Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
960Visninger
AA

17. 16

Mary hørte egentlig ikke braget, før hun mærkede trykket, der havde ramt døren. Hun mærkede træsplinterne regne ned over sig, men nåede ikke at stille sig i skudlinjen for Chris. I stedet havde han fået drejet dem begge, så hun stod i ly af ham, og han tog det værste med ryggen. Hun var ikke selv bevidst om det, men hørte en eller anden skrige af forskrækkelse og angst, og opdagede først da det stoppede, at det havde været hende selv.

Efter regnen af splinter stilnede af, kiggede de begge ned af gangen uden egentlig at kunne se noget bemærkelsesværdigt. Det var først, da de hørte tumult inde fra stuen, at de begge satte i løb. Chris nåede derind først, og Mary måtte skubbe ham til side, for at se, hvad der foregik.

Arnold tumlede rundt på gulvet med et jerngreb om en fremmed mand, der ikke sådan lige ville overgive sig. Den fremmede fik øje på Chris og Mary først og sendte dem et dyrisk smil, inden han fik samlet sine hænder og sendte en trykbølge af sted mod Arnold, der blev slynget bagud. Så fik den ukendte mand rejst sig og børstede demonstrativt støvet af sin læderjakke. Det overraskede Mary, at han ikke så ud til at være meget ældre end Chris. Han var ikke nær så høj som hendes søn, men det var der på den anden side heller ikke mange, der var, tænkte hun for sig selv. Han var spinkel af bygning, men med et stærkt ansigt. Hans kæbeparti var meget markant og gjorde hans ansigt næsten firkantet. Øjnene, der stirrede på dem, var mørke, men smilende.

”Hold da op,” sagde han med et stort smil og kiggede op og ned af Chris. Han gik over mod dem med en fremstrakt hånd, men nåede ikke længe end et par skridt før Arnold var over ham igen.

”Mary, få Chris ud. Jeg skal nok tage mig af ham her,” stønnede han og tvang den fremmedes arme om på ryggen.

Mary tog fat i Chris´ hånd og var i gang med at føre ham ud til køkkenet, og ud af bagdøren, da den mørkøjede mand åbnede munden igen.

”Som jeg forsøgte at sige før –,” vrissede han og sparkede bagud efter Arnold, der holdt sig i behørig afstand. ”– kommer jeg med fredelige hensigter.”

Arnold tvang ham ned på gulvet, men nåede ikke at gøre yderligere, før Chris vristede sig fri af sin mor og lagde en hånd på Arnolds skulder.

”Slip ham,” sagde Chris alvorligt.

Arnold gloede arrigt på ham, og Mary fandt sig selv stående midt på gulvet i vantro. Hvordan kunne hendes dreng dog på nogen måde tro, at det var i orden at stole på en afviger, som ikke var en del af familien? Hun havde kæmpet, for at opdrage ham til at være skeptisk overfor alle, med mindre hun eller Arnold sagde god for dem. Og han kunne se Arnold slås med denne fremmede, hvilket, syntes hun selv, var et pokkers tydeligt tegn på, at denne mand ikke var godkendt til at være i deres hjem.

”Slip ham,” vedblev Chris og trådte et skridt bagud, så begge mænd havde plads til at rejse sig.

Arnold løsnede kun nølende sit tag i den fremmede mand, men måtte se sig besejret af Chris´ stålsatte blik.

”Jeg håber, du ved, hvad du gør, knægt,” mumlede Arnold og bakkede væk fra den fremmede, som masserede sine håndled.

”Det gør han, ikke sandt, Christian?” sagde den fremmede med et stort triumferende smil.

Chris kiggede skeptisk på ham med hovedet på skrå. Han havde sine hænder klar til kamp, de åbnede og lukkede sig igen og igen, men han blev, hvor han var.

Marys hjerte sank i brystet, da hun hørte Chris´ rigtige navn. Det var så længe siden hun havde hørt det, så længe siden han var blevet kaldt det.

”Du er godt nok blevet stor,” smilede den fremmede familiært og kigge op og ned af Chris.

”Hvem er du?” hvæsede Arnold.

