Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
387Visninger
AA

6. 5

På årets første skoledag blev en legende skabt. Rygterne om Christians skødesløse brug af sin enorme viden overfor skolens strengeste lærer, bredte sig hurtigt og blev også overdrevet, jo flere gange historien blev fortalt. Allerede inden, der var gået en uge, vidste alle, hvem Christian var, og han måtte flere gange se sig selv smile eller tilmed give high fives til elever han ikke kendte, førsteårsstuderende såvel som tredjeårsstuderende.

Det med at være et kendt navn, gjorde det ikke ligefrem lettere at skjule sig i mængden. Hans popularitet ved det modsatte køn blev bestemt ikke mindsket, af at være ét af de klogeste hoveder på skolen. Selv den famøse Rose lod ham vide, at hendes interesse var vakt, om end hendes måder at vise det på ikke just var oplagte. Hun lod ikke en chance gå fra sig, når det gjaldt om at genere hans bedste ven mest muligt. Hver gang muligheden bød sig, kom hun med små stikpiller, som Johnas ikke var sen til at gengælde. Deres indbyrdes krig strakte sig mange år tilbage, og var for omfattende til, at Christian gad sætte sig ordentligt ind i den. Til gengæld brugte hun alverdens knep for at få Christian til at lægge mærke til sig. Hendes påklædning blev mere og mere udfordrende, hendes fremgangs måder blev mere og mere direkte, og alligevel lykkedes det for Johnas at ødelægge det for hende. Gang på gang viste hun sig at være en strigle, og fik flere gange svinet både Johnas og Christian til.

Christian var klar over, at det var af ren afmagt, et forsvar, hun fyrede af for ikke at virke svag overfor Johnas.

For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere hjemme på Hagen. Han stortrivedes og fandt det forbavsende nemt at tale med sine klassekammerater både om det faglige, men også om sociale aspekter. Mange af dem gik rundt med samme følelser som ham selv; følelser af ikke helt at passe ind, at være anderledes. Helt præcist, hvor anderledes han var, kom ikke dem ved, men i bund og grund var det den samme usikkerhed, de alle gik rundt med.

Og Laura. Smukke Laura. Hver evig eneste dag, oplyste hun tilværelsen for ham. Ved blot at være der, fik hun ham til at slappe helt af. Han brugte meget tid på bare at betragte hende. I det skjulte, selvfølgelig, men han kunne ikke lade være. Hun var noget af det mest vidunderlige, der var sat i denne verden. Hele hendes væsen var så smukt og rent, at det næsten kunne få ham til at græde, når han bare sad og så på hende. Han havde ikke invaderet hendes sind. Tanken havde strejfet ham, mange gange, man han kunne simpelt hen ikke få sig selv til det. Han var også godt tilfreds med bare at betragte hende.

Det var snart en måneds tid siden, de var startet, og sommeren var ved at gå på held. Mange af eleverne havde slået sig ned på de udendørs arealer, der hørte til skolen for at nyde sommerens sidste varme solstrejf.

”Det var så fedt. Du skulle have hørt ham. Resten af timen, var han fuldstændig forvirret og lallende. Han kunne slet ikke samle sig om, at gennemgå resten af sit oplæg,” grinede Johnas ved mindet om Browns nederlag den første dag. Johnas havde genfortalt historien sådan cirka – hvad? – 100 gange? Og Christian var ved at være træt af den.

Laura sad ved siden af ham og grinede med. Det var den reneste englelyd, Christian nogen sinde havde hørt. Hun sad badet i sollyset ude på den åbne plæne bagved skolen. De fleste af eleverne havde sat sig der, for at nyde vejret og hinandens selskab.

”Men jeg håber, du bliver ved med at have styr på dit lort, C. Du har fået dig en fjende af værste skuffe. Han er modbydelig. Bare spørg Laura. Hendes bror havde ham, da han gik her, og han har sagt, at Brown er den rene ondskab, hvis man tirrer ham,” sagde Johnas, da latteren havde lagt sig.

”Han har ret,” istemte Laura og kiggede alvorligt på Christian, der følte sig helt blød om hjertet ved hendes blik. ”Der var en dreng i min brors klasse som på en eller anden måde, havde generet Brown. Hele hans gymnasietid, var Brown efter ham. Gav ham flere lektier end de andre, tvang ham til at sige noget, udspurgte ham ved prøver og tests. Drengen var et nervevrag til sidst.”

