Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
960Visninger
AA

3. 2

Det første hun lagde mærke til var den dundrende hovedpine. Den sad i baghovedet og bevægede sig op over kraniet og ned over øjnene. Så blev hun opmærksom på lugten af fugt. Der lugtede af fugt og indelukkethed, som man normalt ville opleve det i kældre eller pulterkamre. Hun åbnede øjnene forsigtigt, gned dem og kiggede op i mørket. Tæppet hun lå på var bredt ud over et lille stykke af det ujævne gulv, så hun satte sig op i håb om at finde en mere komfortabel stilling. Det hjalp dog ikke på hovedpinen, der tog til i styrke, da hun bevægede sig. Stønnende tog hun sig til hovedet og forsøgte at danne sig et overblik over, hvor hun var. Det var svært, når der var så mørkt, men hun kunne ane en lille lyssprække i den anden ende af rummet – fra en dør måske – som gav lys nok til, at hun svagt kunne orientere sig. Hun rejste sig forsigtigt og gik over mod den.

Hænderne lod hun køre ned over væggen, i håb om at finde noget brugbart, som en nøgle, noget mad og drikke, eller en skabslåge, der førte væk fra dette mareridts-Narnia. Døren var af køligt metal og selvfølgelig var den låst. Hun lagde øret mod den, selvom hun ikke anede, hvad hun lyttede efter, men det virkede som det rigtige at gøre. Men der var stille. Så forsøgte hun at kigge ud gennem sprækken, men det eneste hun kunne se, var et ganske lille udsnit af en oplyst gang.

Slukøret vendte hun sig om for at inspicere rummet. Hun lagde hænderne på væggen igen og lod dem følge rummet rundt, så hun havde en anelse, om hvor stor hendes celle var. Måske 3 gange 3 meter. Og der var ikke andet i rummet end hende og et tyndt tæppe, som hun havde lagt på. Hun satte sig ned på det igen og trak benene op under sig og hvilede hovedet på knæene.

Hun anede ikke, hvor længe hun havde været her. Det sidste hun huskede var bussen, der forulykkede. Hun var stadig i afvigernes vold, ingen tvivl om det. Men hvad der var sket med skolelæreren foran hende, kunne hun ikke vide. Hun kunne være blevet dræbt under ulykken. Måske sad hun i en celle som denne, lige som de andre passagerer fra bussen. Måske var de alle blevet dræbt, og nu var det bare hendes tur. De ville vente til hun var vågen, så de kunne se hende lide.

Hendes fingre legede med ringen fra Glenn, og hun fik uvilkårligt tårer i øjnene. Hun savnede ham sådan. Han måtte være ved at dø af bekymring. Han havde garanteret også sat himmel og hav i bevægelse for at finde hende. Så det var egentlig kun et spørgsmål om tid, før hun blev fundet. Hvis hun bare kunne trække tiden ud så længe…

Så hørtes der skridt ude på den anden side af døren. Og lyden af en lås, der blev slået fra. Håndtaget knirkede, da det blev trykket ned, og døren gled langsomt op. Lyset bragede ind i mørket, og Maria måtte holde en hånd op for øjnene for at skærme dem. En mørk silhuet trådte ind i cellen til hende.

”Godt at se dig vågen,” sagde en venlig mandestemme. Hun kunne ikke høre, hvem det var, selvom hun vidste, hun havde hørt stemmen før. ”Jeg har lidt mad med til dig.”

En metalbakke blev skubbet hen over det ujævne gulv og lavede en frygtelig larm. Silhuetten rejste sig og gik. Låsen blev slået for igen, og Maria sad alene tilbage i mørket.

Hun famlede hen over gulvet med hænderne, stadig blændet af det skarpe lys, og hev bakken hen til sig, da hun fandt den. Der var en tallerken og et krus. Vandet i kruset smagte metallisk, men det lindrede den tørre hals og var koldt nok, til at få hende til at glemme hovedpinen en smule. Tallerkenen var dyb og præsenterede hende for et enkelt stykke tørt brød, som hun spiste forsigtigt. Hun var ikke rigtig sulten, men det var ikke til at vide, hvornår hun ville få noget mere. Hun skubbede bakken tilbage mod døren, da hun var færdig, trak sig tilbage til sit tæppe og krøllede sig sammen i samme stilling som før.

Og ganske som hun forventede, blev døren åbnet igen få minutter efter. Den samme silhuet kom ind, tog bakken og låste døren efter sig uden et ord.

Og hvad så nu? Der måtte være en grundt til at de holdte hende i live. Løsesum? Hvorfor så ikke skille sig af med kvinderne i stedet for mændene. Det gav ingen mening, mænd var langt mere værd end kvinder.

I det samme var der nogen ved døren igen.

Maria pressede sig længere op mod muren og forsøgte at gøre sig så lille som mulig.

Det var den samme silhuet som før.

”Kom,” sagde han og rakte en venlig hånd frem mod hende.

Hun blev siddende med benene trukket op under sig.

”Kom nu,” sagde han venligt og tog et skridt hen imod hende stadig med hånden rakt frem.

