Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
945Visninger
AA

4. 3

Duften var så velkendt og beroligende, maskulin og tryg. Hun var ikke klar over, hvor længe hun havde siddet med hovedet mod hans bryst, men hun havde ikke tænkt sig at flytte sig lige foreløbig. Han sad også bare helt stille og holdt om hende, mens han hvilede sit hoved let på hendes. Det her var helt rigtigt. Det var sådan det skulle være, og sådan det ville blive igen. Det var hun slet ikke i tvivl om. De elskede hinanden, og de ville sagtens kunne klare dette, hvis bare de stod sammen.

”Sover du, skat?” Stemmen var så blid, så kærlig. Hjertet smeltede helt.

”Nej,” svarede Maria. Hun puttede sig længere ind til ham og nød, at det kun var dem lige nu. Han trak vejret så roligt, at det lagde en dæmper på hendes stressniveau. Hvis verdenen stoppede med at eksistere nu, ville det ikke gøre hende noget.

Hendes mor kom ind i stuen med en kop rygende varm te. ”De er her snart. Her, drik det her.”  Ikke at hun behøvede den. Så længe hun bare kunne få lov til at sidde her med Glenn og indsnuse hans duft, skulle alt nok blive godt igen. Alligevel tog hun teen og nippede til den. Glenn strøg hende nænsomt op og ned af ryggen.

”Hvad sagde de, Agnes?” spurgte han.

”Ikke meget,” sukkede Marias mor og satte sig i en højrygget lænestol. ”Ikke andet, end at de ville komme så hurtigt som muligt for at afhøre Maria.” Hun lagde hovedet på skrå og betragtede sin datter indgående. ”Nu skal du fortælle dem det hele. Ikke lægge fingre imellem.”

Maria nikkede, mens hun drak.

Glenn kyssede hende i håret ganske let. ”Det skal nok gå.”

Og det vidste hun. Den frygt hun havde haft var forsvundet, så snart hun havde set ham og var faldet ind i hans trygge favn. Han skulle nok beskytte hende og tage sig af hende. Han havde altid været den stærke af de to. Hans flotte ydre gjorde ham uimodståelig for de fleste kvinder, men det var hans indre styrke, som Maria havde forelsket sig i først og fremmest. Han nægtede at give op, hvis der var noget, der skulle ordnes, eller hvis der var noget han ville have. Som da han fik øjnene op for Maria. Han havde ubønhørligt bejlet hende i flere måneder, før hun til sidst gik ud på date med ham.

Det havde selvfølgelig været på hendes mors råd, at hun havde spillet kostbar og uopnåelig, og det havde virket. Havde det ikke været for Agnes, havde Maria kastet sig i favnen på Glenn lige med det samme – lige som alle de andre unge piger, der brugte det meste af deres krudt på at jagte eftertragtede ungkarle som ham. Men hun havde fulgt sin mors vise ord, og Marias og Glenns kærlighed var derfor blevet langt dybere, end den ellers ville have været, hvis de kun havde ladet sig forlede af det ydre.

”Skal vi blive herinde, mens de afhører dig?” spurgte han.

”Ja, tak,” svarede hun og kiggede længselsfuldt på ham. Hun ville ikke miste ham af syne.

”Så gør vi det.” Han krammede hende igen.

”Hvordan lykkedes det dig, at komme så galt af sted, Maria?” Moderens ord smældede hårdt ned over hende. ”Jeg har jo bedt dig om, at være forsigtig. Du er heldig med, at du er sluppet derfra i live.”

Lige som Maria åbnede munden, for at forsvare sig, ringede det på døren. Agnes var oppe af stolen allerede inden lyden havde fortaget sig, og Maria hørte hende tale med nogen ude i gangen.

Hun kiggede på Glenn igen.

”Jeg kunne jo ikke gøre noget,” sagde hun usikkert til ham.

Han tyssede stille på hende og plantede endnu et kys i hendes lyse hår.

To uniformerede mænd kom ind i stuen og præsenterede sig. De gav høfligt hånd og satte sig på pladser anvist af Agnes. Den ene af dem tog en lille notesblok og kuglepen frem.

”Nå,” smilede han venligt, selvom smilet aldrig nåede hans øjne. Han virkede mere professionel end nødvendigt. ”De har haft en lidt ubehagelig oplevelse med nogle afvigere?”

Maria nikkede og tog mod til sig. ”Ja,” sagde hun og tog en dyb indånding, inden hun fortsatte.  ”De kidnappede en hel bus. De var fem. Fire mænd og en kvinde. De overtog bussen, slog chaufføren og to mænd ihjel. Resten af os fik bind for øjnene og blev kørt væk, ud i en skov, hvor vi blev ført af bussen én efter én. Da der kun var mig og en anden dame tilbage i bussen, forsøgte vi at slippe væk. Vi fik startet bussen, men på en eller anden måde fik de stoppet os. Jeg slog hovedet og besvimede. Det næste jeg husker er et mørkt kælderrum. Deres leder forsøgte at fortælle os, hvad det var, de ville med os, men hans tålmodighed slap op, da en ung pige blev ved med at græde. En af dem hedder Leo. Han hjalp mig hjem.” Jo hurtigere hun fik rablet det af sig, jo hurtigere kunne hun begynde at glemme det hele igen og vendte tilbage til sit normale liv med Glenn. Hun kiggede flygtigt op på ham, og han gav hende et forsikrende smil.

”Hvordan slap De ud?” spurgte betjenten.

”Det har jeg lige sagt: Leo hjalp mig.”

”Hvorfor gjorde han det?”

Hun trak på skuldrene. ”Han sagde, han kunne lide mig.”

”Og hvad var formålet med denne kidnapning? Fandt De nogen sinde ud af det?”

Hun rystede på hovedet og nippede til sin te, der var ved at blive kold. Men hun mærkede en knude i maven som skulle druknes inden den blev for stor.

”Hvad med de andre, der var med i bussen? Hvad skete der med dem?” spurgte han og skrev på sin blok.

”Jeg ved det ikke,” løj hun. ”Leo sagde, at han ikke kunne hjælpe dem alle sammen.”

