Forbandelsen 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Maria lever det liv, hun har drømt om. Hun mangler intet og er oven i købet lige blevet forlovet med Glenn Prot - enearving til Portimperiet. Hun kunne ikke være lykkeligere. Det ændres dog, da hun personligt stifter bekendtskab med afvigerne, der mener at verdenen bør tilhøre dem. De skyr ingen midler for at bane vejen for deres Messias. Læsning på eget ansvar.

4Likes
3Kommentarer
952Visninger
AA

2. 1

Det var en fantastisk dag. Maria slentrede ned af gaden, kiggede sig smilende over skulderen tilbage mod den lille hyggelige restaurant, hvor Glenn havde taget hende med hen og så derefter ned på sin venstre hånd, ned på ringen, der glimtede smukt i sollyset.

Hun havde haft på fornemmelsen, at Glenn var ude på noget, men hun havde ikke turde drømme om, at det var dette. Han havde været så forfjamsket under hele frokosten, hvilket bestemt ikke lignede ham. Men på den anden side, lignede det heller ikke ham, at have tid til hende midt på dagen. Da han så efter måltidet havde rejst sig og var gået ned på ét knæ, havde hun næsten ikke kunnet holde tårerne tilbage.

Og ringen var så smuk. Hvidguld, med en sart lyserød diamant, der nu strålede om kap med solen. 

Hun glædede sig til at vise den til sine kollegaer i butikken. Og hendes mor. Gad vide, hvad hun ville sige. Hun vidste det sikkert allerede. Glenn foretog sig aldrig noget uden at spørge hende til råds først. Det var også kun ret og rimeligt, eftersom det var hendes mor, der traf alle beslutninger i hjemmet efter faderens død.

Maria steg på bussen, lod sin nethinde blive scannet og satte sig bagerst, da hun var blevet godkendt. Hun stirrede skiftevis ud af vinduet og ned på ringen. Utroligt, hvordan en dag kunne udvikle sig så vidunderligt. Hun skulle giftes med Glenn Port, én af landets mest indflydelsesrige personer. Han ville have hende og ingen anden. Og nu skulle det gøres officielt. Til aften skulle de alle ud og spise, og derefter skulle pressen indvies i Glenns valg af kvinde. Og hun ville blive kendt. Som alle de andre koner til magtfulde mænd. Hun ville få tjenestefolk igen, som da hendes far havde levet, og unge piger ville se op til hende, fordi hun havde været så smart at følge samfundets normer; hun var ren, uberørt, og derfor en acceptabel brud til en flot, rig mand som Glenn.

Hun blev afbrudt midt i tankerækken af bussens røde sikkerhedslampe. Den pulserede pludselig kraftigt og alarmen hylede skingeret i takt med den.

Hun havde slet ikke opdaget at bussen var stoppet, men nu holdt den stille, og en lyshåret kvinde stod ved scanneren med hænderne over hovedet. Hun sukkede højtlydt og vendte ryggen til chaufføren. Men hun blev i bussen.

”Bare rolig, folkens. Politiet er tilkaldt,” sagde chaufføren over bussens højtalere.

Folk lænede sig frem for bedre at kunne studere kvinden, der stod helt stille stadig med hænderne over hovedet.

”Utroligt, at de bliver ved,” sagde damen, der sad foran Maria. Hun så ud til at være oppe i årene, men de store briller kunne selvfølgelig være misvisende. Hendes hår var stramt samlet i en kort hestehale bagerst i nakken, hvilket gav hende et udseende som en stereotyp skolelærer Hun vendte sig om mod Maria og rystede let på hovedet. ”De ved da, at der er sat scannere op overalt.”

”Ja,” svarede Maria stille. Hun kunne ikke få øjnene fra kvinden ved scanneren. Hendes lyse hår og lyse hud fik hende til at se helt engleagtig  og fredelig ud. Hun lignede ikke en afviger. Der var ikke noget synligt, der afslørede hende som sådan.

”Men nu bliver der i hvert fald én minde at bekymre sig om,” smilede damen foran.

”Hvad hvis scanneren tager fejl?” spurgte Maria.

”Det gør den ikke. Næ, min pige, de er altid opdateret. De laver ikke fejl.” Damen kiggede på klokken. ”Åh pokkers også, jeg kommer for sent til frisøren nu.”

