Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
950Visninger
AA

6. 5

”Du er godt nok blevet stor,” smilede Julia og fortsatte med at pynte træet i Marias stue. ”Det klæder dig. Og det hele sidder kun på maven. Bagfra kan man overhovedet ikke se, at du er gravid. Og slet ikke at du er SÅ langt henne. Jeg håber, jeg kommer til at bære det på samme måde, når det engang bliver min tur. Men der går nok lidt tid endnu. Leo vil vente, til han har arbejdet i hvert faldt et års tid, så vi er sikre på, at vi ikke skal flytte igen lige med det samme. Det er så ærgerligt at skulle starte en familie, for så at flytte den til et andet sted i landet lige efter.”

Hendes monologer var ikke blevet mindre med tiden. Snarere tværtimod. Jo mere de var sammen, jo mere snakkede Julia i én lang køre. Maria kunne oftest nøjes med at nikke eller tilkendegive, at hun hørte efter med et enkelt ja eller nej de rigtige steder.

Men det var nu meget rart med selskab. Hun havde hurtigt vænnet sig til, at Julia faktisk kom og gik, som hun havde lyst til. Efter hendes hemmelige spisevaner var knapt så hemmelige mere, gjorde det ikke noget, at få uventet besøg – især ikke op til højtiden, der nærmede sig med lystige og hastige skridt.

Julia havde gjort en stor dyd ud af, at få pyntet Marias hus op. Der hang juleornamenter i vinduerne, der var levende lys overalt, nisser og engle dukkede op de mærkeligste steder og juleklassikere gled nænsomt ud af højtalerne og fyldte ørene med deres overdrevne sødme. Maria havde fanget sig selv i at nynne og synge med nogle enkelte gange, selvom det egentlig slet ikke var noget hun normalt gjorde i. Julias frygtelige irriterende julestemning var åbenbart begyndt at smitte af på hende.

Og nu stod træet i stuen i al sin glas, skønt Maria havde frabedt sig det. Julia havde insisteret og dagen før, var Leo og Julia dukket op. Leo stod med træet ved siden af sig, smilende. Julia krammede Maria, da de tillod sig at gå ind. Leo havde bakset træet på plads og havde sat det på en fod inde i stuen i et hjørne, hvor det ikke generede Maria og, måtte hun indrømme, pyntede.

Da han havde fået sat det fra sig, var Maria gået hen for at hilse på ham også, men han havde bakket væk fra hendes udstrakte arme med et blik over på Julia, der stod og rettede lidt på grenene på træet.

Han havde desværre ikke haft mulighed for at komme med over og hjælpe med pytningen af træet, da han havde en del overarbejde, der skulle indhentes. Heldigvis kunne han arbejde hjemmefra, så de stadig fik mulighed for at se hinanden i løbet af dagen havde Julia undskyldende forklaret.

Maria syntes nu alligevel, at der var noget mystisk over hans opførsel –

”Så mangler vi bare stjernen øverst oppe. Men den får Leo altså lov til at sætte op. Jeg er ikke så meget for højder, som du ved. Så han kan få lov til at stå på en stol. Det manglede da også bare, når nu jeg har lavet alt det andet arbejde,” sagde Julia, mens hun pakkede det sidste overskydende juletræspynt ned i en kasse.

”Det er meget smukt. Tak, Julia,” smilede Maria og betragtede alle de gyldne, røde, grønne og hvide farver, der spillede vidunderligt sammen med de små stænk af sølv.

”Det var så lidt, søde. Jeg smutter hjemad. Jeg skal nok sende Leo over inden det bliver alt for sent. Er der noget du mangler, inden jeg går?”

Maria så sig om i stuen. ”Det tror jeg ikke,” svarede hun så

”Fint, fint. Så smutter jeg.” Julia gav hende et hurtigt klem, klappede forsigtigt Marias struttende mave og smuttede ud af bagdøren og gennem hækken, der efterhånden havde fået et tydeligt gennemgangshul. Maria var ikke længere så irriteret over det. Faktisk mere lettet over, at hun havde nogen, som kunne og ville hjælpe hende. Selvom sneen var høj, var der en ryddet bane fra bagdøren og hen til hækken.

Træets manglende stjerne lå på sofabordet og glimtede let i skæret fra de levende lys.

Maria flyttede den over i vindueskarmen, der var tættere på træet og gik ud i køkkenet, for at finde noget spiseligt.

Julia havde købt ind for hende et par dage før, så der var rigeligt at tage af. Hun valgte en oksemørbrad, som hun skar ud i mundstore stykker, lagde på en tallerken og gik ind i stuen. Hun hentede et glas saft til at skylle det ned med.

