Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
947Visninger
AA

15. 14

Det var et ganske almindeligt hus i ét plan med hvidkalkede mursten og sorte tegl på taget. Vinduerne var store og imødekommende og ved hoveddøren lå der en måtte med påskriften `velkommen´. Mary skulede ondt til den og mærkede, hvordan det næsten vendte sig i hende af lutter smagløshed.

Chris tog føringen op af flisegangen og ringede på dørklokken. Han kiggede spændt op på sin mor, og hun kunne se, hvor svært han havde ved at stå stille. Han havde aldrig været sammen med nogen på sin egen alder før, så det var helt nyt for ham. Da han var yngre, havde han ofte spurgte om, han ikke måtte få en eller anden tilfældig dreng med hjem, når de passerede nogen på gaden, men Mary havde altid sagt nej. Han skulle holdes skjult. For politiet og for sin far.

Men hun havde efterhånden også indset, at han ikke ville blive en komplet dreng, hvis ikke han kunne agere med andre på sin egen alder. Han var langt klogere end Johnas, langt mere manipulerende og langt stærkere på alle måder, men han havde brug for en at spejle sig i. Og Johnas og hans mor, Karin, virkede harmløse.

Det var Johnas, der lukkede op for dem. Hans lyse hår stod igen i hård kontrast til Chris’ mørke, men begge drenge dirrede nærmest af spænding, da de så hinanden

”Hej!” jublede Johnas lykkeligt og hev Chirs med ind i huset.

Mary gik smilende efter dem og lukkede døren. Hun så lige drengene forsvinde ind på, hvad hun formodede var Johnas’ værelse, inden døren blev smækket efter dem. Karin kom til syne ude fra køkkenet i det samme og tog smilende imod Mary, der stod og følte sig lidt utilpas. Hun følte sig fanget, alene fordi hun stod i et fremmed hjem.

”Hvor var det dejligt, I kunne komme. Johnas har sådan glædet sig.”

Mary blev ført ind i stuen, der bar tydeligt præg af, at der boede en livlig dreng i huset. Der lå legetøj over det meste af gulvet, mens resten af stuen havde en tydelig feminin karakter. Små nips prydede vindueskarme og hylder. Nips, der talte deres eget klare sprog om, at husets beboere yndede at rejse rundt i verdenen. Side om side med de mange artefakter stod billeder i alle afskygninger. Billeder af Karin og hendes mand før Johnas kom til verdenen var i den ene ende af stuen og fyldte kun en tredje del af, hvad billederne af guldklumpen fyldte.

Mary følte sig overvældet af de mange genstande, der mindede hende om, hvor lidt hendes eget hjem viste om deres liv. Der var ingen billeder, ingen nips, der kunne hjælpe minderne på vej fra en ferie man havde været på for fire år siden. Det eneste hun faktisk havde, og som hun altid havde haft med sig var Chris – og en ring i hvidguld med en sart lyserød diamant. Den lå altid i hendes taske, men kom aldrig ud for at se dagens lys. Et minde om et for længst tabt liv.

Hun kunne høre, hvordan drengene hvinede af begejstring inde på værelset.

”Kaffe?” spurgte Karin, da hun satte sig i sofaen med Mary.

”Gerne,” smilede Mary tilbage.

Problemet var egentlig ikke Karin. Hun var sød og venlig. Deres samtale var fin og hyggelig. Mary tog oven i købet sig selv i at grine af og til. Det som bekymrede hende var, at Chris og Johnas var alene på værelset. Det lød som om de hyggede sig, men efterhånden som timerne gik, blev de mere og mere stille. Var der ikke gået lang tid siden de sidst havde givet lyd fra sig?

”Så det var noget af en overraskelse, da Peter kom hjem og så, at badevandet var løbet over. Nu husker han altid at lukke for det,” grinede Karin.

Mary smilede samtykkende.

”Hvad tror du, de laver derinde?” spurgte hun.

Karin trak på skuldrene. ”Johnas plejer at være god til at finde på lege, så de hygger sig sikkert bare.”

”Chris har aldrig rigtig haft nogen venner.”

”Hvorfor dog ikke? Han er da en dejlig dreng,” sagde Karin med et spørgende blik.

”Han er en dejlig dreng. Helt fantastisk,” smilede Mary og kiggede over mod den lukkede dør. ”Han har bare aldrig fundet nogen han kunne være sig selv sammen med.” Og det var dét der bekymrede hende. Hvad nu hvis han virkelig var sig selv, sit afvigerselv overfor Johnas? Arnold havde lovet, at Chris kunne klare sig selv, kunne tøjle sine evner, men hvad nu, hvis det vitterligt gik galt?

”Gud, er klokken så mange?” hvinede Karin og næsten sprang op af sofaen. ”De har jo slet ikke fået frokost.” Hun gik hen til den lukkede dør og bankede på med en enkelt kno.

Mary holdt vejret og det syntes som en evighed, inden der blev taget i håndtaget.

Johnas stak sit blonde hoved ud.

”Vi leger, mor,” sagde han irriteret.

