Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
956Visninger
AA

14. 13

”Mor! Mor! Se, hvad jeg har fundet. Må jeg beholder ham? Må jeg ikke nok?”

Mary sad på en bænk i den store, grønne park og kigge op fra bogen. Hun så sin søn komme løbende fra den anden ende af legepladsen. De små ben hjulede afsted, hans stemme var fuld af barnlig iver, som kun en femårig kan have og på lang afstand kunne hun se de brune øjne lyse med intensitet og forventningens glæde.

”Hvad har du nu fundet, Chris?” smilede hun til ham, da han forpustet tumlede ind i hendes ben.

”Kom og se, kom og se, kom og se,” jublede han og hev hende op fra bænken med et fast tag i hendes hånd.

Hun lagde bogen fra sig med ryggen opad, så hun kunne huske, hvor hun var kommet til. Det var én af de tåbelige kærlighedsromaner, som alligevel fik hendes pigehjerte til at banke lige lidt hurtigere. Hun fulgte efter sin søn under det tomme legetårnet, gennem den enorme sandkassen, forbi de forladte gyngerne og hen bag en busk til en bænk, hvor der sad en dreng på Chris’ alder. Det var en dreng, der var lige så blond, som Chris var sorthåret. Så blond, at det næsten var hvidt. Han sad foroverbøjet med ansigtet gemt i hænderne, og hun kunne høre ham hulke ganske stille.

Chris lage en hånd på drenges skulder og smilede glad til sin mor. ”Må jeg ikke nok beholde ham?”

Mary rystede stille på hovedet og satte sig på hug foran drengen. Forsigtigt fjernede hun hans hænder og løftede hans hovedet lidt op.

”Hej, ven,” sagde hun venligt. ”Hvad er der med dig? Har du slået dig?”

Drengen snøftede og rystede på hovedet. Snottet løb ud af næsen og blandede sig med tårerne. Hans blå øjne så trist på hende.

”Er du blevet væk?” spurgte hun.

Han nikkede heftigt og tørrede sig under næsen med sit ærme.

”Må jeg ikke nok beholde ham, mor? Han er så sød,” spurgte Chris og stillede sit mest bedårende ansigt op.

”Han er vældig sød, Chris, men man kan ikke beholde andre folks børn.” Henvendt til den fremmede dreng sagde hun: ”Var du her med din mor?”

Han nikkede slukøret igen.

”Hvad hedder du, ven?” fortsatte hun.

”Johnas Brutus Cole…” klynkede han. ”Jeg er fem år.” Han holdt sin hånd frem og viste alle fem fingre, for at indikere sin alder.

”Det er jeg også,” jublede Chris. ”Hvis du er blevet væk, må du gerne bo hos mig. Jeg skal nok passe godt på dig og give dig mad og gå tur med dig.”

”Chris,” formanede Mary. ”Han er ikke en hund.”

Chris skød surmulende underlæben frem. ”Det ved jeg da godt…”

”Kom, Johnas. Så skal vi finde din mor.”

Johnas tog nølende hendes fremstrakte hånd og fulgte hende ud på legepladsen. Den var mennesketom som den altid var på denne tid af dagen. Det var lige præcis derfor, Mary kun kom derhen på det tidspunkt.

”Hvor legede du sidst?” spurgte hun Johnas.

Han pegede over på legetårnet.

”Og hvor sad din mor, mens du legede?”

Han pegede over mod bænkene, der var tættest på tårnet. Der sad ingen nu. Mary tog et hurtigt blik rundt til de resterende bænke, men også de var tomme.

”Kom,” sagde hun og førte an ud til parkeringspladsen. Chris løb op på siden af hende, mens Johnas opgivende fulgte efter lige bagved dem.

”Mor?” hviskede Chris.

”Ja, Møffe?”

”Hvis det nu er, at vi ikke kan finde hans mor…”

”Nej, du må ikke beholde ham.”

”Årh, du er så streng!” mumlede han.

”Hvad sagde du?” Hun kiggede ned på ham med et løftet øjenbryn.

”Ikke noget,” sagde han og så undskyldende ned i jorden.

”Det mente jeg nok.”

Ude på parkeringspladsen, holdt der flere biler end der var folk i parken. Fordi pladsen lå så centralt, blev den også flittigt brugt af folk, der skulle ind og shoppe.

”Ved du, hvordan din mors bil ser ud?” spurgte hun, og sad på hug foran Johnas.

”Den er blå,” sagde han stille.

”Mørk eller lys?”

