Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
956Visninger
AA

16. 15

Den hviskende stemme ved hendes øre vækkede hende. Den varme ånde fra ham gav hende kuldegysninger. Hun lå med ryggen til ham, og han var krøbet helt tæt op af hende og havde lagt armen rundt om hendes liv.

”Er du vågen?” Stemmen var lettere hæs, men utrolig blid. Han havde været oppe det meste af natten. Hvorfor vidste hun egentlig ikke.

Hun gav sig lidt, men åbnede ikke øjnene. Han skulle få lov til at arbejde for det, selvom hans blotte tilstedeværelse allerede havde gjort hende mør. Han lod sin hånd glide hen over hendes nøgne mave og kyssede hende på skulderen, på halsen, bag øret. Hun gav sig igen og vred lidt i kroppen så hendes bag ganske uskyldigt kom til at gnide sig op af hans køn, der var helt hårdt.

”Så du er vågen.” Hun kunne mærke ham smile op af hendes nakke. Han lod sin hånd glide ned over hendes mave, op over hendes side og ned til den helt skyldfrie popo og gav den et kærligt klem. Så tvang han hende blidt om på ryggen og stjal et kys, som hun ikke kunne andet end at gengælde. Det brændte i kroppen efter ham. Hans varme blev hurtigt hendes og uden flere ord, var han pludselig over hende, hænder, der berørte alle de rigtige steder og –

 

Mary vågnede med et sæt og satte sig skræmt op i sengen. Sveden havde gennemblødt sengetøjet og kroppen havde stadig den underlige sitrende fornemmelse fra drømmen, den samme ild brændte stadig i hende.

”Jeg er ved at blive vanvittig,” sukkede hun for sig selv. Hun rejste sig, tog sin morgenkåbe om sig og gik ud på gangen, der lå øde. Hun satte kursen over til Chris´ værelse og åbnede ganske forsigtigt døren på klem. Han var faldet i søvn med computeren kørende på et eller andet monotont skydespil. Han lå hen over tastaturet med høretelefoner på og snorkede ganske let.

Hun rystede på hovedet og gik helt ind til ham. Forsigtigt lagde hun en hånd på hans skulder og han satte sig op med et ryk, med had i de brune øjne og flåede høretelefonerne af.

”Rolig, Møffe,” smilede hun og holdt hænderne afværgende op foran sig.

”Mor…” sukkede han træt og gned sig i øjnene. ”Undskyld. Jeg drømte. Det er jeg ked af.” Stemmen var som altid klangfuld og melodiøs. Han rejste sig og klemte hende ind til sig. Et ordentligt bjørnekram. Hun havde svært ved at komme sig over, at han var blevet så meget højere end hende. Han ragede næsten to hoveder højere op end hende nu. Og så stærk. Hans kropsbygning var ikke på nogen måde så ranglet som de teenagefyre, hun havde kendt i sin egen ungdom. Arnolds træning havde gjort ham godt.

Hun løsrev sig fra det dejlige kram og lagde begge hænder på hans kinder. ”Du skal i seng. Klokken er mange.”

”Ja, jeg ved det godt,” smilede han træt tilbage og bevægede sig ud på badeværelset.

Hun tog et hurtigt blik på skærmen og genkendte spillet. Hun tog høretelefonerne på og rettede mikrofonen til. En tung vejrtrækning og let snorken ramte hendes ører.

”Godnat Johnas,” sagde hun ind i mikrofonen.

”Fuck, Mrs. C!” skrattede det højt i den anden ende. ”Du skræmte livet af mig.”

”Undskyld, Johnas,” grinede Mary. ”Du skal i seng.”

”Ja. Ja, det skal jeg. Godnat Mrs. C.” Og dermed var der stille i højtalerne.

Som den gode mor hun var, slukkede hun computeren, tændte sengelampen og hev dynen til side så sengen var lige til at smutte i.

Så forsvandt hun længere ned af gangen til et værelse, hun kun sjældent nærmede sig. Døren stod allerede på klem, så hun tillod sig at skubbe den det sidste stykke op, så hun kunne kigge helt ind til sengen, hvor Arnold lå på maven med den ene arm hængende ud over sengekanten. Hans dyne dækkede kun benene, så hun listede sig ind for at trække den helt op omkring ham. Hun stoppede dog op for at betragte ham, hans muskuløse ryg, de brede overarme. Hans træning med Chris havde også udviklet hans egen krop ganske markant. Han var ikke længere den magre Leo, som hun havde lært at kende for så mange år siden. Den underdanige afviger, der havde været med til at ødelægge hendes liv på så mange måder. Nu var han en mand, der kæmpede for at beskytte sin familie så godt som han kunne, på den eneste måde han kunne. Nu var han Arnold.