Christian kunne kun nikke genkendende til det, hun fortalte. Brown havde indledt en regulær heksejagt på Christian efter sit tabte slag. 

Så meget for at holde lav profil.

”Laura,” blev der pludseligt råbt fra den anden ende af plænen. Johnas krympede sig og rullede med øjnene.

”Hvorfor de er veninder, går over min forstand…” sukkede han træt og lagde sig ned i græsset.

I det samme kom Rose småløbende over mod dem. Laura havde rejst sig og hilste veninden med et strålende smil og et langt kram.

Rose var lidt højere end englen og lysere i huden, men hele hendes væsen var langt fra så rent som Lauras. Det lyste ud af hende, at hun var vant til at omgås det modsatte køn. Hun havde hele tiden styr på, hvordan hendes krop tog sig bedst ud. Hun svang med hofterne, kastede med det lyse hår, smilede og blinkede med øjnene. Alligevel kunne Christian næsten ikke tage øjnene fra Laura, der stod med hænderne i lommerne på de slidte jeans, og med vægten hvilende på det ene ben.

”Jeg havde ellers håbet, at du snart havde fået rystet den byld af dig,” sagde Rose til Laura og skulede ned på Johnas, der lå i græsset med hænderne bag hovedet.

”Skrid nu med dig, Rose,” vrissede han.

”Luk nu røven, Johnas,” vrissede hun tilbage. ”Jeg fatter ikke, hvad du ser i ham.”

Det gjorde Christian faktisk heller ikke, hvis han skulle være helt ærlig. Johnas var doven, irriterende og bedrevidende. Heller ikke for køn…

”Han er en umulius,” lo Laura. ”Men han er min umulius.” Hun havde sat sig ned ved siden af ham og gav ham et langt kys. Han lod sin hånd glide ned af hendes ryg, og det vendte sig i Christian ved tanken om, hvor den hånd måske ellers havde været på den smukke krop.

”Sikkert,” sagde Rose med et hovedkast og vendte sig over mod Christian. ”Det var alligevel også dig, jeg kom for at snakke med.”

Åh Gud, nej.

”Kan vi tale sammen alene?” spurgte hun og så meget uskyldig ud.

Hvad nu? Hvad fanden skulle han gøre? Han kiggede forfærdet på Johnas, der ikke havde tid til andet en at nusse og kysse med Laura. Sikke en ven. Når nøden var størst, kunne man regne med, at han ville – svigte. Det var ikke helt sådan det skulle være.

Rose stod stadig og ventede med et lille smil og sine store blå øjne, mens hun rakte en hånd frem mod ham. Hans høflighed gjorde, at han ikke kunne tillade sig andet end at følge med, så med et indvendigt suk, rejste han sig nødtvunget. Men han holdt hånden for sig selv, skønt hun rakte ud efter ham. Han kiggede sig hjælpeløst bagud på Johnas, der ikke engang havde opdaget, at han var væk.

Rose førte ham forbi basketbanen, hvor en opvisning i testosteron var i fuld gang. De unge fyre havde smidt trøjerne og hamrede ind i hinanden for at vise, hvem der var stærkest. Roses veninder sad ved kanten af banen og betragtede dem, men deres opmærksomhed blev hurtigt rettet mod ham. Også basketdrengene så hen imod ham, da de gik forbi. Deres øjne kørte først op og ned af Rose, og deres tanker var så urene, at Christian næsten kom til at rødme. Så faldt deres blik på ham, og tankerne ændrede sig markant. Jalousi, had. Det fyldte så meget. Han vidste, at hans fysik var en stor årsag til misundelsen. Han var højre end de fleste af dem, og hans krop var langt mere veltrænet, hvilket tydeligt kunne anes under den sorte t-shirt han havde fisket ud af skabet. Han sendte en stille tak til Leo. Resten af deres misundelse kom fra det faktum, at han lige nu, var i selskab med skolens lækreste pige. Personligt var Laura langt mere hans type, selvom Roses kønne ansigt selvfølgelig ikke gik upåagtet hen.

Hun var også tydeligt bevidst om deres blikke. Hun rettede ryggen lige lidt mere end ellers, skød brystet lidt mere frem, og næsen kom lidt mere i sky.