”Mørk!” svarede Chris glad. ”Det er en Mazda 2. Nummerpladen er –” han kneb øjnene i og koncentrerede sig, lagde hovedet lidt på skrå. ”- NF 5… Jeg kan ikke rigtig se det,” sluttede han så.

”Stop det, Chris,” skældte Mary og tog ham hårdt i armen.

”Av,” sagde han forurettet og hev armen til sig. ”Jeg gør jo ikke noget. Jeg rører ham jo ikke.”

”Hvordan vidste du det?” spurgte Johnas forundret og gloede på Chris med store våde øjne.

”Han er god til at gætte.” Mary sendte Chris nogle øjne, der kunne dræbe. Han åbnede munden i protest, men hvad end det, var han skulle til at sige forsvandt, og han kiggede ned i jorden.

”En mørkeblå Mazda 2. Jamen, lad os lede efter sådan én.” Hun tog Johnas i hånden igen og smilede venlig til den skræmte dreng.

”Hun kommer nu,” mumlede Chris stille stadig med blikket rettet ned.

Mary vendte sig om mod ham. ”Hvad?”

”Der,” han pegede over mod den modsatte side af parkeringspladsen. ”Hun er bange og ked af det. Hun tror, der er nogen, der har taget ham.” Han snakkede helt stille og kiggede hele tiden ned i jorden. ”Det er ikke med vilje, mor. Det kommer bare. Hun føler det så stærkt, og jeg kan ikke lukke det ude.” Chris’ stemme skælvede lidt, og han tog stadig ikke øjenkontakt med sin mor.

”Det er okay, Chris. Kom, Johnas. Din mor er herovre.”

Og som kaldet kom en kvinde først i trediverne, med lige så lyst hår som Johnas over til dem. Hun småløb og så både skræmt og lettet ud. Hun havde blå øjne med mørke rander om. Bekymringen var ikke til at tage fejl af, den stod malet i hendes ellers kønne ansigt og hele hendes krop udsendte nervøse signaler, der smittede af på Mary. Chris så ud til at få det mere og mere ubehageligt jo nærmere hun kom. Han vred sinde hænder, og hans blik flakkede rundt uden at ville fæstne sig ved noget konkret.

”Johnas!” udbrød hun lettet og løb over til ham, løftede ham op og knugede ham ind til sig. ”Det må du aldrig gøre igen.”

Johnas kunne slet ikke sige noget. Han snøftede bare ned i sin mors skulder.

”Tusind tak,” sukkede moderen til Mary. ”Jeg troede, jeg havde mistet ham.”

”Jeg fandt ham ved legepladsen,” fortalte Chris stolt. ”Han sad der helt alene og var meget ked af det. Hvorfor var han alene på legepladsen?” Chris så skeptisk op på Johnas´s mor.

Mary hev fat i ham og skulede ned på ham. ”Chris!”

”Han var sur fordi, vi skulle hjem, så han løb væk,” forklarede Johnas´s mor roligt, mens hun stadig holdt om sin søn. ”Han har lidt af et temperament.”

”Det var godt vi fandt din mor, Johnas,” sagde Mary og lagde en venlig hånd på drengens ryg. ”Vi ses en anden gang.” Mary begyndte at bevæge sig tilbage mod legepladsen, men Chris blev, hvor han var og kiggede op på Johnas, der havde armene slynget om sin mors hals.

”Chris,” kaldte Mary.

”Kan Johnas lege?” spurgte Chris med hovedet på skrå som var så karakteristisk for ham, når han havde noget i gære.

Mary tog sin søn i hånden og hev ham nænsomt, men bestemt hen til sig. ”Jeg tror Johnas gerne vil være sammen med sin mor efter sådan en forskrækkelse.”

”Hvad vil du lege?” snøftede Johnas nysgerrigt og tørrede snottet væk under næsen.

Chris trak på skuldrene og så intenst på Johnas med sine brune øjne.

”Må jeg, mor?” spurgte Johnas.

”Vi skulle egentlig hen til mormor og morfar…” begyndte hun, men Johnas lod sine våde hundeøjne og sin trutmund gøre hende blød.

”Kun ti minutter så,” sukkede hans mor og satte ham ned.

Johnas hoppede glad over til Chris, der havde viklet sig fri af sin mors hånd og sammen løb de over mod legepladsen igen.

”Karin Cole,” smilede kvinden og rakte sin hånd frem mod Mary.

”Mary Chasedin,” præsenterede Mary sig.