Varsomt hev hun dynen op over ham og lagde den godt ned over hans skuldre. Hun smilede til ham i mørket, men fangede sig selv i det og rystede på hovedet for at klare tankerne.

Lige idet hun vendte sig for at gå, greb en hånd hårdt fat om hendes læg. Hun vendte sig om med et forskrækket gisp.

”Hvad er der galt?” hviskede Arnold, tog hånden til sig og satte sig op i sengen.

Mary havde ikke fundet talens brug endnu efter forskrækkelsen.

”Hvorfor er du herinde? Er det Chris?” Han var allerede på benene på vej over mod døren, men hun nåede lige at standse ham, inden han stormede ud på gangen.

”Der er ikke noget. Ingenting. Jeg kunne ikke sove og ville lige se ind til jer begge to. Jeg ville bare hive din dyne op igen,” sagde hun hurtigt og undskyldende. ”Chris har det fint. Han fladt i søvn foran computeren – igen.”

Arnolds skuldre faldt slapt ned, og han kørte en hånd gennem håret.

”Mary, for helvede, du gjorde mig bange. Jeg troede vi var blevet fundet,” sukkede han.

”Undskyld, det var ikke meningen.” Hun skyndte sig ud i gangen. Hun vendte sig om mod ham, inden han lukkede døren efter hende. ”Du tror da ikke, de stadig leder?”

Han lænede sig op af dørkarmen og trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke med sikkerhed. Men hvis jeg var Michael, ville jeg stadig søge som en gal boldhund for at finde ham.”

Det strammede om hjertet på hende. Hun havde inderligt håbet, han havde sagt, at de var frie. Men hun vidste også godt med sig selv, at det var ren ønsketænkning. De var hensynsløse og stoppede ikke for noget.

”Mor?” Chris stod i den anden ende af gangen og så spørgende ned på hende og Arnold. ”Skal du vække alle?”

Hun smilede lykkeligt til ham, glad for at han var hendes, glad for at hun havde fået lov til at se ham vokse op, skønt det ikke var under helt normale omstændigheder.

”Hun er ikke rigtig klog,” svarede Arnold og drejede sin venstre pegefinger rundt ved tindingen, mens han rullede med øjnene.

”Hey,” protesterede Mary og huggede en albue ind i maven på ham, så han knækkede lidt sammen. ”Gå i seng, begge to.”

 

Resten af natten havde heldigvis været drømmeløs og hun vågnede frisk og veludhvilet ved lyden af støj inde fra stuen. Hun svang sig ud af sengen og kom hurtigt i tøjet.

Arnold og Chris stod foran hinanden, begge i kampstillinger, klar til den andens udfald. Møblerne var rykket ud til siderne som altid, når de havde deres små træningssessioner. De svedte begge, så de havde tydeligvis været i gang i et stykke tid.

Arnold var den første til at angribe. Han tog et par hurtige skridt over mod Chris, der lige så hurtigt skiftede sin vægt fra den forreste fod til den bagerste. Han løftede det forreste ben for at modstå Arnolds fremstød, men den voksne mand sank ned på knæ og lod sine ben feje Chris om på gulvet. Han væltede tungt og bandede højlydt, da Arnold var over ham som et lyn.

”Du har brug for din søvn. Præcis lige som alle andre,” vrissede han af den store dreng, der lå under ham.

”Det ved jeg da godt,” stønnede Chris, mens han kæmpede for at komme fri.

”Hvorfor fandt din mor dig så sovende foran computeren – igen?” Arnold lød vred og lod sig ikke sådan lige ryste af.

”Jeg skulle bare lige ordne noget sammen med Johans. Slap dog af. Hvorfor bliver du så vred?” Chris brugte både arme og ben for at komme fri, men Arnold blev, hvor han var.

”Du ved ikke, hvornår der kommer et angreb, Chris. Du kan ikke tillade dig at sløse.”

