Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
954Visninger
AA

12. 11

Der var en trykket stemning i værelset. Det eneste lys, der var tændt og jagtede natten ud af rummet, var det over det lille spisebord, hvor Maria og Leo sad. Få meter derfra var sengen med sengetøjet, der lå i en uformelig bunke i fodende. To skridt derfra og man var ude på det lille badeværelse, der knap var større end et kosteskab – det var sikkert også meget rart at gå i bad med toiletkummen. Overfor sengen, på et vakkelvornt bord stod et lille 14” billedrørstv. Ved siden af det, var der et lille minikøleskab, fyldt med små flakser alkohol til overpris som på alle andre hoteller og moteller. De grønne og plettede gardiner var trukket for det eneste vindue i rummet, som havde en ganske spektakulær udsigt, hvis man kunne lide at kigge ud over parkeringspladsen. Gulvtæppet, som bestemt ikke var blevet renset for nylig, havde samme triste grønne farve som gardinet.  

Maria fik dårlig samvittighed over at tænke på, at det var her Leo havde gemt sig, efter hun havde sparket ham ud af sit liv. Han havde selv undskyldt det med, at det var bedre end ingenting, men han havde tydeligvis været pinligt berørt over, at invitere hende ind på motellet. Men som han så rigtigt havde pointeret, kunne de ikke vende hjem til Marias hus. Det ville være det første sted de ville lede. Og Leos hus tilhørte Michael og hans afvigerslæng, så det eneste sikre sted lige på nuværende tidspunkt, var Leos snuskede lille motelværelse, som ingen kendte til.

Men det var som om omgivelserne betød mindre og mindre jo længere frem de kom i deres planlægning. Maria sad dybt koncentreret og sugede, hver en detalje, Leo kom med til sig.

”Igen,” sagde han og kiggede alvorligt på hende. ”Anna?”

”Anna,” gentog Maria, mens tankerne rodede rundt i de mange informationer, der efterhånden var blevet lagret i hendes hjerne. ”Babysitteren. Ung pige, køn. Astral projektion; kan være to steder på samme tid, bogstavelig talt.”

”Flot. John?”

”John. Én af de fyre, der var med hende. Sover aldrig.”

”Godt. Aaron?”

”Ham, der tog Christian.” Det ulmede inden i hende. ”En spindler. Kan spinde en slags edder-koppenet lige så hurtigt som en af naturens egne edderkopper.”

”Abby?”

”Giftig.”

”Mig?”

”Kan manipulere med metaller.”

Han smilede. ”Zack?”

”Har vinger,” svarede hun prompte.

Leo blev ved med at fyre navne af og hun brugte kun ganske få sekunder på, at fortælle ham deres evner. Hun var overrasket over, hvor meget hun egentlig kunne huske, men når det er ens barns ve og vel kunne hun åbenbart mere, end hun gik og gav sig selv kredit for. Hun havde også få detaljeret beskrivelser af, hvordan hver afviger så ud, så hun hurtigt kunne identificere ham eller hende og deres evner, så det ikke kom bag på hende.

”Meget imponerende, Maria,” sagde Leo til sidst. ”Du lærer hurtigt.”

”Det er jeg nødt til,” svarede hun monotont.

”Vi mangler bare lige den sidste, som sandsynligvis kan gøre det hele så meget sværere for os: Hannibal.”

Hun kiggede spørgende på ham og ventede ængsteligt på fortsættelsen.

”Han er en led satan. En af Michaels allermest fortrolige. Høj, mørkhåret, mørke øjne. Hans næse er en lille smule skæv efter et slagsmål med Max for mange år siden.” Der kom et lille hånligt smil på Leos læber. ”De ville begge vise, hvor uundværlige de var for Michael, og selvom Hannibal vandt, efterlod Max tydelige ar på ham. Blandt andet næsen.”

”Og hvorfor er han værre end de andre?”

”Han er lige så hensynsløs som Michael. Lige så grusom. Så snart Michael er ude af huset, er det Hannibal, der svinger med pisken. Han er formskifter og derfor meget svær at genkende. Han bærer sjældent sit eget udseende. Men selvom han ligner for eksempel Michael, har han ikke hans kræfter. Til gengæld er han stærk og hurtig som bare fanden.”

