Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
956Visninger
AA

5. 4

Kødet var råt, da det blev lagt på tallerkenen. Det var råt, da det blev båret ind til det store sofabord i stuen. Det var råt, da der blev skåret en bid af det. Det var råt, da hun puttede det i munden. Det var råt, da hun, med stor nydelse, sank det. Næste bid var lige så velsmagende som den første og hun sank det med velbehag. Det var faktisk, det eneste, der kunne dulme kvalmen og det eneste, som rent faktisk smagte hende. Hun havde aldrig været den helt store kødspiser, men sådan som landet lå lige nu, var det den største delikatesse, hun kunne opsnuse. Som en anden kødædende dinosaurus parterede hun sit bytte og gumlede på det saftige kød.

Væmmelsen over sig selv havde hun slugt efter de første par måltider.

For at få følelsen af selskab sad hun oftest foran fjernsynet og indtog sit døde dyr.

Da middagen var væk, lænede hun sig tilbage i sofaen og kærtegnede den lille bule, der efterhånden var ganske tydelig. Hun var en slank pige, så der var ikke gået lang tid, før det kunne anes. Nu var man ikke længere i tvivl.

Nyhederne bragte som altid triste og blodige bekendtgørelser, men hun lagde knapt nok mærke til det, fordi den bippende lyd af en lastbil, der forsigtigt bakkede, kom snigende og distraherede hende. Den var tæt på, så hun skyndte sig hen til vinduet og kiggede nysgerrigt ud. Det var sjældent, der skete noget på vejen, men nu bakkede en hvid lastbil ind i naboens indkørsel. På siden af lastbilen stod der ”Brødrene Smith – Vi flytter det for dig” med store blå bogstaver.

Ude på selve vejen stoppede en mørkeblå bil op ved kantstenen og en lyshåret kvinde og en mand med mellemblondt hår steg ud. De smilede til hinanden og kiggede glade op mod Marias nabohus. De forsvandt ind af hoveddøren og lod flyttemændene gøre deres arbejde. Og der var mange møbler.

Maria brugte det meste af sommeraftenen på at kigge ud af vinduet og fulgte nysgerrigt med. Hun forsøgte at tegne sig et billede af de nye naboer ud fra de møbler, der blev båret ind i huset: Et stort, mørkt spisebord. En stor magelig sofa. Tre mørke reoler. Rigtig mange flyttekasser. Med så mange ting måtte det være et par, som efterhånden havde været sammen længe. De mørke møbler bar et tydeligt maskulint præg, så mon ikke det var manden i huset, der bestemte.

I det samme bankede det på bagdøren. Hun ventede ikke gæster. Og slet ikke nogen, der brugte bagdøren. Dr. Gibb brugte altid hoveddøren og hans næste forventede besøg, var først om en lille uges tid.

Hun gik ud i bryggerset og lukkede op. Udenfor stod en yndig kvinde med lyst hår ned til skuldrene. Hun smilede varmt og havde en engleagtig aura over sig.

”Hej. Jeg hedder Julia,” kvidrede hun og rakte hånden frem til Maria, der et øjeblik bare stod og gloede på den og kvinden, den tilhørte. Havde hun ikke set hende før? Hun virkede underligt bekendt, men Maria skød tanken fra sig og gav hende hånden.

”Maria,” sagde hun.

”Vi er lige flyttet ind ved siden af, og jeg tænkte, at jeg lige ville komme over og hilse. Det er jo meget rart at kende sine naboer, ikke?” ævlede Julia.

”Jo.”

”Min mand og jeg er flyttet hertil på grund af hans arbejde. Han er systemudvikler for et nyt firma, der lige er åbnet her. Vi er meget spændte. Jeg er hjemmegående indtil videre. Så hvis du får brug for hjælp til noget som helst, så bare sig til. Eller hvis du bare har brug for at snakke med nogen, så er jeg også klar.” Hun smilede venligt og kiggede på Marias mave. ”Hvor langt er du henne?” spurgte hun med en stemme, der mindede om små klokker.

”Jeg er næsten halvvejs,” smilede Maria og kørte hånden hen over sin lille babybule.

”Åh, hvor dejligt. Ved I hvad det bliver?”

”Nej.”

”Jamen, det er jo også lige meget. Hvad med din mand? Hvad laver han?”

”Han er på forretningsrejse lige i øjeblikket og kommer først hjem, når jeg har født. Men det er okay. Han glæder sig lige så meget som jeg selv gør,” forklarede Maria med et lille smil ved tanken om Glenn. Savnet vendte sig i maven på hende, men han ville komme hjem inden længe og de skulle leve lykkeligt alle tre. Selvom hans hjemrejse var blevet udskudt flere gange, end hun brød sig om at tænke på.

”Så må du altså endelig sige til, hvis der er noget min mand eller jeg kan hjælpe med. Det må være hårdt at være alene i din tilstand,” sagde Julia.

”Jeg klarer mig,” svarede Maria. ”Men tak for tilbuddet.” Som hun allerede have besluttet, hun ikke ville gøre brug af.

Julia smilede sit blændende smil igen. ”Fint, fint. Hvis du ombestemmer dig, kommer du bare over, du ved, hvor vi bor.” Derpå vendte hun om og begyndte at gå igen. Hun vinkede over skulderen, da hun maste sig gennem deres fælles hæk.