Inden Mary fik set sig om, havde Arnold viftet med den trefingrede hånd og en af de tunge metalliske spisebordsstolene kom glidende hen over gulvet og fandt sig til rette over Chris´ hals og holdt ham nede. Arnold satte sig overskrævs på stolen med armene hvilende på ryglænet. Chris forsøgte at løfte stolen og dens besidder af sig, men uden megen held.

”Du bruger ufine tricks,” stønnede han.

”Jeg er afviger,” hvæsede Arnold som sit eneste forsvar.

Det skete alt samme så hurtigt. Mary nåede kun lige at se det korte skift i Chris´ øjne inden Arnold fløj bagud med stolen efter sig. Begge landede på gulvet med et brag, og Chris var oppe på et øjeblik.

”Hvis det er sådan vi leger…” knurrede Chris og lagde hovedet på skrå. Ved siden af ham hævede sofabordet sig og strøg gennem luften og ramte Arnold i maven. Han krummede sig stønnende sammen og vinkede ivrigt til den ene side. Marys bærebare computer kolliderede med Chris´ nakke. Drengen råbte højt af smerte, men blev på benene. Han rakte hånden ud mod Arnold og uden at røre ham, fik han mentalt fat om hans hals. Arnold prøvede at gribe fat om de usynlige hænder, der tog kvælertag på ham, men han sank ned på knæ, gispende efter vejret.

”Så er det nok!” skreg Mary og puffede hårdt til sin søn, der stod med mord i øjnene. Grebet om Arnolds hals blev straks løsnet, og han faldt forover og hev ilten ned i lungerne.   

”Du stopper lige nu!” råbte hun af Chris.

”Det var sgu da ham, der begyndte,” råbte Chris vredt tilbage og gestikulerede voldsomt over mod Arnold.

”Du ved, jeg ikke vil have, du bruger dine evner! Ned i kælderen!”

Han blev stående, hvor han var. Han trak vejret tungt og hele hans ansigt var forvredet af vrede, mens han gloede ondt på Arnold, der langsomt kom på benene.

”Nu!” brølede Mary og pegede hen mod kælderdøren.

Chris´ blik flakkede, da betydningen af hendes dom gik op for ham. Hans kiggede bedende på hende, men hun gav sig ikke. Hendes afgørelse var urokkelig.

”Rend mig,” mumlede han henvendt til Arnold og gik vredt over til kælderen. På vejen lod han sin vrede gå ud over væggen, som fik en knytnæve lige i synet.

Lige så snart hun havde hørt kælderdøren smække, vendte hun sig over mod Arnold og gav ham en syngende lussing. Det sved i hendes håndflade, og hun håbede at det sved bare halvt så meget på Arnolds kind, men hun nægtede at vise, hvor ondt det gjorde. Arnold tog sig roligt til kinden og kiggede på hende med det blik, der kun var hendes.

”Hvad skulle alt det til for?” spurgte hun vredt.

”Han tager for let på det.” Arnold gik forbi hende og ud i køkkenet, hvor han hev en pose grøntsager op af fryseren og lagde den mod sin kind. Mary marcherede lige efter ham og frydede sig i sit stille sind over nødvendigheden af de iskolde grøntsager.

”Du havde ikke behøvet at provokere ham på den måde.”

”Han fatter det ikke,” sagde Arnold indædt. ”Han forstår ikke at faren er virkelig. Han forstår ikke, at de leder efter ham. Han tror, han er usårlig. Og hvis de en dag kommer, Mary, så vil du takke guderne for, at jeg har lært ham at bruge sine kræfter. Så du hvor stærk han er?”

Hun nikkede.

”Det er helt vildt. Jeg har aldrig set noget lignende,” himlede Arnold. ”Men han er stadig en femtenårig knægt, der mener at verdenen tilhører ham. Han har ingen anelse om, hvad der venter ham derude i virkeligheden. Du kan ikke beskytte ham for evigt. Hvad havde du tænkt dig, der skulle ske efter sommeren? Jeg kan ikke blive ved med at undervise ham, Mary. Han lærer for hurtigt, han ved allerede for meget.”

Hun havde tænkt sig, at de skulle forblive i deres lille boble og glemme alt og alle. De skulle være samme alle tre, kun de tre for altid. Hun havde ikke villet indse, at der kom en dag, hvor han skulle flyve fra reden. Og slet ikke så tidligt. Han var stadig kun et barn. Hendes barn. Tårerne pressede sig på i øjenkrogen.

