Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
375Visninger
AA

10. 9

Hendes øjne blev ved med at hvile på ham. Han kunne mærke hende stirre på sig, kunne mærke, hvordan hendes blik klædte ham af, åd ham. Og selvom det efterhånden var ved at være hver dag, var det stadig svært at blive betragtet på den måde. Som altid foregav han at koncentrere sig om skolegangen, og ignorerede hende. Det lykkedes da også til en vis grænse at tage del i Browns undervisning, lige indtil han opdagede et par andre øjne, der ligesom de første borede sig ind i ham. Det var seriøst ved at blive for meget det her.

Han tog sig til hovedet og lænede sig tilbage, mens han fortsatte med at skrive flygtige noter ned i sit hæfte. Næsten helt tilfældigt fik han puffet til Johnas, der sad og småsov ved siden af ham. Johnas kom gryntende til sig selv og smilede til Christian som tak.

Det tredje sæt øjne var blå og omkranset af lyst hår, der hang løst ned over et velkendt ansigt. En velkendt mund smilede sit søde smil, der gav løfte om, at han snart skulle få lov til at smage præcist, hvor sød den egentlig var. Og han så frem til det. Da han fangede hendes blik, kiggede hun genert væk og lod som om, hun slet ikke var interesseret i ham.

Dygtig pige. Hun var ved at lære det.

”Dagens lektie, mine damer og herrer, er kapitel 24. Læs det og giv mig tre opsummerende sætninger til i morgen,” sagde Brown og begyndte at pakke sammen.

Christian rejste sig og strakte sig sammen med Johnas, der gjorde det samme.

”Dødens pølse,” sukkede Johnas og pakkede sine bøger ned i tasken. ”Han ved meget, den kære Brown, men hold nu kæft, hvor er han kedelig at høre på.”

Christian var enig, men kunne ikke tage øjnene væk fra englen, der var på vej over mod dem, længe nok til at give sin mening til kende. Hendes mørke hår var samlet i en enkelt hestehale øverst på hovedet, og den hoppede let, da hun gik over til dem. Ærgerligt nok plantede hun et kys på Johnas’ kind og ikke på Christians.

”Vil I med ned i kantinen?” spurgte Laura med sin hånd låst fast i Johnas’.

”Vis vej,” sagde Johnas og lod hende gå forrest ud af døren, så han kunne få lov til at betragte hende bagfra. Et trick han ret ofte benyttede sig af. Han gav Christian en albue i siden og smilede sigende.

Rose masede sig forbi dem og fik i forbifarten skubbet lidt hårdere til Johnas end nødvendigt.

”Se dig for, forbande møgluder,” rasede han.

”Luk røven, Cole,” vrissede hun uden at værdige ham et blik

Enten gjorde hun det med vilje, for at tirre Christian eller også regnede hun med, at han ikke lagde mærke til det – hvilket bare var tåbeligt. Under alle omstændigheder, skulle hun vist lige sættes på plads. Det var efterhånden lang tid siden, hun havde ytret sig om Johnas på en negativ måde, hvilket glædede Christian meget. Det betød, at hun hørte efter. Men skubberiet her var med vilje og skulle stoppes, inden møgkællingen fik blod på tanden igen. Desuden ville det give ham en chance for at være alene med hende. Hun havde noget information, som han havde brug for.  

Laura var kommet i skole med blå mærker igen. Hendes ellers så fejlfrie hud var skrammet på det ene kindben og var svagt blåligt ved det ene øje efter et slag fra Ham. Og Rose vidste, hvem Ham var. Christian skulle bare have det ud af hende.

”Jeg kommer om lidt,” sagde han til sin ven, der stadig gloede efter sin kærestes bagdel.

Så drejede han af og hoppede ned af trappen, ned til det nedsænkede område og satte sig i én af sofaerne, skjult fra øjne, der kunne finde på at kigge ned. Herfra lod han sit sind åbne sig og fangede hurtigt Roses vibrationer henne fra den anden ende af skolen. Hun var henne ved hallen, der var tilknyttet skolen, og hun var ikke alene.

Hurtigt sprang han op igen fra sofagrupperne og småløb ned af gangen mod hallen. Han var lige ved at ramle sammen med Veronica, der kom gående med næsen begravet i en bog. Som altid var hun mere eller mindre usynlig, og hendes tanker var også stadig fokuseret på fagligt stof. Han fornemmede dog en lille ændring, da hun kiggede op på ham.

”Hej, Veronica,” smilede han.

”Christian,” næsten gispede hun og knugede sin bog ind til sig.

”Har du set Rose?” Veronica var den eneste, der havde en idé om, at han og Rose havde noget kørende. Men hendes loyalitet overfor Rose var stærk nok til, at hun holdt det for sig selv.

”Nede i hallen med basketfyrerne,” sagde hun med et nik bagud.

Med basketfyrerne? Igen?

”Tak,” sagde han monotont og lod Veronica gå videre. Selv satte han tempoet op, og befandt sig hurtigt i hallen, hvor de sædvanlige sportsidioter havde gang i deres tåbelige opvisning af muskler. De svedige drenge tæskede rundt på banen, hoppede og sprang, og viste sig for de piger, der stod på sidelinjen og kiggede på dem. Rose stod også ude i siden sammen med basketholdets anfører Bruce Matthews, en tredjeårselev. Han stod lænet ind over hende med et smørret smil, og hun smilede generøst tilbage og legede med sit hår, når hun altså ikke lige lagde en hånd mod hans brystkasse og lo af noget han havde sagt.

Flirtede hun med ham?