Sammen gik de over mod legepladsen, hvor Chris allerede var kravlet op i legetårnet og heppede på Johnas, der asede og masede for at følge efter. Helt præcist hvad legen gik ud på, anede Mary ikke, men det så ud til at de hyggede sig. De to mødre satte sig på en bænk nærmest legetårnet og kiggede på de to drenge. Johnas var let se inde i tårnet. Med sit lyse hår havde han svært ved at skjule sig, hvorimod Chris næsten gik i et med skyggerne. Mary anstrengte sine øjne, for at se, hvad han lavede, mens hun pakkede sin kærlighedsroman ned i tasken.

”Han plejer ikke sådan at løbe væk,” sagde Karin lidt undskyldende.

”Der skete jo ikke noget,” svarede Mary.

”Men når jeg tænker på, hvad der kunne være sket…” Karin skuttede sig. ”Med alle de afvigere, der efterhånden render rundt…”

Mary lagde en hånd på Karins, der var hårdt knyttet. ”Du må ikke tænke sådan. Det vigtigste er at han er i god behold.”

Karin nikkede og kiggede ud på sin dreng, der sad stille i legetårnet med ryggen til dem.

”Han er meget fremmelig, din dreng,” sagde Karin venligt. ”Han har et langt større ordforråd end Johnas.”

”Chris? Tja, det er han vel,” svarede Mary med et skuldertræk. Hun havde ikke rigtig andre at sammenligne med, men hun vidste godt, at han altid havde været længere fremme end sine jævnaldrene. Han var på alle måder en meget speciel dreng. Derfor var det også med et ængsteligt hjerte, at han fik lov til at lege med Johnas. Hun vidste aldrig, hvad han tænkte, vidste aldrig helt, hvor hun havde ham. Hun elskede ham mere end noget andet på jorden, men var samtidig ufattelig bange for ham. Hvis alt gik galt, havde hun ikke en jordisk chance for at styre ham.

”Har du skrevet ham op til en skole? Johnas er skrevet op til den der ligger på Rådhusgade. Den har et virkeligt godt gennemsnit og alle elever og forældre bliver tjekket hvert år,” smilede Karin og så lettet ud.

Hverdags snak med fremme var ikke just noget Mary normalt gjorde i.

”Det lyder dejligt og sikkert. Chris skal hjemmeskoles. Arnold er allerede i gang med at undervise ham ganske lidt, men vi begynder at trappe op, så han kommer til at få en hel skoledag.”

”Kan han godt styre det, når det er hans far der underviser?” Karin så spørgende på hende.

Marys mave trak sig sammen ved tanken om Chris´s far. Han skulle på ingen måde være en del af deres liv, og slet ikke undervise hendes dreng. Til gengæld var Arnold et fint dække som Chris´s far. Chris kaldte ham stadig for Arnold, og hun forventede heller ikke andet. Drengen vidste godt, at det ikke var hans far, men han havde fuldt ud accepteret, at det var ham, der stod for undervisningen og ham, der bestemte, når det drejede sig om at lære noget. På alle andre fronter var det udelukkende Mary, der havde det sidste ord.

”Indtil videre går det fint,” smilede hun tilbage.

”Mor!”

Begge kvinder rejste sig synkront ved lyden af barnestemmen, der råbte næsten panisk. Til sin store lettelse så Mary, at det var Johnas, der kom løbende med Chris lige i hælene. Begge drenge var ét stort smil. Johnas væltede ind i sin mors favn og hoppede glad.

”Mor, mor mor!” jublede han.

”Hvad er der, skat?”

”Må Chris ikke nok komme over og lege på fredag? Please please plaese,” tiggede han med store øjne.

”Må jeg, mor?” spurgte Chris Mary. Han havde stillet sig helt hen ved siden af hende og havde taget hende i hånden. Han tiggede ikke på samme plagende måde som Johnas. I stedet stod han ganske fattet og så sin mor lige i øjnene. Hun fornemmede et lille glimt bag de brune øjne, der ikke havde været der længe og blev nervøs.

”Jeg ved ikke, om vi har planer for fredag…” sagde hun undskyldende.

”Her,” sagde Karin og begyndte at rode i sin taske. Hun frembragte et lille stykke papir og en kuglepen. Hastigt skrev hun sit navn, adresse og nummer ned og gav det til Mary. ”Johnas og jeg er alene hjemme fra på fredag. Min mand skal på kursus hele weekenden. Hvis I har lyst, vil vi meget gerne invitere jer over på en legedate.”

Det vendte sig i Mary. Hun var stadig ikke meget for at være sammen med fremmede mennesker, men hun tog høfligt imod papiret.

”Bare ring, når du har snakket med din mand. Hvis I ikke kan fredag, finder vi bare en anden dag. Det ser ud til at de to knægte leger godt sammen,” smilede Karin og rodede sin søn i det lyse hår.

