Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

1. Prolog

Huset var mørklagt, da han kom tilbage. Klokken var også mange, det var han udmærket klar over, men mor plejede at vente oppe, indtil hun var sikker på, at han var inden døre. De få gange han havde fået lov til at være længe ude, havde hun vandret rastløst frem og tilbage i hele huset, indtil han var hjemme igen, og den nervøse energi hun udsendte, plejede at ramme ham som en hammer i hovedet, så snart han nærmede sig.

Nu var der ingenting at mærke. Ingen anspændthed, ingen angst.

Han rynkede brynene, lagde hovedet på skrå og lod sit sind åbne sig mod huset. Han fornemmede to mennesker, mor og Arnold. De sov begge, hvilket gjorde det lettere at trænge ind i deres tanker, men han strejfede dem kun ganske flygtigt, for at sikre sig, at de var okay. De virkede begge tilfredse og udmattede. Da han borede lidt dybere i Arnolds sind, fangede han et flygtigt glimt af sin mor med et velfornøjet smil og lukkede øjne. Et udtryk, som han aldrig havde set før, og han trak hurtigt følehornene til sig.

Han låste døren efter sig, da han forsigtigt havde lukket den bag sig. Han listede ud mod badeværelset og kom forbi Arnolds værelse, hvor døren stod på vid gab. Han tillod sig at kigge ind, bare lige for at tjekke og ville egentlig lukke døren, så Arnold kunne sove i fred, men han fandt en tom seng. Lydløst gik han hen til mors soveværelse og åbnede varsomt døren. Til sin store overraskelse så han både mor og Arnold ligge i sengen – sammen. Arnold havde sin arm om mors liv og holdt hende tæt ind til sig, mens de begge sov fredeligt.

Chris bakkede hurtigt ud og lukkede døren efter sig. Han kunne ikke undertrykke det smil, der kom fra den boblende fornemmelse, han havde fået i maven. Endelig var de kommet til fornuft. Endelig havde de forstået, at de begge havde brug for hinanden. Nu kunne det være, at der blev lidt fred i huset.

Han gjorde sig hurtigt færdig på toilettet og spankulerede glad ind på sit værelse. Glæden blev dog fejet til side, da træstumper knasede og bed ham under fødderne. En tredjedel af døren hang stadig løst på sine hængslerne, men resten var spredt ud over gulvet i stumper. Han ville blive ved med at finde splinter og stykker lang tid fremover.

Med et dybt suk hentede han kost og fejebakke. De synlige splinter blev halvhjertet fejet sammen og smidt ud, inden han hoppede i seng.

Det havde været en lang dag på alle måder. Skolen hos Arnold havde været ulidelig. Timerne havde som altid været interessante og givende, men hans tanker havde hele tiden vandret i retningen af Johnas, og hans snarlige hjemkomst. Arnold havde nydt at pine ham, nydt at se ham svede. Chris hadede, når Arnold var i det humør og blev ved med at grille ham, bare fordi det lige passede ham. Endnu værre var det blevet, da mor var blevet nødt til at komme ind og standse deres skænderi. Og hvorfor skulle hun egentlig også altid tage hans parti? Hvad ville der egentlig ske, hvis Chris fik tidligt fri bare en enkelt gang? Intet. Verdenen ville stadig rotere, og folk ville leve videre.