Christian var udmærket klar over, at hun var en attraktiv pige, som de fleste på skolen ville gå langt for at være sammen med, men selvom han ikke var forelsket i hende, tilhørte hun stadig ham. Hendes kys var hans, hendes krop. Og han nægtede at dele med andre.

Beslutsomt krydsede han banen uden hensyntagen til, at de andre måtte bremse deres spil for at lade ham komme igennem. Bruce hørte deres oprørte udbrud over idioten, der havde afbrudt dem og vendte sig om tids nok til at se Christian marchere over imod sig.

”Hvad fanden laver du, idiot?” råbte Bruce.

”Rose, jeg skal lige snakke med dig,” sagde Christian uden at kigge på Bruce en eneste gang. Rose krympede sig under hans blik. Hun var tydeligvis klar over, at den var gal.

”Du går lige ind og undskylder til mine drenge først,” sagde Bruce og lage en hånd på Christians brystkasse.

”Undskylder for hvad?” Christian så på sin konkurrent, der var næsten lige så høj som ham selv. Han var bredskuldret, muskuløs og lignede til dels en neandertaler.

”Du afbryder dem midt i deres spil, fjols.”

”De klarer sig nok,” sagde Christian ligegyldigt. ”Rose?” Han rakte hånden ud efter hende.

”Hun har ikke tid,” sagde Bruce og skubbede til Christian, et udfald han ikke lige havde set komme, så han vaklede et par skridt bagud.

Roses øjne var store og kiggede nervøst fra den ene til den anden.

Det boblede faretruende i hans inderste kerne. Bruce skulle ikke bestemme, hvad Rose skulle eller ikke skulle, og han skulle under ingen omstændigheder lægge en hånd på ham.

”Du skal ikke røre mig igen,” advarede han anføreren og gjorde mine til at gå uden om ham for at nå over til Rose.

”Du mener, jeg ikke skal gøre sådan her?” sagde Bruce og langede ud efter Christian, der kun lige fik bukket sig, inden knytnæven kunne nå at finde sit mål.

Nu var det nok!

”Rose, kald din hund til dig,” sagde Christian spydigt og gloede olmt på anføreren, der varmede sin knoer op ved at knække dem.

Rose stod som forstenet.

I det samme bragede Bruce fremad for at støde til Christian, der behændigt tog et skridt til siden og samtidig fik fat i anførerens højre arm. Han vred den helt om på ryggen og tvang neandertaleren ned i knæ.

Basketholdet stod i en halvcirkel lidt derfra, i tvivl om hvorvidt de skulle blande sig.

”Hvis du nogen sinde bare overvejer, at slå ud efter mig igen, brækker jeg din hånd,” hvislede Christian i øret på Bruce så ingen andre kunne høre det. ”Jeg slipper dig nu og forventer, at du bliver siddende, indtil Rose og jeg har forladt hallen. Bagefter kan du gå ud og kneppe dine små ynglinge, eller hvad det nu er I foretager jer. Det rager mig.” Derpå slap han sit tag, og Bruce faldt fremad med et grynt.

”Rose,” sagde Christian lidt hårdere denne gang og rakte hånden ud efter hende. Hun kom småløbende hen til ham og tog den lydigt. Han var ved at føre hende ud af hallen, da han mere fornemmede end hørte Bruce bag sig. Tåben havde rejst sig og var på vej imod dem i fuldt firspring. Han greb fat om Christians hals og tvang ham ned på gulvet. Et eller andet sted i det fjerne, hørte han Rose skrige forskrækket.

Den atletiske klump, der lå over ham nu, forsøgte at klemme til om hans hals, men i stedet for at gå i panik, løftede Christian benene op under Bruce og fik løftet ham op fra sig, så hans tag om hans hals langsomt svækkedes. Christian stødte til Bruces brystkasse med hænderne, så han faldt til side, væk fra ham. Begge var hurtigt oppe, men Christian havde ikke længere tålmodighed til at vente på et angreb, så satte derfor selv et ind. Han gik ned i hug, svang rundt om sin egen akse og fejede benene væk under anføreren, der faldt til gulvet med et brag. Lige så snart han lå ned, var Christian over ham, greb fat i Bruces højre hånd igen og tvang den bagud, indtil han hørte knoglerne brække en efter en.

Skriget, der forlod neandertaleren var et urskrig, der passede godt til hans udseende. Smerten i skriget gav genlyd gennem hele hallen.

Christian slap og rejste sig. Bruce hev sin sårede hånd til sig og holdt den ind mod sit bryst, som et slapt, såret dyr.

”Kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig,” hvæsede Christian ind i øret på anføreren, inden han tog Rose i hånden og hev hende med ud af hallen. Ufølsomt smed han hende ind i pigernes tomme omklædningsrum og fulgte vredt efter. Hun tumlede ind og fladt sammen over en af bænkene.

”Du brækkede hans arm,” gispede hun skræmt. ”Du brækkede hans arm, for helvede!”

”Nej, jeg brækkede ikke hans arm. Det ville være dumt, når knoglerne i hånden er så meget mindre og sværere at sætte sammen igen,” sukkede han. Hun var håbløs.

Hendes blik var mørkt, da hun rejste sig fra bænken og bakkede lidt væk fra ham.

”Du er sindssyg,” kvækkede hun uden at tage øjnene fra ham.

”Vil du være sød at fortælle mig, hvad du lavede med den neandertaler?”

Hun rystede på hovedet og blev ved med at bakke. Til sidst stod hun med ryggen op af muren, uden nogen steder at flygte hen. ”Det kommer ikke dig ved,” vrissede hun stille.