Kvalmen var efterhånden et minde blot. Hendes specielle diæt havde mere eller mindre kvalt den, men den dukkede dog endnu op især om morgen, hvor maven var helt tom. Dog kunne hun begynde at supplere med mere almindelige ting, så som havregrød, ristet toastbrød, majs…

Dr. Gibb havde set hendes opkasninger en enkelt gang, men havde ikke været foruroliget over blodet, som der egentlig heller ikke var så meget af mere. Det havde trøstet hende helt enormt. Han havde dog insisteret på, at hans besøg blev hyppigere, bare for at tage det i opløbet, hvis noget skulle melde sig – og hun måtte indrømme, at hun nød hans besøg. Hun var ham så evigt taknemmelig. Han tog hånd om det hele, så hun ikke skulle blive forvirret eller stresset. Han fortalte nogle gange om hendes mor, der havde det pragtfuldt på det hjem, hvor hun var blevet anbragt – et hjem, hvor hun trivedes, og hvor folk omkring hende tog hensyn til hendes underlige historier. Han fortalte også nogle gange, at han havde talt med Glenn og alt stod vel til med ham. Han glædede sig til at komme hjem og blive far og blive gift med den eneste kvinde han nogen side havde elsket; selvom hun egentlig gerne ville høre fra ham selv.

Maria påskønnede virkelig den indsats lægen satte for dagen, og hun priste sig lykkelig for, at det var ham og ingen anden, der var havnet i hendes liv ved et rent tilfælde.

Nogle gange havde Gud virkelig en mening med tingene.

Det bankede på bagdøren, og Maria skyndte sig ud for at lukke op.

Det var efterhånden begyndt at blæse op, og ude i kulden stod Leo helt alene med sin jakke tæt omkring sig. Vintervinden ruskede i hans hår og nev hans kinder og ører røde.

”Kom ind, kom ind,” sagde Maria og skyndte sig at gå til side, så naboen kunne komme ind i varmen.

Han takkede uden at se op på hende. Han hængte sin jakke på knagerækken i baggangen, satte skoene og gik hjemmevant ind i husets stue, hvor juletræ og julestjerne ventede på ham. Han satte straks en spisebordsstol over til træet, kravlede op og bad Maria række ham stjernen.

Om muligt var han blevet endnu mere tavs efter den dag de første gang havde mødt dr. Gibb. Han lod altid Julia føre ordet og var altid stiltiende enig med hende i alt. Det her var faktisk den første gang Leo var herover alene, og han virkede voldsomt utilpas ved situationen. Han havde endnu ikke taget øjenkontakt med Maria. Hans hænder rystede en anelse, hans pande var ganske lidt fugtig på grund af nervøst sved. Hvor var den flinke mand, der havde fulgt hende hjem fra deres første middag?

”Hun har virkelig gjort et godt stykke arbejde,” smilede Maria til Leo, mens han kravlede ned af stolen igen.

”Ja,” svarede han.

”Og stjernen er lige prikken over i’et,” fortsatte hun.

”Ja.”

”Har I også fået pyntet op derhjemme?”

”Ja.” Han var allerede på vej over mod køkkenet og baggangen igen.

”Vent lige lidt.” Hun småløb efter ham, så meget som hendes store mave nu tillod. Hun indhentede ham i køkkenet. Han havde hånden på håndtaget til baggangen.

”Er du okay?” Hun stillede sig ind foran ham.

”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” sagde han og gav slip på håndtaget. Han så stadig ikke på hende.

”Du har bare virket så fjern på det sidste.”

”Der er meget at lave på arbejde. Jeg er lidt stresset.”

”Men du er okay? Jeg har ikke gjort noget, der har fornærmet dig?” Hun forsøgte at fange hans blik, men han undveg hende gang på gang.

”Julia venter på mig,” sagde han og tog fat i håndtaget igen.

Maria gik slukøret til siden og lod ham komme ud af sit hjem. Et eller andet havde hun åbenbart gjort.

”Undskyld, hvis jeg har gjort noget,” sagde hun ud i vinteren, da han gik. De fleste af hendes ord blev blæst væk af vinden. Hun lukkede døren, men nåede knapt nok at slippe håndtaget før det bankede på.

Udenfor stod Leo igen med jakkekraven slået op, så den beskyttede for vinden.

Han lukkede døren bag sig og så hende direkte ind i øjnene denne gang med et blik, som gjorde hende urolig.

”Du har ikke gjort noget, Maria. Det må du aldrig tro. Jeg er ked af, at jeg har været så afstumpet, men… Det er svært at forklare.” Han kørte en hånd gennem sit hår. ”Lad os bare sige, at min chef ikke er så glad for at jeg omgås dig.” Han nikkede over mod sit hus.

”Din chef? Julia?” spurgte Maria overrasket. Måden han havde sagt `chef´ på, antydede at det bestemt ikke var hans arbejdsgiver, han hentydede til.

Han tog sig til hovedet og rystede let på det. ”Nej. Bare glem det.” Han vendte sig om for at gå ud i kulden igen.

”Leo, jeg forstår ikke, hvad du mener,” sagde hun efter ham.

”Det er lige meget, Maria. Så længe du og babyen har det godt, er alt andet ligegyldigt.” Han måtte råbe, for at overdøve vinden, der var taget til i styrke. Han lænede sig frem og gav hende et kram. Han nærmest knugede hende ind til sig og det virkede ikke som om, han havde tænkt sig nogensinde at give slip igen. Alligevel rev han sig til sidst fri og luntede over til hækken og forsvandt ind i sin egen have.

Maria lukkede kulden ude, gik op på sit værelse og satte sig på sengen.