Den lyshårede kvinde stod stadig uden af røre sig. Hun sagde ingenting, kiggede bare ud gennem døren og ventede øjensynligt på politiet. Hendes fredfyldte ansigtsudtryk blandet med hendes engleagtige ydre, gjorde hende næsten overjordisk at se på. Hun kunne da ikke være afviger.

I det sammen var der nogen der hamrede en knyttet næve mod bussens forrude så hårdt, at det rungede i hele bussen. Den lyshårede vendte sig om, lige som det skete, greb chaufføren om halsen og knækkede nakken på ham, hurtigere end Maria troede det muligt. Han faldt ud på gulvet, og hans døde øjne stirrede ned gennem bussen.

Passagererne skreg og kastede sig ned på gulvet mellem sæderne. Maria sad alene bagerst i bussen og lagde sig ned på sædet med benene trukket op under sig, mens hun klemte øjnene i og holdt sig for ørene. Det her skete ikke.

Så hørte hun en masse fødder, der kom trampende ind i bussen og en masse stemmer, der råbte utydeligt. Dernæst en slæbende lyd, inden døren blev lukket. Og så latter, der løb hende koldt ned af ryggen.

Pludselig satte bussen i bevægelse igen. Den trak så hårdt ud fra kantstenen, at hun kurrede ned af sædet og ramlede ud på midtergangen. Der lå andre passagerer, der skyndte sig ind under sæderne igen, og hun fik et flygtigt glimt at de folk, der havde kapret bussen, inden hun selv krabbede sig ind under sit eget sæde. Der var vel omkring fem. Fire mænd og så den lyshårede kvinde. Hendes latter blandede sig som klare små klokker med mændenes.

Det skrattede over højtaleren, da de tog mikrofonen.

”Mine damer og herrer,” grinede en mandestemme. ”Velkommen til vores helt specielle bustur. Vi beklager, hvis det måtte være en ulejlighed for jer, men – nej, vi beklager egentlig ikke.” De skreg alle frem af grin.

”Okay, okay. Giv mig lige den her.”

Det skrattede igen i højtaleren og en ny mandestemme kom til.

”Som I sikkert har bemærket er denne bus kapret. I er gidsler. Vi forventer selvfølgelig at politiet følger efter os, og hvis I opfører jer ordentligt og gør som der bliver sagt, slipper I godt fra det her – sandsynligvis,” grinede manden. Han lagde mikrofonen fra sig, og Maria hørte ham mumle et eller andet til de andre.

Så begyndte de at gå ned gennem bussen og hev passagerne op på sæderne en efter en, mens de højt fortalte, hvor mange de fandt.

Maria blev fundet af en lav, skaldet fyr, der brutalt hev hende op i sædet. Hans øjne var små og stikkende, og han smilede grumt til hende.

”Jeg har den sidst her,” proklamerede han. ”En køn lille dame.”

”Så det er syv kvinder og to mænd. Fint fint,” sagde ham, der øjensynligt var lederen, ham, der lige havde talt i mikrofonen. ”Max, tager du dig af herrerne?”

Den lave mand, der havde fundet Maria, smilede bredt og nikkede ivrigt. Han skyndte sig hen til den første mandlige passager, der sad tre sæder længere fremme fra Maria. Han hev ham op af sædet og tvang ham ned på knæ på gulvet. Derefter lagde han begge sine hænder om mandens hoved og pressede til. Den mandlige passager skreg og greb ud efter Max’s arme, forsøgte at slå dem væk fra sit hoved. Max lod sig ikke mærke af det og to sekunder efter hørtes der en smattet lyd som fra en melon, der blev kvast, og manden faldt bagover. Død.

Alle skreg. Også Maria. Hun kunne slet ikke kende sin egen stemme, fordi den var så forvredet af frygt. Hun krummede sig sammen bag sædet foran og kæmpede for at holde kvalmen i skak.

Den anden mandlige passager var allerede begyndt at råbe op, og hun kunne høre tumult længere fremme i bussen, mens hun intenst studerede det spraglede mønster i bussens sæde.

”Nej!” skreg han. ”Nej, nej, nej! Jeg har ikke gjort noget! Lad mig være! Lad mig være! Jeg –”

Endnu engang lyden af kvast melon, og Maria fik lejlighed til at hilse på sin frokost igen. Mavekramperne var så voldsomme, og hun kunne ikke stoppe igen, da hun først var kommet i gang. Da hele maveindholdet lå på gulvet, så hun forsigtigt op over sæderyggen.

Max havde taget fat i liget af den første mand og hev det ned gennem bussen. Da han kom forbi lig nummer to, tog han fat om anklen på det også og trak det med sig.