Gad vide, hvad et hegn ville koste…

Hun lukkede døren og gik ind i stuen igen, hvor hun satte sig foran fjernsynet, men hun skævede alligevel ud af vinduet, hver gang en flyttemand kom forbi med et møbel eller en kasse.

Hvad mon, hvad hendes mor ville have sagt til de nye naboer? Hun havde altid været så god til at tackle uønskede mennesker og diskret gøre det klart for dem, at hun ikke var interesseret i at have noget med dem at gøre. Eller hvis Glenn havde været her, ville det hele have været meget nemmere. Så boede de nemlig ikke her, men i Glenns taglejlighed inde midt i byen, hvor eventuelle naboer skulle forbi en dørmand, før de kunne forstyrre. Hun glædede sig til, at han kom hjem igen og de kunne leve det familieliv, de altid havde drømt om.

Og så bankede det på bagdøren igen.

Maria sukkede og havde allerede regnet ud, hvem det var, inden hun åbnede døren.

Julia smilede bredt til hende. ”Jeg er så uhøflig,” sagde hun. ”Jeg glemte helt at invitere dig over på middag i morgen.”

”Åh, det gør skam ikke noget,” sagde Maria.

”Min mand var så venlig at minde mig om det. Men vi spiser kl. 19. Er der noget særligt, du gerne vil have?”

”Ellers tak,” svarede Maria og rystede på hovedet.

”Fint, så lader vi menuen være en overraskelse for dig.” Julia var allerede halvvejs gennem hækken, inden hun var færdig med at snakke, og Maria nåede derfor ikke at protestere.

Hun sukkede og gik tidligt i seng, mens hun ærgrede sig over, at hun åbenbart ikke havde takket nej tydeligt nok.

 

Det havde været en drømmeløs nat, men hun vågnede tidligt på grund af kvalmen. Hun styrtede ud på sit badeværelse og gjorde som hun gjorde hver morgen. Derefter tog hun et langt brusebad og nød synet af sin mave, når vandet ramte den. Solen var allerede begyndt at have sin indvirkning på temperaturen, så hun tog en let sommerkjole på og et par flade ballerinasko, der matchede. Morgenmaden bestod af råt oksefars med skummetmælk over. Hun spiste det fornøjet, mens hun distræt kiggede i telefonbogen efter eventuelle tømre, der kunne bygge et hegn.

Efter maden gik hun ned af gaden for at hoppe på den første bus, der kørte ind til byen. Hun havde lovet sine gamle kollegaer, at komme forbi ind imellem og holde dem opdateret med hensyn til maven. Hun var lidt trist over, ikke at kunne arbejde med dem mere, men dr. Gibb havde bedt hende om, at tage det med ro, når hun havde så voldsom kvalme. Så nu måtte hun holde sig til den opsparing, som hendes mor og far havde lavet gennem årene. Det havde egentlig været nok til at forsørge dem begge, men Agnes havde insisteret på, at Maria selv skulle tjene sine egne penge. Men nu, hvor der var andre, der tog sig af hendes mor, var der mere end rigeligt til Maria.

Bussens scanner godkendte hendes nethinde, og hun satte sig på det første ledige sæde. Det var efterhånden blevet besværligt at tage bussen. Efter hun var blevet gravid, var hun nervøs, hver gang hun skulle nogen steder. Hun kunne ikke præcist sætte fingeren på, hvad det var der havde gjort hende ængstelig ved det, men bussen føltes ikke tryk mere. Jo hurtigere turen var overstået jo bedre. Det gibbede i hende, hver gang bussen holdt ind for at samle nye passagerer op eller holdt for rødt lys.

Henne ved butikken var der endnu en scanner. Her blev hun også øjeblikkelig accepteret som almindeligt menneske, og hun trådte ind i den kølige luft fra aircondition.

Èn af hendes kollegaer fik straks øje på hende og skyndte sig over til hende.

”Maria,” sagde hun glad og stod klar med en omfavnelse. ”Det er så godt at se dig. Hvordan går det, søde?”

”Det går okay, Nickie. Jeg er begyndt at kunne holde lidt i maven, så det går fremad,” smilede Maria og lod sig føre med ud til baglokalet. Den ene væg var fyldt med hylder, hvor alverdens mapper og papirer regerede med hård og rodet hånd. Den modsatte væg var ligeledes fyldt med hylder, men her stod der sko, som enten skulle sendes til skomager eller tilbage til producenten eller også stod, der nogle som en kunde havde fået sat til side. Den var som altid fyldt.

Maria satte sig ved bordet midt i lokalet.

”Jeg holder pause,” råbte Nickie ud gennem døren ind til butikken og lukkede den så. ”Kan jeg byde på noget?”

”Et glas vand, tak.”

”Det er på vej.”

”Hvem er ellers på arbejde i dag?” spurgte Maria.

”Der er Eva, Jessica og mig indtil videre. Emma og William kommer senere.” Nickie rakte vandet over til Maria og satte sig også ved bordet. ”Har du hørt fra Glenn?”

”Nej, han har for travlt. Han har lovet at ringe til mig, så snart han får tid.”

”Emma sagde noget om, at han var tilbage i byen,” sagde Nickie tøvende, mens hun holdt blikket rettet mod sin kaffekop.