Han løftede udfordrende det ene øjenbryn og gik helt hen til hende, stod helt tæt op af hende uden at røre fysisk ved hende. Hun skrumpede næsten ind for øjnene af ham, men blev ved med at fastholde hans blik. Det var efterhånden flere uger siden, han havde droppet at være blid overfor hende. Af en eller anden grund fremprovokerede det bare møgkællingen. Hun foretrak voldsomheden, selvom han aldrig ville lære at forstå hvorfor. Ud ad til virkede hun bange, panisk, men han havde en adgang til hendes sind som fortalte noget ganske andet. Hun tændte på, at han anvendte magt overfor hende. Og hvis det var det, der skulle til, for at han kunne få det, han ville, så måtte det være sådan.

”Jeg prøver igen, Rose, og jeg forventer et ordentligt svar denne gang. Hvad lavede du med Bruce?” sagde han intenst.

Hun flyttede uroligt vægten fra den ene fod til den anden et par gange inden hun svarede: ”De andre piger var dernede. Jeg fulgte bare med for hyggens skyld.”

”Og du hyggede dig vist rigeligt, så det ud til.”

Hun trak på skuldrene og et trodsigt skær gled over hendes øjne. ”Bruce ville bare høre, om jeg havde en date til ballet.”

Ikke igen. Siden plakaterne var blevet hængt op på skolen, havde hun hele tiden plaget ham med, at de skulle følges ad til det bal. En ganske forfærdelig idé, der krævede at deres forhold blev offentligt kendt.

”Jeg fortalte ham, at jeg lige på nuværende tidspunkt ikke har nogen at følges med,” sagde hun oprørsk.

”Du har tilbragt lidt for meget tid hernede i hallen med de sportsidioter, syntes du ikke?” spurgte Christian og forsøgte at være rolig, skønt mørket stadig boblede noget så kraftigt.

”Jeg bliver jo nødt til at udforske mine muligheder, når jeg ikke har en fast fyr.”

Åh, han havde lyst til at slå hende. Hun var hans. Hun gjorde det udelukkende for at provokere ham, og til hans store irritation virkede det alt for godt.

Han lagde blidt en hånd mod hendes hals, kærtegnede den forsigtigt og mærkede, hvordan det sendte gnister gennem hele hendes krop. Hans berøring havde en helt fantastisk effekt på hende. Hun blev fuldstændig blød, og han kunne ikke lade være med at smile.

”Du er min, Rose,” sagde han og strammede sit greb om hendes hals, mens han pressede sine læber mod hendes.

Kun din, kun dig. Hvorfor vil du så ikke have mig? Møgkælling. Jeg er jo lige her, klar til dig. Kun din. Brænder. En fast hånd, et mærke hist og her, det er okay, dine mærker. Lauras mærker. Lauras f…

Rose gjorde sig fri af ham og skubbede ham væk. Han var slet ikke færdig med, at suge hendes sind, så han blev grebet på sengen, da hun behændigt hoppede forbi ham og i det næste øjeblik var ovre ved døren.

”Jeg er din, hvis du vil have mig, Christian. Men det her fungerer ikke. Hvis du skammer dig over mig, så lad os stoppe det nu. Find ud af, hvad du vil,”  sagde hun og lukkede døren lige i fjæset på ham.

Så kunne han så stå der og ligne en idiot. Rasende bankede han hånden ind i døren, der var på nippet til at give efter. Hun kunne ikke bare sådan stille ham det ultimatum. Det kunne hun ikke. 

Lynende af arrigskab flåede han døren op og var ligeglad med at den hamrede ind i væggen med et brag. En flok elever, piger såvel som basketdrenge, var begyndt at myldre ud af hallen, for at finde en lærer, der kunne hjælpe den stakkels anfører, der havde brækket hånden. De bremsede automatisk op, da Christian stormede forbi dem. Roses vibrationer lå stadig i luften, så det var ikke svært at følge hende. Hun var faret op af trappen, for at komme tilbage til forhallen, tilbage til kantinen, tilbage til menneskemængden.

Satans også. Han ville helst have lov til at diskutere det her med hende på tomandshånd. Eller i hvert fald diskutere det, når han havde fået de oplysninger om Laura, som han havde været så tæt på at få. Hvorfor helvede var de her gange også pludselig så lange? Han fangede et kort glimt af hendes lyse hår, da hun løb ned af trappen forenden af gangen.

”Rose,” råbte han efter hende, men hun standsede ikke op, så han måtte fortsætte efter hende. Hun løb ud mellem garderoberne og havde sat farten op, da hun hørte ham råbe. For helvede, hun kunne løbe! Christian satte selv tempoet i vejret og indhentede hende hurtigt ude midt i forhallen. Han fik fat i hendes arm, og hev hende bagud, så hun faldt ind i hans favn.

”Slip mig,” skreg hun og bankede løs på hans brystkasse.

Flere af eleverne i forhallen vendte sig om, da de hørte hende hyle hysterisk.. Nu var de også begyndt at komme ud af kantinen og lokalerne, for at se, hvad alt postyret skyldtes. Men Christian var ligeglad. Han havde hende nu, han havde svaret på, hvem, der skadede Laura så tæt på. Uden at tænke nærmere over det, knugede han Rose ind til sig og kyssede hende for øjnene af alt for mange tilskuere.

Mig. Han vil have mig. Så vild, så voldsom. Lige her foran alle. Han holder mig alt for hårdt, alt for hårdt at snakke om. Det vil ødelægge alt, hvis de vidste det.