Langsomt kom hun på benene, men pressede sig stadig op mod muren. Prøvende rakte hun hånden frem og lagde den forsigtigt i hans, som nænsomt lukkede sig om hendes. Hans hånd var varm, og varmen sendte kuldegysninger ned gennem ryggen på hende.

”God pige,” sagde stemmen og førte hende ud af cellen, ud på gangen.

Hun missede med øjnene for at vænne dem til lyset. Der var døre på begge sider af gangen, døre magen til den, der førte ind til hendes celle.

Hun kiggede på sin fangevogter og opdagede, at det var ham fra bussen. Ham, der havde fået politibilerne til at køre ind i hinanden. Var det Leo han hed?  Han havde venlige blå øjne og et roligt, venligt smil. Han førte hende ned gennem gangen, smilende, og hen til døren forenden. Han åbnede den og førte hende op ad en smal trappe og ind i en baggang. Derfra gik turen gennem køkkenet og ind i en stue. Her sad nogle af de andre kvinder. Moderen og datteren sad i en sofa. De holdt om hinanden, og moderen forsøgte at trøste datteren, der hulkede ved hendes skulder. Der var også den første kvinde, der var blevet ført ud af bussen. Hun sad og stirrede tomt ud i luften med et stift blik. Maria satte sig i en ledig lænestol, helt ude på kanten og foldede hænderne i skødet.

Leo satte sig på lænestolens armlæn og smilede ned til hende.

”Godt. Er alle her?” Michael kom ind ude fra køkkenet og stillede sig midt i rummet, så alle kunne se ham. Lige efter kom Max og den lyshårede kvinde.

”Desværre er vi ikke længere fuldtallige,” startede han og så bedrøvet ned i gulvet. ”Men fire ud af syv er da ganske udmærket, ikke Max?”

  Den lavstammede Max smilede grumt ovre fra vinduet, hvor han havde sat sig og betragtede optrinnet.

”Nu skal I høre, de damer. Og hør godt efter. Hvad jeg fortæller jer, vil ændre hele verdenens fremtid.” Hans blå øjne lyste af intensitet, da han kiggede på dem en efter en. ”Som I sikkert har gættet er vi afvigere.” Han vrængede på næsen, da han udtalte det sidste ord. En etiket, som samfundet havde givet fredenglene, da de gjorde oprør og vendte sig mod menneskene. En titel, som var ment til at skræmme og frastøde folk. Den virkede fortrinligt.

Marias øjne flakkede ned over dem. Det var ikke umiddelbart til at se, at de var afvigere. Der var ingen synlige deformiteter, der afslørede dem. Max var lav af bygning, men det var der også mange normale mennesker, der var. Leo virkede helt normal. Den lyshårede kvinde, var smuk og normal. Michael selv var bjergtagende, flot, intens, forførende –

Hun rettede sig op med et sæt, da hendes tanker gik op for hende. Han stirrede direkte på hende med de utrolige blå øjne og med et skævt smil. Kunne han læse hendes sind? Og hvor kom de tanker fra. Hun var forlovet med Glenn og elskede ham højt. Hvorfor kom de underlige tanker så? Hun havde aldrig i sit liv set på en anden mand end Glenn.

”Jeg har fået et kald,” sagde Michael uden at tage øjnene fra hende. ”Et kald, som længe er blevet forudsagt. Da profeten Lind delagtiggjorde verdenen i vores eksistens, vidste han, at det var hans sidste dag i live. Inden da, havde han spået, at vores race, skulle gøres til herrer over Jorden. Og det skulle ske gennem mig.” Michael smilede og rystede let på hovedet. ”Jeg troede ikke på ham til at begynde med. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Hvad var det, der gjorde mig så speciel i forhold til så mange andre af mine artsfæller? Men efter hans død, hvor så mange af hans forudsigelser er gået i opfyldelse, kan jeg nu ikke andet end tro. Og jeg har mærket kraften flyde gennem mig mere end én gang.”

Der var stille i rummet. Kun datterens hulken hørtes.

Michael skævede ned til pigen med en let brynen.

”Lind profeterede, at der skulle komme en Messias og redde vores race fra menneskeheden. Nu må I ikke tro, at jeg er så indbildsk, at jeg tror, det er mig,” sagde Michael med en afværgende hånd holdt oppe og en lille latter. ”Så høje tanker har jeg ikke om mig selv.”

Maria havde ellers sine tvivl.

Datteren græd stadig ved sin mor.

Michael skævede til hende igen, misbilligende.

”Men jeg er her for at hjælpe ham på vej. For at hjælpe ham til verdenen.”

Datteren snøftede.

Michael fik en nervøs trækning ved det venstre øje, da han skulede olmt på hende. Han tog en dyb vejrtrækning, inden han fortsatte: ”Men indtil videre er mine forsøg på at bringe vor Messias til verdenen slået fejl. Og det piner mig. Jeg har lovet Lind at gøre alt, hvad der står i min magt for at udføre min pligt. Og det løfte -”

Pludselig var han over datteren, der igen var begyndt at græde. Han rev hende op af sofaen og med hånden om hendes hals, hamrede han hende ind i væggen.