Men han havde alligevel nået at hilse på Johnas ude på fortovet inden vennen var gået forbi. De havde omfavnet hinanden med hårde skulderklap og det havde beroliget Chris, at have sin bedste ven hjemme igen. Han var ikke klar over, hvor meget han havde savnet ham, før han faktisk var uden for rækkevidde. Uhyggeligt, hvor meget man kunne knytte sig til en anden person. Han havde inviteret ham indenfor, og efter de havde fået jaget mor og Arnold ud af værelset, havde Chris fået hele historien om Laura. Om hvordan de havde flirtet med hinanden på rejsen til Sverige, om hvordan hun havde kigget på ham, når de ikke kunne tale sammen, om hvordan, de havde danset sammen på et alkoholfrit diskotek. Han havde fortalt det så levende, og Chris kunne nemt forestille sig, hvordan det måtte være at blive mødt af de fantastiske brune øjne, så store, så åbne. Han genkaldte sig det billede, han havde opsnappet fra Johnas’ sind: et billede, hvor Laura smilede sit vidunderlige smil, lige inden hun lukkede øjnene, spidsede munden og lænede sig frem til et kys. Det fik det til at sitre i hele hans krop, og han måtte ryste på hovedet og køre hænderne gennem det tykke, sorte hår og ned over ansigtet for at komme til sig selv igen. Hvis han faldt i søvn nu, med denne følelse i kroppen, ville han ikke kunne vågne op uden at føle, at han havde gjort sig skyldig i den værste form for forræderi.

Han tvang tankerne hen på noget andet. Desværre hoppede de selv videre ril et emne, han helst havde været foruden.

Toobin.

Modstanden.

Tanken om dem fik hurtigt hans hormoner på ret køl igen. Han havde aldrig hørt om dem, anede ikke, de eksisterede, men de kendte til ham. Han var blevet kaldt Christian og det havde genlydt som en fortrængt sandhed i hans sind. Og Arnold var blevet kaldt Leo – det lød også bekendt, men var på samme måde gemt bag et røgslør, som han ikke rigtig kunne trænge igennem. Han var sikker på, at han havde hørt navnene før, men havde svært ved at placere dem. Og så var der mor… Hvad var det hun holdt skjult for ham? Arnold havde forsøgt at presse hende til at sige det, men hun havde, som hun altid gjorde, fejet det af banen ved at sende Chris ud, væk fra konflikten. Han havde prøvet at argumentere for, at han skulle blive, at han var gammel nok til at høre sandheden, men det havde ikke nyttet. Hun var stædig som bare fanden. Han trøstede sig med, at hun dog havde fundet sammen med Arnold nu. Deres snak tidligere, havde måske ikke været helt spildt. Og måske ville hun også snart fortælle ham, hvad det var, hun gik og holdt hemmeligt.

 

Det var følelsen af et knust hjerte, der vækkede ham. Den skarpe, brændende fornemmelse af at hjertet fysisk gik i tusind stykker, ruskede ham ud af ellers lykkelige drømme. Han tog sig uvilkårligt til brystet og satte sig op stadig med søvnige øjne. Så hørte han råben ude fra køkkenet og al døsighed forsvandt. Han sprang ud af sengen og gik hastigt ud af sit værelse.

Mors stemme var tydelig, skinger og vred. Arnold holdt sig heller ikke tilbage, men gav igen af samme skuffe. Han fandt dem i køkkenet stående overfor hinanden, stadig iført nattøj, mens de råbte.

”Hold kæft,” skreg hun. ”Du aner ikke, hvad du snakker om! Jeg prøver at beskytte ham, men du kan ikke vente med at sende ham direkte ind i hajens gab!”

Så meget vrede. Han kunne næste ikke holde det ud. Det bombarderede hans sind hårdt og brutalt, og han kørte frustreret hånden gennem sit hår, inden han åbnede munden: ”Hvad sker der?”

Mor stoppede op et kort sekund og stirrede vredt på ham, lige ind i hans øjne. Hans blå øjne. Satans, han havde glemt linserne…

”Gå ind på dit værelse, skat,” vrissede hun.

”Det er ikke nødvendigt,” råbte Arnold og drejede om på hælen. Han stormede bandende forbi Chris og ind på sit værelse. Døren blev smækket med et brag.

Chris tog nogle forsigtige skridt ind i køkkenet. ”Mor, jeg troede, I var blevet gode venner…” startede han varsomt. ”Jeg så jer i går inde på dit værelse, da jeg kom hjem. Jeg troede…” ordene ville ikke rigtig komme frem. Han havde troet så mange ting. De skulle jo være lykkelige nu. Alle tre. Hvorfor skændtes de så stadig? Det var jo ikke sådan, det skulle være.

