Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
943Visninger
AA

11. 10

”Forsvind!” skreg Maria og skubbede hårdt til Leo, mens hun krampagtigt knugede Christian ind til sig med den anden hånd.

”Rolig,” sagde Leo og holdt begge hænder afværgende op mod hende.

”Skrid! Forsvind! Jeg vil ikke have noget med dig og din slags at gøre! Du lovede, at du ville lade os være i fred!” Hun blev ved med at skubbe til ham, hårdere og hårdere. Skubbede ham over mod hoveddøren og ville bare have ham ud, så hurtigt som muligt. Chokket over at finde en fremmed i sit hus ruskede stadig i hende og hun var på grådens rand. Men hun ville ikke finde sig i det. Det her var hendes hjem, hendes søn og ingen afvigere skulle komme her og tro, at de sådan uden videre kunne invadere deres liv.

Et sidste ufølsomt skub sendte ham ind i døren.

”Slap så lige af, Maria!” sagde han vredt og tog fat om hendes håndled, da hun løftede hånden for at slå ham i brystkassen igen. Han havde aldrig hævet stemmen overfor hende på den måde før, og han virkede pludselig langt mere faretruende. Han var stærkere end hun umiddelbart troede, og hun forsøgte forskrækket at rive hånden til sig, men han holdt fast.

”Slip mig,” vrissede hun.

”Ikke før du lover at slappe lidt af,” vrissede han tilbage.

”Du har ikke noget at gøre her!”

”Prøv med `tak´ i stedet for. Jeg har lige reddet dit liv!”

Hun forsøgte stadig at komme fri af hans greb, men til ingen nytte.

Christian sad på hendes arm og holdt fast om hendes hals, mens han kiggede forundret fra den ene til den anden.

”Var jeg ikke kommet, havde han knust dit hjerte, bogstavelig talt,” forsatte Leo med lynende øjne.

”Slip mig!” Hun blev ved med at vride sig.

”Hvad tror du, der var sket med Christian, hvis ikke jeg havde været her?”

”Vi klarer os fint uden dig. Forsvind så!”

”Også ved supermarkedet? Havde du også klaret det uden hjælp?” snerrede han mellem sammenbidte tænder.

De to kæmpende mænd… Det løb hende koldt ned af ryggen, ved tanken om, hvad der kunne have været sket, hvis ikke Christians kidnapper var blevet standset – af Leo.

Han måtte kunne mærke, at hendes forbløffelse afvæbnede hende, for han slap hendes håndled og lænede sig træt op af døren. Blodet fra næsen var størknet, men han tørrede det der var tilbage fra munden væk med bagsiden af hånden.

”Jeg er her kun for at bestykke jer,” sukkede han træt.

”Det har jeg ikke bedt dig om,” bed Maria ham af.

”Hvad vil du ellers have, jeg skal gøre? Jeg kan ikke bare lade Michaels folk tage ham.”

”Det får de heller ikke lov til.” Hun knugede sin søn lidt hårdere ind til sig.

Leo kom med et enkelt håbløst grin og kiggede opgivende på hende. Hun gengældte koldt hans blik. Så rystede han på hovedet og lukkede døren efter sig, da han forlod huset.

Christian satte i et hyl og kastede sig frem mod døren, da den gled i med et klik. Maria måtte bruge næsten alle sine kræfter, på at holde ham tilbage, men hver gang hun fik ham nogenlunde under kontrol, fløj han fremad igen, sparkede og slog omkring sig, for at komme væk fra sin mor. Til sidst måtte hun tvinge ham væk fra døren, hev ham væk og ind i stuen under megen vrælen. Hun forsøgte at sætte sig ned med ham på skødet, men han blev ved med at slå og kradse hende. Det var som om han bevidst sigtede efter hendes ansigt, og de blå øjne var så fulde af had, at det skræmte hende.

”Lille skat, slap af. Der sker ikke mere,” trøstede hun.

Vores! Vores! Vores!

Stemmen buldrede i hovedet på hende samtidig med, at hendes indre øje blev bombet med billeder af Leo. Billederne var så voldsomme, at hun næsten ikke kunne koncentrer sig om, at se på sin søn.

”Han er ikke vores,” fik hun fremstammet.

Vores!

Billeder af hende og Leo sammen. Billeder af begivenheder, der aldrig havde fundet sted. Hende og Leo, der stod med en lille sorthåret dreng med utrolige blå øjne mellem sig. Lykkeligt familiebillede. Et bryllup, som aldrig ville ske, men hvor både brud og brudgom smilede, og ved siden af dem, stod en lille dreng med sort hår og utrolige blå øjne. Utallige lykkelige stunder fór gennem hendes sind, alle med den samme lille blåøjede djævel ved siden af et par fantastisk lykkelige forældre.

Maria måtte kæmpe enormt for at komme fri af billederne, og da de endelig fortonede sig, stod Christian på hendes skød, helt roligt og stirrede hende lige ind i øjnene med sine blå iskrystaller, kolde og hårde.