”Holder du nogen sinde kæft!?” snerrede han af hende.

Moderen var oppe af sofaen med det samme, men uden nytte. Max tvang hende ned igen og holdt hende på plads med hænderne solidt placeret på hendes skuldre. Hun vred sig og skreg, men lige lidt hjalp det.

Datteren var stille. Hendes mund åbnede og lukkede sig som en fisk, der gisper, men der kom ingen lyd. Først, da hun begyndte at blive blå om læberne, gav Michael slip på hende. Hun faldt sammen på gulvet som en sæk kartofler, tog sig til halsen og hev efter vejret.

”Ikke mere snak. Før dem tilbage til kælderen,” sagde Michael og forlod rummet med et opgivende suk.

”Kom med,” sagde Leo og puffede venligt Maria op af stolen. Hun stillede sig over til de andre, der også var kommet på benene. Max førte an. Derefter kom moderen og datteren. Moderen støttede datteren, som nu var helt stille. Så damen, der sad forrest i bussen. Til sidst Maria og så Leo, der dannede bagtrop.

”Han mener det ikke så slemt,” hviskede Leo til Maria.

Hun kiggede forbløffet på ham. Michael havde været ved at kvæle pige, men han mente det ikke så slemt?

Leo må have kunnet se hendes mistro, for han fortsatte ganske stille: ”Han har bare været i gang så længe. Han er frustreret over, at han ikke kan opfylde sit løfte til profeten. Hele vores races overlevelse hviler på hans skuldre. Det er noget af en byrde. Der er ikke noget at sige til, at han er stresset.”

Det kunne simpelt hen ikke være rigtigt. Sådan noget skete kun på film. Folk var ikke så dumme og fanatiske i virkeligheden.

De var kommet ned af trappen, og Max lukkede dem ind i cellerne én efter én.

”Hvad er det, I vil med os?” spurgte Maria stille, da de gik ned gennem gangen.

Leo åbnede døren til hendes celle og gelejdede hende ind i den. ”Michael skal bare indfri sit løfte til profeten. Ikke andet. Tag det roligt, så kommer du snart hjem,” smilede han. Han skulle lige til at lukke døren, da han vendte sig om. ”Hvad hedder du egentlig?”

Maria vidste ikke, om hun skulle svare ham. Han virkede flink. Som den flinkeste af dem i hvert fald. Og hvis hun nægtede at svare, hvad ville der så ske?

”Maria,” sagde hun til sidst.

”Kønt,” vedtog han. ”Jeg hedder Leo. Slap bare af, Maria. Så skal det hele nok gå. Bank på døren tre gange, hvis du mangler noget. Så skal jeg nok se, hvad jeg kan gøre. Prøv at sove lidt. Så går tiden hurtigere.” Og dermed lukkede han døren.

Hun satte sig på tæppet igen. Stadig ikke klogere på, hvad der skulle ske, hvorfor hun var her. Måske kunne Leo hjælpe hende med at flygte. Men han havde sagt, at det snart var ovre. Skulle hun tro på det og bare vente? Og vente på hvad? Det var tydeligt, at disse afvigere, var sindssyge, når de troede på, at Lind var en profet, og at deres såkaldte race skulle eje Jorden. Hvad så med almindelige mennesker? Afvigerne ville aldrig blive nok til at få overtaget. Også selvom, de havde så mange mystiske kræfter. Hun nægtede simpelthen at tro på det.

Hun hørte skridt ude på gangen igen og én af celledørene blev åbnet. Hun hørte mumlen og flere skridt, der forsvandt fra gangen.

Så blev de måske sluppet fri nu. En af gangen. Åh, gid det var så vel. Hun lænede sig tilbage op ad muren og lukkede øjnene. Der var sket så meget. Alt for meget. Det hele var startet som den mest perfekte dag, og nu sad hun alene i en mørk kælder og anede ikke, hvad hun havde i vente.

Pludselig blev slåen banket væk fra hendes dør. Hun rejste sig op med et sæt. Hun måtte være døset hen, for hun havde ikke hørt fodtrinene i gangen. Og det ville hun ellers have gjort, for der var ingen andre lyde at registrere.

”Maria?” Leo stak hovedet indenfor. ”Er du vågen?”

”Ja,” svarede hun forsigtigt.

”Godt, godt. Kom med.”

Hun fulgte ham ud på gangen, og det første hun så, var at alle de andre celledøre stod åbne. Som de kom forbi dem, opdagede hun, at de alle var tomme. Måske skulle hun virkelig hjem nu.

Op af trappen, gennem baggangen, gennem køkkenet, ind i stuen og videre op af en trappe, op til førstesalen og ind i et soveværelse. Der var alt for mange ting, alt for mange døre, til at hun nåede at registrere det ordentligt.

”Sid ned,” sagde Leo venligt og gestikulerede over mod sengen, der var det eneste sted, hvor hun kunne tage plads.

