Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

8. 7

Rick.

Hvem var han? Hvorfor følte han, at han skulle våge over Rose som en høg? Det havde været ham, Christian kunne mærke på vej op af trappen. Militærfjols.

Han burde egentlig stå op og gøre sig klar. Johnas ville snart være her, og han havde bare af at vente ude på fortovet som aftalt, men Christian blev hele tiden ved med at vendte tilbage til aftenens begivenheder – og endte hele tiden ved Rick, som han mest af alt havde lyst til at tvære ud som en irriterende myg.

Mor havde heldigvis ikke opdaget, at han havde været væk, og hun sov stadig, så alt var fredeligt i huset indtil videre.

Træt rullede Christian ud af sengen og strakte sig. Det sitrede stadig i kroppen, når han tænkte på Roses kys. Det havde helt klart været sødt og blødt, og havde smagt af mere. For at få lidt ro over sig, lagde han sig ned på gulvet og startede dagen med armbøjninger og mavebøjninger. Præcist hvor mange han tog af hver, vidste han ikke. Det var mange år siden, han var holdt op med at tælle. Tankerne kredsede hele tiden om kys og dirrende fornemmelser i kroppen, lige indtil det ringede på døren.

Forfjamsket sprang han op, kastede et blik på sit vækkeur og bandede indædt. Det var Johnas. Tiden var løbet fra ham, så han tog den nærmeste t-shirt og de slidte sorte jeans, som lå forrest i skabet, og hoppede i begge dele, mens han skrumlede ned af gangen.

Hans larm vækkede mor, der fløj ud af sit værelse.

”Hvad sker der?” spurgte hun fortumlet.

”Stod for sent op,” sagde Christian, mens han havde t-shirten halvvejs nede over hovedet og den ene arm stukket igennem den. ”Johnas er her nu. Vi smutter med det samme.”

”Hey du. Kom og sig ordentligt farvel til din mor,” sagde hun træt og lettet.

Christian vendte om med et suk, kyssede hende i panden og løb ud mod døren. Han greb sin taske i forbifarten og stod snart ansigt til ansigt med en meget vred Johnas, der havde et stort rødt mærke på den ene kind.

”Godmorgen,” mumlede Johnas.

”Godmorgen. Hvad er der sket med dig?”

Johnas løftede sit øjenbryn og kiggede olmt på ham. ”Jeg har en ven, der følte trang til at give mig et lag tæsk i går.”

”Åh,” hviskede Christian og kiggede ned i jorden. Han burde vel egentlig undskylde, men han havde været så vred. Han havde også bedt Johnas pænt om, ikke at glo tidligere, så egentlig var han selv ude om det.

”Mine forældre var rasende, C. De overvejede at tage mig ud af Hagen, fordi de tror, der er en eller anden idiot, der er efter mig der.”

”Hvad sagde du til dem?” spurgte Christian nervøst.

”At det var en idiot, men at det bare havde været mig og en ven, der legede brydekamp. Jeg sagde ikke, det var dig, hvis det er det, du spørger om,” vrissede Johnas og vendte sig om for at gå. Christian lukkede døren efter sig og skyndte sig efter. 

”Undskyld,” sagde han stille.

”Ja, tak, det er fint. Det er ikke dig, der skal rende rundt med et kæmpe rødt mærke i fjæset.”

”Jeg havde bedt dig om at lade være med at glo… flere gange,” sagde Christian undskyldende.

”Jeg er altså kun et menneske. Og din mor er altså seriøst –”

”Lad være med at gøre den sætning færdig,” bad Christian og væmmedes ved tanken. ”Hun er ved at finde sig selv igen efter fars død. Det kommer til at tage noget tid. Så indtil da, bliver vi vist nødt til at aftale, at du ikke kommer indenfor. Medmindre jeg giver dig lov.”

”Og så giver du mig ikke tæsk?” sagde Johnas vredt.

”Jeg har sagt undskyld.”

”Fint. Jeg bliver udenfor som en hund, indtil videre.”

”Fint.”

”Fint.”

Efter en længere pause, hvor de bare gik side om side uden at sige et eneste ord, vendte Johnas sig endelig om mod Christian med et spørgende blik. ”Hvad var det helt præcist, du sagde til Rose, som fik hende til at tude?”

Ikke igen.

 

De sad allerede på deres pladser, da Rose kom ind af døren med sine veninder. Laura var der ikke. Christian så spørgende på Johans, der trak på skuldrene.

”Hun plejer da at komme sammen med dem,”  sagde Johans og rejste sig for at gå over til Rose. ”Hey, Rose. Hvor er Laura?” spurgte han.

”Det kommer da virkelig ikke dig ved,” sagde hun overlegent og vendte ryggen til ham for at snakke videre med sine veninder.

