Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
944Visninger
AA

7. 6

”Kan du mærke det her?” blev der spurgt.

Maria anede ikke om det var hende han snakkede til. Hendes hoved føltes så tungt, kroppen var næsten ubevægelig. Hun kunne ikke mærke sine ben.

”Vi bliver nødt til at gå i gang,” sagde en anden stemme.

 

En underlig bippende lyd. Slørede hvide skikkelser, der hastede forbi. Rungende lyde. Den metalliske lugt af blod, så kraftig, at man næsten kunne smage den. Et underligt hvidt lys over hende, så smukt.

”Mere blod! Vi mister hende!”

”Få det barn ud!”

 

Så smukt et lys, så altfortærende og alligevel så indbydende. Hænderne forsøgte at fange det, at lege med det, men kunne ikke. Det var uden for rækkevidde, men lokkede med så mange løfter. Hvis bare man kunne nå det…

”Jeg kan ikke skære igennem livmoderen. Den er for hård.”

”Umuligt. Flyt dig.”

 

”Den er ude.”

”Få hende syet sammen.”

Hvorfor var der ingen babygråd? Plejede der ikke at være det?

Den bippende lyd blev til en lang klar tone, der skar i øret.

”Hun dør,” blev der underdanigt hvisket ved siden af hende.

Hvorfor var der ikke babygråd?

 

Det bippede til højre for hende. Irriterende højt. Hun rakte en hånd ud for at slukke for vækkeuret, men kunne ikke lokalisere kilden til den forfærdelige lyd.

”Maria?” Det var Julias klare klokker, der ramte hendes øre og overdøvede irritationsmomentet.

Hendes hænder begyndte nu at famle efter hende i stedet. Hun kunne ikke se hende. Hvorfor var hun i hendes soveværelse?

”Maria, er du vågen?”

”Hvor er du?” Hun blev overrasket over at høre sin egen stemme være så grødet og hæs.

”Lige her. Jeg er lige her.”

Hun mærkede Julia tage sin hånd.

”Hvorfor kan jeg ikke se dig?” Irriterende at hun blev ved med at holde sig så langt væk.

”Åben øjnene, søde.”

Maria måtte kæmpe for at få dem op. Øjenlågene var så tunge, at det virkede som en umulig opgave, men til sidst fik hun dem tvunget op og lysstofrøret, der hang i loftet skar hende i øjnene. Julias ansigt kom langsomt til syne foran hende, smilende.

”Hvordan har du det?” spurgte hun oprigtigt bekymret.

”Jeg tror, jeg har det fint. Hvad skete der?”

”De måtte lave et akut kejsersnit. Du mistede så meget blod – ”

”Mit barn!” Maria satte sig med et sæt op i sengen, hvilket sendte voldsomme smerter gennem hele kroppen, startende fra maven.

”Rolig, rolig,” sagde Julia og pressede hende blidt ned i sengen igen. ”Han har det godt. En sygeplejerske har taget ham, for at give ham flaske og skifte ham. Hun er snart tilbage med ham.”

En dreng. En dejlig, vidunderlig dreng, som var hendes. Hun faldt udmattet tilbage i sengen, lykkelig for at alt var endt som det skulle.

”De var ved at miste dig et par gange,” sagde Julia så og brød den skrøbelige lykke. ”Du mistede frygtelig meget blod. Det er et mirakel, at du har overlevet. Du har lagt i sengen i et døgn, uden, at vi har kunnet få kontakt med dig. Jeg er så glad for, at du er vågen.”

I det samme kom en sygeplejerske ind med en lille blå bylt. Den bevægede sig ganske let. Maria satte sig med besvær op i sengen og stirrede forventningsfuldt på den lille klump, der blev overrakt hende.