”Michael kommer om lidt,” fortsatte han. ”Og så skal du hjem bagefter. Jeg har fået lov til at kører dig hjem. Jeg håber, vi kan ses igen?” Det var mere et spørgsmål end noget andet. Maria anede bare ikke, hvad hun skulle svare, så hun smilede bare og trak på skulderne, mens hun satte sig. Han må have taget det som et positivt svar, for han smilede bredere end før, nikkede for sig selv og lukkede døren.

Og så kunne hun så åbenbart vente igen. Hun kunne glæde sig over, at hun sad mere behageligt end før, men rummet var stadig blottet for varme. Der var sengen og en stor kommode, der stod op ad endevæggen. Gulvtæppet var lysegråt og de hvide gardiner var trukket for, så hun anede ikke, hvad udsigten bød på.

Hun havde lige rejst sig, for at lure ud af vinduet, da døren gik op igen, og Michael kom ind. Han lukkede døren efter sig og smilede til hende.

”Der er ikke andet end skov,” sagde han og gik over ved siden af hende. ”Ganske vist en meget smuk skov, men personligt kan jeg finde langt smukkere ting at kigge på.”

Hun turde ikke se op på ham, men hun kunne tydeligt mærke hans brændende blik på sig, og uden at ville det, rødmede hun kraftigt.

”Jeg skal gøre det hurtigt,” sagde han tonløst og vendte sig over mod hende. ”Tag tøjet af og læg dig over på sengen.”

Maria kunne ikke tro sine egne ører. Hun kom instinktivt til at holde om sig selv og tog et skridt væk fra ham.

Han sukkede og tog sig til hovedet. ”Lad nu være med at gøre det mere besværligt, end det behøver at være. Jeg har haft en meget lang dag og orker snart ikke mere. Tøjet af og over på sengen. Nu.”

Hun bakkede over mod døren, mens hun rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvem du tror jeg er. Jeg er ikke nogen. Jeg ved ikke, hvad det er du vil med mig.”

”Er det ikke åbenlyst?” grinede han. ”Jeg skal bruge dig. Du er muligvis den, der skal bringe vor Messias til verdenen. Han skal komme gennem mig, og derfor har jeg brug for en rugemor. Hvis du da kan klare det. De andre har ikke været meget bevendt. I grunden en kedelig dag.” Han tog fat i hendes hånd og tvang hende over mod sengen. Hans berøring skulle have vakt afsky, men hun ænsede det knapt. I stedet forsvandt hun næsten i de blå øjne, der stirrede lige ind i hendes sjæl. Det var først, da hun sad på sengen, at hun kom lidt til sig selv igen og rev hånden til sig.

”Vi kan også gøre det på den besværlige måde,” sagde han helt neutralt, som om det var en kop kaffe han snakkede om.

Hun greb fat om sig selv igen. Knugede trøjen helt ind til sig. Klamrede sig til sin ærbarhed.

Han var både større og stærkere end hende, så det var nemt for ham, alt for nemt, at få hende ned på sengen og flå trøjen og nederdelen af hende, og før hun vidste af det, lå hun nøgen med ham over sig. Hun ville have skreget, hvis altså ikke han havde holdt en hånd for hendes mund. Hans varme ånde mod hendes hud gav hende kuldegysninger på en måde, der både frastødte og æggede hende. Hendes krop gjorde ting, som hun ikke selv var herre over, da hans hånd udforskede den. Han slikkede hende på halsen og kom med den samme veltilfredse lyd, som han også var kommet med i bussen.

Og så begyndte sangen lige så stille. En svag sang, der listede sig forsigtigt ind i hendes ører og legede kælent med hendes bevidsthed. Den lagde sig om hendes sind, gjorde situationen tåget og utydelig for hende. Han fjernede hånden fra hendes mund og det eneste, der kom over hendes læber var et suk. Hun mærkede stadig hans berøringer, men de fik hendes krop til at snurre og kilde. Hun følte tydeligt, da han trængte ind i hende, men det var en blød smerte, der var næsten ulidelig dejlig. Hendes tanker kredsede om hans blå øjne, mens hendes krop automatisk deltog i akten. Hun begravede hænderne i hans mørke hår og stødte underlivet op mod ham. Det forfærdede hende, at kroppen var ude af hendes kontrol, men Michael var tydeligt fornøjet over hendes opstemthed, og han bevægede sig hurtigere og hurtigere, indtil han næsten krampagtigt tømte sig i hende. Lige da det skete, forsvandt sangen, der havde lullet hende ind i en falsk tryghed, og hun genvandt kontrollen over sin krop.

Og hun skreg.

Hun lagde hovedet bagover og skreg af sine lungers fulde kraft. Hun vred sig væk under ham og væltede ud på gulvet, hvor hun krabbede sig over i et hjørne og forsøgte at skjule sin nøgenhed. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til blodet på sengen og den røde stribe, der løb ned ad hendes lår.

Michael begyndte roligt at tage tøjet på igen.

”Jeg har sjældent nydt det så meget,” smilede han til hende. ”Tak. Nu må vi håbe, at det har båret frugt. Ellers må vil bare prøve igen.”

