Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
377Visninger
AA

5. 4

Den hvide bygning, var bred, lang og snørklet. Set oppefra lignede den sikkert en eventyrlig labyrint. Set fra Christians perspektiv, var den frygtindgydende. Han kunne slet ikke finde hoved eller hale i nogen af bygningens dele, men fulgte bare troligt efter Johnas, der havde været der før på et skolebesøg. Hoveddørene var automatiske og gik op for dem uden den mindste smule besvær. I vindfanget var der yderlige to døre, begge forsynet med scannere.

Johnas lod sig ikke bemærke af det og gik direkte over og lod maskinerne scanne sine nethinder, hvorefter de slap ham ind.

Christian forsøgte at gøre vennen kunsten efter. Han gik nonchalant over og lod sig undersøge. I et split sekund, ønskede han inderligt, at han havde Leos evne til at få maskinerne til bukke for sig. Men før han vidste af det, var han sluppet helskindet igennem. Sådan havde det altid været. Mor havde fået ham registeret som almindeligt menneske fra fødslen, og så længe han ikke blev opdaget af de personlige test, ville han forsat være katalogiseret som sådan.

Så langt så godt.

Forhallen var et kæmpe rum, der fungerede som midtpunkt for de mange fangearme, der var gymnasiets gange og lokaler. Her kunne man finde små garderobeskabe, grupperinger af borde og stole, som fungerede som arbejdspladser og fristeder. Der var trapper op og ned til faglokaler, og trapper ned til et nedsunket arbejds- og hyggeområde med bløde, røde sofaarrangementer. Til højre for indgangen var den store festsal, hvor alle nye elever skulle samles klokken otte. Efter den fandt man kantinen, der havde det meste af, hvad hjertet kunne begære. Rundt om i forhallen var der sat automater op, som udleverede slik og sodavand. Til venstre var skolens kontor og lærerværelse. Der var en svag mumlen derinde fra. Christian mærkede tydeligt, at lærerne var klar til at komme i gang igen, klar til at møde de nye elever og slavisk gennemgå pensum igen for Gud måtte vide hvilken gang.

Johnas tog føring ind i festsalen og Christian fulgte overvældet efter. Også dette lokale var enormt. Der var sat stole op, så hele salen var klar til at blive fyldt af fremtidens håb. En talerstol stod klar foran scenen.

”Lad os se, hvor vi skal sidde,” sagde Johnas og gik ned til bagvæggen. Her var der sat et stort antal lister op med klassebetegnelsen øverst. Så var det bare med at gå i gang og finde ud af, hvor ens navn stod, og hvilken klasse man nu tilhørte. Johnas stod forrest, men Christian kunne sagtens kigge over ham, så de kunne se samtidig.

”1.a,” smilede Johnas. ”Det lyder fjollet. Som om man starter forfra i folkeskolen.”

”Har du fundet mig?” spurgte Christian nervøst. Han håbede inderligt, at han kom til at gå i klasse med Johnas. Ellers ville han ikke have en chance. Johnas var det billede, han skulle spejle sig i.

”Nej,” sagde Johnas og førte en finger ned over listerne. ”Ingen Chris Chasedin.”

”Kig efter Christian.”

”Nå, ja. Christian Chasedin. Det havde jeg glemt,” smilede han. ”Jeg synes altså stadig Chris passer bedre til dig.”

Selvfølgelig havde han glemt det. Det undrede ham nogle gange, hvordan en så distræt person som Johnas kunne blive accepteret på et gymnasium.

”Her,” sagde han så pludselig. ”Det ser ikke ud til, at du slipper for mig, klassekammerat.”

”1.a?” spurgte Christian og kunne næsten ikke tro sit held.

”Jeps.”

Han åndede lettet op og daskede sin ven på skulderen.

”Lad os så lige se, om der er andre vi kender,” mumlede Johnas åndsfraværende.

Christian gad ikke. Han vidste, der ikke var andre han kendte. I stedet vendte han sig om mod salen og gik ud for at kigge efter siddepladser til elever fra 1.a. Det kildede i maven, da han fandt dem forrest, lige foran scenen.

I det samme blev han ramt af en stærk følelse af fascination, men kunne ikke umiddelbart finde kilden til den, før han kiggede op over mod døren. Der stod en ung pige på hans egen alder. Hendes hår var changerende brunt. Hendes øjne var store og blå og omkranset af en fejlfri og diskret makeup. Vældig køn. Hun kiggede indgående på ham og smilede genert, inden hun vendte om og forlod salen igen.

