Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

3. 2

Fjernsynet viste den sædvanlige krimiserie, som den altid gjorde om lørdagen. Mor sad og fulgte halvhjertet med. Christian tjekkede uret igen. 22.12. Han skævede over til hende. Hun sad i sofaen ved siden af ham og hang lidt med hovedet. Han skulle bare have hende i seng, så han selv kunne komme af sted, men hun ville insistere på, at hun overhoved ikke var træt, hvis han påpegede, hvor meget hun sad og hang.

I stedet lagde han hovedet lidt på skrå og lod sit sind gøre arbejdet. Når hun var så udmattet som nu, var det alt for let at trænge ind og manipulere med hende. Han trak i de tråde, der var katalysator for hendes vilje til at lade søvnen komme over sig. Han fik hende til at længes efter den rare fornemmelse ved at kunne lægge sig ned og hvile hovedet på puden og tilfreds lukke øjnene.

”Hold da op,” sagde hun pludselig og satte sig ret op i sofaen. ”Jeg sidder jo og er ved at falde i søvn.”

Christian rettede hurtigt sit hoved op og kiggede på hende med øjne dækket af brune kontaktlinser. ”Du ser også lidt træt ud, mor.”

”Jeg må vist hellere gå i seng.” Hun rejste sig og strakte sig. ”Hvad med dig, Møffe? Skal du ikke i seng?”

”Jeg vil gerne lige se den her færdig,” svarede han uskyldigt og pegede på skærmen, hvor krimiseriens kvindelige hovedrolle var ved at jagte en fæl afviger gennem byens gader.

”Okay.” Hun bøjede sig ned og kyssede ham i det sorte hår. Så forlod hun stuen med et stort gab.

Christian blev siddende i sofaen, og stirrede tomt på skærmen. Han koncentrerede sig om at lytte efter, hvornår hun var færdig på badeværelset, og hvornår hun lukkede døren ind til sig selv. Så snart han hørte det stille bump af døren, der gik i, var han oppe af sofaen og listede lydløst ned til hendes værelse. Han lagde en hånd på døren og ventede. Lukkede øjnene og mærkede efter. Hun lå under dynen nu, havde ladet øjnene gå i og ventede kun på søvnen. Han skulle med glæde hjælpe den på vej. Han fodrede hendes sind med billeder af ting, han vidste gjorde hende glad. Chokolade, morgenhygge, minder fra hans barndom, og før han vidste af det, havde hendes eget sind selv taget over og viste scenarier, der gjorde hende lykkelig. Lige som han skulle til at trække sig, så han et billede af en trefingret mand, der fik det til at kilde lystigt i hendes krop.

Han åbnede øjnene, brød kontakten, forvisset om, at hun nok skulle sove roligt og længe nu. Han skævede over på uret, der hang i fordelingsgangen. 22.36. Han skulle virkelig til at komme af sted nu. Forsigtigt listede han tilbage til stuen, slukkede for fjernsynet, fandt sin jakke i gangen og lukkede hoveddøren bag sig med langsomme og rolige bevægelser.

En kold forårsvind blæste ham i møde ude på fortovet, og han måtte trække jakken tættere omkring sig for at skærme mod den. Det var halvmørkt, så han blev ved med at se sig over skulderen i forventning om at få øje på en dæmon, der lige om lidt ville springe på ham. Mørket havde været fyldt med monstre, dæmoner og djævle lige så længe han kunne huske. Mors hårdeste straf var kælderen, hvor alt lys var udelukket, og hvor mareridtene havde frit spil. Han huskede tydeligt, fornemmelsen af at være overvåget af mørket, af et formskiftende væsen, der altid lå og lurede, ventede på, at kunne sætte sine tænder i ham.

Han drejede om hjørnet, gik med raske skridt ned gennem gaden og svingede ind i parken, på sin højre side. Heldigvis var stierne godt oplyst af kunstfærdigt udformede lygtepæle, der stod langs stiernes kant gennem hele parken. Her var det umuligt for formskifteren, at være. Den levede i og af mørket og kunne derfor ikke eksistere i lyset, hvor kunstigt, det så end måtte være.

Han stillede sig under den første lyskegle, drog et lettet suk og ventede med hænderne dybt begravet i lommerne og skuldrene trukket op om ørene.