Og så var skaden altså sket. Midt i forhallen, til skue for alt og alle, stod han nu med Rose i armene og hendes søde, søde mund presset mod sin egen. Hendes kamp for at komme fri var stoppet og erstattet med lettelse. Hun var sunket helt ind til ham, lykkelig for, at han endelig ville vise sig offentligt med hende. De andres blikke og overraskede udråb brændte sig ind på hans sind, og efterlod et mærke, som han altid ville kunne huske fremover.

Men lige meget, hvor meget han rodede rundt lige nu, kunne han ikke opfange andet, end at hun var lettet, lykkelig og som altid tændt af hans voldsomhed. Alle tanker, der måtte have den mindste relation til Laura var som sunket i jorden.

Irriteret trak han sit ansigt væk fra Roses og sukkede dybt.

Hun stod lænet helt op af ham, og stønnede forpustet.

”Er du glad nu?” spurgte han en smule mere spydigt, end han egentlig ville.

”Helt enormt,” svarede hun med et lykkeligt smil og kyssede ham hurtigt igen, hvilket startede hujen og klapsalver fra de andre elever.

Det der med at være i centrum, havde han aldrig været god til, og det gjorde det bestemt ikke bedre nu. Han krympede sig, ønskede, at han kunne skjule sig bag Rose, selvom han godt vidste, at hendes petitte krop ikke ville kunne gøre meget for hans generthed.

”Det er ham der!” blev der så pludseligt råbt bag dem.

Christian vendte sig om og så én af basketdrengene stå ved siden af et par lærere og pege anklagede på ham.

De to lærere gik over til ham og stillede sig på, hver sin side af ham, mens de så meget strenge ud.

”Rektors kontor. Nu,” sagde den ene hårdt. ”Også dig, miss. Witt.”

De blev sammen gelejdet hen mod kontoret. Christian nåede lige at se Bruce komme gående med en tredje lærer og en meget såret hånd. Han sendte Christian et ondt blik, som han ikke kunne lade være med at smile af. Rose var hans og det vidste hele skolen nu. Han nåede lige at tænke, at det måske i grunden ikke var så slemt, da han fik øje på Johnas og Laura, der stod udenfor kantinen og stirrede forbløffet på ham. Johnas’ ansigt var som hugget i sten, selvom kæberne tydeligt arbejde på højtryk. Laura derimod stod med et lille anerkendende smil.

 Pis og fuck. Han havde svigtet Johnas, fuldstændig. Og Laura troede, at han var forelsket i Rose.

 

”I vil blive hentet ind, når jeres forældre er kommet,” bekendtgjorde én af sekretærerne med et lidt skulende blik på Rose, hvorefter hun vendte tilbage til sin computer.

Rose sad og holdt Christian i hånden, og nød at gøre det helt åbenlyst.

Christian derimod sad stivnet i den stol, han havde fået anvist. De havde ringet efter mor. Og hun var på vej for at se ham få en skideballe af dimensioner, fordi han ikke kunne styre sit temperament, sit mørke. Det hele var ellers gået så godt, siden han var startet på Hagen. Mor var holdt op med at være helt så nervøs, hver gang han gik ud af døren. Og hendes lettelse, når han kom hjem igen var også blevet mere overkommelig. Nu kunne hun så starte forfra. Takket være hans dumhed, hans egoisme. Takket være Rose, som havde fået ham så langt ud. Hvis hun bare havde holdt sig væk fra de åndssvage baskettosser, så var det her slet ikke sket. Så havde det slet ikke været nødvendigt at bruge magt overfor neandertaleren. Selvom han klart selv havde bedt om det. Det var ham, der havde startet med at angribe, ham, der havde slået ud efter Christian først.

Mens de sad og ventede ængsteligt, var der flere af idrætsfjolserne, der blev kaldt ind på kontoret. De forlod det hurtigt igen med et ondt blik i Christians retning.

Bortvisning. Det var det eneste, den her skandale ville munde ud i. Så meget for at have et offentligt forhold til Rose. Når han først var bortvist, ville hun alligevel ikke være i stand til at vise sit nye legetøj frem.

I det samme hørte han en mystisk lyd, som ikke normalt var at finde på gymnasiet. En raslende, metallisk lyd. Og der gik ikke mange sekunder, før han fandt ud af, at det var lyden af tunge lænker, der blev trukket af sted.

Han og Rose vendte sig synkront i retningen af lyden, og det var med tilbageholdt åndedræt, at Christian så afvigerkæmpen komme ind. Han gik foroverbøjet, fordi fødder og hænder foruden at været lænket sammen også var forbundet med en meget kort lænke fra hænderne til fødderne. På hver side af ham var der militært politi, der var bevæbnet med maskingeværer, og allerede havde deres strømpistoler klar.

Kæmpen kiggede ud af øjenkrogen og fik øje på Christian. Der var noget, der ændrede sig i hans holdning. Det var som om, han rettede sig lidt mere op, så meget som lænkerne nu tillod.

”Åh, nej,” hviskede Rose og lænede sig helt ind til Christian. ”Jeg hader at være alene sammen med ham. Det er som om, han klæder mig af med øjnene.”

Lige som alle andre, tænkte Christian. Højt sagde han: ”Det skal nok gå. Det er sikkert bare en formalitet.”

Hun gøs og lagde sit hoved på hans skulder uden at sige mere. Han gav hendes hånd et beroligende klem, mens afvigeren blev ført ind til sit lille lokale.

Mors vibrationer skar tydeligt igennem, så snart hun satte foden inden for gymnasiets murer. Hun var rasende, og Christian kunne ikke helt lade være med at synke ned i stolen, bange for hendes reaktion.

