Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
959Visninger
AA

13. 12

De humpede over mod lagerbygningen, skjult af skyggerne. Lige som de stod op af den, klemt op af muren i mørket, kom fem afvigere stormende ud af kontorbygningen. Den ene af dem pegede første til venstre så til højre, og de delte sig i hver sin retning. Maria kiggede efter dem, der fór til højre og så, at de stødte til en anden lidt større gruppe afvigere, der roligt gik rundt med en lygte og lyste ind i samtlige mørke hjørner de kunne finde. De snakkede hurtigt sammen, og før hun vidste af det, tog én af dem sin skjorte af og et par gigantiske sølvgrå vinger kom for dagen. Han brede dem ud og strakte sig før han satte af og svævede op i den kølige luft med en hvislende lyd.

”Zack?” hviskede hun.

Leo nikkede og pressede hende bagud, længere ind i skyggerne. ”Vi må væk, før han ser os.”

De drejede om hjørnet hen mod indgangen til lageret. Døren var låst.

”Jeg går ikke ud fra, du har en nøgle?” hviskede Maria.

Han rystede opgivende på hovedet.

”Hvis vi kan finde noget at smadre en rude med…” sagde han og kiggede ned i jorden efter en sten. ”Så kan jeg løfte dig op over, så du kan låse op indefra.”

Vinduerne sad højt oppe, så det var noget af et sats, især taget i betragtning, at Leo ikke just var frisk. Hun var bange for, at hans sårede ben ville give efter under hendes vægt, selvom hun ikke vejede mere end lige omkring de tres kilo. Alligevel havde de ikke umiddelbart andre muligheder, så hun ledte, lige som han gjorde, efter en sten, der var stor nok til at knuse et vindue.

Der var efterhånden begyndt at komme en del råben af ordre længere væk, og det fik hendes adrenalin til at pumpe helt vildt. Hun rystede, men tvang sig selv til at holde op ved at knytte hænderne kraftigt ned langs siden.

”Hvis bare låsen ville gå op af sig selv,” vrissede hun frustreret. Og så gik det op for hende, at hun var sammen med en afviger. En afviger, der kunne manipulere med metal. Også med tændingslåse. Så hvorfor ikke også en almindelig dørlås? Hun skulle lige til at foreslå det, da tanken slog ned i hende som et lyn. Leo ville uden videre have åbnet døren med sine evner, lige så snart han opdagede, at den var låst. Han havde haft et helt liv til at lære at bruge sine evner og kendte deres omfang til fulde. Eneste forklaring måtte være, at den mand, der stod ved siden af hende ikke var den, han udgav sig for at være. Det var ikke Leo. Det var Hannibal.

Hjertet stoppede med slå, men hun fortsatte med at stirre ned i jorden uden at se noget som helst. Hun manglede stadig en sten. Nu skulle den bare ikke bruges til at smadre et vindue med, men til at smadre et afvigerkranium. Han vidste endnu ikke, at hun havde gennemskuet ham, så hun måtte spille spillet lige som han gjorde, indtil hun kunne få et slag ind.

”Her,” sagde han så pludselig og vendte sig om mod hende. Han havde fundet en sten på størrelse med en knytnæve. Han vejede den i hånden og kiggede på hende.

”De kommer herhen, så snart de hører lyden af vinduet. Så det skal gøres hurtigt. Lige så snart jeg har kastet stenen, kravler du op på mine skuldre,” sagde han hastigt.

Hun nikkede ude af stand til at svare. Det var Leo, der stod lige der foran hende. Han havde de samme træk, som hun med tiden havde lært at kende så godt. Den samme måde at sige tingene på, den samme intonation. Men var der ikke noget med øjnene, når hun så ordentligt efter? De så ikke på hende, med det ømme blik, han altid havde for hende. Der var en flig af noget helt andet i dem.

Hun kom hen til ham, stillede sig lidt bag ham, og gjorde sig klar til at springe op på hans skuldre. Han førte armen bagud og slyngede stenen op mod ruden. I stedet for at kravle op på ham, som de havde aftalt, sparkede hun ham i ryggen med al den kraft hun kunne mønstre. Han faldt forover og hun spurtede væk fra ham, rundt om hjørnet ind i skyggerne. Hun ville have været løbet endnu længere væk, hvis ikke det var for de stemmer, der var på den anden side af bygningen. Hun bremsede i sidste øjeblik, usikker på, hvad hendes næste træk skulle være. Men hun måtte tænke hurtigt, for Hannibal ville snart være over hende.