”I skal have noget at spise. Kom med ud i køkkenet. Så laver vi noget sammen.”

”Mor...” sukkede Johans pinligt berørt.

”Det lyder hyggeligt.” Chris kom til syne i døren, og Mary kunne trække vejret igen. Han masede sig forbi Johnas og fulgte efter Karin ud i køkkenet. Mary rejste sig og dannede bagtrop, da Johnas også besluttede sig for at tøffe med.

Karin var allerede begyndt at finde ting frem til at lave en pandekagedej og Chris gik hende til hånde som om det var den naturligste ting i verden. Han rakte hende en skål fra skabet, fandt mælken i køleskabet og gav hende stegepanden, allerede inden hun spurgte om den.

”Man skulle næsten tro, du havde været i vores køkken før,” smilede Karin og tog panden fra ham.

Han skævede over mod sin mor, der vredt gengældte hans blik.

Johnas var blevet sat til at piske dejen sammen og var dybt koncentreret om sit foretagende.

Pandekagerne blev færdige og de satte sig alle fire ved spisebordet. Snakken gik lystigt og begge drenge fjollede og legede med maden. Hver pandekage havde fået sit eget navn og nogle af dem var tilmed i familie med hinanden. Det var faktisk første gang Mary havde set sin søn være som alle andre femårige. Det lettede hendes hjerte.

 

Turen hjem i bilen var én lang monolog om, hvor fantastisk dagen havde været. Chris var lykkelig. Han havde fået en ven, og han syntes det var vidunderligt at lege med ham. Det var så let.

”Hvad legede I?” spurgte Mary, da Chris holdt en lille pause for at få vejret.

”Han viste mig først alle sine Star Wars-figurer. Han har rigtig mange. Og de er vildt seje. Jeg vil også gerne have nogen engang. Jeg kan ønske mig dem i fødselsdagsgave. Og så legede vi politi og afviger.”

Det gibbede i hende. ”Hvordan leger man det?”

”Den ene er politiet og den anden er afviger. Man bliver selvfølgelig først enige om, hvad afvigeren kan. Og så skal politiet fange afvigeren. Det er smaddersjovt.”

”Hvem var så hvem?”

”Vi skiftedes.”

Hun mærkede trykket lette fra brystet. Uskyldig leg, det var ikke andet end det. Hun løsnede grebet om rettet, samtidig med, at hun pustede lettet ud.

”Men han er ikke særlig fantasifuld med sine afvigere. Og han tror ikke på dem, jeg finder på. Han sagde, at der aldrig havde været en afviger, der kunne læse folks tanker…” Chris rystede opgivende på hovedet.

”Og hvad sagde du så?” Hun turde næsten ikke tænke på svaret. Han kunne jo være kommet til at afsløre sig selv uden egentlig at ville det.

Han trak på skuldrene. ”At det kunne han ikke vide noget om, for han kendte ikke til alle afvigere i hele verdenen.”

Hjertet slappede af igen og slog med sin normale rytme.

”Du ved godt, at du aldrig må vise ham, hvad du er i stand til,” sagde hun bestemt og glanede hurtigt over på ham.

”Jeg ved det,” svarede han og så ud af sideruden. ”Betyder det, at jeg får lov til at lege med ham igen?”

Hun kunne høre ængstelsen i hans lille barnestemme. Den skælvede en anelse, og han fastholdt blikket ud af sideruden, tydeligvis bange for at få hendes svar. Hun var også bange for at give det. Det kunne ødelægge det hele, hvis han fik talt over sig til Johnas bare en enkelt gang. Men han havde brug for nogen at spejle sig i. Hvis Johnas pressede ham hårdt nok, ville Chris uden tvivl komme til at vise sine evner. Og han var en dreng med temperament. En dreng, der nogle gange havde lidt svært ved at styre sit temperament. Men han skulle hjemmeskoles af Arnold og ville derfor ikke komme til at møde andre drenge, han kunne få et fornuftigt forhold til. Og Karin virkede også fornuftigt og glad for Chris.

Hun trommede på rettet med tommelfingrene, mens hun gik listen igennem. Der var mange ting, der tale både for og imod. Til sidst måtte hun stole på sin mavefornemmelse.

”Jeg skal hjem og snakke med Arnold om det, men jo, du må gerne lege med ham igen.”

Det glade jubelråb, han kom med var meget ukarakteristisk for ham. Han klappede i hænderne og lænede sig over og gav hende et hurtigt kram.

”Tusind, tusind, tusind tak mor. Du er den bedste mor i hele verdenen!”

”Rolig nu, Møffe. Der komme til at være nogle regler for, hvordan og hvornår I kan lege sammen. Jeg skal have det drøftet med Arnold og i morgen, har vi reglerne klar til dig. Hvis ikke du kan indordne dig under dem, er det slut med at lege med Johnas,” sagde Mary og forsøgte at lyde bestemt.

Chris sad ved siden af opslugt af den lykkelige nyhed.

”Forstår du, hvad jeg siger?” sagde hun lidt skarpere.

”Ja, mor. Jeg forstår det. Og jeg skal nok følge reglerne,” smilede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...