Hun nikkede alvorligt og blev pludselig mere urolig. De havde startet ud med, at hun havde været bange og nervøs. Efterhånden som de fik snakket om afvigerne, var hun blevet kampklar om end stadig nervøs. Men nu sneg angsten sig ind på hende igen.

”Her.” Leo lagde en sort pistol på bordet foran hende. ”Den er afsikret og klar til brug. Hav den klar hele tiden og skyd, hvis du mener det er nødvendigt. Det er en HK USP 9mm. Der er femten skud i og spar ikke på dem. Jeg har et ekstra magasin med.” Han klappede på jakken, der hang over stolen, han sad på. ”Vi forbliver samlet. Lige meget, hvad der sker. Du skal under ingen omstændigheder rende rundt alene derinde. Forstået?”

Hun nikkede og tog forsigtigt pistolen op. Den var meget tungere end hun havde regnet med, men tung på en god måde, tung på den måde, hvor man fornemmede, at det var ordentligt kram man havde med at gøre. Hun tog den prøvende op og sigtede ud på badeværelset. Hun havde aldrig holdt et skydevåben før, så hun følte sig klodset.

”Rejs dig op,” sagde han og gjorde selv det samme. Han stillede sig over bag hende og puffede let til hendes ben, så hun spredte dem en smule. Så førte han hendes venstre hånd op til pistolen også. Lagde den under pistolens skæfte. 

”Brug begge hænder. Så har du et bedre greb på den og kan bedre styre den.” Han stod helt tæt op af hende og hans arme var rundt om hendes. Hans hænder over hendes.

”Sigtekornet er her.” Han pegede på en lille forhøjning oven på pistolen helt ude ved munding. ”Der skal ikke meget pres på aftrækkeren før den går af, så vær forsigtig.”

”Hvor sidder sikringen? Jeg er ikke tryk ved at gå rundt med den, uden sikringen slået til. I hvert fald bare indtil vi er kommet derud,” sagde hun meget bevidst om, at han stadig stod så tæt på hende og om, at hendes stemme dirrede en lille smule. Hun håbede ikke, han hørte det.

Han vendte pistolen i hendes hænder, lagde den ned på siden og slog sikringen til.

”Sørg for at slå den fra, så snart vi nærmer os,” sagde han dystert. Men han fjernede sig ikke fra hende. Han stod stadig alt for tæt, hans krop klistret op af hendes, hans vejrtrækning blev pludselig dybere, tungere. Duftede han til hendes hår?

”Leo,” sagde hun utrykt uden at ane, hvordan hun skulle fortsætte sætningen, men han reddede hende fra det. Han gik over og tog sin jakke på i en glidende bevægelse og gik over til døren, der førte ud til parkeringspladsen.

”Klar?” spurgte han.

”Så klar som jeg kan blive…” sukkede hun. ”Men hvad med dig? Hvor er din pistol?”

”Du har min pistol. Jeg har altså ikke et helt arsenal, hvis det er det du tror. Jeg er ikke skydegal,” grinede han.

”Men hvad gør du så, når vi når derud? Er det så ikke bedre, at det er dig, der skyder? Du har prøvet det før.” Hun rakte våbnet over mod ham.

Han rakte hånden ud mod bordet og øjeblikket efter kom bilnøglerne flyvende forbi Maria med en hvislende lyd og hen i hans udstrakte hånd. Han knyttede hånden om den og smilede til hende.

”Jeg klarer mig,” sagde han og åbnede døren.

Hun tog hurtigt den jakke på, som han havde taget til hende i butikken, som den hvide varevogn var smadret ind i. Hun fulgte ham hen til bilen, som holdt lige uden for værelset. En sort Ford Fokus, som han allerede havde startet. Hun spændte selen, men kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hendes pæne liv havde ændret sig. Den pæne, ordentlige pige, som altid havde gjort som mor sagde, som havde været forlovet med Glenn Port, enearving til Portimperiet, som var gået en lys og sikker fremtid i møde, sad nu i en – sandsynligvis stjålet – bil med en afviger, klædt i en stjålet jakke med en dødbringende pistol i lommen. Hun kunne ikke lade være med at smile af sig selv.