Vores.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg har bedt dig om, ikke at rode rundt herinde,” sukkede hun og satte træt en pegefinger på sin pande.

Christian kiggede forbløffet på hende.

Vores!

Der blev sendt flere billeder af sted, og de ramte hende så voldsomt, at hun blev slået tilbage i sofaen.

”Stop så,” skreg hun og kastede sin søn fra sig ned i sofaen. Hun rejste sig hurtigt og tog et par skridt væk fra ham, ambivalent fordi hun elskede ham og frygtede ham.

Han moslede lidt fortumlet rundt i  de bløde puder og kom så op på alle fire og så kamplysten på hende. Hans øjenhuler var fuldstændig overrumplet af den blå ild, som fyldte alt ud. Som han stod der, lignede han mest af alt en tiger på spring, klar til at nedlægge sit bytte.

”Christian, skat, det nytter ikke noget. Det bliver ikke sådan, som du viser mig,” forklarede hun.

Han trak læberne tilbage og blottede de endnu tandløse gummer og hvæsede grumt af hende.

Hun satte sig på hug foran ham, for virkelig at forklare ham, hvorfor Leo ikke kunne blive hos dem, men så snart hun var inden for rækkevidde, sprang han på hende og sammen væltede de ind i sofabordet. Christian havde godt fat i hendes hals og hår og rev hende, da hun gjorde et forsøg på at få ham væk.

Leo kom ind af døren, smilende og glad. Og hvor havde hun savnet ham. Det var så længe siden de havde set hinanden sidst. Hun havde mest af alt bare lyst til at falde ind i hans trykke favn. Og så skulle de alle tre –

”Nej!” skreg hun, da det absurde i situationen gik op for hende. Leo opløstes pludselig som et fatamorgana. Hun nægtede at lade sig forblænde af Christians numre igen. Selvfølgelig var Leo ikke kommet ind igen, og hun savnede ham overhovedet ikke, tværtimod. De følelser var ikke hendes på nogen måde, selvom de blev ved med at trænge sig på. Til sidst måtte hun flå Christian af sig og slynge ham ud på gulvet.

Han hylede som en besat, da han gled hen over gulvet og begyndte at kravle hen mod hende igen, lige så snart kureturen var stoppet, stadig skrigende.

Hun skyndte sig at hive ham op i armene og holdt ham helt ud fra kroppen, så han ikke kunne nå hende. Han hvinede og vred sig vildt, men hun gav ikke slip. Han ville få blå mærker, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre ved ham, når han teede sig sådan. Han var ikke just et almindeligt barn, man bare sådan kunne irettesætte.

Hun bevægede sig over mod trappen, men blev i det sammen ramt i panden af en bog, der kom flyvende fra én af reolerne. Hun vaklede et par skridt bagud, men fastholdt sit greb i sin søn. Det næste der ramte hende var et par lysestager, der bankede ind i ryggen. Først nu gik det op for hende, at Christians ualmindelige hysteri var ved a munde ud i et eller andet psykisk anfald, hvor hun var det primære mål. Hans øjne var klemt hårdt i, og han var helt rød i hovedet af at skrige så voldsomt. Og først nu opdagede hun, at flere at hendes ejendele svævede frit i luften omkring dem. En fjernbetjening havde kurs mod hendes hoved, men hun nåede at dukke sig inden den fandt sit mål.

Hun styrtede angst op af trappen velvidende, at flere og flere genstande fulgte efter dem og bare ventede på at komme til at ramme hende. I ren panik fortsatte hun hele vejen op til loftet, hvor hun farede ind og satte Christian midt på gulvet mellem papkasser, gamle møbler og spindelvæv. Så fór hun over til døren, mens hun efter bedste evne undveg alle de mange svævende ting, der truede med at slå hende omkuld. Hun hørte Christians små fødder klaske ureglmæssigt mod gulvet efter hende. Lige da hun smækkede døren i, så hun ham, rasende og skrigende, med et vildt blik i øjnene. Da døren var imellem dem, fald de flyvende ting på hendes side til gulvet med et brag. Stilheden forstærkede Christians hyl og vræl, der skar hende i hjertet. Hun havde en fornemmelse af, at genstande på den anden side af døren stadig svævede rundt, og hun hørte nogle af dem hamre mod døren.

Nu kunne hun ikke holde tårerne tilbage længere. Hun sank sammen op ad døren og græd, så hele kroppen rystede, mens hun stadig holdt fast i håndtaget.

”Christian,” hulkede hun. ”Vil du ikke godt stoppe?”

Det eneste svar hun fik, var flere hidsige vræl og bank mod døren.

”Undskyld…” Hun drejede nøglen om i låsen og tog den med sig, da hun sjoskede ned af trappen ned til førstesalen og ud på det badeværelse, der stødte op til hendes soveværelse. Hun betragtede den kvinde, der stirrede tilbage på hende i spejlet. Stadig flot, men træt at se på med mørke rander under øjne, der nu var røde og brændende af tårer. Ned over kinden var der et tydeligt kradsemærke fra Christian. Hun vaskede det ganske forsigtigt med vand og dubbede det tørt med et rent håndklæde.