Hun kom marcherende ind netop, som han trak vejret dybt ind. Hun nåede ikke engang at se rundt i lokalet efter ham; hun stampede direkte over til sekretærens skranke og forlangte at se sin søn.

Den forskrækkede sekretær gestikulerede over mod Christian, der inderligt ønskede, han var en mus, der kunne skjule sig i væggen. Eller en flue, der uset kunne flyve væk. Eller en afviger, der kunne gøre sig usynlig. Hvor ville det være fantastisk…

”Christian,” sagde mor køligt, da hun vendte sig om mod ham. Hendes blik var hårdt, mens hun så fra ham til Rose, der også havde trykket sig ned i sædet.

”Mor,” sagde han stille og rejste sig. Han slap Roses hånd og følte sig pludselig meget lille.

Døren til rektorens kontor blev åbnet, og rektor Scott bad dem komme ind. Rose måtte blive siddende, til hendes forældre dukkede op.

”Velkommen, mrs. Chasedin,” sagde rektor Scott alvorligt og gav hende høfligt hånden. ”Det glæder mig, at træffe Dem, skønt omstændighederne ikke ligefrem er de bedste. Sid ned, begge to.” Selv gik han over på den anden side af sit skrivebord og satte sig.

Christian trak stolen ud for mor, inden han selv satte sig ved siden af hende og foldede hænderne i skødet og så kun ned på dem.

  ”Christian, vil du starte med at fortælle din mor, hvorfor vi er her?” startede rektor Scott og så spørgende på ham.

Han ville helst have skideballen, så det kunne blive hurtigt overstået, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Han skulle lide.

”Jeg kom i slagsmål med en anden dreng,” sagde han stille uden at kigge op. Han behøvede ikke bruge sine øjne, for at mærke, hvordan mors vrede steg.

”Og hvad mere?” tilskyndede rektoren.

”Jeg brækkede hans hånd en smule…” mumlede Christian skamfuldt.

”Du gjorde hvad?” råbte mor overrasket og vendte sig over mod ham.

”Det var altså ham, der startede,” forsvarede Christian sig og så op på rektor Scott, selvom mors øjne brændte i nakken på ham. ”Han ville ikke lade Rose gå, og så slog han ud efter mig. Jeg undveg ham, og advarede ham om ikke at røre mig. En besked han tydeligvis ikke forstod, for han sprang på mig igen to gange efterfølgende og tog kvælertag på mig.”

Mor så rystet ud. Meget. Hendes øjne var vidt åbne og hendes mund var formet som et stort gabende O.

”Hvad er din relation til miss Witt?” spurgte rektoren og så ned i sine mange papirer.

Christian trak på skuldrene, nervøs for at sige det højt. Det ville være første gang, han skulle udtale det, og det virkede pludselig som en helt uoverkommelig opgave. Han trak vejret dybt ind gennem næsen. ”Hun er min kæreste,” svarede han så efter en pause. Hjertet begyndte at hamre helt vildt, da ordene endelig var kommet over hans læber. Rose var hans kæreste. Hun var hans. Officielt.

”Javel,” sagde rektor Scott. ”Og hvordan kom mr. Matthews i vejen?”

Christian sukkede. ”Jeg skulle lige tale med hende, men han stillede sig i vejen og forsøgte at holde mig væk.”

”Hvorfor?”

”Han er vel jaloux,” sagde Christian med et skuldertræk. ”Rose er meget smuk…”

Rektor Scott kiggede på ham længe uden at sige noget. Så vendte han sig over mod mor. ”Vi tolerer selvfølgelig ikke denne form for voldsomhed eller selvtægt på skolen.”

”Det er klart,” sukkede mor opgivende.

”Når det er sagt, skal I vide, at din forklaring stemmer overens med den, vi har hørt fra andre, der var nede i hallen,” sagde rektor Scott.

Christian stirrede forbløffet på ham. Han havde været sikker på, at baskettosserne ville gøre, hvad de kunne for at ødelægge ham. De havde alle muligheder for at opdigte en historie, som kunne give ham en enorm straf.

”Ligeledes blev det fortalt, at mr. Matthews rent faktisk ikke lod dig meget andet valg, end at ty til håndgemæng.”

Det kunne ikke være rigtigt. Han ville da umuligt slippe af sted med det her. Han åbnede sit sind, for at opfange, hvor rektorens beslutning var rettet hen imod. Til sin store overraskelse, var den ikke taget endnu. Han hældede til bortvisning, for at statuere et eksempel, men var på den anden side ikke meget for, at skulle skille sig af med skolens dygtigste elev på grund af en tåbelig rivalisering over en pige.

”Det er ikke så længe siden, der var personlige tjek, men vi har indkaldt til endnu et, bare for en sikkerheds skyld. Du, miss Witt og mr. Matthews vil alle tre blive undersøgt. Vi starter med dig og miss Witt, mens mr. Matthews er på skadestuen.” Rektor Scott rejste sig og gik over til døren, der førte ind til mødesalen og videre ind til kæmpens aflukkede rum.

Christian fulgte med uden at kny. Det var altså kæmpens afgørelse, der i sidste ende ville få vægtskålen til at tippe den ene eller den anden vej.

Mor holdt vejret, da de forlod hende. Christian ville ikke se på hende. Han vidste, hun var ved at gå ud af sit gode skind.

Da døren var blevet lukket, og Christian var alene med afvigeren, satte han sig ned og lod hænderne skjule sit ansigt. Hvordan helvede skulle han redde sig ud af det her?

”Herre?” spurgte kæmpen forsigtigt.

