Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
390Visninger
AA

4. 3

Tøjet lå på stolen, nystrøget og foldet pænt. Skoene stod på gulvet ved siden af, rengjorte og nypudsede. Taksen lå på den anden side pakket med skrivehæfter, skriveartikler og vandflaske. Christian stod lidt og kiggede på det hele. Manglede han noget? Johnas skulle komme forbi efter ham omkring kl. 7 den efterfølgende dag. Så havde de tid til at snakke, tid til at sikre sig, at han havde det hele med, tid til at nå hen på skolen og orientere sig, inden der kom alt for mange.

Det var første gang siden Leos afsked, at Johnas kom hjem til ham igen. Han glædede sig til at se ham igen. De havde holdt kontakten ved lige over computeren og telefonen, men det var nu ikke helt det samme. Det var også kun nølende, at mor var gået med til at lade ham komme ind. Diskussionen kørte længe på, at de jo bare kunne mødes på fortovet og gå direkte derfra. Men Christian havde holdt fast, han ville have sin ven inden for, han havde brug for hans hjælp og støtte til at gøre sig klar til den store verden udenfor husets mure. Han havde opfanget at mor i sit stille sind også så frem til at se Johnas igen. Det var bare en principsag for hende, at ingen længere måtte komme ind.

Christian rettede lidt på tøjet på stolen, glattede en rynke ud som egentlig ikke var der og lagde sig så endelig over i sin seng. Han lå længe og stirrede op i loftet uden at kunne falde i søvn. Der var alt for mange tanker, der stormede rundt i hovedet på ham. Hver gang han var lige ved at døse hen, vendte denne ubehagelige følelse tilbage af, at han havde glemt et eller andet. Han gennemgik sine mentale lister over morgendagen igen uden at finde mangler. Men så var den der igen, følelsen af at have overset noget vigtigt.

Til sidst rykkede brikkerne rundt og faldt i hak et brag.

Leo.

Han manglede en forklaring på sin `fars´ forsvinden. Johnas ville uden tvivl stille spørgsmål. Sidst han havde været der, gik Leo stadig under navnet Arnold. Han var væk på forretningsrejse, men det var efterhånden flere måneder siden.

Christian fór op af sengen og greb ud efter telefonen. Klokken var næsten midnat, men det her kunne ikke vente. Arnold skulle slås ihjel, hvis han og mor skulle kunne fungere blandt normale mennesker, hvis Christian skulle gå på gymnasiet.

Telefonen ringede op. Tag den nu, tag den nu, tag den nu. Det var det eneste, der gik igennem hovedet på ham. Leo var som regel hurtig til at svare, men ikke nu, hvor det hastede.

Lige som han var ved at opgive og overveje sine andre muligheder, blev røret løftet i den anden ende og en tung vejrtrækning ramte hans ører.

”Hallo,” blev der pustet.

”Leo,” sagde Christian lettet.

”Christian, hvad sker der?” Han lød stadig forpustet og pludselig også nervøs.

”Det er bare…” begyndte han stille uden at kunne fortsætte. Hvis de fik stykket Arnolds endeligt sammen, ville det også betyde døden for mors og Leos forhold. Det ville være en stiltiende accept af, at de ikke ville finde sammen igen.

”Er der noget galt, Christian?”

”Nej, nej,” forsikrede han. ”Det er bare… Jeg starter på Hagen i morgen.”

”Åh,” Leo åndede lettet op.

”Johnas kommer over og så følges vi derop.”

”Det lyder hyggeligt.”

”Jah,” sagde Christian tøvende.

”Jeg fornemmer et `men´.”

”Johans ved ikke, at… Jeg mener, han tror stadig, at mor og Arnold er sammen. Så vidt han er informeret er Arnold på forretningsrejse.”

Leo sukkede. ”Men det kan han ikke blive ved med at være.”

”Nej.”

”Du mangler en forklaring til Johans. En plausibel én.”

”Ja. Hvis han får at vide, at Arnold har forladt os, kan jeg ikke komme med på gymnasiet.”

”Det er klart.”

Der var stille længe i den anden ende. Han kunne stadig høre den tunge pusten og undrede sig over, hvad i alverden Leo havde haft gang i på dette tidspunkt af døgnet.

”Arnold er død,” sagde Leo så. ”På forretningsrejsen til – hvor har du sagt, han var henne?”

”Øhm, det ved jeg ikke. Jeg tror ikke, jeg sagde et specifikt sted.”