Betjenten kiggede på hende med et borende blik, der arbejdede sig ind i hendes dårlige samvittighed. Hun kiggede nervøst væk og ned i gulvet.

”Der er noget, De ikke fortæller,” sagde han så.

Maria så forskrækket op. ”Jeg ved ikke, hvad De mener? Jeg har fortalt det hele. Jeg kan godt give jer signalementer på de fem fra bussen, hvis det er, I vil have det. Jeg kan også beskrive hytten. Og bilen, jeg blev kørt hjem i.” Var hendes toneleje steget? Hun snakkede for hurtigt. Hendes mors blik hvilede ubønhørligt på hende.

”Skal vi ikke starte med hytten så,” smilede han.

”Jo,” smilede hun tilbage, lykkelig for, at han droppede emnet. ”Det er en bjælkehytte. Den har tre etager. Kælder, stue og førstesal. Kælderen er delt op i enkelte rum, celler, om man vil. En trappe fører op til stueetagen, ind i en baggang og dernæst et køkken. Derfra er der adgang til stuen, hvor der igen er en trappe op til førstesalen. Den er også delt op i små rum, soveværelser.”

”Hvad med denne Leo, hvordan ser han ud?” sagde betjenten med ansigtet vendt ned mod blokken og den hastigt skrivende pen.

”Tja, meget almindelig. Hvid. Normal højde, normal bygning, mellemblondt hår, blå øjne.” Det var pludseligt så svært at beskrive ham.

”Og lederen?” forsatte han.

Hendes hjerte svulmede op, og hun fik kuldegysninger af at tænke på ham. ”Han er flot,” sagde hun og skævede til Glenn. ”Også hvid. Høj, veltrænet, tykt, mørkt hår. Bredskuldret. Et stærkt ansigt med markante kæber. En lige næse. Og blå øjne.” Og en fantastisk mund, der smager sødt og salt på samme tid. Hænder, der kærtegner, men samtidig tager, hvad de vil have. Lige da hun havde tænkt det, strammede knuden i maven sig endnu mere sammen som en pyton om hendes organer.  Det værkede så meget, at hun måtte flytte lidt på sig.

”Og hvor opholdt De Dem i huset?”

”I kælderen, har jeg sagt,” sukkede hun.

”Og kun der?”

”Ja.”

Han skriblede igen noget ned på sin blok, og uden at se op sagde han: ”Så kommer vi så igen til det, De fortier.”

Hun spjættede ganske let i sofaen og skulede over på ham. ”Jeg fortier ingenting.”

Han sukkede. ”De er meget dårlig til at lyve, frøken. De siger, at De kun har været i kælderen, men alligevel ved De, hvordan stue og første sal ser ud.”

Glenns blik hvilede på hende, og hun hadede, at han skulle se så nøjeregnende på hende.

”Kom nu. Hvad er der ellers sket?” pressede betjenten på.

Hun kunne have sparket sig selv noget så voldsomt. Men han havde ret. Hun havde aldrig kunnet lyve. Hendes blik fangede Glenns brune øjne, og hun kiggede skamfuldt ned i gulvet. Hvis hun fortalte, hvad der var sket med hende, ville det ændre alt. Glenns forældre havde fra starten lagt uhyre meget vægt på, at det var en ordentlig pige, deres søn skulle giftes med. Marias mor havde lovet dem, at Maria var urørt. Hvad ville de ikke mene om hende nu? Selv var hun helt igennem forfærdet og skamfuld over det, der var sket – og endnu mere over, hvor villig hendes rædselsfulde krop havde deltaget i mareridtet.

”Maria?” sagde Glenn og drejede blidt hendes hovedet over mod sig og så hende i øjnene. ”Hvad end det er, skal det nok gå. Du er i sikkerhed her.”

Åh, hvor hun elskede ham. Han var så vidunderlig og stærk. Sammen med ham, ville hun kunne klare alt. Og hun ville gøre alt for ham. Og de skulle giftes og leve lykkeligt sammen for evigt. Selvfølgelig ville det blive sådan. Og han elskede hende. Det vidste hun. Han elskede hende lige så højt, som hun elskede ham. Selvfølgelig ville de kunne overleve dette helvede – så længe de stod sammen.

Det måtte briste eller bære – hun var sikker på at det ville bære… næsten da.

Hun tog endnu en dyb indånding og betragtede sine hænder føre krig mod hinanden. ”Efter lederens mislykkedes forsøg på, at fortælle os sine planer, blev vi ført ned i kælderen igen. Han havde samlet os i stuen, men det var kun meget kort. Leo førte mig tilbage til min celle, og det var også ham, der hentede mig igen. Han ledte mig op på førstesalen og ind i et af soveværelserne. Der blev jeg bedt om at vente, til deres leder, Michael, kom.” Hun trak vejret dybt igen. Det var ikke nemt det her. Hun koncentrerede sig meget om ikke at se op på nogen af dem, selvom hun mærkede Glenns blik på sig. ”Da han kom, sagde han, at jeg skulle tage mit tøj af og lægge mig på sengen.”

”Maria!” udbrød hendes mor forarget og kiggede vredt og skamfuldt på hende.

”Jeg gjorde det ikke,” sagde hun og kiggede bedende op på sin mor. Hun måtte ikke hade hende. ”Jeg ville aldrig gøre sådan noget. Men han var så stræk,” sukkede hun bitterligt. ”Jeg havde ikke en chance. Han trængte ind i mit hoved og tog kontrollen over mig. Han hypnotiserede mig med sang og gjorde som han havde lyst til.” Hun græd nu. ”Jeg kunne ikke gøre noget. Undskyld, mor. Undskyld, Glenn. Det var ikke min skyld.”

Glenn sad som forstenet ved siden af hende. Hans blik var tomt.

”Så der er tale om en voldtægt?” spurgte betjenten monotont.

Maria nikkede og begravede ansigtet i hænderne. Hun skammede sig så meget og anede ikke, hvordan hun nogen sinde skulle komme over det. Hun hadede sin krop. Snavset havde hobet sig op, og hun havde mest af alt lyst til, at tage et langt bad i syre, der kunne rense hende indefra og ud.