”Mary,” tonelejet havde ændret sig, og Arnold førte hende ind i stuen igen, hen til sofaen, hvor de begge satte sig.

”Du har givet ham så meget. Han er en god dreng, en intelligent dreng, og han forstår at passe på sig selv – som du nok kan se.” Han pegede over mod sofabordet, der stod på siden i den anden ende af stuen. ”Men han har brug for at være sammen med andre på sin egen alder.”

”Han har Johnas,” sagde hun forsvarsberedt.

Arnold lagde hovedet på skrå. ”Det er ikke nok. Han kan så mange ting, ved så mange ting, men han er socialt afstumpet. Han forstår ikke, hvordan man agerer overfor andre på sin egen alder. Den eneste forbindelse han har til resten af verdenen er Johnas. Han lever gennem ham, har du ikke lagt mærke til det?”

Hans ord tvang hende til at tænke på det billede hun havde fundet på Chris´ computer. En ung pige, på Chris´ egen alder, med mørkt hår og mørke øjne. Meget køn og smilende. Hun sad ved siden af Johnas, og han havde armen om hende. Mary tvivlede på, at Chris have gemt billedet på grund af Johnas.

Hun gemte ansigtet i hænderne og sukkede træt. ”Hvad foreslår du?”

Arnold tog sin arm til sig, som han indtil nu havde haft liggende om hendes skuldre. ”Johnas skal jo på gymnasiet efter sommerferien…”

”Ud blandt andre?” sagde hun prøvende. ”Og du vil starte med at smide ham direkte ind i løvens hule?”

”Han skal jo starte et sted. Det vil være hårdt for ham, uden tvivl. Men det rent faglige skal du ikke bekymre dig om,” sagde han med et lille smil. ”Han skal kun være der, for at lære det sociale aspekt af at være blandt mange mennesker hver dag.”

”Kan han ikke bare læse sig til det, lige som alt andet?” vrissede hun.

”Mary.” Hans tonefald tillod ingen diskussion. ”Lov mig, du vil tænke over det.”

Hun kunne ikke lade være, nu hvor han havde plantet tanken i hendes hoved, så hun kunne med god samvittighed nikke.

”Lukker du ham ud,” kvækkede hun. ”Jeg tror I to har brug for en fredelig snak.” Hun lagde overdrevet meget tryk på det næstsidste ord og kiggede alvorligt på manden ved sin side. Han smilede varmt til hende og det tændte den samme flamme, som var blevet tændt ved drømmen om ham natten forinden. Hun hadede, at han havde den virkning på hende. Hun hadede, at hun vidste, at han engang havde elsket hende. Hun var ikke længere sikker på, at han stadig gjorde det og turde derfor ikke tage chancen og fortælle om sine følelser for ham. Det ville ødelægge alt, hvis han ikke kunne gengælde hendes forelskelse.

”Jeg taler med ham,” sagde han og gav hendes hånd et lille klem. Så rejste han sig og gik over til kælderdøren.

Hun hørte den blive åbnet, og hun hørte et forskrækket gisp fra Chris, der, hvis hun gættede rigtigt, sad på de første par trin, med benene trukket godt op under sig for at gøre sig så lille som muligt.

”Hvad vil du?” spurgte hendes søn bryskt.

”Snakke,” svarede Arnold.

”Må jeg komme ud?”

”Ja. Lad os gå ind på mit værelse. Kom, Chris.”

Så kunne hun så få lov til at rydde op i stuen efter dem. Typisk. Men på den anden side, kunne det forhåbentlig distrahere hendes tanker. Hun var blevet færdig med at skubbe møblerne på plads og var i gang med at støvsuge, da de to herre kom ind igen, smilende, og hun åndede lettet op.

 

”Tag dig nu lige sammen, Chris. Læs højt,” sagde Arnold utålmodigt.

”Ja, ja,” sukkede Chris og kiggede op på uret igen, inden han rettede sin opmærksomhed mod bogen. ”Wer mit Ungeheuern kämpft, mag zusehn, dass er nicht dabei zum Ungeheuer wird. Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein.”

For Mary lød det fejlfrit og meget smukt. Hun havde aldrig selv været interesseret i sprog, men var meget imponeret af folk, som kunne. Ud over tysk, havde Arnold også insisteret på, at Chris lærte spansk, fransk og latin. Han havde selv forslået japansk, men det kunne Arnold ikke, så Chris var begyndt på det som selvstudie.

”Flot. Oversæt,” bad Arnold.