Hvad nu hvis han slet ikke kom alligevel? Hvad nu, hvis det han fortalte, ikke var det Christian ville høre? Hvad nu, hvis sandheden gjorde for ondt? Var det derfor, mor havde holdt den skjult for ham? Måske gjorde hun, hvad der var nødvendigt for at beskytte ham. Hun havde altid været der for ham, havde altid sørget for, at han fik, alt hvad han behøvede. Hun var streng, nogle gange urimeligt hård, men hun gjorde det vel for hans egen skyld. Han havde ikke altid været et nemt barn at opdrage. Han havde prøvet grænser af, hele tiden, og mod hans evner, havde hun ikke en chance. Så måske kælderen havde været et nødvendigt onde, set fra hendes side?

Måske skulle han bare gå hjem igen…

Han kiggede hurtigt på sit ur. Han havde stadig fem minutter til at fortryde. Med et ængsteligt hjerte så han ind i parkens dyb, kneb øjnene sammen for at finde en mulig skikkelse, men uden held. Han pustede ud, lukkede øjnene og lagde hovedet på skrå. Bare fordi man ikke kunne se en person, betød det ikke at man var alene. Der var andre måder at finde folk på.

Lige som han lod sine mentale fangearme strække sig ud, blev der lagt en tung hånd på hans skulder. Han hoppede forskrækket et par skridt frem og vendte sig vredt om mod gerningsmanden, sikker på at han ville stå ansigt til ansigt med en dæmon.

Leo stod med et bredt smil og rakte begge arme ud mod Christian. Han var iført en lang, mørk frakke, der stod åben og flagrede let om benene på ham. Hans holdning var som altid ret og hele hans væsen udstrålede varme og venlighed. Og pludselig følte Christian sig som et lille barn igen, selvom han var et helt hoved højere end Leo. Han lod sig dumpe ind i hans favn og nød trygheden i det velkendte knus.

”Troede du ikke, jeg kom?” spurgte Leo, mens han stadig holdt Christian ind til sig.

”Jo,” svarede Christian ind mod hans skulder, inden han nølende løsrev sig. ”Jeg var bare ikke sikker på, om jeg skulle blive.”

”Har du fået kolde fødder?”

Han trak på skuldrene, usikker på, hvad han skulle svare. Lidt kolde fødder han, men han var på den anden side også så nysgerrig, at han var ved at sprænges.

”Kom,” sagde Leo og lagde den trefingerede højre hånd på Christians skulder. ”Der ligger en lille café på den modsatte side af parken. Jeg giver en kop kaffe.” 

Med Leo ved sin side, var det ikke slemt at krydse mørket. Så længe de var to skulle det nok gå.

Caféen var indrettet som en typisk diner fra 1950érne, som man så dem på film. Gulvet var skakternet, sort og hvidt. Den aluminiumsfarvede disk var u-formet og gik langt ud i det ellers sparsomme lokale, men der var høje barstole betrukket med rødt læder, så man kunne sidde ved disken og få sig en snak om vind og vejr med servitricen, der denne aften var en ældre kvinde, som tydeligvis følte sig hip og ung.

Hendes makeup var voldsomt overdrevet, for at dække over mulige rynker, hendes hår var afbleget med mørke rødder og spaltede spidser og sat op så højt på hovedet, at det så ud som om, det kunne tilte hvert øjeblik. Tyggegummiet i hendes mund, blev vendt og drejet konstant. Hendes blik tog sig en tur op og ned af Leo, da han var den første der trådte ind af døren, efter at have lavet en lille, diskret bevægelse med hånden, der effektivt sendte caféens scanner ud af spil. Derefter fik Christian den samme tur, hvilket resulterede i et smil, der for mange år siden, sikkert havde været flirtende og sensuelt. Christian trak nervøst på smilebåndet, men følte sig mest af alt som et byttedyr. Han rettede hurtigt blikket ned på sine fødder igen og fulgte efter Leo ned til den bagerste af båsene, der var placeret ved vinduerne i caféen.

Han satte sig så langt inde på det røde lædersæde som muligt, da han så servitricen rette på sit forklæde, sit hår og sine bryster, inden hun forlod sin plads bag disken. Hun vuggede ned mod dem, med et kyssetøj, der var en skæv blanding af trutmund og smil.