”Og hvad skete der efter voldtægten?” spurgte betjenten i samme ligegyldige tonefald som før.

”Leo kørte mig hjem. Han havde ondt af mig og kørte mig hjem.” Aldrig i livet, om hun ville fortælle om den forfærdelige lille kælling og hendes afskyelige spådom.

”Javel.” Betjenten skrev løs i sin lille notesblok.

Hun svarede videre på hans spørgsmål, men hendes fokus var på Glenn. Han havde taget hånden til sig, som før havde strøget hende kærligt på ryggen. Nu sad han med blikket fast rettet mod gulvet og hænderne samlet i skødet. Hvis bare hun kunne læse hans tanker.

”Det var vist alt,” sagde betjenten og rejste sig. Han og hans makker gik ud i gangen efterfulgt af Agnes.

Maria lagde en forsigtig hånd på Glenns ben, for at få ham til at kigge på sig. Men den blev fejet væk, da han rejste sig og gik over til vinduet i den anden ende af stuen. Om det blev gjort grusomt eller tilfældigt, var hun ikke sikker på, men hendes fintfølende hjerte var sikker på, at det blev gjort i ren ondskab. Hans arme hang slapt ned langs siden, og han stod ganske stille med ryggen til hende.

”Glenn…” startede hun uden egentlig at vide, hvad hun skulle sige, hun ville bare gerne have ham til at reagere, til at fortælle, at alt nok skulle blive godt og lykkeligt igen.

Gid hun levede i et eventyr.

Han vendte sig om mod hende. ”Hvorfor sagde du det ikke fra starten?”

”Jeg… Undskyld, Glenn.” Hun så ned i gulvet, bange for at møde hans blik. ”Jeg var så bange for at miste dig.”

”Så hellere lyve?” Han havde hævet stemmen nu.

”Nej. Jeg…” tårerne kvalte hendes stemme. Han måtte ikke råbe ad hende. Ikke ham. Det kunne hun ikke bære.

”Hvordan kunne du lade det ske? Har du virkelig så lidt kontrol over dig selv?” vrissede han.

”Det var ikke min skyld,” græd hun højt. Hun havde rejst sig og gik over mod ham. ”Han hypnotiserede mig. Hvis jeg kunne, var jeg løbet min vej. Hvis jeg kunne, havde jeg kæmpet, revet og sparket, men jeg var fanget.”

Hans venlige brune øjne, stirrede olmt på hende.

”Du tro på mig. Vi hører sammen, Glenn. Jeg ville aldrig gøre noget for at såre dig. Det ved du da. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig så højt, mere end jeg nogensinde har elsket nogen anden.” Hun tog hans hånd i sin og klemte den. ”Vi har været sammen så længe, har overlevet så mange dumme rygter og situationer. Vi kan også klare det her. Så længe vi bare står sammen, Glenn. Så kan vi klare alt.”

Han tog ikke hånden til sig, men lod den i stedet hvile i hendes. ”Det går ikke. Hvad vil folk ikke sige? Jeg kan ikke være sammen med én, der er besudlet på den måde. Det må du forstå.”

Hun rystede på hovedet ude af stand til at sige noget. Eventyret måtte ikke krakelere.

”Som offentlig person kan jeg ikke tillade mig, at være sammen med dig mere. Det vil gå ud over firmaet, og det kan jeg ikke tillade.”

”Nej,” hviskede hun. ”Du må ikke sige sådan. Vi skal nok klare det. Der er ingen, der behøver at få det at vide.”

Han lagde hovedet på skrå og smilede til hende. ”Søde, naive Maria. Det skal nok komme ud. På den ene eller den anden måde. Og hvad vil det ikke sige om mig, hvis jeg er sammen med en uren kvinde? Vi må stoppe det nu,” sagde han, slap hendes hånd og gik over mod gangen.

”Det kan du ikke bare gøre,” skreg hun. Han rev jo hendes hjerte itu. Kunne han ikke se det? ”Kan du virkelig bare vende ryggen til og forlade mig?” Hvor hun hadede sig selv for at stille det spørgsmål. Hun ville ikke høre hans svar, det turde hun ikke.

Han vendte om og kom hen til hende igen. Han lagde en hånd på hendes kind og kærtegnede den, tørrede en tåre væk.

”Lige nu, Maria,” smilede han. ”Er du ikke andet end et stykke kød for mig.” Med de ord drejede han om på hælen og forlod hende. Hun hørte ham sige noget til hendes mor, og hun hørte hoveddøren blive lukket. Så hørte hun ikke mere. Alle hendes sanser lukkede af, det sortnede for hendes øjne, det hvinede i ørene, kroppen blev følelsesløs, og hun faldt sammen på stuegulvet.

 

Dagene var ens. Hun kunne ikke skelne mellem nat og dag. Det hele flød sammen til én stor flodbølge af sorg, der truede med at knuse hende. Hun blev i sengen, der var det eneste sted hun kunne holde ud til at være, den eneste sikre ø i et uroligt hav. Gardinerne var trukket for, og hun nægtede at tale med nogen. Hendes mor kom ind til hende med mad flere gange hver dag, men hun rørte det sjældent. Hun ænsede knapt sin mor, selvom hun ofte talte til hende. Hun anede ikke, hvad hun sagde, og hun var sådan set ligeglad. Der var intet hun kunne sige, som kunne gøre situationen bedre. Hendes liv var gået i stykker. Hendes verden var ødelagt, og hun havde ingen chance for at gøre den hel igen. Så kunne hun lige så godt blive i sengen og vente på at dø.

 

Hun vågnede med en underlig fornemmelse i kroppen. Det kildede og sitrede i hende og hendes ansigt var varmt. Gad vide, om hun havde feber.

Hun rejste sig og gik ud på badeværelset. Lyset skar hende i øjnene, nu hvor hun havde vænnet sig til at være i mørket i så mange dage, så hun lod det være slukket. Alligevel kunne hun sagtens skimte sig selv i spejlet og blev faktisk foruroliget over det hun så. Hendes hår glødede på en unaturlig måde. Hun blev så forbavset, at hun måtte tænde lyset og ganske rigtig. Hendes lyse hår havde en varme, der næsten fik det til at gløde. Hendes kinder havde en sund kulør, men hun så ikke ud til at have feber. Hendes grønne øjne var livlige at se på. Hun kunne mærke en følelse i kroppen, som var næsten glemt. Glæde. Hun var faktisk glad. Hun smilede til sig selv og rørte ved den ukendte kvinde i spejlet. Hun virkede så fremmed, at hun næsten kom i tvivl om det var hende selv.