”Rose,” vedblev Johnas og gik over i hendes synsfelt igen.

Christian sad stadig på sin plads og betragtede optrinet.

”Skrid nu, rødfjæs,” vrissede hun. ”Hvis Laura havde ment, du skulle have noget at vide, havde hun jo nok ringet til dig.”

Christian kunne mærke Johans’ nervøsitet helt over ved sin plads. Johnas havde ingen anelse om, hvad der var med Laura, og det skræmte ham. Måske var det den dårlige samvittighed over, at have tæsket ham dagen før, måske var det hans egen nysgerrighed, Christian var ikke sikker. Men under alle omstændigheder følte han trang til at hjælpe sin ven. At se ham stå der og trippe uden at komme nogen vegne, var for meget for ham.

”Rose,” sagde han og rejste sig. ”Må jeg lige tale med dig alene et øjeblik?”

Hun kiggede på ham over skulderen, hendes sind fortalte, at hun hungrede efter ham.

”Nej,” sagde hun hovent og vendte sig igen.

Nej? Sikke en overraskelse. Hvad fik hende til at tro, at han accepterede et nej? Hvad bildte hun sig ind? Møgkælling for fuld udblæsning. Hun trængte til at blive pillet ned. Hvis hun virkelig, var så interesseret i at ændre sig, var det ikke umiddelbart den bedste begyndelse. Men hvis hun havde tænkt sig at lege sådan, kunne han da godt lege med.

Han gik over og tog Johnas i armen for at føre ham tilbage til deres pladser.

”Møgkælling,” hviskede han i det samme, han passerede hende og mødte hendes blik, der fik noget sørgmodigt over sig. Selvom han havde sagt det ganske stille, havde hun alligevel hørt det – som planlagt.

”Hun er simpelt hen for meget,” rasede Johans, da de havde sat sig igen. ”Hun har nyheder nu og nægter at dele ud af dem, fordi hun tror det gør hende mere interessant.”

”Hvis det nu er det eneste, der kan gøre hende interessant, Johnas,” sagde Christian højt nok til at hun kunne høre det, men hun lod sig ikke synligt mærke med det. Til gengæld kunne han tydeligt fornemme, at hendes selvtillid langsomt tog sig endnu et dyk.

Johnas havde åbnet munden for at give hende endnu en svada, men Brown trådte ind i lokalet i det samme, så han tog sig i det.

Resten af eleverne som ikke allerede sad ned, fandt deres pladser. Rose havde belejligt sat sig overfor Christian. Det var i den helt anden ende af lokalet, men det var tydeligvis en bevidst handling fra hendes side. Hendes veninder var blevet skubbet til side, da de forsøgte at tage pladsen først. I stedet havde de sat sig ved siden af hende, alle med fronten mod Christian. Og de gloede. Rose derimod spillede kostbar, og lod som om hun ikke så ham.

Møgkælling.

Men han ville ikke lade sig distrahere. Han valgte at følge hendes eksempel og ignorerede også hende, for at følge med i undervisningen, selvom det hele var kendt stof. Brown havde et par ukorrektheder hist og pist, men Christian ville ikke drage mere opmærksomhed på sig selv end nødvendigt, så han lod dem fare, og svarede kort og høfligt på de spørgsmål han fik smidt i hovedet.

Efter to lektioner med Brown, var det en lettelse, da klokken ringede. Næsen som en fælles bevægelse rejste eleverne sig og begyndte deres vandring ud af døren, ned mod kantinen.

Johans farede dog mod strømmen, over til Rose, som han havde siddet og sendt onde øjne det meste af tiden. Hans ængstelse for Laura var på ingen måde blevet mindre, men havde til gengæld blandet sig med vreden over Roses hemmelighedsfulde attitude.

”Du kan vel for fanden fortælle mig, om hun er okay,” sagde han hidsigt.

”Deres sprog, mr. Cole,” advarede Brown inden han gjorde mine til at forlade klassen.

”Desværre, søde Johans,” smilede Rose og så over mod Brown, der forsvandt ud af døren. ”Det kommer ikke dig ved, hvor hun er, eller hvad hun laver.”

Johnas var klar igen med et spydigt svar, men Christian tog fat i hans arm og hev ham med sig.

”Lad det ligge, Johnas. I hvert fald lige nu. Vi ringer hjem til hende, så snart vi har fri. Rose gør det kun for at tirre dig,” sagde Christian, da de var kommet ned af trappen og var på vej ind i kantinen.

”Og det virker! Jeg sværger, C, på et eller andet tidspunkt klapper jeg hende én.”

”Selvfølgelig gør du ikke det. Sæt dig og spis.” Christian skubbede sin ven ned i en stol, mens han selv lod sit sind fare ud over kantinen og forhallen, for at lokalisere Rose. Og han fandt hende hurtigere end han havde regnet med. Ved toiletterne i underetagen.