”Johnas,” sagde Christian og småløb ned til sin ven, der stadig var optaget af listerne.

”Hvad er der?”

”De andre er begyndt at komme.”

”Okay,” sagde han ligegyldigt uden at kigge op.

Så vendte pigen tilbage med et følge af veninder. Der var vel en fem stykker, der alle tale højt og grinende. Kønne på hver deres måde, men meget forskellige. De afsøgte hurtigt rummet og marcherede derefter over mod Christian og Johnas. Christian stillede sig bag sin ven, men følte sig alligevel ikke mere sikker af den grund. Deres tanker var alt for tydelige. De undersøgte ham alle fra top til tå, og var meget tilfredse med det de så. Han så billeder af sig selv med armene om den ene af dem, med munden presset mod en anden, og dansende med en tredje. Og underlige matematiske former hos brunetten.

Fandens. Han måtte virkelig se at få de parader op, hvis han skulle overleve denne dag. Eller i det hele taget. Han ville blive skør inden for en time, hvis han skulle bombarderes med alle de andre elevers følelser og tanker. Han havde nok i sine egne.

Han kiggede forlegent ned i gulvet, tog en dyb indånding gennem næsen og koncentrerede sig om at lukke af. Det tog ham et par sekunder, men til sidst var der ro – fra de andres tanker om ikke andet.

I mellemtiden var de nået helt hen til dem. Pigernes anfører, et højt slankt eksemplar af racen med langt lyst hår og blå øjne, stillede sig med en hånd på hoften og kiggede på Johnas med et smil.

”Hej Johnas,” sagde hun med en lidt for sød stemme.

Johnas kiggede op og ned af hende med et misbilligende blik.

”Hej Rose,” svarede han så og koncentrerede sig om listerne igen.

”Hvem er din ven?” fortsatte Rose og sendte Christian et bredt smil.

”Chris,” svarede Johnas uden at værdige hende endnu et blik.

Tilfreds med svaret gik hun uden om ham og helt hen til Christian, der mærkede, hvordan panikken bredte sig. Hun stod pludselig alt for tæt på. Hans personlige sfære blev invaderet, og hun fyldte pludselig hele hans udsyn. Hun stillede sig an med hænderne på hofterne, skød den ene til siden og lagde hovedet på skrå, efter hun havde kastet det lyse hår over skuldrene. Hendes duft listede sig ind i hans næse og forsøgte at bryde hans parader ned. Han måtte kæmpe for at holde dem oppe. Han kunne kun alt for godt regne ud, hvilke veje hendes tanker bevægede sig hen ad, selvom han ikke havde forestillet sig, at piger kunne have lige så urene tanker som drenge.

”Hej Chris. Jeg hedder Rose,” sagde hun glad og rakte hånden frem mod ham.

Hans gode opdragelse tvang ham til at tage imod den, men selve berøringen gjorde, at han måtte kæmpe så meget hårdere for at holde hendes sind ude.

”Hvor har du gået i skole henne?”

Han kunne næsten ikke finde stemmens brug. Han hadede, at han skulle til at interagere med hende. Men hvad havde han forestillet sig? Han kunne jo ikke sidde alene med Johnas, selvom det egentlig var det, han gerne ville. Han blev jo nødt til at være social med de andre, selvfølgelig gjorde han det. Johnas ville jo også skulle bruge tid med sine andre venner. Det gjorde næsten ondt at tænke på, at han havde andre, han kunne gå til og være sammen med. Christian havde kun ham.

”Jeg har været hjemmeskolet,” svarede han spagt.

Hendes blik ændrede sig, da han sagde det. Fascination lyste ud af hende.

”Hvorfor?”

”For en sikkerheds skyld. Min mor har altid været bange for afvigere.” Hvilket jo ikke var løgn.

Hun smilede indforstået til ham. ”Min mor er også total paranoid. De første tre år blev jeg også hjemmeskolet, indtil hun indså, at jeg nok fik mere ud af at gå på en rigtig skole med rigtige lærere og rent faktisk lære noget. Men bare rolig. Mon ikke du kan følge med alligevel.”

Kaldte hun ham lige dum? Dybt nede i maven begyndte mørket at boble. Hun havde indikeret, at han var dum. Hvad fanden bildte hun sig ind?