Hun rettede på tøjet, på håret og trådte frem af skyggerne, som om hun var i sin gode ret til at være der.

Afvigerne, der stod kun få meter fra hende, vendte sig straks om, klar til kamp.

”Rolig, rolig,” sagde hun bestemt med en hånd rakt i vejret. ”Hvor er forræderen?”

De stirrede på hende, mistænksomme.

”Hannibal?” var der endelig én af dem, der spurgte.

”Hvem fanden skulle jeg ellers være? Svar mig så! Hvor er han?” sagde hun bryskt.

”Stadig i kælderen, som du bad os om,” svarede den samme som før. En ældre mand, med gråsprængt hår og skægt.

”Fint. Jeg tager mig af ham. Hvis han tror jeg er tøsen, kan jeg lokke ham til at afsløre, hvor hun måske kunne tænkes at gemme sig. I leder det hele igennem imens. Og skynd jer. Jeg vil have hende fundet!” Hun marcherede af sted over mod kontorbygningen igen og smækkede bestemt med døren, da hun hørte, at de fortsatte deres eftersøgning af hende. Hun legede med ilden, men det var hendes eneste chance for at komme nogen steder, nu hvor hun ikke havde pistolen.

Hun løb ned af gangen, og flåede døren op til kælderen. Hun jokkede hurtigt ned af trappen og fandt Leo på gulvet i den anden ende af rummet. Han lå bevidstløst på ryggen kun oplyst af stearinlyset, der efterhånden var brændt langt ned.

Hun satte sig på hug ved ham og ruskede let i ham. ”Leo,” sagde hun.

Han blinkede forvirret og rystede på hovedet. Da han fik øje på hende, langede han hende en lussing hen over kinden med bagsiden af hånden. Han slog hende så hårdt, at hun faldt bagover og det sang i hovedet på hende. Hun tog sig til kinden og stirrede skræmt på ham.  Han havde rejst sig og tårnede sig nu truende op over hende.

”Hvor vover du at tage hendes skikkelse!” råbte han og gjorde klar til endnu et slag.

Maria krøllede sig endnu mere sammen og afventede smerten. Men den kom ikke. Hun åbnede de sammenklemte øjne en lille smule og dristede sig til at kigge på ham. Han stod stadig med hånden hævet, men hans blik havde ændret sig.

”Maria?” hviskede han.

Hun nikkede og kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Leos blik flakkede ud i mørket, inden han mødte hendes igen. Han gjorde sine øjne hårde og spændte musklerne i armen, klar til at slå hende igen.

Hun blev bange først, men fangede så en bevægelse i mørket ud af øjenkrogen. Gina var der stadig.

Maria gjorde sig også hård og greb Leos hånd, da den fejede ned mod hende. Der var ikke meget kraft bag hans sving, men hun håbede, det så ud som om, hun lige havde afværget et slag der normalt ville have ramt hårdt. Hun kom op at stå stadig med hans håndled låst fast i hendes spinkle hånd.

”Jeg var ellers sikker på, at jeg kunne snyde dig,” smilede hun hånligt og tvang Leo ned i knæ. Hans ansigt var forvredet i smerte på grund af hendes faste greb om hans håndled – som han uden at blinke ville kunne vriste sig fri af.

”Aldrig,” vrissede han surt. ”Maria ville ikke komme tilbage efter mig. Vi havde en aftale om, at hun skulle stikke af, hvis der blev problemer.”

Hun krympede sig indvendigt, skammede sig over ikke at have fulgt deres aftale. ”Hun har ikke hørt efter. Hun er her stadig et eller andet sted. Og du kommer med mig nu, og fortæller mig, hvor hun kan tænkes at gemme sig,” snerrede Maria tilbage og hev ham op at stå. Hun skubbede ham brutalt ud i mørket og håbede inderligt, at Gina købte deres lille skuespil. Hun fulgte ængsteligt efter og mærkede noget feje hen over hendes fødder med det første skridt ind i skyggen.

”Du bliver her, Gina. Jeg kommer tilbage med dem begge,” sagde hun bestemt.

Leo fik endnu et skub i ryggen, og de gik begge over mod trappen. Lige inden hun nåede at tage det første skridt op, var det som om en kat kom og gned sig op af hendes ben, og hun kunne høre en svag kælende spinden. Hun frøs under denne mystiske berøring. Pludselig havde katten mistet sin form og var blevet menneskelig. En slank hånd gled op af hendes ben, ind og op af hendes inderlår, nærmede sig med bløde bevægelser hendes køn, men hun børstede den hurtigt væk, da den blev alt for nærgående, og hun nærmest sprang op af de to første trappetrin.