”Selvfølgelig,” smilede Mary tilbage og rullede indvendigt med øjnene. Hun kunne jo bare lade helt være med at ringe. Hvis nu sedlen på mystisk vis forsvandt i hendes taske, ville det jo ikke være hendes skyld.

”Vi må hellere se at komme af sted,” sluttede Karin af og tog sin søn i hånden. ”Sig pænt farvel til Chris.”

Johnas fløj over og krammede Chris ind til sig. Chris gengældte omfavnelsen uden tøven, hvilket overraskede Mary. Han var ikke glad for, at andre end hende selv og Arnold rørte ham.

”Vi ses,” smilede Johnas.

”Helt bestemt,” smilede Chris tilbage.

Begge drenge fandt hen til deres mødre, som høfligt vinkede til hinanden, da de forlod parken.

 

Chris smækkede døren op så det rungede i hele huset. Han styrtede ind i stuen, vendte om, da han så den var tom og fór ud i køkkenet. Han kom dog hurtigt tilbage, pustende og stillede sig midt i gangen med hænderne i siden.

”Arnold!” råbte han med hovedet lagt tilbage.

Mary var stadig ved at tage overtøj og sko af. Hun tyssede kærligt på sin søn.

”Har du kigget i haven?” spurgte hun.

Allerede inden hun var færdig med sætningen, var Chris sat i løb over mod havedøren, som han flåede op.

”Arnold,” jublede han og sprang ud på græsset.

Mary så Arnold smide græsslåmaskinen og gribe Chris, der fløj ind i hans arme. I én fejende bevægelse blev drengen svunget rundt i luften og hurtigt sat ned igen.

”Hvad så?” spurgte Arnold og kørte en trefingeret højre hånd gennem håret. Han stod i bar overkrop og var iført et par gamle slidte jeans. Hans foretrukne arbejdsbukser. Det melllemblonde hår var fugtigt på grund af varmen, men øjnene var livlige som de altid var, når han var sammen med Chris.

”Jeg har fået en ven,” jublede Chris. ”En rigtig ven. Han hedder Johnas Brutus Cole og er fem år lige som mig. Han var blevet væk, men jeg fandt ham. Mor ville ikke lade mig beholde ham. Han er jo ikke en hund, og det ved jeg da godt, jeg er jo ikke dum. Men vi fandt hans mor, og hun kører i en mørkeblå Mazda 2, og hun var meget glad for at få ham tilbage igen. Og nu har han inviteret mig over at lege hos ham på fredag. Og vi skal lege politi og afviger. Ih, jeg glæder mig meget.”

Arnold så helt forpustet ud efter den svada.

”Har du fået lov til det af mor?” spurgte han og så op hen mod Mary.

Som altid var der noget, der ændrede sig i hans blik, når hans øjne faldt på hende. De blev blødere, smilende og en lille gnist blev tændt og funklede. Hun havde vænnet sig til, at dette blik kun var hende forundt og på en eller anden måde, var det den største kompliment, hun nogen sinde havde fået - selvom han var den han var.

Hun gik ud til dem i haven og kyssede kærligt Chris i panden.

”Han har ikke fået lov endnu,” sagde hun og kiggede ned på et glad drengeansigt, hvis smil langsomt falmede.

”Hvorfor ikke,” klynkede han.

”Fordi vi lige har noget vi skal ordne først. Det nummer du lavede ved Johnas var ikke i orden, Chris. Jeg vil ikke have, du roder i andres tanker. Hvor mange gange skal jeg sige det?” formanede Mary med rynkede bryn.

”Chris?” Arnold så opgivende på drengen. ”Du lovede…”

”Jeg ved det godt. Jeg ville jo bare hjælpe med at finde hans mor. Han var jo blevet væk,” sukkede Chris.

”Det er ingen undskyldning,” vedblev Mary og lagde armene over kors. ”Vi havde fundet hans mor under alle omstændigheder. Hvad nu hvis der havde været betjente derude? Hvad nu hvis Johnas havde sladret? Hvad nu hvis du havde ødelagt noget i hans sind?”

”Jeg har altså styr på det,” mumlede Chris.

Mary rettede sig op og gjorde sig hård. Hun tolererede på ingen måde, at han svarede hende igen. Han skulle holdes i kort snor – om ikke andet så for sin egen skyld.

”Afsted,” kommanderede hun og pegede ind i huset.

Chris så skræmt op på hende, og hans øjne blev øjeblikkeligt blanke af tårer.

Arnold lagde en hånd på Marys skulder for at afvæbne hende. ”Slap nu lidt af, Mary. Han gjorde det jo i en god mening.”