”Jeg håber, jeg kan følge med,” smilede han skævt og lukkede lidt op for sluserne. Han kunne mærke, hvordan hans smil gik lige ind. Hun blev blød om hjertet og havde allerede idéer om, at de nok en dag skulle blive kærester. Hun skulle nok tage ham under sin beskyttende vinge og vise ham frem til resten af skolen. Hun tog det som en selvfølge, at hun skulle være sammen med skolens pæneste fyr. Hvilket jo egentlig var en kompliment til Christian. Men det bekræftede også hans mor i, at han ikke ville kunne holde lav profil.

”Jeg var lektiehjælper på vores gamle skole, så hvis du får problemer, kommer du bare til mig,” smilede hun og lagde en hånd på hans arm.

Johnas grinede for sig selv, og Rose vendte sig straks om mod ham.

”Har du et problem?” spurgte hun vredt

Johnas rystede bare på hovedet med et fjoget smil, greb fat i Christians overarm og trak ham med sig.

”Hold dig fra hende,” hviskede han, da de var kommet uden for hørevidde. ”Hun er en total kælling, der elsker drama.”

Christian kiggede sig over skulderen. Rose stod med sine veninder og hviskede. De kiggede på skift over på ham og smilede forlegent, hvis de fik øjenkontakt med ham.

”Jeg er sjældent sammen med folk, der kalder mig dum,” svarede han. ”Du er dog undtagelsen.”

Johnas grinede igen, og de fandt hen til deres pladser forrest i lokalet. Imens var der kommet langt flere elever til. Der var en summen af stemmer og en lystig stemning, som man ikke behøvede være afviger for at opfange. Enkelte steder kom der et hvin, når veninder mødte hinanden igen efter en hel sommerferies adskillelse.

Det blev næsten for meget af det gode. Christian fornemmede en svag hovedpine, der var ved at luske sig ind bag øjnene. Der var alt for mange tanker og følelser, han skulle holde ude. Det krævede for meget. Han var lige ved at opgive, da Johnas rejste sig og vinkede vildt.

”Laura!” råbte han, og det gav et sæt i Christian.

Hun var her.

Han vendte sig rundt i stolen i håb om at se hende, men uden held. Først da hun drejede om stolerækken og var på vej direkte imod dem, så han hende – og tabte pusten. Billedet, han havde fået af Johnas ydede hende på ingen måde retfærdighed. Det, der var på vej over mod ham, var intet mindre end en engel. Hendes mørke hår og mørke øjne glødede, hendes hud var sart og fejlfri, læberne smukt formet og smilende. Hun var slank og graciøs i sine bevægelser. Det så næsten ud som om hun svævede hen imod dem. Hun var iført en let, lyseblå sommerkjole, der sad stramt til over brystet og maven, og afslørede derved, at hun var godt skruet sammen. Fra hofterne og ned efter var den løsere, gik til lige over knæene og medvirkede til illusionen om, at hun svævede hen over gulvet. Benene var bare og endte ud i små fødder, der var hoppet i et par lyse ballerinasko.

Hun satte farten lidt op, og i et kort øjeblik forestillede Christian sig, at det var ham hun smilede til, ham hun var på vej over til, men da Johnas trådte frem og greb fat om hende i et kæmpe kram, brast boblen.

Deres kys, hvor ærbart og uskyldigt det end var, sved i hjertet.

”Du skal møde Chris,” sagde Johnas, da deres læber endelig løsrev sig fra hinanden.

Skønheden vendte sig om mod Christian med et bredt og venligt smil. Hun rakte hånden frem mod ham. Åh, hvor følte han sig klodset, da han tog fat om hendes spinkle hånd og gav den et forsigtigt klem, bange for at knuse den.

”Jeg hedder Laura,” sagde hun glad. ”Johnas har fortalt meget om dig. Jeg har virkelig glædet mig til at møde hans bedste ven.”

Det varmede trods alt en smule, at blive tiltalt som `bedste ven´, men han kunne næsten ikke selv få presset et ord frem, så i stedet blev det bare til det skæve smil, som han vidste han kunne holde sig til, hvis alt gik galt. Og heldigvis blev han reddet på målstregen. Der blev banket på talerstolens mikrofon og efter to minutters forvirret mumlen og skramlen, havde samtlige elever sat sig. Laura havde taget plads ved Johnas’ anden side og holdt ham i hånden.

”Velkommen til Hagen,” sagde manden, der havde banket på mikrofonen. ”Mit navn er Eric Poul Scott, og jeg er rektor her og har været det i snart syv år. Jeg ser meget frem til at være med til at forme fremtiden med jer, og glæder mig til, at vi sammen skal arbejde mod, at sikre jer, den bedst mulig start på jeres voksne liv.”