”Vil du ikke godt holde op med at kalde mig det? Det driver mig til vanvid!” skældte han vredt uden at se op. Han var ingens herre. Han var en lille lort, som troede, han kunne gøre som det passede ham, hvis tingene ikke gik helt efter hans eget hoved.

”Undskyld.”

”Nej,” sukkede Christian efter et lille minut og kiggede op på den enorme afviger, der så meget brødbetynget ud. ”Det er mig, der skal undskylde. Jeg burde ikke tale så grimt til dig. Det er jeg ked af.” Han kørte hænderne gennem det sorte hår og rejste sig rastløst.

”Jeg har brug for, at være her lidt endnu. Være helt normal for alles vedkommende lidt endnu,” sagde han og kiggede på kæmpen, der bare nikkede med et lille smil.

”Så når rektor Scott kommer ind igen…?”

”Så er der, som altid, intet at bemærke,” svarede afvigeren monotont og lænede sig tilbage i stolen. Hans lænker var væk.

”Man må sige, at du var mandsopdækket, da du kom. Er det altid sådan?” spurgte Christian og opdagede, at han vidste forbavsende lidt om den mand, der gang på gang lod ham gå fri af katakomberne.

”Min størrelse gør dem nervøse,” smilede kæmpen.

”Og med rette,” smilede Christian tilbage. ”Du er en ordentlig kleppert.”

”En del af afvigerpakken,” sagde han ligegyldigt og stirrede på Christian. ”Må jeg være så fræk at spørge om noget meget personligt?”

”Spørg løs.” Hvis det kunne betale for hans frihed, var han klar til at svare på alle de spørgsmål kæmpen måtte have.

”Hvad er Deres mærke?”

”Mærke?”

”Deres afvigermærke?”

Christian rystede på hovedet. ”Jeg har vist ikke noget…”

”Intet, der kan afsløre Dem som afviger? Intet, der skiller sig ud?” Kæmpen kiggede indgående på ham.

Christian måtte tænke sig om længe, inden det gik op for ham. De brune kontaktlinser. Meget forsigtigt tog han den ene ud og mødte kæmpens blik.

”Måske har jeg alligevel et afvigermærke,” smilede han usikkert.

Kæmpen rejste sig og stirrede ind i det ene blå øje med rynkede bryn. ”Den farve…”

”Den farve er ikke ligefrem gængs,” istemte Christian og satte linsen på plads igen. ”Det ved jeg godt.”

Kæmpen rystede på hovedet og åbnede munden for at tage til ordre igen, lige som døren blev åbnet. Rektoren kom ind, så alvorligt på dem begge, inden han bad om udredelsen fra afvigeren.

”Intet at bemærke,” sagde kæmpen og satte sig.

”Fint.” Scott tog Christian med tilbage til sit kontor, hvor mor sad og vred hænderne nervøst. Hun rejste sig op, så snart hun så ham.

”Som forventet, var der intet at bemærke,” sagde Scott, mens han satte sig.

Mor gav Christian et hurtigt kram, inden de også satte sig. Hendes lettelse strømmede ud gennem omfavnelsen.

”Christian,” sukkede rektoren og kigge på ham med et stenansigt. ”Indtil vi har fået hele sagen undersøgt til bunds, vil du være bortvist fra skolen, med øjeblikkelig virkning.”

Hjertet sank ned i maven.

”Jeg håber meget på, at du kan vendte tilbage. Et hoved som dit skal man lede længe efter, og det ville være en forbrydelse at lade det gå til spilde.”

Christian nikkede. Dette var vel den eneste rimelige løsning han kunne få på situationen. Det var ikke en permanent bortvisning. Den var kun foreløbig. Kun indtil de, besluttede sig for, at Bruce havde lige så stor – hvis ikke større – andel i konflikten.

”I vil høre fra os, når der er blevet truffet en endelig beslutning.” Scott rejste sig og gav dem begge hånden, inden han fulgte dem ud.

Rose sad, hvor hun havde siddet før. Den eneste forskel var, at der sad en far og en bror på hver side af hende. Rick gloede olmt på Christian, og hans tanker var alt for lette at læse. Han gav Christian skylden for, at Rose var endt i ballade.

Roses far så op en enkelt gang, men kiggede så ned i gulvet igen efter at have givet mor elevatorblikket. Han var lige som sine børn, blond og blåøjet. Lang og slank, med et strejf af kantethed, som var gået igen ved sønnen.

Roses blik var tryglende. Hun trængte til trøst, trængte til at få at vide, at alt nok skulle ordne sig. Som hun sad nu, anede hun intet om udfaldet af mødet med rektoren, og Christian blev bestemt eskorteret ud af mor, så han havde ikke en chance for at tale med hende. Han håbede bare, at hun forstod hans blik og skæve smil, håbede at det bare bragte en lille smule ro til hende. 

 

Det brændte stadig på kinden efter mors lussing. Den havde ramt ham hårdt, selvom han havde ventet den. Selv nu hvor han lå på sengen og læste den samme side for hundrede gang i en bog, han kendte ud og ind, brændte det stadig. Han ville ønske, han kunne snakke med Leo, ringe eller maile til ham. Men mor havde taget telefonen og fjernet strømforsyningen til computeren, så Christian var totalt afskåret fra omverdenen. Den eneste grund til at kælderen ikke var kommet på bane, var at han ikke denne gang havde brugt sine evner. Til gengæld var han blevet straffet som en almindelig teenager – med frihedsberøvelse.

Endelig blev han færdig med den første side og kunne bladre videre. Han nåede dog kun at læse de to første linjer, da der blev banket på døren.