”Jeg skal lige på toilettet. Henter du en sandwich til mig?” spurgte han Johnas.

”Ja,” sukkede han og rejste sig med et enkelt slag i bordet af frustation.

”Hold dig i skindet, til jeg kommer tilbage,” sagde Christian på vej ud af døren igen.

Møjsommeligt manøvrerede han sig gennem elevmængden, hvor de fleste af dem stoppede op og kiggede på ham. Toiletterne i underetagen var et af de få, der lå for sig selv. Døren var låst, men han kunne mærke, at hun var derinde. Fint nok. Han havde tid til at vente. Et par elever kom forbi ham, mens han stod lænet op af muren med armene over kors, og de kiggede på ham med en blanding af misundelse og længsel. Utroligt, hvad et kønt ansigt og en veltrænet krop kunne gøre.

Lige så snart døren gik op, trådte han frem, greb fat i hendes lyse hår og tvang hende ind igen med en hånd over hendes mund. Overraskelsen lyste ud af hende. Han sparkede døren i efter sig, og måtte fjerne hånden fra hendes mund for at låste den. Da hun åbnede munden for at tage luft ind til at skrige, pressede han sine læber mod hendes, kyssede hende hårdt og voldsomt, mens han skubbede hende op af væggen. Hun ramte den hårdt, hvilket fik mørket i ham til at sprede sig endnu længere ud i hans krop. Hvis hun ikke selv ville fortælle, var der heldigvis måder at overtale hende på. Hans voldsomhed kom lige så meget bag på ham selv som på hende. Hun slog ud efter ham, forsøgte at kradse ham i ansigtet, skubbe ham væk, men han tog fat i hendes små håndled og låste dem fast op af væggen over hendes hoved.

De kan ikke se det. Der er ingen, der har hørt det. Hun skal nok komme sig. Det plejer hun. Det var også kun et uheld denne gang, det sagde hun. Det var ikke ham, der havde rørt hende denne gang. Ikke ham. Ikke siden sidste gang. Om et par dage ville hun være frisk igen, og der ville ikke være noget at se længere. Det havde hun selv sagt. Han er så voldsom, så stærk. Jeg kan ikke gøre modstand. Hvis han vil, kan han tage mig lige her, lige nu… ingen modstand... brænder…

Christian fjernede sit ansigt fra hendes og stirrede vredt på hende. Laura var kommet ud for et uheld af en eller anden slags. Og der var sket noget lignende før, forårsaget af en Ham. Han kunne ikke få mere ud af Rose lige nu. Hendes tanker var for kaotiske, hvilket nok skyldtes hans overrumpling af hende.

Han holdt stadig fast i hendes hænder, havde stadig sin krop presset mod hendes, så hun ikke kunne røre sig. Hun trak vejret tungt i korte stød og panikken kunne anes i de blå øjne. Han var også selv påvirket af kysset og følelsen af hendes krop så tæt på, skønt panik ikke lige var, hvad han ville kalde det.

”Når jeg beder dig pænt om, at følge med,” sagde han og lød vredere, end han egentlig var. ”Så forventer jeg, at du gør, som du bliver bedt om, Rose.”

Hun stirrede skræmt op på ham uden at sige det mindste. Hvis hun fortalte det her til nogen, ville han blive smidt ud. Dette ville hurtigt kunne starte en heksejagt, og han ville blive beskyldt for at være afviger – hvilket jo ikke var helt løgn – selvom hun ikke anede noget om hans evner.

”Når jeg beder om tid alene med dig, er det fordi jeg har brug for dig, Rose,” sagde han blidere og gav slip på hendes hænder, uden at flytte sig fra hende. Han stod stadig lænet op af væggen og tårnede sig op over hende.

Som forventet tog hun det som en kompliment. Hendes blik ændrede sig og fik noget sårbart over sig.

”Så sig det i stedet,” hviskede hun og lagde sine hænder mod hans kinder.

”Johnas ville slå mig ihjel, hvis han vidste noget om os to,” smilede Christian og nød hendes berøring, mere end han havde forventet.

”Johnas er en lille lort.”

”Jeg bryder mig ikke om møgkællingen,” vrissede Christian og greb hårdt fat om hendes nakke og tvang hendes hoved bagover. ”Johnas er min bedste ven. Lad være med at svine ham til, når jeg er der til at høre det.”

Hendes øjne stirrede op i hans i en underlig blanding af rædsel og lyst. Hans voldsomhed tændte hende. Det kom bag på ham.

”Undskyld,” hviskede hun underdanigt.

”Indtil videre holder vi det her hemmeligt,” sagde han og slap hende igen. Han kørte hendes hår om bag hendes små ører.