Der blev klappet høfligt.

En masse formaliteter blev rablet ud over salen. Christian hørte kun efter med et halvt øre. Han skævede ud af øjenkrogen over mod Johnas og Laura, der sad lænet op af hinanden og ind imellem sendte hinanden et sigende blik, for derefter at fnise. Deres hænder blev ved med at være låst fast i hinanden.

Den begyndende hovedpine var glemt, og Christian koncentrerede sig om at lukke lidt op for sluserne. Han ville så gerne mærke hende, vide, hvad der rørte sig i hende, hvad hun tænkte på, hvad hun drømte om. Bare lige lidt, bare for at få en fornemmelse. Han ville aldrig trænge helt ind i hendes sind. Det ville være et barbarisk overgreb mod så sart og smukt et væsen.

Men han blev ramt af utallige tanker, der hvirvlede rundt og ramlede sammen i hans sind. De fyldte så meget, at han diskret måtte massere sine tindinger for at kunne holde det ud. Han opfangede flere tanker om sig selv, end han brød sig om, men som den nye dreng, måtte han vel finde sig i at være midtpunktet for opmærksomheden i et godt stykke tid fremover.

Midt i virvaret opfangede han pludselig en tanke, der markant adskilte sig fra de andre. En tanke, der var klar og bevidst om hans tilstedeværelse.

Jeg ved du kan høre mig, Christian.

Han rettede sig op og forsøgte at kigge bagud, uden det virkede mistænkeligt. Det måtte være en han kendte, selvom han hurtigt kunne tælle alle sine bekendte på én hånd, og Johnas var den eneste, som var på skolen. Umiddelbart kunne han ikke se, hvem det skulle være. Alle de ansigter, der stirrede tilbage på ham var fremmede.

Vi mødes, når fjolset er færdig med at tale, lo stemmen.

”Noget galt?” hviskede Johnas og så bekymret på ham.

Han tog et sidste blik ud over forsamlingen, inden han rystede på hovedet med, hvad der føltes som et påklistret smil. ”Der er bare rigtig mange.”

”Og det hele er meget nyt for dig, jeg ved det. Men slap af og hold dig til mig. Så skal det nok gå.” Johnas klaskede ham på låret, lidt hårdere end nødvendigt, og sad tilbage med et afventende smil. En del af deres venskab bestod ofte af at udfordre hinanden på alle mulige og umulige måder. Når der blev slået, var man sikker på, at modparten på et eller andet tidspunkt ville tage hævn. Johnas kunne altid få ham tilbage til virkeligheden – og hævn skulle han nok få.

”Jeg går ud fra, at alle har orienteret sig på listerne bagerst i lokalet. Når jeres klasse bliver nævnt, går I over til den lærer, som står ved indgangen til salen. Han vil være jeres klasselærer og føre jer til jeres klasseværelse. Velkommen på Hagen 1.a,” sagde rektoren og pegede med strakt arm over mod udgangen, hvor en ældre mandlig lærer stod og så meget alvorlig ud.

Johnas og Laura rejste sig, og Christian fulgte trop, mens han kiggede ud på alle de andre, der også bevægede sig over mod døren.

Midt i menneskestrømmen var der pludselig én, der tog fat i Christians arm og fik snurret ham rundt. En ung fyr med mørke øjne og et næsten firkantet ansigt smilede dyrisk til ham, inden han puffede ham blidt videre og selv fulgte efter.

”Velkomme ud i den virkelige verden. Jeg var ellers sikker på, at du aldrig ville komme ud,” sagde han, og Christian genkendte stemmen og kunne pludselig sætte den sammen med ansigtet.

”Toobin,” hviskede han vantro. Modstandens næstkommanderende. Hvad helvede lavede han her? Hvordan var han kommet ind? Christian havde ikke set ham, siden den gang han var trængt ind i deres hjem for at rekruttere ham, Leo havde takket nej på hans vegne og havde bestemt eskorteret Toobin ud. Hele den episode havde startet det voldsomme skænderi, som førte til Leos exit.

”Så du kan altså huske mig,” smilede han. ”Jeg er her kun på kort visit. Bare rolig. Sweeny blev bare urolig, fordi vi endnu ikke har hørt fra dig, og bad mig derfor lige tjekke, at du var okay. Du har vel ikke mistet, det kort jeg gav dig?”