Maria rystede på hovedet. ”Nej. Han havde givet mig besked i forvejen, hvis det var tilfældet. Desuden ville han været kommet hjem til mig, som det første.”

Nickie nikkede stille for sig selv og fortsatte uden at kigge op på Maria. ”Hun sagde bare, at hun havde set ham til en eller anden fancy fest, som hendes mand havde inviteret hende med til. Hun var sikker på, at det var ham. Han havde oven i købet vinket til hende.”

”Umuligt.” Maria slog det hen, men var ikke sikker på, hvordan hun havde det med det. Det generede hende, at Nickie blev ved med at holde på, at det havde været Glenn, når nu Maria vidste, at han ikke var i landet. Derfor ændrede hun emne: ”Jeg har for resten fået nye naboer.”

”I det store victorianske hus?”

Maria nikkede og sippede til sit vand.

”Er de flinke?” spurgte Nickie. ”Er der eventuelt en single fyr?”

”Desværre, Nickie. De er gift. Og om de er flinke eller ej, finder jeg ud af i aften. De har inviteret mig på middag.” Maria rullede med øjnene. ”Og jeg fik ikke rigtig sagt nej, så jeg bliver nødt til at dukke op.”

”Hvad så med din mor? Hun skal vel også med,” sagde Nickie.

Maria havde ikke fortalt dem, at hendes mor var blevet syg. Hun syntes det var pinligt og hvad værre var, så ville de sandsynligvis begynde at komme forbi og tjekke om hun var okay. Hun havde det ikke godt med, at folk kom i tide og utide. Det var bedst at være alene – bare hende og maven. Egentlig var hun normalt et meget socialt menneske men det var som om der var blevet plantet et eremitfrø i hende, da hun opdagede, at hun var gravid. Om det skyldtes skam over at være ugift, vidste hun ikke. Hun vidste bare, at hendes kollegaer havde taget det utrolig pænt, da hun havde fortalt det. Heldigvis havde hun samtidig kunne proklamere sin forlovelse og vise den smukke ring.

”Mor er på kurophold. Hun og en veninde. Det gør de ind imellem. Jeg ved ikke, hvornår hun kommer tilbage.” Sådan. Det burde bremse eventuelle spørgsmål.

”Så er det da rart, lige at komme ud og møde nye mennesker, er det ikke?” spurgte Nickie.

”Jo,” løj Maria og vendte roligt samtalen over på Nickie, der aldrig havde haft svært ved at tale om sig selv. Det gav hende ro og mulighed for at tænke på noget andet, end at Glenn muligvis var tilbage uden at fortælle det til hende. Men det kunne da ikke passe. Han elskede hende jo så uendeligt højt og ville bestemt været kommet hjem til hende som noget af det første.

Besøget havde alt i alt ikke været særligt godt. Det havde sat dumme tanker i gang, som fortsatte med at rumstere på vej hjem i bussen og det meste af dagen hjemme. Det var først sidst på eftermiddagen, at hun skød det fra sig og blev enig med sig selv om, at hun og babyen var det vigtigste i Glenns verden, og at han selvfølgelig ville komme direkte hjem til hende, så snart han fik mulighed for det. Hun ville ikke besøge butikken igen, når de var begyndt at sprede sådan nogle løgne.

Da klokken nærmede sig 19, tog hun en rå bøf ud af køleskabet og spiste den hurtigt stående ved køkkenbordet. Hun kunne næsten med garanti ikke holde det nede, som hendes nye naboer bød på, så hun ville være sikker på, at hun i det mindste fik lidt ned i maven, inden hun skulle besøge porcelænskummen.

Hun så sig i spejlet en sidste gang efter at have børstet tænder og friseret sig. Så gik hun ud af hoveddøren og over til naboen. Hun nægtede at bruge bagdøren.

Det var den overglade Julia, der lukkede op.

”Kom ind, kom ind,” sagde hun og omfavnede Maria, som om de var gamle venner. Maria tog modstræbende imod omfavnelsen og blev ført ind i spisestuen, hvor der stod et smukt opdækket bord. Der var en overdådig buket midt på bordet. Tallerknerne stod ovenpå pyntetallerkner af sølv og bestikket matchede pyntetallerknerne. Stofservietterne var kunstfærdigt foldet som halve stjerner og der var dækket op med vandglas, hvidvinsglas og rødvinsglas. Men der var kun dækket op til tre, så det hele måtte være til ære for hende. Alt andet i rummet var stadig pakket ned i kasser.

”Jeg håber ikke, I har ulejliget jer for meget…” sagde Maria, selvom det selvfølgelig var tydeligt.

”Det er kun hyggeligt, at få det til at ligne et hjem. Vi mangler stadig meget, men det her hjælper. Sid endelig ned,” smilede Julia og anviste Maria en plads, mens hun selv gik ud i køkkenet for at hjælpe sin mand.

Maria nåede ikke engang at dufte til buketten, før Julia og hendes mand begge kom ind gennem døren. Begge bar på store fade, der bugnede af kød, grøntsager og kartofler.

”Jeg håber, du har appetitten med dig,” sagde Julias mand og satte fadet fra sig på bordet.

”Hej, jeg hedder Leo,” præsenterede han sig, og han klemte hendes hånd lidt længere end man ville forvente. Han smilede også til hende på en mærkelig måde, der gjorde hende utilpas.