Hun nikkede med et lille smil og lagde kælent sit hoved ind mod hans hånd.

”Fortæl mig så, hvad der er sket med Laura.”

”Hun er væltet på sin cykel, fordi en eller anden åndsbolle kørte ud foran hende. Der er ikke sket en skid med hende. Nogle blå mærker, måske en lille hjernerystelse. Hendes far, bad hende blive hjemme i et par dage,” sagde Rose uden at tage øjnene fra ham.

Han lod sin tommelfinger køre hen over hendes røde læber. De var let adskilte, og han kunne mærke hendes stødvise vejrtrækning mod sin finger.

”De er for søde til at skulle tale så grimt,” hviskede han, inden han lod sit blik mødes hendes igen.

Hun smilede lettet, da han ikke gjorde mere ud af det. Hvad hun helt præcist havde ventet, han skulle gøre, ville han slet ikke tænke på. I stedet gengældte han smilet og vendte sig om for at gå. Han kunne mærke hendes lettelse, da han forsvandt fra hende, men samtidig var hun skuffet. Mystiske pige. Han havde lige lagt hånden på dørhåndtaget for at gå ud, da han vendte sig om mod hende igen. Det gav et lille sæt i hende.

”Mens jeg husker det, Rose. Hvem er Rick?” Han brændte af vrede bare ved at sige navnet.

”Rick?” sagde hun forundret. ”Han er min bror.”

”Fint,” smilede Christian og stjal et hurtigt kys inden han forlod toilettet, lettere om hjertet.

Johnas sad ved bordet sammen med et par af sine kammerater. De var i gang med en hvem-kan-finde-på-flest-ting-at-kalde-Rose-konkurrence, mens de sad og spise. Umiddelbart så det ud til at Johnas var ved at vinde. Hans humør var bedre, og han vinkede glad Christian over til sig, da han så ham.

”Jeg har snakket med… Hvad var det sidste, I fandt på?” spurgte Christian.

”Møgluderso,” grinede Alex bredt.

”Ja, hende,” smilede Christian. ”Laura har været ude for et uheld, væltet på cyklen, men hun har det godt. Hun er derhjemme og kommer igen om et par dage.”

”Et uheld?” Johnas rettede sig op i stolen og kiggede bekymret på Christian.

”Hun har det fint, Johnas. Der er ingen grund til at gøre noget stort ud af det.”

”Hvordan fik du det ud af heksen?” spurgte Alex.

”På samme måde som han fik hende til at tude i går,” lo Johnas.

”Seriøst?” Alex lænede sig imponeret frem. ”Fortæl. Hvad skal vi gøre for at smelte isdronningen?”

Christian smilede forlegent og begyndte at pakke sin sandwich ud. ”Man kommer langt med charme.”

Johnas daskede til ham, og lænede sig frem for at viderebringe skoleårets første saftige nyhed; historien om helten, der knækkede isdronningen

 

”Plejer Laura tit at komme galt af sted?” spurgte Christian.

Johnas kiggede forvirret op fra matematikbogen. De havde sat sig ned i de røde sofaer i det nedsænkede område i forhallen for at få styr på lektierne sammen. Alex og Benjamin sad længere henne, og diskuterede de samme opgaver. Generelt var der en fordybet stemning over de elever, der var blevet tilbage for at lave lektierne sammen.

”Hvad snakker du om?” sagde Johnas. ”Vi har gang i ligninger her.”

”Ja ja, men Laura… er det ofte hun har blå mærker eller sådan noget?” fortsatte Christian og kiggede ned i bogen, for at forgive, at det kun var et helt uskyldigt spørgsmål.

Johnas trak på skuldrene. ”Hun er lidt klodset,” sagde han med et drømmende smil. ”Det kan have sine fordele, skal du lige vide. Hun skal tit hjælpes op, trøstes. Da vi var mindre, gav det god mulighed for at kigge op under hendes kjole.”

Christian rynkede på næsen. ”Gris.”

”Skyldig. Og skal vi så vende tilbage til matematikken?” sagde Johnas og begravede sig i bogen igen.

”Siden hvornår er du blevet så flittig?”

”Siden mine forældre fordoblede mine lommepenge for hver tocifret karakter, jeg henter hjem,” smilede Johnas og blinkede med det ene øje. ”Dog gælder det ikke 02 og nedefter. Har argumenteret for at det også er tocifret – virker ikke.” Hans kind var ikke helt så rød længere, men den gjorde stadig ondt, det var tydeligt at se. Han tog sig indimellem til den, når han kom til at lave en grimasse.

Christian skriblede nogle svar ned i sin bog uden at bruge den helt store hjernekapacitet for at regne dem ud. Hans tanker var et andet sted og kunne ikke rigtig samle sig om studierne.