Der kom fortsat bankende lyde oppe fra loftet og det stak grusomt i hendes samvittighed. Det var en dårlig mor, hun stod og stirrede på i spejlet. En forfærdelig og barbarisk mor, der låste sit stakkels barn inde oppe på et fugtigt, mørkt loft uden vinduer. Når døren var lukket deroppe, var der bælgravende sort derinde. Men hun havde ikke andet valg lige nu, end at holde ham fanget deroppe. Han var alt for utilregnelig. Når han var faldet lidt ned, ville hun lukke ham ud igen. Og så skulle de snakke om, at det var nødt til at være sådan her. Der var ikke andre muligheder. Leo kunne ikke blive hos dem. Hun nægtede pure at lade en afviger bo hos sig. Det var ikke til at vide, hvilke bagtanker han havde.

Hun lagde sig i sengen og ventede på at bankelydene skulle høre op, og mens hun lå der, tærede hendes skyldfølelse løs på hendes sind.

 

Der gik i hvert fald to timer, inden der blev stille deroppe.

Maria havde troet, at hun ville falde i søvn, men tankerne havde forræderisk holdt hende vågen.

Helt stille listede hun op af trappen, op til den allerøverste sal og hen til døren, der førte ind på loftet. Hun lagde øret mod den.

min…

Det var en svag, hjælpeløs stemme, næsten uhørlig, der forsigtigt trængte ud gennem døren og ind i hendes sind. Skyldfølelsen var enorm, og hun skyndte sig at låse op, men åbnede langsomt døren. Hun var nervøs for, hvilken dreng hun ville finde på den anden side.

Christian lå inde midt på gulvet på den ene side med ansigtet vendt ud mod hende. Hans lille hånd rakte ud efter hende, men faldt tungt til gulvet. Han var alt for udmattet til at holde den oppe. Han snøftede ganske let, en efterve fra gråden tidligere. Kinderne var fugtige af tårer, og øjnene var som hendes egne helt røde og opsvulmede.

Samtlige kasser og møbler i loftsrummet var væltet, men alle lå i en radius på en meter uden for Christian. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun mene, at det var et under, at han ikke var blevet ramt. Men hun vidste, at han helt selv havde styret, hvor tingene var landet. Hans evner begrænsede sig altså ikke kun til at fortrylle og forblænde hende, men han kunne åbenbart også en form for – hed det psykokinese? Hun var ikke sikker. Han kunne i hvert fald få ting til at svæve, ved viljens kraft alene. Indtil videre krævede det øjensynligt et hysterisk anfald af dimensioner, men det var vel kun et spørgsmål om tid, før han mestrede denne evne så godt som sin forblændelse.

min…

Den lille hånd rakte ud efter hende igen, og hun skyndte sig ind og samlede ham op. Træt og udmattet faldt han ind til hende. Hun måtte holde hans hoved, for at det ikke skulle rulle bagud. Med ham helt ind til kroppen gik hun ud, lukkede døren til det forfærdelige værelse og gik ind i sit soveværelse, hvor hun lagde ham ved siden af sig.

Han sov allerede og så helt fredelig ud. Det var en helt anden dreng, end den der var gået fuldstændig amok tidligere. Hans vejrtrækning var dyb og regelmæssig, skønt den af og til blev brudt af små klynk. Så strøg hun ham kærligt over håret og så slappe han helt af igen. Det var en søvndyssende vejrtrækning, der smittede af på hende. Inden længe faldt hun også i søvn.

Hun regnede med, at de kun lige havde taget et par timer, for der var stadig mørkt udenfor, da hun vågnede igen. Christian lå stadig ved siden af hende, helt klistret op ad hende, for at være mere præcis. Han mumlede stille i søvne.

Hun vendte sig forsigtigt om for at tjekke vækkeuret, der stod på natbordet. Chokeret opdagede hun, at klokken var 19. De havde sovet hele dagen væk. Enten skulle hun vække ham nu og give ham en ren ble, mad, et bad og så håbe, at han kunne falde i søvn igen bagefter. Ellers skulle hun lade ham ligge nu og håbe på, at han ikke vågnede midt om natten af sult.

Hun kunne ikke få sig selv til det sidste. Hun var selv sulten og skulle selv tisse, så hun kunne levende forstille sig, hvor meget hans lille mave måtte rumle og hvor fyldt hans ble måtte være.

”Christian, skat,” kaldte hun stille, mens hun nussede ham på maven. ”Lille mus, vi skal op lige lidt og have noget at spise og en tør ble.”

Han gav sig lidt, men vågnede ikke.

”Møffe, det går altså ikke, du skal lige have lidt at spise.”

Langsomt åbnede han de blå øjne. Lukkede dem igen og strakte sig, for så at åbne dem helt og kigge på hende. Han blinkede et par gange for at få søvnen helt på afstand. Så smilede han til hende og hendes hjerte smeltede. 