”Ikke nu,” vrissede hun og forsøgte at holde fast i den hensynsløse attitude som Hannibal havde.

Der var unaturligt stille i rummet. Hun fortsatte et par trin op af trappen, da hun pludselig blev skubbet ind mod væggen og holdt fast. Hun kunne ikke se en hånd frem for sig, men vægten af en anden person op af hende, var ikke til at tage fejl af. Et hurtigt åndedræt pustede ved hendes øre.

Og så var den der pludselig, en klistret tunge, der sneg sig op over hendes hals, hen af hendes kæbeben. Et knæ tvang sig ind mellem hendes ben, spredte dem og fortsatte opad. Det gned sig nærmest mod hendes køn, mens tungen langsomt bevægede sig opover hendes hage og nærmede sig hendes mund. Hun mærkede et par svulmende bryster mod sine egne, mærkede, hvordan denne usynlige krop trykkede sig tættere og tættere op ad hendes.

Med en kraftanstrengelse stødte hun skyggekroppen fra sig, hårdt og brutalt.

”Jeg sagde, ikke nu,” råbte hun vredt.

Der kom en vred hvæsen fra mørket, men der skete ikke mere end det. Maria puffede Leo i ryggen og de småløb op af trappen. De smækkede døren efter sig, og Maria lænede sig lettet op af den.

”Det er dig, ikke?” hviskede Leo til hende uden at se på hende. Han stod med panden mod døren med lukkede øjne.

”Jo, Leo. Det er mig.”

”Du spiller rollen godt. Jeg burde måske have fortalt, at Hannibal og Gina har noget kørende…?”

”Ja, tak,” vrissede Maria og daskede ham på skulderen. ”Det var ved at gå galt der.”

”Du klarede det fint,” sagde han og lavede en drejende bevægelse med hånden. Låsen i døren gled i.

Det var Leo. Hun var så lettet, at hun ikke kunne holde sig tilbage. Hun faldt ind til ham og knugede sig ind til ham med sine arme om hans hals. Han var den eneste sikkerhed hun havde i det her galehus. Hans arme lagde sig omkring hende efter et enkelt sekunds forbløffet tøven.

”Er du okay?” spurgte han stille.

”Ja,” nikkede hun ind mod ham. ”Jeg var bare så bange.”

Han klemte hende lidt hårdere ind til sig. ”Kan du vente lidt med at være taknemmelig? Vi er ikke ude endnu.”

Hun trak sig lidt væk og nikkede, mens hun tørrede en tåre bort.

”Du har ikke fundet ham?” spurgte han.

”Nej. Men Hannibal forklædte sig som dig og sagde, at han var gemt i lagerbygningen.”

Leo rynkede panden. ”Det må være en fælde. Der er intet i den bygning.”

”Er du sikker?”

”Fuldstændig. Den har været brugt til opbevaring af giftige væsker, mens fabrikken her stadig var åben. Det er stadig alt for farligt, at opholde sig derinde i længere tid, selvom der er ventilation.”

Så det var derfor Hannibal ville have haft hende derind. Så ville hun være uskadeliggjort.

”Og de kan ikke finde på at sætte ham derind, selvom det er farligt?” spurgte hun med en knude i maven.

”De vil ikke skade ham. Det er han alt for værdifuld til,” svarede Leo.

De stod begge fordybet i tanker.

”Selvfølgelig,” sagde Leo så pludselig og bankede sig selv på panden. ”Der er en gammel garage længere nede på grunden. En stor en brugt til lastbiler. Der er gravet ud under garagen og lavet en form for beskyttelsesrum – et levn fra krigstiden. Indgangen ligger bag en metalhylde, ikke noget man lige umiddelbart ligger mærke til. Den er afsides nok til, at Hannibal kan have anbragt Christian der, og være selvsikker nok til at tro, at ingen vil finde ham.”

”Vi har ikke andet at gå efter, så lad os starte der,” medgav Maria.

Leo tog hende i hånden, og de listede sig hen til et af mødelokalerne. Derinde løb de hen til et vindue og kravlede ud af det efter at have sikret sig, at der var fri bane.

I ly af natten løb de ud i det, der forekom Maria at være ingenting. Der var hverken vej eller huse at se i den retning de løb. Tanken om, at dette i virkeligheden var Hannibal, der bortførte hende, nåede lige at strejfe hende, men hun fejede den væk, ved at tænke på, at han jo havde låst døren ned til Gina ved hjælp af sine kræfter. Og Hannibal kunne måske nok kopiere ens udseende, men ikke ens kræfter – hvis man da havde nogen, tænkte hun bittert.