”Hvor gammel er Lauras bror egentlig?” spurgte han så Johnas.

”21, tror jeg nok,” svarede Johnas åndsfraværende.

”Bor han stadig hjemme?”

”Nej.”

”Har hun andre brødre?”

Johnas smed bogen fra sig på bordet og kiggede vredt på Christian. ”Du får ti spørgsmål og så er det tilbage til bøgerne.”

Christian kunne ikke lade være med at le ganske lidt. ”Undskyld, professor.”

”Hvorfor er du så interesseret i Laura?”

Fordi jeg elsker hende, og der er nogen, der skader hende med vilje. En Ham. Det kunne han ikke ligefrem sige til sin bedste ven, der tilmed var hendes kæreste. De kunne fortælle hinanden næsten alt, men det her var for grænseoverskridende.

”Naturlig nysgerrighed,” prøvede han. ”Jeg er begyndt at være mere sammen med jer, så det er vel kun naturligt, at jeg ved noget mere om hende.”

Johnas kiggede skeptisk på ham. ”Ti spørgsmål eller mindre.”

Én bror som ikke boede hjemme. Så langt så godt.

”Nuvel, ti spørgsmål. De skal bruges fornuftigt. Var der flere brødre?” sagde han.

”To. Kenny og Matthew. Tvillinger på ti år. Dødirriterende. Ni tilbage.” Johnas havde lænet sig tilbage i sofaen med armene over kors.

”Hvad laver hendes forældre?”

”Hendes mor er bibliotekar. Hendes far er læge. Otte.”

”Nogle ekskærester, man skal bekymre sig om?”

”Nej. Syv.”

”Hvordan kan du være sikker på det?” spurgte Christian.

”Fordi jeg har kendt hende hele mit liv. Vi har leget sammen siden vi var små. Min far og hendes far er bedste venner fra gymnasietiden. Seks.”

”Jeg kan godt tælle, Johans.”

”Du er så dygtig,” smilede han. ”Er vi færdige?”

”Jeg har stadig nogle spørgsmål tilbage. Føj mig.”

Johnas bredte armene ud i en kom-an-gestus.

”Er hun tit syg?” fortsatte Christian.

”Ikke mere end normalt, tror jeg,” svarede han med et skuldertræk.

”Har hun meget fravær?”

”Er det ikke det samme spørgsmål?”

”Svar mig nu bare,” sukkede Christian.

”Lidt måske. De er ofte på ferie i længere tid af gangen.”

Fire tilbage. Det næste spørgsmål skulle stilles lidt spidsfindigt, for ikke at fornærme hverken Johnas eller Laura.

”Hvor langt har I to…? Du ved…” sagde han hakkende.

Johnas gloede spørgende på ham. ”Jeg ved ikke, hvad du mener, C.”

”I to, dig og Laura. Har I nogensinde… Jeg mener…” Nej, det var for svært det her. Blodet gjorde allerede kinderne varme. Hvis han fuldførte sætningen, ville han ligne et stopskilt, indne han blev færdig. Christian rystede på hovedet og samlede bogen op og gemte sig bag den. ”Matematik,” kvækkede han.

Tænk at han overhovedet havde fået den tanke at ville spørge. Det var simpelt hen for pinligt. Alt, alt for pinligt. Gudskelov for matematik og de kolde, hårde tal, der ikke kunne diskuteres.

Johnas tog bogen fra ham og rykkede helt tæt ind til ham. ”Spørger du, om Laura og jeg nogensinde har… været sammen?” hviskede han og kiggede rundt for at se, om der eventuelt var nogen, der lyttede med.

”Det kommer ikke mig ved,”  skyndte Christian sig at undskylde og ville tage sin bog igen. Han ville helst heller ikke vide det, hvis de havde. Hun skulle forblive ren og urørt så længe hun levede. Det var sådan det skulle være. En engel så smuk som hende, skulle ikke besudles af menneskehænder, ligegyldigt hvem de tilhørte.

Johnas holdt bogen uden for rækkevidde og kigge på sin ven med et undrende blik. ”Du er min bedste ven, Chris. Tror du ikke, du var den første, der havde fået det at vide, hvis Laura og jeg havde… du ved.”

Han trak på skuldrende, ubehagelig til mode.

”Desuden vil hun vente, til hun er gift.” Johnas lagde bogen fra sig på bordet og lænede sig tilbage igen. ”Jeg kommer aldrig til at forstå det. Hvis man nu virkelig elsker hinanden, hvorfor så vente? Er det ikke bare, at vise sin kærlighed? Hvad er der urent i det?”

”Man viser vel kun sin kærlighed til den, man skal være sammen med resten af sit liv og ikke alle andre?” foreslog Christian.

”Men bliver det mere rent af, at man er gift?”