Forsigtigt skubbede hun lidt af klædet til side og så den kønneste lille babydreng. Et par mørkeblå øjne kiggede diffust op på hende. Hans lille næse var perfekt, og hans lille mund smaskede ganske let. Han havde helt sort hår, der var uglet under klædet. Han gav sig lidt, men faldt hurtigt til ro ved hende. Han klemte om hendes pegefinger og sukkede tilfreds. Så faldt han i søvn.

”Velkommen tilbage, Maria,” smilede sygeplejersken. ”Din søn ser ud til at være glad for at se dig. Han har savnet dig meget.”

Maria kunne slet ikke finde ord. Hun stirrede bare på sin søn, der lå trykt ved hende.

Sygeplejersken trak en stol hen ved siden af sengen. ”Vi har haft lidt problemer med ham.”

Maria stivnede og så forskrækket på hende.

”Han har ikke rigtig ville spise eller sove. Han har ligget i sin vugge lige ved siden af dig og har været meget ulykkelig. Han har grædt og grædt, og vi har haft meget svært ved at hjælpe ham med at falde til ro igen.”

Maria så ned på ham. Som han lå der i hendes arme, var det svært at forstå sandheden i det sygeplejersken sagde. Han virkede så rolig.

”Har du fundet et navn til ham?” spurgte sygeplejersken.

”Nej,” sagde Maria stille, stadig helt fortryllet af det lille vidunder, hun holdt i sine arme.

”Hvilket navn må jeg skrive på som barnets far?”

Maria stivnede. Det hele skulle jo være foregået hjemme i stilhed og diskretion, så Glenns navn ikke blev tilsmudset.

”Kan vi vente med at skrive det?” spurgte hun. ”Han er på forretningsrejse lige nu, men kommer snart hjem. Så kan han selv skriv det på og underskrive.”

Julia åbnede munden for at sige noget, men stoppede midt i sin indånding. Sygeplejersken skævede til hende, men godtog Marias forklaring. ”Selvfølgelig. Vi venter. Vil du kalde på mig, når han vågner igen?”

Maria nikkede, stadig helt opslugt af sin lille søn.

”Lad ham sove ved dig. Han trænger til det. Hvis du altså kan holde til det?” sagde sygeplejersken.

Hun nikkede igen uden at tage øjnene fra ham. Selvfølgelig kunne hun holde til at være der for sin søn.

Julia forlod lokalet sammen med sygeplejersken, og Maria var alene med sin søn for første gang. Hun nød vægten af ham i sine arme. Det var som at finde en del af sig selv, som altid havde manglet. Nu hvor hun så ham, kunne hun slet ikke forestille sig, hvordan hendes liv nogensinde havde fungeret uden ham. Hun lod forsigtigt en finger løbe ned over hans kind og fik en klump i halsen over, hvor blød og perfekt han var. Tænk, at hun kunne lave noget, der var så fantastisk. Hjertet svulmede i brystet på hende, og hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Hun lod dem stille gøre det, de skulle uden at lade sig genere af dem. Lige nu var alt perfekt.

Hun måtte være faldet i søvn med ham i sine arme, for da hun åbnede øjnene, var både Julia og Leo inde på hendes stue. De sad i hver sin stol og kiggede ud på sneen. De havde ikke opdaget, at hun var vågnet midt i deres samtale.

”- ved ikke noget om os,” hviskede Julia indtrængende.

Leo sad som en stenstøtte.

”Jeg forstår det bare ikke. Alt det hun sagde om Michael… Men ikke et ord om os,” mumlede hun. ”Og hun nævnte Glenn uden at blinke.”

Leo sad stadig ubevægelig.

”Vi kan stadig hjælpe,” fortsatte Julia.

”Ja,” sagde han så endelig efter en lang pause. ”Vi rejser ikke.”

”Rejse?” spurgte Maria pludselig nervøs for at blive ladt helt alene i verdenen.

De vendte sig begge om mod hende. Julia med et stivnet smil. Leo med øjne, der lyste af lettelse.

”Nej, vi skal ingen steder,” svarede Julia. ”Leo har fået tilbudt et nyt job et andet sted, men vi flytter ikke.”