Som et spøgelse trådte den store garage frem af mørket. Det startede ud med, at hun kun lige kunne ane omridset af bygningen, men den blev snart tydeligere. Den virkede om muligt endnu mere forladt end de andre bygninger længere inde på grunden fordi den stod her helt for sig selv.

Med Maria i hånden sneg Leo sig hen af ydermuren, hen til et vindue, der var forsvarligt lukket. Forsvarligt, hvis man ikke lige var en afviger, der kunne kontrollere metaller. Et lille vink med den frie hånd og vinduet gled pænt op. Leo kiggede ind først, før han gav Maria et lille løft, så hun kunne komme ind. Derefter hoppede han selv ind og lukkede vinduet lidt i.

Selve garagen var tom. Der var høje metalhylder, der stod på gulvet op ad de fleste af væggene, men de var alle sammen tomme. Gulvet var plettet af olierester og snavs, og der lugtede frygteligt indelukket.

”Her,” sagde Leo og trak i et usynligt reb, som han greb direkte ud af den blå luft. Én af metalhylderne gled skrabende væk og afslørede en smal linje ned gennem væggen. Han gik over og trykkede på den. Han måtte lægge hele sin kropsvægt i, før væggen svingede indad og afslørede en vindeltrappe af smedejern, der så ud som om den fortsatte lige ned i helvedet. Der var et gyldent lys dernede fra, men ellers var der intet tegn på liv.

Som en sand gentleman førte han Maria ned ved hånden. Leo havde den anden hånd rakt frem foran sig, klar til at få trappen til at give sig, hvis de skulle blive angrebet.

Men de nåede ned uden problemer. Lyset kom fra en enlig pære, der hang i en gammel fatning i loftet. Edderkopperne havde lavet så meget spind omkring den, at det næsten så ud som om, det var en lampeskærm. Rummet var lille og var tydeligvis ikke andet end mellemstationen for beskyttelsesrummet. Væggene var lavet af beton. Hvor tykke de var, kunne hun kun gisne om, men de så meget solide ud. Døren så lige så velkonstrueret ud. Der var et hjul midt på den, som dem man så i filmene på bankbokse. Til højre for døren, var der et lille panel med tallene fra 0 til 9 og en lille lampe, der blinkede rødt.

”Har du koden?” sukkede Maria.

”Det havde jeg måske engang, men de har nok ændret den, kunne jeg forstille mig,” sagde Leo med et skuldertræk.

”Jamen, hvis han er derinde –” begyndte Maria hysterisk.

Leo tyssede på hende og smilede overbærende.

”Afviger, husker du nok.” Han løftede hænderne og viftede med dem, som om han skulle til at udføre en tryllekunst.

Nogle gange syntes hun selv, der burde være grænser for hendes dumhed. Det var der åbenbart ikke.

”Sesam, luk dig op,” befalede han og puffede drillende til hende med skulderen, mens hænderne gjorde deres magi. Det store hjul på døren drejede sig føjeligt af sig selv, lampen på panelet begyndt at lyse grønt og døren gled langsomt op. Hun kunne se, at han fik sved på panden, og han gispede efter vejret.

”Tung ad helvede til,” stønnede han, da der endelig var plads nok til at de begge kunne komme ind. Han lod hænderne falde slapt ned lang siden og lænede sig to sekunder op af væggen for at få vejret igen.

Så tog han hende i hånden og gik med hende ind i en meget sort gang. Heldigvis var der ikke andet end en dør helt for enden. Leo åbnede den hurtigt for at være sikker på, at have overraskelsesmomentet på sin side, hvis der sad fjendtlige afvigere derinde.

Men der sad kun en lille dreng med kulsort hår og utrolige blå øjne. Han sad på gulvet omgivet af legetøj i alle afskygninger, men han rørte ikke ved et eneste af dem.

Rummet var tydeligvis blevet lavet for at være beskyttelsesrum, men agerede nu legeværelse for Christian. Væggene var en trist grå beton farve, men man havde forsøgt, at live rummet op ved at ligge farvestrålende tæpper ud på gulvet, sætte billeder op af glade klovne, nuttede hundehvalpe og farlige drager. For en hver anden dreng havde dette rum været et himmerige med alt det legetøj hjertet kunne begære, men ikke for Christian. Han sad for sig selv midt på gulvet og stirrede ind i væggen.