Mor kiggede ind med et stenansigt. ”Johnas er i telefonen. Han er meget bekymret for dig. Du får ti minutter til at tale med ham. Og det foregår inde i stuen,” sagde hun hårdt.

Christian svang sig ud af sengen og fulgte mor ind i stuen. Hun blev stående, da han løftede røret op til øret og gjorde bestemt ikke mine til at ville forlade lokalet.

”Hallo,” sagde Christian.

”Hey,” sagde Johnas stille. ”Hvad så?”

”Ja, hvad så?”

”Er du bortvist eller hvad?”

”Indtil videre.”

”Christian, hvad helvede skete der?” spurgte Johnas bekymret. ”Der er så mange rygter i omløb, at man skulle tro, det var løgn.”

”Bruce var utålelig og måtte sættes på plads,” sagde Christian ligegyldigt.

Mor hostede over fra døråbningen. En klar indikation på, at hans tonefald og valg af ord ikke ligefrem faldt i god jord.

”Bruce ville ikke lade mig tale med Rose, han sprang på mig, og jeg måtte forsvare mig,” forklarede Christian lidt mere uddybende og kiggede over på mor for at se, om det var en forklaring hun bedre kunne til slutte sig..

”Hvorfor skulle du tale med Rose?” Johnas vrængede hendes navn. ”Hvad er det, du har gang i med hende? Alex siger, du kyssede hende. Er det rigtig?”

”Johnas, nu må du ikke flippe fuldstændig ud. Rose og jeg… ser du, Rose er…” stammede Christian. Sveden piblede frem på panden og trillede ned af nakken. Hænderne var fugtige, og munden var pludselig helt tør.

”C, hvilken uhellig alliance har du lavet med Rose?” Johnas’ stemme var hård.

”Rose og jeg kommer sammen,” fik Christian så endelig kvækket. ”Og vi har gjort det i et stykke tid.”

Der var stille i den anden ende i et kort øjeblik, inden røret blev smækket på.

Christian stod tilbage med en tudende klartone oppe ved øret, og et hjerte, der føltes som om det skulle briste. Han følte sig helt fortabt og lod slapt røret glide ud af hånden og ned over telefonen igen. Modløst vendte han sig om, for at gå tilbage til værelset.

”Det var ellers en hurtig samtale,” sagde mor, da han gik forbi hende.

Og det bliver sikkert også den sidste, tænkte han for sig selv. Højt sagde han ingenting. Han var lamslået, og havde mest af alt lyst til bare at lægge sig i sin seng og dø. Hvis ikke han havde Johnas, var livet ikke værd at leve. Hans eneste ven, havde valgt at skubbe ham fra sig. Og med god grund. Johnas havde fra starten advaret ham om, at Rose var dårligt selskab og alligevel, skulle Christian selvfølgelig lege med ilden. Alligevel skulle han indlede et forhold med hende, et forkvaklet forhold, der ikke på nogen måde hørte til i Johnas’ planer – eller Christians egne, for den sags skyld.

Christian trak dynen op omkring ørene og lukkede øjnene i håbet om at kunne falde i søvn med det samme, selvom klokken ikke var mere end 17. I stedet blev presset for stort, tankerne fór for meget rundt, og han måtte acceptere, at tårerne ikke kunne holdes tilbage. Han kvalte hulkene mod puden og bankede sin smerte ud i madrassen med en knyttet næve, inden udmattelsen tog over.

De tre korte bank vækkede ham dog efter noget tid.

”Christian?” sagde mor blidt fra den anden side af døren. Han havde låst den, netop fordi han ikke ville have hende rendende.

”Jeg sover, mor,” sagde han med grødet stemme.

”Johnas er her,” sagde hun.

Hjertet sprang et slag over, og lungerne glemte at hive luft til sig. Christian var ude af sengen hurtigere, end han troede muligt, og med en enkelt bevægelse af hånden, blev nøglen drejet, mens han hastigt redte sengen.

”Jeg kommer nu,” sagde han højt.

”Skal jeg ikke sende ham ind til dig? Han virker oprevet.”

Alenetid med Johnas, selvom han var under husarrast? Han sprang over til døren og åbnede den. Mor stod på den anden side og så bekymret ud.

”Dit hår sidder åndssvagt,” smilede hun.

Han kørte en hånd igennem det med et smil. ”Må jeg godt være alene med Johnas? Selvom jeg bliver straffet for det med Bruce?”

Mor nikkede langsomt. ”Johnas ser ud til at have brug for sin bedste ven.”

Så det var for Johnas’ skyld, ikke for hans.

”Men lige så snart han er gået, træder alle dine forbud i kraft igen,” sagde hun med en løftet pegefinger.

”Fair nok,” sagde Christian stille.

Mor kaldte på Johnas, der kom slæbende ned af gangen. Han kiggede olmt på Christian, der krympede sig under vennens blik. Mor gav Johnas et enkelt klem om skulderen, inden hun lod dem være alene.

”Kom ind,” sagde Christian med hjertet i halsen. Det var næsen som at se et fatamorgana. Han havde været så sikkert på, at Johnas aldrig mere ville have noget med ham at gøre.

Johnas satte sig på kontorstolen, og Christian satte sig over på sengen efter at have lukket døren.

”Jeg er glad for, du kom,” sagde Christian for at bryde stilheden, der bredte sig som en kold is.

”Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet gider…” sukkede Johnas.

Du må ikke opgive mig, tænkte Christian panisk. Hvis ikke jeg har dig, har jeg ingen.