”Fint. På hans forretningsrejse østpå, blev hans fly kapret af afvigere. En terroraktion, om du vil. Flyet blev tvunget ned, styrtede og Arnold overlevede ikke.”

”Ville det ikke have været i nyhederne?” spurgte Christian.

”Ser Johnas nyheder?” Munterheden i stemmen smittede.

”Nej,” grinede Christian for sig selv. Johnas var som regel for travlt optaget med venner eller computerspil, til at kunne følge med i den virkelige verdens besværligheder.

”Og hvorfor har jeg så ikke fortalt ham det før?” fortsatte Christian.

”Fordi I først lige har fået det at vide. De stakler, der var med flyet var brændt til uigenkendelighed. Myndighederne har for få dage siden fået identificeret ham via røngentfotografier fra tandlægen.”

”Du har svar på alt, ikke?”

”Jeg prøver,” sagde Leo.

”Så Arnold Chasedin er hermed død.”

”Ja. Du må fortælle det til din mor. Det er selvfølgelig dit eget påfund.”

”Selvfølgelig.”

”Sørg for, at hun er fuldstændig med på historien, så der ikke lige pludselig opstår modstridende beretninger. Brug alternative metoder, hvis det bliver nødvendigt.”

Christian vidste kun alt for godt, hvilke alternative metoder, han talte om, og skønt det havde fungeret, når han manipulerede med hendes sind, var det ikke noget, han yndede at gøre. Hun ville blive rasende, hvis hun fandt ud af det.

”Glæder du dig,” spurgte Leo og hans åndedræt var så småt vendt tilbage til det normale nu. Var det en dør, han hørte smække i baggrunden?

”Helt vildt,” smilede Christian. ”Men jeg er også ved at dø af nervøsitet.”

”Det skal nok gå.”

”Hvad nu, hvis jeg bliver opdaget som afviger? Hvad nu, hvis jeg ikke kan snyde mig fra scannerne? Eller fra de personlige tests?”

”Det kan du. Jeg har fuld tillid til dig. Bare tag det med ro og lad det være en oplevelse. Hold hovedet koldt, så skal du nok klare det.”

Christian pustede ud gennem munden. ”Det virker uoverkommeligt lige nu.”

”Du har Johnas hos dig. Følg hans eksempel,” Leo grinede stille. ”Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle sige.”

Christian kunne heller ikke selv lade være med at grine. Johnas var ikke altid det bedste forbillede.

”Gå i seng og få sovet. Det er en stor dag i morgen,” sagde Leo blidt.

”Ja,” istemte Christian. ”Godnat, Leo.”

”Godnat, knægt.”

Christian lagde røret fra sig med en underlig fornemmelse i maven. Arnold var død, uigenkaldeligt død og borte. Den eneste mand, han nogensinde havde tænkt på som sin far var væk. Heldigvis havde han en ny, Leo Brandt, afviger og mentor.

Han slog øjnene op og var lysvågen en halv time inden vækkeuret var sat til at ringede. Han slog alarmen fra og strakte sig. Sommerfuglene, der normalt kun holdt sig i maven fór rundt i hele kroppen, og han måtte rejse sig og hoppe lidt på stedet for at få lidt ro over sig.

Tøjet, skoene, taksen var stadig klar til at blive taget i brug. Han småløb ud på badeværelset og hoppede under bruseren. Vandet var iskoldt, men det hjalp lige lidt på den kildende fornemmelse i kroppen. Til gengæld var det rart at få tørret sig med hurtige bevægelser. Det brændte noget overskydende energi af.

Hans spejlbillede så roligt ud. De blå øjne var fuldstændig rolige og alvorlige. Ansigtet viste ikke det mindste tegn på det kaos. Alle hans følelser skrumlede sammen, var for forvirrede og stressede til at kunne udføre deres arbejde ordentligt. I stedet var han endt med en hysterisk masse af kontorarbejdere, der rendte hovedsløse rundt, kastede med deres papirer og skreg rædselsslagent af hinanden. Men det var meget godt, at kontorbygningen udadtil så ud til at have fuldstændig styr på tingene. Så var der da en chance for, at hans nye klassekammerater ikke opfattede, hvor ængstelig han var, hvor uvant han var med hele situationen.

