og næsetip.

Dette morgenritual var det samme som det havde været hver morgen. Hvis hun gættede rigtig var klokken cirka 6.45. Christian var meget præcis.

Hun satte sig op og lagde Christian tilbage i sin vugge. Han var efterhånden begyndt at komme over og sove i hendes seng, når han vågnede om natten. Og det skete altid omkring midnat. Nu lå han i sin vugge, mens hun gjorde sig klar til dagen. Hun hoppede i et hurtigt bad og tog rent tøj på. Så tog hun Christian op, ammede ham, vaskede ham, skiftede ham og gav også ham rent tøj på. Så gik de ned i køkkenet, hvor Julia allerede stod ved komfuret og var ved at lave morgenmad til hende selv og Maria.

”Godmorgen,” smilede nabokonen glad. ”Har I sovet godt.”

”Jo tak, vi har sovet fint. Hvad med dig?”

”Fint fint.” Julia lagde et par spejlæg på hver sin tallerken og supplerede op med ristet brød, smør og ost. Hun tog dem med ned til bordet og hentede derefter to glas juice.

Maria havde sat Christian i en højstol. Samtlige bøger frarådede dette på grund af hans alder, men Christian kunne selv holde sit hoved, kunne selv komme op og sidde oprejst. Hans motorik svarede mere til et barn på et halvt år, end til en baby på kun tre måneder. Han kunne rulle fra ryggen om på maven og tilbage igen. Han kunne rejse sig op på alle fire, men havde endnu ikke taget de første spæde kravleforsøg. Derfor var hun heller ikke nervøs for at sætte ham i højstolen.

”Ingen mystiske drømme i nat?” spurgte Julia.

Maria havde ikke delagtiggjort dem i hendes seneste drømme om Christian og den frygt, hun havde for hans øjne. Der var ingen grund til at også at skræmme dem. Desuden var det snart en måned siden, hun sidst havde følt sig hjemsøgt af disse blå djævle i sine drømme. Om dagen virkede de ikke så åbenlyst farlige, og hun var så småt begyndt at bilde sig ind, at det hele bare havde været noget hendes hjerne havde opdigtet i det stadie, hvor man endnu ikke helt sover. Her kunne sindet finde på at gå sine egne mørke og snørklede veje.

”Nej,” svarede hun og gav Christian en bidering, som han fortroligt puttede i munden og oversavlede.

”Det var godt.” Julia tog en dyb indånding og så ned på gaflen, som kørte nervøst mellem hendes fingre. ”Maria, jeg bliver nødt til at rejse et stykke tid.”

”Hvorfor?” spurgte hun lettere panisk uden at ville det. Det måtte jo komme før eller senere. Julia havde været en helt enorm hjælp og tanken om, at hun en dag selvfølgelig skulle vende tilbage til sit eget liv, var altid blevet skubbet i bagud. Men nu var den så kommet: dagen, hvor Maria og Christian for alvor skulle til at stå på egne ben indtil Glenn vendte hjem.

”Det er noget familiepjat,” forklarede Julia og rystede opgivende på hovedet. ”Jeg har en bror som altid har været familiens sorte får.”

”Sorte får? Er han… du ved…?”

”Afviger? Nej, gid det var så let. Så kunne vi få spærret ham inde og glemme alt om ham. Nej, han har et alt for stort alkoholforbrug og får til tider nogle idéer. Oftest konspirationstanker. Og nu er den så gal igen. Mine forældre har haft ringet og bedt mig komme og hjælpe – igen. Det er ikke første gang og sikkert heller ikke sidste gang det sker. Men hvad gør man ikke for sin familie?”

”Hvor længe er du væk?”

”Ikke så længe,” smilede Julia og lagde sin hånd på Marias. ”I skal også nok klare jer. Jeg har overtalt Leo til at holde fri den næste uges tid, så han kan passe jer. Jeg regner ikke med, at jeg er væk mere end tre dage, men for at være på den sikre side, har Leo taget hele ugen fri.”

”Tusind tak. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer,” sagde Maria stille.

”Det er en fornøjelse, Maria. Christian betyder meget for os. Mere end du nogen sinde vil kunne forstå.”

Maria havde dog en anelse. Christian var en erstatning for den baby, de havde mistet.

”Men hvorom alting er,” sukkede Julia, ”så rejser jeg i aften, når Leo har fået fri. Han kommer herover og bliver her, til jeg kommer hjem. Og vær nu endelig ikke bange for at sætte ham i arbejde. Han kan holde til det.”