”De skal af ved næste stop,” grinede han til bussens nye chauffør.

Så blev sirenerne tydelige. Politiet var endelig kommet for at redde dem. Maria kunne ikke helt lade være med at ånde lettet ud. Der ville ikke ske dem mere. Myndighederne var hurtige og grundige. De skulle nok få styr på dette her. Afvigerne ville blive pågrebet og spærret inde i byens katakomber og aldrig mere se dagens lys.

”Endelig er der gæster. De var ellers længe om det,” smilede den lyshårede kvinde til lederen og hendes klokkeligende stemme trillede ned gennem bussen.

”Ja. Men sådan er det med ordensmagten nu til dags. De tager sig god tid. Leo, vil du statuere et eksempel for resten af myndighederne?” sagde lederen.

”Gerne.” Det var ham, der først havde talt i mikrofonen. Han sjoskede ned bageres i bussen, ned til Maria.

”Flyt dig lidt, søde,” sagde han og puffede blidt til hende, så han havde frit udsyn gennem bagruden.

”Der er tre biler, Michael. Hvor mange vil du af med?”

”Bare tag de to første,” svarede lederen lidt ligegyldigt.

Denne Leo rakte sin hånd frem mod bagruden, som om han ville skubbe til den. Så lavede han en fejende bevægelse, og den ene af politibilerne drejede skabt ind i en anden. Kollisionen var voldsom, og Maria så, hvordan betjentene i bilerne rev i rattene for at få dem på ret kurs igen. Hun så deres overrumplede ansigter og kunne tydeligt forestille sig, hvordan de måtte råbe af forbavselse og smerte, da begge biler bragede op på fortovet og ind i en bygning. Folk på gaden sprang for deres liv. Den sidste politibil huggede bremserne i, og betjentene fór ud for at se til deres kollegaer.

”Strike!” hujede afvigeren ved hendes side. Han rev hende ind til sig og krammede hende voldsomt. ”Så du det? To fluer med et smæk. Ikke værst, hva?”

Maria var stivnet under denne pludselige omfavnelse. Hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere. Han havde lige mindsket hendes chancer for at blive vækket af dette mareridt, men han forventede tydeligvis, at hun ville være lige så overstadig som han.

”Flot, Leo. Du er ved at blive bedre.” Det var lederen, Michael, der var kommet ned til dem.

”Tak.” Leo slap forlegent Maria og bevægede sig hen mod sine venner igen.

Michael stod stadig ved bagsædet og kiggede ud af bagruden. Beundrede kaosset, mens bussen fortsatte sin færd fremad.

Der var noget umiskendeligt flot over denne afviger. Helt bestemt. Maria kunne ikke få øjnene fra ham, som han stod der og betragtede verdenen. Den veltrimmede krop kunne anes under tøjet. Det mørke hår var uglet på en meget bevidst måde. Munden smilede charmerende skævt og de blå øjne glimtede af intensitet. Han må have kunnet mærke hendes stirren, for han drejede pludselig hovedet over mod hende og stirrede lige tilbage. Hun kunne have druknet i de blå dybder, hvis hun havde stirret ind i hans øjne længe nok.

”Hmm.” Han smilede til hende, mens han kom med denne veltilpasse lyd. Så bøjede han sig ned over hende, og hun kunne mærke varmen fra hans krop og hans ånde, da han hviskede hende i øret: ”Jeg tror helt bestemt, det er den rigtige bus jeg har fået fat i.”

Så var han væk, på vej ned mod bussens forende igen.

Hun sad fuldstændig overrumplet og gloede målløs efter ham. Hvad mente han med det? Den rigtige bus?   

”Hvad sagde han?” spurgte damen på sædet foran Maria.

Maria rystede bare på hovedet. ”Noget med den rigtige bus… Jeg ved ikke, hvad han mener…”

Det skrattede i højtalerne igen. ”Mine damer. Lige om lidt sender jeg Max og Leo ned gennem bussen. De vil give jer bind for øjnene. Hvis I skaber problemer, vil Max tage sig lige så kærligt af jer, som han gjorde med de to herrer. Lad være med t gøre det mere besværligt, end højst nødvendigt.”

Hver passager blev placeret på et sæde og blev bedt om, at holde hænderne på sæderyggen foran. Så fik de bindet for øjnene. Maria satte hænderne på sæderyggen, inden Leo kom ned. Han smilede til hende igen og gav hende et venskabeligt klap på skulderen, inden han fratog hende synet.