Maria sad forskræmt i hjørnet med benene trukket helt op under sig. Hun kunne mærke, hvordan kvalmen begyndte at stige op i halsen.

Michael havde rejst sig og gik over mod hende. Hun forsøgte at gøre sig endnu mindre end hun allerede var. Han lagde hendes tøj ved siden af hende og kyssede hende blidt på panden, mens hun rystede af angst.

”Det skal nok gå. Tag dit tøj på igen. Jeg kommer tilbage om et øjeblik med én af mine venner. Hun skal hurtigt fortælle os, om der er grund til at gøre det igen. Andet end af lyst, vel at mærke,” smilede han. Så rejste han sig og lod hende være alene i værelset. Alene med sine tanker, sin dårlige samvittighed, sin væmmelse, sin modbydelige krop, der ikke havde lystret hende.

Hun brød ud i gråd. Hulkede og kunne ikke stoppe det igen. Hvad ville der ikke ske med hende nu? Hvis hun virkelig slap nu, hvad så med Glenn? Hvad ville han sige? Det havde været aftalen fra starten, at hun skulle være ren, urørt, og det var alt sammen ødelagt nu. Hvad med hendes mor? Hvad ville hun ikke mene? Hun havde kæmpet så hårdt for at få det i stand med Glenn.

Det bankede på døren og det gav et sæt i hende. Hun rev tøjet til sig og fik det hurtigt på. Da hun var ved at lukke sin nederdel, kom Michael ind efterfulgt af en kvindelig dværg, hvis ansigt var grotesk i sin udformning. Næsen var for lang, hagen var for krum, og begge dele skjulte næsten den lille mund. Øjnene sad langt fra hinanden under en meget høj pande. Håret var gråt og trukket stramt tilbage i en knold, der sad i nakken. Hun var den første, der viste tydelige tegn på at være en afviger.

”Dette er Martha,” præsenterede Michael. ”Hun kan fortælle os, om vi har været heldige i første forsøg, eller om vi må prøve igen.” Han lænede sig ind til Maria. ”Personligt håber jeg, vi bliver nødt til at prøve igen og igen,” hviskede han til hende, som om de var fortrolige. Så tog han hende i hånden, førte hende over til sengen igen og skubbede hende nænsomt ned så hun lå på ryggen.

Martha kom hen og løftede op i Marias trøje. Maria hev den hastigt ned igen, men Michael fjernede hendes hånd og rystede stille på hovedet.

”Hun vil ikke skade dig. Det tillader jeg ikke,” sagde han mildt og holdt hende i hånden.

Martha prøvede igen, trak trøjen op og lagde sine krogede hænder på Marias bare maveskind.

Der gik en kuldegysning igennem hende og i et split sekund forestillede hun sig, at dværgen ville flænse hendes mave op og mæske sig i hendes tarme.

I stedet lagde dværgen hovedet på skrå og lukkede øjnene. Så smilede hun, tog hænderne til sig og henvendte sig til Michael: ”Hun er med barn.” Hendes stemme var hæs og næsten kun en hvisken.

Michaels øjne lyste op, og han hev Maria op i en tæt omfavnelse.

”Jeg vidste det,” sagde han. ”Lige fra det øjeblik jeg så dig, vidste jeg, at du var helt speciel. Åh, efter så mange år… Du har ingen anelse om, hvor lykkelig jeg er.”

Maria var helt stiv under hans omfavnelse. Hendes hjerne var holdt op med at fungere, da den modbydelige kælling var kommet med budskabet. Hun håbede bare, at det ikke var rigtigt. Dværgen kunne da umuligt vide det. Ikke allerede og slet ikke ved en enkelt berøring. Tåbeligt.

Michael slap hende og smilede stort. ”Du skal hjem nu. Leo kommer og henter dig. Han kører dig hjem, det lovede jeg ham, at han måtte. Jeg vil sende nogen ud for at se til dig med jævne mellemrum. Jeg kommer også selv, hvis det er muligt for mig. Lige så snart barnet er født, skal du ikke tænke på det længere. Vi skal nok tage os af det. Du kan leve dit liv som du vil, vel vidende, at du har været med til at ændre verdenen.”

Han kyssede hende igen på panden og så på hende med et lykkeligt blik. Så forlod han rummet med Martha lige i hælene. Dværgen kiggede en ekstra gang på Maria, inden hun lukkede døren efter sig. Var det had, hun havde sporet i gnomens øjne?

Hun sad ikke alene længe. Leo kom hurtigt ind til hende og omfavnede hende glædesstrålende.

”Åh, Maria. Jeg har været så nervøs for, at du skulle ende som de andre. Men du var fantastisk. Helt igennem fantastisk. Jeg er så stolt af dig,” sagde han.

Hun forblev tavs. Stadig alt for rystet over hændelsen og meddelelsen fra dværgen til at kunne gøre noget. Afvigerens lykke smittede på ingen måde af på hende. Til gengæld var den med til at forstærke det absurde i hele hendes situation.

For helvede, hun måtte da snart vågne af det mareridt.