Maria smilede og så over på Christian, der sad og kigge fra den ene til den anden. Han smilede til dem begge og vinkede så til Julia. Dette fik de to kvinder til at le højt. Det var som om, han havde forstået hele samtalen og nu sagde farvel til Julia.

Christian lå i sin barnevogn ude i baghaven og sov sin middagslur, da Leo kom fra arbejde. Han kom med en stor kuffert og stillede den i forgangen, smilende og glad.

Julia kom ud til ham og gav ham et kram.

”Klar til at holde ferie?” spurgte hun drillende.

”Det tror jeg. Måske. Jeg ved det ikke. Jeg har sagt, at de må ringe, hvis det virkelig brænder på, og så må jeg ordne det over telefonen. Hej, Maria.”

Maria gengældte hans hilsen og smilede til ham.

”Er du klar til at have en mand i huset?” spurgte han.

”Jeg har allerede en mand i huset. Han er måske ikke så stor, men han styrer stedet med hård hånd.”

”Præcis. Er det mine ting?” spurgte Julia og pegede på kufferten som Leo havde haft med.

”Jeps. Jeg håber, jeg har husket alt på din liste. Ellers må du skælde ud, når du kommer tilbage.”

”Og det har jeg også tænkt mig,” smilede Julia og kneb ham i kinden. ”Jeg smutter med det samme. Jeg har et tog at nå.” Hun gav Leo endnu et kram, som han nølende tog imod, hvorefter hun vendte sig mod Maria og gav også hende et kram. ”Hvis du får nogen som helst ballade med ham her, så ringer du. Han er stueren og kan godt finde ud af at spise med kniv og gaffel, men der er stadig visse uslebne kanter.”

”Hov hov,” sagde Leo og skubbede sin kone ud af døren. Hun vinkede til dem og satte sig ind i den taxa, som Leo havde ringet efter.

”Ja, så det er dig og mig,” sagde Leo, da han lukkede døren igen.

”Ja,” samtykkede Maria.

Lige som de skulle til at sætte sig ind i stuen, gav Christian et hyl fra sig ude i barnevognen. Det rungede ud af babyalarmen og skar i ørene.

”Jeg tror, han er vågen,” smilede Leo. ”Nu skal jeg.”

Maria gik med og stillede sig i døråbningen ud til baghaven. Leo løftede så forsigtigt hendes lille baby op og pludrede med ham. Christian grinede til ham og rakte ud efter Leos næse. Leo rystede på hovedet og prustede Christian på kinderne, hvilket startede endnu et latterudbrud fra den lille. I det øjeblik virkede verdenen næsten perfekt. Det eneste hun ville gøre anderledes var, at bytte Leo ud med Glenn. Hvis det kunne lade sig gøre, ville alt være præcis, som hun gik og drømte om.

”Lad os komme ind, inden vi bliver alt for kolde,” sagde Leo til Christian og småløb med den grinende baby på armen ind i huset og ind i stuen.

Hvis bare han havde været Glenn.

Christian smilede lykkeligt til hende.

Senere på dagen stod Leo ved kødgryderne, mens Maria sad og ammede Christian på børneværelset. De sad i gyngestolen og vuggede stille frem og tilbage. Hun nynnede sagte, mens han fyldte maven ved hende. Da han var færdig, lagde hun ham op mod sin skulder og klappede ham forsigtigt på ryggen for at få ham til at bøvse. Han hang der bare og legede lidt med hendes lyse hår, indtil han til sidst gjorde som forventet. Så begyndte han at blive urolig ved hende. Han vendte og drejede sig, spændte hele kroppen som en flitsbue og kom med små utilfredse grynt.

Maria fik ham til sidst sat ned på sit skød.

”Hvad er der med dig, Møffe?” spurgte hun kærligt.

Han kæmpede sig op at stå på de små fødder og støttede sig til hendes skuldre. Så blev hun ramt af de blå dybder, der stirrede direkte ind i hendes sind. Hun kunne ligefrem mærke, hvordan der blev rodet rundt derinde, som små orme, der banede sig vej ind i alle kroge og efterlod sig et slimet spor. Hun forsøgte at lukke øjnene, men kunne ikke. Han fasthold hendes blik med en jernvilje, som ikke burde være mulig for så lille et barn.

Min.

Ormene, der snoede sig rundt i hendes hoved standsede, da de nåede det sted, hvor hun gemte alle sine minder om Glenn. Og dette fik hende til at græde. Hun mærkede pludseligt, hvor højt hun elskede ham, og hvor meget hun savnede ham. Der blev kørt rundt i minderne og for sit indre øje, så hun billeder af den eneste mand hun nogen sinde havde forelsket sig i. Hun kunne ikke bremse dem lige meget, hvor kraftigt hun forsøgte, og tårerne kunne heller ikke standses. 