Han drejede hovedet ligegyldigt, da han hørte døren gå op, men da han så sin mor, blændede han op i smil, som fik hendes hjerte til at briste. Hun stormede forbi Leo og ind til sin søn, der vaklende kom på benene og stavrede over til hende. Han faldt hende om halsen, da hun bukkede sig ned og knugede ham ind til sig.

”Christian, Christian, Christian,” messede hun og lod tårerne løbe uhæmmet ned over kinderne.

Min.

Han lød så lykkelig. ”Er du okay, skat?” spurgte hun og trak ham lidt ud fra sig og kiggede op og ned af ham.

Han smilede bare og rakte ud efter hende igen. Han kunne ikke få nok af sin mor lige nu.

”Vi må se at komme væk,” sagde Leo ovre fra døren.

Først nu fik Christian øje på ham. Han slap taget i sin mor og vraltede over mod Leo.

”Vores,” sagde han glædesstrålende og rakte ud efter ham.

Leo stirrede forbløffet på det lille barn, den lille baby, der nærmede sig ham.

”Han taler?” Leo så på Maria. Hun nikkede stolt og tørrede tårerne af kinderne. ”Han er lige begyndt.”

Leo løftede den lille op og fik sig et ordentligt kram. Maria stod og så på dem, og kunne ikke lade være med at tænke, at det så helt rigtigt ud.

”Kom så,” sagde Leo stadig med Christian på armen.

Maria fulgte efter ud på den mørke gang.

”Åh, mor og barn forenet igen. Hvor er det bare smukt,” lød det nede fra den store metaldør for enden af gangen. Maria så op og hjertet sank i livet på hende. Hun blev mødt af et par unatturligt blå øjne og et varmt, charmerende smil i et stærkt ansigt omkranset af et bevidst uglet mørkt hår. Det var det ansigt som tilhørte den mand, der havde udgivet sig for at være læge; ansigtet som tilhørte den mand, der havde dræbt hendes mor; ansigtet som tilhørte den mand, der var far til Christian.

Michael var vendt tilbage fra katakomberne.

”Hannibal,” hvæsede Leo. Han havde instinktivt stillet sig i kampstilling med benene spredt fra hinanden og holdt nu den frie hånd op, klar til at kæmpe. Hans afsløring satte en dæmper på Marias hjerte, der truede med at hamre ud af brystet på hende. Havde det ikke været for Leos genkendelse af afvigeren, havde hun sværget ved sin far grav, at det var Michael Gibb, der stod der, nonchalant og farlig.

”Leo, hvorfor ikke bare lade os få ham? Vi har jo samme mål med ham, ikke sandt?” Hannibals stemme var alt for sød.

”Lad os gå, Hannibal. Så slipper I med livet i behold,” sagde Leo roligt.

Hannibal slog en latter op, en ægte, hjertelig latter.

”Med livet i behold? Din pistol har du ikke længere, det eneste metal du kan gøre brug af med dine sørgelige kræfter er inde på børneværelset. Ellers er der døren her.” Hannibal bankede på den. ”Du er velkommen til at lukke den. Men I skal jo ud på et eller andet tidspunkt.”

Maria vidste, han havde ret. Leos evner var fantastiske, men begrænsede. Hvis de på en eller anden måde skulle kunne komme forbi Hannibal, stod der sikkert flere afvigere og ventede på dem, når de kom op af trappen og kunne Leos evner matche sig med deres?

”Vi er bevæbnet,” sagde Leo koldt og gik et par skridt frem mod Hannibal. ”Hvis du flytter dig, gør vi dig ikke noget.”

Maria fulgte tæt med ham og håbede at hans blufnummer virkede.

Det så ikke ud til at Hannibal hoppede på den. Han satte hænderne i siden og så afventende på dem med et løftet øjenbryn.

Leo knugede Christian helt ind til sig og hviskede noget i drengens øre, som Maria ikke kunne høre, selvom hun var så tæt på.

”Giv mig nu bare barnet, forræder,” snerrede Hannibal og rakte ud efter Christian.

”Aldrig,” vrissede Maria trodsigt.

Men til sin store forbavselse så hun Leo række Christian over til fjenden. Drengen lod sig villigt dumpe ned i Hannibals arme.

”Hvad er det du gør?!” skreg Maria fortvivlet og slog Leo i ryggen. Hun forsøgte at mase sig forbi ham, men han holdt hende tilbage. ”Slip mig,” hylede hun og lod slagene hagle ned over ham.

Hannibal vendte ryggen til optrinet og var så småt begyndt at bevæge sig op af trappen, da han pludselig standsede.