Christian trak på skuldrene igen. Han havde faktisk aldrig rigtig tænkt over det. Sådan som han så det, var det naturligt at vise sin kærlighed til den man elskede, gift eller ej. Med mindre den man elskede selvfølgelig var en engel, og dermed urørlig. Mor og Leo havde vist hinanden, hvor meget de elskede hinanden, selvom de ikke havde været gift. Og de havde begge været lykkelig for en stund.

”Tre tilbage,” sagde Johnas med et suk.

”Sig til, hvis det ikke kommer mig ved, Johnas, men… hvor meget af hende, har du set?” Christian krympede sig ned i sofaen, bange for at Johnas ville blive sur.

Til sin overraskelse begyndte Johnas at le lidt. ”Vi har været på badeferie sammen, så jeg har set det meste af hende.”

Christian kunne slet ikke lukke af for de billeder, Johans fik i sit sind. En solbrun Laura i en rød bikini, med det mørke hår løst og flagrende efter sig, mens hun løb ud mod vandet.

”Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil se noget mere,” smilede Johnas konspiratorisk.

”Har hun nogen sinde haft nogen slemme skader? Altså brækket noget, været hospitalsindlagt. Noget i den stil.”

”Hvorfor er det vigtigt?”

”Det er mine tre spørgsmål, kære Johnas. Du skal bare svare.”

”Luk røven, kære Christian,” grinede Johnas. ”Hun er som sagt lidt en klodrian, så hun har da haft både en arm og et ben i gips.”

”Årsager?”

”Åh, det kan jeg sgu da ikke huske. Noget med noget.”

”Informativt,” sagde Christian og skulede ondt.

”Sidste spørgsmål.”

”Elsker du hende?”

Johnas kiggede forundret på ham. Christian var selv lidt forbavset over sit spørgsmål, men det var egentlig rart at have mulighed, for at få det på det rene.

”Svar ærligt,” sluttede han af og så Johnas i øjnene.

”Ja,” sagde Johnas befippet. ”Det var da et underligt spørgsmål at komme med. Selvfølgelig elsker jeg hende. Giver det ikke sig selv.”

”Nej,” sagde Christian monotont og tænkte på Rose. Han havde brug for hende. Hun kunne give ham, noget som ingen anden kunne lige nu. Men han elskede hende ikke. Han var vel snarere afhængig af hende, af hendes kys, den indsigt det gav ham, det sus det gav ham at være så tæt på hende, fysisk og mentalt. Men det var ikke kærlighed fra hans side. Om det kunne gå hen og blive det, ville han ikke udelukke, men lige nu – nej.

Johnas rystede på hovedet. ”Der er seriøst noget galt med dig. Ti spørgsmål, færdig, slut. Matematik?” Han holdt sin bog op og så spørgende på Christian, der grinede af hans kommentar og nikkede.

Efter en times tid med lektier, diverse afbrydelser og hyggesnak, samlede de deres bøger sammen for at gå hjem. De var kun lige nået op af trappen til forhallen, da de blev stoppet af Roses veninde Veronica: pigen med det brune hår, som var den første Christian havde set, da de startede på Hagen.

”Christian?” sagde hun stille uden at se op på ham.

Han vendte sig om mod hende.

”Øhm, det er bare fordi… øhm, kan vi lige snakke lidt?” Hendes stemme var lille og svag, næsten hæs. En køn pige, som man ikke umiddelbart ville lægge mærke til, fordi hun var så forsagt. Hele hendes væsen indgød til, at man overså hende.

”Ja, selvfølgelig,” svarede han uden at vide, hvad det gik ud på. Han åbnede sit sind, for at få en ledetråd, men fandt kun en masse tanker om matematik, religion, sprog. En masse fagligt pjat, som ikke gav ham meget at gå efter.

”Vi ses udenfor,” sagde Johnas med et skuldertræk.

Christian fulgte efter Veronica gennem forhallen og videre ned til underetagen, hvor han fandt Rose, ventende ude foran et af de tomme klasselokaler.

”Tak, Veronica, du kan godt gå hjem nu,” smilede hun til den forsagte pige og gav hende et hurtigt kram. ”Vi ses i morgen.”

”Vi ses,” svarede Veronica og gik efter at have kastet et enkelt blik op på Christian, der stod med hænderne i lommerne og følte sig temmelig forvirret.

Rose kiggede på ham med et lille smil og gik så ind i klassen, med fuld forventning om, at han ville følge efter, hvilket han da også gjorde. Hun lukkede døren bag ham og satte sig på lærerens bord med krydsede ben. Hendes nederdel gled lidt op og viste en hel del mere lår, end skolens reglement tillod.