Hun sendte ham et blik, der ikke var til at tage fejl af. Arnold tog hånden til sig og bakkede et lille skridt væk.

”Mor…” hviskede Chris sagte.

”Afsted. Nu,” beordrede Mary.

”Jeg tør ikke,” klynkede Chris stille og tårerne var så småt begyndt at trille ned over kinderne. Mary vidste, det ikke bare var spil for galleriet, selvom hendes søn var en formidabel skuespiller når han ville. Lige nu var han bange. Meget bange. Og det var også planen. Hun pegede ind i huset igen med en lang stiv arm, og Chris gik forbi hende med bøjet hoved. Hun fulgte ham gennem stuen, ud i baggangen og hen til døren, der førte ned til kælderen. Med en fast hånd åbnede hun døren og stillede sig afventende ved siden af den.

Chris stirrede ned i mørket og Mary fulgte hans skræmte blik. Det var kun de fem første trin man kunne ane inden de sidste blev opslugt af skyggerne.

Hendes søn tog et enkelt skridt frem og stod på det første trin. Han vendte ansigtet over mod hende og så på hende med et bedende blik. De brune øjne var slørede af tårer, og han snøftede en enkelt gang. Hun kunne se, hvordan han kæmpede med at holde sin krop i ro. Hænderne, der hang ned langs siden rystede næsten ukontrollabelt. Han knyttede dem gang på gang for at få styr på dem.

”Mor… skal jeg derned?” tryglede han.

”Du skal derned. Du trængte ind i stakkels Johnas´ sind, og du svarede mig igen lige før. Jeg kommer og henter dig om en halv time.”

Hans øjne voksede om muligt endnu mere af rædsel. ”En halv time? Det er lang tid, mor. Kan vi ikke sige –”

”En time?” afbrød Mary.

Chris rystede ivrigt på hovedet og affandt sig til sidst med sin skæbne. Han tog tre trin ned af trappen meget langsomt. Alle trinene knirkede.

Mary lukkede døren bag ham og drejede nøglen om i låsen. Lige så snart døren var smækket, var han oppe ved den igen. Hans hyl skar hende i hjertet, og han hamrede og rev i døren som en vanvittig.

”Mor!” skreg han vildt.

Hun vendte ryggen til og gik ind i stuen med lyden af hans skrig, der til sidst bare var uartikulerede hyl af frygt.

Arnold havde genoptaget slåningen af græsset og gik med ryggen til hende. Hun blev stående i havedøren og ventede tålmodig indtil han vendte sig om. Da han fik øje på hende, standsede han op og slukkede for maskinen. Hun blev, hvor hun var og ventede på, at han nok skulle komme hen til hende.

”Syntes du ikke, du er lidt for hård ved ham?” spurgte han, da han stod overfor hende. Hans nøgne overkrop var dækket af en fint lag sved og hans lyse hår hang i tjavser.

”Du skal ikke blande dig i opdragelsen,” sagde hun skarpt.

”Mary,” sagde han ”Han er kun et barn.”

”Du skal ikke blande dig i opdragelsen. Det var aftalen fra starten. Overhold den,” vrissede hun og vendte ryggen til ham. Hun vidste han fulgte efter hende ind i stuen, så hun fortsatte med at snakke: ”Du står for hans undervisning. Ikke andet.”

”Jeg kan ikke undgå, at komme ind på opdragelsen, Mary. Jeg bor her også.”

”Og hvis du vil blive ved med det, så hold dig til det der var aftalen.”

Et rædselsskrig skar gennem huset og gav Mary et chok. Chris begyndte at hamre voldsomt på døren igen. Rev i den, så den raslede på sine hængsler.

”Hør ham,” sagde Arnold bedende. ”Han har det forfærdeligt. Det er totur at sende ham derned. Du ved, hvor bange han er for mørket.”

”Det er en straf han forstår. Det er den eneste sikre måde, jeg har at styre ham på. Han er ved at blive for stærk. Du lovede, at han ikke ville bruge sine evner mere.”

Arnold lod sin trefingret hånd køre gennem håret igen og sukkede. ”Jeg troede også, han var færdig med at bruge dem. Han lovede mig, at han ikke ville bruge dem mere.”

”Træner I dem?”

Han så forskrækket på hende.

”Hvad mener du?” sagde han med en lille nervøs latter og gik forbi hende og ud i køkkenet.

Hun fulgte nådesløst efter. ”Du ved godt, hvad jeg mener. Træner I hans evner?”

Arnold stod med en øl i hånden og drak af den i store grådige slurke. Mary mistænkte ham for at købe sig tid på denne måde. Men hun havde også tid, så hun stillede sig afventede med hoften hvilende op ad køkkenbordet og så på ham.