Det var umuligt at vide, hvad han talte om. Han havde været alt for kryptisk: det var ikke hendes skyld. Det var hans chefs skyld. Hans chef. Det kunne da ikke passe, at Julia ikke ville lade ham være sammen med Maria alene. Så havde hun vel ikke sendt ham over for at hænge julestjernen op. Desuden var de alle tre så gode venner. Kunne Julia være jaloux på hende? Og i så fald, hvorfor? Hvis det var på grund af maven, var det jo kun e spørgsmål om tid, før det var Julias egen tur til at blive tyk. Det kunne ikke være fordi, hun var nervøs over Leos følelser for Maria – kunne det? Han var en gift mand. Det var uhørt. Forkert. Og Maria selv var forlovet med Glenn, der snart ville komme tilbage. Men på den anden side, havde hun tit læst i romaner om, hvordan den samme mand kunne elske to kvinder på samme tid. Men det var ikke tilfældet her. Det kunne det ikke være.

Hun rejste sig resolut fra sengen. Hun måtte have besked. Hun blev nødt til at få at vide, præcist hvad der foregik, hvis ikke hun skulle miste sin forstand.

Den lange vinterfrakke blev slynget over skuldrene, og hun marcherede ud i iskulden. Deres gang op til hoveddøren var stadig alt for lang, og det gav hende tid til at fundere over, hvad det egentlig var hun havde gang i. Det kunne ødelægge deres venskab fuldstændigt, hvis hun kom med anklagelser, der på ingen måde var sande, men på alle måder deciderede upassende. Men det var for sent at vende om nu. De havde garanteret allerede set hende gennem vinduerne. Med en rystende finger trykkede hun på klokken og ventede ængsteligt på, at der skulle blive lukket op for Pandoras æske.

Det var Leo der åbnede. Han gloede måbende et øjeblik, lignede et dådyr fanget i et par billygter og skulede så forfjamsket bagud ind i huset.

”Hvad laver du her?” hviskede han og lukkede døren lidt i bag sig.

Maria, der knapt nok vidste det selv, mandede sig op. ”Jeg er her for at få nogle svar.” Hun lød mere selvsikker end hun følte sig. Heldigvis.

”Gå hjem. Det er alt for koldt for dig at være ude nu.”

”Jeg vil bare snakke med dig og Julia. Der foregår noget, og jeg vil vide hvad det er. Du har været så mystisk på det sidste. Og det du sagde før var så kryptisk…” Hendes intention om at fange og fastholde hans blik gled langsomt ud mellem hænderne på hende.

”Hvad var det, du sagde før, Leo?” Den melodiske og forførende stemme bag hendes nabo var behagelig og velkendt. Den gemte på et skævt smil, blå øjne, en veltrænet krop, mørkt hår.

Leo stivnede med rædsel i blikket. 

”Ikke noget,” skyndte han sig at sige, da døren blev hevet ud af hans hånd og åbnet helt.

Michael stod på den anden side og havde ganske rigtigt det skæve smil skruet på.

”Kom ind, Maria. Det er alt for koldt for dig, at stå derude,” sagde han og tog hende i hånden.

Hun blev ført ind i stuen, hvor Julia straks rejste sig, da hun så hende. Hun så beklemt ud ved situationen. Maria fangede flygtigt det hadske blik, som Julia sendte Leo, der underdanigt skuttede sig.

”Sid ned,” smilede hun så. ”Kan jeg byde på noget? Det er noget uventet, at du kommer på besøg, men dejligt. Lad mig lave noget varm kakao til os. Jeg er straks tilbage.” Og så trissede hun ud i køkkenet, mens Leo, Michael og Maria satte sig.

”Hvad bringer dig herover på denne tid?” spurgte Michael smilende. Han var den eneste af dem, som sad tilbagelænet og afslappet.

”Åh, det er ikke noget,” stammede hun. ”Jeg er bare lidt nervøs for Leo. Han virker så distræt.”

”Og du sagde, at han havde sagt noget kryptisk før?” fortsatte Michael, da Julia kom ind med en bakke med kopper, der var fulde af rygende varm kakao. Krusene klirrede mod hinanden.

”Ikke noget, ” grinede Leo. ”Det var ikke noget.” Han drak febrilsk af sin kop og undgik bevidst Michaels borende blik.

Julia kiggede anspændt på skiftevis Leo og Michael.

”Det lader til, at vi bliver nødt til at fortælle hende det,” smilede Michael til Marias naboer, der i et kort øjeblik stivnede fuldstændig.

”Det forholder sig sådan, at Julia venter sig,” sagde Michael med et venligt blik på Julia.

Hun blev helt grå i ansigtet og så ned i gulvet. Leo fik kakaoen galt i halsen og hostede, mens han gloede forbavset på Michael, som om dette også var nyheder for ham.

”Jah,” fremstammede han så. ”Vi ville ikke fortælle noget, før hun var lidt længere henne. Det er meget nyt det hele.” Leo skævede til lægen, der kæmpede for at holde et smil tilbage, som om han igen havde gang i sin helt egen private joke.

”Åh tillykke!” udbrød Maria oprigtigt glad. Hun gav dem begge et kram og var lykkelig på deres vegne. Nu ville Julias drømmefamilie endelig blive til noget. Selvom hun godt nok så noget bleg ud. Nu gav Leos underlige opførsel også langt mere mening. Han arbejdede mere nu, fordi der snart ville være endnu en mund at mætte.

”Vi tillod os at ringe efter Michael, da vi jo har set, hvilken formidabel behandling du får af ham,” sagde Leo prøvende og skævede over til Michael.