”Min…” sagde han ganske stille og lagde en hånd på hendes kind.

”Din,” samtykkede hun og kyssede hans hånd. Der gik et par sekunder før det gik op for hende, at det rent faktisk var noget, han havde sagt og ikke bare noget, han havde overført fra sit sind til hendes. Ordet var virkelig kommet ud af hans mund.

”Christian?”

Han smilede igen, lidt forlegent denne gang og puttede sig flovt ind til hende.

”Sig det igen, Christian,” bad hun.

Han pludrede som alle andre babyer på godt og vel et halvt år, men han narrede hende ikke. Hun havde hørt ham tale. Han ville tydeligvis ikke sige mere lige nu, men det skulle nok komme.

Som lovet skiftede hun ham og forsøgte samtidig, at få ham til at tale igen, men han pludrede bare løs, spillede med tungen og skreg lystigt i lange, høje toner.

Køkkenet lignede en slagmark. Gryder og skåle lå spredt ud over det hele. Skuffer og skabe stod åbne, og deres indhold var kastet ud over hele gulvet og køkkenbordet. Den lille spiseplads med bord og stole var væltet. Hist og pist var der blodpletter fra en kamp på liv og død.

Hun måtte tage en meget dyb indånding, inden hun tog Christian med derud. Hun satte ham i højstolen og tog fat på oprydningen. Alt blev vasket af. Alt bestik, alt køkkengrej, samtlige overflader, og alt, hvad der muligvis kunne være blevet rørt ved af afvigerne. Smittefaren, hvor imaginær den end var, skulle elimineres og hun smed de rengøringshandsker ud, som hun havde brugt.

Da alt var skinnende og funklende, kogte hun hurtigt en omgang pasta og rørte hurtigt en kødsovs sammen. Hun blendede Christians del, så det var lettere for ham at få ned. Sammen spiste de ved det lille spisebord i køkkenet, som hun havde rejst op og desinficeret grundigt.

Hun lokkede det bedste hun havde lært, for at få forståelige ord ud af ham, men han skulede bare drillende på hende og rakte tunge eller pludrede som om, han ikke forstod et ord af det hun sagde.

”Du fjoller,” sagde hun til ham.

Han efterabede hendes intonation med en omgang uforståeligt vrøvl.

Hun smilede, og han smilede tilbage.

”Du taler, når du er klar til det,” bekendtgjorde hun for ham, og han nikkede ivrigt, rørende enig.

”Men du kan lytte.”

Han trak på skuldrene og kiggede ligegyldigt ned på bordet.

”Christian, skat,” hun bevægede sig ind på et følsomt emne, men det skulle tages op. Der var ikke andet valg. Han måtte forstå hendes beslutning og acceptere, at det var hende der bestemte. ”Angående Leo…”

Christians hoved fløj op, og han stirrede håbefuldt på hende.

”Han kan ikke være sammen med os. Han er farlig.”

Hendes søn gjorde sine øjne smalle og rystede en enkelt gang på hovedet. Han forstod ikke, hvad hun mente.

”Han er en afviger, skat. Han er ikke normal, og derfor meget, meget farlig,” forklarede hun.

Afviger?

Hun havde ønsket og håbet at spørgsmålet var kommet ud gennem munden og ikke overført via tanker, men hun svarede alligevel: ”Afvigere er mennesker, der har visse evner, kræfter, der kan gøre utrolig skade. Deres inderste ønske er, at overtage verdenen, og bestemme over alle andre. Og de er hensynsløse. De dræber alt og alle, for at opfylde deres egne ønsker og behov.” Hun kom uvilkårligt til at tænke på sin mor, der var blevet offer for disse vanskabninger.

Afviger?

Han pegede på sig selv, da han sendte spørgsmålet over til hende. Hun anede ikke, hvordan hun skulle svare på det. Der var så meget hun ville fortælle, men så meget han var for lille til at forstå. Alligevel besluttede hun sig for, at fortælle ham sandheden.

”Ja, skat, du er afviger. Men du er anderledes end de andre,” skyndte hun sig at sige, da hun så en mørk skygge glide for hans øjne. ”For det første har de andre ting, der viser at de er afvigere. Leo har for eksempel svømmehud mellem tæerne. Andre har meget lange fingre. Nogle kan sågar ikke engang gå. Men du, min skat, er helt perfekt. De evner du har, er en gave, og jeg er sikker på, at du vil bruge dem til at beskytte almindelig folk, mod afvigere som Leo, der bare tænker på sig selv.”

Christian sad lidt og grublede over, det hun havde fortalt. Der var ikke noget i hans ansigtstræk der afslørede hans sindsstemning, ikke noget, der fortalte om der var et nyt raserianfald på vej eller ej. Maria ventede nervøst på hans dom. Hun håbede inderligt, at han ville acceptere hendes afgørelse og ikke mindst hendes redegørelse for, at han var afviger, men en helt speciel én af slagsen.

Vores farlig?