”Ja, hvis du havde ladet mig præsentere mig før, i stedet for at angribe som en anden neandertaler…” sukkede den fremmede teatralsk. ”Navnet er Oliver Toobin.”

Arnolds øjne var lige ved at falde ud af hovedet på ham, men han forholdt sig rolig.  Mary havde aldrig hørt navnet før, men den unge mand førte sig frem med en sådan selvsikkerhed, at det virkede som om, hans navn var alment kendt. Arnold kendte det tydeligvis.

”Det glæder mig meget endelig at møde dig,” smilede han og trykkede Chris i hånden.

Chris fandt sig i det, men hans afsky var tydelig. Han var stadig ikke meget for fremmedes berøringer.

”Er I klar over, hvor langt tid vi har brugt på at finde jer?” Han slængede sig i sofaen med et tilfreds smil. ”Sid ned,” sagde han som den perfekte vært.

”Hvem er `vi´?” spurgte Mary og satte sig i den lænestol, der var længst væk fra deres gæst. Chris stillede sig lige ved siden af hende, lagde en forbløffende rolig hånd på hendes skulder

”Modstanden,” hviskede Arnold ærefrygtindgydende.

”Bingo,” smilede Toobin og pegede på ham med pege- og tommelfinger formet som en imaginær pistol.

Chris så spørgende fra den ene til den anden med hovedet på skrå.

”Dine manere, Chris. Hold dig ude,” sagde Arnold og prikkede sig selv på panden. ”Hvis du har spørgsmål så stil dem.”

”Modstanden?” spurgte Mary og lagde en hånd på Chris´ arm, mens hun blev ved med at se på Arnold.

Toobin gestikulerede til Arnold, at han skulle tage ordet. Han var tydeligvis glad for at være genkendt.

”Modstanden er en flok afvigere, der aktivt gør modstand overfor almindelige mennesker, ordensmagten,” sagde Arnold langsomt.

”Undertrykkerne,” rettede Toobin med en bestemt finger.

Arnold rullede med øjnene og så over på Mary igen. ”De kæmper for at få et frit land for afvigere. I grunden et meget rimeligt ønske, men hvilken nationalitet vil afgive sit land? Så derfor forsøger de at tilkæmpe sig et hvilket som helst land. Det foregår over hele verdenen. De vil tage til takke med det første land, de kan få erobret.”

”Hvorfor har du ikke fortalt om dem før?” Chris meldte sig på banen med det samme spørgsmål, som Mary sad inde med.

”De er en undergrundsorganisation. De har helt andre æresbegreber end vi har – havde,” sagde han med et skulderstræk.

”Og dem havde Michaels flok jo en del af,” gryntede Mary indædt for sig selv.

”Og hvorfor er du her?” spurgte Chris Toobin.

Den unge mand bredte armene ud med et stort smil, der viste de fleste af hans hvide tænder. ”Giver det ikke sig selv?”

”Rekruttering,” svarede Arnold dystert for ham og stirrede alvorligt på Chris.

Hjertet sank i Marys bryst. Den fremmede var kommet for at tage hendes søn fra hende. Lige som de troede sig sikre, meldte en ny gruppe sig på banen for at stjæle hendes dyrebareste eje.

”Jeg havde bare ikke troet, at Sweeney ville sende sin højre hånd ud for at rekruttere.”

Toobin rettede sig stolt op i sofaen. ”Nogle opgaver er bare for vigtige, til at lade hvem som helst tage sig af det. Desuden har det altid været en af mine drømme, at møde Ham.” Det mørke blik borede sig ind i Chris, der flyttede ubehageligt på sig. Han satte sig langsomt ned på armlænet af Marys stol.

Hun og Arnold havde haft mange diskussioner om, hvorvidt de skulle fortælle Chris om, profeten og dennes varsel. Mary havde altid holdt på, at Chris intet skulle have at vide. Der var ingen grund til at han fik storhedsvanvid eller præstationsangst. Arnold havde på den anden side insisteret på, at drengen skulle kende sin skæbne. Han havde flere gange prædiket, at det ikke var noget de kunne flygte fra, ligegyldigt hvor langt de løb, og det var altid endt i ophedede skænderier. Mary havde dog altid haft trumfkortet: det var hendes søn og hende, der stod for opdragelsen. Hvis Arnold ikke kunne indfinde sig med det, kunne han gå.