Maria åndede lettet ud.

”Hvordan har han det?” spurgte Leo og gik over til hende. Han flyttede ganske let på klædet for at få et glimt af den lille.

”Han sover endnu,” smilede Maria lykkeligt.

”Det trængte han vist også til. Efter hvad sygeplejerskerne siger, er han lidt af en mundfuld.”

”Han er dejlig,” var Marias svar, og mens hun sad og indprentede sig, hver en lille detalje ved ham, begyndte han langsomt at give sig i hendes favn. Han åbnede forsigtigt øjnene og blinkede op mod hende. Den blå farve ramte noget i hende. Hun kunne ikke sætte fingeren på, hvad det skulle være, men de virkede på en eller anden måde bekendte. Det var sjældent man så en sådan blå farve. Men på den anden side havde alle babyer blå øjne. De kunne nå at skifte. Enten til hendes grønne eller endnu bedre til Glenns brune. En brunøjet baby var det sødeste hun kunne forestille sig.

”Jeg finder en sygeplejerske,” sagde Julia og forlod lokalet. Hun kom hurtigt tilbage igen med den samme sygeplejerske som før.

”Nå, er han vågen?” smilede plejersken og kiggede ned til ham. ”Han har sådan nogle smukke blå øjne. Hvordan har du det, Maria?”

”Fint. Jeg har lidt ondt.” hun strøg sig meget nænsomt over maven.

”Det er klart. Jeg skal komme med mere smertestillende, når vi er færdige her. Jeg tænkte på, om du har mod på at prøve at amme ham?”

”Jo, det tror jeg nok,” smilede Maria usikkert.

”Jeg smutter lige ud imens,” sagde Leo og gik.

”Godt, se så her.” Plejersken tog hendes søn forsigtigt op. ”Hvis du knapper ned i skjorten, sådan ja. Så får du ham lige igen. Støt hovedet og tilbyd ham brystet. Og sørg for at han får rigtigt fat, ellers kommer det til at gøre ondt på dig.”

Maria fulgte instrukserne efter bedste evne, men han lå lige så stille ved hende og blev ved med at se hende ind i øjnene, stirrede intenst på hende.

”Kom nu,” hviskede hun til ham. ”Er du ikke sulten, lille skat?”

Og så gabte han over brystet og sugede hårdt. Maria skar en grimasse et par gange, indtil han fik ordentligt fat. Så var det som om, hele hendes krop slappede af og hans med.

”Han spiser,” sukkede hun lykkeligt og vantro til plejersken.

”Det var godt. Han har ikke villet tage flasken, så vi har måttet tvinge mad i ham. Han havde vist bare brug for sin mor.”

”Hvor er det en mærkelig fornemmelse. Det er dejligt.”

”Ja, det letter. Når han er færdig, skal jeg nok skifte ham. Så kan du gøre dig klar. Vi skal ind og have jer undersøgt.”

”Undersøgt?”

”Ja, I skal begge tjekkes for afvigelser,” svarede plejersken glad, mens hun krydsede af på journalen for enden af sengen.

”Jamen jeg er ikke afviger,” protesterede Maria.

”Nej, nej, det ved vi godt. Men det er en forholdsregel, vi bliver nødt til at tage.”

”Gør det ondt?”

”Slet ikke. Så ser han ud til at være færdig. Lad mig tage ham.” Plejersken gik med ham igen. Og Marias favn føltes sørgeligt tom.

”Julia, hvordan tester de det?” spurgte Maria ængsteligt.

”Jeg ved det faktisk ikke.” Julia lød nervøs.

”Tror du, der er noget galt med ham?” Hun kunne ikke bære tanken om, at skulle miste ham, nu hvor han endelig var kommet og udfyldte en tom plads i hendes liv.

”Nej,” sagde Julia tonløst. ”Hvorfor skulle der dog være det?”