”Hvad?” spurgte Leo, mens han kørte bilen sikkert gennem den sparsomme trafik, der var midt om natten.

”Ikke noget,” sagde hun stadig med smilet på. ”Jeg undrer mig bare over, hvordan i alverden jeg er kommet så langt ud. Mit liv var perfekt før…” Hun vendte blikket ud gennem sideruden og smilet var forsvundet.

”Før os,” tilkendegav Leo.

Hun nikkede uden at se på ham.

”Undskyld,” sagde han stille. ”Men havde det ikke været for dig, havde Christian aldrig eksisteret. Og han er så fantastisk, Maria.”

”Havde det ikke været for Michael, havde Christian aldrig eksisteret,” rettede hun ham.

Leo sagde ikke mere. De kørte i stilhed. Kørte ud af byen, ud i natten.

Maria mistede hurtigt sin tidsfornemmelse. Hendes tanker kredsede hele tiden om Christian, hendes lille søn, der var fanget af afvigere. Leo havde sagt, at de ikke ville gøre ham noget, men kunne han være sikker på det? Han havde forladt dem, forrådt dem. Hvordan kunne han være sikker på, at de ikke havde ændret planerne efter han var gået sin vej? Hun turde ikke spørge ham, for han sad tydeligvis selv fordybet i tanker og med blikket rettet stift fremad mod vejen.

Han drejede til højre ud af en smal vej, da de var nået ca. tyve kilometer uden for byen. Vejen mundede ud i et lille industrikvarter, der virkede forladt. Men det kunne også bare være på grund af tidspunktet de ankom på.

Allerede, da de drejede ind af den lange vej slukkede Leo lyset på bilen, så de kørte i total mørke. Han kendte tydeligvis vejen godt.

Bilen blev parkeret bag en lang lagerbygning, der var totalt mørklagt.

”Så er det nu,” hviskede han anspændt. ”Bag denne bygning ligger en kontorbygning. Det er der de holder til. Den er på to etager foruden kælderen. Det er en afvigerrede, vi går ind i. Hvis vi er heldige, sover de fleste af dem. Hvis vi er meget heldige er resten af dem ude i et eller andet ærinde.” Han lød ikke overbevisende, og Maria kunne mærke knuden i maven blive strammere.

”Du er helt stille lige så snart vi er ude af bilen, så hvis du har spørgsmål, er det nu du skal stille dem?”

”Klarer vi det her?” spurgte hun efter en lang, tøvende tænkepause. Hun ønskede inderligt, at han sagde selvfølgelig, men han kiggede bare på hende med en let panderynke. ”Jeg vil gøre alt, hvad der overhovedet står i min magt, for at vi klarer det. Og hvis alt går galt, så tager du Christian og smutter og kører væk. Kører til tanken er tom, finder en ny bil og fortsætter.” Han gav hende nøglen.

”Jeg kan ikke køre bil…” sagde hun stille, næsten skamfuldt.

Han trak lidt på smilebåndet. ”Nej, selvfølgelig kan du ikke det. Speederen sidder her.” Han satte foden på pedalen til højre. ”Bremsen.” Han flyttede foden til venstre pedal. ”Det er automatgear, så du drejer bare nøglen, sætter gearstangen over på D og træder på speederen.”

”Hvad så, hvis du skal bruge bilen, og jeg har tabt nøglen?” Hun var ikke tryk ved det her.

”Du har det med at glemme, hvad jeg er, Maria,” smilede han. Han lagde hånden over tændingslåsen, og hun hørte det umiskendelig klik, der kommer, når en passende nøgle drejes i låsen. Bilens lamper lyste. Et drej mere og den ville starte sin brummende motor.

Hun nikkede. Han virkede så almindelig det meste af tiden, så normal.

”Pistolen?” spurgte han.

Hun fandt den frem og afsikrede den.

”Hold den fremme. Bliv bag ved mig og følg tæt efter.” Han steg ud og lod døren stå åben. Hun gjorde det samme og gik hurtigt over til ham. Hun havde begge hænder knuget om pistolen og sigtede den ned i jorden, som han havde vist hende. Hun fulgte ham tæt, da han småløb over til hjørnet af lageret og kiggede rundt. Så smuttede han over til den kontorbygning, han havde talt om, og hun skyndte sig efter. Han tog forsigtigt i håndtaget og trykkede det langsomt ned. Døren gik lydløst op.