Chris vidste intet, og hun foretrak det sådan.

”Du skal gå nu,” sagde Arnold bestemt og lagde en hånd på Toobin skulder. ”Du kan fortælle Sweeney, at Chris ikke er interesseret. Hverken nu eller senere.” Hans tone lod den fremme vide, at det ikke var til debat.

Toobin rejste sig med et dybt suk, og kiggede vredt på Arnold. ”Det er en meget dum beslutning. Sweeney er ikke godt til at få et nej.”

”Sweeney kan rende mig,” svarede Arnold koldt.

”Nuvel,” nikkede Toobin. ”Jeg skal nok give beskeden videre. Men, Christian, hvis du ombestemmer dig…” Han rakte et lille kort over mod Chris, der tøvende tog imod det.

Mary ville ønske hun kunne få det til at forsvinde, brænde op, så hun ikke behøvede at bekymre sig om det.

Arnold fulgte deres såkaldte gæst ud til fordøren. Lige inden han gik ud, vendte han sig om med endnu et bredt smil. ”Undskyld det med døren. Leo er ikke sådan at ramme.”

Arnold hamrede døren så hårdt i efter ham, at Mary hoppede en halv meter op fra stolen.

”Hvorfor var han så forhippet for at møde mig?” spurgte Chris langsomt og så fra den ene til den anden.

”Vil du svare på det, Mary?” sagde Arnold trodsigt og stod med hænderne i siden, mens han gloede olmt på hende.

Hun havde ikke brug for hans attitude. Han skulle ikke spille smart eller hellig. Alt hvad hun gjorde var for Chris´ skyld, og det vidste Arnold godt. Alligevel stod han der og så anklagende på hende.

”Chris,” begyndte hun stille uden egentlig at vide, hvad hun ville sige.

”Hvorfor blev han ved med at kalde mig Christian? Og Leo?” sagde han henvendt til Arnold, der stadig lignede en tordensky.

”Ja, hvorfor, Mary?” stak Arnold bebrejdende til hende.

”Så er det godt!” vrissede hun og rejste sig. ”Chris, vil du gå over til Johnas? Arnold og jeg har noget vi lige skal tale om.”

”Mor, jeg er femten. Jeg har ret til at vide –”

”Nu!”

Han tav, da han så alvoren i hendes øjne. Langsomt bevægede han sig over mod hovddøren og lukkede den roligt efter sig.

Hendes hjerte hamrede hårdt i brystet på hende. Vreden brændte i blodet og gjorde hendes tanker slørede. Det eneste hun kunne fokusere på var Arnold, der havde lagt armene over kors og afventede hendes galde. Hun anede ikke, hvor hun skulle starte. Han var i den grad trådt over stregen. Han havde med vilje sat hende i et dårligt lys og havde tvunget hende til at tage en beslutning, som hun helst helt ville undgå.

”Skal du ikke råbe af mig?” sagde han koldt. ”Stikke mig en lussing?”

De kommentarer hjalp bestemt ikke på branden i kroppen. Det fik kun ilden til at brænde kraftigere og det var lige præcis, derfor han havde sagt det. Han stod med et smørret smil og et løftet øjenbryn, udfordrede hende til kamp.

”Du kan ikke tillade dig at udstille mig på den måde, tvinge mig til at fortælle ham om profeten, når du udmærket godt ved, at jeg ikke vil have, han skal vide det!” sagde hun skarpt. Hun kæmpede for at holde sig nogenlunde rolig. Hun ville ikke råbe af ham, han skulle ikke have den tilfredsstillelse, at få ret, selvom det godt nok kløede i hånden på hende.

”Han har ret til at vide, hvem han er, Mary! Du kan ikke gemme ham for evigt!”

”Men jeg kan fandeme prøve! Han er min søn, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at beskytte ham mod de galninge derude!” Hun pegede vredt over mod døren.

”Han tilhører ikke kun dig!”