Chris sukkede. ”Kom nu, den er snart 16. Johnas kommer lige om lidt. Lad mig nu gå.” Han havde haft svært ved at sidde stille den sidste time, hvilket var grunden til at Mary var kommet derind. De var begyndt at skændes voldsomt, og hun kunne høre dem hele vejen gennem huset. Men hendes tilstedeværelse havde beroliget gemytterne igen – selvom Chris ikke var glad for, at hun holdt med Arnold om at skoledagen skulle færdiggøres, ligegyldigt hvor lang tid det tog.

”Hvem end der bekæmper monstre bør sørge for, at han ikke bliver et monster. Og hvis du kigger længe ned i en afgrund, stirrer afgrunden også ind i dig,” sagde Chris hurtigt og så på Arnold med et desperat håb.

”Meget flot, Chris. Og hvem har skrevet det?” Arnold smilede lidt for sig selv. Mary kunne se, hvordan han nød at pine drengen med lige et ekstra spørgsmål.

”Nietzsche. Og lad mig så komme ud,” grinede Chris og fór over til døren. Han skubbede kærligt, men bestemt sin mor til side og flygtede ud af sit værelse inden Arnold fik fat i ham.

”Du er en møgunge,” råbte Arnold ømt efter ham.

”Og du er en sur, gammel sadist,” råbte Chris glad tilbage og så var han ude af hoveddøren og ventede sikkert i forhaven.

Mary forstod ham godt. Johans havde været på tur med sin klasse og havde været væk en hel uge. De havde mailet hinanden, men det var tydeligt, at Chris savnede sin bedste og eneste ven.

”Han er helt utrolig dygtig,” sagde Arnold. ”Selv når han ikke koncentrer sig.”

”Jeg ved det. Han har også haft en fantastisk lærer,” smilede hun tilbage.

Hans blik ændrede sig ganske flygtigt, og hun håbede ikke, at han så mere i hendes smil end hun ville vise.

”Har haft?” Han så på hende med et løftet øjenbryn.

”Ja. Du har været meget dygtigt. Er meget dygtig.”

Han satte sig over på Chris´ seng og kiggede indgående på hende. ”Har du overvejet, det vi talte om?”

”Gymnasiet?”

Han nikkede og bad hende sætte sig ved siden af ham.

”Jeg ved det ikke endnu,” sukkede hun. ”Det er et meget stort skridt. Der er så meget, der kan gå glat. Hvad med deres scannere?”

”Nu må du holde op. Han er stadig registreret som almindeligt menneske. Det bliver ikke noget problem. Og han skal nok klare sig. Han har Johnas at støtte sig til. Men hvis han skal ind på samme gymnasium som ham, skal du altså snart til at søge plads. De bliver snuppet hurtigt. Jeg skal også med glæde søge for jer,” tilbød Arnold.

Hold op med at snakke om det åndsvage gymnasium og kys mig, tænkte hun. Kunne han virkelig ikke mærke, at hun brændte efter ham. Brændte efter at mærke hans kærtegn, hans ømhed. Hun havde lyst til at tage hans hånd i sin og bare holde den, forvisse sig om, at han var der, var virkelig. Men hun måtte tænke på sin søn først og fremmest. Hvis noget gik galt mellem hende og Arnold, ville han ikke længere være i stand til at undervise Chris. Og Chris var den vigtigste.

Og som kaldet kom han gående ind i huset, ivrigt talende med Johnas, der var vendt hjem fra en uge i Sverige.

”Ej, gider I ikke godt gå hen og lege kærester et andet sted. Det er faktisk min seng,” brokkede han sig med et charmerende, skævt smil.

”Vi går nu,” sagde Mary og rejste sig synkront med Arnold. Sønnens kæreste-bemærkning stak hende i hjertet, men de måtte agere som ægtefolk, når de havde gæster, som nu for eksempel Johnas. Et rollespil, som efterhånden var blevet mere og mere kærkomment for Mary.

”Velkommen hjem igen,” smilede hun til den stadige blonde dreng. Hun omfavnede ham hurtigt og han takkede. Så lod de drengene være alene. De havde sikkert meget at tale om. Eller Johnas havde sikkert meget at fortælle, og Chris savnede at høre om alle de ting, der skete ude i verdenen.

”Spiser du med, Johnas?” spurgte Mary lige inden Chris lukkede døren.