”Slap af, Maria,” hviskede Leo til hende. ”Vi er bevæbnet.”

Hannibal bakkede ned af trappen igen og stillede sig helt op af væggen. Nu kunne Maria se, at Christian havde lagt sin hånd på Hannibals kind. Fjenden var helt blank i øjnene, men Maria vidste, at der foregik noget inde bagved, som hun end ikke turde gætte sig til. Christian kunne være grusom, når han fik lov til det.

Hannibal sank i knæ helt hvid ansigtet og var ved at falde forover med Christian i armene, hvis ikke det havde været for Leo, der styrtede hen og greb drengen.

Hannibal væltede om på gulvet og begyndte at sprælle krampagtigt. Han havde vendt det hvide ud af øjnene, og et let hvidt skum kunne anes i mundvigene.

Maria hev Christian til sig og ville slet ikke tænke på, hvad det var han havde gjort. De fór alle tre op af trappen og ind i garagen. Der var ingen afvigere, så de skyndte sig over til vinduet. Leo hoppede ud som den første, tog imod Christian og ventede så på, at Maria fulgte efter. Han tog hende i hånden og førte hende ud i natten, tilbage til det bebyggede område, hvor hans Ford holdt og ventede på dem.

Christian havde godt fat om Leos hals, men kiggede hele tiden bagud på sin mor.

Min.

Selvom de løb, og selvom hun var forpustet, lykkedes det hende, at smile til ham.

Lige som de drejede om hjørnet af lagerbygningen, blev de ramt af et øresønderrivende skrig, der mest af alt mindede om en fugl i smerte.

”Fandens,” bandede Leo indædt og langede Christian over til Maria. ”Fortsæt over til bilen. Kør til tanken er tom, som vi aftalte.”

”Hvad med dig?” spurgte hun forpustet.

”Zack.” Han pegede op på den store menneskefugl med de grå vinger. Han kredsede lige over dem som en anden grib, klar til at gå til angreb.

”Løb, Maria. Jeg skal nok klare mig,” sagde Leo uden at tage blikket fra Zack.

Maria gjorde som hun fik besked på. Hun løb med Christian på armen, mens hun fumlede i lommen efter bilnøglerne. Hun tilsidesatte enhver regel om børnesæder og autostole og placerede Christian på passagersædet, spændte ham skyndsomt fast og satte nøglen i tændingen. Motoren blev vakt til live med et brøl, der kun blev overdøvet af det frygtelige fugleskrig, der skar igennem natten igen.

Vores?

”Han skal nok klare sig,” rablede Maria af sig, selvom hun selv var langt fra sikker. Hun havde alt for travlt med at koncentrere sig om at tvinge gearstangen over i D, så de kunne komme afsted i en fart. Hun lovede sig selv, at tage køretimer så snart der kom ro på hendes liv igen.

Bilen skød ud i natten langt hurtigere, end det var tilladt. Men hun skulle væk. Hun havde Christian og det var det vigtigste. Det var det vigtigste. Det var derfor, de var taget derud. Hun skulle køre til tanken var tom. Hun skulle fjerne ham fra alle de onde afvigere, der ville stjæle ham. Han var kun et barn. Han havde ikke fortjent det her. Ligegyldigt, hvem hans far end var, ligegyldigt, hvad de måtte tro han var. Han var kun et barn. Kun et barn.

Hun kiggede ned på ham. Han havde fået vendt sig i sædet, så han stod op og kiggede bagud.

”Sæt dig ordentligt, skat,” formanede hun.

Han blev, hvor han var og stirrede ud af bagruden.

”Christian,” sagde hun hårdt.

Han kiggede op på hende med tårer i øjnene. De blå krystaller var slørede at se på nu. Han satte sig, som hun bad om og gav sig til at græde helt ulykkeligt.

”Det er okay, Møffe. Det er okay. Der sker ikke mere. Vi klarede det,” trøstede hun og kørte en hånd gennem hans sorte hår.

Han skubbede den ufølsomt væk og stirrede olmt på hende, mens tårerne stadig trillede ned af kinderne.

Vores.

”Han skal nok klare sig.”

Vores!

”Det er okay, Møffe. Han klarer sig. Han er stærk,” sagde hun og forsøgte virkelig at lyde beroligende.

”VORES!” skreg han pludselig og knyttede de små hænder sammen til små knytnæver. Øjnene var presset hårdt i.