Mor havde lige åbnet munden for at begynde på en fuldstændig tåbelig forklaring, da Arnold kom marcherende ud af sit værelse igen. Han bar på en tung kuffert og styrede direkte over mod hoveddøren.

”Hvor skal du hen?” spurgte Chris febrilsk.

”Væk,” svarede han koldt uden at vende sig om en eneste gang.

Alt i Chris skreg, at dette ikke måtte ske. Arnold hørte til familien. Han kunne ikke bare forlade dem. Hvis han forlod dem, ville Chris ikke ane, hvor han skulle søge råd og vejledning, når det gjaldt hans evner. Arnold var den eneste som forstod det. Mor ville aldrig kunne sætte sig ind i det. Aldrig. Han behøvede Arnold.

”Hvad mener du?” vrissede mor og fulgte med i hans hastige tempo.

”Jeg mener væk! Jeg kan ikke klare det her mere. Det er overgreb på drengen, det du har gang i!” Han gestikulerede med en lang arm over mod Chris, der var trisset lige så stille med og følte sig kold i hele kroppen. ”Og du nægter at lytte! Jeg har forsøgt, i jeg ved ikke hvor mange år, på at få dig på andre tanker, men du er for stædig! Du tager aldrig fejl! Hvor må det være dejligt, at være ufejlbarlig!”

”Stop nu lige,” begyndte hun, men han bed hende af.

”Nej, Maria. Ikke mere. Det er slut.”

Besejring. Det var det første, der ramte ham. En følelse af nederlag. Han så mors skuldre synke og hørte hende hviske, men han kunne ikke skelne ordrerne fra hinanden.

Maria. Arnold havde kaldt hende Maria. Mor hed Mary. Gjorde hun ikke? Nu var den der igen, den følelse af at vide noget, uden helt at vide det. Han rodede som en gal rundt i sine minder for at finde den røde tråd, der blev ved med at smutte ud mellem fingrene på ham.

I mellemtiden var Arnolds vrede blevet erstattet af håbløshed.

”Os?” sagde han og smagte på ordet. Han så ned i gulvet. ”Jeg havde håbet på, at du kunne give dig bare lidt, for din søns skyld. Jeg havde håbet, at det vi fandt i går, var nok til at få dig på ret køl, men…” Han rystede opgivende på hovedet. ”Du ændrer dig aldrig. Lige gyldigt, hvilket navn du bruger, vil du altid være stakkel Maria Holmes, lille forkælet enearving til fars mange penge. En lille pige, der er vant til at få sin vilje og ikke kan eller vil acceptere, at andre måske ved bedre.”

Maria Holmes?

Så vendte Arnold sit blik over mod Chris. Myndigheden i blikket var alvorlig og frygtindgydende.

”Chris, eller Christian, for det er dit navn,” sagde han blidt. ”Hvis du nogen sinde får brug for hjælp eller svar, er jeg mere end villig til at være der for dig. Men jeg kan ikke blive boende her, ikke så længe hun hersker så grusomt, som hun gør.” Han skriblede hurtigt et nummer ned på et stykke papir og gav det til Chris, der stod og stirrede skeptisk på ham. ”Ring, hvis der er noget du får brug for.”

Papiret brændte i hånden på ham. Han ville ikke ringe. Han ville have mulighed for at gå to værelser længere ned af gangen og snakke med Arnold, når det passede ham, når der var brug for det. Han kunne ikke undvære ham.

Men Arnold slog blikket ned og gik ud af døren.

Nej, nej, nej, nej, nej. Det måtte ikke ske. Hvorfor gjorde mor ikke noget for at stoppe ham? Hun stod bare der som en statue. Chris skubbede sig vredt forbi hende og fulgte efter Arnold ud på flisegangen. Aldrig i livet om han ville lade ham gå sådan uden videre.

”Bliv,” kommanderede Chris.

Arnold stoppede ikke før Chris tog hårdt fat i hans arm og tvang ham rundt. ”Du får ikke lov til at gå!”