Bussen rumlede og hoppede af sted. Farten overskred langt det tilladte. Maria var glad for at have sædet foran at holde sig til, ellers var hun sikkert endt på gulvet igen, sådan som bussen gyngede. Hun mente, at hun på et tidspunkt hørte sirener igen, men de forsvandt så hurtigt, at hun ikke kunne være sikker. De kunne have kørt i 2 timer eller 20 minutter. Hun anede det ikke, men var glad, da bussen endelig stoppede, selvom den stoppede lige lovlig brat. Hun var lige ved at banke hovedet ind i sædet foran.

”De damer. I vil blive ført ud af bussen én efter én. Hav tålmodighed, der kan gå lidt tid.”

Tumult foran igen. Så hørtes en hulkende kvindestemme, en ny, sikkert en af passagererne: ”Av, det gør ondt…” Og så var hun væk. Ude af bussen tilsyneladende. Maria spekulerede på, hvor mange af afvigerne, der var blevet i bussen. Om der i det hele taget var nogen. Hun anstrengte sine øre for at høre lyden af dem, men det eneste hun opfangede var de tunge vejrtrækninger fra de andre gidsler. Hun turde ikke fjerne bindet for øjnene, sæt nu de var der, sæt nu Max kom og kvaste hendes hoved som han havde gjort ved mændene. Det havde set så ubesværet ud. Han måtte have enorme kræfter og var tydeligvis glad for at få lov til at bruge dem. Hun ville ikke give ham en anledning til at rette sin styrke mod hende.

Igen blev tiden et flydende begreb. Tankerne drev i mange retninger, inden hun hørte den næste kvinde blive ført af bussen. Det foregik ublidt, det hørtes tydeligt. To væk. Fire mere, så var det hendes tur. Hun var alt for bevidst om, at hun var den sidste i bussen. Måske det var en fordel. Når de havde hentet skolelæreren foran hende, ville hun måske få en chance for at flygte. Hvis hun var alene i bussen. Hvis hun kunne snige sig ud af den uden at blive opdaget. Hvis hun vidste, hvilken vej hun skulle løbe. Hvis hun kunne komme i kontakt med almindelige mennesker. Alt for mange `hvisser´.

Nummer tre blev hentet. Hun gav sig ikke uden kamp. Der blev råbt og skreget og bandet.

”I rører mig ikke, I uhyrer!” skreg hun.

Så hørtes lyden af løbende fødder ned gennem bussen. ”Slip hende,” hylede en anden. ”Hun er kun et barn.”

Lyden af kamp.

Maria ønskede, hun kunne se, men turde ikke lette på bindet.

”Mor! Hjælp mig,” råbte den første igen, men stemmen forsvandt ud gennem døren.

”Lad hende gå,” tryglede hendes mor. ”Hun siger intet om jer, det lover jeg. Jeg beder jer, lad hende gå. Hun er kun et barn.”

”Hun er gammel nok,” lo Max.”Og sæt dig så. Det skal nok blive din tur snart.”

Gråden var næsten ubærlig. Maria holdt hænderne op for ørene og begravede hovedet i sæderyggen. Det skar hende i hjertet, og hun kom til at tænke på sin egen mor. Åh, hvor ville hun ønske, at hun var hjemme ved hende igen. Dagen var startet så perfekt, men hvor kunne det dog ændre sig hurtigt.

Der kom folk ind i bussen igen. Moderen blev taget med denne gang under højlydte protester.

Der var kommet fart på nu, var der ikke? Der var kun to foran Maria nu. Kun to. Og så var det hendes tur til at – hvad? Blive dræbt? Hvad kunne de dog få ud af at dræbe én som hende? Hun var jo ubetydelig. Hvorfor i alverden havde de dræbt mændene først i stedet for at beholde dem? De ville helt sikkert kunne få flere penge i løsesum for dem, end for syv kvinder.

Kvinde nummer fem blev ført væk.

”Vi må kunne slippe væk,” hviskede damen foran Maria pludselig.

”Hvad?”

”Hvis vi arbejder sammen, kan vi sagtens slippe væk. Det er jeg sikker på.”

Maria tænkte på moderen og hendes datter. De var begge blevet fjernet, selvom det lød som om, de havde kæmpet bravt.

”Vi er alene nu. De står udenfor bussen,” fortsatte damen mumlende.