Der var en umiskendelig mistro i spørgsmålet. Og hun kunne godt forstå ham. Han havde aldrig set, hvad en virkelig farlig afviger kunne gøre. Han havde flygtigt stiftet bekendtskab med Julias afvigerevner. Og den afviger, der havde kidnappet ham. Men han havde ikke set Leos evner. Maria selv havde også svært ved at kategorisere dem. Det var lidt som Christians psykokinese. Han kunne på en eller anden måde styre, små gendstande. Som knive, der spiddede en fjende og altid præcist ramte sit mål.

Så kiggede Christian op på hende med et glimt i øjet.

Farlig?

Han pegede igen på sig selv. Og nu sad hun med endnu et dilemma. Skulle hun fortælle ham, hvor farlig han virkelig var eller ej? Hvis han vidste det, ville han så på nogen måde acceptere, at hun havde kommandoen? Eller ville han for alvor starte et oprør, som hun umuligt ville kunne vinde?

”Du er en helt igennem vidunderlig lille dreng. Og jeg elsker dig meget højt, skat. Dine evner gør dig ikke farlig. Jeg er ikke bange for dig, hvis det er det du spørger om.” Selvom hun ikke selv helt troede på det. Der var en knude i maven, der strammede sammen, hver gang hans blå øjne mødte hendes. ”Det kan til gengæld blive farligt, hvis du viser dine evner ude blandt andre mennesker. Så melder de dig og så bliver du spærret inde under byen i katakomberne, hvor alle de andre afvigere er.”

Han kiggede på hende med store øjne.

Vores?

”Leo er der ikke, nej.”

Mørkt?

Stemmen dirrede en lille smule, hun anede frygt i den.

”Ja, skat. Der er meget mørkt i katakomberne. Der kommer aldrig dagslys derned. Det er et ganske forfærdeligt sted. Du skal aldrig nogen sinde ønske dig, at komme derhen.” Hellere skræmme ham nu, så han ikke gjorde noget overilet senere. Hun ville ikke kunne bære at miste ham. Og så vidt det stod til hende, skulle hans afvigergener skjules totalt.

Christian rystede på hovedet af ærefrygt, og de ellers så stærke blå øjne, var spærret op.

”Så du lover mig, at du aldrig nogen sinde viser andre, hvad du kan?” spurgte hun alvorligt.

Han nikkede ivrigt igen.

Hun havde en klar fornemmelse af, at opholdet i loftsrummet havde gjort noget ved ham. Måden hvorpå han havde spurgt til mørket mere end antydede, at det var noget han var bange for. En frygt, som sikkert ikke ville forsvinde lige med det samme.

Efter aftensmaden tog hun ham med ud på badeværelset, hvor hun gjorde et bad klar til ham. Han sad på gulvet ved siden af hende og legede med nogle legoklodser, stablede dem, skilte dem ad og stablede dem på ny.

Da vandet havde den rette temperatur, satte Maria ham op i det. Foruden babyolie, var vandet fyldt med alverdens gummidyr, der skvulpede lystigt rundt om ham, når Christian plaskede lykkeligt i vandet.

Mens han sad der og havde det allermest hyggeligt ringede det på døren. Så Maria måtte hive ham op og vikle et håndklæde om ham, for at gå ned og åbne for den uventede gæst. Christian var bestemt ikke tilfreds og klaskede sin mor gentagende gange på armene, mens han forsøgte at komme væk fra hende.

”Slap af, Møffe. Du skal nok få lov til at bade færdigt,” smilede hun til ham.

Det ringede for tredje gang, inden hun nåede helt ned til døren.

Udenfor stod en ung pige, en 16 -17 år, langt, mørkt hår, der var flettet, glade øjne, en smilende mund, en flot ren hud.

”Hej,” sagde hun kækt. ”Jeg hedder Anna, og jeg er på runde her i kvarteret for at søge arbejde som babysitter. Jeg har tidligere arbejdet som babysitter, men den familie jeg var hos er desværre flyttet.” Hun rakte et stykke papir frem til Maria, der forvirret tog det. Hun snakkede godt nok hurtigt, denne unge pige.

”Sikke en sød dreng,” smilede hun til Christian, der sad på sin mors arm svøbt i et håndklæde. Anna dikkedikkede ham under hagen, og han grinede genert til hende og puttede sig ind til sin mor.

”Ih, ham vil jeg altså virkelig gerne passe. Hvor er han bare en lækker lille en,” fortsatte Anna.

”Tak,” smilede Maria. ”Men jeg har ikke brug for en babysitter.”

”Sikker?” spurgte Anna og lagde hovedet på skrå, stadig smilende.

”Ja ellers tak.” Maria rakte papiret tilbage til pigen, men hun tog det ikke.

”Du ligner ellers én, der godt kunne bruge en hånd.”

Det vidste Maria godt. Hun så forfærdelig ud, hærget og udmattet efter de sidste dages begivenheder, men hun havde ikke behov for at få fremmede ind i sit hus. Fremmede som måske ville afsløre hendes elskede søn som afviger.