”Vi har alkoholfri vin, hvis det kunne friste,” smilede Julia.

”Vand er fint, tak,” svarede Maria og tog sin hånd til sig igen.

Leo gik over og satte sig på den anden side af bordet, mens Julia gik ud efter vand.

”Tillykke med omstændighederne,” smilede han og gestikulerede ned til Marias mave.

”Tak,” smilede hun forlegent og lagde en hånd på sin bule.

”Julia sagde, at din mand er ude af landet lige i øjeblikket. Du må endelig sige til, hvis der er noget vi kan gøre for at lette din hverdag. Det må ikke være nemt at være alene.”

”Tak, men jeg klare mig.” Det var dog utroligt så irriterende venlige de var. ”Hvor længe har I været gift?” spurgte hun og nippede til vandet, som Julia var kommet ind med.

”Snart 3 år,” svarede Julia og lagde en arm om skulderen på Leo og stjal et kys. Han skævede til Maria, da Julias læber mødte hans.

”Spis nu,” sagde Julia med sin glade klokkestemme og rakte et fad med kød over til Maria. ”Det er kalv med pommes anna, rødvinssovs, blomkålsgratin og friske gulerødder,” fortsatte hun.

”Det ser alt sammen meget lækkert ud. Du må have stået i køkkenet hele dagen,” smilede Maria og tog lidt over på sin tallerken.

”Vi nyder at lave mad sammen,” sagde Julia og lagde en hånd oven på Leos. Han trak den næsten umærkeligt til sig.

Middagen forsatte med diverse høfligheder. Maria fandt ud af, at de havde mødtes i gymnasiet og var faldet pladask for hinanden. De havde været uadskillelige lige siden og deres venner jokede med, at de var et siamesisk tvillingepar, der var blevet skilt ved fødslen. Julia var uddannet pædagog, men havde endnu ikke fundet et nyt job. Desuden nød hun at gå derhjemme og Leos løn var mere end rigeligt til at forsørge dem begge. Derfor skulle Maria også endelig sige til, hvis der var noget som helst, hun manglede. Leo skulle starte på sit nye job om en uges tid og indtil da, skulle de have de sidste møbler på plads og de sidste kasser pakket ud. Men hvis Julia kendte ham ret, blev det hende, der kom til at gøre alt arbejdet, mens han sov længe – ha, ha, ha, kærlige blikke til mandenden. Og de havde været noget så heldige at finde denne guldklump af et hus. Utroligt, at det ikke var blevet solgt for lang tid siden. Det var lige sådan et hus, de havde drømt om i mange, mange år og nu var det endelig gået i opfyldelse. Julia kunne ikke vente med at fylde hele huset med børn.

Leo så noget beklemt ud, da Julia begyndte at snakke om de mange vidunderlige børn, de skulle have sammen, men han fortsatte med at smile. Det samme påklistrede smil, som han havde haft på hele aftenen. Han sagde ikke meget, men det kunne man ikke lige frem bebrejde ham. Julia var tydeligvis vant til at føre ordet og elskede åbenbart at høre lyden af sin egen klokkestemme, for det virkede ikke som om hun nogen sinde holdt sin mund. Marias første indskydelse om at det var manden i huset, der bestemte, var efterhånden blegnet totalt.

Tiramisuen havde været helt fantastisk, men den sidste bid blev hun nødt til at hjælpe på vej ned af spiserøret. ”Klokken er vist også ved at blive mange,” smilede hun og drak det sidste vand i sit glas.

”Lad mig følge dig hjem,” sagde Leo og nærmest sprang op af stolen.

Julia kiggede på ham med en let panderynken.

”Ja, man ved jo aldrig, hvilke uhyrer, der kan finde på at lure ude i natten. Selvom man ikke skal langt, kan der stadig være afvigere, som endnu ikke er fanget,” smilede han forklarende.

”Du har helt ret, skat,” sagde Julia og begyndte at samle tallerknerne sammen. ”Skynd dig hjem igen, når Maria er kommet sikkert inden døre.”

”Selvfølgelig.” Han fulgte Maria ud og sendte sin kone et blik over skulderen, som Maria hverken kunne se eller ville kunne have tydet.

Flisegangen op til deres hovedindgang var latterligt lang. Hun ville bare gerne hjem så hurtigt som muligt, så hun kunne lægge sig til at sove og glemme alt om denne tåbelige middag.

”Det var hyggeligt, at du kunne komme forbi,” smilede Leo. Han virkede meget mere afslappet uden for huset. Hans skuldre hang slapt og hænderne var roligt placeret i bukselommerne. Hans smil virkede også mere naturligt og varmt.

”Tak fordi I inviterede mig,” smilede Maria tilbage.

”Det var så lidt. Det er rart at kende sine naboer.”

”Ja.”

Der var stille lidt. Så vendte Leo sig om mod hende. ”Hør,” sagde han. ”Jeg ved godt, at Julia kan virke lidt frembrusende. Det skyldes nok mest, at det hovedsageligt var hendes venner, vi måtte sige farvel til for at flytte hertil. Hun savner nogen at betro sig til, nogen at hygge sig med. Og det forstår jeg godt. Hvis du ikke vil have hende rendende hele tiden, skal jeg nok sige det til hende. Men jeg tror, hun ser dig, som én hun kan redde lige nu. Du er gravid og alene lige på nuværende tidspunkt. Og det får hende til at føle sig nyttig. Det har hun brug for.” Det var flere ord end han havde brugt under hele middagen, og Maria følte sig lidt overvældet.