”Tag dig nu sammen,” hviskede han til sig selv og sine ansatte, inden han forsigtigt satte sine brune kontaktlinser i. Så stirrede han på sig selv igen. Det eneste, der kunne trænge til hjælp var hans hår. De sorte lokker faldt som de havde lyst til. Han kørte hænderne gennem det, forsøgte at rette lidt på det, men uden held. Han vendte sig fra spejlet med et suk.

Døren ind til mor var stadig lukket. Han lagde en hånd på den i forbifarten og fornemmede, at hendes søvn var ved at aftage. Hun sov ikke så tungt og ville sikkert snart vågne. Lige så meget som han glædede sig til denne dag, lige så meget frygtede hun den. Han vidste, at hun den sidste uges tid havde haft meget svært ved at sove. Det havde han også selv. Men han havde tit fundet hende vandrende frem og tilbage i stuen, mumlende for sig selv. Han var altid smuttet, inden hun så ham, bange for at hendes nervøsitet skulle starte en diskussion, som kunne resultere i, at hun trak sit gymnasietilbud tilbage.

Køkkenet var mørkt. Han tændte lyset under de skabe, der hang over køkkenbordet og en dæmpet belysning bredte sig. Han begyndte at finde frem til det helt store morgenmåltid, æg, bacon, toast, smør, ost, frugt. Men da det hele stod klart på bordet, havde appetitten trukket sig tilbage og kun efterladt en stor knude i maven, der gjorde det umuligt at presse noget ned. Han forsøgte sig med et glas juice, men det smagte bittert og svulmede op i halsen på vejen ned. Resten af glassets indhold endte i vasken.

”Godmorgen,” sagde mor så henne fra døren. Hun stod i sin morgenkåbe og med det lyse hår sat op i en uformelig knold, der sad mere ude på siden af hovedet end midt i nakken. ”Du er da tidligt oppe.”

”Jeg kunne ikke sove,” sagde han og trak på skuldrene.

”Du må være sulten.” Hun pegede på bordet, der bugnede af mad.

”Det troede jeg…” startede han stille.

Hun smilede overbærende, gav ham en hurtigt kram og satte sig. ”Så er der mere til mig.”

Han satte sig overfor hende og kiggede på hende, mens hun tog for sig. Egentlig havde han håbet, at det kunne fremprovokere lidt appetit ved ham selv, men desværre. Han sad bare og ønskede, han kunne spise, men var ude af stand til det. Maven ville simpelthen ikke tillade det.

”Er du nervøs, Møffe?”

Han nikkede med et smil. ”Hvad med dig?”

”Hvad med mig?”

”Mor,” sagde han med hovedet på skrå og kiggede sigende på hende.

Med et dybt suk, lagde hun gaflen fra sig og lænede sig træt tilbage. ”Jeg føler, at jeg skal dø.”

”Der sker ikke noget,” forsøgte han at forsikre hende.

Hun stirrede bare på ham med sørgmodige øjne. ”Min lille dreng er blevet så stor.”

”Mor, ikke igen…” sukkede han og rullede med øjnene. Han kendte den svada alt for godt. En monolog om hendes lille Møffe, der var blevet voksen og snart ville flyve fra reden. Hun havde fyret den af mange gange gennem den sidste måneds tid.

”Jamen, det er rigtigt, Chris – Christian. Du er blevet stor og voksen. Nu skal du ud i verdenen, og Gud ved, hvad det bringer med sig.”

”Jeg kan klare mig selv,” smilede han for at berolige hende.

”Det siger du nu, men hvad så den dag, der kommer politi på skolen?”

”Dem kan der manipuleres med.”

”Hvad så hvis nogle af dine klassekammerater opdager, hvad du er?” sagde hun nervøst.

”Det gør de ikke. Jeg skal nok holde lav profil,” sukkede han.

”Du er vokset op til en flot ung mand, Christian. Jeg tror ikke, du får let ved at holde lav profil.”

”Jeg kan takke min mor, for mit gode udseende,” smilede han skævt.

”Smiger,” smilede hun tilbage. ”Det kommer du langt med.”

”Det ved jeg.” Han havde rejst sig og kyssede hende på panden.

”Du har svar på alt, ikke?” sagde hun og sippede til sin juice.

”Jeg prøver.” Og så ramte det ham, som en bunke mursten, der faldt ned i hovedet på ham. Mor skulle informeres om Arnold Chasedins død. Christian havde egentlig været på vej ud af køkkenet, men vendte nu om i døren, gik tilbage og satte sig med en alvorlig mine.