”Jeg mener helt bestemt, du startede på noget tidligere i dag, som du skal have gjort færdigt,” smilede hun og lænede sig tilbage, så hun støttede med hænderne på bordet og hendes bryster blev skubbet frem.

Mærkelige pigebarn. Kold det ene øjeblik, klar det næste. Hun var ikke til at finde ud af. Alligevel sad hun der og tilbød ham en gratis tur. Hvad var hun ude på?

”Hvad er det, du vil, Rose?” spurgte han træt. Han skulle til at hjemad, ellers ville mor blive mere bekymret end godt var.

”Det kan du da vel nok regne ud. Du virker ellers som en klog dreng.”

”Taler du ned til mig?” Vreden boblede med det samme, og mørket i ham tog til i styrke, inden han tog et par skridt hen imod hende.

Sådan legede han ikke.

”Hvordan kan du dog tro det?” sagde hun med en lillepige stemme og en trutmund, som mest af alt fik hende til at ligne en fuld fisk. ”Jeg tænkte bare, at du sikkert havde noget energi, du skulle have brændt af efter at have siddet stille så længe.”

”Nej, tak,” svarede han og stoppede op et enkelt skridt fra hende.

”Jeg er vant til at få det, jeg vil have,” fortsatte hun og lod sin fod køre op af hans inderlår.

”Det er jeg slet ikke i tvivl om.”

”Så giv mig det, og lad være med at lave det til en kamp,” sagde hun og lænede sig frem mod ham med et intenst blik. Han lænede sig også fremad, så meget at hun måtte læne sig tilbage over skrivebordet igen. Han placerede sine hænder på hver sin side af hende og var tæt nok på nu, til at kunne kysse hende. Hendes duft kildede ham i næsen, hendes vibrationer var tændte og sultede efter ham.

”Du ved ikke, hvad du beder om,” sagde han uden at tage øjnene fra hendes. ”Når du engang har vinket farvel til møgkællingen, kan vi tale sammen igen. Lige nu er det hende, der vil have et nyt stykke legetøj, og ikke den Rose, som jeg mødte i går bag skolen. Jeg bryder mig stadig ikke om møgkællingen.”

Hendes mund åbnede sig med en ed klar til at forlade den, men Christian lagde en finger over den og tyssede på hende.

”Vi ses i morgen.” Derpå vendte han om og forlod lokalet.

”Røvhul!” blev der råbt bag den lukkede dør, og han kunne ikke lade være med at smile af hende. Stakkels forkælede pige.

 

Turen hjem have været begivenhedsløs. De havde selvfølgelig snakket om Laura og hendes uheld, om hvad der kunne være sket, om hun var okay. Johnas ville tage direkte over til hende, når han havde sat sin taske af derhjemme, og han lovede at ringe, når han kom hjem igen.

Christian lukkede døren bag sig og satte sig træt over i sofaen. Hjernetomt tv var lige det han havde brug for nu.

Han sad og zappede, da telefonen ringede. Mor kom løbende ind med en opvaskebørste i hånden og skøjtede over til den, inden Christian overhovedet nåede at række ud efter den.

”Hallo?” sagde hun vredt.

En mærkelig måde at starte en samtale på.

Hun stod lidt med røret ved øret, men lagde irriteret på igen efter kort tid.

”Det er syvende gang det sker i dag,” sagde hun fortørnet. ”Det er en eller anden stodder, der ringer og bare lægger på igen.”

”Der er slet ikke blevet sagt noget?” spurgte Christian.

”Intet. Næste gang ringer jeg altså efter politiet.” Hun gik hen og kyssede ham på panden. ”Hej, Møffe. Det er dejligt at have dig hjemme i god behold.” Så vendte hun tilbage til køkkenet.

Telefonfis. Hvem i alverden kunne finde på at lave telefonfis med mor? Hun havde ingen bekendte ud over Johnas’ forældre, og de var ikke just typen på at lave falske telefonopkald. Havde det været en fra gymnasiet, ville personen vel sagtens have spurgt efter ham. Men der var intet blevet sagt.

Og så slog det ham pludselig: Leo.

Han havde slet ikke haft kontakt med ham, siden han startede på gymnasiet. Leo havde været mindst lige så spændt på udfaldet som Christian selv. Og selvfølgelig ville han ringe eller maile, når Christian ikke selv tog initiativ til kontakt. Hvorfor havde han ikke mailet? Telefonen var et risikabelt foretagende.

Christian fór ind på sit værelse og lod sine evner om at tænde computeren, mens han selv sparkede døren i og faldt ned i sin kontorstol.

Der gik ikke lang tid, før han var inde i sit mailprogram, der var tomt for nye mails. Han havde ikke modtaget nogen i det sidste mange dage.

Var det mon så overhoved Leo, der blev ved med at ringe?