Christian kom uvilkårligt til at tænke på det lille hvide kort, der lå i skrivebrodskuffen derhjemme. Han havde slet ikke haft det oppe siden, Toobin var kommet ind i deres hjem. Og han havde faktisk heller ikke tænkt sig at gøre det. På grund af sin samtale med Leo, vidste han nu, hvorfor Modstanden var ude efter ham. De var også besatte af Messiastanken.

”Hvorom alting er,” fortsatte Toobin, mens han blev ved med at puffe dem fremad i menneskestrømmen. ”Så vil Sweeny stadig meget gerne have dig med sig. Du vil kunne gøre en hel del gavn.”

”Jeg er ikke interesseret.”

”Ikke endnu,” smilede Toobin.

”Ikke nogensinde,” sagde Christian alvorligt og blev ved med at stirre ligeud.

”Nuvel,” sukkede han og lød næsten skuffet. Han slap sit tag i Christians arm og fik mast sig ud af folkemassen, der var fulgt efter læreren ud i forhallen. Demonstrativt hev han sig op på et af de store garderobeskabe og stillede sig med hænderne i siden. Derved sikrede han sig alles opmærksomhed.

”Lyt engang,” smilede han venligt til de mange ansigter, der var vendt op mod ham.

Angsten greb Christian med det samme. Han havde tænkt sig at afsløre ham. Han måtte stoppes.

”Hvis jeg ubesværet har kunnet slippe ind, tror I så ikke, at der er andre afvigere iblandt jer?” lo Toobin.

En nervøs mumlen bredte sig og folk begyndte at træde væk fra ham. Så snart ordet `afviger´ blev nævnt, satte panikken ind i de fleste mennesker. Også Christian. Han ville ikke afsløres. Ikke nu, hvor han var kommet så langt. Han nåede lige at overveje sine muligheder, da gymnasiets vagter kom styrtende. Toobin så dem også og sendte Christian et enkelt blik og et smil. Derpå samlede han hænderne og sendte en trykbølge ned gennem menneskemængden, der fik spredt dem ganske betydeligt. Elever og lærer ramlede sammen, og lå på gulvet. Enkelte blev slået ind i væggen. Christian blev skubbet ind i Johnas, der væltede ind i Laura. Så sprang Toobin elegant ned fra skabet og styrtede over mod døren, som blev hamret i stykker af en trykbølge, der var langt stærkere end den foregående. Han spurtede ud med vagterne i hælene, men havde dog alligevel overskud til at le højt og vinke bagud til dem alle sammen.

Christian var oppe hurtigere end de andre og hjalp både Johnas og Laura op. ”Er I okay?”
Laura stod bare chokeret og holdt om sig selv. Et hurtigt overblik fortalte, at der ingen tilskadekomne var. Folk var chokerede og rystede, men uskadte.

”Forpulede afviger! Jeg håber fandeme, da fanger ham!” bandede Johnas vredt.

Der blev skrattet ud af samtaleanlæggene, der hang på de fleste af skolens vægge: ”Alle elever skal følge deres lærer hen til klasselokalet og forholde sig roligt, indtil I hører andet. Vi tager hånd om sagen.”

”Fornemt,” vrissede Johnas og hev fat i Lauras hånd. ”Er du okay?”

Hun nikkede og klamrede sig til ham.

Hun bure klamre sig til Christian. Han ville kunne beskytte hende. Johnas ville intet kunne stille op, hvis det kom til stykket. Slukøret fulgte han efter den oprevet masse af elever, der tøffede efter deres lærer. De blev lukket ind i et stort lokale, hvor der var plads til dem alle. Bordene var sat op som en hestesko med ekstra pladser i midten.

Johnas trak Laura med sig bagerst i lokalet, og Christian fulgte efter. Da de alle havde sat sig tog læreren til orde: ”Vi beklager meget denne lille hændelse. Det er ikke noget, vi normalt har problemer med. Der vil blive sat ekstra foranstaltninger op, så I kan vide jer sikre, når I er her.”

”Men han havde jo ret,” pippede Rose ovre fra vinduesrækken. ”Hvis han kunne slippe ind uden at blive opdaget af scanneren, så er der sikkert også flere…” Hun kiggede skræmt rundt på sine klassekammerater.

Det var først nu, Christian så hende. Undgå hende, havde Johnas sagt. Det ville ikke blive let, når de skulle gå i klasse sammen. Han sukkede dybt.