”Velkommen til, mine herrer,” smiskede hun med blok og blyant i hænderne. ”Jeg hedder Trinny, og jeg er jeres servitrice i aften. Hvad kan jeg friste med?”

Christian kunne næsten ikke fjerne blikket fra hende. Hun var så karikeret, så vulgær på så mange måder, at det næsten ikke var til at tro. Hendes opmærksomhed var hovedsageligt vendt mod ham, og hendes kropssprog viste tydeligt, at hun fandt ham tiltrækkende. Christian måtte til sidst kigge væk, for ikke at lade sig hypnotisere af den mangefarvede makeup, og mødte Leos brændende blik, der hele tiden havde været forankret på ham.

”Giv os lige to minutter til at kigge på menuen, Trinny. Så kalder vi på dig,” sagde Leo uden at tage øjnene fra Christian, der krympede sig ubehageligt til mode ved Trinnys nærværelse.

”Selvfølgelig,” smilede hun og vuggede tilbage til sin plads. De var de eneste kunder i butikken lige nu, så de var så heldige, at have hendes fulde opmærksomhed.

”Du stirrer, Christian,” sagde Leo, mens han studerede menukortet, der stod på bordet.

”Undskyld,” hviskede Christian skyldigt og vendte ansigtet bort igen. ”Det er ikke med vilje. Men har du set, hvordan hun ser ud?”

Leo smilede for sig selv. ”Ja, jeg har set hende. Og hun har helt bestemt også set dig.”

Christian gibbede med øjnene og kiggede forskrækket over mod hende igen. Hun sendte ham et hurtigt og ikke særlig diskret luftkys.

”Hun er jo ældre end mor,” gispede han.

”Og hvad så?” sagde Leo med et skuldertræk.

”Jamen… Hun kan da ikke for alvor mene… Jeg mener, hun tror da vel ikke, at jeg…” Han kunne slet ikke finde hoved og hale i noget som helst. Tankerne fløj rundt med ubeskrivelige scenarier, som gav ham kvalme.

”Sådan som du glor på hende, må hun tro, at du er vældig interesseret.”

”Hvad? Nej!” himlede Christian forfærdet. Det var det sidste han havde lyst til.

”Kaffe eller varm kakao?” spurgte Leo med et smil og vendte sig over mod menuen igen.

Christian var for rystet til at kunne svare. Han stirrede bare ned i bordet, prøvede virkelig ikke at kigge op på vrængbilledet af en servitrice, der stod og borede sit blik ned på ham.

Leo lænede sig konspiratorisk ind over bordet og hviskede intenst: ”Det er lige præcis derfor, du skal ud i den virkelig verden. Jeg kalder på hende nu, og hvis hun gør nogle tilnærmelser, må du selv redde dig ud af det.”

”Arnold – Leo,” bad Christian, men det var allerede for sent. Leo havde rakt en hånd i vejret og Trinny var lystigt på ved ned mod dem med blok og blyant klar.

Hun lænede sig op af sædet, hvor Christian sad stiv som et bræt.

”Har I set noget, I kan lide?” spurgte hun med trutmunden klar og lagde ikke skjul på spørgsmålets dobbelthed.

”To store kopper kaffe,” smilede Leo.

”Mælk og sukker?”

”Sort til mig, tak. Christian?” Leo gav bolden videre til en spiller, der slet ikke ville være med i spillet.

”Sort,” kvækkede han uden at se op.

”Slet ikke noget sødt til dig?” spurgte Trinny og lænede sig en anelse forover, så hendes kavalergang kom tættere på ham, og så han ikke kunne undgå at kigge på den.

”Sort,” gentog han befippet og fejede hurtigt blikket ned i bordpladen igen.

”To store kaffe, sort,” smilede hun og trak sig slentrende tilbage til disken.

Christian åndede lettet op, da hun var forsvundet igen. Hvordan i helvede, skulle man slippe af med én som hende?

”Spændende verden vi lever i, ikke sandt?” smilede Leo.

”Det er for meget, det her, Leo. Jeg kan ikke klare det.”

”Selvfølgelig kan du det. Men det kræver træning. Ligesom alt andet.”

”Jamen, i bøgerne virker det så let. Man siger bare tingene som de er, og så løser det hele sig af sig selv.”