”Kom, kom, kom,” smilede Leo. Han førte hende ud af værelset, hvor hendes uskyldighed for evigt var gået tabt og ned af trappen. Ud i køkkenet, forbi en masse stirrende øjne, ud i baggangen og ud i den friske luft. Hun gispede efter den, som om hun lige var kommet op til vandoverfladen igen. Solen stod højt på himlen, så det måtte være omkring middagstid. Og Michael havde haft ret: der var ikke andet end træer at se så langt øjet rakte. Huset hun var kommet ud af var ikke andet end en bjælkehytte, men det var umuligt at se, hvad den skjulte. Det kunne lige så godt være en helt almindelig feriehytte til en helt almindelig familie, der blot ønskede at komme væk fra storbyens stress og jag og bruge weekenden på at koble af, som det kunne være et tilholdssted for brutale afvigere, der kidnappede og voldtog – to sider af samme mønt, smilede hun sarkastisk til sig selv.

Set udefra var det umuligt at vide, at der bag murerne var en rede af afvigere, der fanatisk forsøgte at opfylde en grusom og vanvittig profeti, der skulle resultere i menneskehedens undergang

Maria fik kuldegysninger.

Leo gik over til en lille Fiat, der stod i tomgang. Han åbnede døren for hende, og hun satte sig ind. Af ren vane tog hun selen på og ventede på, at han kom over på den anden side og satte sig i førersædet. Hun stirrede stift ud af forruden, forsøgte at indprente sig omgivelserne, så hun senere kunne forklare dem for politiet. De skulle ikke ustraffet slippe af sted med det her. Aldrig i livet.

Leo lænede sig over mod hende, og hun fór sammen.

”Rolig, rolig. Jeg gør dig ikke noget. Du skal bare have det her på. Som en sikkerheds-foranstaltning,” smilede han og viste hende et sort stykke stof. Han bandt det forsigtigt om hendes øjne, strammede nænsomt knuden i nakken.

”Er det for stramt? Sidder det okay?”

Hun nikkede.

”Godt. Så lad os køre. Hvor bor du?” spurgte han, da bilen satte i bevægelse.

”Fjordblink nr. 9. Det store hvide hus,” svarede hun monotont. Hun talte sekunder og minutter, for at kunne lette politiets arbejde.

”Hvor længe har du boet der? Bor du der alene?”

Hvis han dog bare gad holde mund.

”Jeg har boet der hele mit liv sammen med min mor.”

”Ingen mand?”

”Ikke endnu,” sukkede hun og fingrene begyndte automatisk at lege med ringen.

”Ærgerligt.” Hun kunne høre smilet i hans stemme. ”Hvad med din far?”

”Død,” sagde hun og talte videre i sit hoved. Normalt ramte det hende hårdt, når nogen spurgte til hendes far, men hun var alt for optaget af sin opgave til at kunne lade savnet til ham komme til udtryk.

”Det gør mig ondt. Søskende?” fortsatte han.

”Ingen.” Hvad var det her? 20 spørgsmål til professoren?

”Jeg er rigtig glad for, at du klarede det,” sagde han så pludselig. ”Jeg var blevet meget ked af det, hvis du var endt som de andre.”

”De andre fra bussen? Hvad er der da sket med dem?”

Der var stille længe, alt for længe.

”Det må jeg ikke fortælle dig,” sagde han så.

”Hvorfor ikke? Hvad er der sket med dem? Er de stadig i huset?” Hun begyndte at blive nervøs.

”Hvis det kan få dig til at hold op med at tælle, kan jeg nok godt sige det.”

Hun blev helt tør i munden og varm i kinderne. Tallene i hendes hoved forsvandt som dug fra solen. ”Hvordan…” begyndte hun usikkert.

”Jeg er ikke dum. Det har ikke noget med mine evner at gøre. Det er bare ren og skær instinkt. Holder du op?”

Hun vendte ansigtet nedad og foldede hænderne i skødet. ”Ja,” hviskede hun.

”Tak. Og med hensyn til de andre, så er de stadig i huset, ja.”

”Vi må kunne hjælpe dem,” røg det ud af hende.

”Vi?” Hun kunne høre smilet i stemmen igen. ”Søde Maria. Har du glemt, hvis side jeg er på?” grinede han. ”Desuden er der ikke noget at gøre. De kunne ikke klare det. Michaels sang dræber, hvis man ikke er hård nok.”

 ”Hvad mener du?”

”Det er sådan han gør det. Han har brugt så mange år på at perfektionere sine evner, og det er ikke altid gået efter planen, kan jeg godt fortælle dig. Inden han fik det organiseret, gik han rundt på må og få for at udføre profetens gerning. Men nu er han stærk. Han bevæger sig ind i folks sind med sit eget og synger for dem. Det er faktisk næsten en slags hypnose. Det er de øjne han har. Så kan han gøre som det passer ham, mens de er væk. Desværre er der rigtig mange, der ikke overlever det. Det er hårdt for sindet. Nogle gange kommer de så langt væk, at sindet simpelthen forlader kroppen. Og så er det hele jo spildt.”