Maria lettede let på bindet for øjnene. Skolelæreren havde ret. Der var kun dem. Max stod udenfor bussen med armene over kors. Der var træer i alle retninger, men det var ikke til at sige, hvilken retningen bussen var kommet fra eller, hvor de førte de andre kvinder hen.

”Hvad havde du tænkt dig, vi skulle gøre?” sagde Maria stille.

”Tagvinduet kan åbnes…”

Maria tænkte over det. ”Vi kan ikke nå derop uden, de ser os. Og så er de over os med det samme. Hvad med døren? Står den åben?”

Damen flyttede næsten umærkeligt på sig. ”Ja, men jeg tror godt, jeg kan nå over og lukke den, inden de opdager det. Hvis vi er heldige sidder nøglerne i, og så kan vi køre tilbage og få hjælp af myndighederne.”

”Jeg kan ikke køre bil,” sagde Maria skamfuldt. Det havde aldrig været nødvendigt at lære det. Mens hendes far levede, havde de haft en chauffør. Nu tog de enten en taxa eller bussen. Og hvad var der ikke kommet ud af det?

”Okay. Så er det dig, der må lukke døren. Det skal gå hurtigt.”

Maria vidste ikke, om hun ville kunne gøre det hurtigt nok. Og hvad nu hvis nøglerne ikke sad i?

”Vi bliver nødt til at prøve,” sagde damen indtrængende. ”Inden de kommer tilbage.”

Maria vidste hun havde ret. Hvis de skulle gøre sig nogle forhåbninger om, at slippe væk, skulle det være nu. Hun nikkede til damen, og de kiggede begge to over mod døren. Max stod stadig og kiggede ind mellem træerne med korslagte arme.

Damen sendte Maria et blik, lige da han kiggede væk, og de rejste sig begge synkront. Maria var forrest og løb ned til bussens forende. Det virkede som om bussen var blevet dobbelt så lang, som om hun aldrig ville nå hen og få lukket døren. Hun hoppede over de blodpletter, der var det sidste vidnesbyrd om, at der også havde været mænd med bussen. Lige som Max vendte sig mod dem, fik hun fat om håndtaget, og døren smækkede lige foran ham. Hans rasende blik kunne have slået ihjel. Damen kastede sig ind på førersædet og rakte ud efter nøglerne – der sad og dinglede i tændingen.

Bussen startede med et højlydt brøl, der måtte have vækket alles opmærksomhed. Lige som damen trådte på speederen, kom flere afvigere frem og satte i løb mod bussen.

”Vi skal nok klare det,” sagde hun og flåede i rattet, så Maria væltede ind i døren.

Max løb udenfor bussen, og der var pludselig kun en rude mellem ham og Maria. Hun bakkede væk, og han hamrede løs på døren med en sådan kraft, at bussens ene forhjul slap jorden gentagende gange.

”Han vælter os,” skreg Maria og klamrede sig til det forreste sæde.

Damen rev rattet til højre, og bussens side bragede ind i Max, så han styrtede omkuld. Bagenden hoppede, da han blev kørt over. Maria fór ned og kiggede ud af bagruden. Til sin store forbløffelse rejste den lille mand sig ubesværet igen, børstede støvet af tøjet og fortsatte med at jagte dem.

”Så har vi én mindre at tænke på,” lo damen og svingede bussen forbi et træ.

”Nej,” rettede Maria. ”Han er oppe igen.”

”Det er løgn!” Skolelæreren kiggede i sit sidespejl for at se om Maria havde ret.

Pludselig hamrede hun bremsen i. Maria trillede ned gennem bussen og ramlede ind i forenden, hvor hun knaldede baghovedet ind i instrumentbordet.

”Undskyld,” sagde damen, idet hun trådte på speederen igen og drejede skarpt til højre. ”Jeg ved ikke, hvor hun kom fra. Hun var der bare lige pludselig.”

Maria røg ind i døren igen og denne gang gik den op. Hun tumlede ud på skovbunden og bankede ryggen ind i et træ.

Hendes syn sløredes, men hun så afvigeren, Leo, stå med hænderne rakt frem. Han lavede den fejende bevægelse og bussen kørte snorens stregs ind i en kæmpe fyrretræsstamme. Motoren dødede øjeblikkeligt. Så hørte hun afvigerne juble. Der stod pludselig et par fødder foran hende i sorte, kraftige herrestøvler.

”Det var dumt,” sagde den melodiøse stemme, som tilhørte støvlerne.

Alt blev mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...