Til sidst måtte han stille øllen fra sig.

”Ja,” sagde han så stille.

Hun løftede bebrejdende det ene øjenbryn. Hun havde regnet med det, men det var hårdt at få vide. Intet under, at han var ved at blive så stærk.

”Du skulle kun lære ham, at undertrykke dem. Ikke gøre ham stærkere,” sagde hun koldt og mærkede, hvordan raseriet langsomt var begyndt at syde i hende.

Arnold trak på skuldrene. ”Det hænger sammen,” sagde han ligegyldigt.

”Hvordan?” snerrede hun. 

”Hvis han ikke kan styre dem, kan han heller ikke kontrollere dem. Eller undertrykke dem, for den sags skyld. Og om du vil det eller ej, så vokser hans styrke. Hans evner udvikler sig. Vil du hellere have, at jeg bare lade ham undertrykke den del af sig selv? Han er afviger, Mary. Det er lige så stor en del af ham, som det er af mig. Du kan ikke bare tvinge ham til at glemme det.”

Hun kiggede på ham gennem sammenklemte øjne, men han veg ikke. Han havde stillet sig med hænderne i siden og så lige så olmt på hende som hun så på ham. Irriterende når han havde ret. Selvfølgelig vidste hun, at afvigerdelen af hendes søn var lige så stor en del af ham, som den menneskelige del. Men det betød ikke, at han skulle bruge sine evner. Det betød ikke, at han skulle skilte med at være afviger. Hendes største angst var at miste ham. Der var alt for mange, der var ude efter ham. Hvis ikke det var ordensmagten, så var det hans biologiske far og hans afvigerafskum. De havde været på flugt så længe. Nu var de endelig kommet til et stadie i deres liv, hvor de kunne sige, at de havde et hjem og et liv.

”Hvor længe har du tænkt dig, at lade ham blive dernede?” brød Arnold ind.

Der var blevet stille over fra kælderdøren, men hun vidste, at hvis man lagde øret til, ville man høre Chris hulke.

”Lad ham komme ud. Han gjorde det kun for at hjælpe, Mary.”

”Bland dig uden om,” vrissede hun og tog en tår af hans øl.

Arnold gloede misbilligende på hende. Så lod han sin pegefinger på venstre hånd tegne en lille cirkel i luften, og Mary hørte et lille klik over fra kælderdøren. Låsen var gået op, men døren forblev lukket.

”Beder du ham komme ud eller skal jeg?” spurgte Arnold trodsigt.

Mary satte øllen hårdt på køkkenbordet og trampede over til kælderdøren. Hun åbnede den uden at tage blikket fra Arnold.

”Vi to er ikke færdige med at diskutere det her,” sagde hun vredt til ham. Så vendte hun sig mod åbningen ned til kælderen. Chris sad på det tredje øverste trin med knæene trukket helt op, armene lukket om knæene og med panden støttende mod armene, så ansigtet var gemt. Hun hørte ham mumle lige så stille frem for sig. Hun fangede kun enkelte ord, som ”mørke”, ”formskifter”, ”dæmon”.

”Møffe,” sagde hun kærligt og gik ned til ham og løftede ham op. Han lod sig falde ind i hendes favn og gemte ansigtet i hulningen ved hendes skulder.

”Undskyld,” hikstede han næsten lydløst.

”Det er okay, skat. Skal jeg finde nummeret til Johnas´ mor og aftale, at vi kommer over til dem på fredag?” Mary var selv overrasket over at høre sig selv sige det. Men det var intet imod Chris´ lamslåede udtryk.

”Mener du det?” hviskede han og tørrede tårerne væk fra kinderne.

Mary nikkede og smilede til ham. ”Hvis du vil.”

”Det vil jeg rigtig gerne. Rigtig, rigtig gerne. Tusind tak, mor. Jeg skal nok opføre mig pænt, det lover jeg.”

Mary smilede til ham igen og gav ham endnu et kram, inden hun satte ham ned. Han styrtede over til Arnold, der bukkede sig ned og modtog et kram. Chris hviskede et eller anet til afvigeren, og de smilede hemmelighedsfuldt til hinanden, inden drengen gav slip og løb forbi sin mor og ud i haven.

”Kl. 15 på dit værelse, Chris,” råbte Arnold efter ham. ”Og hav dine bøger klar!”

”Ja ja,” vinkede Chris glad tilbage.

 

Egentlig burde hun sætte sit vækkeur til, men det var blevet en vane, at blive vækket af en sagte banken på døren. Også denne morgen, var det lyden af knoer mod træ, der vækkede hende. Hun strakte sig under dynen og gabte en enkelt gang.