”I er alle blevet håndplukket til at skulle gå her. Jeres papirer er blevet gennemgået af mange forskellige instanser, inden vi så meget som overvejede jer. Men for at sikre os bedst muligt, har vi selvfølgelige personlige tjeks, der skal gennemgås regelmæssigt. Hvis der er nogle afvigere, der har sneget sig med ind, skal vi nok fange dem. Vær ganske rolig, miss Witt,” smilede læreren til Rose. Hans skallede isse var med til at få hans hoved til at se kuglerundt ud. Et par briller med kraftigt, mørkt stel sad over næsen og tegnede en perfekt diameter på kuglen.

”I vil en efter en blive kaldt ud til jeres første personlige tjek i dag. Det foregår nede på kontoret, hvor I skal møde rektor og en herre sendt fra regeringen. Han er selv afviger, men bliver kun bragt op fra katakomberne, når der er brug for ham. Han er en gammel hund, men han ved, hvad han gør. I vil blive kaldt ned i alfabetisk rækkefølge.”

Og lige som han havde fået sagt det, skrattede højtaleren igen inden en kvindestemme flød ud af den: ”Der er nu fuld kontrol over skolen igen. Vi fortsætter med de personlige tests som planlagt. Benjamin Adams 1.a skal melde sig på kontoret.”

En lettere buttet dreng med lyse krøller rejste sig og banede sig vej over til døren, som han lukkede stille efter sig. 

”I mellemtiden kan I jo tage et kig på første semesters pensum,” sagde læreren og sendte en bunke papirer rundt i klassen. ”Mens I kigger på dem, kan jeg fortælle, at jeg er professor Brown og er jeres klasselærer. Ud over historie, religion og engelsk vil nogle af jer også have fornøjelsen af min undervisning i matematik og latin.” Hans arm bevægede sig som en urolig slange hen over tavlen, mens han skrev alt ned. ”I skal selv have styr på jeres ting. Her på skolen bliver i betragtet som voksne og er dermed også ansvarlige for jeres egen læring. Der er ligeledes regler, der skal overholdes, og der er ingen undtagelser, mr. Cole.”

Johnas rettede sig fortørnet op og tørrede sit fjogede smil af.

”Ingen telefoner på skolens områder. Ingen alkohol. Ingen rygning. Opgaverne afleveres til tiden. Fravær meldes i god tid, og har man mere end 15 % i løbet af semesteret, er det direkte bortvisning. Hvert halve år vil samtlige elever bliver undersøgt for anormaliteter. Afvigere tolereres ikke, og vil blive arresteret omgående.”

Christian skimmede papiret, da han havde taget et og sendt resten af bunken videre til Johnas, der bare tog et enkelt, og lagde det ligegyldigt på bordet foran sig. Han hviskede et eller andet til Laura, der fik hende til at fnise. Åh, det vidunderlige smil. Det ramte Christian i hjertet hver gang. 

Den næste elev blev kaldt ned på kontoret og den første vendte tilbage med et lille smil. Det forsvandt dog hurtigt, da han så, at tavlen allerede var fuld. Han hev febrilsk sin notesblok frem og begyndte at skrible.

Mens Brown lod munden løbe oppe ved tavlen, dannede Christian sig et overblik over pensumlisten og de bøger, der skulle anskaffes. Og der var et problem. Satans også.

”Johnas,” hviskede han.

Johnas fejede ham af med en håndbevægelse og fortsatte sin hvisken med Laura. Til sidst hev Christian ham hen til sig, lidt hårdere end tiltænkt, men det fik da fanget hans opmærksomhed.

”Hvad?” vrissede Johnas.

”Pensum. Jeg har læst det,” vrissede Christian tilbage.

”Hvad snakker du om?”

”Jeg. Har. Læst. Det,” gentog Christian og lagde tryk på hvert ord, som om han talte til en retarderet.

”Sludder.” Johnas lænede sig over til Laura igen. Der var ingen hjælp at hente fra den front.

Christian sad lidt med papiret, og vendte og drejede det mellem hænderne, der langsomt blev mere og mere svedige. Til sidst blev han enig med sig selv om, at han blev nødt til at tage sagen i egen hånd, så han rakte en hånd i vejret. Brown fortsatte ufortrødent sin ordstrøm med ryggen til klassen, kun afbrudt af samtaleanlægget, der kaldte endnu en elev ned.

Christian rømmede sig højlydt, men der kom ingen reaktion fra Brown. Rose gloede derimod fascineret på ham med et sødt smil. Johans forsøgte at hive hans hånd ned, men Christian var stærkere end ham, og lod sin hånd blive i vejret.

”Hvad laver du, mand? Han flår dig levende,” hviskede Johnas næsten panisk.

