Hold me *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2015
  • Status: Igang
ER SAT PÅ PAUSE... Alma er en almindelig pige på 17 år. Hun er ensom. Det eneste hun ønsker er nogle der kan lide hende og vil elske hende. Hun har ikke rigtig nogle venner, og hun bliver aldrig inviteret til fester. Men en dag sker der noget der vil ændre hendes liv for evigt...Ham.

7Likes
8Kommentarer
718Visninger
AA

2. Hvem er det?

Jeg var lige kommet hjem fra skole, da jeg besluttede mig for at tage ud at shoppe. Alene som altid. Jeg havde fået shoppet lidt, da jeg blev mega sulten. Min mave som altid. Jeg eller min mave bliver altid sulten på de mest åndssvage måder. Jeg skyndte mig at finde et sted, inden den vil begynde at larme for meget. Jeg tog ind på en kinesisk restaurant. Jeg vidste ikke hvad man kunne få. Jeg fik købt en boks og satte mig ned. Hold kæft, det smagte godt. Jeg sad og sagde "mmmhhh". Det er lidt pinligt. Men jeg har gjort det lige siden jeg var helt lille. Jeg kunne fornemme at en sad og kiggede på mig. Var det mig personen kiggede på? Havde jeg noget om munden? Jeg prøvede at ignorere personen, men pludselig begyndte personen at smile og muligvis fnise. Jeg havde musik i ørene og kunne derfor ikke rigtig høre noget. Jeg skruede diskret ned for musikken. Og ja, personen fniste. Jeg havde stadig musik i ørene, og kunne derfor ikke høre om det var en pige eller dreng. Men please, bare ikke vær' Clara. Hun skal ikke have endnu en ting på mig. Personen blev ved med at sidde og stirre på mig. Jeg kiggede forsigtigt op. Og blev helt rød i hovedet. Det var en fyr, der kiggede på mig. MIG! What? Han blev ved med at smile. Jeg tog boksen i min hånd og skyndte mig at løbe. Hvad fuck lavede han? Man glor sgu da ikke bare på folk? Og han havde ikke en grund til det. Jeg var ikke det man ville kalde smuk. En lidt for stor næse, og for små øjne. Ingen bryster. Jeg var bare det man ville kalde grim. 

 

Jeg kom hjem, og det havde været en smule koldt. Da jeg var gået ud af resturanten kom jeg i tanke om at jeg havde glemt min jakke. Jeg kunne jo ikke gå ind igen. Det ville være pinligt. 

Indenfor sad min mor og far. De snakkede. Jeg gik lige forbi dem og op på værelset. Jeg hørte lidt musik, og spillede på min guitar og sang. Jeg kan synge, og da jeg var mindre sang jeg altid til skolekoncerterne. Nu holder jeg min kæft om det, men jeg elsker det.

Pludselig hører jeg en bil der larmer foran vores hus. Jeg løber hen til mit vindue for at se hvem der kommer. Jeg kan ikke se hvem det er. Bilen suser bare videre. Jeg opdager at mor og fars bil ikke holder der. Jeg går ud af værelset, ind i køkkenet. Der ligger en besked fra dem. 

Hej skat.
Vi er smuttet over til bedstemor og bedstefar. 
Vi regnede ikke med at du vil med. Du sov. Du tager bare rester fra i går.
Vi ses kl.23:00

Jeg gik udenfor, og så der var en pose ved postkassen. Jeg gik hen og tog den med indenfor. Jeg hældte indholder ud. Det var min jakke! Hvem havde givet mig den? Hvordan var den havnet hos mig igen? Der lå også et stykke papir. 

Hej Alma. 
What, personen kan mit navn?!

Jeg kiggede på dig da du spiste. Vi fik øjenkontakt, og du løb. 
Du glemte din jakke. Dit navn, adresse og nummer stod i din jakke. Nok din mor. Haha:)
Kiggede på dig for du er så smuk, og den lyd du sagde da du spiste. Det var så sødt. 
Jeg har altså skrevet dit nummer, og vil skrive til dig i aften. 
Hvis du ikke vil have kontakt med mig, så bare lad være med at svar. Håber dog på det modsatte;)

What. Fuck, han er sød.
Jeg varmede maden op, og gik ind i stuen og tændte for fjersynet. Mon han nu vil skrive. Han havde sikkert en kæreste, og havde nok glemt mig allerede. Jeg prøvede at holde op med at tænke på ham og brevet. Men jeg kunne ikke lade være.

 

Hej.
Håber i synes lidt bedre om den nu:)
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...