Hun gik ind på sit værelse igen og trak gardinerne fra og badede sin krop i sollyset. Det varmede dejligt, og hun opdagede, at hun faktisk havde savnet det. Hvorfor havde hun egentlig tilbragt så megen tid i sengen? Var hun syg?

Hun klædte sig på og gik ned til sin mor, der sad i stuen med dagens avis. Hun stirrede forundret op på Maria.

”Nå, så er man oppe,” sagde hun og lagde avisen fra sig. ”Hvordan har du det?”

”Helt fint,” smilede Maria, kyssede sin mor på kinden og slentrede ud i køkkenet. Hun var hamrende sulten og gik straks i gang med at lave en omelet. Hun mærkede sin mors borende blik i nakken, mens hun stod ved komfuret.

”Hvad er der?” spurgte hun, mens hun fortsatte sit gøremål.

”Er du sikker på, du har det godt?”

”Ja da. Hvorfor skulle jeg ikke det?”

”Du har ligget i sengen i femten dage. Du har ikke sagt et ord, hverken til mig eller lægen. Du har knapt nok rørt, den mad jeg har lavet til dig. Du har været nærmest katatonisk. Og nu kommer du ned, som om intet er hændt.”

”Har jeg været syg?” Maria var oprigtigt forskrækket over ikke, at kunne huske alt det hendes mor fortalte. Ærlig talt lød det som et mareridt fra en dårlig film.

Agnes satte sig ved køkkenbordet. ”Du tog ikke Glenns brud så godt.”

Glenns brud? Hvad i alverden snakkede hun om? Hun og Glenn var lykkeligere end nogensinde. De skulle giftes og leve sammen til deres dages ende.

”Jeg forstår ikke, hvad du mener, mor.”

”Glenn blev nødt til at bryde sin forlovelse med dig, efter… ja, efter hændelsen,” sagde hun og kiggede ned i bordet ved de sidste ord.

”Han har sat vores forlovelse lidt i bero, ja. Men det er kun indtil han kommer hjem fra Østen igen. Når han er færdig med at lave forretninger derover, kommer han tilbage, og så skal vi giftes. Ligesom vi har planlagt.”

Hvorfor blev hun ved med at påstå, at Glenn havde brudt forlovelsen?

”Maria. Du og Glenn er ikke sammen mere.” Hendes mor havde rejst sig og var kommet over til hende.

”Selvfølgelig er vi det. Du må have misforstået det, mor.” Maria tog omeletten af og satte dig over til bordet og begyndte at spise. Den første bid var himmelsk. Den smeltede på tungen og fyldte hendes spiserør ud på en fantastisk måde, da hun sank det. Det havde hun aldrig oplevet før, ikke på den måde. Hun huggede resten af maden i sig hurtigt og glubskt.

”Hvad er klokken egentlig?” spurgte hun med munden fuld af mad.

”Den er snart 14,” svarede Agnes uden at tage blikket fra hende. Hun gloede på hende, som om Maria lige var faldet ned fra månen.

”Hvad skal vi have til aftensmad?” Hun var ligeglad med moderens blik. Lige nu var det kun sulten, der bekymrede hende.

Agens trak på skuldrene. ”Hvad har du lyst til?”

”Pizza. Lad os ringe efter en pizza. Nu. Jeg kunne godt spise en nu, med masser af kød og ost,” smilede Maria, mens hun guflede den sidste bid omelet i sig.

 Agnes forlod køkkenet med et næsten umærkeligt nik og gik ind i stuen for at ringe.

Imens var Maria blevet færdig med sin omelet og var gået over til køleskabet og kiggede ubeslutsomt ind i det. Der var så meget at vælge imellem. Men lige som hun tog brødet ud, var der noget, der strammede sig sammen i halsen på hende. Kvalmen steg op fra maven og satte sig øverst i spiserøret. Hun smed brødet og holdt begge hænder op for munden, mens hun styrtede ud på stueetagens badeværelse. Hun tømte mavens indhold ud i toilettet. Tårerne løb ned ad hendes kinder, alt imens maven krampede. Hun svedte, men var kold, hun brændte, men kroppen rystede ukontrollabelt. Da de sidste spasmer fortog sig, lænede hun sig udmattet op ad væggen. Hun var vist syg alligevel. Hun skyllede munden grundigt og vaskede ansigtet, inden hun forlod badeværelset.

”Jeg lægger mig op i sengen, mor. Jeg er vist stadig ikke helt frisk,” råbte hun svagt og bevægede sig plaget op af trappen.

Det var som om hele verden gyngede, og hun klamrede sig til sengen, da hun endelig nåede den. Hun klemte øjnene fast i, for at få verden til at stå stille igen, men det hjalp ikke meget. I stedet måtte hun være døset hen, for lige pludselig bankede det på døren og hendes mor kom ind.

”Der er mad, Maria,” sagde hun, gik og lod døren stå åben.

Maria tvang sig selv ned i køkkenet og satte sig overfor sin mor, der allerede havde taget et stykke pizza over på sin egen tallerken. Maria spise med fingrene. Hun var igen ved at dø af sult og havde ikke tålmodighed til kniv og gaffel. Maden dulmede mavens smertende rumlen, men hun var kun lige blevet færdig med det tredje stykke, da kvalmen meldte sin ankomst igen. Halsen stoppede til, og hun ilede atter ud på toilettet, hvor hun stiftede bekendtskab med porcelænskummen igen.

”Er du okay, Maria?” Agnes stod på den anden side af døren. Hendes bestemte stemme havde en bekymret klang, som normalt kun kom frem, hvis Maria var virkelig syg

Maria kunne ikke svare, men krøllede sig sammen om toilettet igen. Pizzaskorpen skar hende i halsen, da den krøb op fra maven igen.