”Vi har haft en lidt hård dag,” tilkendegav Maria. ”Men vi klarer os.”

”Hmm, så vidt jeg har forstået har I ellers sovet hele dagen…” sagde pigen stadig med hovedet på skrå, stadig med et smil på læben.

”Du skal gå nu,” sagde Maria bestemt, men hjertet hamrede løs i brystet på hende. Hun lukkede døren lige foran den smilende pige og låste den forsvarligt. Så småløb hun ud i baggangen og låste ligeledes den dør. Hun tjekkede samtlige vinduer i huset og kiggede forsigtigt ud af vinduet ved siden af hoveddøren, da hun var færdig.

Pigen stod der stadig med hovedet på skrå og det venlige smil. Det var som om, hun var frosset fast, blevet til en statue. Hun havde overhovedet ikke rørt sig, siden døren var blevet lukket. Maria bankede på sin rude, for at få kontakt med pigen igen, men der skete ingenting. Hun stod stadig som forstenet, blinkede ikke engang.

”Har du…?” spurgte hun Christian, der rystede på hovedet.

Hun kiggede ud igen. Det så ikke engang ud til, at hun trak vejret.

”Jeg beder dig om at gå nu,” råbte hun ud gennem ruden og håbede, at pigen hørte det. ”Ellers ringer jeg til politiet. Dette er sidste advarsel.”

Christian pludrede med hende, ikke højt nok til at pige ikke burde have hørt hende, men højt nok til at Maria hørte det. Statuen blev hvor den var.

Christian hev i hendes ærme og pludrede ind i hendes øre. Han ville tilbage i badet og det kunne kun gå for langsomt. Vandet var nok blevet koldt nu.

”Jeg tæller til tre, så ringer jeg,” truede hun uden at få nogen reaktion fra den stadigt smilende pige.

Christian hev i hende igen og slog hende let på skulderen, men hun turde ikke tage blikket fra den ubudne gæst.

”Der,” sagde han så pludselig, og Maria vendte hovedet med et ryk. Hun lod sit blik følge hans pegende finger og så en skikkelse gå forbi oppe på trappeafsatsen til førstesalen. En slank mørk skikkelse, der var væk før hun kunne nå at se, hvem det var. Sandsynligvis én af dem. En der var efter Christian. Skikkelsen gennemgik sikkert værelserne, mens Maria stod her og var distraheret af babysitteren. Men hun havde Christian på armen, og hun havde ikke tænkt sig at lade dem få ham.

Maria tjekkede hurtigt. Pigen stod der stadig. Hun fór lydløst ud i køkkenet og tog den største kniv hun kunne finde. Hun gav den nænsomt til Christian.

”Den er meget farlig, skat. Hold den her og kun her. Sid helt stille med den. Forstået?” formanede hun hviskende.

Christian nikkede alvorligt og tog forsigtigt fat i skæftet med begge sine små hænder og tog ikke blikket fra det store våben, han nu sad med.

Ude i baggangen hev hun sin jakke ned og pakkede Christian endnu mere ind. Et halvvådt håndklæde var ikke nok til at holde ham varm ude midt om natten. Hun kunne ikke komme op ovenpå efter hans tøj, så dette her måtte gå, indtil hun fandt en bedre løsning.

Fodtrin på trappen afslørede, at hendes indtrænger var på vej ned med uforrettet sag. Der var ikke længere nogen forsigtighed over skridtene. Det lød mere som om, personen havde travlt nu. Som om personen vidste, at Maria og Christian var ved at flygte.

”Stille,” hviskede Maria til sin søn, der stadig stirrede intenst på kniven. Hun bakkede over mod døren, for at kunne se sin mulige angriber komme ind i køkkenet, inden han stod bag hende. Hun rakte hånden bagud og fik fumlet låsen op. Forsigtigt åbnede hun døren. Hun vidste, at den knirkede af og til, så hun gjorde det i langsomme og rolige bevægelser, for ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed.

Lige så snart hun var ude, vendte hun sig om for at løbe, men bragede lige ind i to mænd, der stod parate til at pågribe hende. Hun flåede kniven ud af Christians hænder og fægtede vildt omkring sig, uden nytte. Den ene mand, et ordentligt muskelbundt, greb hende om den bevæbnede hånd og tvang kniven ud af den. Den anden mand, lige så spinkel som den anden var muskuløs, hev brutalt Christian væk fra hende og begyndte strakt at løbe væk med ham. Hun ville sætte efter, men muskelbundet et væltede hende omkuld og lagde sig tungt oven på hende.

”Christian!” skreg hun panisk.

Han begyndte også at skrige, og hun så, at han rakte ud efter hende, da hans kidnapper forsvandt gennem hækken over til Julias og Leos hus.

I det samme kom Anna, den påståede babysitter, ud gennem bagdøren.

”Skulle det virkelig være så svært?” sagde hun hånligt. ”Poul var en idiot, når han ikke engang kunne klare det her. John, få hende bundet og gjort tavs. Hun skal med - Michaels ordre. Men vær forsigtig. Han vil have hende uskadt.” Pigens stemme var hård og kommanderende, slet ikke så silkeblød og venlig som den havde været ved døren.

