Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
377Visninger
AA

7. 6

”Græd hun sådan rigtigt?” spurgte Johnas for hundredeogsyttende gang, stadig med lige meget skepsis i stemmen.

”Ja,” sukkede Christian træt af at skulle gentage sig selv igen. ”Hun græd, hulkede, snøftede og snottede. Med tårer og det hele. Og hold så op med at spørge.”

De var udenfor Christians hus og egentlig glædede han sig til at komme ind og bare slappe af. Det havde været en begivenhedsrig dag. Langt mere end forventet. Laura. Rose. Brown. Alt for mange indtryk.

”Vi ses i morgen samme tid,” sagde han og vendte sig for at gå ind. I det samme blev døren åbnet, og mor stod der, igen iført alt for stramt tøj og med et alt for smukt smil. Hun krammede ham ind til sig, lidt hårdere, som hun havde fået for vane, efter han var begyndt på gymnasiet. Hendes lettelse strømmede ud gennem hende og ind i ham. Hun frygtede vitterligt hver dag, at han ikke ville komme tilbage igen. En frygt som Christian ikke kunne undgå at opfange.

”Kom ind,” sagde hun til Johnas, mens hun langsomt slap sit tag i Christian.

Johnas listede med ind efter Christian, men så langt efter mor, da hun lukkede døren. Irriteret daskede Christian ham i ryggen, hvilket resulterede i et vredt blik.

”Har det været en god dag?” spurgte hun glad og førte dem ud i køkkenet, hvor hun havde sat nogle snacks frem til dem.

”Meget begivenhedsrig,” svarede Christian og satte sig. Han ønskede af hele sit hjerte, at Johnas bare tog hjem, så han kunne være alene med mor og endelig få taget den alvorlig snak med hende om hendes påklædning. Den gjorde noget helt forkert ved hans ven, og Christian hadede det.

”Er det nogen søde klassekammerater, du har fået dig, Møffe? Du taler ikke så meget om dem.”

Hvorfor nu det åndssvage kælenavn ingen? Det var så pinligt. Og Johnas kæmpede for at kvæle latteren. Søde klassekammerater… jo, tak, der var et par stykker, der var mere end bare søde. Tanken om Roses læber mod hans sendte kuldegysninger gennem hans krop og fik det til at sitre over det hele. Genkaldelsen af Lauras smukke ansigt fik hjertet til at banke lidt hurtigere.

”De fleste af dem er meget flinke, mrs. C. Mange af dem har gået i min gamle skole, så jeg kender en del af dem i forvejen,” fortalte Johnas, mens han proppede i munden.

”Så du kan stå inde for dem?” spurgte mor og satte sig ved siden af ham. Johnas rykkede næsten umærkeligt lidt nærmere. Christian så det dog og sparkede sin ven under bordet lige over skinnebenet.

Johnas hoppede lidt og sendte et spark tilbage. Christian lod sig ikke mærke af det. Han fortsatte med at se vredt på ham, der skulle forestille at være hans bedste ven.

”Vil du spise med, Johnas?” spurgte mor så pludseligt.

Nej, nej, nej. Det skete bare ikke. Kunne hun ikke selv se, hvordan han slugte hende med øjnene? Hans mor. Hvad fanden bildte han sig egentlig ind?

”Meget gerne,” takkede Johnas.

Slå mig ihjel, tænkte Christian. Eller endnu bedre, slå Johnas ihjel. Så slap han for at spekulere mere på ham, og Laura ville være fri til at se andre… Han legede lidt med tanken, og opdagede slet ikke, at Johnas og mor havde rejst sig.

”Kommer du, spade?” grinede Johnas over fra døren.

Christian rejste sig nølende og fulgte vennen ind i stuen. Johnas havde allerede smidt sig i sofaen og zappede mellem kanalerne, mens han brokkede sig over, at der aldrig var noget godt at se på det her tidspunkt af dagen. Han fortjente en ordentlig omgang tæsk.

”Der er ekstra fritidsaktiviteter på skolen, ikke?” spurgte Christian.

”Joh,” svarede Johans fraværende og trykkede på fjernbetjeningen igen og igen.

”Og man skal melde sig til mindst én af dem inden jul, ikke?”