”Vi må tale sammen, inden Johnas kommer,” begyndte han stille.

Hun gengældte bare hans blik og lagde undrende hovedet på skrå.

”Det er om…” Han var lige ved at sige Leo, men fangede sig selv i det. ”Om Arnold.”

Hendes reaktion var for lille til, at han kunne se det, hvis han bare havde været almindeligt menneske. Men Christian opfangede det tydeligt. Hun stivnede, hendes hjerte sank i brystet på hende og hjernen holdt op med at fungere i et kort øjeblik.

”Hvad er der med ham,” sagde hun monotont og stak til maden på tallerkenen.

”Så vidt Johnas ved, er Arnold på forretningsrejse. Men det kan han ikke blive ved med at være.”

Hun nikkede.

”Og I kan ikke være gået fra hinanden. Så er gymnasiet udelukket. Og folk vil se ned på dig.”

Hun nikkede igen og så ned i bordet.

”Derfor er Arnold Chasedin død.”

Hendes blik blev mørkt, og hun mødte hans brune øjne. Han kunne tydeligt mærke hendes splittede følelser. Hun elskede ham stadig. Åh Gud, hvor hun elskede ham. Han kunne næsten ikke bære hendes smerte over at miste ham igen. Hendes tanker kredsede om ham, om hvor lykkelig hun havde været med ham, om hvor meget hun savnede ham. Det var svært for hende, bare at skulle lade som om, han var død. Det betød et evigt brud, som ikke ville kunne lappes igen. På den anden side, vidste hun også at det var det eneste rigtige at gøre.

Splittelsen blev for meget for Christian. Han rejste sig og kørte hænderne gennem håret, frustreret over, ikke at kunne holde hendes tanker og følelser ude. Det var ikke hans mening at rode rundt i dem, han var faktisk helst fri for at blive mindet om, hvor dejlig fortiden havde været. For at lukke af for hendes signaler, begyndte han at tale igen: ”Jeg har konstrueret hans død. Det er lidt omstendigt, mor, så hvis jeg må have lov…” Han rakte ud efter hende, men hun trak sig væk og stirrede mistænksomt på ham.

”Det bliver mere autentisk for dig, hvis jeg viser dig det. Billeder siger mere end ord,” smilede han undskyldende.

”Men det er jo ikke sket.” Hun var bange for ham. Det var tydeligt at mærke.

”Du skal ikke være bange, mor. Jeg roder ikke rundt i noget, jeg bytter ikke noget ud med noget andet. Jeg viser dig bare, den historie, vi holder os til, hvis folk spørger. Det vil også være lettere for dig, at huske den. Du vil være fuldstændig klar over, at det er løgn, men du vil kunne bruge det nemmere, end hvis jeg bare fortalte dig det.”

Hendes mistænksomhed væltede ud mod ham. Han behøvede dog ikke være afviger for at kunne fornemme det. Hendes blik sagde alt.

”Det gør ikke ondt,” smilede han, da den tanke poppede ind i hendes hoved.

”Lad være med at læse mine tanker,” sagde hun stille uden at tage blikket fra ham.

Han smilede sit skæve smil, som han vidste afvæbnede hende. ”Det tager kun et øjeblik. Stoler du ikke på mig?”

Hold op, hvor hun kæmpede. Alt i hende skreg, at han var afviger, han var farlig, utilregnelig. Men samtidig var hendes kærlighed for ham så altoverskyggende.

Han måtte ryste lidt på hovedet for at klare tankerne, sine egne tanker. Han havde fortsat sin hånd rakt ud mod hende og ventede bare på, at hun skulle beslutte med sig selv, at han var harmløs.

Til sidst lagde hun da også sin hånd i hans. Den forsvandt næsten, da han lukkede sin sammen om hendes. Hun var så lille, fin og spinkel, og alligevel så stærk og stædig. Til tider forbandet stædig.

”Sæt dig tilbage,” sagde han roligt og førte hende helt tilbage i sædet med en hånd på hendes skulder. Så tog han sin hånd til sig igen og lod hendes arm falde slapt ned i hendes skød..

”Luk øjnene og slap af,” hviskede han og lagde sin hånd på hendes pande. Med denne tætte kontakt var det lettere for ham, at vise billederne. Han kunne godt gøre det uden den fysiske berøring, men når alt kom til alt var dette en langt mere sikker metode, at få sit budskab frem på. Der var ikke noget, der kunne gå glat.