Ja, hvorfor skulle der dog være det. Både hende og Glenn var helt normale, så hvorfor skulle, der pludselig være noget galt med deres lille guldklump.

”Vil du hjælpe mig op?” spurgte hun Julia, der straks kom over og tog hende i armen. Det spændte vildt i maven, da hun skulle ud af sengen. Hun måtte flere gange holde pauser, men stod til sidst endelig på gulvet, lettere sammenkrummet. Hun turde ikke rette sig helt op, tænk hvis såret nu sprang op. Julia svang en morgenkåbe om hende og støttede hende hen til døren.

Udenfor stod Leo og plejersken. Leo tilbød hende en kørestol, som hun bestemt ikke takkede nej til, og plejersken gav Maria sin dyrebare baby tilbage. Så førte plejersken an ned gennem lange gange. Til sidst standede hun foran en dør.

”Jeg må bede jer andre vente herude. Det her er kun for Maria og hendes baby.”

”Selvfølgelig,” sagde Leo, og han og Julia satte sig hen i et venteværelse ikke langt derfra.

Plejersken rullede Maria ind i rummet og placerede hende ved et bord, der stod midt i det ellers tomme lokale. Væggene var en underlig støvet blå farve, gulv og loft en lys grå og bordet helt hvidt. Der stod en stol på den modsatte side af bordet. På selve bordet lå der et stykke papir med Marias oplysninger på og ved siden af papiret stod en mikrofon.

”Nu skal du høre,” sagde plejersken og satte sig på hug foran Maria. ”Lige om lidt kommer der en herre ind og skal undersøge dig og din vidunderlige baby. Jeg må hellere advare dig på forhånd, han er afviger.”

Det gav et gib i Maria, og hun knugede sin baby lidt hårdere ind til sig.

”Der sker ikke noget,” forsikrede plejersken. ”Han har efterhånden arbejdet for os i mange år og vi stoler fuldt og fast på ham. Når han kommer herind, vil det kun være jer tre der er her. Men han skal rapporterer til os via mikrofonen hvert femte minut, så vi ved, der ikke er noget i vejen. Hans evne er, at han kan fornemme afvigere. Spørg mig ikke hvordan. Der er efterhånden mange af dem, som ikke længere har deformiteter, så indtil videre må vi stole på denne afvigers egenskaber. Du må ikke blive alt for forskrækket, når han kommer ind. Han ser lidt anderledes ud. Hvis du bare forholder dig i ro, så er det hele hurtigt overstået. Han kommer til at bede om at få lov til at holde din baby, og du bliver nødt til at give ham lov til det.”

Maria knugede sin baby ind til sig.

”Der sker ikke noget. Han gør ham ikke noget, det lover jeg.” Plejersken rejste sig. ”Er der noget du vil spørge om?”

Der var så mange ting hun gerne ville spørge om, men hun kunne ikke få formuleret ordene. Lige da plejersken skulle til at forlade hende, faldt nogle af dem dog på plads.

”Hvis jeg nu får brug for hjælp?” spurgte hun stille.

”Der er en panikknap lige under bordet, hvor du sidder. Du trykker en enkelt gang og der vil straks komme nogen ind til jer. Vi er lige på den anden side af døren.”

Hun mærkede efter under bordet og fandt hurtigt den lille forhøjning, der skulle være hendes livlinje. Hun blev ved med at have hånden der og havde ikke tænkt sig at flytte den, før det hele var oversået.

Sekundet efter kom plejersken ind med en høj, bredskuldret mand, der var mindst to hoveder højere end plejersken selv; han måtte bøge nakken for at kunne komme ind. Han var iført lænker på hænder og fødder, så hans bevægelsesfrihed var meget indskærpet. Han satte sig hjemmevant i stolen overfor Maria.

”Det her er vores afviger. Han skal undersøge jer.” Derpå forlod plejersken lokalet, og Maria og hendes lille baby var alene med en afviger, der mest af alt lignede en kæmpe, der når som helst kunne åbne sit vældige gab og sluge dem begge levende.