Det måtte være fordelen af at være afviger, tænkte hun. De følte sig åbenbart så sikre, at de ikke behøvede at låse døren.

Hun fulgte han indenfor. De listede sig forbi en tom og mørk receptionsskranke, forbi åbne døre ind til gabende tomme mødelokaler og hen til trappen, der førte ovenpå. Ved siden af den var døren, der førte ned til kælderen. Han kiggede hurtigt op af trappen, men vendte så sin opmærksomhed mod døren. Han lagde øret mod den, stod lidt, men hørte øjensynligt ingenting, for han tog fat i håndtaget og åbnede den lige så forsigtigt, som han havde åbnet yderdøren. Maria var ved at få ud af sit gode skind, fordi angstens edderkop blev ved med at krible hen over hendes hud.

Der var mørkt på trappen ned til kælderetagen. Hun fulgte ham helt tæt. Han lagde en hånd over hendes mave og pressede hende op mod væggen, mens de bevægede sig ned af trappen, for at undgå eventuelle forræderiske knirken fra trinene. Hans berøring sendte et jag af uønsket savn gennem hendes krop. Hun ville ikke reagere på hans kærtegn – hvis man da kunne kalde det dét. Hendes krop tolkede det i hvert fald sådan. De gik med siden til og Maria var sikker på, at hvis afvigerne ikke hørte trappen knage, så ville hendes nervøst hamrende hjerte afsløre dem. Men de nåede ned uden at støde på andre.

Kælderen var ét stort rum, der strakte sig i hele bygningens længde. Forenden anede hun lidt lys, men det var for langt væk, til at hun kunne ane, hvad der helt præcist gemte sig dernede.

Leo skubbede hende op mod væggen og sammen listede de langsomt og lydløst ned mod det. Da de nærmede sig, så de Christian ligge på en madras på gulvet i skæret fra et ensomt stearinlys. Han havde et lille tæppe over sig. Maria måtte virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at styrte frem og hive ham op til sig. Leo havde taget hende i hånden og holdt hårdt fast i den, og den anden havde hun klasket fast om munden for ikke at komme til at kalde på sin søn.

”Bliv her,” hviskede Leo helt henne ved hendes øre og så svagt, at hun næsten ikke kunne høre det. Så listede han sig hen mod det sovende barn. Han så sig konstant omkring, hvilket gjorde Maria nervøs. Hun efterabede ubevidst hans kiggeri og holdt pistolen klar i mørket.

Leo satte sig på hug ved Christian og lagde forsigtigt en hånd på drengens skulder, for at vække ham nænsomt, inden han tog ham op.

Og så var det pludselig som om barnet voksede under Leos berøring. Benene blev længere og behårede, for lange til at kunne være under tæppet. Kroppen svulmede op og armene, der nu var lange, rakte ud efter Leo og viklede sig rundt om hans hals. Hovedet var også vokset og afslørede et grumt grin. Christians sorte hår blev nogle toner lysere, til en mørk brun, og hans isblå øjne, dulmede i intensitet, farven blev oversvømmet af en lys nøddebrun farve og gemte på et djævelsk had.

Maria glemte helt at trække vejret. Det var ikke muligt, det hun så nu, men alligevel var barnet ikke længere et barn, men en fuldvoksen mand, der nu stod op og havde et fast tag om Leos hals. Han havde nøgen overkrop og hans køn var kun dækket af et par små boxershorts, der havde lignet par almindelige shorts på drengen. Lemmerne var senede og lange.

”Tænkte nok, I ville komme herned,” smilede denne mand og strammede sit greb om Leo.

”Hannibal,” gispede Leo forpint. ”Du burde ikke ligge hernede med kun et tæppe. Det er alt for koldt. Du kunne blive forkølet.”

”Vittig som altid,” grinede Hannibal. ”Kom bare frem af skyggen, Maria. Jeg ved du er der.”

Det gav et sæt i hende, da han sagde hendes navn. Hun vidste ikke, hvad hun havde forestillet sig, for selvfølgelig vidste han, at hun var der, men det var som om, det blev lidt for virkeligt, når han kaldte på hende ved navn.