”Jamen han er også den bedste. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham,” sagde Maria.

”Tak, tak.” Michael holdt hænderne afværgende i vejret. ”Det er alt for meget ros. Hvis ikke I passer på, stiger det mig til hovedet.”

Leo himlede hurtigt med øjnene.

”I må simpelthen ikke holde sådan noget hemmeligt for mig,” sukkede Maria lettet. ”I aner ikke, hvilke tanker der har rumsteret i mit hoved. Jeg var sikker på, at jeg havde fornærmet dig på en eller anden måde, Leo.”

Han kiggede på hende og smilede ganske let. ”Du har ikke fornærmet nogen.”

”Men hvorom alting er, lader det til, at jeg kommer til at tilbringe mere tid i det her nabolag,” grinede Michael og løftede sin kop. ”Skål for sunde og raske børn.”

De deltog alle i skålen, dog med forskellige tanker.

 

Sneen var så småt begyndt at dække byen med sit hvide tæppe. Det lyste på magisk vis op i natten og lullede folk ind i en falsk tryghed, der var lige så skrøbelig som den tynde is, der havde lagt sig over søerne i parkerne. Julen nærmede sig med hastige skridt og gjorde folk mere følsomme og naive end normalt. Dette gav afvigerne frit spil. Det var mange år siden, man havde hørt om så mange angreb op til julen, og derfor var der også blevet sat ekstra politistyrker ind på gaderne. Der var tale om, at byens katakomber skulle udvides, så snart sneen var smeltet igen. Antallet af indsatte voksede alt for hurtigt, og man frygtede, at dette ville starte et oprør, som ville være næsten umuligt at stoppe igen. Hvis antallet af afvigere i befolkningen blev ved med at stige, ville det snart blive undtagelsen frem for reglen, at et barn blev født uden afvigergenet.

Maria lukkede avisen og tjekkede sine døre og vinduer endnu engang bare for at være på den sikre side. Der var ingen grund til at tage nogle chancer. Hun fik øje på den langlemmede skikkelse ude på fortovet, men nåede kun at nyde synet i et meget kort øjeblik. Det var næsten som om Michael vidste, at hun kiggede ud, og rød i hovedet måtte hun forlegent vinke tilbage, da han ændrede kurs og begav sig over med hendes hus og ikke naboens.

Hun havde allerede åbnet døren, inden jan nåede at banke på.

”Jeg ville ikke tage din tid,” smilede hun og lukkede døren efter ham.

”Jeg skal nok nå at se til dem. Desuden er du min primære patient. De vil altid komme i anden række. Hvordan står det til?”

”Fint,” rødmede hun. ”Der er gang i babyen næsten hele tiden. Den må tro at min blære er en bold, sådan som den sparker til den.”

”Det er godt at høre.” Han kiggede på hende med de utrolige blå øjne. ”Jeg har talt med Glenn. Han glæder sig meget til at komme hjem til jer begge. Og det mindede mig om, at vi hellere må få lagt en slagplan. Du har snart termin, og jeg vil ikke have, at du går i panik, når veerne starter eller vandet går. Først og fremmest vil jeg have dig til at ringe til Julia og Leo og få dem herover. Derefter ringer du til mig. Jeg skal komme så hurtigt som muligt. Indtil da skal du forholde dig i ro og lade veerne gøre sit arbejde. Det er første gang du skal føde, så der kommer nok til at gå en rum tid, inden der for alvor sker noget. For at holde det hele så diskret som muligt, set ud fra din ugifte status, må det nødvendigvis blive en hjemmefødsel.”

Han viklede halatørklædet af og åbnede frakken, fortsatte i sit sædvanlige blide toneleje. ”Bare rolig. Jeg har fortaget en del hjemmefødsler, og det skal nok gå. Din baby virker til at være stor og stæk, så jeg er ikke bekymret.” Han lagde en hånd på hendes skulder og det sendte igen denne sitrende fornemmelse gennem hende som hans berøringer altid gjorde.

”Det er dig, der kommer til at gøre alt arbejdet alligevel,” smilede han med sit skæve smil, og hun måtte se sig afvæbnet og grinte.

”Hvis du allerede nu vil gøre nogle forberedende øvelser, så som at gøre et værelse klar til fødslen, vil det være fantastisk. Du skal have en seng klar, en masse puder til at lægge i ryggen, rene lagner og håndklæder og eventuelt noget beroligende musik. Alt hvad du finder beroligende kan være hjælpsomt. Det er op til dig.”

Han var roligt gået over mod døren, mens han talte. Hans elegance kom gang på gang bag på hende.

”Hvis ikke vi ses inden, så rigtig glædelig jul,” smilede han i døren med jakken trukket op om ørene.

”I lige måde.”

Han var kun lige nået et par meter ud mod vejen, da hun småløb efter ham og stoppede ham.

”Min mor?” spurgte hun forsigtigt. ”Har du hørt noget fra hende? Hvordan takler hun højtiden? Den plejer at betyde så meget for hende.”

Det var som om Michael lige skulle tygge lidt på spørgsmålet, inden han svarede. Men så lagde han hovedet på skrå og så sørgmodigt på hende.

”Hun aner ikke engang, at det er jul,” sagde han beklagende.