”Bøger er fiktion, Christian. Men du kan jo prøve. Når hun kommer med vores kaffe, kan du jo sige til hende, at du ikke er interesseret.”

 ”Men… blive hun så ikke ked af det?” spurgte han og sneg sig til et kig op på hende.

”Sandsynligvis,” tilkendegav Leo.

I det Christian skulle til at protestere over den uværdige situation, han var blevet sat i, svingede Trinny sig ud i caféen igen med en bakke med to kopper rygende varmt bryg. Hun satte dem foran Leo og Christian og fejede bakken op under armen.

”Hvis I kommer i tanke om andet, må I endelig kalde,” smilede hun og trissede væk igen med hofter, der vuggede faretruende. Hun kastede et enkelt blik over skulderen, og Christian blev fanget i at stirre igen. Han vendte ansigtet over mod vinduet og holdt krampagtigt omkring koppen.

”Livets lektier kan være hårdt købte,” sagde Leo og sippede til sin kaffe.

”Drop filosofien,” sukkede Christian.

”Fint.” Han kunne ikke skjule munterheden i stemmen. ”Du havde spørgsmål, der skulle besvares?” sagde han så efter en kort pause. Tonen var skiftet og var blevet mere alvorlig.

”Her?” spurgte Christian vantro.

Leo nikkede. ”Vi er helt alene – foruden Trinny, selvfølgelig, og hun hører os ikke helt derhenne.”

Christian måtte lige samle sig. Han havde spørgsmål. Han havde mange. Første spørgsmål var, hvor han skulle starte.

”Hvordan mødte du og mor hinanden?”

Leo lænede sig tilbage i sædet med et dybt suk, tydeligt nervøs for at skulle starte ved det, som virkede som det mest åbenlyse sted.

”Det kommer an på, om du mener den første gang vi mødte hinanden, eller om du mener, den første gang din mor kan huske, vi mødte hinanden,” sagde han så.

Christian rynkede brynene. Kryptisk. Han var kommet for at få klare svar, ikke flere gåder, der skulle løses.

”Lad mig omformulere. Hvornår så du mor for første gang,” sagde han så.

Leo smilede for sig selv, så ned i koppen, inden han tog til orde: ”Jeg så hende på en bus. Hun sad bagerst, helt for sig selv. Jeg så hende længe før hun så mig, og jeg husker tydeligt, hvor smuk hun var med det lyse hår, der så perfekt indrammede hendes kønne ansigt. Hendes fantastiske grønne øjne, så store, så sårbare, så fulde af rædsel.”

”Rædsel?” studsede Christian.

”Du må forstå, at jeg var en anden dengang. En ung mand, der gjorde, hvad han kunne for at høre til i den verden, skæbnen havde bestemt for ham. Jeg så mig selv som afviger, intet andet, og lod derfor mig selv blive en del af en flok fanatikere, der tilbad profeten Lind og hans forudsigelser om en kommende Messias. Inden jeg fandt dem, havde jeg måttet gennemleve en barndom i frygt for mine forældre, der ihærdigt forsøgte at tæske afvigergenet ud af mig. Til sidst smed de mig ud. Som affald.” Han tog en tår af kaffen og kiggede ud af vinduet.”Jeg var elleve og helt alene i en stor og farlig verden. Lind og hans tilhængere tog mig til sig, og gav mig alt det mine forældre nægtede. Mod at arbejde for profeten, naturligvis. Hans forudsigelser skulle hjælpes til verdenen, og vi var alle opsatte på at gøre vores bedste, så afvigerracen kunne få sin storhed og slå menneskene til jorden. På grund af min barndom, havde jeg et enorm had til almindelige mennesker. Og Lind havde mange sympatisører, der havde delt sig i mindre grupper, for at kunne udføre hans arbejde så effektivt som muligt. Jeg hørte under en gren ledet af Michael Gibb. En fantastisk mand på mange måde. Men også grusom. Han havde ladet sig fortælle, at den ventede Messias skulle komme gennem ham, at han skulle være med til at avle ham. Så han pådrog sig opgaven at finde den rugemor, der kunne klare den store opgave at bære Messias i ni måneder. Ikke en let opgave, for der gik faktisk sytten år, hvor vi egentlig nok skadede flere kvinder end nødvendigt. Vi skaffede dem til ham på alle mulige måder. Lokkede dem med guld og grønne skove, kidnappede dem, bortførte dem. Betalte sågar nogle af dem,” sagde han.