”Joh. Hvorfor spørger du?”

Christian fandt listen frem fra tasken og lagde den på sofabordet foran dem. ”Hvad vælger du?”

Johnas blev nødt til at sætte sig op for at kunne kigge med. Med et suk kiggede han ned over listen og trak på skuldrene.

”Hvad med brydning?” foreslog Christian og puffede til Johnas med skuldren.

Johnas opfangede straks udfordringen og skubbede tilbage. Christian lod sig dumpe tungt ned i sofaen, lod som om Johnas’ styrke næsten var for meget for ham. Og det virkede. Johnas overvurderede sig selv, spang på Christian og tumlede ned på gulvet sammen med ham. De ramte det hårdt, fik skubbet til bordet, der skramlede hen over gulvet.

”Hvad laver I?” råbte mor ude fra køkkenet.

”Ikke noget,” skreg begge drenge tilbage på samme tid.

Johnas var låst fast i et jerngreb. Christian lå nederst, med ryggen mod gulvet, men havde en arm om Johnas’ hals og benene viklet rundt om ham. Johnas sparkede og slog vildt omkring sig uden egentlig at ramme. Christian strammede grebet. Til sidst blev det nok for Johnas, og han bankede hovedet bagud og ramte Christian over næsenryggen. Med et skrig vristede Christian sig fri og tog sig til sin ømme næse. Johnas var oppe med det samme, sprang væk og stirrede olmt på Christian, der kom på benene med et støn.

Den lille lort.

”Drenge?” råbe mor igen.

”Det er okay. Vi mosler bare,” råbte Christian tilbage.

”Kom så an,” smilede Johnas. ”Du kan jo ikke noget alligevel.”

Christian smilede tilbage. Han skulle bare vide. Åh, hvor det kløede i hænderne for virkelig at vise ham, hvad han duede til. Fristelsen var næsten for stor. Men han kunne ikke buge sine afvigerevner mod sin bedste ven. I stedet lod han sit sind række ud, helt ud i køkkenet og lod det omslutte mor. Han slørede hendes hørelse, så der var frit spil til at give Johans den røvfuld, han så inderligt bad om. Det var som om, der var et mørke, der langsomt spredte sig ud til alle afkroge af Christians krop. Et mørke, der gjorde hans tanker diffuse, og på en eller anden måde fik vold til at lyde som den bedste løsning. Et mørke, som altid havde været, som altid havde luret i baggrunden og som virkede fortroligt og rigtigt..  

I næste øjeblik satte Johnas af og spurtede over mod ham. Christian flyttede sig ganske lidt for at undgå hans angreb, og Johnas ramlede ind i væggen. Før han kunne nå at vende sig om, var Christian over ham. Med hele sin vægt pressede han sin ven op mod væggen, sørgede for at hans kind for alvor blev mast mod det ru tapet og vred hans arm om på ryggen.

”Hvad helvede laver du?” brummede Johnas. ”Slip mig, det gør ondt.”

Armen var så spinkel. Et lille nøk mere, og den ville brække som en kvist.

”Jeg tror ikke, brydning er noget for dig,” hvislede Christian i øret på Johnas.

”Slip, for satan! Mrs. C!” skreg Johnas.

Christian gjorde som han blev bedt om. Han slap, men fejde i samme bevægelse benene væk under Johnas og sparkede ham i siden, da han var faldet til gulvet med et brag. Johnas ømmede sig, tog sig til siden og rullede langsomt om på knæene. Det var næsten for let. Christian var alt for hurtigt for ham. Han bukkede sig ned, hev sin ven op i nakken, og hamrede ham ind i hoveddøren så hårdt, at billederne på væggene raslede.

”Chris, for helvede,” stønnede Johans.

”For vores venskabs skyld, Johnas. Lad være med at glo på min mor på den måde,” hvæsede Christian. Hvis ikke han besindede sig nu, ville han uden videre have kunnet slå Johnas ihjel. ”Hvis vi skal blive ved med at være venner, så afholder du dig fra at træde ind over denne dørtærskel, medminde jeg inviterer dig ind. Er det forstået?”

Johnas nikkede hastigt.

”Vi mødes i morgen. Ude på vejen. Forstået?”