Det skar i hjertet. Mere end hun umiddelbart havde regnet med. Hendes mor havde altid værnet om julen som den mest betydningsfulde af alle højtider og nu var den væk. Hvisket ud af hendes sind, hendes tanker, hendes minder.

Det var ikke retfærdigt, at det skulle gå ud over hende. Hun havde været en fantastisk mor, der kun ville sin datter det bedste, om hun så skulle kæmpe med Gud og hver mand for at det skulle lykkedes. Maria havde aldrig manglet noget. Det havde været hårdt, da de mistede far. Den første jul uden han, havde været rædselsfuld, og nu skulle hun altså fejre sin første jul helt alene.

”Vent lige to sekunder,” sagde hun og trippede ind i huset igen., mens hun vredt forbød tårerne at trille.

Da hun kom ud var det med en lille gave i den ene hånd fint pakket ind i julepapir og med en rød sløjfe omkring. Det var et billede af hendes mave.

”Kan du tage den her med til hende? Jeg ved godt, at jeg skal holde mig fra hende, for at hun kan få det bedre, men jeg kan ikke bære tanken om, at hun ingen gaver får juleaften. Der er ikke noget kort ved, så hun ved ikke, det er fra mig. Kan vi ikke bare lade som om det er fra personalet eller én af de andre indlagte?” bad Maria.

Michael lagde begge hænder på hendes skuldre og så hende ind i øjnene med en meget alvorlig mine.

”Det kan jeg ikke, Maria,” sagde han. ”Det ville ødelægge al det fremskridt, hun indtil videre har gjort. Det ønsker du vel ikke?”

Maria rystede stille på hovedet og skammede sig over overhovedet at have spurgt.

”Undskyld,” hviskede hun.

Helt uventet lagde Michael sine stærke arme om hende og trak hende ind til sig. Hun kunne mærke hans varme ånde oven på sit hoved, da han støttede sin hage ganske let på det. Selvom han var pakket ind i sin vinterfrakke, kunne hun tydeligt mærke hans veltrænede krop presset ind mod hendes egen. Han duftede vidunderligt.

”Det skal nok gå. Hun har det fint, hvor hun er nu. Hun har fået fred, og du skal nok komme til at møde hende igen, lige så snart hun er frisk. Du må ikke lade det her tage modet fra dig. Hun har det godt.”

Han slap hende og løftede hendes hoved op en anelse og kiggede hende ind i øjnene, som for at sikre sig, at hun var okay. Hun kunne mærke en varm tåre brænde i øjenkrogen, men nægtede at lade den falde. Hendes mor havde det efter omstændighederne godt, og det var helt og holdet Michaels fortjeneste. Hun var ham dybt taknemmelig.

”Ring, hvis der er noget du får brug for,” sluttede han af og gik over til nabohuset.

Maria mærkede babyen sparke ud mod sine hænder, der kærtegnede maven, og hun kunne ikke lade være med at smile, da hun gik ind igen.

En hjemmefødsel var måske ikke så slemt endda. Michael ville jo være der. Hun ville have de nærmeste omkring sig. Lige ud over sin mor og sin forlovede… Men Glenn ville komme hjem få dage efter. Det havde han lovet. Og hvor ville de blive lykkelige alle tre.

Babyen sparkede igen og begyndte at hikke. Det kildede mærkeligt, men hun nød det. Hun så frem til at skulle sidde med sin lille guldklump i armene og bare elske den.

 

Dagene op til juleaften var forholdsvis ens.

Hun hyggede med Julia og fik købt de sidste ting til børneværelset: puslebord, bamser, vugge, og tøj i lange baner.

Ind i mellem de mange shoppingsture, fandt hun også tid til at finde et par gaver til Julia og Leo, som tak for al deres hjælp. Hun havde været ovre med dem om formiddagen og havde samtidig ønsket dem glædelig jul.

Hendes måltider var blevet hyppigere. Hun syntes selv, at hun spiste hele tiden, men Michael havde forsikret hende om, at det var helt normalt, så hun fortsatte ufortrødent, og det eneste som egentlig var vokset på hende, var maven. Oftest spiste hun råt kød, og hun kunne slet ikke få nok, når hun først var begyndt, men maven tålte andet og sundere ting nu, så hun forsøgte at holde lidt igen.

Som det altid var tilfældet ved aftensmåltidet, sad hun ved sofabordet og spiste, mens fjernsynet kørte – i dag på et eller andet tilfældigt juleprogram – mest for at hun havde følelsen af selskab.

Hun havde lige fyldt munden med et stykke blodig bøf, da programmet blev afbrudt af en nyhedsoplæser, der febrilsk kiggede ned i sine papirer, tydeligvis uopmærksom på, at han var på alles skærme. Han fik det hvisket i øret af den øresnegl, teknikerne havde givet ham inden udsendelsens start, og kiggede anspændt op.

”Vi har aflyst udsendelsen for at bringe Dem en vigtig meddelelse. Militæret har netop pågrebet en stor mængde afvigere, der i lang tid har terroriseret vores by. Jeg skal advare mod meget stærke billeder.” Mens den ængstelige journalist fortalte, tonede billeder af militære styrker, der rykkede ind i en tilsyneladende forladt boligblok op. Hele miljøet omkring dem lignede ruiner fra krige, som for længst var blevet glemt. Kameramanden, der filmede, løb efter, hvilket rystede billedet voldsomt på skærmen, så Maria blev så dårlig, at hun måtte skubbe maden fra sig.