”Hold op med det vrøvl! Han er en helt almindelig dreng!” Hun gik vredt forbi ham og stampede ned af gangen, ned mod sit værelse. Hun havde brug for at få afstand til ham og hans sindssyge ideer, ellers ville hun ikke kunne garantere for, hvad hun gjorde. Han var helt ude i hampen og gjorde, hvad han kunne for at genere hende.

Hun svingede vredt døren i, men braget lod vente på sig. Hun vendte sig om og så at Arnold var fulgt efter hende og havde grebet fat i døren inden den smækkede.

”Lad mig være,” vrissede hun træt og vendte ham ryggen.

”Nej. Vi skal tale om det her. Det skal uddebatteres én gang for alle.” Han smækkede døren. ”Har du tænkt dig, at fortælle ham det, eller skal jeg?”

”Han skal slet ikke have noget som helst at vide!”

”Han stiller spørgsmål, Mary! Du kan ikke bare ignorere dem!”

”Han stiller kun spørgsmål, fordi den stodder til Toobin kom væltende ind i vores liv. Det er din skyld! Du skulle have fortalt mig om Modstanden for mange år siden, så jeg vidste, hvad vi stod overfor!” råbte hun.

”Det har ikke været aktuelt, for helvede! Jeg troede vi var fri! Jeg anede ikke, at de også var på udkig efter ham!”

”Men du kendte til dem!”

”Hvad har det med noget som helst at gøre?” Han himlede med øjnene.

”Du skulle fra starten have fortalt mig, at der muligvis var flere afvigerkryb, der ville have fingrene i min søn!” spruttede hun arrigt.

”Og hvad ville du så have gjort? Hvad ville du have gjort anderledes? Fundet på andre navne igen? Fundet en anden by igen? Vi kan ikke flygte fra, hvad han er. Lige meget, hvor meget du prøver, vil hans skæbne på et eller andet tidspunkt indhente os. Han skal have at vide, hvem han er.” Arnold stemme var fladet til ro, skønt intensiteten stadig var intakt. Han havde forceret afstanden mellem dem og stod nu lige op af hende, med hænderne hvilende på hendes skuldre. ”Han er den udvalgte, Maria.”

Det gibbede i hende igen, for Gud vidste, hvilken gang denne dag. Lyden af hendes navn, hendes rigtige navn, med den stemme… Det ødelagde alle de forsvarstaler og mure, hun havde brugt så længe på at kreere.

”Hvordan kan du være sikker på det?” hviskede hun besejret.

”Profeten lovede os en udvalgt, der skulle redde afvigerracen. Han skulle avles med vold, fødes i blod og leve i glemsel, inden han til sidst skulle bestige sin sejerstrone og herske over afvigere lige såvel som mennesker. Profeten spåede at den udvalgte skulle kommen gennem Michael. Han er vores frelser,” sagde Arnold stille.

”Og hvis jeg forbyder ham at være det…?” sagde hun trodsigt.

Han lo. Det var meget længe siden, han sådan rigtigt havde leet, og hun nød lyden af det. ”Du er så stædig,” smilede han og førte en vildfaren tot af hendes lyse hår bag hendes øre. ”På så mange måder…”

Nu var det der igen, det blik, som kun var for hende. Den ild, der brændte i hans øjne var så stærk, umulig at se væk fra, og før hun vidste af det, havde han presset sine læber mod hendes. Den hånd, der havde rettet på hendes hår for to sekunder siden lå nu i et fast tag om hendes nakke og pressede hende helt ind i kysset. Hans læber var så bløde, så varme, smagte så sødt. Hun lod fornuften feje til side og tillod sig at nyde øjeblikket. Hun lod instinkterne tage over og mærkede, hvordan kroppen tog styringen og smøg sig helt ind til ham.

Hans anden hånd fandt hurtigt vej ned til det nederste af hendes ryg, da han fornemmede hendes velvilje. Med et fast greb i hende med begge hænder og uden at slippe hendes læber, fik han ført hende baglæns over til hendes seng, hvor han nænsomt lagde hende ned.