Johnas nikkede igen.

”Skrid så hjem.” Han slap ham og trådte et lille skridt bagud, så Johans kunne komme til. Forfjamsket samlede han sine ting sammen og hoppede ud af døren.

”Du er kraftedme psykopat, mand!” råbte Johnas inden han drejede ud på fortovet og satte i løb.

Christian lukkede døren. Første del af problemet klaret. Videre til det næste.

Mor stod med hovedet i køleskabet og havde ikke hørt ham komme ind. Han trak sløret tilbage og rømmede sig diskret.

”Åh, hej Møffe. Jeg hørte dig slet ikke,” smilede hun og vendte tilbage til køleskabet.

”Johans er taget hjem,” sagde han monotont. ”Hans mor ringede efter ham.”

”Gjorde hun? Jeg hørte ikke telefonen.” Mor kiggede spørgende på ham.

Han trak bare på skuldrene.

”Hmm. Hvad vil du så have? Skal vi bestille noget udefra?”

”Vi skal have en snak,” sagde han og gik hen til hende. Han lænede sig op af bordet og stirrede vredt på hende.

”Hvad er der, skat?” Hun lukke køleskabet og kiggede alvorligt på ham. Hendes frygt for, at der var sket noget i løbet af dagen, vendte tilbage for fuld styrke og væltede ud over Christian.

”Slap af, mor, jeg er ikke afsløret,” sukkede han og masserede den ømme næseryg med tommel- og pegefinger, mens han kneb øjnene i for at klare hjernen. ”Det er dig, vi skal tale om.”

”Mig?” spurgte hun forundret.

”Ja. Hvad er det, du har gang i?”

Hun rystede på hovedet og trak på skuldrene. ”Jeg aner ikke, hvad du mener, Møffe.”

Irriterende, at hun skulle lege uskyldig. ”Din påklædning, mor,” vrissede ham.

”Hvad er der med den?” spurgte hun og satte en hånd i siden. Hendes blik var kampberedt.

”Hvorfor pludselig den mundering?”

”Jeans og t-shirt? Det plejer du da ikke at have et problem med.” Hun vred en klud op og begyndte at tørre bordet efter, selvom der ikke var den mindste smule snavs.

”Korrekt. Jeans og t-shirt er fint. Stramme jeans og stram t-shirt er nok der, hvor mit problem starter. Eller nej, lad mig formulere det bedre: stramme jeans og stram t-shrit på min mor, er der hvor jeg har mit problem,” sagde Christian arrigt.

Hun sendte ham et `gider-du-lige´-blik og fortsatte med at tørre bordet.

”Og det bliver værre endnu,” himlede han. ”Min bedste ven kan ikke lade være med at overbeglo min mor.”

Hendes hoved fløj op med et sæt. Hun virkede virkelig forbavset over denne nyhed, hvilket tirrede ham endnu mere. Selvfølgelig havde hun lagt mærke til, hvordan Johnas klædte hende af med øjnene.

”Lad nu være med at spille dum!” råbte han frustreret og kørte hænderne gennem håret, mens han begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage gennem køkkenet. ”Du ved udmærket godt, hvilke signaler, du sender med den påklædning! Og du skal ikke bilde mig ind, at du ikke har lagt mærke til, hvordan Johnas æder dig med øjnene!”

”Christian!” sagde hun stødt. ”Johnas er et barn.”

”Han er lige blevet seksten. Han er, om nogen teenager, hormonforstyrret, og sexfikseret. Hvad tror du ikke han tænker, når du kommer rendende i det tøj?”

”Du ved, hvad han tænker? Har du brugt dine evner igen?” skændte hun.

”For helvede, mor, det er ikke det, vi taler om!” råbte han.

”Du skal ikke råbe af mig, Christian Chasedin! Svar mig! Har du, eller har du ikke brugt dine evner overfor Johnas?” Hendes blik lynede imod ham. Kluden var blevet kastet hen over bordet og lå helt for sig selv. Hendes ene hånd var placeret på hoften, den anden pegede strengt op på ham. Hvorfor kunne hun altid få ham til at føle sig som et lille barn igen? Han kiggede ned i gulvet og stak sine hænder dybt ned i bukselommerne.