”Goddag,” sagde han så ganske som et almindeligt menneske, med en stemme som var forræderisk behagelig.

Maria sagde intet til ham.

”Jeg skal nok gøre det hurtigt,” smilede han og afslørede en række gule, sylespidse hajtænder, der tvang hende at se væk, hvis hun ville beholde indholdet i maven.

Han lænede sig inde over bordet og så indgående på hende. Han så hende lige i øjnene og holdt hende fast med blikket. Hun følte sig vildt utilpas, men kunne ikke bryde den øjenkontakt, som holdt hende fast med et jerngreb. Det føltes som om, han borede sig hele vejen ind i hendes hjerne og krøb ud i hidtil ukendte afkroge af hendes sind. Og lige da hun mente, at hun ikke ville kunne holde det ud mere, slap han hende af lænkerne og vendte sig over mod mikrofonen.

”Der er intet at bemærke ved moderen,” sagde han monotont i den, mens han noterede noget på papiret.

Han vendte sig over mod hende igen, denne gang mere afslappet med hænderne rakt frem.

”Må jeg have lov?” spurgte han og nikkede ned til hendes vidunderlige lille søn, der ingen chance havde mod denne jætte, der så let som ingenting ville kunne knuse ham med de bare næver.

Modvilligt afleverede hun drengen til ham, men fandt hurtigt frem til panikknappen under bordet og holdt en finger parat på den.

”Lad mig se dig, lille fyr.” Han pakkede drengen forsigtigt ud af sit svøb og holdt ham under armene så deres ansigter var lige ud for hinandens. Han virkede om muligt endnu større med den lille i hænderne. Marias baby åbnede sine blå øjne og kiggede nysgerrigt på det store hoved, der var lige foran ham. Hun var rædselsslagen for, at han ville sætte i et hyl.

Kæmpen lagde hovedet på skrå og så meget eftertænksom ud, da han koblede sit borende blik sammen med drengens. Han snusede ind og spærrede så pludseligt øjnene helt op. Babyen lagde en lille, buttet hånd på hans kind, og før Maria vidste af det, sad denne grotesk store mand og græd ganske lydløst foran hende. Han lukkede sine øjne og knugede babydrengen helt tæt ind til sig.

”Jeg troede ikke, jeg nogen sinde skulle opleve det her,” hviskede han mest til sig selv.

Forsigtigt, som om det var det meste skrøbelige glas han stod med, lagde han babyen tilbage i sin mors arme. Drengen lukkede sine blå krystaløjne igen og puttede sig ind til sin mor og faldt til ro.

Kæmpen lagde sig på knæ foran Maria med bøjet hoved, pludselig ængstelig for at se hende i øjnene. ”Dette barn har en storslået fremtid foran sig. Han skal redde folket og lede verdenen ind i en ny tid. Han er forudbestemt til at redde os alle. Profeten har spået: Hans kongedømme vil blive grundfæstet. Han skal fødes badet i blod. Og således er det blevet.”

Han satte sig i sin stol igen og vendte sig mod mikrofonen. Han trak vejret dybt ind.

”Intet at bemærke ved drengen.” Igen denne monotone stemme, der på ingen måde afslørede, at han lige havde været bevæget til tårer.

Inden sygeplejersken kom ind i rummet igen, vendte giganten atter sit ansigt ned mod Maria og smilede ømt.

”Du har et enormt ansvar. Pas godt på ham.”

Plejersken kom smilede ind, tog fat i afvigerens håndlænker og førte ham ud af rummet. Han kiggede sig en enkelt gang over skulderen og ned på drengen, der sov i sin mors sikre favn.

Maria blev rullet ud til Julia og Leo, der begge travede usikkert op og ned af gangen. De åndende begge tydeligt lettet op, da både mor og barn kom ud af lokalet, begge i god behold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...