”Jeg tror, jeg er syg,” fik hun endelig fremstammet efter en fem minutters tid. Hun kom ud til sin mor og smilede sølle til hende. ”Jeg tor, jeg smutter i seng igen.”

”Okay.” Agnes kiggede efter hende, da hun stavrede over mod trappen. ”Skal jeg ringe efter lægen?”

”Nej, nej. Så slemt er det vist ikke. Jeg skal nok bare lige sove natten igennem, så er jeg frisk igen. Hvis nu Glenn ringer, vil du så fortælle ham, at jeg elsker ham, men at jeg er blevet dårlig og derfor ikke kan tage telefonen? Jeg ringer til ham i morgen.”

Agnes svarede slet ikke på det, men stirrede bare efter sin datter.

Sengen var dejlig rolig og tryk. Selvom gulvet gyngede vildt, var der fred i sengen. Hun lagde sig om på siden og faldt hurtigt i en drømmeløs søvn.

Hun vågnede dog kort efter, da det rumsterede i maven igen. Den tykke kvalme steg, og hun fór ud på sit toilet, og knækkede sammen. Der kom først ro på kroppen igen, da der ikke kom andet end gullig mavesyre op. Hun stirrede på sig selv i spejlet og fandt et blegt og hærget ansigt med sveden dryppende fra panden. Håret hang livløst nu og klistrede sig til hendes ene kind. Med helt koldt vand vaskede hun sit ansigt og skyllede bagefter munden. Det hjalp ikke meget. Hun så stadig ramponeret ud.

Der var pludselig meget langt tilbage til sengen. Hun måtte støtte sig til dørkarmen og væggene og holde små pauser, inden hun endelig kunne smide sig i sin sikre havn igen, hvor hun øjeblikkelig faldt i søvn.

Da hun slog øjnene op igen, var det fordi hun mærkede noget koldt og fugtigt på sin pande. Hendes mor sad ved siden af hende og dubbede forsigtigt hendes ansigt med en våd klud.

”Du er vist ikke helt rask,” smilede hun blidt.

”Nej,” sagde Maria svagt. Hendes stemme var næsten ikke andet end en hvisken.

”Lægen kommer ind igen lige om lidt.”

”Hvilken læge?”

”Jeg ringede efter ham igen, da du faldt i søvn,” sagde hendes mor. ”Han skulle lige hente noget fra sin bil, så kommer han op til dig igen.”

”Jeg har slet ikke set, at han har været her,” sagde Maria lavt.

Hendes mor vendte kluden og dubbede atter hendes kind.

Maria lukkede øjnene og forsøgte at tvinge den stigende kvalme ned igen.

”Hun er vågen,” sagde en næsten syngende mandestemme pludselig over fra døren. ”Dejligt.” Han kom hen til sengen og rakte smilede en hånd hen til hende. ”Michael Gibb.” Et charmerende skævt smil i et flot ansigt indrammet af tykt, mørkt hår mødte hende.

Hun tog hans hånd og gengældte svagt smilet. ”Maria Holmes.”

”Og du er ikke helt frisk,” sagde han let og mærkede hende på panden, på halsen og så hende ind i øjnene.

Hun mødte hans blik og stivnede. Øjnene havde den mest utrolige blå farve, så dyb, at man kunne stirre på dem i evigheder med fare for at miste sin sjæl i dem.

”Hvilke symptomer har du haft?”

”Øhm, kvalme og opkastninger. Og svimmelhed,” svarede hun, da han endelig brød øjen-kontakten med hende.

”Har du oplevet noget lignende før?” spurgte han.

”Nej.”

”Hvor længe har det stået på?”

”Hun har været sengeliggende i et par uger. Da hun kom til sig selv startede kvalmen,” fortalte hendes mor.

”Hvorfor sengeliggende?” spurgte han nysgerrigt Agnes.

”Hun har haft det lidt svært på det sidste.” Agnes så ømt på hende.

”Javel. Må jeg have lov til at få et par minutter alene med min patient?”

”Selvfølgelig. Jeg går ned i stuen. Kald, hvis der er noget I mangler.” Agens lukkede stille døren bag sig.

 Michael satte sig på sengekanten og kiggede på hende med venlige øjne. Han var utrolig flot. Det mørke hår var rodet på en meget bevidst måde og smilet var varmt. Jakkesættet sad perfekt til hans krop.

”Du har haft det svært?” spurgte han.

Hun satte sig op i sengen med en pude i ryggen. ”Min mor overdriver. Min forlovede, Glenn Port, er væk i længere tid på grund af forretninger. Jeg savner ham frygteligt, men tror ikke det har gjort mig syg,” smilede hun forlegent. Han kiggede på hende med de smukke øjne, kiggede så indgående, at det gjorde hende flov.

”Hvornår har du sidst haft din menstruation?”

”Det ved jeg ikke helt præcist. Jeg kan ikke huske det, men det er noget tid siden,” svarede hun.

”Tænkte jeg nok.” Han rodede i sin taske og fandt en lille aflang æske frem.

”Er der nogen som helst mulighed for, at du kan være gravid?” spurgte han.

Hun var rystet. Hvad var det for en anklage at komme med? Hun havde ikke været sammen med nogen. Hun var fuldstændig ren, sådan som det hørte sig til. Ellers ville én som Glenn aldrig have noget med hende at gøre. Selvom der selvfølgelig var den ene gang, hvor hun og Glenn havde været alene en aften i hans hus. Hele aftenen havde været så romantisk, og de havde virkelig hygget sig. Den var sluttet foran kaminen, hvor de havde kysset, og deres hænder, havde da også bevæget sig ind på forbudte områder. Men de var stoppet, mens legen var god.

Havde de ikke?

Hun kiggede skamfuldt ned på sine hænder og trak på skuldrene.

”Det skal nok gå,” sagde han og lagde en trøstende hånd oven på hendes. Hans berøring skød lyn gennem hendes krop, og fik den til at sitre.

”Her.” Han rakte hende den aflange æske. ”Det er en test, der hurtigt kan fortælle os, om du og din forlovede har været lidt for uforsigtige,” smilede han. ”Gå ud og tis på pinden, lad den ligge på et fladt underlag i to minutter, og så kigger vi på den sammen bagefter.”