”Det har jeg,” hviskede han så. Der var ingen grund til at forsøge at forklare. Hun var meget sort/hvid på det område. Hun tolererede ikke, at han brugte sine evner, om det så var et uheld eller ej.

”Lad os lige få nogle ting på det rene her, unge mand,” sagde hun hårdt og tog et skridt over mod ham ved hvert ord. Han måtte bakke for ikke at blive stukket af pegefingeren, der stadig var rettet mod ham.

Jeg er den, der bestemmer her. Jeg klæder mig, som jeg vil, uanset om du kan lide det eller ej. Det er sidste gang du hæver stemmen overfor mig. Og hvor vover du, at bruge dine evner over for Johnas?”

Han rullede med øjnene i frustration over, at han ikke ville kunne forklare hende, hvordan tingene hang sammen.

”Du ruller ikke med øjnene af mig, Christian!” huggede hun. ”Jeg har virkelig forsøgt at stole på dig. Jeg har givet dig en chance, en kæmpe chance, og du er ved at ødelægge det for dig selv! Du sætter dig ned i kælderen og kommer ikke op, før jeg henter dig.”

Kælderen. Mørket. Med det samme var det som om, noget klemte sammen om hans lunger og prøvede at knuge al luften ud af ham. Han ville ikke derned.

”Mor…” prøvede han med en meget lille stemme.

”Nu.” Pegefingeren var ikke længere rettet mod ham, men mod kælderdøren.

Det ville være så let, at trænge ind i hendes sind, og få hende til at ændre beslutningen. Så let. Men hendes vrede stak ham i hjertet. De grønne øjne, der stirrede op på ham var klar til at slå ihjel. Så han affandt sig med sin skæbne og slæbte sig hen til døren. Langsomt åbnede han den, sikker på, at noget ville springe direkte ud i hovedet på ham og flå hans ansigt til blods. Men der var ingen ting. Ikke andet end mørket. Han kiggede over skulderen, over på mor, der stod med armene over kors og en trippende fod.

De første par trin ned var de sværeste. Han skulle virkelig overvinde sig selv med hvert skridt. Da han nåede trin tre blev døren smækket bag ham og mørket blev totalt. Panikken ramte ham øjeblikkelig. Der var noget dernede, der var noget, der ville have fat i ham. Noget, der levede i mørket og hungrede efter at sætte sine tænder i ham. Lige om lidt ville det hugge ned i hans fod og slæbe ham ned af trappen, flå hans strube op og smæske sig i hans blod. Han ville ligge dernede på gulvet ude af stand til at skrige, ude af stand til at kæmpe og bare blive spist levende.

Åh, Gud.

Den velkendte kvalme steg op i halsen, og han sprang op på det øverste trin igen, satte sig med ryggen op af væggen og trak knæene helt op under hagen.

Tænk på noget rart. Noget rart. Noget rart.

Men selvom han messede det for sig selv gang på gang, var det som om mørket alligevel blev tættere, sortere og truede med at tvinge sig ned i halsen på ham. Han lukkede øjnene og genkaldte sig Lauras ansigt. Noget rart. Noget rart. Roses læber mod hans. Fornemmelsen af hendes krop op mod hans. Smagen af hende. Erindringen var næsten væk. Hvordan havde den været, smagen, var den sød? Salt?

Frustreret bankede han hovedet ind i væggen med et ærgerligt grynt. Han havde brug for hende. Han havde brug for at mærke hende, smage hende, føle hende. Hendes sind, hendes tanker. Det var klart vanedannende. 

Var der noget der rørte ved hans fod?

Han trak den hysterisk tættere ind til sig og forsøgte at gøre sig så lille som muligt.

Rose, Rose, Rose. Laura, Laura, Laura.

Noget pustede ham i nakken. Der var helt sikkert noget, der pustede ham i nakken. Med et lille skrig sprang han op, slog om sig og søgte tilflugt op af den modsatte væg. Han ville ikke kunne klare det her, meget længere. Det var dernede, sad og ventede på ham. Elskede at lege med ham, elskede hans frygt.

Irrationelt, Christian. Det ved du også godt. Du har aldrig set noget hernede. Der er ingenting.