Arnold så på ham med sørgmodige øjne. ”Det er nu ikke noget, du bestemmer.”

”Hvad har du tænkt dig, jeg skal gøre uden dig? Jeg kan ikke være her uden dig? Hvem skal hjælpe mig med mine evner? Hvem skal undervise mig?” Chris mærkede, hvordan vreden blussede mere og mere op. ”Du kan ikke tillade dig at gå!”

Arnold lagde sin trefingrede højre hånd på hans skulder og gav den et klem.

”Det var kun et spørgsmål om tid, Christian. Du er en bemærkelsesværdig ung mand. Jeg er så stolt af dig. Du har klaret dig godt, lært meget på kort tid, og jeg kan ikke blive ved med at undervise dig. På et tidspunkt må du også komme videre i dit liv.” Arnold vendte dig for at gå videre.

”Hvad med mor?” sagde Chris vredt og holdt fast i hans arm.

”Giv slip, Christian,” sagde Arnold venligt, men bestemt og skubbede nænsomt til den hånd, der blev ved med at klamre sig til ham.

”Nej! Du kan ikke bare kneppe hende og så skride!” Om ikke andet ville dette fremprovokere et vredesudbrud, som ville forsinke hans afrejse. Alt for at få ham til at blive bare nogle få minutter ekstra. Bare lidt mere tid, så han kunne komme ind i hans sind og få ham til at glemme den dumme beslutning og blive, hvor han hørte til.

”Hold dig ude, knægt,” vrissede Arnold og stødte pludselig hårdt til Chris, der fortumlet satte sig på halen med et knækket brøl. ”Du har intet at gøre herinde!” Han pegede på siden af sit hoved, drejede om på hælen og gik.

Han gik virkelig sin vej.

”Neeeej!” skreg Chris, mens tårerne løb ned over kinderne. Han havde været så tæt på, så tæt. Et minut mere, og han havde været inde ved kernen, inde ved beslutningen, og han ville have kunnet ændre den. Han skulle blive, skulle! Hvis bare han havde vidst, hvad der helt præcist foregik, ville det ikke have taget så lang tid at konstruere en anden beslutning for Arnold, men det krævede til en vis grad en forforståelse af situationen, og det tog al for lang tid at sno sig gennem oplysningerne. Det eneste, der med sikkerhed havde været skyld i hans beslutning var mor.

Chris rejste sig vredt og lod sit had vælte ud mod hende. Hun stod stadig forundret og stivnet i døren.

”Hvad har du gjort?” skreg han. Tårerne strømmede ned over hans ansigt, da han stormede hen imod hende og smækkede døren i med et brag, der fik vinduerne til at ryste. Vreden var ikke til at styre lige nu, men han var ligeglad. ”Hvad har du sagt til ham? Hvad er det, du ikke vil fortælle mig?”

Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ingen lyd frem. Hun lukkede den igen og stirrede bare på ham med sine store, våde øjne.

”Svar mig!” råbte Chris vredt.

Hendes tårer var det eneste svar han fik.

”Du har ødelagt alt!” græd han hidsigt.”Du skal aldrig tale til mig igen!” Han stormede forbi hende, ned af gangen, ned mod sit værelse. Var han ikke gået nu, havde han uden tvivl kaldt hende ting, som han senere hen måske ville fortryde – måske. Desuden var hans kræfter ved at bane sig vej op til overfladen. Hvis ikke han fik lidt styr på sig selv, ville det ikke være til at vide, hvad der ville ske. Når først han blev så vred, var det som om hans evner havde deres egen vilje.

”Chris,” blev der så hvisket bag ham uendeligt stille

Han snurrede hurtigt rundt med mord i øjnene. Hun skulle holde sin mund! Ikke tale til ham overhovedet. Han åbnede og knyttede hænderne krampagtigt, som Arnold havde lært ham for at få styr på nerverne, for at få styr på de kræfter, der ulmede i ham. Alligevel mærkede han, hvordan de rakte ud og fik gulv og vægge til at sitre.

”Aldrig mere!” hvæsede han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...