Nu havde hun chancen for at slippe af med dem, men et eller andet i hende kunne ikke få sig til det. Det var måske meget rart at kunne få lidt hjælp i huset til de praktiske ting. Og hvis det gik helt galt, kunne hun altid undskylde sig med, at hun var blevet dårlig på grund af sin graviditet og dermed sende Julia hjem igen.

Hun tænkte sagen igennem og havde et svar klar til Leo, da de nåede hendes fordør.

”Hun skal være velkommen. Det kan godt gå hen og blive lidt ensomt herovre,” smilede Maria.

Leos ansigt flækkede i et bredt smil, som hun syntes, hun genkendte. Han omfavnede hende, og det virkede også underligt bekendt.

”Pas godt på dig selv. Og på det liv du bærer,” sagde han. ”Og smut så hjem.”

Det gibbede i hende. Hun havde helt sikkert hørt ham sige det før. Men hun kunne ikke få tankerne til at passe sammen, kunne ikke finde ud af, hvor og hvorfor han dog skulle have sagt det til hende.

Hun så indgående på ham. ”Har vi mødt hinanden før?” spurgte hun.

Han bakkede forbavset et skridt bagud, kløede sig i nakken og så ned i jorden. ”Nej da,” grinede han nervøst. ”Hvor skulle det dog være henne? Jeg tror helt bestemt, jeg ville have husket dig, hvis vi havde set hinanden før. Jeg må hjem til Julia, inden hun bliver nervøs.”

Så gik han hurtigt ud på vejen, drejede ind på sin egen grund, vinkede en enkelt gang uden at se op og var ude af syne.

Maria lukkede døren og låste den, inden hun gik op i seng.

Tankerne ville ikke falde til ro. De bredte sig til hele kroppen næsten som en feber. Der havde været så mange ting ved Leo, der pludseligt havde virket bekendt. Kroppen havde genkendt hans omfavnelse, hovedet havde husket, de ting han sagde. Men tankerne nægtede at falde i hak, nægtede hende adgang til minder, der var lige uden for hendes rækkevidde. De var der, det kunne hun mærke, men hvordan hun skulle fange dem, vidste hun ikke. Det var næsten som om, der var bygget en mur af matteret glas op omkring dem. Hun kunne ane dem svagt, men de var umulige at få fat i.

Og så slog maven knuder og halsen snørede sig sammen. Hun sprang ud af sengen og nåde kun lige ud til toilettet, inden halsen, og munden fyldtes af Julias og Leos middag igen. Kroppen rystede, svedte og frøs på samme tid. Tårerne trillede, og hun gispede efter vejret, hver gang der var et kort ophold i opkastningerne. De sidste krampetrækninger i maven rullede gennem hende og det sidste der, blev spyttet ud i kummen var blod. Mørkt og klistret blod. Hun var for udmattet til at lægge mærke til det, så hun skyllede ud, drak vand fra hanen for at komme af med den beske og bitre smag og gik derefter i seng igen.

 

”Det barn betyder så meget for os, Maria. Du må ikke lade der ske noget med det.” Stemmen var dyb og kom et eller andet sted fra det mørke, der omgav hende. Hun kunne bare ikke helt præcist sige hvorfra. Måske til venstre for hende.

”Lov mig det, Maria. Lov mig, at der intet sker med barnet.” Nu kom den fra højre side.

Hun vendte sig om mod den og tog nogle skridt frem. Rakte hånden frem i mørket i håb om at røre ved personen, der talte til hende. Mørket slugte hende helt op til albuen.

”Lov det!” råbte stemmen pludselig så højt, at Maria blev tvunget i knæ og holdt sig for ørene.

”Jeg lover det,” hviskede hun.

 Og så var der lys overalt. Et blændende hvidt lys, der var så skarpt, at det sved i øjnene. Kun ganske langsomt tog det af i styrke og afslørede et værelse med en seng og gardiner, der var trukket for. Hun lagde sig over på sengen. Hun ventede på noget, men kunne ikke sige, hvad det var. Men det var vigtigt, at hun ventede, det vidste hun, så derfor blev hun liggende og stirrede op i et loft, der ikke var der.

I mellemtiden kom en lille, køn kvinde ind og lagde en hånd på hendes mave. Hendes lange lyse hår hang løst ned over hendes smil, men da hun kiggede op afslørede hun en række sylespidse tænder, der var dækket af blod. Og pludselig var det ikke længere en køn kvinde, men en modbydeligt lille heks med at monstrøst ansigt og en hæs latter, der skar sig gennem marv og ben.

”Bagefter er du min,” kaglede kællingen og kradsede Maria hen over den flade mave. De flænger hendes kloligende negle efterlod var dybe og brede.

Maria tørrede forsigtigt det værste blod af og lage sig til rette igen med en ro, som hun egentlig ikke burde have, men hun skulle vente.