Christian var ikke sikker på, at han ville høre mere. Han havde en klam fornemmelse af, hvor dette bar hen ad.

”Din mor var med på den bus vi kaprede. Mændene blev slået ihjel, og kvinderne blev bragt til et midlertidigt skjulested, vi havde i en nærtliggende skov. Her blev de, der ikke døde under kidnapningen, låst inde i kælderen og én efter én ført op til Michael, så han kunne gøre det nødvendige for at undfange Messias. Det gjaldt også for din mor,” sukkede Leo og kiggede prøvede på Christian, der sad som forstenet.

Hans mor var blevet voldtaget. Og Leo havde været en del af det. Han kunne ikke – ville ikke – tro det. Mor og Leo havde været så tætte. Deres følelser for hinanden var så stærke, selvom de ikke ville stå ved dem. Hvordan kunne hun elske én, der havde været med til at besegle hendes skæbne på så brutal en måde?

”Din mor var den eneste, der overlevede.”

Han måtte lige synke en gang. Det var som om, der satte sig noget fast i halsen, som ikke ville ned. Han forsøgte at drukne det med den skoldende kaffe, men det hjalp ikke. Han var uønsket. Han var en bastard, født uden sin mors velsignelse. Ikke så underligt at hun nærrede en vis afsky for ham.

”Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det om, Christian,” sagde Leo svagt. ”Tro mig. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke fortryder den behandling, hun fik.”

”Jeg forstår ikke, hvordan hun på nogen måde, ville have noget med dig at gøre?” stammede Christian. ”Hvis du har været medskyldig i, at hun blev…” Han kunne slet ikke få ordet over sin mund og fik kvalme ved bare tanken.

”Vi kunne ikke lade hende fare rundt med vores frelser i maven, uden at have hende under konstant opsyn,” startede Leo træt. ”Så jeg og en anden afviger, Julia, fik til opgave at holde øje med hende. Så vidt din mor vidste, var vi hendes nye naboer. Og det smertede mig at se hende være så syg og ensom. Hver evig eneste dag kæmpede jeg en indre kamp for ikke at gå over til hende og tage hende væk fra det hele. Men jeg var jo bare afviger. Intet andet. Men så blev du født, og det ændrede det hele. Mine følelser for din mor eksploderede, og mit hjerte svulmede, hver gang jeg så dig. Planerne ændrede sig. Du skulle egentlig have været taget fra din mor, da du blev født, men Michael var blevet fanget samme dag. Julia og jeg blev enige om, at holde lav profil, indtil Michael kom ud igen. Men som sagt… min kærlighed til din mor fik overtaget. Og jeg kan takke dig for at sætte det hele i gang. Jeg brød samtlige af mine bånd til afvigerracen for at kunne være sammen med hende og dig. Desværre så hun det ikke helt på samme måde. Hun var bange.”

”Forståeligt,” hviskede Christian mest til sig selv.

Leo nikkede. ”Meget forståeligt. Hun smed mig ud af sit liv. Hun mente, at hun sagtens selv kunne passe på dig.”

”Men det gik ikke helt som forventet,” gættede Christian.

”Ikke just,” sagde Leo og tog en sluk af kaffen.

Christian ænsede kun lige, at døren til caféen gik op, og et ungt par kom ind og satte sig i den modsatte ende af rummet. De var optaget af hinanden og gav ikke slip på hinandens hænder på noget tidspunkt. Trinny smuttede over til dem, men hendes mine var en ganske anden og mere professionel end den, hun havde overfor Christian og Leo. Hun virkede irriteret over at blive forstyrret og noterede hurtigt deres bestilling ned og vendte dem ryggen. Hvor var det uretfærdigt, at nogen bare kunne leve deres liv, som de ville – uden at tænke på hemmeligheder og løgne, som ville ødelægge ikke bare ens eget, men også andres liv.