Christian ignorerede ham. ”Professor Brown?” sagde han med sin klare melodiøse stemme.

Brown vendte sig om, tydeligt irriteret over at være blevet afbrudt. ”Ja. Hvad kan jeg gøre for Dem, mr.?”

”Chasedin. Christian Chasedin.”

Brown lod sit blik løbe ned over klasselisten og kiggede så op igen.

”Hjemmeskolet,” sagde han med et suk.

”Ja,” sagde Christian. ”Det drejer sig om pensum. Er det muligt at få et andet?”

Brown klukkede for sig selv. ”Unge mand, dette er pensum for dette semester, og det står ikke til at ændre. Hvis det er for vanskeligt for Dem, vil jeg råde Dem til at finde et alternativ til gymnasiet.”

”Nej, De misforstår mig, professor Brown. Jeg har gennemgået dette pensum. Er der mulighed for at få næste semesters pensum?”

”Driver du gæk med mig, dreng?” Tonen var pludselig en helt anden, skarpere og mere mørk, og Johnas havde trykket sig helt ned i stolen, ligesom resten af klassen.

”Nej, professor,” svarede Christian skråsikkert.

”Så fortæl mig, knægt, hvorfor snakker Platon om idéen hest?”

Klassen vendte sig om mod den nye dreng, den dreng, der så tåbeligt havde vovet, at forstyrre læreren for at stille dumme spørgsmål. Rose åd ham næsten med øjnene, og hendes tanker var tydelige: han ville aldrig klare det. Stakkels, kønne dreng.

”Tjo…” startede Christian stammende, alt for opmærksom på de andres blikke. ”Det er en måde, hvorpå han kan gøre en del af sit dualistiske verdensbillede klart på. For Platon… er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets forhold til fænomenerne. Hos Platon er idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er skyggeagtige kopier af disse. For eksempel er hestens idé det samme som den perfekte hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige, og den som vores sjæl higer efter at vende tilbage til. Ser man på Platons opdeling af sjæl og legeme, fænomenernes verden og idéernes verden, ville man kalde ham dualist, men det står dog ikke klart, om han helt udelukker fænomenernes selvstændige eksistens eller ej, hvorved man kunne fristes til at kalde ham idealist i moderne betydning.”

Der var stille. Helt stille. Selv Johnas sad med åben mund og stirrede vantro på Christian. Browns mund var derimod surret stramt sammen og hans kæber arbejdede på højtryk. Han hævede hånden med en belærende pegefinger og havde lige åbnet munden, da kaldeanlægget gav sig til kende igen: ”Christian Chasedin 1.a, skal melde sig på kontoret.”

 

”Følg med mig,” smilede sekretæren venligt og førte ham gennem kontorets venteværelse og ind til rektorens mødelokale. Hun skævede bagud til ham et par gange og smilede generet. Hun var ganske køn, ikke synderligt gammel, men alligevel ikke rigtig noget for ham. Han åbnede dog sit sind en anelse og opfangede straks, at han uden problemer ville kunne få hende, hvis han ville. En irriterende sygdom, som syntes at have ramt de fleste af den feminine race på skolen.

Mødelokalet var stort. For enden af et langt mørkt bord sad rektor med en stak papirer. Han kiggede flygtigt op, da døren blev åbnet, samlede papirerne og rejste sig med fremstrakt hånd.

”Velkommen til Hagen, mr. Chasedin,” smilede rektor Scott. Han havde et fast håndtryk og et venligt ansigt, så Christian smilede tilbage.

”Mange tak. Må jeg spørge, hvordan denne personlige undersøgelse kommer til at foregå? Eftersom jeg er hjemmeskolet, er det ikke noget, jeg har stiftet bekendtskab med før,” undskyldte Christian.

”Naturligvis. Kom med mig.” Rektoren lagde en venskabelig hånd på Christians skulder og førte ham ud til et lille baglokale. Der var ikke meget andet end et bord og et par stole. Der var ingen vinduer og kun den ene dør, som de var kommet ind af. Lyskilden var et enkelt lysstofrør, der hang ensomt i loftet. Alt dette ville Christian hurtigt have set, hvis ikke det var fordi hans opmærksomhed blev distraheret af en kæmpe, som fyldte det meste af rummet og havde taget plads på én af stolene. Han rejste sig dog høfligt, da de trådte ind til ham.