Langsomt listede hun frem i det flakkende lysskær. Hun havde pistolen hævet og sigtede på ham. Hænderne rystede af angst og var svedige, så hun måtte hele tiden ændre på sit greb på pistolskæftet, der langsomt blev ved med at glide fra hende.

”Og du har fået legetøj,” sagde han hånligt. ”Smid det over i hjørnet.”

”Slip ham og fortæl mig, hvor min søn er?” sagde hun bestemt uden at tage blikket fra ham.

”Åh nej, sådan leger vi ikke. Kom hellere helt hen i lyset. Du ved aldrig, hvad der lurer i mørket,” smilede han dæmonisk.

Som på kommando blev våbnet flået ud af hendes svedige hænder af noget, hun ikke kunne se, og hun blev øjeblikket efter sparket ned på gulvet og landede for fødderne af Hannibal.

Gina. Leo havde fortalt om hende. En afviger, der levede i og af mørket. Hun kunne færdes lydløst i skygger uden at blive set og lige som skyggerne kunne ændre sin form, kunne kun også. Det måtte være hende.

Pistolen var gledet alt for langt væk, til at hun kunne nå den. Hun kom op på alle fire og var ved at rejse sig, da hun blev tvunget ned igen af en hånd fra skyggerne, der havde hårdt fat i hendes hår.

Hannibal slap sit tag i Leo og sparkede ham brutalt i skridtet, så han knækkede sammen og lå stønnende på gulvet.

Derefter satte Hannibal sig på hug foran Maria og løftede hendes hoved op og studerede hende indgående.

”Køn, ja. Men ikke som sådan noget specielt,” sagde han efter en kort tænkepause.

”Er det ikke nok, at jeg bliver sparket? Skal du også fornærme mig?” spyttede hun af ham.

Han kiggede oprigtigt forbløffet på hende og begyndte så at grine lystigt.

”Humor har hun,” lo han uden at tage blikket fra hende. ”Men det er nok ikke ligefrem dét, Michael har sat så stor pris på ved dig. Han vil ikke have, at der sker dig noget. Men jeg kan ved Gud ikke komme på, hvorfor…” Hans blik blev ved med at ransage hende og det gjorde hende ubehagelig til mode.

”Måske er det dine evner i sengen, han er så fascineret af,” sagde han. Han smilede, da han så hende vride sig ved tanken om det, Michael havde gjort ved hende.

 ”Åh ja, det være det. Gina, før hende op til mit værelse. Jeg vil selv opleve, hvor fantastisk hun er.”

Maria blev hevet bagover og slæbt hen over gulvet i mørket. Hun skreg fordi det gjorde ondt at blive trukket af sted ved håret, men også fordi hun ikke kunne bære tanken om, at skulle igennem dét en gang til. Hun sparkede og slog, sprællede og vred sig, men Gina havde alt for hårdt fat og skyggerne i det alt for mørke rum gav hende al den styrke, hun havde brug for.

Så hørtes et skud fra den anden ende af rummet.

Leo havde lagt alt for langt væk fra pistolen, men han måtte have brugt sine kræfter for at få den til at komme over til sig. Han havde rejst sig og sigtede nu på Hannibal, der stod med hænderne oppe ved skuldrene som en anden forbryder i en gangsterfilm.

”Stop, Gina!” råbte Leo. Hans stemme gav ekko i det tomme lokale.

Hun gjorde som han bad om, og Maria var lettet over at mærke trækket i håret slækkes en smule.

”Slap af, Leo. Vi er alle venner her,” smilede Hannibal sleskt.

”Hvor er Christian?” vrissede Leo.

”Læg nu den pistol fra dig.”

”Hvor er han?”

Hannibal tog et skridt nærmere Leo, stadig med hænderne oppe.

”Stå stille!”

”Eller du skyder mig? Du finder ham aldrig så,” truede Hannibal. ”Hvad er det egentlig du vil, Leo? Ønsker du ikke det samme som os? Ønsker du ikke at se vores Messias vokse op og redde os fra de undertrykkere?” Han gjorde et kort kast med hovedet i Marias retning.

Leo rørte sig ikke. Han stirrede stålfast på Hannibal.