”Der havde været flere forsøg på kidnapning fra afvigernes side, og jeg blev nødt til at gribe ind. Da deres ihærdighed endelig bar frugt, var din mor ude af sig selv. Hun tillod mig at hjælpe med at få dig fri. Et hverv, der kostede ofre,” sagde Leo og viftede med hånden, der manglede pegefinger og langefinger. ”Men vi klarede det. Derfra var det nødvendigt, at slette vores navne og begynde på en frisk. Det gjorde vi mange gange i løbet af de første fire år. Til sidst kunne vi endelig slå os ned som Mary og Arnold Chasedin med sønnen Chris.”

”Mor hedder rigtigt Maria Holmes?” spurgte Christian.

”Ja.”

Hendes beskyttertrang virkede pludselig ikke så overdrevet. Han var allerede blevet kidnappet én gang, så hvorfor skulle hun ikke kunne miste ham igen? Og endnu værer, hvis hun mistede ham til katakomberne, hvor det vrimlede med fanatiske afvigere, der mente at mennesker var den ultimative fjende.

 Og så slog det ham pludseligt. Under hele Leos fortælling, havde han fået forklaringen på, hvorfor afvigerne ville have ham, hvorfor Modstanden ville have ham. Messias, den salvede, den udvalgte. Han var Messias. Eller de troede han var Messias.

”Leo,” startede han vantro og stirrede på ham, mens han følte sin sjæl synke helt ned i fødderne. ”Det vil sige, at jeg er Mes…” Han kunne slet ikke komme videre i sætningen.

Leo nikkede og kiggede alvorligt på ham. ”Du er den, vi har ventet på i så mange år, Christian.”

Christian tog en dyb indånding og pustede ud gennem næsen, men det svimlede stadig for ham. Han forsøgte sig med kaffen, drak grådigt af koppen, men fik det i den gale hals i stedet og måtte hostende og spruttende læne sig ud over sædets kant og acceptere, at løsningen på svimmelheden var, at få hovedet ned mellem benene.

”Det er en stor mundfuld, det ved jeg godt,” sagde Leo mildt og lagde en hånd på Christians skulder.

”Men jeg er jo bare mig. Helt almindelig,” gispede han.

”Du er bare dig. Men knapt så almindelig. Du er afviger. Og en helvedes stærk én.”

”Men jeg vil ikke være Messias. Jeg vil bare i gymnasiet og leve normalt. Jeg fraskriver mig en hver ret til det her.” Han rystede på hovedet og trak sig lidt væk fra Leo som om, det kunne stoppe tingens gang.

”Sådan fungerer det ikke, Christian. Du har ikke noget at skulle have sagt i denne henseende. Du er udvalgt og må leve op til det ansvar, der er blevet dig pålagt.”

”Jeg abdicerer,” bekendtgjorde han med hænderne holdt afværgende op foran sig.

Leo lo mildt og satte sig tilbage i sædet med koppen mellem hænderne.

Christian skulle være gået hjem, da han havde chancen. Han skulle have lyttet til mor og gjort som hun bad om. Hvis han ikke havde haft så travlt med at trodse hende, ville han lige nu sidde foran sin computer med Johnas i ørene og spillet på skærmen. Han ville være sikker og uvidende om en verden, der jagtede ham. Og hvorfor egentlig? Fordi en eller anden tåbe, havde udnævnt sig selv til profet og sat kriller i hovedet på afvigere over hele verdenen. De var jo tossede, når de troede, at han – Christian, ensom computerspillende teenager – skulle kunne redde deres verden.

”Hvordan kan du egentlig være så sikker på, at jeg er den, du siger jeg er?” spurgte Christian og så skeptisk på manden overfor sig. En mand, han havde kendt hele sit liv, men som det viste sig, han kun vidste meget lidt om.

”Det er blevet forudsagt,” sagde han bare, som om det forklarede alt.

”Siden hvornår har du troet på noget, der ikke kunne bevises med fysikkens og matematikkens love?”

Leo lo igen, en hjertelig latter, der næsten smittede. ”Åh, Christian, der er meget, du ikke ved om mig.”

Christian sendte ham et blik, der tilskyndede ham til at gå videre.

”Lad os bare sige, at selvom jeg ikke længere er så fanatisk, som jeg måske tidligere har været, har jeg stadig set ting, som har rystet mig så meget i min grundvold, at jeg ikke kan andet end at tro på nogle af de profetier, der er blevet varslet.”