Christian lagde sit lille hoved på skrå, men tog ikke blikket fra hende.

Min.

Så ormede de sig videre til billeder af Leo, der i løbet af eftermiddagen, havde leget med Christian, havde skriftet ham og i det hele taget hygget med ham. Hun så hvor lykkelig Christian havde været sammen med Leo, og hvor ubesværet de havde omgås hinanden. 

Men det hjalp ikke på savnet af Glenn, der stadig var som et åbent sår.

Pludselig gav Christian slip på hende. Han lukkede sine øjne og faldt træt ind til hende. Hun greb ham og knugede ham ind til sig. Hun anede ikke, hvad det var han havde gjort, men hun kunne ikke andet end holde ham ind til sig og søge trøst ved ham, indtil hendes egne tårer standsede.

Så trissede hun lige så stille ned af trappen med en meget træt baby på armen og sammen gik de ud i køkkenet, hvor Glenn koncentrerede sig om tilberedningen af aftensmaden.

Hun gibbede med øjnene. Det kunne ikke være sandt. Han stod der, som den mest naturlige ting i verdenen med ryggen til hende og rørte i en gryde. Han havde et sort forklæde om livet, stod rank og koncentreret. Hans mørkeblonde hår var redt tilbage så det lå helt fladt langs hovedbunden. Han var iført en hvid skjorte og et par helt almindelige jeans, der sad uforskammet godt på ham. Han stod ganske afslappet og selvom han stod med ryggen til hende, kendte hun den skikkelse på lang afstand. Det var hendes forlovede.

”Glenn?” henåndede hun.

 Det var højt nok til, at han hørte det, og han vendte sig om.

”Hvad sagde du?” spurgte Leo med et smil på læben.

Maria måtte ryste på hovedet en enkelt gang og lige lukke øjnene fast i. Hun havde været så sikker. Det havde været Glenn lige før. Havde det ikke?

Leo kom over og rakte armene ud for at tage Christian, der villigt lod sig løfte af ham. De smilede til hinanden og pludrede som kun voksne med babyer kan.

”Sæt dig over, Maria. Der er mad lige om lidt.”

Hun gjorde, som han bad om uden at kunne tage øjnene fra ham. Det havde været Glenn. Lige indtil han vendte sig om, var det manden i sit liv hun betragtede. Men nu var det Leo, der stod ved komfuret i en hvid skjorte og et par helt almindelige jeans. Han havde hendes søn på armen og viste ham, hvordan man rørte i en gryde. Christian var dybt fascineret af Leos bevægelser.

Til sidst blev bettemanden sat i sin højstol for enden af bordet, og Leo bragte maden fra komfuret over til spisebordet, hvor Maria stadig sad og gloede på ham. For det var det hun gjorde, det var hun kun alt for bevidst om. Hun gloede fuldstændig uhæmmet i håb at fange endnu et flygtigt glimt af Glenn.

”Hvad er der?” spurgte Leo, da han tog forklædet af og begyndte at øse mad op til hende.

”Øhm… ikke noget. Tror jeg,” stammede hun og så ned i bordet.

”Du kigger så mærkeligt på mig. Er der noget i vejen?” Han satte sig.

”Nej.”

Han kneb øjnene lidt i og kiggede indgående på hende. ”Sikker?”

”Ja,” sagde hun og begyndte at spise, for at komme væk fra emnet og glemme, at det nogen side var sket.

Leo lænede sig over til Christian, der sad med en lille papbog med tykke sider. ”Du har en mærkelig mor,” hviskede han til drengen, der bare fortsatte med at bide i bogens ryg.

Maria kunne ikke lade være med at smile og nikkede lidt for sig selv. Hvis hun sad på sidelinjen og så sig selv, ville hun helt sikkert også definere sig selv som mærkelig.

”Nu hvor vi så er færdige med at kigge mærkeligt på hinanden, er der så nogle planer for i morgen?” spurgte Leo.

”Nej, ikke sådan specielt. Jeg overvejede at gå en tur i zoo med Christian.” Hun kiggede op på ham, for at sikre sig, at hendes øjne stadig så det, de skulle se.

”Fin idé. Jeg går ud fra, at jeg må komme med?”

”Du skal med. Jeg har nemlig også overvejet, at du kunne lege chauffør,” smilede Maria.

”Selvfølgelig. Alt for dig og den lille prins.”