Alligevel hamrede hjertet af sted så hurtigt, at det umuligt kunne være sundt for ham.

Lysende øjne nede i hjørnet, en puslen i det andet.

Kom nu, mor. Undskyld, undskyld, undskyld.

Og næsten som om, hun havde hørt hans tanker, blev døren åbent.

Christian kastede sig ud af kælderen og sparkede døren i efter sig. Han lå på gulvet badet i lyset og gispede efter vejret.

”Har du noget at sige til mig?” spurgte mor og så ned på ham.

”Undskyld,” hikstede han. ”Undskyld, mor.”

Hun bukkede sig ned, kyssede ham ved tindingen og hjalp ham op. ”Møffe, jeg kan ikke lide, at gøre det her ved dig. Det ved du. Men du bliver nødt til at forstå, at jeg gør det, der er bedst for dig. Du må ikke bruge dine evner. Det er simpelt hen for farligt.” Hendes stemme var blød og overbærende nu.

Han nikkede bare og lod sig gelejde ind i sofaen, hvor han satte sig efter at have skubbet sofabordet på plads. Han fik fjernbetjeningen stukket i hånden og fik ro til at sunde sig foran en dårlig tv-serie.

Aftensmaden blev indtaget i stilhed, og Christian gik tidligt i seng under det påskud, at det havde været en informativ dag, som skulle bearbejdes, så han kunne være frisk til morgendagen. Mor købte den og lod ham være alene, efter hun havde kysset ham godnat ved sengekanten.

Så snart døren var lukket, fik han dog startet computeren og satte en søgemaskine i gang med at finde Rose Witts adresse. Imens fandt han et par sko nederst i skabet og en gammel jakke, som han ikke havde brugt i over et år. Det måtte være godt nok. Hans normale overtøj hang ude ved fordøren og var derfor umuligt at få fat på lige nu.

Computeren dingede lystigt, da de ønskede oplysninger var fundet, og Christian skrev hurtigt adressen ned på en lap papir. Et hurtigt blik på et kort over lokalområdet viste, at hun ikke boede så langt fra ham. En god løbetur, og han ville være ved hende om en tyve minutters tid.

Efter at have arrangeret puder og dyne, så det så ud som om han stadig lå trygt og godt i sengen, sneg han sig lydløst ud af sit vindue og lukkede det stille efter sig igen.

 

Det var et stort hus. To etager og en lille altan foran et af de store vinduer i overetagen. Sikkert knyttet til soveværelset. Der var en række nedsænkede lys hele vejen rundt om huset og op af flisegangen. De store træer i forhaven var også oplyst, selvom det var en forholdsvis lys sommeraften. Over den mørke hoveddør var der endnu et lys, der skulle hjælpe husets beboer med at se deres gæster, når der blev ringet på. Rose havde haft ret. Hendes mor var paranoid.

   Christian tog et par dybe vejrtrækninger for at få pulsen ned efter løbeturen og ringede så på den hvide dørklokke der sad ved siden af døren. Et hult ding-dong rullede gennem huset.

Der gik ikke langt tid før en ung mand åbnede døren og så skeptisk op og ned af Christian, som fangede sig selv i at gøre det samme.

Han burde have åbnet sit sind, for at se, hvem der ellers var i huset, men han havde været så forhippet på at få fat i Rose, at det slet ikke var faldet ham ind, at der kunne være andre hjemme.

”Ja? Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte den unge fyr. Han var lidt lavere end Christian, men ældre. Han havde de samme blå øjne og lyse hår som Rose, men hans bygning var kantet og hård. Han trænede tydeligvis en del. En bror måske?

”Øhm, Rose,” stamme Christian.

”Venter hun dig?” fortsatte den unge fyr.

”Nej.”

Den fremmede bror løftede mistænksomt det ene øjenbryn. ”Rose!” kaldte han så. ”Der er gæster.”

Christian kunne høre hendes fodtrin længe før, han så hende komme hen til døren. Da hun så det var ham, blev han først blændet af et smil, som dog hurtigt forsvandt, da hun kiggede over på den blonde herre ved døren.

”Tak, Rick,” sagde hun og masede sig ind foran ham.