Muskelbundet, John, der lå ovenpå hende, gjorde som han havde fået besked på. Han hev et reb op af baglommen og bandt hendes hænder bag hendes ryg. Så tvang han hende op at stå og bandt derefter et stramt stykke stof over hendes mund. Det skar sig ind i mundvigene og knuden fangede en hel del af hendes hår, da den blev strammet i nakken og smertestårer blandede sig med rædselstårer.

Hun blev skubbet, hevet, trukket gennem hækken, men selvom hun fortvivlet kiggede rundt, så snart hun var kommet igennem, kunne hun ikke se Christian. Det var som om han og kidnapperen var sunket i jorden. Hun fik ikke megen lejlighed til at tænke over det, for hun blev presset fremad og tvunget ind i en stor hvid varevogn, der holdt parkeret ved kantstenen og meget belejligt skjulte den del af haven, hvor hun og hendes angribere gik.

Muskelbundet pressede hende ned på gulvet, hvor hun lagde sig faldt på maven, selvom det var besværligt med hænderne bundet. Døren til varevognen blev rullet i, og Anna satte sig ind bag førersædet, mens John blev ved Maria og holdt hende nede med en fod på hendes ryg. Hvilket slet ikke var nødvendigt. Hun havde ikke tænkt sig at gå nogen steder, før hun vidste, hvor de havde gjort af hendes søn. Indtil da skulle hun nok forholde sig helt roligt.

Vognen satte i gang med et brøl og rumlede ned af vejen. Hun lå meget ubekvemt og blev nærmest kastet rundt i varevognen, da John havde sat sig over i et hjørne. Han smilede til hende, morede sig vist over, hvordan hun væltede rundt som en kludedukke. Da Laura drejede lidt voldsomt, slog Maria hovedet ind i siden af vognen og det dunkede frygteligt over hendes ene øjenbryn. Der gik ikke mere end et enkelt sekund, før blodet begyndte at løbe ned i hendes øje.

”Hey, kør lidt forsigtigt,” brummede John til chaufføren. ”Hun ruller rundt som en sæk kartofler. Hun har allerede slået hovedet nu.”

”Pis,” bandede Anna oppe foran, men Maria kunne ikke mærke, at farten tog af.

I det samme blev hun slynget over i den modsatte ende af vognen og slog ryggen hårdt. John fløj forbavset efter og ramlede ind i siden kun få centimeter fra Maria. Havde han ramt hende med den kraft han blev slynget af sted med, havde hun sandsynligvis brækket en arm eller et ben.

”For helvede, Anna!” skreg han og kravlede op til førerhuset. Lige som han skulle til at gribe fat over sæderyggen og fat i Anna, bankede bilen ind i en modkørende og sendte varevognen ud på en kolbøtte tur, der endte i et butiksvindue for dametøj.

Maria var overladt til skæbnes lune, for hun kunne ikke tage fra med hænderne. Hun gokkede hovedet ind i samtlige sider af bilen op til flere gange og endte med at vende på ryggen og stirrede op på døren i siden af bilen. Stoffet over munden var gledet helt ned i nakken så hun havde munden fri igen. Hun gispede efter vejret.

John lå bevidstløs halvt inde over passagersædet med rumpen strittede op i vejret. Laura sad klistret op af sideruden og en rød plamage var så småt begyndt at brede sig under hendes hoved. Heldigvis havde hun sele på, ellers var hun nok blevet slynget ud af vinduet, tænkte Maria grumt.

Hendes hoved dunkede lige der, hvor øjenbrynet var flækket, og blodet blev ved med at løbe ned i øjet, hvilket gjorde det svært at se. Hun måtte ud, før John kom til bevidsthed igen. Og så måtte hun have fat i Leo. Han ville vide, hvor de havde taget hendes dreng hen.

Døren over hende gled til side, og hun forventede at se den spinkle kidnapper kigge bekymret ind på sine afvigervenner.

I stedet var det et par helt almindelig blå øjne, i et helt almindeligt ansigt omkranset af helt almindeligt mørkeblondt hår, der kigge ind.

”Leo,” sukkede hun lettet. ”Hjælp mig ud. De har Christian.” Hun kom besværligt på benene. Indersiderne af en varevogn var ikke lavet til at stå på og slet ikke, når man havde hænderne bundet på ryggen og ikke kunne bruge dem til at støtte sig til.

”Du har ikke brug for min hjælp,” sagde han monotont og stirrede olmt på hende.

Åh, hun havde ikke tid til det pjat nu.

”Vi kan skændes senere. Hjælp mig nu fri.”

Hans blik var koldt. ”I klarer jer fint uden mig.” Derpå forsvandt han ud af syne og lod Maria blive, hvor hun var.

”Leo!” skreg hun panisk. Han kunne da ikke bare forlade hende. Ikke når de havde Christian. ”Leo, kom tilbage!”