Hendes hænder arbejdede helt af sig selv. De fik trukket hans t-shirt over hans hoved, så han lå over hende med en blottet brystkasse. En brystkasse, der ikke længere tilhørte den spinkle afviger hun havde mødt i bussen for en menneskealder siden, men en brystkasse, der tilhøre en mand, der vidste hvad han ville have og kæmpede hårdt for at beskytte det, han havde kært. Hun lod sine hænder løbe op over den og ned over hans arme, ned over de spændte muskler, der spillede lige under huden.

Han stoppede sit kys og stirrede hende alvorligt ind i øjnene.

Han måtte ikke stoppe nu. Han skulle fortsætte, det han var begyndt på. Og helst inden hendes fornuft kom tilbage. Hun længtes efter ham, så voldsomt, at det ikke længere var til at holde ud. Hun var bange for, at hun fysisk ville gå op i flammer, hvis ikke han slukkede den ild, der brændte i hende.

”Maria?” stønnede han anstrengt og skønt det kun var det ene ord, der kom ud af hans mund, var hans spørgsmål tydeligt for hende.

Hun nikkede ivrigt og smilede lidt. ”Jeg ved, hvad jeg gør,” hviskede hun og tog initiativet til det næste hede kys.

Dette var nok til at han mistede kontrollen over sig selv. Han hev hende op i siddende stilling og fik krænget både trøje og bh af hende i hurtige fejende bevægelser. Så blev hun lagt ned igen og fandt sig selv nøgen på sengen, før hun egentlig nåede at tænke nærmere over det. Han lagde sig over hende, stadig iført sine jeans, men hun kunne mærke ham gennem det tykke stof.

Igen arbejdede hendes hænder med en fri vilje og fik hans bukser af ham.

Den søde smerte, der fyldte hende, da han lagde sig til rette mellem hendes ben, var en befrielse hun havde ventet på alt for længe. Hun lagde hovedet tilbage og lod sin tilfredsstillelse komme til udtryk ved et langtrukkent suk, som han istemte. De lå begge helt stille og nød fornemmelsen af at være så tæt på hinanden.

Hans blik brændte stadig, da han betragtede hende, og hun kunne se, hvordan han anstrengte sig for ikke at komme. Hun blomstrede ved hans betagelse og kunne ikke lade være med at flytte lidt på hofterne, så han langsomt kom dybere ind.

”Undskyld,” hviskede han så fortvivlet, inden han begravede sit ansigt mod hendes hals og begyndte at bevæge sig rytmisk, hurtigere og hurtigere, for til sidst at få sin forløsning, langt hurtigere end hun havde håbet på. Hendes krop gispede stadig efter ham.

”Undskyld,” hviskede han ind mod hendes hals. ”Jeg ville ikke… Ikke allerede…” stammede han uden at løfte hovedet.

Hun kørte sine hænder ned over hans muskuløse ryg og kyssede ham ved tindingen. ”Det er okay. Vi må bare prøve igen,” sagde hun blidt og blev helt varm ved tanken.

”Igen?” Han kiggede endelig på hende med et smil, der blændede.

”Igen,” nikkede hun varm om kinderne.

 

Hun vågnede ved, at han havde lagt armen hen over hendes hals. Hun flyttede den ømt og vendte sig, så hun kunne kigge på ham. Han sov stadig tungt, snorkede let. Han lå på maven med ansigtet vendt over mod hende og var et billede på perfekt afslappethed. Dynen var kravlet ned i fodenden af sengen, så han lå helt nøgen ved siden af hende. Hun havde en næsten ustyrlig lyst til at røre ved ham, lade pegefingeren køre ned langs rygraden, ned over balderne, men hun turde ikke. Der skulle normalt ikke meget til at vække ham, men taget nattens udskejelser i betragtning, burde han sove til langt op på eftermiddagen.

Hun smilede for sig selv, glad ved tanken om nattens eventyr. Hun følte sig tilfreds og brugt, på den gode måde, hvor man bagefter er kælen og doven som en kat.

Forsigtigt rakte hun ud efter vækkeuret. Klokken var 8. Hun kunne lige så godt stå op og lave mad til sin lille familie. Hun fik varsomt listet sig ud af sengen, greb sin morgenkåbe i farten og smuttede uhørt ud af døren, som hun lukke stille i. Så trissede hun hen til Chris´ værelse.