Han besluttede sig for at tage sagen i egen hånd og tog telefonen over til sig. Han havde kun lige lagt hånden på røret, da den ringede igen. Det gav ham et chok.

”Jeg skal nok tage den, mor,” råbte han ind til mor, hvis fødder han kunne høre trampe hastigt hen over gulvet, for at nå telefonen.

”Hallo?” sagde han prøvende.

Der var stille lidt, men vejrtrækning kunne kan genkende, og han slappede uvilkårligt lidt mere af.

”Du er svær at få fat i, Christian,” sagde Leo med en mørk stemme.

”Du kunne jo have mailet. Så skulle jeg nok have haft ringet til dig.”

”Jeg har ikke haft mulighed for at komme til en computer. Desuden ringer jeg fra en anden telefon, så om du ville, kunne du ikke ringe til mig.”

”Hvor er du henne?” spurgte Christian. Det kom bag på ham, at Leo skulle leve et liv, som han ikke kendte til. I sit hoved, sad Leo hjemme ved sig selv, hvor end det så var, og ventede bare på at telefonen ringede, eller computeren gav meddelelse om mails.

”Det er bedst, du ikke ved det. Lad os bare sige, at jeg ikke er til at få fat i det næste lange stykke tid. Jeg ville sådan set heller ikke noget. Jeg ville bare lige sikre mig, at du havde klaret det personlige tjek på gymnasiet. Jeg blev nervøs, da du ikke gav lyd fra dig,” sagde Leo med en slet skjult irettesættelse.

”Hvorfor ikke bare spørge mor?” provokerede Christian. Leo burde vende tilbage. Han burde høre til hjemme ved dem, sammen med dem.

”Jeg er død for din mor, husker du nok.”

Arnold er død,” rettede Christian.

”Det er det samme,” stønnede Leo.

Han var umulig at snakke med.

”Jeg har det fint,” sagde Christian monotont. ”Det personlige tjek er klaret og vil være klaret fremover.”

”Hvad mener du?”

”Det var en afviger, der stod for det personlige tjek. Han kan fornemme afvigergenet hos os andre, men heldigvis hører han også til din fanatiske gruppe af tosser, der tror jeg er Messias. Så han har lovet at holde mig skjult.”

Der var stille i den anden ende længe. ”Har du hans navn?” spurgte Leo så.

”Nej. Han var en stor fyr. Uhyggelig at se på.” Christian sad stadig ved computeren og det var næsten som om musen helt af sig selv kørte over til ikonet for `World of Warcraft´ og dobbeltklikkede.

”Og han vil holde dig skjult for mennesker?”

”Og afvigere. Jeg bad ham holde mund med, hvor jeg er. Han sagde, at han ville fortælle alle i katakomberne, at jeg var i live og i god behold, men jeg bad om at få lov til at leve i det skjulte lidt endnu.”

”Og den godtog han?” spurgte Leo tvivlende.

”Det sagde han.”

”Du læste ham ikke?”

”Nej. Det turde jeg ikke. Jeg var bange for at afsløre mig selv til at begynde med, og det hele tog under fem minutter, så jeg nåede slet ikke at finde hoved eller hale i noget som helst, før han lå på knæ foran mig og talte om det Messias-pis.”

”Tal ordentligt, knægt,” vrissede Leo.

Christian gad ikke engang værdige det med et svar, men rullede med øjnene i stedet.

”Du befinder dig godt på gymnasiet?” spurgte Leo i et blidere tonefald.

”Meget.” Han skulle bare vide.

”Søde klassekammerater?”

”Nogle mere end andre,” sagde Christian smilende.

”Du roder dig ikke ud i noget, du ikke kan rode dig ud af, vel?” formanede Leo.

”Nej. Jeg har styr på det.” Og det følte han virkelig, at han havde. Rose var ikke noget problem. Hun hungrede efter ham, og var klar til at følge ham som en lille hund, hvis han gav hende lov. Hun skulle bare lige rettes lidt ind, og ikke lade møgkællingen få overtaget så tit, så ville hun faktisk være ganske fornøjelig at være sammen med.

Det bankede på døren og mor åbnede den, inden han nåede at svare. Han sad stadig med Leo i røret og følte pludselig, at hun kunne høre, hvem det var, han talte med. Det løb ham koldt ned af ryggen.

”Der er mad om ti minutter,” sagde hun smilende og lukkede døren efter sig igen.

”Jeg bliver nødt til at løbe,” sagde Christian til Leo.

”Hun lyder glad…”

”Hun klarer sig.”

Stilheden var rungende.

”Er du okay, Leo?” Christian havde pludselig fået bange anelser.”Jeg har det fint. Pas på din mor. Jeg ringer til dig en anden dag,” sagde han kort og lage på, inden Christian nåede at sige noget som helst andet. Ikke engang et farvel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...