Men der kom ingen respons. Hun kiggede sig fortvivlet omkring i varevognen. Der måtte være noget hun kunne skære sine reb over med. Der var ikke umiddelbart noget at se i varevognens lad, hvor hun befandt sig, så hun stavrede usikkert over til John, der stadig var bevidstløs. Måske havde han en lommekniv på sig. Hun vendte sig akavet om, stillede sig op ad siden af førersædet og følte efter på hans lår, men lommerne var tomme.

Hun lod blikket vandre rundt i kabinen og standsede ved nøglerne, der stadig sad i tændings-låsen. Hvis hun filede hårdt nok…

Med meget besvær mavede hun sig ind over sædet, støttede med skuldrene på Anna og rakte tungen ud efter nøglen. Hendes fødder dinglede i luften bag sædet, og hun ville ikke for langt frem, for så ville hun ikke kunne komme tilbage igen.

Tungen snittede nøgleringen og satte den i svingninger. Da den dinglede over mod hende for anden gang huggede hun ud efter den. Det lykkedes at bide sammen over den. Hun kastede hovedet bagover for at hive nøglen til sig. Der skulle en del ryk til, men til sidst lå hun med nøglen svajende ud af munden. Hun asede og masede for at mave sig tilbage og landede på rumpen, så det sendte et hårdt stød op gennem ryggen.

Forsigtigt spyttede hun nøglen ud foran sig og fik krabbet sig rundt så hænderne kunne fiske den op igen. Og så var det bare at gå i gang. Hun spændte rebet så meget hun kunne og gav sig til at file løs. Der gik en rum tid, før hun kunne mærke, at rebet begyndt at give efter. Hun hev lidt for at se, om hun kunne sprænge det sidste stykke, men hun måtte igang med at file igen.

John begyndte at stønne oppe foran.

Maria skævede nervøst over til ham og satte farten op.

Rebet gav endelig op og hendes ømme håndled var frie. Hun rejste sig hurtigt op og hoppede ud, op og ud af sidedøren, der agerede loft. Hun landede på gulvet med begge fødder og så sig omkring for at finde den nærmeste udgang af tøjbutikken. Heldigvis var butikken tom på dette tidspunkt af aftenen, så ingen var kommet til skade. Men politiet var sikkert allerede på vej. Hun kunne ikke fortælle dem, hvad der var sket. Det ville afsløre for meget om hendes lille søn. I stedet måtte hun finde ham selv.

Hun løb ud af det smadrede vindue og fandt Leo siddende på en bænk overfor butikken med arme og ben over kors. Han kiggede ligegyldigt på hende, som om det var hverdagskost, at en blodig og forslået kvinde kom væltede ud af ødelagte vinduer.

Raseriet boblede i hende så snart hun så ham.

”Din lede satan!” råbte hun og fór over til ham.

Han rejste sig bare og ventede tålmodigt på, at hun kom over til ham uden at fortrække en mine.

”De har ham, og du lader mig bare sidde der og rådne op,” skældte hun og slog ham i brystkassen med en knyttet hånd.

”Du er da kommet fint ud. Helt uden hjælp.”

”Rend mig!”

”Hvad er din plan så nu?” spurgte han roligt og puttede hænderne i lommerne, mens han vippede skiftevis frem og tilbage på foden.

Hvis ikke det havde været en krisesituation, havde hun omgående smækket ham en lussing. Han tog alt for let på det her.

”Jeg skal finde min søn,” vrissede hun og begyndte at gå formålsløst til venstre.

”Held og lykke med det.” Han satte sig ned igen og lænede sig mageligt tilbage. ”Jeg går ud fra, at du selvfølgelig ved, hvor de har ham.”

Hun vendte rasede rundt på hælen og stampede tilbage til ham. ”I stedet for at sidde dér og være så pisseirriterende, kunne du jo hjælpe.”

”Næh nej,” lo han kort og glædesløst. ”Du har ikke brug for min hjælp. I klarer jer ganske fint uden mig.”

Lyden af sirener begyndte så småt at trænge sig på.

”Hvad skal jeg gøre, for at få din hjælp,” spurgte hun vredt og opgivende.

Han satte sig mere oprejst og vendte ansigtet over mod hende. ”Se, nu er vi ved at være der. Prøv at formulere dig anderledes.”

Idiot, idiot, idiot, skreg hendes indre. Til ham sagde hun: ”Leo. Tak fordi du reddede vores liv. Derhjemme og ved supermarkedet. Vil du ikke nok være sød og hjælpe mig igen. Hjælp mig med at finde min søn.” Hendes stemme var mere tryglende end vred nu, og hun kunne fornemme, at tårerne igen pressede sig på.

Han rejste sig og kom helt hen til hende. ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe. I to betyder så meget for mig.” Han så hende lige ind i øjnene med en alvorlig mine. ”Jeg ved, hvor de har ham. Men de vil ikke under nogen omstændigheder krumme så meget som et hår på hans hoved. Så før vi gør noget som helst overilet, skal vi lige have dig kampklar.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...