”Dette er afvigeren, der skal vurdere dig. Det tager ikke så lang tid. I vil være alene, så han bedre kan koncentrere sig om dig. Vi henter dig om fem minutter,” sagde rektoren glad og gjorde tegn til, at de begge skulle sætte sig. Så lukkede han døren efter sig, og Christian sad alene tilbage med en bredskuldret kæmpe, usikker på, hvad han dog skulle gøre. Hvis det var sandt som professor Brown havde sagt, så kunne denne afviger afsløre ham på ingen tid. Så hvis han hævede sin parader fuldstændigt, ville han opfange det unaturlige i det. Hvis han derimod lod sit sind søge ind i hans, ville han også opfange det.

Pis. Han var skakmat.

Afvigeren overfor ham smilede et lumsk smil, med sine gule rovdyrstænder og kiggede indgående på ham.

”Jeg ved, hvad du er,” sagde han så med en forbløffende normal stemme. Christian havde vel mest af alt forestillet sig en raspende og hæs stemme, som passede bedre til det noget grove udseende.

”Og hvad er så det?” spurgte Christian arrogant og valgte at spille rollen som den selvsikre verdensmand, selvom han indvendigt var ved at dø af rædsel.

Kæmpen lukkede smilende øjnene og indsnusede luften. ”Afviger,” sagde han så stadig med øjnene lukkede. Så rynkede han pludselig brynene og blev alvorlig.

Christian kiggede forfærdet rundt i lokalet, for at finde den nærmeste nødudgang inden kæmpen sprang på ham, men nåede ikke længere end til tanken om at rejse sig, da kæmpen med ét fór ned på gulvet, lagde sig på knæ foran ham og bøjede hovedet ærbødigt.

Fuldstændig overrumplet af dette pludselige optrin, sprang Christian op af stolen og kiggede undrende rundt for at se, om nogen tog pis på ham.

”Min herre,” hviskede kæmpen uden at se op på ham.

Kroppen var fastfrosset, hjertet hamrede løst, og tankerne rasede af sted med ekspresfart. Han havde absolut ingen anelse om, hvad der foregik. Det ene øjeblik så kæmpen ud til at nyde forventningens glæde ved at afsløre en af sine egne og nu lå han på knæ for hans fødder og tiltalte ham `herre´.

”Jeg tror, du forveksler mig med en anden…” stammede Christian nølende.

”På ingen måde, herre.” Kæmpen så på ham med våde øjne. ”Jeg kender Deres lugt, Deres vibrationer. Jeg var der for så mange år siden, da De blev født. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne være så heldig, at møde Dem to gange i mit ellers usle liv. Tilgiv mig for naivt at tro, at du blot var en sølle afviger som jeg selv.”

”Ja, okay. Klart. Du er… øhm… tilgivet.” Han famlede efter ordene, falmede for at forstå.

”Tak, herre. De kan være ganske rolig. Jeg vil ikke afsløre Dem for de mennesker,” vrængede kæmpen med et nik mod døren. ”Hvis jeg på nogen anden måde, kan hjælpe Dem, så sig endelig til. Jeg vil være her hvert halve år. Og i mellemtiden vil jeg brede det lykkelige budskab om Deres fortsatte eksistens. Det vil bringe lykke til så mange i katakomberne.”

Messias-fanatiker igen, tænkte Christian for sig selv. Hvor udbredt var den åndssvage profeti, som han ikke ville være en del af? Men på den anden side, var den vældig nyttig lige nu. Hvis det kunne hindre hans afsløring, så fint med ham.

”Hvis du vil hjælpe, så lad være med at sige til nogen, overhoved, at jeg her. Hverken til mennesker eller afvigere.”

”Herre?”

”Hvis jeg skal have en chance for at gøre, hvad jeg er sat i verden for at gøre, skal jeg indtil videre, kunne holde mig skjult. Vil du hjælpe mig?” Han så tryglende på kæmpen, og håbede inderligt, at han lød overbevisende. Han havde ikke brug for, at der kom flere fanatikere rendende.

”Det vil være mig en ære,” svarede kæmpen så og bukkede hovedet igen.

Der blev fumlet med døren bag dem, så kæmpen rejste sig med et suk, blinkede tårerne væk og satte sig i stolen. Han lignede en statue. Han havde indtaget den samme alvorlige holdning, som han havde haft før. Christian stod stadig op, da døren gik op og stod pludselig ansigt til ansigt med rektor Scott.

”Hvad så?” spurgte han smilende til kæmpen.

”Intet at bemærke,” svarede han monotont.

Christian kastede et enkelt blik bagud, da han forlod rummet og var næsten overbevidst om, at han så kæmpen smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...