”Ja, tak, det ville være dejligt,” svarede han høfligt. Chris´ manere var til dels smittet af på Johnas, ligesom Johnas´ næsvished også havde sat sit præg på hendes søn, men den overskyggede sjældent hans gode opførsel.

 Arnold førte an ud i haven, hvor de slog sig ned på terrassen midt i solen.

”De er som nat og dag de to,” grinede han.

”Meget,” medgav hun og smilede med. Johnas var lige så blond som han altid havde været og Chris´ hår var sort som natten. Chris´ bygning var som en voksen mands, mens Johnas var spinkel og ranglet. På alle måder virkede Chris ældre end sin kammerat. Men når det gjaldt samværet med andre, var Johnas klart på forkant. Chris havde altid suget alle de informationer til sig, han overhovedet kunne vride ud af vennen om klassekammerater, konflikter og, det mest interessante emne de senere år, piger. For Chris en mystisk og fremmed race.

”Hvad så, bette kone,” smilede Arnold og klappede Mary på låret. En lille intern joke, der var blevet udviklet gennem årene.”Hvad byder aftensmaden på?”

”Jeg overvejer faktisk at bestille en pizza, bette husbond,” gav hun igen.

Han rettede sig overrasket op i havestolen. ”Bestille mad udefra? Er du sikker på, du vil bruge én af de to gange om året du gør det, på i dag?”

”Morsomt,” sagde hun og prikkede ham i siden, hvor hun vidste han var kilden. Han krummede sig sammen med en lille latter.

”Stop, Mary. Du skal ikke starte på noget du ikke kan afslutte,” advarede han med et skummelt smil.

”Jeg ved ikke, hvad du mener,” sagde hun uskyldigt og prikkede til ham igen.

”Stop. Jeg mener det.” Den påtagede sure mine skræmte hende ikke, så hun fortsatte ufortrødent, mens han forsøgte at styre sine latterkramper.

Pludselig havde han rejst sig og tårnede sig op over hende med et drilsk blik. Hun krøllede sig sammen i stolen med et hvin, men han fik hende slynget over skulderen så let som ingenting. Han kiggede sig rundt i haven, mens hun hang med hovedet nedad over hans muskuløse ryg.

”Der er for mange, der kunne komme til at se noget her,” sagde han mistænkeligt og tog hende med inden for.

”Sæt mig ned, Arnold,” grinede hun.

Resolut traskede han gennem stuen og ned af gangen og drejede ind på hendes værelse. Han smed hende på sengen.

Hun rejste sig, men han var snart over hende igen og tvang hende ned på sengen. Han satte sig overskrævs på hende, selvom hun kæmpede for at komme fri og kæmpede for at holde latteren tilbage.

Han holdt begge sine hænder op foran hende.

”Kun otte fingre, men du tvinger mig til at bruge dem,” smilede han og gav sig til at kilde og prikke til hende, som hun lige havde gjort ved ham.

Hun skreg af grin og forsøgte at slå hans hænder væk.

”Stop, stop, stop,” hylede hun.

“Det virker ikke at sige stop. Det virkede ikke, da jeg prøvede og jeg advarede dig mod at fortsætte. Nu må du betale prisen,” grinede han.

Hun skreg igen, men kunne næsten ikke få vejret af grin.

”Skrig bare, der er ingen der kan høre dig,” lo Arnold med en falsk ond latter.

I det samme blev døren åbnet af Chris. Johnas stod bag ham og forsøgte at se over hans skulder.

”Hvad laver I?” spurgte Chris med slet skjult misbilligelse.

”Hjælp mig, skat. Få ham til at holde op,” spruttede Mary af grin.

Hendes søn tog et par skridt ind i værelset for at komme sin mor til undsætning, men bremsede så pludselig. Han lagde hovedet på skrå og stirrede intenst på Mary. Dette stoppede hendes latteranfald, og også Arnold så, hvordan drengens øjne fik en helt anden glans over sig. Antydningen af et smil kunne anes i den ene mundvig, mens han kiggede fra den ene til den anden.

”Det her må I vist hellere selv klare,” sagde han så med sin karakteristiske bløde og melodiøse stemme. Han vendte sig om mod Johnas og fik puffet ham med ud af værelset igen.

”Vi går ned efter pizza,” sagde han, lige inden han lukkede døren.