Hun gjorde som han bad om og lod prøven ligge på toiletbordet, mens hun satte sig ind i sengen igen. Han sad der stadig og noterede noget i sin lille lommebog. De to minutter trak ud i det uendelige, mest fordi de sad i en øredøvende stilhed. Han sad bare og skrev. Hun sad alene med sin nervøsitet. Heldigvis var hendes mor her ikke til at overvære alt dette. Hvis Agnes havde været der – hvis hun havde set graviditetsprøven – ville ventetiden nu med sikkerhed have været fyldt med ord som skam, skyld, pinlig, flov, skuffet; ord, som Maria allerede havde sit hoved fyldt med. Det eneste hun kunne føre var at bede til Gud og håbe på, at prøven var negativ så hendes mor aldrig nogensinde ville behøve, at få at vide, at hende og Glenn havde været så dumdristige.

”Vil du selv hente den, eller skal jeg?” spurgte lægen.

”Jeg tør ikke,” svarede Maria ærligt.

Han klappede hendes hænder igen, rejste sig og gik ud på hendes badeværelse. Hun dirrede på grund af hans lette berøring. Den gjorde hendes krop varm og forsvarsløs. Hun havde aldrig følt sådan før og skammede sig over, at føle sådan overfor en anden mand.

Han kom ind med prøven og satte sig på sengen ved hende igen. ”Den er positiv,” sagde han og viste hende den.

Hun brød grædende sammen i favnen på ham. Det kunne ikke være rigtigt. De havde været så forsigtige. Hun følte det som om hendes sjæl forlod kroppen, flygtede fra dette forfærdelige, som hun stod overfor.

”Hvad nu?” hulkede hun. ”hvad skal der blive af mig? Hvordan skal mit liv nogen sinde blive normalt igen?”

”Ja, du har jo altid et valg,” sagde han trøstende. ”Dit liv vil altid være forandret, men du kan vælge at få det fjernet, hvilket jeg ikke anbefaler. Det er en hård omgang. Og hvis alt slår fejl, er dette faktisk din eneste mulighed for at få et barn. Hvis din forlovede forlader dig, vil du for altid være mærket og barnløs.”

Hun hulkede højere ind mod hans skulder. Åh, Gud, han havde jo ret. Hun var mærket nu. Stemplet som uren og uværdig til nogen mand. Hun måtte leve sit liv alene, hvis ikke Glenn...

”Men du kan også beholde det. Du og din forlovede elsker hinanden meget højt, ikke?” Han holdt hende ud i strakte arme.

Hun nikkede uden at sige et ord.

”Så syntes jeg, du skulle snakke med ham og fortælle ham, hvordan det hele hænger sammen. I skulle alligevel snart giftes og starte en familie. Så hvis I rykker brylluppet frem, er der ingen, der behøver at få noget at vide,” sagde han og smilede sit venlige smil igen.

”Jamen, hvad nu, hvis han gør det forbi? Så –”

”Så bærer du stadig hans barn. Vær taknemmelig for det. Tænkt på de piger, der end ikke får et barn ud af deres udskejelser, men må leve med skammen resten af deres liv. Desuden er jeg sikker på, at din forlovede ønsker dette barn med dig. Forklar ham tingenes sammenhæng, og så skal alt nok gå. Og indtil han kommer tilbage, skal jeg med glæde sørge for, at du og barnet får alt det, I har brug for. Ganske diskret, selvfølgelig.”

Hun tørrede tårerne af sine kinder og smilede forsigtigt til ham. Tænk sig, at der stadig var mænd som ham, som ønskede det bedste for én som hende og hendes ufødte barn.

”Men hvad med mor,” spurgte hun bange, da hun pludselig kom i tanke om hende. Hun ville slå hånden af hende. Selvfølgelig ville hun det. Det kunne ikke være anderledes.

”Rolig nu.” Han klemte hendes hånd. ”Hvis du ikke vil fortælle hende det, skal jeg gerne gøre det for dig. Hun bliver nødt til at få det at vide, på den ene eller den anden måde. Der går sikkert ikke så længe, inden man kan se det. Desuden har du de klassiske symptomer, så hun regner det nok selv ud på et tidspunkt.”

Hun vidst ikke, hvad hun helst ville. Det var lettere, hvis han fortalte det. Men på den anden side, var det også fejt af hende, at lade en anden overbringe de dårlige nyheder. Hun var bare så rædselsslagen for den reaktion, som måtte komme. Agnes var en kvinde, der strengt fulgte samfundets normer. Derfor havde hun heller ikke giftet sig igen efter faderens død. Som kvinde tilhørte man én mand hele sit liv. Agnes fulgte dydens smalle sti – var det for meget at forlange, at hendes datter gjorde det samme?

”Vil du gerne gøre det for mig?” spurgte hun prøvende.

”Selvfølgelig,” smilede han. ”Jeg er sikker på, at hun nok skal tage det pænt.”

Han kendte hende tydeligvis ikke.

”Er der noget du vil spørge om, inden jeg går?”

Der var sådan cirka en million ting, men tankerne ville ikke rigtig tage form.

”Nej… Jo, for resten. Er der noget jeg kan gøre for at slippe af med kvalmen?”

”Der er mange husråd mod kvalme. Mit råd er, at spise den væk. Det lyder som en uoverkommelig opgave, når man er dårlig, det ved jeg godt. Men prøv med lidt forskelligt. Nogen sværger til kiks. Andre til chips. Men det er meget individuelt. Prøv dig frem,” smilede han beroligende.

Han rejste sig og gik over mod døren. Han bevægede sig på en helt fantastisk måde, næsten flydende. Han vendte sig om og sendte hende et blændende smil. ”Det skal nok gå. Hvil dig så meget du kan. Og så ses vi snart igen.” Derpå lukkede han døren efter sig.