Efter aftensmåltidet havde Maria sat sig i sofaen og tændt for fjernsynet, mens Leo legede med Christian på gulvet. Det helt sjove var en plastikflaske, som de havde hældt lidt ukogte ris i. Den larmede så herligt, når man slog til den, og Christian grinede, hver gang Leo eller Maria for sjov tyssede på ham.

”Vi har efter megen overvejelse flyttet en del af afvigerne ind i fængsler over jorden indtil katakomberne er blevet tilstrækkeligt udvidet,” fortalt en meget vigtigt politiker i nyhederne.

Journalisten kom med flere spørgsmål, som politikeren med glans svarede undvigende på.

Det var utroligt, at de år efter år blev nødt til at udvide de fangehuller under byen for at kunne rumme de mange afvigere, der blev pågrebet. Hun var ved at være nervøs for, at der snart var flere af dem, end der var af hendes egen slags. Og hvad ville der så ske? Hvem ville egentlig vinde, hvis det kom til et opgør? Menneskene havde ikke alverdens muligheder. De havde deres våben og deres snilde, hvorimod afvigerne rådede over så mange ufattelige kræfter.

Det gik op for hende, at der havde været stille over fra Leo og Christian i et stykke tid. Hun vendte sig over mod dem og så Christian stå op ad Leo, der sad på gulvet. Christian stirrede ind i Leos øjne, der virkede helt tomme. Af og til kom der et lille glimt over dem, en svag skygge af glæde, sorg, angst, men aldrig noget, der kom helt op til overfladen.

”Christian,” sagde Maria og rejste sig for at tage ham væk fra Leo.

I det samme slap Christian Leo fri af fortryllelsen og faldt udmattet ind til ham. Leo greb fat i ham, for at han ikke skulle falde bagover. Maria var der også med det samme. Hun tog ham op, men han sov allerede. Han lå slapt i hendes arme.

Leo gned sig i øjnene. ”Jeg tror jeg faldt lidt i søvn. Jeg kan vist ikke holde til det her feriehalløj,” sagde han med grødet stemme.

”Du har også leget med ham her det meste af eftermiddagen, så det er kun forståeligt. Han er også helt smadret,” sagde Maria og kiggede ned på sin søn, der lå trygt i hendes favn.

”Skal jeg ikke putte ham,” sagde Leo og kom på benene.

”Nej, det skal jeg nok selv. Sæt dig over i sofaen.”

Leo gik med vaklende skridt derover og satte sig tungt. Han gned sig i øjnene igen og kørte hænderne gennem håret og ned over ansigtet.

”Jeg har brug for noget koldt at drikke. Skal jeg tage noget med til dig?” spurgte han.

Maria rystede på hovedet og begav sig op ad trappen med den sovende prins. Hun lagde ham forsigtigt i vuggen og tændte babyalarmen. Hun strøg ham over det sorte hår og undrede sig igen over, hvor i alverden han dog havde fået det fra, når både hun og Glenn begge havde lyst hår.

I det samme greb en lille, buttet hånd fat om hendes fingre og klemte dem. Hun lænede sig helt ned og så, at hans øjne var vidt åbne, funklede i mørket. Han fangede hende igen med sit blik, men kun et kort sekund. Så flygtigt, at hun knapt nok ænsede det.

Lykkelige min.

De blå krystaller forsvandt igen. Han slækkede sit greb om hendes fingre og lod sin arm dumpe blytungt ned i sengen. Så lukkede hun stille døren til uden at lukke den helt og gik nedenunder igen med en underlig følelse i maven. Der var sket noget, som hun ikke helt vidste, hvad var.

Stuen var tom, selvom fjernsynet kørte, så hun gik ud i køkkenet, hvor han var ved at fylde en kande med vand.

Han stod med ryggen til igen. Almindelige jeans. Hvid skjorte. Mørkeblondt hår, der var redt tilbage. En velkendt skikkelse, som hun havde set så mange gange før.

”Glenn?” spurgte hun vantro og mærkede sit hjerte fordoble sine slag.

Glenn vendte sig om mod hende og smilede sit varme smil. Og det blev ved med at være ham. Han ændrede sig ikke til nogen anden. Det var Glenn.

”Åh, Glenn,” sukkede hun og tog to skridt hen mod ham, inden hendes ben blev til gele og gav efter under hende. Hun fladt ned på sine knæ, men han var der som et lyn og greb hende, inden hun dejsede helt omkuld.

Han holdt hende tæt ind til sig og strøg hende over håret, mens de sad på gulvet. Hun begravede sit ansigt i hulningen ved hans skulder og nød duften af ham, nød at mærke hans arme om sig, nød at det kun var de to. Hans vejrtrækning var tung som hendes, og hun kunne mærke hans hjerte arbejde på højtryk.