Rick blev stående et lille stykke bag hende og kiggede stadig tvivlende på Christian.

”Hej,” smilede Rose og ignorerede stirreriet.

”Hej,” sagde Christian og følte sig lidt dum ved at stå der. Hans oprindelig plan havde beroet på, at hun var alene hjemme. Selvfølgelig var hun ikke det, så nu stod han der, som et andet æsel uden at vide, hvad han skulle gøre.

”Øhm… kan vi snakke sammen? Alene?” spurgte han og så lidt forlegent over på Rick, der ikke havde rykket sig en tomme.

Rose vendte sig rundt og kiggede også på ham.

”Det er ikke så godt lige nu, Christian,” sagde hun stille, da hun kiggede på ham igen. ”Vi har besøg.”

Besøg? Så var han måske ikke en bror alligevel. En kæreste? Vreden begyndte så småt at boble i maven, blandede sig med en urimelig jalousi. 

”Det er klart,” undskyldte han og kørte en hånd gennem håret. ”Jeg skulle have ringet først. Beklager. Vi ses bare i morgen, ikke?”

Hun nikkede smilende og lukkede døren.

Aldrig i livet om han ville kunne vente til i morgen. Han satte i løb om på den anden siden af huset, forsøgte at holde sig skjult af de få skygger der var og lod sit sind flyde ud over ejendommen. Han mærkede syv personer. Den ene af dem var helt klart Rose. Hendes vibrationer var ikke til at tage fejl af. De andre var ukendte for ham. Der var selvfølgelig åndssvage Rick med sin militæragtige attitude, men ellers var der vel tale om en mor, en far og tre besøgende.

Rose bevægede sig pludselig. Han kunne mærke, hende gå op af trappen og ind på et værelse.

Han listede videre rundt om huset for at være så fysisk tæt på hende som muligt. Hun var i værelset med altanen. Fint. Så skulle hun bare blive der.

Han spejdede hurtigt rundt. Et af de store træer i haven kunne bruges som afsæt til at komme over på altanen, så han gav sig resolut til at kravle op i det. Hans skygge dansede vildt på grund af det skarpe lys under træet, men han var ligeglad. Han havde brug for Rose. Brug for at mærke hende. Den tynde gren vaklede usikkert, da han kravlede ud på den. Han bevægede så langt ud, som han turde, inden han satte af og lod sig falde ned på altanen med et blødt bump.

Hurtigt listede han sig hen til væggen og lod sit sind fange hende igen. Hun var der stadig. Lige på den anden side af glasdøren. Gardinet var trukket for, så han kunne ikke se ind. Men hun var der. Han kunne føle hende.

Forsigtig bankede han med en enkelt kno på glasset som en anden Romeo.

”Rose,” hviskede han.

Gardinet blev vredt flået til side, og hun stirrede vantro på ham, inden hun åbnede døren.

”Hvad laver du? Min far slår dig ihjel, hvis han ser dig her?” hviskede hun vredt.

Men det ragede ham. Hun var her, lige foran ham. Før hun kunne nå at protestere, rev han hende ind til sig, havde begge hænder placeret om hendes hoved og tvang et kys ud af hende.

Stodder. Hader når han er her. Han skulle rejse hjem igen. Så romantisk.

Hendes oprindelige modstand svandt hen, og hun lod sine hænder begrave sig i hans hår. Pressede sin krop op imod hans, så det sitrede over det hele.

Han er jo ikke rigtig klog.

Christian var blevet ved længere, hvis ikke det havde været fordi, han hørte fodtrin på trappen. De ville blive forstyrret lige om lidt, så han lod hende få luft og hev selv efter vejret.

”Det må holde til i morgen,” smilede han skævt. ”Lad det blive mellem os, indtil vi ved, hvad vi laver.” Det var fuldt ud bevidst, at han brugte hendes egen vending, og han kunne mærke, at hun lige nu var for blød til at kunne sige ham imod.

Rose tog sig til kinderne, der var blussende røde. ”Du er ikke rigtig klog,” sukkede hun smilende.

Han smilede tilbage, inden han lod sig svinge ud over altanen. Smidig som en kat landede han på fødderne og løb, før hun kunne nå at råbe efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...