Så kom en mand ind. Hans ansigt var dækket af en sort maske, der kun gav hende lov til at se en perfekt formet mund, der smilede charmerende skævt, og et par blå øjne, der brændte som en gasblå flamme. Han lagde sig ved siden af hende på sengen, kørte en hånd hen over hendes mave og så på blodet, der dækkede håndfladen.

”Mon ikke du skal få det undersøgt?” spurgte han smilende.

”Måske,” svarede Maria ligegyldigt.

Så rejste han sig og var på vej ud af rummet. Han lukkede døren efter sig, og i det den smækkede slukkede alt lyset igen, og Maria faldt.

Hun ramte jorden med et brag, der slog luften ud af hende.

I det fjerne hørte hun barnegråd. Babygråd. Hun kravlede hen mod lyden, famlede sig frem med hænderne på et gulv, hun ikke kunne se. Og pludselig stødte fingrene på en blød bylt, der bevægede sig ganske let. Babygråd igen, denne gang fra bylten. Hun tog den hen til sig, satte sig med den og vuggede den ganske stille, og babyen faldt til ro og pludrede let. Hun forsøgte at fjerne stoffet fra babyens ansigt, men det lykkedes ikke. Det var som om, det lette klæde havde sit eget liv og hele tiden blev ved med at ville skjule barnet.

”Pas godt på dig selv. Og på det liv du bærer. Det betyder så uendeligt meget for os,” sagde stemmen igen.

Maria bukkede sig sammen over babyen, der ikke var der, men lå i hendes mave, og hun mærkede en pludselig smerte, der brændte fra hendes inderste kerne og hele vejen op i halsen. Den var så voldsom, at hun til sidst måtte skrige.

Og det var sådan han vågnede.

Med et skrig satte hun sig op i sengen. Hænderne var solidt placeret på maven. Først da hun mærkede et lille spark, kiggede hun frygtsomt ned og forventede at se rifter henover maveskindet, forventede at se blod på sine hænder og på sengetøjet, men der var intet. Maven kom med et forsigtigt blob igen, og hun lagde sig ned. Endeløst lettet. Det havde kun været et mareridt. Et meget virkeligt et, men kun en drøm.

Kvalmen fik hende dog hurtigt op af sengen og ud på badeværelset. Porcelænskummen hilste hende godmorgen – på trods af at solen kun lig var begyndt at titte frem på himlen – med sin blanke overflade. Selvom den hurtigt blev besudlet af mavesyre og blod. Maria stirrede rædselsslagen på den mørke væske, der samlede sig i kummen og de små stænk, der var blevet hostet ud og havde ramt indersiderne af toilettet. Maven vendte sig igen, men hun holdt sig krampagtigt for munden, for at forhindre mere blod i at komme ud. Det resulterede blot i, at hun brækkede sig ud over sig selv. Blod og mavesyre løb gennem hendes hårdt sammenpressede fingre og ned af hendes natkjole. Hun kravlede hostende og harkende ind under bruseren og tændte for den, så vandet kunne vaske hende ren, køle hende ned og skjule hendes ulykkelige rædselstårer. Hun krængede natkjolen af og smed den i hjørnet af badet.

Da maven ikke længere lavede sine sædvanlige krumspring, listede hun ud af badeværelset, tog tøj på og ringede til dr. Gibb.

”Michael,” sagde en grødet stemme, der tog telefonen i den anden ende.

”Det er Maria. Maria Holmes. Undskyld, jeg ringer så tidligt. Jeg tror der er noget i vejen.” Hun begyndte at græde, da hun sagde den sidste sætning og kunne ikke rigtig få hold på sig selv igen, da hun først var begyndt.

”Rolig nu,” sagde han blidt. ”Hvad er der sket?”

”Jeg kaster stadig op,” hikstede Maria. ”Og her til morgen var der blod med.”

”Meget?”

”Ja,” hulkede hun. ”Der må ikke ske noget med min baby!”

”Jeg kommer så snart jeg kan. Prøv at få noget ned i maven imens. Og hold dig så vidt muligt i ro.”

Der blev lagt på, og Maria sad og følte sig helt alene i verdenen. Tænk, hvis der virkelig var noget galt med babyen. Åh, hun ville ikke ane, hvordan hun dog nogen sinde skulle få det sagt til Glenn. Han ville blive så ked af det, så ulykkelig.

Hun slæbte sig ned i det lyse køkken og tog en pose kyllingelår ud af køleskabet, smed dem på en tallerken og hældte et glas mælk op. Hun tog det hele med ind i stuen, hvor hun lagde sig i sofaen med maden og mælken inden for rækkevidde. 

Fjernsynet viste ikke noget af interesse, så hun zappede over til en ligegyldig komedieserie, der mest af alt skulle få hende på lidt andre tanker.

Midt i det tredje stykke rå kylling, ringede det på døren. Med besvær kom hun op og åbnede døren for et venligt og velkendt ansigt. Michael stod uden for i hvid t-shirt og jeans, ganske uformel i sin påklædning, smilende og glad som altid.

Lige så snart hun så ham, begyndte tårerne at falde igen, og han måtte lægge en trøstende skulder til, mens han gelejdede dem begge ind i stuen.

”Så så,” sagde han beroligende med sin melodiøse stemme. ”Hvordan har du haft det, siden du ringede? Nogen opkastninger?”

Hun rystede på hovedet.