”Vi gør ham jo ikke noget. Tværtimod. Vi gør ham klar til verdenen. Klar til at vinde den krig, han er dømt til at starte for os,” prædikede Hannibal, mens han stadig langsomt nærmede sig.

Maria var så opslugt at optrinet, at hun slet ikke lagde mærke til, at hendes hår igen hang slapt ned over hendes ryg. Det var først, da en slank, sort hånd skød frem af skyggerne bag Leo og rev pistolen væk fra ham, at hun opdagede, at der ikke længere var nogen, der havde fat i hende. Hun kom på benene i det øjeblik, Leo blev slået i baghovedet af pistolskæftet og faldt om på gulvet som en sæk kartofler.

”Få fat i tøsen,” vrængede Hannibal og tog pistolen fra hånden, der forsvandt i mørket igen.

Maria satte i fuldt firspring op af trappen. Hun kunne ikke gøre noget for Leo lige nu. Og det vigtigste var, at få Christian ud.

Hun hev sig op ved gelænderet, mens hun tog trinene to af gangen. Flere gange fornemmede hun en prusten i nakken, en hånd, der snittede hendes hår, men hun nåede døren, der stadig stod åben og smækkede den hårdt i bag sig inden skyggerne nåede hende.

Men gangen hun kom op på var også mørk. Hun var i tvivl om, hvordan Gina helt præcist kunne bevæge sig i skyggerne. Kunne hun snige sig ud af et nøglehul?

Stueetagen var tom, så hun skyndte sig ovenpå, mens hun ærgrede sig over ikke at have pistolen længere. Hun havde absolut intet at forsvare sig med lige nu, og de andre afvigere i huset ville snart vide, at hun var løs og der ville ikke gå lang tid, for jagten på hende for alvor satte ind. Hvis bare hun kunne finde Christian inden.

Men så slog det hende. Lige da hun satte foden på det øverste af trappen til førstesalen, faldt det hende ind. Hun behøvede ikke noget våben. Hun behøvede bare at spille Hannibal. Han var formskifter og havde sjældent sin egen skikkelse. Hvorfor skulle han ikke vælge hendes? Han ville kunne lokke Christian til alt, hvis han troede, Hannibal var hende. De andre afvigere ville ikke fatte mistanke, så længe hun kunne forholde sig roligt og fattet – og ikke mindst opførte sig hensynsløst overfor dem. Det burde hun nok kunne gøre overfor en flok afvigere.

Hun trak vejret dybt et par gange for at få hjertet til at slå lidt langsommere. Så kørte hun fingrene gennem håret og rettede lidt på tøjet, før hun nonchalant slentrede ned af gangen.

Hun måtte prøve sig frem ved de forskellige døre. Hun fangede sig selv i at skulle til at banke på den første, men det ville Hannibal aldrig gøre. Så hun trak vejret dybt igen og hamrede døren voldsomt op, så den slog mod væggen.

I det samme sprang tre afvigere op og stirrede olmt på hende. Hun genkendte den ene som Aaron, ham der havde taget Christian fra hende. Hun måtte kæmpe for at styre sin lyst til at springe på ham og flå hans øjne ud, men besindede sig, da hun så hvor kampberedt han så ud. Ved hans højre side stod en kvinde med helt kort, afbleget hår. Hendes træk var generelt maskuline, men hendes overdådige barm afslørede hende som kvinde. Til venstre for Aaron stod en forholdsvis ung mand med store, runde briller med en kraftig styrke, der markant forstørrede hans grå øjne.

”For helvede,” bandede hunm inden de nåede at sige noget. Hannibal virkede som typen, der tog ordet først. ”Har I ikke fanget ham endnu?”

De tre afvigere så måbende på hinanden og på hende.

”Hvem?” spurgte Aaron mistænksomt.

”Leo, for fanden. Han er her med hende tøsen. Hun er fanget, men Leo sniger sig stadig rundt et eller andet sted. Find han!” råbte hun og håbede inderligt, at hun lød overbevisende.

Aaron kom helt hen til hende, tårnede sig op over hende og stirrede ondt på hende.

”Og hvem tror du så lige, du er?” hvislede han.