Med deres blikke i ryggen førte hun ham hen bag bygningen, rundt om hjørnet og ind i skyggerne, hvor den ellers så kraftige sommersol ikke nåede ind. Her standsede hun og så ned i jorden lidt, inden hun mødte hans øjne.

”Undskyld,” sagde hun bare. Hun vred sine hænder nervøst, og hendes holdning var pludselig langt mere underdanig end han ellers havde set den. Den ranke ryg hang, skuldrene var trukket op, den ene fod blev ved med at køre rundt i nervøse cirkler, så græsset til sidst lagde sig helt ned.

”For hvad?” spurgte han forvirret.

”Fordi jeg talte ned til dig den første dag. For at have kaldt dig alverdens ting. For at have ødelagt det projekt Brown bad dig lave. For at være en strigle. For at – ja, vælg selv. For det hele.”

Det kom bag på ham. Meget. Kunne denne selvsikre, hovmodige pige indrømme, når hun tog fejl? 

”Det går nok,” sagde han prøvende og smilede skævt, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre og egentlig bare gerne ville tilbage til sine venner.

”Så du er ikke vred på mig?” spurgte hun med store øjne.

”Nej.”

”Sikker?”

”Hvorfor er det så vigtigt?” spurgte han oprigtigt forundret. De var ikke venner. Johnas havde bedt ham om at holde sig fra hende, og det havde han gjort efter bedste evne. Hvorfor i al verden betød det så så meget, om han var sur på hende eller ej?

”Jeg ved godt, at jeg kan virke som en strigle. En rigtig møgkælling. Men jeg prøver på at ændre mig, det gør jeg virkelig. Det er bare så svært, når man går sammen med de samme mennesker, man altid har gået med. De ser mig som en møgkælling, så det er sådan jeg opfører mig, sådan jeg bliver nødt til at opføre mig. Giver det mening?” spurgte hun stille.

Han nikkede med en panderynke.

”Men så kommer du pludselig og ser helt fantastisk ud,” fortsatte hun og kiggede op og ned af ham. Og han hadede det. ”Og jeg ville virkelig gerne gøre et godt indtryk fra starten, men så fucker jeg det selvfølgelig op på alle tænkelige måder.” Hun tog en dyb indånding ”Det jeg egentlig gerne vil, er at starte forfra. Kan vi det? Lave et nyt første indtryk?”

Han måtte undertrykke det smil, der truede med at komme frem. Hun skulle bare vide, hvor let det var for ham at slette det gamle og lave et nyt første indtryk ved hende.

”Selvfølgelig kan vi det,” sagde han så. Som hun stod der, så hun utrolig sårbar ud. Så han forbarmede sig over hende, og lod tvivlen komme hende til gode. Desuden kunne Johnas vel ikke bestemme over, hvem han skulle snakke med. Johnas havde jo selv travlt med sine andre kammerater. Så Christian blev jo også nødt til selv at finde andre at hænge ud med.

”Seriøst?” sagde hun tvivlende.

Han nikkede smilende og rakte sin højre hånd frem mod hende. ”Christian Chasedin.”

”Rose Witt,” smilede hun usikkert og tog hans hånd. ”Glæder mig at møde dig.”

”I lige måde, miss. Witt,” smilede han tilbage.

Og før han vidste af det, havde hun kastet sig om halsen på ham, og hulkede ind mod hans brystkasse. Hvad havde hun gang i? Han stod fuldstændig stiv og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Efter et par sekunder lagde han tøvende armene om hende og tyssede stille på hende.

”Du har ingen anelse om, hvor meget det her betyder for mig,” snøftede hun stadig med ansigtet ind mod hans krop. ”Alle de andre –,” hulkede hun.

”Rolig,” sagde han blidt. ”Træk vejret.”

Hun gjorde som han bad om. Hev luften ned i lungerne i store drag og fik langsomt hold på sig selv. Hun trak sig lidt væk og tørrede tårerne af kinderne med bagsiden af hånden. Tænk at én pige kunne have så mange facetter. Han ville ldrig blive klog på dem, hvis alle piger var sådan.

”Jeg er så træt af at være den stride,” snøftede hun. ”Det er hårdt, at være sådan.”

”Så lad være,” sagde han.

”Det kan jeg ikke. De forventer alle sammen, at jeg har de lede bemærkninger, de onde rygter.”

”Det gør jeg ikke.”