”Og det er sket for de andre?” spurgte hun vantro.

”Ja. De fleste af dem. Hende den lille – ved du, hvad hun hedder?”

Maria rystede langsomt på hovedet. Det måtte være datteren, han snakkede om.

”Nå, men hun er i hvert fald stadig i live. Hun er klar i hovedet, det kan man se på hendes øjne. De er vagtsomme. Men ellers kan hun ingenting. Det er synd for hende. Hun ligger bare på sengen og stirrer ud i luften, indtil man snakker til hende. Så kigger hun på én, men ellers er der ingen reaktion.”

”Hvad skal der ske med hende?” Hun turde knapt spørge, men kunne heller ikke lade være. Hun kunne allerede smage galden bagerst i svælget.

”Det kommer an på så meget.”

Maria kunne mærke, at bilen kørte ud på et mere jævnt terræn.

”Det er ikke så tit det sker. Oftest dør de bare og så bliver Michael så rasende, at de fleste af vores værelser, må have skiftet møbler. Men nogle gange, når det er sket, bliver grøntsagen kørt ud i skoven, hvor den ligger til den dør af sig selv, eller bliver spist af rovdyr. Andre gange får nogle andre fra gruppen lov til at fornøje sig, inden den bliver kørt væk. Ellers er der altid Martha. Hun har nogle mærkværdige spisevaner,” grinede han.

Maria lænede sig frem og kastede voldsomt op i bilen. Det kom så hurtigt, at hun ikke engang nåede at tage hænderne op for munden. Det brændte hele vejen op gennem spiserøret, fordi det meste af det var ren mavesyre.

”Fuck.” Leo flåede bilen ind til siden, og hun hørte døren i hans side smække. Så blev den åbnet i hendes side, og den friske luft kildede hende i ansigtet. Han hjalp hende ud og holdt hendes hår væk, da maven vendte sig igen.

”Undskyld,” sagde han forlegent. ”Jeg glemmer, at det ikke er alle, der gør som vi gør. Det kan virke barskt, det ved jeg godt. Undskyld. Det var ikke min mening at gøre dig skidt tilpas.”

Stadig med bind for øjnene kom hun ned at sidde i vejkanten, mens han vimsede rundt. Hun hørte ham hoste, åbne og smække bildøre. Så kom han over til hende igen og gav hende i en flaske i hånden.

”Det er vand,” sagde han. ”Skyld munden. Det var en hård omgang. Og du skal ikke tænke på bilen. Jeg har smidt måtten væk. Vi kan altid få nogle nye.”

Hun gjorde som han sagde, taknemmelig for det kølige vand. Det klarede også tankerne en hel del. Hun var sluppet billigt, syntes hun pludselig. Stakkels pige, der gik en grusom skæbne i møde. Og hun kunne intet gøre nu for at redde hende. Ikke andet, end at give politiet de sparsomme oplysninger hun havde. Hun kunne give signalement på i hvert fald fem af dem. Og hun kunne beskrive huset også. Men derudover… Hun skulle aldrig være stoppet med at tælle. Pokkers også.

”Er du frisk nok til at køre igen?” spurgte Leo og lagde en hånd på hendes skulder.

”Ja.” Hun rejste sig med hans hjælp og blev gelejdet ind i bilen.

Og så var de på farten igen. Nu i stilhed.

Maria fornemmede, at han flere gange forsøgte at starte på en samtale igen, men kom aldrig rigtig i gang. Hun fik næsten ondt af ham. Han var trods alt den eneste, der havde vist hende en smule venlighed.

”Hvad sker der så, når du har sat mig af?” spurgte hun stille.

”Sagde Michael ikke det? Vi kommer og ser til dig en gang imellem.”

”Jo, det sagde han. Jeg tænkte mere på nu. Når du har sat mig af.”

”Ja, så går du ind i dit hus og lever dit liv, som du plejer,” sagde han, som om det var det latterligste spørgsmål i verdenen.

”Og du kører din vej. Som om intet var hændt?”

”Jeps.”

”Folk vil undre sig over, hvor jeg har været. Jeg aner ikke engang, hvor længe jeg har været væk.”

”Så du vil gerne have en historie, du kan bilde dem ind?”

Hun trak på skulderne. ”Jeg kunne også bare fortælle dem, at jeg har været kidnappet og voldtaget af en flok afvigere, der holder til i en skov ikke så langt fra byen.” Det var noget af et sats, at være så ligefrem. Det var hun udmærket klar over, men han havde været hudløs ærlig overfor hende, så hun ville være det samme overfor ham.

Til hendes store overraskelse begyndte han at le.

”Ja, gør du bare det,” lo han.

Hun var forvirret.

”Du tror ikke, vi har tænkt på det? Sig, hvad du vil. Vi vil være over alle bjerge, inden politiet kommer i nærheden af os. Det er ikke første gang, vi har gjort det her. Lige siden Lind stod frem for åben skærm, har vi ledt efter den helt rigtige rugemor. Og hende har vi så endelig fundet. Efter sytten år. Du har gemt dig godt.”