”Vi ser her, hvordan militæret meget præcist og koordineret angriber og anholder afvigere, der indtil nu har ålet sig uden om samtlige forsøg på pågribelse,” berettede nyhedsoplæseren.

Kameraret fulgte en militærmand, der var bevæbnet til tænderne ind i bygningen. Han skød så snart, der var noget, der bevægede sig. Han stillede ingen spørgsmål, men arbejde efter ordrer, som tydeligvis ikke var til diskussion. Walkie-talkierne skrattede i baggrunden, dækket af hyl, skrig, skud og brag, der rungede gennem bygningen og ud til folkemængden via fjernsynets storslåede magi. Soldaten løb op af en trappe og drejede til venstre om et hjørne, kun for at blive slynget tilbage i det samme af et lyn, der så ud til at komme ud af den blå luft. Kameramanden bakkede hastigt et par trin ned for ikke at blive ramt, men nåde lige at fange en ung teenagepige, der kom stormede mod soldaten med mord i øjnene. Hendes hænder var rakt fremad og dannede en konkav bue, hvorfra endnu et lyn rullede ind over soldaten og sendte ham flere meter ned af gangen.

”Fuck, fuck, fuck,” blev der messet hele vejen ned af trappen igen, mens billedet i stuerne hoppede voldsomt, og det stoppede først, da endnu en uniformeret mand pludselig stod foran kameraet. Han sendte kameramanden ud og med smældende ordre bad han ham om at vente bag en af de mange tilkaldte specialvogne. Han fortsatte med at filme hele vejen ud og delte med verdenen alt det blod, der nu var blevet den primære røde tråd i hele ruinens indretning.

Vel udenfor, sikkert plantet bag bilerne filmede han løs og så sårede militærfolk komme humpende ud eller blive båret af sine kammerater og nye blive sendt ind. Det syntes at stå på i evigheder, indtil der pludseligt blev råbt over walkie-talkierne, at de var uskadeliggjorte, og man ville komme ud med dem én ad gangen. Samtlige soldater tog ladegreb på samme tid. Den synkrone raslen lød som et skelet, der rystede sine slidte knogler på plads.

Maria fik kuldegysninger.

De var altid mindst fire om én afviger, da de begyndte at slæbe dem ud af bygningen. Nogen var bare lagt i håndjern og gik selv mere eller mindre frivilligt med. Andre blevet båret hylende som besatte.

På et tidspunkt kom de ud med en lavstammet mand, som virkede underligt bekendt på Maria. Han satte sig til modværge halvvejs uden for bygningen og løftede let de mænd, der holdt hans arme på ryggen op over sit hoved og kastede dem mod siden af ruinen. Han sprængte kæden, der holdt hans hænder bundet sammen uden at blinke. De to andre soldater, der eskorterede ham, sprang straks på ham, men også de måtte give op mod hans styrke. Den ene blev kylet hen over bilerne og ladende i den hårdt sammenpressede sne med en dump, smattet lyd. Den anden fik revet sin arm af, uden at det så ud til at volde den lavstammede noget besvær, hvorefter han behændigt vred nakken om på den skrigende, mand og stilheden var larmende. Inden han nåede at løbe nogen steder, kom der forstærkninger, der alle rettede deres maskingeværer mod ham. Ingen turde gå for tæt på, men manden var omringet til alle sider og løftede roligt sine hænder i vejret. Med megen besvær fik de ham gelejdet ind i en forstærket specialvogn.

Så blev der sendt en dame ud, der ikke var meget højere end en dværg. Hun var horribel at se på, lignede mest af alt en heks, og Maria var pludselig meget bevidst om, hvor hun havde set hende før. Hun havde drømt om hende engang. Det var hun helt sikker på. Sådan et ansigt glemte man ikke sådan uden videre. Spørgsmålet var nu bare, hvorfor i al verden hun dog havde drømt om hende – og hvad det betød.

Dværgeheksen fulgte med uden problemer, selvom militæret holdt en behørig afstand til hende. Hendes hænder og ansigt var dækket af blod, men det så ikke ud til, at det var hendes eget. Der var en hel del om hendes groteske mund.

Så skete det, Maria aldrig i sit liv havde troet skulle ske. Hun måtte rejste sig fra sofaen og gå helt hen til fjernsynet for at være sikker på, at hendes øjne ikke bedragede hende. Men der var ingen tvivl.