Det blik hun sendte ham lyste af vantro. Hun så op i hans øjne, og i et kort øjeblik troede han, at hun kunne se ind i hans sind. I det uagtsomme sekund fik hun presset sig helt op imod ham og lod sine læber finde hans.

Hvorfor er du altid så led? Nogen skal jo være det. Skrid nu med dig, Rose. Tænk, at han sådan uden videre accepterer mig. Som mig selv. Du tør ikke skubbe til hende. Møgkælling. Så vidunderligt. Som en drøm. Sikke en sommer. Sikke en start. Tak. Laura, du bliver nødt til at sige det til nogen.

Gispende efter luft trak Christina sig fri og måtte vakle baglæns hen til væggen for at finde støtte. For meget, det var alt for meget. Alt for mange tanker, for mange følelser. Han kunne ikke holde dem ude. Det susede gennem hans krop, sitrede ud i fingrespidserne. Han var ikke klar til det her. Slet, slet ikke klar. Leo, hvor var han, når man skulle bruge ham? For helvede. Alle de tanker, alle de billeder. Og så havde der været Laura. Der havde været noget med Laura, blå mærker…

”Undskyld,” hviskede Rose stille. Hun holdt skamfuldt om sig selv og bakkede væk fra ham. ”Det er jeg virkelig ked af. Jeg ville ikke…” Hun vendte sig for at løbe væk.

Der var noget med Laura.

Christian så efter Rose, da hun drejede om på hælen og begyndte at løbe langs bygningen, væk fra ham, væk fra de andre. Hun nåede dog ikke langt. Han indhentede hende hurtigt, og fik hende standset.

”Slip mig,” hylede hun. ”Jeg har dummet mig rigeligt for én dag. Lad mig nu bare gå.” Hun hamrede ud efter ham, og hendes slag ramte ham på armene uden den store virkning. Han pressede hende op af muren, lagde en hånd om hendes nakke og tvang hendes ansigt opad, mens han grådigt indledte det næste klodsede kys. Først forsøgte hun at skubbe ham væk, men lod sig overrumple af intensiteten og greb i stedet fast om ham og knugede sig ind til ham. Han kunne tydeligt mærke hendes krop op mod sin egen. Kunne også tydeligt mærke den virkning det havde på ham. At have en pige så tæt på sig, sendte bølgende flammer gennem kroppen.

Så stærk. Jeg er din, fuldstændig. Han vil have mig. Mig.

Hendes tunge listede sig ind i hans mund, og han tog villigt imod den.

Hvorfor? Fede so. Du har ikke noget at gøre her. Skrub af. Hvis ikke du siger det, gør jeg. Man kan ikke gå rundt med sådan en hemmelighed for sig selv. Det er forkert. Meget forkert. Men også det eneste rigtige, hvis de skal blive ved med at se efter dig. Hvis de skal blive ved med at ville have dig. Gør det så!

Nu var det hendes tur til at trække sig væk. Modstræbende løsnede han sit greb om hende uden at give helt slip. De stod pande mod pande med lukkede øjne og hev efter vejret. Hun var stadig presset helt op imod muren. Hans hånd var stadig låst om hendes nakke. Den anden havde fat om hendes smalle liv og pressede hende ind mod sig. Hendes hænder lå fladt mod hans brystkasse.

”Dit hjerte banker helt vildt,” stønnede hun forpustet.

”Det gør dit også,” smilede han. Det var for vildt. Han fik alt for mange informationer, alt for rodede, heftige sager. Men der var noget med Laura. En mørk hemmelighed, som han ikke helt kunne gennemskue. Rose kendte til den, men han havde kun fået brudstykker, der ikke fortalte meget andet, end at det var et mørke, som helst ikke tålte dagens lys. 

Ganske forsigtigt blev der lagt en fin hånd mod hans kind. Han åbnede øjnene og så direkte ind i Roses blå.. Rose, som han skulle holde sig fra. Det spændte i maven ved tanken om, hvor let det var bare at læne sig frem og kysse hende igen. Alt for let. Og så fristende. De følelser det sendte ud gennem hans krop var vidunderlige. Når han mærkede hendes læber mod sine egne slog det gnister. Når hendes krop var lænet så tæt ind mod hans… Reaktionen var voldsom.

”Hvad laver vi?” spurgte hun stille.

Underligt spørgsmål. Hun vidste da, hvad de lavede.