”Hvorfor Rose?” spurgte han modløst. ”Af alle de tøser, der findes på Hagen, hvorfor i alverden så lige hende?”

Fordi Laura allerede er taget. Christian trak på skuldrene.

”De er alle sammen helt elektriske, hver gang du træder ind i et lokale. Du vil kunne nedlægge dem alle med det der lamme, skæve smil, du går og fyrer af. For helvede, der er tilmed en del af fyrene, der er begyndt at kigge langt efter dig. Hvorfor lige Rose?” tryglede Johnas og så bedende på ham.

”Fordi hun giver mig noget, ingen andre kan,” sagde Christian stille. Så havde han ikke sagt for meget eller for lidt. Det var jo en del af sandheden. Hun gav ham en adgang til sit sind, som var helt fænomenal. Og hun havde stadig oplysninger om Laura, som han endnu ikke havde fået gravet helt frem. Oplysninger, der kunne sætte en stopper for Lauras mange `uheld´. Desuden gav hun ham fri adgang til sin krop – en detalje, som bestemt var værd at huske på.

Johnas krympede sig med væmmelse. ”Du tvinger mig til at spørge, C. Har du – været sammen med hende…?”

”Definer.”

”Ej, lad nu være,” sagde Johnas med en grimasse. ”Jeg får nogle meget grimme billeder i hovedet.”

”Hvis du mener, om jeg har dyrket fuldbyrdet sex med hende, så nej,” smilede Christian. ”Min uskyld er stadig intakt.”

”Og hendes?” spurgte han nysgerrigt.

”Ikke så meget mere,” sagde Christian og trak på smilebåndet ved erindringen.

Johnas rynkede brynene og brugte en rum tid på at fordøje det.

”Hvorfor sagde du det ikke fra starten?” spurgte han så.

”Jeg var bange for din reaktion. Jeg var bange for at miste dig. Jeg ved, hvor meget du afskyr hende, og at jeg så går hen og indleder et forhold til den person, du hader mest… Sikke en ven, jeg er,” sagde Christian og kiggede ned på sine fødder.

”Min reaktion,” mumlede Johnas. ”Jeg er vred over at det lige skulle være hende. Jeg er skuffet over, at du ikke turde sige det til mig. Men du er min bedste ven, C. Der skal mere end en tøs til at skille os ad. Desuden, hvis du kan holde hende i kort snor, så fornærmelserne ikke bliver så voldsomme, er det måske ikke helt skidt.”

”Jeg forsøger at tøjle møgkællingen. Når man ser bort fra den side af hende, er hun faktisk ganske flink.”

”Flink? Rose? Gider du lige,” lo Johnas.

”Du kender kun hendes dårlige side.”

Johnas trak på skulderne. ”Hun er syg i roen. Må jeg spørge om noget?”

”Klart.”

”Hun er ikke jomfru mere?”

”Nej,” svarede Christian.

”Ved du hvem, der tog plomben?”

”Charmerende, Johnas. Virkelig charmerende.” Christian rynkede på næsen.

”Svar nu bare. Var det Alex?”

”Alex?” spruttede Christian overrasket. ”Har de været kærester?”

”Jeps. De sluttede det lige inden, vi startede på gymnasiet.”

Christian måtte lige sunde sig. Alex hadede hende mindst lige så indædt, som Johnas. At de to havde været sammen var svært at tro.

”Nej, det var ikke Alex. Det var faktisk mig,” sagde han forsigtigt, bange for reaktionen.

”Seriøst? Hvordan? Hvornår? Hvor?” Johnas var som en sulten hund, hans øjne var store ved synet af det kødben, der blev viftet foran ham. Det ville ikke være kommet bag på Christian, hvis hans ven var begyndt at savle.

”En gentleman afslører ikke sådan nogen slibrige detaljer, min ven,” smilede Christian. ”Men jeg kan sige så meget, at det skete her, på min fødselsdag.”

”Var hun her på din fødselsdag?”

Christian nikkede, og lod Johnas selv lægge to og to sammen.

”Åh, Gud, hun var her, mens jeg var her. Du havde gemt hende på værelset. Fucking langsomme computer, din gris. Du duskede hende, mens din mor og jeg gik rundt ude i køkkenet.”

”Jeg duskede ikke, Johnas. Jeg pillede lidt. Og det var før du kom – til tiden vel at mærke. Den eneste dag, hvor det ville have været okay, at du kom for sent.”

”Billeder, billeder, gå væk,” messede Johnas og slog sig for panden, mens han lo.

Den lettede stemning fortsatte gennem resten af samtalen, og de lo begge højt, mens Christian en times tid efter førte sin bedste ven ud til hoveddøren.

”Jeg er glad for, at vi fik talt sammen,” sagde Christian.

”Det er jeg også. Men giv mig lige lidt tid, til at få det her bearbejdet. Jeg skal vænne mig til tanken om, at du knalder med alle djævles moder.”

”Og du skal tydeligvis også lige bruge noget tid på, at ændre dit ordforråd om hende. Hvis hun skal opføre sig ordentligt, gælder det også for dig.”

”Hvad? Giver du mig mundkurv på?”

”Ja.”

”Fint. Jeg skal nok prøve at styre mig,” smilede Johnas. ”Jeg håber virkelig, at du snart kommer tilbage igen. De kan jo ikke udelukke den klogeste elev fra skolen i alt for lang tid.”

”Det håber jeg ikke. Jeg savner det allerede,” sagde Christian.

”Ses,” sagde Johans og knyttede sin hånd og rakte den over mod Christian, der lod sin knyttede næve slå imod den.

”Ses.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...