Den afviger, der nu blev ført ud af bygningen med hænderne placeret i håndjern på ryggen havde mørkt, lettere rodet hår, var høj og muskuløs. Hun fik et flygtigt glimt af velkendte blå øjne og et skævt smil. Han havde hovedet vendt mod én af sine vogtere, som førte ham over mod bilerne. Hans mund bevægede sig ganske lidt, og det skæve smil blev bredere, da soldaten pludselig gv slip på ham og begyndte at beskyde sine venner og kollegaer. Kameramanden måtte kaste sig ned bag en bil, for ikke at blive ramt af et løbsk projektil, men han gjorde sit arbejde godt – han fortsatte med at filme under bilen, og mellem dækkene kunne man se, hvordan soldaten blev ved med at skyde, mens afvigeren gemte sig bag ham og blev ved med at fodre soldatens kamplyst med løgne, der forblændede. De krabbede sig skridt for skridt hen mod en bil, der stod i tomgang. Det ville have lykkedes dem at slippe væk i den, hvis ikke, der var blevet råbt, at soldaten skulle uskadeliggøres straks. Derpå var der blevet åbnet ild mod den enlige soldat og afvigeren. Soldaten knækkede hurtigt sammen og lå blødende på jorden. Afvigeren derimod havde kastet sig ind mod bilen og søgt ly ved den. Skydningen blev indstillet, og afvigeren blev brutalt hevet ud og klasket op mod bilens kølerhjelm. Han åbnede munden for igen at lade sin melodiøse stemme og sirenesang hypnotisere sine fangevogtere, men der blev proppet en klud af kraftigt stof i munden på ham.

Kameraet fangede ham i profil, men da han drejede ansigtet over mod det, var genkendelsen alt for tydeligt. De utrolige blå øjne var ikke til at tage fejl af.

Maria greb fat om fjernsynet i ren fornægtelse. Hun kunne ikke tro det. Ikke Michael. Den kære doktor kunne ikke være afviger.

Billedet på skærmen frøs, da Michaels krystalblå øjne borede sig ud i alverdens stuer og lige ind i Marias sjæl.

”Denne rede af afvigere er nu tømt, og alle afvigerne er enten spærret inde under byen eller på anden vis uskadeliggjorte. Vi kan takke vores regering for, hurtigt og effektiv arbejde,” sagde nyhedsoplæseren.

Hun mærkede et voldsomt stød i maven og måtte krumme sig samme om den skarpe smerte. Og med smerten kom minderne skrigende tilbage. Billederne kom stormede og skyllede ind over hende som flodbølger. De blå øjne. Michael, hun havde set ham før, og han var bestemt ikke læge. Han var afviger. Han var den, der havde kapret en bus, som hun havde været med. De blå øjne. Det var ham, der havde handlet overens med profetens ønsker. Han skulle hjælpe deres Messias til verdenen. Han skulle bruge en rugemor. Og han havde brugt hende. De blå øjne. Han havde voldtaget hende, brutalt og nådesløst og sat hende fri vel vidende, at han ville kunne styre hende med de fantastiske blå dybder. Og han havde taget hendes mor, bortført hende. Og Glenn? Hvad var der sket med ham? Havde han også gjort ham ondt?

En ny smerte rullede ind over hende, lige som hun var ved at rejse sig op og hun faldt på knæ igen, sammenkrøllet om maven, mens væmmelsen og chokket kvalte besk opkast ud af hende.

Hvordan kunne hun have været så naiv? Hvordan kunne hun have glemt det? Hans magt over hende måtte virkelig være enorm, når han kunne slette noget så grusomt fra hendes minder.

Hun lænede sig forover, støttede på hænder og knæ, og pustede ud med lukkede øjne, da smerten fortog sig. Det var først, da hun rejste sig, at hun opdagede blodet på sine hænder, på sine ben, på gulvet. Og så var den der igen, smerten, der overskyggede alt andet. Den startede over lænden og bredte sig som en bred vifte frem over maven. Hun skreg ganske kort og bukkede sammen om maven igen. Med smerten flød der også en klistret væske ned af hendes ben, og hun vidste, det var blod uden at kigge på det.

Ikke nu. Det måtte ikke ske nu. Hun anede jo ikke, hvad hun skulle gøre. Der var pludselig ingen læge til at tage imod barnet. Og alt det blod. Der skulle ikke være alt det blod.

Hun stavrede hen til telefonen og tog den med sig ned, da hun satte sig grædende på gulvet. Hendes vejrtrækning var alt for hysterisk, hun hyperventilerede næsten. Koncentrationen om at trække vejret roligt kom i første række, hvis hun skulle gøre sig håb om at både hun og hendes baby skulle overleve dette. Med lukkede øjne tog hun luft ind gennem næsen og pustede roligt ud gennem munden, mens tårerne stadig løb ned over hendes røde kinder, og kroppen stadig krampede sammen i lydløse hulk.

Så tastede hun nummeret, efterlod blodige fingreaftryk, og satte røret op til øret, stadig dybt koncentreret om at trække vejret.

”Hallo,” blev der svaret i den anden ende.

”Julia?” græd hun. Det var en kæmpe lettelse at høre hendes stemme.

”Maria? Hvad sker der?”

”Julia, det er forfærdeligt,” hulkede Maria. ”Har du set det? Michael. Han er ikke den, vi troede han var. Undskyld, at jeg har blandet jer ind i alt det her rod.”

”Rolig, Maria. Træk vejret. Vi kommer over med det samme.”

Et lille klik afsluttede samtalen, og Maria sad tilbage med røret i hånden. Hun knugede det hårdt og skreg, da smerterne startede på ny. Der løb mere klam væske ned ad hendes ben, men hun behøvede ikke at kigge, for at vide, at det var mere mørkt blod.

Bagdøren blev åbnet med et brag, og hun hørte løbende fødder og oprevet stemmer. Leo var den første hun så og lige bag ham kom Julia.