Den måtte hun så tykke lidt på. Hvis det var lykkedes for dem at slippe af med mord i sytten år, var det sandsynligt, at de også denne gang ville slippe af sted med det.

”Jeg er den første, I lader gå igen?” spurgte hun usikkert.

”Jeps. Og jeg takker profeten for det. Du…” Han tav.

”Hvad?”

”Ikke noget, bare glem det.”

Bilen drejede til venstre og holdt stille lidt inden den kørte videre. Hun kunne høre andre biler, der susede forbi, og hun blev helt lettet ved tanken om civilisationen igen, ved tanken om almindelige mennesker.

”Du kan godt tage bindet af nu. Vi er inde i byen, og du er snart hjemme,” sagde Leo.

Hun løsnede knuden i nakken og missede med øjnene mod solen. Der var bygninger på begge sider af vejen, og vejen selv var proppet med tæt trafik, og hun havde aldrig været gladere for at sidde i en trafikprop. At være omgivet af alle de mennesker igen fik hendes hjerte til at synke.

Leo fulgte trafikken og koncentrerede sig om den. Han lagde ikke mærke til, at Maria studerede ham indgående. Han måtte have et eller andet, der kunne melde ham som afviger. Men han så bare helt almindelig ud. Mellemblondt hår, mellemblå øjne, almindelig højde og bygning. Alt i alt en helt almindelig mand, der nemt kunne forsvinde i mængden.

Det var først, da han stoppede bilen et par gader væk fra hendes hus og vendte sig over mod hende, at han så hende overbeglo ham.

”Hvad?” spurgte han og så næsten flov ud.

”Jeg undrer mig bare. Ingen af jer viser tegn på at være afvigere. Ikke andre end Martha.”

Han smilede og kiggede ud af forruden. ”Du eftersøger fejl i vores gener? Som Lind?” Han trak på smilebåndet og hev det ene ben op under sig. Han snørede skoen op, trak den og sokken af og afslørede svømmehud mellem tæerne.

”Det kan nemt holdes skjult. Heldige mig,” klukkede han og tog sok og sko på igen. ”Max har et par ekstra ryghvirvler nederst på ryggen. Vi driller ham med, at det er en hale. Han bliver så dejligt sur.”

”Og Michael?” spurgte hun. Hun havde set ham nøgen og havde ikke lagt mærke til nogen fejl eller mangler - overhovedet. Hendes tanker havde selvfølgelig også været et andet sted.

”Ja, det er straks meget mere vanskeligt. Hvis ikke man ved det, ser man det ikke, men det er faktisk hans øjne. Har du nogensinde set andre med den øjenfarve?”

Hun rystede på hovedet. De havde været ganske forunderlige.

”Kontaktlinser?” prøvede hun.

”Nej. De er ægte nok. Man overser det bare, fordi han vil have dig til at overse det. Hypnosehalløj, du ved,” sagde Leo og viftede med hænderne. ”Martha er faktisk den eneste af os, som virkelig er ramt. Efter så lang tid med fejl i generne, er det som om Moder Natur er ved at rette op på det igen. Der er færre og færre af os, som udvikler synlige fejl.”

De sad lidt og kiggede ud af forruden. Maria var uvis på, hvad det næste træk var. Kunne hun stige ud nu og gå hjem?

”Jeg håber virkelig, at vi ses igen,” sagde Leo så, mens han stadig stirrede ud af forruden. ”Jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at det er mig, der kommer og ser til dig. Men jeg kan ikke love det. Michael virker glad for dig, så jeg tror ikke, jeg har så gode chancer for at komme forbi. Men du skal vide, at jeg er ked af, at det var så slemt for dig. Hvis ikke det var for profetens forudsigelse, var jeg aldrig gået med til, at lade det gå ud over dig.” Han tog en dyb indånding og stirrede ned i rattet. ”Jeg synes virkelig godt om dig.”

Og hvad skulle hun så lige svare til det? Hun kiggede bare ned på sine hænder og ønskede sig hjem så hurtigt som muligt.

”Nå, men…” Han trak på skuldrene og steg ud af bilen. Han gik rundt om den og åbnede for hende. Hun steg ud og var lige ved at sætte i løb hjem, men han tog pludselig fat om livet på hende og krammede hende ind til sig længe.

”Pas godt på dig selv. Og på det liv du bærer. Det betyder så uendeligt meget for os,” sagde han næsten grådkvalt. ”Og smut så hjem.”

Lige så snart han havde sluppet hende, begyndte hun at løbe. Benene satte i gang af sig selv og stoppede ikke, før hun bragede ind i huset og faldt hulkende om på gulvet i gangen. Hendes mor kom farende ud og holdt hende tæt ind til sig, mens hun bare græd og græd. Hun var ikke i stand til at fortælle, hvad der var sket, men havde bare behov for at lade tårerne få frit løb.

Da hun kom op at stå igen, så hun en skikkelse stå i døråbningen ind til stuen. Dette var en silhuet, hun ville kunne genkende alle steder.

Det var Glenn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...