”Er vågen,” snøvlede hun søvnigt og satte sig op ad hovedgærdet. Solen var allerede oppe og sneg sig ind i hendes soveværelse af de små sprækker, der var mellem gardinerne. Som resten af huset, var hendes værelse møbleret efter det asketiske princip og alt var holdt i lyse farver. De havde lært at klare sig med få genstande i tilfælde af, at de skulle flygte over hals og hoved igen.

”Må jeg komme ind?” Arnolds stemme var lige så grødet som hendes egen.

”Ja, kom bare,” sagde hun og trak dynen op omkring sig, så kun hendes arme og skuldre var fri. Hun redte halvhjertet fingrene gennem det filtrede lyse hår, men opgav hurtigt at få styr på det.

En sløv Arnold kom ind og satte sig i fodenden af sengen. Han var iført et par sorte pyjamasbukser, der hang løst på hans hofter og en hvid t-shirt, der sad alt for godt på ham. Hun sukkede indvendigt og undertrykte den tanke, som efterhånden var begyndt dukke op flere gange i løbet af de sidste mange måneder. For at komme tilbage på rette spor, rettede hun opmærksomheden mod hans hår og opdagede, at hun ikke behøvede at bekymre sig for sit eget – hans fuglerede var om muligt værre end hendes.

”Du har en meget glad og spændt dreng nede i køkkenet,” startede han. ”Han har sovet inde ved mig det meste af natten.”

 Mary lagde spørgende hovedet på skrå. Chris plejede at komme ind til hende, hvis han var vågnet af et mareridt eller var bange.

”Sovet er måske nok så meget sagt. Vi brugte det meste af natten på at tale om i dag. Han glæder sig meget,” sukkede Arnold træt. ”Jeg vil kunne vinde en tv-quiz om Johnas Brutus Cole, 5 år og tre måneder.”

Mary kunne ikke lade være med at smile. Chris kunne blive temmelig ensporet, hvis der var noget, der interesserede ham, og hun havde selv fået den samme svada i bilen på vej hjem fra parken.

”Han har morgenmaden klar til dig. Jeg meldte mig frivilligt til at vække dig. Mine øre kan ikke klare mere Johnas-snak.” Arnold holdt sig for ørene og smed sig dramatisk ned på sengen.

”Hvad med skolearbejdet for i dag?” spurgte hun.

Arnold rystede opgivende på hovedet, stadig med hænderne for ørene. ”Kan ikke høre dig,” smilede han.

Hun skulede til ham og smed dynen hen over ham så han var helt dækket og gik hurtigt ud på sit badeværelse. Idet hun lukkede døren, så hun ham sidde op i sengen og kigge efter hende med det blik, der kun var hendes. Hjertet bankede et par hastige slag, og hun måtte støtte sig til døren et sekund, inden hun kunne tage sig sammen til at gøre det hun skulle.

”Jeg kommer om lidt,” sagde hun og hørte døren til sit soveværelse blive lukket.

Den vidunderlige duft af friskbrygget kaffe var det første, der mødte hende da hun trådte ud i køkkenet. Arnold sad overfor Chris og samtalen var faglig, kunne hun høre. Arnold hørte drengen i de ting de allerede havde gennemgået. Chris kom prompte med de rigtige svar om det så var matematiske spørgsmål eller historie relaterede, og han leverede dem med en ligegyldighed, der var næsten skræmmende. Han sad og skovlede pandekager ind, mens han lirede sine svar af sig.

Arnold var stadig i nattøjet og så helt fan-

Hun sænkede blikket og nægtede at tænke tanken til ende.

Selv var hun iført et par jeans og en sort top. Det lyse hår var blevet fikseret i en hestehale.

”Godmorgen,” smilede hun, da hun kom ind til dem og skænkede sig et kop kaffe som det første. Da hun bukkede sig ned for at kysse Chris i håret som hun plejede, stoppede hun midt i bevægelsen. Både drengen og Arnold så alarmeret på hende.

”Hvad er der?” spurgte Arnold og brød dermed stilheden som den første.

Mary stillede sig ret op med hænderne fast placeret i siden og kiggede hårdt ned på sin søn.

”Hvad er der, mor?” spurgte Chris forsigtigt.

”Hvad mangler du?” sagde hun spidst.

Chris kørte febrilsk hænderne op og ned ad kroppen og så søgende op og ned af sig selv.

”Chris,” sagde Arnold så og pegede først på sine egne og derefter drengens øjne.