”Har du fået lidt at spise?”

”Ja,” sagde hun, mens hun forsøgte at holde styr på sine hulk.

”Godt. Og hvordan har maven reageret på det?”

”Fint.”

”Hvad har du spist?”

Hun skævede over til bordet, hvor det rå kød lå på tallerkenen, og hun skammede sig over, at nogen pludselig skulle se, hvad det var, hun puttede i munden for at dulme kvalmen.

Michael fulgte hendes blik og en lille trækning til et smil, kunne anes i den ene mundvig, da han så hendes måltid. Han skjulte det hurtigt.

”Hvad fik du at spise som det sidste i går?” spurgte han, da han rettede sine blå øjne mod hende igen.

”Jeg var til middag hos mine nye naboer.” Maria gestikulerede til nabohuset, som kunne ses gennem vinduet. ”Vi sluttede af med en tiramisu.”

 ”Men når du spiser herhjemme består menuen af – hvad? Kød som det der?” Han pegede over mod tallerkenen.

Hun nikkede skamfuldt.

”Og det stopper dine opkastninger?”

Hun nikkede igen og kiggede ned på sine hænder, der lå stramt foldet i skødet. Det var så pinligt at en pæn og ordentlig mand som Michael skulle se hende sådan, skulle se hende spise råt kød som en anden barbar. Hvad måtte han ikke tænke om hende?

”Pas på med råt kød. Især kylling,” formanede han alvorligt. ”Men når det så er sagt, skal du vide, at du ikke er den eneste, der har hang til den slags under en graviditet.”

Hun kiggede lettet op på ham og mærkede at tyngden af den frygtelige hemmelighed forsvandt.

”Jeg er sikker på, at dine naboer forstår, hvis du fortæller dem, at du er på en – skal vi kalde det `speciel diæt´?” smilede han.

Hun smilede forlegent tilbage.

”Er de ellers flinke?” Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede ud gennem vinduet og over mod nabohuset.

”Jah,” sagde Maria lidt usikkert. ”Jeg kender dem jo ikke rigtig. Selvom…” Hun stoppede og fortrød, at hun var startet på det.

Michael var der med det samme. ”Selvom hvad?”

”Det er sikkert ikke noget,” sagde Maria og rystede let på hovedet over det, hun skulle til at sige. ”Jeg har sikkert bare graviditetskuller, men Leo, manden i huset derovre. Han virker på en eller anden måde bekendt. Jeg kan næsten med sikkerhed sige, at jeg ikke har mødt ham før, men han sagde nogle ting i går som… Jeg kom helt i tvivl alligevel. Og hans knus virkede også bekendt.”

Der var en næsten usynlig trækning ved Michaels ene øje, og hans mund var presset hårdt sammen i et split sekund.

”Deja-vu kan være en mærkelig ting,” smilede han så og rejste sig. ”Jeg må hellere lige tale med dem om, hvad de puttede i den tiramisu, så vi ved, hvad du skal undgå.”

Han gik over mod døren, og Maria fulgte efter.

”Skal jeg ikke gå med?” spurgte hun. Åh, hvor var det pinligt at sende sin læge over til sine naboer. Det var næsten som om det var hendes far, der gjorde klar til at skælde nabodrengen ud for at have drillet sin datter.

”Nej. Du skal hvile dig resten af dagen og ringe til mig med det samme hvis du får kvalme igen. Så kan jeg bedre bedømme mængden af blod. Hvis der da er noget.”

Lige idet han tog i håndtaget, blev der banket på bagdøren. De vendte sig begge synkront mod lyden og kiggede derefter på hinanden.

”Vent lige et øjeblik,” sagde Maria. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det Julia, naboekonen. Hun er den eneste, der insisterer på at bruge bagindgangen.”

Michael fulgte med ud i køkkenet, som var forbundet med bryggerset og baggangen. Og ganske rigtig stod Julia i baghaven med et stort fad dækket af stanniol. Maria åbnede døren og trådte til side, så hendes nyankomne gæst kunne komme ind.

”Tusind tak for i går, Maria. Det var bare så hyggeligt. Vi havde rigeligt med rester, så jeg har taget nogen med over til dig. Det skal bare lige varmes, så er det så godt som nyt,” kvidrede Julia. Hun stoppede brat op midt i køkkenet, og hendes greb strammedes tydeligt om fadet, da hun fik øje på Michael, der stod lænet op af køkkenbordet. Han var altså også en flot mand. Maria var selv blevet slået af hans tiltalende ydre, så hun forstod udmærket, hvad det var for nogle tanker og følelser, der gik gennem nabokonen.

”Goddag. Dr. Gibb,” præsenterede han sig og rakte hende hånden med et blændende smil og øjne, der lyste af humor over en private joke.

Julia stillede fadet fra sig og gav ham hånden uden at tage blikket fra ham. ”Julia,” fik hun til sidst fremstammet.

Maria havde haft følelsen af, at intet kunne lukke munden på hende, men nu stod hun der og manglede tydeligvis ord.

”De har vel ikke tilfældigvis deres mand i nærheden?” spurgte Michael og kigge over Julias skulder.

”Nej,” stammede hun. ”Han er derhjemme. Skal jeg hente ham?”

”Meget gerne, tak,” smilede Michael.