Mary lå som forstenet i sengen, med hænderne om Arnolds håndled, og stirrede hen mod den lukkede dør. Hun havde ingen anelse om, hvad det gik ud på. Han plejede da ellers nok at være klar til at kæmpe mod Arnold.

”Har du nævnt noget om pizza til ham?” sagde Arnold helt alvorligt og kiggede ned på hende.

”Nej,” svarede hun monotont og mødte hans blå øjne. Og der var det igen, det blik, som kun var tilegnet hende. Det bløde, kærlige blik med den stærke flamme. Hun blev pludselig meget bevidst om, at han sad over hende og at hendes kinder brændte varmt. Hun havde ikke rødmet i mange år, hvorfor så lige nu?

”Kunne du mærke ham?” spurgte Arnold.

Hun rystede på hovedet, bange for at stemmen ville dirre af nervøsitet.

”Det kunne jeg heller ikke. Men han må have været inde i én af vores hoveder, siden han vidste besked om pizzaen. Hvad tænkte du på, da han kom ind?”

At det var dejligt at være os to. At det var fantastisk at være i sengen med dig. At du skulle kysse mig, tage mig… tænkte hun. Højt sagde hun: ”Du kildede mig. Jeg ville have dig til at stoppe.”

”Og det var det eneste du tænkte på?”

Hun nikkede.

”Er du okay, Mary? Du er helt opblusset.” Han lagde en bekymret hånd på hendes varme kind og hun mærkede, hvordan hjertet smeltede. Hun tillod sig at nyde berøringen i et enkelt sekund inden hun svarede ham. ”Du er tung.”

”Åh, undskyld.” Han flyttede sig fra hende og trådte ud på gulvet, alt for langt væk. Han tog varmen med sig og fik hendes hjerte til at skrumpe. Hun satte sig slukøret op og ønskede inderligt, at han ville komme tilbage eller at hun turde åbne munden og fortælle ham sandheden. Han var den eneste som virkelig kendte hende, den eneste, som så hende som hun virkelig var, og hun brændte efter at han skulle rive hendes beskyttende mur ned og bryde helt ind til hende.

”Mary, du må ikke være for hård ved ham, når han kommer tilbage,” bad Arnold. Han havde fejltolket hendes sårede udtryk og troede åbenbart, at det var Chris´ brug af evner, der havde gjort hende ked af det. Men han skulle nok blive straffet. Det kunne han være sikker på.

Hun forlod soveværelset og gik ud for at dække bordet. Arnold hjalp til i stilhed

Drengene kom væltende ind af døren ti minutter efter. Der var et eller andet ved teenagedrenge, som gjorde, at de ikke kunne komme ind i et rum på en normal og stille måde som alle andre. De kom skraldgrinene og tjattede til hinanden hele vejen hen til bordet, hvor de satte de fem velduftende pizzapapkasser.

”Skrid nu, din idiot,” råbte Johnas med et smil og skubbede Chris ind i favnen på sin mor.

”Hellere en idiot end et ranglet fugleskræmsel,” svarede Chris igen.

”Tal pænt, i to,” brød Arnold ind med myndighed i stemmen. Begge drenge tumlede ned på hver sin stol og brød én af pizzaerne op i mindre dele og gik i kast med dem som vilde hunde.

”Teenagere,” mumlede Arnold opgivende.

Samtalen drejede sig mest om Johnas og hans tur til Sverige. En begivenhedsrig tur, der krævede kendskab til nogle detaljer som var sket inden selve turen. Johnas var en god fortæller og god til at få alle aspekter med. Mary lyttede gladelig på ham, men havde hele tiden et øje på Chris, der slugte det hele råt, selvom han sikkert havde fået alle historierne før inde på værelset.

”Mange tak for mad, mrs. C. Det var lige, hvad jeg manglede for at føle mig rigtigt hjemme igen,” smilede Johnas og tømte sit glas med cola. ”Men mor og far savner mig nok efterhånden. Jeg må helle vende hjemad.”

”Det har været hyggeligt,” sagde Arnold venligt.

Chris fulgte sin ven ud og kom træt ind til bordet igen bagefter. Han satte sig tungt i stolen og prustede mæt.

”Alt for meget pizza,” mumlede han og klappede sig på maven.

”Vi skal have en snak, Chris,” sagde Mary uden at kigge på ham.

”Om hvad?” Han lød oprigtigt overrasket.

”Pizza,” sagde hun bare. Den måde han kastede hovedet opgivende tilbage på, viste med al tydelighed, at han var klar over sin forseelse.