Maria mistede herredømmet over bilen, da en usynlig hånd pludselig trak i rattet. Hun slap det og trak fødderne til sig. Alligevel blev bremsen hugget i, og bilen drejede skrapt en halv omgang. Så skød den fremad igen, tilbage mod afvigerreden.

”Stop, Christian,” råbte hun panisk.

Men han lyttede ikke, lod bare bilen køre. Hun forsøgte at stoppe den, ved at trække rattet til venstre, men da hun rørte det, var det som om hun fik stød, så hun rev hænderne til sig.

Lygterne fejede hen over vejen, hen over lagerbygningen og afslørede en forsamling af mennesker, der alle stod omkring det samme sted. Det stod ud med gnister fra flokken, der var råben og skrigen. Christian styrede bilen direkte ind i midten af flokken og lod bremserne hvine, da den stoppede. Afvigerne sprang til side for ikke at blive ramt.

Fanget af lygterne lå Leo på jorden, forslået og blødende. Han kæmpede sig op på det ene knæ og skærmede med armen mod lyset, der brød natten. Det andet ben var bukket fremad i en unaturlig vinkel.

”For helvede, Maria!” råbte han vredt og forsøgte at komme op at stå. Med det samme var afvigerne over ham igen. Han blev tvunget ned på jorden og der blev sparket til ham, revet i ham, banket til ham. Han forsøgte at række hænderne ud, for at få hjælp af sit elskede metal, men til ingen nytte. Et par små tvillingepiger med grotesk udformede og blodplettede ansigter havde sat sig over hans arme og bed ham i fingerere, så blodet løb ned over hans hænder. Der manglede allerede pege- og langefinger på højre hånd. Han skreg voldsomt.

Inden Maria nåede at gøre noget som helst, blev begge bildøre flået op af afvigere, og både hun og hendes søn, blev trukket ud i natten.

Hun blev smidt på jorden, hvor en afviger på størrelse med en basketball spiller satte sig overskrævs på hende. Han smilede lystigt og sygt, mens han rev hendes jakke itu. Han havde ingen fingre, men klør i stedet, der kradsede hende ned over brystet så snart jakken og store dele af hendes bluse var væk.

Hun skreg og var sikker på, at dette var enden for dem alle tre.

Christians skrig skar gennem natten og hendes blødende hjerte.

I det samme var det som om nogen havde skruet ned for lyden. Alle lyde forsvandt fra det ene sekund til det andet. Afvigeren, der havde bøjet sig ned over hende med en åben frådende mund stoppede op og kiggede op bag hende. Hans ansigtsudtryk skiftede fra blodtørst til rædsel. Hun tvang sit hoved bagover for at se, hvad det var, der havde stoppet ham så pludseligt.

Fra midten af flokken af afvigere bredte der sig et lys som en paddehat. Det opslugte alt. Også Maria og afvigeren oven på hende. Hun blev fuldstændig blændet og måtte bruge sine ellers kæmpende hænder til at holde sig for øjnene. Lyset var så stærkt at hun kunne mærke blodkar springe i øjenæblerne, selvom hun beskyttede dem med hænderne, og hun hylede af smerte, uden lyd.

Og lige som hun troede hun skulle blive blind forsvandt det igen. Som om, der blev slukket for en kontakt. Og lydende kom tilbage selvom der ikke var mange af dem.

Afvigeren, der sad over hende var væk. Faldet om og lå nu ved siden af hende. Blodet løb ud af hans øjne.

Hun rejste sig hurtigt op og synet, der mødte hende skræmte hende mere end noget andet hun nogen sinde havde set. Jorden var afsvedet og oversået af døde afvigere i en perfekt cirkel på omkring 500 meter. Hvor jorden ikke var sort og forkullet, var den rød af blod. Der var kommet et kæmpe hul i siden af lagerbygningen, et hul, der perfekt fulgte cirkelformen. Det glødede stadig fra de afbrændte jerndragere, der var bygningens skelet.

Vaklende trådte hun over lig efter lig og kiggede ængsteligt ned på dem.

”Christian,” sagde hun usikkert. Der var stadig helt stille, men hun kunne høre vinden blæse, så det var ikke en unaturlig stilhed som før.

Ud af øjenkrogen så hun noget bevæge sig. Én af afvigerne gav sig længere over. Hun fór derover i håbet om, at det måske var Christian, der fik denne usle skabning til at bevæge sig, håbede at han var klemt fast under ham og prøvede at komme fri – håbede, at han stadig var i live.

Der blev stønnet, da afvigeren satte sig op og tog sig til hovedet med en blodig trefingret hånd.

”Leo,” gispede hun og satte farten op for at komme derover.