Maria lænede sig tilbage i puderne og besluttede sig for at ringe til Glenn, så snart det var muligt. Lægen havde sikkert ret. Glenn ville forstå og haste hjem til hende, for at redde hende ud af denne suppedas, som han vel i bund og grund var lige så stor en del af som hun selv var. Og når de så var blevet gift, ville hun føde ham en søn, en arving til Port-imperiet. Han skulle have sin fars skikkelse, hans sind og hans øjne. Åh, en lille baby med brune øjne. Hun tog sig uvilkårligt til maven og kærtegnede den med små cirklende bevægelser. De ville blive så lykkelige alle tre.

I det samme blev døren flået op og hendes mor kom stormende ind, gik direkte over til hende og knalede hende en lussing med bagsiden af hånde, så det sang i Marias ører. Hun tog sig til den smertende kind og opdagede blod på hånden. Moderens ring, måtte have skåret hende.

”Hvor vover du! Skøge!” råbte Agnes.

”Men mor – ”

”Jeg troede, jeg havde opdraget dig bedre! Du har virkelig skuffet mig! Og hvad med din far, som har arbejdet så hårdt for os begge? Åh, han må vende sig i graven. Og så med en afviger! Jeg er så skuffet!”

”Afviger?”

”Jeg har bedt lægen komme igen i morgen og tage sig af dette rod. Vi beholder ikke den bastard!” Hun vendte om på hælen, smækkede døren og drejede nøglen i låsen.  

 

Det havde været en meget urolig søvn. Hun var vågnet op flere gange, grædende, og havde ønsket, at hun var død. Det ville have gjort det hele lettere. Det ville have sparet dem alle for smerten.

I stedet lå hun nu med tankerne hvirvlende i hovedet og så ud på solen, der stod op og varslede hendes babys død. Hendes og Glenns baby. Hvad ville han ikke sige, når han fandt ud af det? Hvordan ville han reagere?

Hun besluttede sig for, at forsøge at overtale sin mor, til at vente med aborten, til de havde fået talt med Glenn. Det skyldte hun ham. Han fortjente at få hele historien, og så kunne de beslutte sig bagefter – sammen.

Agnes sad i sin sædvanlige lænestol ved vinduet og læste i en tyk bog. Hun værdigede ikke Maria et blik, da hun kom ind i stuen og satte sig i sofaen. Hun tog et par dybe indåndinger, åbnede munden, men lukkede den så igen. Hænderne rystede i skødet, de var svedige og klamme, på trods af at kulden fra isdronningen i lænestolen rasede i lokalet.

”Jeg vil gerne tale med Glenn, inden vi tager en beslutning,” startede hun forsigtigt, da modet endelig turde titte frem fra sit skjul.

”Beslutningen er allerede taget.” Hendes mor kiggede ikke engang op fra bogen.

”Glenn har ret til at være en del af denne beslutning, mor. Det er hans barn lige så meget som det er mit.”

Agnes lagde endelig bogen fra sig og stirrede olmt på Maria.

”Du vover på at blande ham ind i det her. Han har intet med det at gøre,” snerrede hun.

”Selvfølgelig har han det. Det er hans barn.”

”Stop så!” Agnes havde rejst sig og skreg så det rungede i hele huset. ”Det er ikke Glenns barn. Glenn har ikke noget med det her at gøre, og jeg nægter at lade dig slæbe ham gennem sudlet! Jeg ved ikke, hvad der er sket med dit kønne lille hoved, men nu må du til at se sandheden i øjnene, Maria. Den halvblods afviger skal fjerenes inden, det er for sent.” Derpå forlod hun stuen.

Maria så hende ikke resten af formiddagen. Hun undgik bevidst sin datter, og det smertede Maria. Hun ville have ringet til Glenn øjeblikkelig, men han havde udtrykkeligt bedt hende om at ringe på et bestemt tidspunkt om aftenen, for at han kunne være sikker på at være ved telefonen. Han ville ikke forstyrres i møder.

Først da dørklokken kimede, kom Agnes frem og lukkede op for lægen.

Det var den samme læge som dagen før. Han var smilende og gav dem begge hånden.

Det sitrede op gennem hele armen, da hans hånd fandt Marias.

”Har I fået en god nats søvn? Fået sovet lidt på beslutningen?” spurgte han.

”Beslutningen er taget, doktor,” sagde Agnes stramt.

 Maria fornemmede et skift i hans blik, som om en skygge gled over hans øjne, men det skete så hurtigt, at hun ikke var sikker. Hans smil virkede også på en eller anden måde stivnet.

”Hvad siger faderen til denne beslutning?” Han kiggede over på Maria.

”Jeg har ikke talt med ham… ”

Michael så spørgende på Agnes.

”Han har ikke noget at skulle have sagt i denne sag. Maria skal have en chance for at få et normalt liv igen. Derfor flytter vi, lige så snart denne lille sag er overstået.”

Det kunne ikke være rigtigt! Ikke nok med at hun skulle opgive sit barn – sit og Glenns barn – nu skulle hun også rives væk fra alt hun kendte og alle hun elskede. Og at dømme efter hendes mors stamme læber, var det en beslutning som på ingen måde var til at diskutere.

”Må jeg tale med min patient alene, inden vi går i gang?” spurgte Michael venligt.

Agnes sagde ikke noget, men forsvandt ud i køkkenet og lod Maria og Michael stå alene tilbage i stuen. De satte sig i de bløde lænestole.

”Er det en fælles beslutning?” startede han.

Maria brød grædende sammen. ”Åh, Gud, nej. Jeg vil ikke af med min baby. Glenn ved intet om det, og jeg må ikke få lov til at tale med ham for mor. Hun bliver ved med at sige, at det ikke er hans. Hun ævler om afvigere, bortførelse, voldtægt. Men jeg ved ikke, hvad hun snakker om. Åh, Gud, jeg vil bare så gerne skænke Glenn en arving, og nu er der mulighed for det. Hvorfor vil hun ødelægge det hele?”

Michael lagde armene om hende, og hun græd ved hans skulder.

”Hvor gammel er din mor?” spurgte han så stille.

”Hun er 57. Hvorfor?” snøftede Maria.

”Er der nogen arvelige sygdomme i jeres familie?”

Hun rystede på hovedet. ”Ikke hvad jeg ved af.”

Han lænede sig tilbage og kiggede indgående på hende med de utrolige blå øjne. ”Maria, jeg tror din mor er syg.”