Han lå i sin seng på ryggen med benet svunget rundt om dynen og armene over hovedet. Hun havde ikke rigtig nogen idé om, hvornår han var kommet hjem, men han så ud til at sove lige så tungt som Arnold – Leo. Hun ville til at kalde ham Leo igen. Han havde kaldt hende Maria, og hun elskede ham for det. Det betød mere, end hun umiddelbart troede det ville. Det betød, at hun stadig var sig selv. Det betød, at han stadig elskede hende. Og han havde vist det flere gange den forløbne nat.

Hun vendte ryggen til sin søn og bevægede sig ud i køkkenet og startede ud med at lave en simpel pandekagedej. Det banale i de huslige pligter var betrykkende og sendte hende altid ud i dagdrømmerier, så det var først, da han sagde noget, at hun fik øje på ham.

”Du var der ikke, da jeg vågnede.” Leo stod lænet op ad døråbningen med et lille smil.

”Godmorgen,” sagde hun usikkert. Hun var i tvivl om, hvor de stod med hensyn til deres fremtidige forhold, så `godmorgen´ virkede som det mest neutrale at sige.

”Jeg var bange for, at det hele bare var noget, jeg havde drømt…” sagde han, mens han gik over til hende. Han var kun iført et par pyjamasbukser, der hang lidt løst på ham. Han lagde armene om livet på hende og kyssede hende i nakken. Det sendte kuldegysninger hele vejen ned af ryggen, og hendes krop gjorde sig straks klar til ham igen. Forfjamsket over hvor hurtigt hun reagerede på hans berøringer, rakte hun ham stegepanden og bad ham gå i gang med pandekagerne. Han tog imod den med et lille smil, der tydeligt viste, at han vidste, hvorfor hun pludselig blev så fumlende.

”Hvornår kom Chris hjem?” spurgte han, mens han vendte den første pandekage.

”Jeg ved det faktisk ikke. Men han sover endnu,” svarede hun mens, hun hentede æggene og en gryde til at koge dem i.

”Hvordan havde du tænkt dig at fortælle ham det?”

”Tja, hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, han allerede har regnet det ud. Han har sandsynligvis ledt efter os, da han kom hjem og har nok fundet os inde i min seng – sammen. Godt nok er han en meget intelligent dreng, men man behøver ikke være atomfysiker for at regne ud, hvad der er sket…” smilede hun. ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal kalde det… vores forhold…” sagde hun usikkert og bad til, at han ville kunne definerer, hvad det var, de havde sammen.

”Hvor er du sød,” lo Leo kort. Han tog panden af blusset og gik over og knugede hende ind til sig. ”Vores forhold,” sagde han så eftertænksomt. ”Du er min og jeg er din,” konkluderede han.

”Som i kærester?” grinede hun.

”Ja, det kan vi vel godt kalde det, selvom vi måske er lidt for gamle til at have kærester. Men indtil videre er det vel det, vi er.”

Hun kyssede ham kærligt på hagen og håbede, at han ville opfange hendes signal og tage initiativet til at få hende med ind i soveværelset igen.

”Det var nu bare ikke lige det jeg mente…” sagde han og kiggede alvorligt på hende. ”Jeg mente, hvordan vil du fortælle ham om, hvem og hvad han er?”

Det var som at få en spand koldt vand i hovedet. De havde ikke på noget tidspunkt aftalt, at han skulle have noget at vide. Det tjente ikke noget formål. Hvis han virkelig var den, som Leo påstod, ville han vel selv med tiden indtage sin plads i skæbnes puslespil. Indtil da, skulle han have lov til at leve et forholdsvis normalt liv.

”Han skal ikke have noget at vide, ” sagde hun med rynkede bryn og trak sig lidt væk fra hans omfavnelse.

Leo kørte den trefingrede hånd gennem håret og sukkede dybt. ”Hold nu op, Maria. Jeg troede vi blev enige i går.”

”Tydeligvis ikke,” lo hun hånligt. ”Han skal leve sit liv, som han gør nu.”