Da hendes øjne var helt lukket i, og hun havde taget en dyb, styrkende vejrtrækning, sendte han sine billeder af sted. Det gibbede i hende, da hun så Leo for sit indre blik, men hun faldt hurtigt til ro og lod sig rive med af billedserien, der viste deres afsked ved flyet, da Leo skulle af sted på forretningsrejsen. Billeder, der viste, hvordan flyet var blevet kapret, hvordan Leo havde kæmpet mod afvigerne, hvordan flyet styrtede, hvordan samtlige ombord døde i de altfortærende flammer. Til sidst viste han, hvordan de havde reageret på den forfærdelige nyhed om, at han nu var faderløs, og hun var blevet enke.

Han fjernede hånden og lagde begge hænder på hendes skuldre, for at bringe hende sikkert tilbage til virkeligheden. Hendes vejrtrækning var anstrengt, og hun blev siddende med øjnene lukket fast i længe. Hun skulle sunde sig, og han kunne godt forstå det. Når han selv så, hvad der foregik i andre folks hoveder, kunne det også være en stor omvæltning.

”Er du okay?” spurgte han bekymret, da hun stadig ikke havde åbnet øjnene flere minutter efter. Han satte sig på hug ved siden af hende og lagde hænderne over hendes. ”Du kan godt åbne øjnene igen. Der sker ikke mere, mor.” Han forsøgte at være så blid som muligt, mens han nænsomt strøg hende over håndryggen.

Langt om længe åbnede hun de grønne øjne og kiggede på ham med tårerne faretruende tæt på at trille ned over de blussende kinder.

”Det var så virkeligt,” sukkede hun næsten lydløst.

”Når man ikke er vant til det, kan det være overvældende,” sagde han med et nik. ”Er du okay?”

”Ja,” sagde hun stille. ”Det er lige før, jeg tror det er sandheden, du viste mig. At han faktisk er død.”

”Det er han ikke.”

Hendes blik ændrede sig med det samme og blev hårdt. ”Hvordan kan du vide det?”

Fandens. I sin bekymring for hende, havde han afsløret for meget. Endnu et tegn på at de ansatte i han hjerne ikke var på dupperne. Han måtte tænke hurtigt.

”Det er bare en fornemmelse,” sagde han med et ligegyldigt skuldertræk og rejste sig.

I det samme ringede det på døren. Mor stirrede spørgende på ham, så han rakte ud og opfangede de mentale vibrationer, der kom fra den fremmede ved døren. Da han genkendte de kaotiske tanker, der ikke rigtigt havde hverken hoved eller hale, men mest bryster, smilede han.

”Det er Johnas,” sagde han og rejste sig.

Mor åndede lettet ud. ”Du kan jo invitere ham på morgenmad. Der er rigeligt.” Hun kiggede på det stadig bugnende bord.

”Vi har vores historie klar?” spurgte han, da hun stod ved siden af ham.

Hun rakte begge hænder op og lagde dem om hans ansigt. ”Arnolde Chasedin er død. En forfærdelig død, som vi nok aldrig rigtig kommer os over. Men vi har den samme historie.”

Han var lettet. Hun havde stolet på ham, hun accepterede hans historie og godkendte hans noget vage forklaring om, hvordan han kunne vide, at Leo stadig var i live.

Så gik hun ned af gangen og ud på badeværelset. Christian småløb over til døren med sommerfuglene tilbage i kroppen. Han nærmest flåede den op, glemte helt sin egen styrke, da den med et brag bankede ind i væggen, og blev mødt af et fjoget smil i et velkendt ansigt.

”Hey!” Johnas væltede glad ind af døren, mens han halvt omfavnende Christian. ”Er du klar?”

”Jeg er klar,” jublede Christian, og førte an ud til køkkenet.

”Venter I gæster?” spurgte Johnas med et lille grin og pegede på bordet med mad.

Christian krympede sig. Hvorfor havde han også lavet så meget? Det var jo fjollet. Selvom han havde haft sin appetit, ville han under ingen omstændigheder alligevel kunne spise så meget mad.

”Du kom jo. Jeg ved, hvor madglad du er, så… Tag for dig,” smilede han til sin ven, der satte sig hjemmevant og gik i gang med at fylde en tallerken.

”Min mor blev ved med at plage hele dagen i går. Hun ville så gerne følge mig i skole på den første skoledag. Helt ærligt. Hvor gammel tror hun lige, jeg er?” sagde Johnas mellem bidderne.