”Syg?” Selvom hun sad ned, følte hun sig pludselig svimmel.

”Sindslidende. Det rammer mange mennesker, når de kommer over de halvtreds. Desværre resulterer det i en forvrængning af virkeligheden. Og det bliver værre med tiden, er jeg bange for. Der er ingen mulig kur, men der er steder, hvor personalet er eksperter i at tage sig rigtig godt af den slags mennesker.”

Så blå nogle øjne.

”Forstår du, hvad jeg siger til dig, Maria?”

”Ja,” sagde hun stille uden at fjerne blikket fra det blå dyb. Hvor gav det hele god mening ”Hvem skal jeg ringe til?”

”Det skal du ikke tage dig af. Jeg skal nok ordne det. Men du bliver nødt til at afskrive hende totalt. Det er svært, det ved jeg godt, men hvis hun skal have en chance for at leve et nogenlunde anstændigt liv, må du ikke længere have kontakt til hende. Vil du love mig det?”

”Ja.”

”Nu skal du gå op på dit værelse og blive der lige meget, hvad der sker hernede. Lige meget, hvad du høre, så bliv deroppe indtil jeg kommer og henter dig.”

”Ja.”

Han tog hende i hånden og hjalp hende op at stå. Han førte hende blidt hen til trappen, og hun gik langsomt op ad den. Det var som om hendes ben sov. Det summede så mystisk i dem, men de bar hende ubesværet.

Halvvejs oppe hørte hun sin mor komme ud fra køkkenet. Hun spurgte lægen om, hvornår aborten ville finde sted. Men i stedet for det ventede svar, hørte Maria fordøren blive åbnet og hårdt skubbet ind i væggen. Hun havde lyst til at vende sig om, men benene fortsatte som om, hun ikke selv kunne styre dem og hovedet var som låst fast på nakken. Da hun hørte sin mor skrige, lukkede hun døren til sit værelse og satte sig over på sengen. Der var længe tumult nede i stuen og gangen.

Michael måtte have kontaktet nogle sygeplejere, inden han kom hjem til dem. Han måtte have været klar over situationen og dens alvor, da hendes mor dagen før havde bedt om en abort. Tænk, at ens egen mor kunne gå hen og blive så syg så pludseligt, og helt ubemærket. Det var uhyggeligt. Maria kunne slet ikke kende hende igen. Hun håbede bare, at de ville tage sig godt af hende, der hvor hun kom hen. Det fortjente hun. Men hvor ville hun dog savne hende. Hun havde håbet på, at kunne få lov til at sige farvel. Men måske var det alligevel bedst, at huske hende, som hun engang havde været.

Fordøren smækkede igen.

Maria gik hen til sit vindue og kiggede ned i indkørslen. Der holdt en hvid varevogn. En skaldet, lavstammet mand førte hendes mor ned til vognen. Hendes mor vred sig vildt, men manden holdt fast uden synligt besvær. Det var dog tydeligt, at hun ikke havde givet sig uden kamp. Hendes ellers så perfekt opsatte hår hang i ujævne totter. Der løb blod fra hendes ene øre og mundvig. Hendes tøj var krøllet og uordenligt.

Agnes så op på sin datter og vred sig endnu mere og skreg Marias navn med tårerne trillende ned af kinderne. Så blev hun brutalt hevet ind i bilen.

Maria vendte ryggen til vinduet og satte sig på sengen og ventede. Hendes mor skulle nok få det godt.

Michael kom op et stykke tid efter. Maria var ikke helt klar over, hvor længe han havde ladet hende sidde der alene, men han satte sig på sengekanten ved siden af hende og tog hendes hånd i sin.

”Så er det gjort,” sagde han. ”Du skal ikke længere bekymre dig om din mor. Der vil blive taget god hånd om hende.”

”Tak,” sagde Maria stille. Hun kunne næsten ikke koncentrere sig om andet, end at hans hånd holdt hendes.

”Jeg har også snakket med din forlovede. Jeg tog mig den frihed at ringe til ham. Jeg håber det er okay?”

Hun nikkede, pludselig ængstelig. ”Hvad sagde han?”

”Han er meget glad. Han glæder sig til at komme hjem og være sammen med dig og jeres barn. Han holder stadig fast i forlovelsen, selvom han ikke kan komme hjem lige foreløbig. Han bad mig sige, at det intet ænder mellem jer. Du er meget heldig at have sådan en mand. Han kunne lige så godt have forladt dig. Det er han i sin gode ret til, uren som du jo er nu.”

Maria nikkede genert. Hun vidste kun alt for godt, hvor velsignet hun var ved at have Glenn ved sin side.

”Lige nu er du dog alene,” sagde Michael. ”Har du søskende eller venner, der kan komme og give dig en hånd?”

”Nej. Jeg har mine kollegaer, men vi er ikke så tætte. Der er ingen grund til at give dem mere sladder end højst nødvendigt.”

Michael trak ganske let på smilebåndet. ”Sandt. Hvad med naboer?”

Hun rystede på hovedet. ”De gamle naboer er flyttet. Huset står stadig til salg. Og de andre er hysterisk bange for afvigere, så de snakker aldrig med nogen.”

”Okay, så er du nødt til at klare dig selv indtil videre. Men du må love mig, at du ringer, hvis du oplever de mindste problemer.” Han gav hende et kort, hvor hans telefonnummer stod på. ”Jeg har skrevet mit private mobilnummer på bagsiden. Brug det heller en gang for meget. Du har haft det svært indtil nu, men du går en endnu hårdere tid i møde. Så ring endelig.”

”Det skal jeg nok.” Hun lagde kortet på sit sengebord og gik derpå ned i gangen med ham.

”Hvis ikke jeg hører fra dig inden, kommer jeg og ser til dig igen om en tre ugers tid. Og i mellemtiden, skal du sørge for at spise godt og hvile dig. Især hvis dine opkastninger fortsætter.”

”Okay. Tusind tak for din hjælp, doktor. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden Dem.”

  ”Det var så lidt. Pas nu på dig selv og din baby. Og så ses vi.” Derpå gik han ud af hoveddøren, og hun lukkede den efter ham; glad og sikker på, at det hele nok skulle gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...