”Jeg har savnet dig så meget,” hviskede han til hende med sin dejlige stemme.

Det blev for meget for hende. Hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage og lod dem derfor løbe. Han lagde begge sine hænder på hendes kinder og løftede hendes ansigt op mod sit eget og lod sit blik feje hen over hendes træk.

”Jeg forlader dig aldrig igen,” lovede han stille og kyssede hende.

Hans læber brændte på hendes, og hun lukkede øjnene, for at lade sig synke hen i fuldstændig ekstase. Længselen flammede op i hende på ny, og hun tillod sig selv at deltage aktivt i hans kys. Hun pressede sine læber hårdere mod hans og lod sin tunge liste sig ind i hans mund. De havde begge rejst sig, så de sad på deres knæ for at kroppene kunne finde hinanden. Hun lod sine hænder lege med hans hår, mens hans blidt kælede sig vej ned over hendes ryg for til sidst at lande på hendes lænd og presse hende endnu tættere ind til sig.

Kysset blev heftigere, og hun mærkede sine brystvorter blive hårde jo mere hun lænede sig ind til ham. Hun fornemmede også, at han blev hård, og før hun vidste af det, havde hans hænder fundet vej ind under hendes trøje og løftede den over hendes hoved. Så blev hendes bh åbnet ganske let og han lod sine varme hænder lægge sig over hendes bryster.

Hun sukkede af lettelse. Dette føltes helt rigtigt. Hele hendes væsen slappede af ved hans vidunderlige berøring.

Han tog sin egen skjorte af. Hun lod sin nøgne overkrop synke ind til hans, da de igen fortabte sig i et kys, der sendte et flammehav af gnister ned gennem deres kroppe og ud til samtlige lemmer.

Det var som om, det var første gang han rørte ved hende og hver lille berøring efterlod et brændemærke, der ikke lod sig dulme igen. Hendes længsel efter ham var enorm. Det var først nu, hvor hun havde ham igen, at hun opdagede, hvor afgrundsdyb hendes savn havde været.

Han lagde hende forsigtigt ned på køkkengulvet og afklæde hende og sig selv helt. De fandt sammen på en måde, som hun kun havde læst om, men aldrig drømt, at hun selv skulle opleve. Han passede så perfekt med hende og hun med ham. Deres bevægelser var perfekt afstemt. Deres hjerterytmer var helt synkrone. Sammen var de ét. Hun mærkede den søde smerte, da han fyldte hende ud. Hun hørte ham stønne svagt, da han langsomt og blidt tog hende i besiddelse. Hun var hans, og hun var lykkelig. For en gang skyld var hun lykkelig.

Hele hendes krop sitrede, da de omsider nåede deres klimaks. Også det var så perfekt tilpasset, at de kom på samme tid. Han havde en hånd listet ind under hendes lænd, og han pressede hende hårdt op mod sig, mens hun selv løftede underlivet for at få ham dybere ind med det sidste stød. 

Han faldt til sidst tungt ned over hende. Kyssede hende på halsen, på kæben, på hagen, på munden. Hun smilede tilfreds til ham og kørte sine hænder gennem hans hår, der ikke sad helt så perfekt længere. Han vendte ansigtet mod hendes håndflade og kyssede den.

”Jeg har også savnet dig,” hviskede hun for ikke at ødelægge den fine stemning, der var kommet mellem dem.

Han smilede sit varme smil, aede hende over kinden og rullede væk fra hende med et enkelt kys placeret på hendes brændende læber.

”Kom,” sagde han og rakte en hånd ned mod hende.

Hun kiggede lidt på den, inden hun lage sin hånd i hans. Han hjalp hende op.

”Dygtig pige,” sagde han på en velkendt måde, som ikke helt passede til ham. Så fejede han benene væk under hende og løftede hende op i soveværelset. Ganske stille listede han ind med hende i armene og lagde hende nænsomt i sengen. Han lagde sig selv ved siden af og kyssede hende på kinden en sidste gang.

”Sov nu, elskede. Vi har hele fremtiden foran os. I morgen skal vi være en lykkelig familie,” hviskede han ind i hendes øre. Hans ånde mod hendes øre gav hende kuldegysninger og tændte igen de flammer, der for et øjeblik siden lige var blevet slukket. Hun vendte sig om mod ham og puttede sin nøgne krop ind mod hans. Og sådan faldt de i søvn. Maria og Glenn.

Ingen af dem så de blå øjne lyse i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...