”Jeg er så ked af det,” messede hun panisk og rakte undskyldende ud efter ham. ”Undskyld, undskyld. Han er afviger. Jeg vidste det ikke. Havde jeg vidst det, havde jeg aldrig lukket ham ind, havde aldrig præcenteret jer for ham. Undskyld”

”Det er okay,” sagde Leo mildt. Der gik en skygge over hans blik, da hun snakkede om afvigere, og han så nærmest skræmt på hende, som om han forventede et eller andet udbrud.

I stedet krummede hun sig sammen over maven, da smerterne bølgede ind over hende igen.

”Det gør så ondt,” hulkede hun.

”Det skal nok gå, Maria. Julia ringer til hospitalet nu, og vi kører lige om lidt,” beroligede Leo hende. Han tog fat i hendes arme og forsøgte at hjælpe hende op, så de kunne komme ud i hans bil. Sammen fik de vaklet et par usikre skridt hen mod døren, men Maria måtte give op, da endnu en ve ramte hende som et lyn i ryggen. Hun skreg og mistede balancen. Hun ville have ramt gulvet hårdt, hvis ikke det havde været for Leo, der behændigt greb hende og løftede hende op i sine arme.

”Det er nu, Julia!” råbte han ind i huset, mens han sparkede hoveddøren op og stavrede ud i sneen. Maria klyngede sig til ham, bange for at han skulle falde på den isglatte flisegang, bange for smerten, bange for fremtiden.

Julia kom løbende efter dem, gled på isen, der forræderisk gemte sig under sneen, men kom hurtigt på benene igen og overhalede dem. Det var som om, hun bevægede sig hurtigere, end menneskeligt muligt. Hendes skikkelse var konstant i bevægelse, og hun så næsten sløret ud. Hun holdt bagdøren åben, så Leo lettere kunne lægge Maria ind på bagsædet. Så var hun pludselig på den modsatte side og satte sig ind ved siden af Maria. Hun tog hendes hoved og lagde det nænsomt i sit skød. Imens var Leo faret over til førersædet og havde allerede startet bilen. Han kiggede bagud på dem en enkelt gang, inden han kørte ud fra kantstenen og satte kursen mod hospitalet.

”Jeg er så ked af det,” hviskede Maria stadig, nok mest til sig selv. Hendes flinke naboer fortjente ikke, at skulle omgås afvigere. De havde hjulpet hende på så mange måder, og hun havde takket dem, ved at sende en afviger ind i deres hjem.

”Det skal nok gå, Maria. Koncentrer dig om at trække vejret,” sagde Julia og skubbede noget af Marias lyse hår væk fra panden.

”Hvis der sker noget, vil I så tage jer af barnet?” spurgte hun. Hun anede ikke, hvor de tanker kom fra, men lige pludselig betød alt andet intet. Barnet var det vigtigste.

”Der sker ikke noget,” sagde Julia, selvom hun lød lidt usikker.

”Lov mig det,” vedblev Maria og knugede Julias hånd hårdt.

Julia skævede op til Leo og mødte hans blik i bakspejlet.

Maria hævede sig op på albuen og kiggede også i bakspejlet på Leos helt almindelige blå øjne.

”Lov mig det,” sagde hun igen.

”Det skal vi nok,” sagde Leo så og vendte blikket ud mod vejen.

Maria slappede af igen og lod sit hoved falde ned i Julias skød.

Den næste ve skar gennem hende som knive. Blodet var ikke til at stoppe, og hun tænkte skamfuldt på, at hun nu oven i købet havde ødelagt deres bil.

Leo bremsede hårdt, smækkede med døren og få sekunder efter, fik han hende løftet ud af bilen. I hans favn begyndte smerterne igen, og hun lagde hovedet ind mod hans bryst og udstødte et skrig.

Julia løb forrest og smækkede døren til hospitalet op hurtigere end Maria troede det muligt. Leo lavede en fejende bevægelse med den højre hånd og nethindescanneren bukkede for dem, som om de var kongelige. Det måtte være smerterne, der fik hende til at hallucinere, blodtabet...   

Det syntes som en evighed, hvor de rendte ned af den ene hospitalsgang efter den anden på jagt efter nogen, som kunne hjælpe. Men der var ingen mennesker, at finde nogen steder.

”Vi har brug for hjælp,” råbte Julias klokkestemme. Den gav genlyd ned gennem de mange gange, som de passerede og blandede sig med Marias hyppigere skrig af smerte.

Til sidst kom der dog to sygeplejersker løbende. Maria ænsede ikke rigtigt, hvad de sagde, men hørte kun enkelte ord som båre, læge, termin og hendes eget navn. Og pludselig synes hele hospitalet proppet med mennesker i hvide kitler, der alle på en eller anden måde skulle røre ved hende. Hun blev taget fra Leo og lagt på en seng, der straks rullede ned gennem gangen og efterlod Julia og Leo midt på gulvet i den lange passage. Julia havde sat sig på hug i udmattelse, holdet begge hænder for munden i vantro og havde tydelige tårer i øjnene. Leo stod og så på sine hænder, der var badet i blod. Kiggede ned af sig selv og så kun mere blod. Og kiggede endelig ængsteligt efter Maria, der blev ført væk.

Hun rakte en blodig hånd bagud efter ham, men den blev hurtigt lagt ned af én af de hvide kitler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...