Julia smilede forsigtigt, kiggede råvildt fra Michael til Maria og tilbage igen, og forsvandt så ud af døren med et blik over skulderen på Michael.

Michael hev en stol ud og bad Maria sætte sig. Han satte sig overfor.

”Det er smartest, at de begge hører om din specielle diæt på samme tid. Det mindsker misforståelser,” sagde han.

Maria nikkede. Det gav god mening.

”Jeg finder lige noget saftevand.” Hun havde faktisk allerede rejst sig, men Michael pressede hende nænsomt ned på stolen igen. Hans berøring gjorde hende varm.

”Jeg skal nok ordne det. Bare fortæl mig, hvor du gemmer saft, kande og glas.”

Som sagt, så gjort. Han vimsede rundt i køkkenet på Marias anvisninger og havde liget stillet glassene og kanden med saft frem, da det bankede på bagdøren igen. Han gestikulerede, at Maria skulle blive siddende og gik ud og lukkede op for hendes naboer. Han bevægede sig med en lethed, der var fascinerende at se på.

Høflighedsfraserne blev overstået ude i baggangen, kunne hun høre, og Julia og Leo blev vist ind af lægen, og de satte sig alle tre ved køkkenbordet. Leo ved siden af Maria, hvilket resulterede i et brynet blik fra Michael, der satte sig overfor hende.

”Det var heldigt, at I kunne komme herover. Saftevand?” sagde Michael og hældte op til dem alle.

”Jeg ville bare takke for i går og lige aflevere nogle rester. Leo og jeg får det ikke spist alligevel,” smilede Julia lidt usikkert.

”Og det er faktisk lige præcis det, vi skal tale om,” smilede Michael tilbage. ”Marias graviditet har givet hende en voldsom kvalme, som hun faktisk har haft fra første dag. Men nu har hun fundet noget, der holder kvalmen hen og det betyder, at hun ikke længere kan spise hvad som helst. Her til morgen var der blod med i hendes opkastning og derfor ringede hun til mig. Mit umiddelbare bud går på, at hun efterhånden er ved at have slidt sit spiserør op på grund af mavesyren. Derfor kommer der blod med. Men jeg kan ikke være sikker. Så for at mindske risikoen for flere unødvendige ture til kummen, skal hun holde sig til mad, som hun ved bliver i maven.”

”Er det på grund af vores mad?” spurgte Leo skræmt.

”Både og,” svarede Michael. ”Jeg er sikker på, at I er nogle ganske udmærkede kokke, men Marias diæt er lidt usædvanlige. Det kunne I umuligt vide.”

”Hvad så med barnet? Er kosten varieret nok?” spurgte Julia forfærdet.

”Tydeligvis,” smilede Michael. ”Maven vokser fint, og babyen viser livstegn, ikke sandt, Maria?”

Hun nikkede og kærtegnede sin mave med langsomme cirkler. De skulle nok klare den, begge to. Det var hun pludselig slet ikke i tvivl om. Hun havde en fantastik læge, der kom, når hun havde mest brug for det. Han var så rolig, at det smittede af på hende. Og nu havde hun også naboer, hun kunne regne med.

Samtalen ved køkkenbordet fortsatte mellem lægen og hendes nye `bedste venner´. Hun holdt sig i baggrunden og lyttede bare med, men tænkte mest af alt på den fantastiske fremtid hun havde med Glenn og deres ufødte barn.

Til sidst rejste Michael sig og gav Leo en lille seddel med sit direkte telefonnummer. ”Så kan I ringe, hvis der bliver noget med Maria.”

”Selvfølgelig,” svarede Leo og puttede sedlen i bukselommen uden at kigge på den.

De fulgtes alle ud til fordøren. Maria takkede sine naboer og gav sin læge en ekstra tak for hjælpen.

”Og du ringer, hvis der bliver det mindste,” sagde han.

”Det skal jeg nok,” smilede hun og derpå lukkede hun døren. Hun kiggede ud af vinduet ved siden af døren og så sine gæster følges ned af hendes flisegang. De talte sammen og stoppede op ude på fortovet ved Michaels bil.

Julia gestikulerede helt vildt hen mod deres hus, hen mod Marias hus og til sidst hen mod Leo, der stod og så brødbetynget ned i jorden. Michael holdt en hånd op og Julias lydløse ordstrøm stoppede. Så trådte han et skridt hen til Leo og stod helt tæt op ad ham. Michael var et hoved højere end Marias nabo, og han tårnede sig op som en kæmpe, der truede med at knuse den stakkels myre han stod overfor. Leo kiggede op kun få at blive trukket op i trøjen, så hans og Michaels næser næsten rørte hinanden. Leo rørte kun jorden med tåspidserne. Michaels ansigt så stadig helt roligt ud, men Leos udtrykte tydelig angst selv på lang afstand. Michael sagde et eller andet og slap så Leo igen, der fortumlet hoppede et par skridt bagud for at genvinde balancen.

Så satte Michael sig ind i sin bil og kørte.

Julia gav sin mand en syngende lussing og gik med beslutsomme skridt hjem.

Leo fulgte slukøret efter. Han kiggede ned mod Marias hus en enkelt gang, og Maria sprang hurtigt væk fra vinduet.

Stakler. De havde jo ikke serveret maden for bevidst at gøre hende syg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...