”Det var ikke med vilje, mor, det kom bare til mig.”

”Jeg har sagt, at jeg ikke vil have dig til at rode rundt i andres sind. Det er modbydeligt,” skældte hun.

”Ikke altid,” mumlede han og kiggede på Arnold, der pænt holdt sig udenfor diskussionen.

”Hvad mener du med det?” spurgte Mary skarpt. Han skulle ikke svare igen. Hun hadede det.

Han krympede sig i stolen og undgik at se på hende. ”Kan vi ikke tale sammen i enerum, mor?”

Det kom bag på hende. Det var ikke meget, han ikke kunne sige foran Arnold. Deres forhold var stærkt, og de snakkede som regel om alt. Derfor betød hans ønske om privathed nu også så meget mere. Hun nikkede og fulgte ham ind på hans værelse, hvor de satte sig i hver sin ende af sengen.

”Hvad så, Møffe?” sagde hun.

”Du kan lide ham.” Det var en konstatering.

”Ja, jeg har altid syntes Johnas var en god dreng.” Hun var forvirret. Det vidste han da, ellers havde hun stoppet deres venskab for mange år siden.

”Ikke ham,” sukkede han. ”Arnold.”

Det gibbede i hende og det tog hende et øjeblik ekstra at få fundet et svar. ”Ja, jeg kan godt lige Arnold.”

”Hold nu op, mor. Du ved godt, hvad jeg mener. Hvorfor siger du det ikke til ham?” spurgte Chris med et undrende blik.

Han skulle ikke vide så meget om hendes følelser. Det var noget hun havde for sig selv. Han skulle ikke invadere hendes privatliv på den måde.

”Det kommer ikke dig ved, Chris. Og det er lige præcis derfor, du skal holde dig fra folks tanker,” vrissede hun.

”Men hvad ville der ske, hvis du fortalte ham det? Tror du virkelig, det ville ødelægge det hele? Ved du ikke, hvordan han føler for dig? Kan du ikke se det?”

Alt for mange spørgsmål, som han ikke skulle blandes ind i.

”Lad være, Chris,” bad hun og tog sig til hovedet.

”Da jeg kom ind på dit værelse og fandt jer… du virkede så lykkelig, mor. Lykkeligere end jeg har set dig før.”

Minderne om Chris som spæd kom væltende ind over hende. Lykkelige min. Hvad havde han ikke gjort for at gøre hende lykkelig? Og det var endt i en katastrofe.

”Lad det ligge. Det er ikke noget der kommer dig ved,” sagde hun bestemt.

”Årh, for helvede, mor!” Han rejste sig vredt og sparkede til sin kontorstol. ”Fatter du det ikke? Kan du ikke se, at han også er fuldstændig forelsket i dig? Og har altid været det! I kunne være lykkelige, hvis ikke du var så pokkers stædig!”

”Du skal ikke hæve stemmen af mig, unge mand!”

Han sukkede og kørte hænderne gennem håret. En vane han havde adopteret fra Arnold. ”Johnas er lykkelig,” sagde han så pludseligt og roligt.

Det var alt for hurtigt et emneskift til, at hun kunne følge med, så hun kiggede spørgende på ham.

”Med Laura. De fandt sammen på turen,” fortsatte han med ryggen til hende. Han havde blikket rettet ned i gulvet og skuldrene hang tungt. Så det var altså det, der nagede ham. At Johnas havde fundet en pige. Og hvis hun gættede rigtigt, var det den samme pige, som hun havde set på Chris´ computer. Og han var jaloux. Jaloux over en pige han aldrig havde mødt, aldrig havde set i virkeligheden.

Hun rejste sig, gik hen til ham og tvang ham til at vende sig rundt. Hun lagde hænderne på hans kinder og drejede hans ansigt, så hun kunne se ham i øjnene.

”Hvis Johnas er lykkelig, skal du være glad på hans vegne. Men jeg ved det er hårdt, skat.”

Han lagde armene om hende og krammede hende ind til sig. ”Undskyld, mor. Det var ikke min mening at trænge ind i dit sind. Jeg fornemmede bare kort de samme følelser fra dit værelse, som jeg havde fået fra Johnas, og jeg fik ikke hævet mine parader hurtigt nok.”

De stod sådan i tæt omfavnelse, da døren til værelset blev sprængt i stumper.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...