”Så det vil sige, at du også udelukker gymnasiet for ham?” spurgte Leo vantro.

”Han har ikke godt af at være ude blandt så mange fremmede. Det går galt. Hvad nu, hvis Toobin eller en eller anden opsøger ham på skolen? Tror du så selv, han er stærk nok til at sige nej til deres tilbud om guld og grønne skove?”

”Nej, det tror jeg faktisk ikke han er, for han har aldrig i sit liv fået lov til at vise, at han kan træffe de rigtige beslutninger selv!” Leo havde hævet stemmen og var bakket væk fra hende. ”Jeg troede virkelig, du havde ændret dig. Jeg troede, du var kommet til fornuft.”

”Undskyld, kalder du mig dum?” hvæsede hun.

Leo løftede begge hænder bombastisk i vejret og trak overdrevet på skuldrene. ”Hvis du selv syntes, det er en passende betegnelse…”

”Hvor vover du?” råbte hun. ”Han er min søn! Jeg har det sidste ord, når det kommer til ham!”

”Du bad mig om at hjælpe dig, du tiggede for at få mig til at blive og hjælpe med at styre ham. Har jeg ikke gjort mit job tilfredsstillende?” spurgte han koldt

”Jo.”

”Hvorfor vil du så ikke lytte til mig nu? Løbet er kørt. Han har brug for at vide, hvem han er! Han har brug for at være sammen med andre på sin egen alder! Han ender med at blive en afstumpet eneboer, hvis du fortsætter på den her måde! Er det virkelig dét, du ønsker for ham?” brølede Leo vredt.

”Hold kæft,” skreg hun. ”Du aner ikke, hvad du snakker om! Jeg prøver at beskytte ham, men du kan ikke vente med at sende ham direkte ind i hajens gab!”

”Hvad sker der?” Chris stod midt på køkkengulvet og gned sig i de blå øjne. Han stod i t-shirt og pyjamasbukser og gloede fra den ene til den anden.

”Gå ind på dit værelse, skat,” sagde Maria med en stemme, der stadig dirrede af vrede.

”Det er ikke nødvendigt,” råbte Leo og drejede om på hælen. Han marcherede ind på sit værelse og smækkede døren i med et brag.

”Mor, jeg troede, I var blevet gode venner…” startede Chris. ”Jeg så jer i går inde på dit værelse, da jeg kom hjem. Jeg troede…”

Det troede hun også. Åh, hun havde virkelig troet, at de skulle være lykkelige nu. Hvorfor blev han ved med at hænge sig i de åndsvage ting?

Lige som hun skulle til at fortælle Chris om, hvordan voksne af og til bare skændes, kom Leo farende ud fra sit værelse igen. Han var fuldt påklædt i jeans og trøje og slæbte på sin store kuffert.

”Hvor skal du hen?” spurgte Chris febrilsk.

”Væk,” svarede han koldt uden at se på drengen.

”Hvad mener du?” vrissede Maria og fulgte med i hans hastige tempo over mod fordøren.

”Jeg mener væk! Jeg kan ikke klare det her mere. Det er overgreb på drengen, det du har gang i! Og du nægter at lytte! Jeg har forsøgt, i jeg ved ikke hvor mange år, på at få dig på andre tanker, men du er for stædig! Du tager aldrig fejl! Hvor må det være dejligt, at være ufejlbarlig!”

”Stop nu lige,” begyndte hun, men han bed hende af.

”Nej, Maria. Ikke mere. Det er slut.”

”Men hvad så med os?” spørgsmålet blev ikke til meget andet end en hvisken, for det satte sig fast i halsen på hende som en betændt klump.

”Os?” sagde han og smagte på ordet. Han så ned i gulvet. ”Jeg havde håbet på, at du kunne give dig bare lidt, for din søns skyld. Jeg havde håbet, at det vi fandt i går, var nok til at få dig på ret køl, men…” Han rystede opgivende på hovedet. ”Du ændrer dig aldrig. Lige gyldigt, hvilket navn du bruger, vil du altid være stakkel Maria Holmes, lille forkælet enearving til fars mange penge. En lille pige, der er vant til at få sin vilje og ikke kan eller vil acceptere, at andre måske ved bedre.”