”Hvad mener du?” spurgte han undrende med et lille smil. Han kunne ikke rigtig få tankerne væk fra andet end at kysse hende igen. For det ville han. Helt bestemt.

”Jeg mener, hvad er det her? Medlidenhedskys?”

”Måske i starten,” sagde han med et skuldertræk. Han var stadig helt forpustet, men kunne alligevel ikke vente med at møde hendes mund igen.

”Og hvad så nu?” blev hun ved, selvom han lænede sig tættere ind mod hende i håbet om at fange endnu et kys.

”Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt. Han anede ikke, hvad han var ved at rode sig ud i. Han vidste kun, at det gav ham en helt fantastisk følelse i kroppen og i sindet. At mærke hendes tanker så intenst, var noget helt nyt. Det skulle gøres igen. Han ville også se, om han ikke kunne lukke af for sindet og kun føle kysset med kroppen. Og omvendt; spærre kroppen ude og undersøge præcist hvor meget hans sind kunne få ud af det her.

”Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg vil gerne igen,” smilede han skævt og førte nænsomt en lys hårlok om bag hendes venstre øre. Han lod hånden hvile på hendes kind, så blød og fin en hud, og nærmede sig langsomt. Hvis ikke hun ville mere, skulle hun have chancen for at sige fra, men hun lagde hovedet lidt på skrå, lukkede øjnene og lænede sig også frem for at møde ham. Hendes åndedræt ramte hans læber, og han skælvede af forventning.

Lige inden de mødtes, fornemmede han en anden person i nærheden. Irriterende tæt på. Han nåede kun lige at vende ansigtet væk fra Rose og i personens retning, inden Johnas kom rundt om hjørnet længere nede af bygningen. Det blik han sendte Christian var fyldt med overrasket væmmelse.

Christian trak hurtigt hænderne til sig.

”Veronica og Laura leder efter dig, Rose,” sagde Johnas uden at nærmere sig yderligere.

Rose så en enkelt gang op på Christian, der gjorde alt for ikke at gengælde hendes blik. Han følte det som om, han var blevet taget med fingrene i kagedåsen. Roses blussende kinder ville uden tvivl afsløre, hvad de havde haft gang i. Dette kunne ikke holdes skjult.

Hun gav hans arm et enkelt klem, inden hun gik med beslutsomme skridt ned mod Johnas.

”Hvorfor tager du ikke et billede, snotabe? Det holder længere,” hvæsede hun, da hun gik forbi ham. Møgkællingen var tilbage, og Christian kunne ikke lade være med at smile for sig selv.

”Hvad fanden sker der lige her?” snerrede Johnas med armene bredt oprørsk ud til siden, da Rose var forduftet om hjørnet.

Christian gik skødeløst ned mod ham. Johnas’ opfattelse af Rose stak ikke dybere end til den hårde facade hun satte op. Christian havde fået lov til at se en helt anden pige. En sårbar og ægte Rose, der bare ville elskes for den hun var.

”Hun undskyldte for sin opførsel overfor mig. Hun var ked af det,” forklarede Christian og fortsatte forbi vennen og ud i solen.

”Så du har… hvad? Snavet med hende?” Johnas måtte presse ordet frem og småløb efter Christian.

”Nej, selvfølgelig ikke,” løj han. ”Nu er det vist dig, der er småtbegavet og ikke den stakkels hjemmeskolede dreng her. Hun var ked af det, så jeg trøstede hende. Du ved, et skulderklap og sådan.”

”Græd hun?”

”Ja.”

Johnas måtte lige tykke lidt på den oplysning. Han var åbenbart ikke vant til at Rose viste nogen form for svaghed.

Han sakkede længere bagud, mens Christian fortsatte over til sin taske, der stadig lå i græsset, hvor de havde siddet. Længere henne stod Rose med sine veninder. Laura var der også. Det stak i hjertet med dårlig samvittighed, når han tænkte på, hvad han havde lavet med Rose. Det var jo Laura han ville have.

Rose så over mod ham en enkelt gang. Hun trak ganske lidt på smilebåndet, nok til at Christian så det, men ikke andre. Det forvissede ham om, at han nok skulle få lov til at genopleve denne eftermiddags eventyr. Der var et uudtalt løfte i hendes blik. Han vendte ansigtet væk fra hende og smilede forventningsfuldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...