Hendes hjerte sprang et slag over og satte sig helt oppe i halsen. Bare det ikke kunne aflæses i hendes ansigt.

”Hold kæft og kom af sted, idiot,” hvæsede hun lige op i hans ansigt. ”Næste gang du sætter spørgsmålstegn ved mine ordre, får du samme behandling som den forræder får, når I har fanget ham. Af sted!” Hun skubbede ham hårdt i ryggen, og selvom han ikke umiddelbart lod sig mærke af det, tøffede han alligevel af sted med sine afvigervenner.

”Du skal altså til at have et armbånd eller et eller andet på, så vi kan kende dig, Hannibal,” mumlede afvigeren med brillerne, da han gik forbi hende med nedslået blik.

Da de var gået lukkede hun døren og åndede lettet ud. Det havde været tæt på, alt for tæt. Havde Aaron valgt at tage kampen op med hende, ville hun ikke have haft en chance.

Det var tydeligt, at hendes søn ikke var i dette værelse, men måske hun kunne finde et muligt våben. Rummet var sparsomt møblet. Der var madrasser spredt ud på gulvet med dyner og puder, der lå i store bunker. Der var en enkelt kommode til venstre for døren, men ellers var rummet tomt og koldt. Hun rodede hurtigt skufferne i den store kommode igennem, uden held.

Hun blev nødt til at forsætte med at lede efter Christian. Hun lagde øret til døren, lyttede efter fodtrin, men der var helt stille ude på gangen, så hun gik derud som om hun ejede hele verdenen. Hun frygtede, at der hvert øjeblik ville blive lagt en hånd på hendes skulder, en hånd som ville gøre en ende på det hele og trække hendes skrigende ned i mørket igen.

Hvis bare Christian ville give en lille lyd fra sig. Fysisk eller mentalt. Hun forsøgte at kalde på ham med sit sind. Hun tænkte kun på ham, og mærkede hvordan hjertet svulmede ved tanken om ham. Hun lod sine tanker række ud efter ham og håbede, at han modtog hendes signal, hvor svagt det end måtte være. Hvorfor var hun ikke også bare en lille smule afviger?

Hun lagde en hånd mod den næste dør, hun kom til og sendte tanker til sin søn. Men der skete intet. Hun tog en dyb indånding og pressede håndtaget ned, mens hun bestemt flåede døren op.

Hun kunne have sparet sig sit pokerfjæs, for der var ingen i lokalet. Til gengæld var alle fire vægge dækket af høje metalskabe, alle med en lås på.

Hun lukkede døren efter sig, lettet over at være alene. Så gik hun systematisk til værks. Hver lås blev hevet i og drejet lidt ved. Skabslågerne fik sig også en tur, men til sidst fandt hun sig selv stående midt på gulvet med uforrettet sag. Hun kørte frustreret hænderne gennem håret. Ingen Christian, ingen våben. Til gengæld havde hun en hel bygning med afvigere, der snart ville lugte lunten og opdage, at hun ikke var Hannibal. Fortvivlelsen rev hende i hjertet.

Forsigtigt kiggede hun ud på gangen, der til hendes store lettelse stadig var tom.

Lige som hun var trådt ud på den og var ved at lukke døren efter sig, kom en skikkelse løbende op af trappen, og styrede humpende direkte mod hende.

Hun bakkede uvilkårligt et par skridt, sikker på, at spillet var ude nu.

”Maria,” stønnede Leo, da han kom helt hen til hende.

”Leo,” sagde hun lettet og støttede ham, da han væltede udmattet over mod hende. Han haltede på det ene ben og blødte fra det venstre øjenbryn.

”Han er ikke her. Ikke i denne bygning,” gispede han, mens de bevægede sig over mod trappen igen. ”Jeg burde have vidst det. De har ham i lagerbygningen.”

De havde været så tæt på uden at vide det. Hun hjalp ham ned af trappen og sammen snublede de ned af gangen og ud af døren uden at møde en eneste afviger.

”Vi må være forsigtige,” hviskede Leo til hende, da de stod udenfor. ”Hannibal har sat alle i gang med at lede efter os. Jeg ved ikke, hvor mange det helt præcist drejer sig om, men det er mange.”

”Har du pistolen?” hviskede hun tilbage.

”Nej.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...