Chris lagde forlegent hænderne på kinderne og stirrede skræmt på sin mor med isblå øjne, der brændte sig ind i sjælen på hende. Hun fik det næsten fysisk dårligt af at se dem. Det var lang tid siden han havde vist sig uden kontaktlinser, fordi han vidste, at hun ikke brød sig om det. Hvis der var noget, der for alvor kunne få hende til at fare i flint så var det synet af de blå dybder, der truede med at opsluge hende.

Chris vendte hastigt blikket ned i bordet og krympede sig, klar til sin mors vrede.

Arnold havde rejst sig og lagde den trefingrede hånd på Marys skulder. Hun mærkede, hvordan hans berøring fik det til at sitre i hele kroppen. Han skulle ikke have den effekt på hende. Det var ikke meningen, at hun skulle have de følelser for en afviger.

”Rolig, Mary,” hviskede han i hendes øre. ”Det var bare en fejl. Han har været så spændt og har glemt det i sin iver. Ødelæg det ikke for ham. Jeg beder dig.”

Hans stemme var så blød, hans ånde så varm. Tanken om hans læber så tæt på hende… Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.

”Skynd dig,” sagde Arnold til Chris, og drengen skubbede skrabende stolen bagud og løb ind på sit værelse.

Mary satte sig tungt ned i sin stol og lænede sig træt ind over sin kop.

”Det er lige præcis derfor, jeg ikke ville ham afsted,” sukkede hun. ”Han bliver for opslugt af det hele og glemmer reglerne.”

”Giv ham en chance,” sagde Arnold roligt og satte sig ved siden af hende.

”Hvad nu, hvis det går galt?”

”Det gør det ikke.”

”Hvordan kan du vide det?” spurgte hun lettere irriteret.

Arnold trak på skuldrene og drak af sin kop.

”Hvad er det, du ved, som jeg ikke gør?” sagde hun og kiggede på ham med sammenklemte øjne.

Han undgik behændigt hendes blik og ignorerede hendes spørgsmål, da han lagde en tyk pandekage over på hendes tallerken.

”Arnold?” blev hun ved.

”Lad os bare sige, at han kan klare sig selv,” sagde han med et slet skjult smil stadig uden at se på hende.

”Hvad mener du?”

”Sikker på, at du vil vide det?” spurgte han.

Hun mødte hans blik og så igen den særlige gnist, der brændte i dem. ”Nej,” sagde hun så til sidst og begyndte på sin morgenmad. Hun måtte affinde sig med, at Arnold og Chris havde hemmeligheder, som hun ikke kunne indvies i. Ikke med mindre, hun ville ligge søvnløs om natten og bekymre sig endnu mere end hun allerede gjorde i de vågne timer. Arnold havde lydigt fortalt hende alt i begyndelsen, men efterhånden som han så, hvordan hun reagerede på det, var han holdt om med at fortælle det hele, men valgte det ud, som han mente hun kunne tåle, at høre. Hun var udmærket klar over, at det var en groft censureret udgave hun fik, når hun bad om oplysninger, der på en eller anden måde omhandlede Chris´ evner.

”Undskyld, mor.” Chris stod i døren til køkkenet og så på hende med de mest vidunderlige brune øjne. Hans fingre fjumrede nervøst ved hinanden, mens han stod og så på hende. Han afventede stadig hendes dom.

”Kom og sæt dig, Møffe,” sagde hun og rakte hånden ud til ham.

Han tog den prøvende og satte sig overfor hende. Hans blik fejede over til Arnold, der smilede betrykkende til ham. Om han nåede at opfange det, var ikke til at vide, for han kiggede hurtigt skamfuldt ned i bordet.

”Spis nu, skat. Vi skal snart afsted,” sagde Mary roligt og afventede sin søns reaktion. Og han skuffede hende ikke. Han lyste op på et sekund og sprang over til hende og omfavnede hende voldsomt.

”Tusind, tusind, tusind tak, mor. Jeg troede, at jeg skulle blive hjemme på grund af linserne. Det sker ikke igen, mor, det lover jeg. Det var virkelig ikke med vilje.”

”Det ved jeg.” Mary gav ham det kys i håret som hun oprindeligt havde tænkt sig at give ham, før al den kontaktlinsesnak.

”Skal jeg tage med?” spurgte Arnold, da Chris havde sat sig igen og havde påbegyndt sit angreb på de intetanende pandekager.

Mary så over på ham og blev igen opmærksom på det bløde i hans blik, når han kiggede på hende. Hun håbede ikke, at hendes egne øjne var lige så lette at læse.

”Nej,” sagde hun så. ”Det bliver vist ikke nødvendigt. Desuden er det kun et par timer.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...