”Ukonkret,” hvislede Christian og satte sig irriteret tilbage i sædet med armene over kors.

”Tro det eller lad være,” sagde Leo med armene bredt ud til siden. ”Det er ikke alt, vi kan få forklaret, lige meget, hvor brændende vi ønsker det.”

Christian lagde hovedet på skrå og tog udfordringen op. Sindet bevægede sig som bløde bølger over mod Leo, skyllede ind over hans tanker og bredte sig som et let slør hen over dem. Afsøgte kroge og hjørner, for at finde en forklaring på Leos absurde religiøse holdning til ham.

”Christian,” advarede Leo med et isnende blik.

Christian rettede sig op og trak sig tilbage, lettere surmulende.

”Hvis jeg er denne Messias, skal du så ikke flade på knæ og adlyde mit mindste vink?” spurgte han for bevidst at provokere.

”Godt forsøgt, knægt,” sagde Leo med et smil. ”Lad os snakke om det igen, når du engang har reddet verdenen. Indtil da, vil du altid være den lille møgunge, jeg har skrifte ble på så mange gange.”

Han krympede sig. Faktisk havde han også selv lidt svært ved tanken om, at Leo skulle bukke og skrabe for ham – at nogen skulle bukke og skrabe for ham.

”Skal I have en genopfyldning?” Trinny stod ved siden af ham. Han havde slet ikke set hende komme ned til dem. Han havde været alt for dybt begravet i sine tanker, men nu stod hun der med alle sine attributter lænet ind over ham igen og med en kande i hånden, klar til at forsyne dem med endnu en kop kaffe.

Christian skævede over til Leo, der sad i sit eget sæde med et smørret smil, som han ikke engang forsøgte at skjule. Han ville have ham til at klare sig selv? Fint. Hvis det var sådan de skulle lege, kunne Christian godt være med. Gad vide, hvor langt Leo ville lade ham gå?

Christian vendte sig helt om, så han sad med fronten til Trinny og gav hende sit skæve smil. Han vidste, at mor ikke kunne stå for det. Mon det havde den samme effekt på servitricen? 

”Hvis du henter en ekstra kop og slår dig ned her ved siden af mig, vil jeg med glæde have en ekstra omgang,” smilede han.

Trinny måtte blinke et par gange, kunne åbenbart ikke tro sit eget held, inden hun storsmilende trissede væk efter endnu en kop.

”Hvad laver du?” hviskede Leo anspændt.

”Klarer mig selv i den store vide verden. Var det ikke planen?” svarede Christian uskyldigt.

Inden Leo nåde at komme med indvendinger, var Trinny nede ved dem igen. Hun fejede hurtigt sin bagdel ind ved siden af Christian, der skødesløst lagde armen om bag hende og lod den hvile på ryglænet. Trinny hældte glad op til dem alle tre.

”Hvad laver sådan et par fyre ude så sent om natten?” spurgte hun og vendte ansigtet over mod Christian. Hvis Leo havde tænkt sig at svare, var hun tydeligvis ikke interesseret i at høre det.

”Tja,” svarede Christian med et skuldertræk. ”Min far og jeg har ikke set hinanden i noget tid, så...”

”Åh,” sagde hun og kiggede over på Leo, der sad og stirrede vredt på Christian. ”I ligner ikke umiddelbart hinanden.

”Gudskelov,” mumlede Leo.

Christian smilede sødt til ham. ”Min far har svært ved at acceptere, at det er mig, der pludselig tiltrækker det andet køn. Han har ikke ligefrem sin alder med sig mere og er aldrig kommet sig helt over tabet af min mor.”

Hele Leos krop blev spændt som en bue. Christian så kæberne bide sammen. Ganske fint. Det var bare et spørgsmål om tid, før Leo eksploderede og reddede ham ud af suppedasen. Han kunne jo ikke for alvor lade sin Messias drukne.

”Men nok om os. Hvad laver sådan en smuk kvinde som servitrice? Du burde arbejde som model eller skuespiller. Et sted, hvor din skønhed kommer til sin ret.” Han kiggede hende dybt i øjnene og så først nu, at de faktisk var grålige. Den spektakulære makeup havde distraheret ham fra at se det før.

Hun lagde en hånd ærbødigt på brystet og vendte ansigtet nedad, mens hun fnisede som en lille skolepige. Han lagde sin hånd ned på hendes skulder og rykkede helt tæt op af hende.