Hun tabte helt pusten, skønt han havde sagt det med så meget ømhed i stemmen og i blikket. Hun anede ikke, hvilket svar hun skulle komme med. Det sårede hende dybt, at han tænkte så lavt om hende.

”Chris, eller Christian, for det er dit navn, hvis du nogen sinde får brug for hjælp eller svar, er jeg mere end villig til at være der for dig. Men jeg kan ikke blive boende her, ikke så længe hun hersker så grusomt, som hun gør.” Han skriblede hurtigt et nummer ned på et stykke papir og gav det til Chris, der stod og stirrede skeptisk på ham. ”Ring, hvis der er noget du får brug for.” Dermed drejede han om, hankede op i sin kuffert og gik ud af døren.

Maria stod lamslået og turde ikke tro sine egne øjne. Han kunne ikke bare sådan forlade dem. Det kunne han ikke. Hun elskede ham jo. Hun elskede ham så højt. Det havde hun fortalt ham i går på så mange måder. Hvordan kunne han bare lade som ingenting nu og forlade hende?

Chris skubbede hende til side og fór ud efter ham. Han greb ham i armen og tvang ham rundt. Leo så roligt på ham, mens drengen gestikulerede vildt. Maria kunne ikke høre, hvad han sagde. Enten var de for langt væk eller også var hendes sanser holdt op med at virke. Øjnene begyndte også at svigte. Billedet af Leo og Chris ude på flisegangen blev mere og mere utydeligt, og hun mærkede de varme spor fra tårerne ned over sine kinder.

Leo lagde sin ufuldstændige hånd på Chris´ skulder og sagde noget til ham, roligt og fattet. Han skævede op på Maria, der stadig stod som forstenet i gangen. Hans blik var det samme som, det altid havde været: det bløde, brændende blik, der kun var til for hende. Det fik hendes hjerte til at holde op med at slå.

Chris klamrede sig til Leos arm, da han vendte sig om for at gå videre. Til sidst måtte Leo tvinge drengen af sig med magt. Han skubbede ham hårdt bagud, og Chris ende på jorden med et brøl af indre smerte. En smerte, som Maria også følte alt for tydeligt. Hun havde lyst til at kalde på ham, få ham tilbage, gå med til alle hans idéer, hvor tåbelige de så end måtte være, men hendes stemme var forsvundet, sammen med hendes hørelse.

Og så var han væk.

Flisegangen var tom. Kun Chris sad midt i det hele, fortumlet og overrumplet. Maria stod stadig urørlig i gangen. Hun burde gå ud og hjælpe sin søn op, burde fortælle ham, at det hele nok skulle blive okay igen. Men hun kunne ikke. Benene ville ikke lystre, og ærlig talt var hun selv i tvivl om, hvordan livet nogen sinde igen skulle blive værd at leve.

Chris kom selv op og vendte sig vredt om mod hende. De blå øjne, der endnu ikke var blevet dækket af mørke kontaktlinser, lynede mod hende.

”Hvad har du gjort?” skreg han. Tårerne strømmede ned over hans ansigt. Han stormede hen imod hende og smækkede døren i med et brag, der fik vinduerne til at ryste.

”Hvad har du sagt til ham? Hvad er det, du ikke vil fortælle mig?”

Hun åbnede munden for at sige noget. Det var hendes mening at berolige ham, men der kom ingen lyd fra hende. Hun anede vitterligt ikke, hvordan hun på nogen måde skulle komme videre herfra.

”Svar mig!” råbte Chris vredt.

Det eneste hun kunne give ham til svar var hendes egne tårer.

”Du har ødelagt alt!” græd han hidsigt. ”Du skal aldrig tale til mig igen!” Han stormede forbi hende, ned af gangen, ned mod sit værelse.

”Chris,” hviskede hun endelig, da stemmen tittede frem fra sit skjul.

Han snurrede hurtigt rundt med mord i øjnene. Gulvet begyndte at vibrer under hende, billederne på væggene raslede, og han knyttede hænderne truende.

Aldrig mere!” sagde han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...