Hans ansigt var blodigt af alle de mange slag. Hans højre ben stak stadig ud på en skæv måde; det var uden tvivl brækket.

Hun satte sig ned ved ham og forsøgte at hjælpe ham op. Han var tung, men han støttede selv på den gode ben og brugte hende kun for at holde sig oppe.

”Christian?” sagde han med grødet stemme. Hans overlæbe var flækket flere steder og hævet, så hans tale var uren.

”Jeg kan ikke finde ham,” sagde hun panisk og kiggede rundt på massakren.

”Christian,” kaldte Leo og stønnede af smerte med hvert skridt de tog. Maria istemte hans kalden, mens de langsomt bevægede sig ind mod midten.

Det var her de fandt ham. Den lille dreng lå i fosterstilling med benene trukket helt op under sig og armene beskyttende over hovedet. Der var ikke en eneste afviger i nærheden af ham, men han lå i ødelæggelsernes epicenter, helt uskadt.

Leo satte sig tungt ned på jorden, mens Maria gik hen og samlede sin søn op. Han var totalt bevidstløs, men i live. Han trak vejret. Hun knugede ham grædende ind til sig.

”Han burde ikke være så stærk,” sagde Leo fortryllet over ødelæggelserne. ”Han er alt for lille.”

Maria gik tilbage og hjalp Leo med ned til bilen, mens hun havde Christian på armen. Forden var heldigvis lige som dem, helt uskadt. Leo blev bakset ind på bagsædet og holdt den bevidstløse dreng, mens Maria kørte bilen.

”Han er utrolig,” hviskede Leo ærefrygtindgydende.

”Hvor skal vi hen?” spurgte hun og så på ham i bakspejlet, inden hun drejede ud på hovedvejen.

Der gik lidt tid før Leo kunne vriste sit blik fra drengen. ”I skal væk,” sagde han så. ”Jeg finder en anden bil til jer, og så skal I køre langt væk og aldrig komme tilbage.”

Maria vidste han havde ret. De kunne ikke blive. Der ville blive ved med at komme angreb fra Michaels folk. De måtte gå under jorden, men hun havde ingen anelse om, hvordan man gjorde sådan noget. For helvede, den slags ting skete kun på film. Hun fangede Leos blik i spejlet igen.

”Jeg får brug for hjælp,” sagde hun stille.

”Jeg skal nok skaffe jer de nødvendige papirer. Jeg kender en fyr, der skylder mig en tjeneste.”

”Det er ikke kun det, jeg mener,” sukkede hun. ”Jeg mener med ham. Han er alt for stærk, som du selv siger. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med ham. Han får brug for én der, kan lærer ham, hvor og hvordan man bruger sine kræfter.”

Leos blik var stenhårdt i spejlet. ”Hvad er det, du mener, helt præcist?”

”Skal jeg virkelig skære det ud i pap?”

”Ja.”

”Leo, vil du ikke nok blive hos os og hjælpe mig med Christian?” sukkede hun.

”Er det virkelig det, du vil?” spurgte han. ”Du kan da klare dig selv, ikke? Du har ikke brug for hjælp og da slet ikke fra en afviger?”

Hun krympede sig ved de ord. Der var så meget had i den måde han sagde det på. ”Undskyld,” sagde hun til sidst.

”Det er da en begyndelse.”

”Hvad vil du have jeg skal gøre?” spurgte hun opgivende og vendte sig om mod ham med et nedslået udtryk.

”Du skal acceptere, at han ikke kun er din. Han tilhører en helt anden verden end den du er vant til. Og han har brug for vejledning. En vejledning, som du på ingen måde kan give ham.”

”Jeg ved det,” sukkede hun og vendte sig om. ”Men før du beslutter dig for, om du vil være hans vejleder eller ej, så må du indfinde dig med, at hans opdragelse er min opgave. Det kommer til at foregå under mine betingelser.” Hun mødte hans blik i spejlet.

Han kiggede trodsigt tilbage på hende. Så nikkede han.

”Men lov mig i det mindste én ting,” sagde han alvorligt.

”Hvad?”

”Prøv nu for Guds skyld at holde fingrene for dig selv. Jeg orker ikke flere af dine tilnærmelser, kvinde.”

Hun smilede til ham, og han gengældte træt hendes smil. Han fortalte, hvilken retning hun skulle køre, gav en hurtigt rutebeskrivelse og lagde sig ubekvemt til at sove på bagsædet med en bevidstløs dreng på maven, mens hun styrede Forden ind mod byen igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...