”Hvorfor er det sjovt,” smilede han.

”Åh, søde ven, det er meget langt tid siden, jeg har fået sådan en kompliment,” svarede hun. ”Jeg bliver jo helt flov.”

Han stivnede et kort øjeblik, da hun lagde en hånd på hans lår og langsomt lod den køre rundt i små cirkler. Han var sig bevidst om Leos blik, der på intet tidspunkt forlod ham. Han lænede sig helt frem, tog kærligt fat om hendes nakke og hviskede hende i øret: ”Skriv dit nummer på regningen.”

Hånden på hans ben klemte anspændt om hans lår, og hun sank næsten sammen ind mod ham med et bævrende suk.

”Christian!” smældede Leos stemme pludselig.

Christian løsrev sig med et triumferende smil. Leo ville ikke lade sin Messias blive besudlet.

”Far?” sagde han og stirrede skyldfrit tilbage på ham.

”Vi går nu.” Hans stemme var hård og ordren var ikke til at diskuterer.

”Nu skal jeg hente regningen,” sagde Trinny febrilsk og tumlede ud af båsen.

”Behøves ikke,” sagde Leo og lage en bunke sedler på bordet. ”Behold byttepengene.” Han gloede fortsat på Christian.

”Jamen det tager kun et øjeblik,” forsøgte Trinny og småløb over mod kasseapparatet.

Christian havde rejst sig, havde slænget sin jakke over armen og fulgte efter Leo mod døren. Han kunne ikke lade være med at smile over sin lille sejr.

”Kom igen en anden gang,” råbte Trinny,  da døren gik i bag dem.

De var ikke andet end lige kommet over gaden og ind i parken, før Leo rev fat i Christians krave og hamrede ham op mod et træ.

”Du leger med ilden, knægt,” vrissede han.

Christian skubbede ham af sig og rettede på trøjen. ”Du sagde, jeg skulle lære at klare mig selv. Jeg ville ikke gøre hende ked af det.”

”Vrøvl!”

”Det er sandt. Og det lykkedes. Jeg gjorde hende ikke ked af det. Det gjorde du,” smilede Christian tilfreds med sig selv.

Leos øjne lynede stadig. ”Jeg er der ikke til at redde dit skind hele tiden.”

Han trak på skulderne. Han var kommet hel igennem denne prøve, og det var det eneste, der var vigtigt lige nu.

”Det er alt for let for dig at manipulere med folk – selv uden dine evner. Pas på at det ikke vender sig imod dig.” Leo kørte en hånd gennem håret og begyndte at vandre nervøst frem og tilbage. ”Jeg har lovet at fortælle dig sandheden og det har jeg gjort. Jeg har fået en plads til dig på gymnasiet. Skuf mig ikke, Christian. Vis mig, at jeg kan stole på dig. Vis mig, at du kan være den mand, jeg håber du er.”

Ordene ramte hårdt lige i hjertekuglen. Christian kunne næsten mærke, hvordan musklerne trak sig sammen på grund af stødet, og han fik en bitter smag i munden.

”Undskyld,” hviskede han. ”Jeg skal nok tage mig sammen. Jeg skal gøre mit bedste for at gøre dig stolt. Men det betyder ikke, at jeg accepterer det Messias-pjat.”

Leo trak ham ind til sig og krammede ham hårdt. ”Du har meget, du skal hjem og tænke over. Hvis du har brug for flere svar eller bare for at snakke, så kender du mit nummer. Jeg vil altid være her for dig, Christian. Det håber jeg, du ved.”

Christian nikkede og gjorde sig fri af ham. Maven gjorde knuder igen. Det var så dejligt at være sammen med ham, så rart at kunne tale frit. Hvilket gjorde det så meget hårdere at vide, at de skulle skilles.

”Jeg lover at ringe,” sagde Christian med en klump i halsen.

Med et enkelt nik og et skulderklap forlod Leo parken og lod Christian stå alene tilbage under en lyskegle, hvor mørket ikke kunne nå ham. Han kiggede på sit ur, så snart Leo var uden for synsvidde. Den var næsten to. Han lukkede jakken og satte i løb, for at komme hjem så hurtigt som muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...