Christian satte sig smilende overfor ham. Han skævede til uret på ovnen. De havde rigeligt med tid. Hvis han skulle tage det i opløbet, måtte det hellere være nu.

”Johnas, der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig,” startede han forsigtigt og lagde ansigtet i de rette folder. ”Min far…” Helt uden at ville det, fik han en klump i halsen. Han blev overrasket over, hvor meget løgnen egentlig stemte overens med hans virkelige følelser. Når først det var udtalt højt, ville hans far være død for evigt.

Johnas var stoppet med at spise og så på ham med bekymrede øjne. ”Hvad er der, C? Hvad er der sket?”

Han sank og forsøgte at tvinge klumpen ned i maven igen. ”Min far er død,” hviskede han så og kiggede ned i bordet. Det knugede om hjertet, da han endelig fik sagt det højt, og tårerne brændte bag øjnene. Enten var han en bedre skuespiller, end han selv troede, eller også kom virkeligheden bare for tæt på.

”Hvad? Chris, for helvede.” Johans rejste sig og satte sig ved siden af Christian med en arm om hans skulder. ”Hvornår er det sket?”

”Det er noget tid siden. Men vi fik det først at vide for et par uger siden. Over telefonen. Vi har holdt en lille, intim mindehøjtidelighed for ham. Kun os to. Jeg har ikke fortalt dig det før, fordi jeg ville sidde overfor dig, når jeg sagde det.”

”Hvordan skete det? Hvis du ikke vil tale om det, er det helt i orden. Du siger bare fra, hvis jeg spørger for meget,” sagde Johnas med bævrende stemme. Han havde også kendt Arnold Chasedin siden, han var ganske lille. Han var kommet i Arnolds hjem det meste af sit liv, og så Christians familie som en forlængelse af sin egen.

”Flykapring,” sagde Christian monotont. ”Af afvigere. Man ved ikke med sikkerhed hvorfor, men flyet styrtede, og man fandt ingen overlevende. Det har taget dem langt tid at finde frem til far, fordi det hele var så voldsomt. Det meste var brændt…”

”Det er jeg virkelig ked af. Klarer du den?”

Christian kiggede på ham og så, at han også havde tårer i øjnene. Så nikkede han og tvang et lille smil frem.

”Hvad med i dag? Er du stadig frisk på det? Jeg er sikker på, at de forstår, hvis du ringer ind og forklarer dem situationen.”

Christian kunne mærke, hvordan Johnas’ følelser var i oprør. Han var chokeret og ked af det på grund af Arnolds død. Men han var lige så ængstelig og nervøs over at skulle starte et nyt sted som Christian selv var. Og nu hvor han måske blev tvunget til at tage af sted alene, blandede frygt sig med nerverne.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så glæder jeg mig til at komme ud,” sagde Christian. Og det var sandt. Han havde ikke været ude i store forsamlinger nogensinde, og han så frem til det med et anspændt hjerte.

”Det er måske også meget rart at komme lidt væk fra det hele. Hvad med din mor?” spurgte Johnas.

Christian trak på skuldrene. ”Hun tager det så godt, som hun nu kan.”

”Men kan hun klare sig selv, nu hvor du skal til at ud i den store verden?”

”Ja. Hun er stærk. Hør, jeg ville ikke lægge en dæmper på dagen. Jeg syntes, bare du skulle vide det, hvis nu, der kom nogle spørgsmål eller kommentarer på skolen.”

Johnas nikkede eftertænksomt. ”Du siger til, hvis der er noget jeg kan gøre for jer. Eller noget mine forældre kan gøre,” sagde han så skarpt.

”Tak,” smilede Christian. Johnas kunne man altid regne med.

Johnas rejste sig og rystede lidt på hovedet, som for at ryste de dystre begivenheder af sig. ”Er du ellers klar?” spurgte han og forsøgte at adoptere en lystigere tone.

”Det tror jeg.” Christian rejste sig også og ragede et helt hoved højere op end Johnas, der ikke var en helt lav gut. De gik sammen ind på Christians nye værelse og studerede de ting, han havde pakket ned i tasken, sammenlignede med Johnas’ ting, og blev enige om, at de havde, hvad de behøvede. Inden de begav sig ud til fordøren, bankede Christian på ind til mor. De blev bedt om at vente i stuen, og som beordret så gjort.

De sad og daskede til hinanden og småskændtes om, hvem der havde mest ret til at sidde i sofaen, da hun kom ind til dem. Hun var iført en enkelt sort t-shirt og et par jeans, der sad lidt strammere, end Christian havde lyst til at se sin mor i. Hendes lyse hår var sat op i en hestehale, der gav hende et kækt og ungt udseende, og hun nærmest strålede, da hun smilede til dem.

Johnas stivnede med en sofapude i vejret, klar til at dunke Christian med den.

Christian var klar over, at hans tiltalende ydre rent faktisk kom fra mor, det var ikke kun smiger, det var sandheden, men han havde alligevel aldrig troet, at han skulle kalde hende sexet. Selvom tøjetstilen var enkel, fremhævede den tydeligt hendes kvindelige former.

Johnas havde også set det, og de tanker der fór gennem hans hoved, ramte Christian med et brag. Det vendte sig i ham, og han skubbede brutalt sin ven ned på gulvet. Han havde mest af alt lyst til at tæske de perverse tanker ud af ham, virkelig give ham en ordentlig omgang, men han besindede sig, og rejste sig i stedet. Han kunne dog ikke helt sige sig fri for at daske til Johnas med foden, lidt hårdere end nødvendigt.

”Christian,” skældte mor og satte hænderne på hofterne. Det gjorde ikke hendes former mindre tydelige, og han satte øjeblikkelig paraderne op for at blokere for Johnas’ tanker.

”Undskyld, mor. Vi tumlede bare,” sagde han og hjælp sin ven op, selvom han stadig mest af alt havde lyst til at fortsætte med at sparke ham.

”Christian?” spurgte Johnas og gloede dumt på ham med et lille grin.

”Hold nu kæft,” mumlede Christian og gav ham en albue i siden.

”Er I ved at være klar til den store dag?” sagde mor og gik over og gav dem begge et kram. Holdt Johnas ikke om hende lidt for længe?

”Ja, det tror jeg,” sagde Johnas høfligt. ”Jeg har hørt, hvad der er sket. Hvis I har brug for noget som helst overhovedet, må I endelig sige til.”

”Tak, søde.” Mor lagde en hånd på hans kind og klappede ham kærligt. ”Det er meget venligt af jer, men lige nu klarer vi os.”

Hvorfor blev han ved med at glo sådan på hende?

Christian gik imellem dem og gav sin mor et sidste kram, inden han førte Johnas over mod døren. Han puffede venligt, men bestemt sin ven ud af huset og fulgte efter.

”Vi ses senere,” sagde han til mor og vinkede til hende ude fra vejen.

Hun stod på dørtrinet og vinkede smilende tilbage. Han måtte tage en snak med hende på et tidspunkt om den mundering. Hun havde en del at forklare. Han havde ikke tid til at finde svaret selv nu, men han skulle nok få det, og han skulle nok få sat en stopper for den påklædning.

”Hun ser nu ud til at klare sig ganske fint,” smilede Johnas og vinkede også ivrigt til hende, mens Christian blev ved med at puffe ham i ryggen for at komme fremad.

”Ja,” surmulede han og kæmpede for at holde på sine egne tanker. ”Og hold så op med at glo.”

”Slap af. Hvis ikke hun var din mor, ville du også glo, Christian,” grinede han og lagde tryk på hans navn. ”Jeg vidste faktisk ikke, Chris var en forkortelse.”

”Nå.” Han skubbede til ham igen, så hårdt, at Johnas var lige ved at vælte.

”Slap så af,” råbte han vredt og skubbede Christian i brystkassen uden den helt store effekt. ”Du har en lækker mor, og hvad så?”

”Det vil blive værdsat, hvis du lod være med et nævne det igen. Nogensinde,” hvislede Christian. Han åbnede og knyttede hænderne for at få styr på det boblende raseri, der truede med at få overtaget. Mor var hans. Ingen andres. Ingen skulle komme og overbeglo hende som et stykke kød. Og slet ikke en snotunge som Johnas.

”Godt. Okay. Jeg slår det her hen, fordi jeg ved, du har det svært. Vi glemmer det,” sagde Johnas, men hans øjne var stadig vrede.

”Fint.”

”Fint! Og lad os så komme af sted, inden klokken bliver alt for mange.” Johnas vendte ryggen til, og de gik med et stort mellemrum mellem sig de næste halvtreds meter, indtil tyngdekraften af deres venskab, fik dem til at finde sammen igen og glemme skænderiet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...